Help Print this page 

Document 32004L0042

Title and reference
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/42/EF af 21. april 2004 om begrænsning af emissioner af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse malinger og lakker samt produkter til autoreparationslakering og om ændring af direktiv 1999/13/EF
  • In force
OJ L 143, 30.4.2004, p. 87–96 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Estonian: Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Latvian: Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Lithuanian: Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Hungarian Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Maltese: Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Polish: Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Slovak: Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Slovene: Chapter 15 Volume 008 P. 376 - 385
Special edition in Bulgarian: Chapter 15 Volume 011 P. 187 - 196
Special edition in Romanian: Chapter 15 Volume 011 P. 187 - 196
Special edition in Croatian: Chapter 15 Volume 029 P. 63 - 72

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2004/42/oj
Languages, formats and link to OJ
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html BG html ES html CS html DA html DE html ET html EL html EN html FR html HR html IT html LV html LT html HU html MT html NL html PL html PT html RO html SK html SL html FI html SV
PDF pdf BG pdf ES pdf CS pdf DA pdf DE pdf ET pdf EL pdf EN pdf FR pdf HR pdf IT pdf LV pdf LT pdf HU pdf MT pdf NL pdf PL pdf PT pdf RO pdf SK pdf SL pdf FI pdf SV
Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal Display Official Journal
 To see if this document has been published in an e-OJ with legal value, click on the icon above (For OJs published before 1st July 2013, only the paper version has legal value).
Multilingual display
Text

32004L0042

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/42/EF af 21. april 2004 om begrænsning af emissioner af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse malinger og lakker samt produkter til autoreparationslakering og om ændring af direktiv 1999/13/EF

EU-Tidende nr. L 143 af 30/04/2004 s. 0087 - 0096


Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/42/EF

af 21. april 2004

om begrænsning af emissioner af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse malinger og lakker samt produkter til autoreparationslakering og om ændring af direktiv 1999/13/EF

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

efter proceduren i traktatens artikel 251(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF af 23. oktober 2001 om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer(3) fastsætter nationale lofter for emissioner af bestemte forurenende stoffer, herunder flygtige organiske forbindelser, i det følgende benævnt "VOC", der skal nås senest i 2010 som led i Fællesskabets integrerede strategi med henblik på at bekæmpe forsuring og jordnær ozon, men det omfatter ikke grænseværdier for emissioner af disse forurenende stoffer fra specifikke kilder.

(2) For at overholde det nationale loft for VOC-emissioner må medlemsstaterne rette opmærksomheden mod en række forskellige kategorier af kilder til sådanne emissioner.

(3) Dette direktiv supplerer de foranstaltninger, der træffes på nationalt plan for at sikre overensstemmelse med loftet for VOC-emissioner.

(4) Da der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelser, vil der kunne være forskelle i medlemsstaternes lovgivning, der fastsætter VOC-grænseværdier for visse produktkategorier. Sådanne forskelle og mangelen på lovgivning i nogle medlemsstater vil kunne skabe unødige handelshindringer og konkurrenceforvridning på det indre marked.

(5) Nationale love og bestemmelser, der med henblik på bekæmpelse af jordnær ozon fastsætter grænseværdier for VOC-indholdet i produkter, der er omfattet af nærværende direktiv, bør derfor harmoniseres for at sikre, at de ikke begrænser den frie bevægelighed for disse produkter.

(6) Da målet for den påtænkte handling, nemlig en reduktion af VOC-emissionerne, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, eftersom VOC-emissioner i en medlemsstat påvirker luftkvaliteten i andre medlemsstater, og derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre kan gennemføres på fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(7) VOC-indholdet i malinger og lakker og produkter til autoreparationslakering forårsager omfattende VOC-emissioner i luften, hvilket bidrager til lokal og grænseoverskridende dannelse af fotokemiske oxidanter i troposfærens grænsefladelag.

(8) VOC-indholdet i visse malinger og lakker og produkter til autoreparationslakering bør derfor reduceres så meget som teknisk og økonomisk muligt under hensyn til de klimatiske forhold.

(9) Et højt miljøbeskyttelsesniveau forudsætter, at der fastsættes og opnås grænseværdier for VOC-indholdet i produkter, der er omfattet af dette direktiv.

(10) Der bør fastsættes overgangsforanstaltninger for produkter, der er fremstillet, inden dette direktivs krav træder i kraft.

