EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014D0486

Rådets afgørelse 2014/486/FSFP af 22. juli 2014 om Den Europæiske Unions rådgivende mission om civil ukrainsk sikkerhedssektorreform (EUAM Ukraine)

OJ L 217, 23.7.2014, p. 42–47 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 13/04/2022

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/486/oj

23.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 217/42


RÅDETS AFGØRELSE 2014/486/FSFP

af 22. juli 2014

om Den Europæiske Unions rådgivende mission om civil ukrainsk sikkerhedssektorreform (EUAM Ukraine)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 14. april 2014 gav Rådet udtryk for, at det er parat til at bistå Ukraine med reformen af den civile sikkerhedssektor, støtte til politiet og retsstaten og til at udarbejde en politisk krisestrategiramme i Ukraine, idet alle muligheder undersøges, herunder en eventuel mission under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP).

(2)

Den 8. maj 2014 sendte Ukraines udenrigsminister en skrivelse til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR) og udtrykte interesse for udsendelsen af en FSFP-mission til Ukraine.

(3)

Den 12. maj 2014 gentog Rådet, at det er parat til at bistå Ukraine med reformen af den civile sikkerhedssektor, det hilste den politiske krisestrategiramme i Ukraine velkommen og gav Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) til opgave at udarbejde et krisestyringskoncept for en eventuel civil FSFP-mission. Det understregede også betydningen af samordning og komplementaritet med Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og andre internationale aktører.

(4)

Den 23. juni 2014 godkendte Rådet krisestyringskonceptet for en eventuel FSFP-aktion til støtte for reformen af den civile sikkerhedssektor.

(5)

Den 11. juli 2014 sendte den ukrainske udenrigsminister en skrivelse til HR med accept af udsendelsen af en FSFP-mission.

(6)

EUAM Ukraine vil blive gennemført under forhold, som muligvis vil blive forværret og kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Mission

Unionen gennemfører en rådgivende mission om civil ukrainsk sikkerhedssektorreform (EUAM Ukraine) for at bistå Ukraine med den civile sikkerhedssektorreform, herunder politiet og retsstaten.

Artikel 2

Mandat

1.   Til støtte for Ukraines tilsagn om reform af sikkerhedssektoren skal den civile FSFP-mission uden eksekutivbeføjelser vejlede og rådgive de relevante ukrainske organer i forbindelse med udarbejdelsen af fornyede sikkerhedsstrategier og den efterfølgende gennemførelse af relevante omfattende og sammenhængende reformbestræbelser med henblik på at:

skabe en begrebsmæssig ramme for planlægning og gennemførelse af reformer, der resulterer i bæredygtige sikkerhedstjenester og dermed retssikkerhed på en måde, der bidrager til at styrke deres legitimitet og til øget tillid og tryghed i offentligheden, under fuld respekt for menneskerettighederne og i overensstemmelse med forfatningsreformprocessen

omorganisere og omstrukturere sikkerhedstjenesterne på en måde, der gør det muligt at genvinde kontrollen med dem og deres ansvarlighed.

For at nå sine mål handler EUAM Ukraine efter de parametre, der er fastsat i krisestyringskonceptet, som blev godkendt af Rådet den 23. juni 2014, og i de operative planlægningsdokumenter.

2.   Missionen skal inden for rammerne af sit første mandat deltage i en omfattende planlægningsproces for en civil sikkerhedssektorreform, støtte en hurtig forberedelse og gennemførelse af reformforanstaltningerne.

Artikel 3

Kommandovej og struktur

1.   EUAM Ukraine har én fælles kommandovej med henblik på krisestyringsoperationer.

2.   EUAM Ukraine har sit hovedkvarter i Kiev.

3.   EUAM Ukraine struktureres i overensstemmelse med planlægningsdokumenterne.

Artikel 4

Planlægning og iværksættelse af EUAM Ukraine

1.   Missionen iværksættes ved Rådets afgørelse på den dato, der anbefales af den øverstbefalende for den civile operation EUAM Ukraine, så snart denne har nået sin indledende operative kapacitet.

2.   Den fremskudte enhed for i EUAM Ukraine har til opgave at forberede etableringen af missionen rent logistisk, infrastrukturmæssigt og sikkerhedsmæssigt og tilvejebringe det fornødne input til udarbejdelsen af operative planlægningsdokumenter og den anden finansieringsoversigt.

Artikel 5

Den øverstbefalende for den civile operation

1.   Direktøren for den civile kapacitet til planlægning og gennemførelse (CPCC) er den øverstbefalende for den civile operation EUAM Ukraine. CPCC står til rådighed for den øverstbefalende for den civile operation med hensyn til planlægning og gennemførelse af EUAM Ukraine.

2.   Den øverstbefalende for den civile operation udøver under politisk kontrol og strategisk ledelse af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og under HR's overordnede myndighed kommandoen over og kontrollen med EUAM Ukraine.

3.   For så vidt angår gennemførelsen af operationer sikrer den øverstbefalende for den civile operation korrekt og effektiv gennemførelse af Rådets afgørelser samt PSC's afgørelser, herunder ved om nødvendigt at give missionschefen instrukser og ved at yde vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

4.   Den øverstbefalende for den civile operation aflægger rapport til Rådet via HR.

5.   Alt udstationeret personale forbliver fuldt ud underlagt den udstationerende stats nationale myndigheders kommando i overensstemmelse med nationale regler eller den pågældende EU-institutions eller Tjenesten for EU's Optræden Udadtils (EU-Udenrigstjenesten) kommando. Disse myndigheder overfører den operative kontrol med deres personale til den øverstbefalende for den civile operation.

6.   Den øverstbefalende for den civile operation bærer det samlede ansvar med henblik på at sikre, at Unionen opfylder sin pligt til forsvarlig forvaltning.

Artikel 6

Missionschefen

1.   Missionschefen har ansvaret for EUAM Ukraine og udøver kommandoen over og kontrollen med den i indsatsområdet. Missionschefen er direkte ansvarlig over for den øverstbefalende for den civile operation og handler i henhold til dennes instrukser.

2.   Missionschefen er repræsentant for EUAM Ukraine i indsatsområdet. Missionschefen kan under sit eget overordnede ansvar uddelegere ledelsesopgaver i personalesager og økonomiske spørgsmål til EUAM Ukraines personale.

3.   Missionschefen har det administrative og logistiske ansvar for EUAM Ukraine, herunder for aktiver, ressourcer og informationer, som er stillet til rådighed for missionen.

4.   Missionschefen har ansvaret for den disciplinære kontrol med personalet. For udstationeret personale henhører disciplinære sanktioner under den relevante nationale myndighed i overensstemmelse med nationale regler, under EU-institutionen eller under EU-Udenrigstjenesten.

Artikel 7

Politisk kontrol og strategisk ledelse

1.   PSC udøver under Rådets og HR's ansvar den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EUAM Ukraine. Rådet bemyndiger PSC til at træffe de relevante afgørelser i overensstemmelse med artikel 38, stk. 3, i TEU. Denne bemyndigelse omfatter navnlig kompetencen til efter forslag fra HR at udnævne en missionschef og ændre operationskonceptet (CONOPS) og operationsplanen (OPLAN). Beslutningskompetencen med hensyn til EUAM Ukraines mål og afslutning forbliver hos Rådet.

2.   PSC aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til Rådet.

3.   PSC får regelmæssigt, og i det omfang det er nødvendigt, rapporter fra den øverstbefalende for den civile operation og missionschefen om spørgsmål inden for deres respektive ansvarsområder.

Artikel 8

Personale

1.   EUAM Ukraines personale skal primært bestå af personale udsendt af medlemsstaterne, EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten. Den enkelte medlemsstat, EU-institution og EU-Udenrigstjenesten afholder omkostningerne i forbindelse med det personale, som den har udstationeret, herunder rejseudgifter til og fra udstationeringsstedet, løn, sygesikring og tillæg, bortset fra dagpenge.

2.   Den enkelte medlemsstat, EU-institution og EU-Udenrigstjenesten har ansvaret for at behandle klager vedrørende en udstationering fra eller vedrørende en medarbejder, som den har udstationeret, og for eventuelt at anlægge sag mod vedkommende.

3.   Internationalt og lokalt personale kan ligeledes kontraktansættes af EUAM Ukraine, for så vidt de funktioner, der er behov for, ikke kan tilvejebringes af personale udstationeret af medlemsstaterne. Undtagelsesvis kan statsborgere fra deltagende tredjelande i behørigt begrundede tilfælde, hvor der ikke er kvalificerede ansøgere fra medlemsstaterne, ansættes på kontrakt, hvis det er hensigtsmæssigt.

4.   Internationalt og lokalt personales ansættelsesvilkår og rettigheder og pligter fastsættes i kontrakterne mellem EUAM Ukraine og de pågældende medarbejdere.