(11) Medlemsstaterne bør kunne udstede individuelle tilladelser til salg og køb i nøje begrænsede mængder af produkter til specielle formål, der ikke overholder de grænseværdier for opløsningsmidler, der er fastsat i dette direktiv.

(12) Dette direktiv supplerer fællesskabsbestemmelserne om mærkning af kemiske stoffer og præparater.

(13) Beskyttelse af forbrugernes og/eller arbejdstagernes sundhed og af arbejdsmiljøet bør ikke være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, og de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer med henblik herpå, bør derfor ikke berøres af dette direktiv.

(14) Grænseværdier for indhold bør overvåges for at afgøre, om massekoncentrationerne af VOC i hver enkelt kategori af malinger, lakker og produkter til autoreparationslakering, som er omfattet af dette direktiv, ligger inden for de tilladte grænser.

(15) Da VOC-indholdet i produkter til visse typer autoreparationsarbejde nu er omfattet af dette direktiv, bør Rådets direktiv 1999/13/EF af 11. marts 1999 om begrænsning af emissionen af flygtige organiske forbindelser fra anvendelse af organiske opløsningsmidler i visse aktiviteter og anlæg(4) ændres i overensstemmelse hermed.

(16) Medlemsstaterne bør dog kunne opretholde eller indføre nationale bestemmelser om kontrol af emissioner fra autoreparationsarbejde, hvor der foretages overfladebehandling af køretøjer bestemt til færdsel på vej, som defineret i Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om typegodkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer hertil(5), eller dele heraf, som gennemføres som del af reparationsarbejde, vedligeholdelse eller dekorering uden for bilfabrikkerne.

(17) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på produkter, der udelukkende sælges til brug i anlæg godkendt i henhold til direktiv 1999/13/EF, hvor mindst de samme begrænsninger af VOC-emissionerne kan opnås ved hjælp af andre emissionsbegrænsende foranstaltninger.

(18) Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for det tilfælde, at dette direktivs bestemmelser overtrædes, og sikre, at de håndhæves. Disse sanktioner bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(19) Medlemsstaterne bør rapportere til Kommissionen om erfaringerne med anvendelsen af dette direktiv.

(20) Såvel muligheden for at reducere VOC-indholdet i produkter uden for dette direktivs anvendelsesområde som muligheden for yderligere at reducere de allerede fastlagte VOC-grænseværdier bør tages op til revision.

(21) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(6) -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1. Formålet med dette direktiv er at begrænse det samlede VOC-indhold i visse malinger og lakker samt produkter til autoreparationslakering for at forebygge eller mindske luftforurening som følge af VOC-bidraget til ozondannelse i troposfæren.

2. For at nå det i stk. 1 fastsatte mål tilnærmer dette direktiv de tekniske specifikationer for visse malinger og lakker og produkter til autoreparationslakering.

3. Dette direktiv gælder for de i bilag I anførte produkter.

4. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger på fællesskabsplan eller nationalt plan, herunder mærkningskrav, der træffes for at sikre forbrugerens og arbejdstagerens sundhed og deres arbejdsmiljø.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1. "kompetent myndighed": den eller de myndigheder eller de organer, der i henhold til medlemsstaternes lovgivning er ansvarlige for at udføre de opgaver, der følger af dette direktiv

2. "stoffer": kemiske grundstoffer og deres forbindelser, som de forefindes naturligt eller fremstilles industrielt, i fast eller flydende form eller luftformig

3. "præparat": blandinger eller opløsninger af to eller flere stoffer

4. "organisk forbindelse": forbindelse, der mindst indeholder grundstoffet kulstof og et eller flere af stofferne brint, ilt, svovl, phosphor, silicone, kvælstof eller en halogen, med undtagelse af kuloxider, uorganiske carbonater og bicarbonater

5. "flygtig organisk forbindelse (VOC)": flygtige organiske forbindelser med et begyndelseskogepunkt lavere end eller lig med 250 °C målt ved normaltryk på 101,3 kPa

6. "VOC-indhold": mængden af flygtige organiske forbindelser udtrykt i gram/liter (g/l) i formuleringen af produktet i brugsklar tilstand. Mængden af flygtige organiske forbindelser i et givet produkt, som under tørring reagerer kemisk, således at den bliver en del af overfladebehandlingsmidlet, anses ikke for at være en del af VOC-indholdet