Artikel 9

EUAM Ukraines og dens personales status

EUAM Ukraines og dens personales status, herunder i givet fald de privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige, for at EUAM Ukraine kan gennemføres og fungere smidigt, fastlægges i en aftale, der indgås i henhold til artikel 37 i TEU og i overensstemmelse med proceduren i artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Artikel 10

Tredjelandes deltagelse

1.   Med forbehold af Unionens selvstændige beslutningstagning og fælles institutionelle ramme kan tredjelande opfordres til at bidrage til EUAM Ukraine, forudsat at de selv afholder udgifterne til det personale, de udstationerer, inklusive lønninger, all-risk-forsikringer, dagpenge og rejseudgifter til og fra Ukraine, og bidrager til EUAM Ukraines løbende udgifter i passende omfang.

2.   Tredjelande, der yder bidrag til EUAM Ukraine, har samme rettigheder og forpligtelser som medlemsstater i forbindelse med den daglige ledelse af EUAM Ukraine.

3.   Rådet bemyndiger PSC til at træffe de relevante afgørelser om accept af de foreslåede bidrag og til at nedsætte en bidragsyderkomité.

4.   De detaljerede ordninger vedrørende tredjelandes deltagelse fastlægges i aftaler, som indgås i overensstemmelse med artikel 37 i TEU. Hvis Unionen og et tredjeland indgår eller har indgået en aftale om rammerne for det pågældende tredjelands deltagelse i Unionens krisestyringsoperationer, finder bestemmelserne i en sådan aftale anvendelse i forbindelse med EUAM Ukraine.

Artikel 11

Sikkerhed

1.   Den øverstbefalende for den civile operation udstikker retningslinjer for missionschefens planlægning af sikkerhedsforanstaltninger og sikrer, at de gennemføres korrekt og effektivt af EUAM Ukraine i overensstemmelse med artikel 5.

2.   Missionschefen er ansvarlig for EUAM Ukraines sikkerhed og for at sikre overholdelse af de minimumssikkerhedskrav, der gælder for EUAM Ukraine, i overensstemmelse med Unionens politik for sikkerhed for personale, der er udstationeret uden for Unionen i en operativ funktion i medfør af afsnit V i TEU.

3.   Missionschefen bistås af en ansvarlig for missionens sikkerhed (MSO), der refererer til missionschefen, og som også har et tæt praktisk samarbejde med EU-Udenrigstjenesten.

4.   EUAM Ukraines personale skal gennemgå en obligatorisk sikkerhedstræning, der er tilpasset efter risikoen, sådan som denne er vurderet i deployeringszonen. De skal også jævnligt have genopfriskningskurser i selve indsatsområdet, som organiseres af MSO.

5.   Missionschefen sikrer beskyttelse af EU's klassificerede informationer i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/488/EU (1).

Artikel 12

Vagtkapacitet

Vagtkapaciteten bør aktiveres med henblik på EUAM Ukraine.

Artikel 13

Retlige ordninger

EUAM Ukraine har beføjelse til at erhverve varer og tjenesteydelser, indgå kontrakter og administrative aftaler, ansætte personale, indehave bankkonti, erhverve og afhænde aktiver og indfri sine forpligtelser samt optræde som part i retssager som påkrævet for at gennemføre denne fælles afgørelse.

Artikel 14

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencegrundlag, der er beregnet til dækning af udgifterne i forbindelse med EUAM Ukraine indtil den 30. november 2014, udgør 2 680 000 EUR. Det finansielle referencegrundlag for de efterfølgende perioder fastsættes af Rådet.

2.   Alle udgifter forvaltes efter de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget. Fysiske og juridiske personers deltagelse i EUAM Ukraines tildeling af offentlige kontrakter er åben og uden begrænsninger. Endvidere finder oprindelsesregler ikke anvendelse på varer, der indkøbes af EUAM Ukraine. Missionen kan med Kommissionens godkendelse indgå tekniske ordninger med medlemsstaterne, værtsstaten, deltagende tredjelande og andre internationale aktører vedrørende levering af udstyr, tjenesteydelser og lokaler til EUAM Ukraine.

3.   EUAM Ukraine har ansvaret for gennemførelsen af missionens budget. EUAM Ukraine undertegner med henblik herpå en aftale med Kommissionen.

4.   Med forbehold af bestemmelserne om status for EUAM Ukraine og dens personale er EUAM Ukraine ansvarlig for eventuelle krav og forpligtelser, der opstår som følge af gennemførelsen af mandatet, med undtagelse af krav, der skyldes en grov forseelse fra missionschefens side, som den pågældende selv skal bære ansvaret for.

5.   Gennemførelsen af de finansielle ordninger sker med forbehold af kommandovejen, jf. artikel 4, 5 og 6, og EUAM Ukraines operative behov, herunder materiellets kompatibilitet og holdenes interoperabilitet.

6.   Udgifterne er støtteberettigede fra den dato, hvor den i stk. 3 omhandlede aftale undertegnes.

Artikel 15

Projektcelle

1.   EUAM Ukraine skal have en projektcelle med henblik på at identificere og gennemføre projekter. EUAM Ukraine skal i det fornødne omfang lette og rådgive om projekter, der gennemføres af medlemsstaterne og tredjelande under deres ansvar på områder, der berører EUAM Ukraines mandat og støtter dens mål.

2.   Med forbehold for stk. 3 bemyndiges EUAM Ukraine til at anvende finansielle bidrag fra medlemsstaterne eller tredjelande til at gennemføre projekter, der konstateres at kunne supplere EUAM Ukraines øvrige aktioner på sammenhængende vis, hvis projektet:

er medtaget i finansieringsoversigten vedrørende denne afgørelse eller

er indarbejdet i løbet af mandatet ved en ændring af finansieringsoversigten på anmodning fra missionschefen.

EUAM Ukraine indgår en aftale med disse stater, der navnlig fastsætter de nærmere bestemmelser med hensyn til behandlingen af klager fra tredjeparter over skader, der er påført som følge af handlinger eller undladelser, som EUAM Ukraine har begået i forbindelse med anvendelsen af de midler, der er stillet til rådighed af disse stater. De bidragydende stater må under ingen omstændigheder drage hverken Unionen eller HR til ansvar som følge af handlinger eller undladelser, som EUAM Ukraine har begået i forbindelse med anvendelsen af de midler, der er stillet til rådighed af disse stater.

3.   Et finansielt bidrag fra tredjelande til projektcellen må kun iværksættes med PSC's accept.

Artikel 16

Konsekvens i Unionens reaktion og koordinering

1.   HR sikrer, at gennemførelsen af denne afgørelse er i overensstemmelse med Unionens optræden udadtil som helhed.

2.   Med forbehold af kommandovejen handler missionschefen i tæt koordinering med Unionens delegation i Ukraine for at sikre konsekvens i Unionens indsats i Ukraine. Uden at dette berører kommandovejen, udstikker chefen for delegationen i Kiev politiske retningslinjer på lokalt niveau for missionschefen for EUAM Ukraine. Missionschefen for EUAM Ukraine og chefen for delegationen i Kiev rådfører sig med hinanden efter behov.

3.   Der oprettes et samarbejde mellem EUAM Ukraine og EU-grænsebistandsmissionen for Moldova-Ukraine (EUBAM Moldova/Ukraine).

4.   Desuden bør der med henblik på at sikre en effektiv aktion tilstræbes systematisk samarbejde, koordinering og komplementaritet med hensyn til andre relevante internationale partneres aktioner, navnlig med OSCE.

Artikel 17

Videregivelse af informationer

1.   HR har, hvis det er nødvendigt, og afhængigt af EUAM Ukraines behov, bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE/EU RESTRICTED«, som er udarbejdet med henblik på EUAM Ukraine, til tredjelande, der er tilknyttet denne afgørelse.

2.   HR har, hvis der er et konkret og umiddelbart operativt behov herfor, også bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE/EU RESTRICTED«, som er udarbejdet med henblik på EUAM Ukraine, til værtsstaten. Med henblik herpå etableres der ordninger mellem HR og de kompetente myndigheder i værtsstaten.

3.   HR har bemyndigelse til at videregive ikkeklassificerede EU-dokumenter, der vedrører Rådets forhandlinger om EUAM Ukraine, og som er omfattet af tavshedspligt i henhold til artikel 6, stk. 1, i Rådets forretningsorden (2), til tredjelande, der er tilknyttet denne afgørelse.

4.   HR kan uddelegere sådanne bemyndigelser samt muligheden for at indgå ordningerne i stk. 2 til tjenestemænd i EU-Udenrigstjenesten, den øverstbefalende for den civile operation og/eller missionschefen i overensstemmelse med afsnit VII i bilag VI til afgørelse 2013/488/EU.

Artikel 18

Strategisk revision

EUAM Ukraine har en første mandatperiode på to år. Der foretages en strategisk revision et år efter iværksættelsen af missionen.

Artikel 19

Ikrafttræden og varighed

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den finder anvendelse i 24 måneder fra datoen for EUAM Ukraines iværksættelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. juli 2014.

På Rådets vegne

C. ASHTON

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse 2009/937/EU af 1. december 2009 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EFT L 325 af 11.12.2009, s. 35).


Top