7. "organisk opløsningsmiddel": VOC, som anvendes alene eller sammen med andre stoffer til opløsning eller fortynding af råstoffer, produkter eller affaldsstoffer, eller som anvendes som rensemiddel til opløsning af forurenende stoffer, som dispergeringsmiddel, som viskositets- eller overfladespændingsjusteringsmiddel, eller som blødgørings- eller konserveringsmiddel

8. "overfladebehandlingsmiddel": præparater, herunder organiske opløsningsmidler eller præparater, der indeholder organiske opløsningsmidler, som er nødvendige, for at midlet kan påføres korrekt, og som anvendes til at opnå en film med dekorative, beskyttende eller andre funktionelle virkninger på en overflade

9. "film": et sammenhængende lag, der fremkommer ved påføring af et eller flere lag på et underlag

10. "vandbaseret overfladebehandlingsmiddel (VB)": overfladebehandlingsmiddel, hvis viskositet reguleres med vand

11. "opløsningsmiddelbaseret overfladebehandlingsmiddel (OB)": overfladebehandlingsmiddel, hvis viskositet reguleres med organiske opløsningsmidler

12. "markedsføring": tilrådighedstillelse for tredjemand mod eller uden betaling. Indførsel i Fællesskabets toldområde betragtes som markedsføring i henhold til dette direktiv.

Artikel 3

Krav

1. Medlemsstaterne sikrer, at produkter, der står opført i bilag I, kun markedsføres på deres område efter de i bilag II anførte datoer, hvis de har et VOC-indhold, der ikke overskrider de i bilag II fastsatte grænseværdier, og overholder artikel 4.

Til at fastslå, om grænseværdierne for VOC-indhold i bilag II er overholdt, anvendes de analysemetoder, der er henvist til i bilag III.

For de i bilag I omhandlede produkter, som skal have tilsat opløsningsmidler eller andre komponenter indeholdende opløsningsmidler for at blive brugsklare, finder grænseværdierne i bilag II anvendelse på VOC-indholdet i produktet i brugsklar tilstand.

2. Uanset stk. 1 sørger medlemsstaterne for, at produkter, der sælges udelukkende til brug i en af direktiv 1999/13/EF omfattet aktivitet, som finder sted i et anlæg, der er registreret eller godkendt i henhold til artikel 3 og 4 i nævnte direktiv, er fritaget for at overholde ovennævnte krav.

3. Med henblik på restaurering og vedligeholdelse af bygninger og veterankøretøjer, som ifølge de kompetente myndigheder er af særlig historisk og kulturel værdi, kan medlemsstaterne udstede individuelle tilladelser til salg og køb i nøje begrænsede mængder af produkter, der ikke overholder de i bilag II fastsatte grænseværdier for VOC.

4. Produkter, der er omfattet af dette direktiv, som påviseligt er produceret før de i bilag II fastsatte datoer, og som ikke overholder kravene i stk. 1, kan markedsføres i en periode på tolv måneder efter den dato, hvor det krav, der gælder for det pågældende produkt, træder i kraft.

Artikel 4

Mærkning

Medlemsstaterne sørger for, at produkterne i bilag I er mærket, når de markedsføres. Mærkningen skal oplyse:

a) produktets underkategori og de relevante VOC-grænseværdier i g/l, jf. bilag II

b) det maksimale VOC-indhold i g/l i produktet i brugsklar tilstand.

Artikel 5

Kompetent myndighed

Medlemsstaterne udpeger en kompetent myndighed med ansvar for, at de i dette direktiv fastsatte forpligtelser opfyldes, og giver Kommissionen meddelelse herom senest den 30. april 2005.

Artikel 6

Kontrol

Medlemsstaterne udarbejder et kontrolprogram for at kontrollere, om dette direktiv overholdes.

Artikel 7

Rapport

Medlemsstaterne aflægger rapport om kontrolprogrammets resultater for at påvise, at direktivet overholdes, samt om de produktkategorier og -mængder, der er givet tilladelse til i henhold til artikel 3, stk. 3. De første to rapporter forelægges for Kommissionen 18 måneder efter datoerne for overensstemmelsen med grænseværdierne for VOC-indholdet i bilag II; derefter forelægges en rapport hvert femte år. Kommissionen udarbejder efter proceduren i artikel 12, stk. 2, på forhånd en fælles formular til indsendelse af kontroldata. Årsdata stilles til rådighed for Kommissionen efter anmodning.

Artikel 8

Fri omsætning

Medlemsstaterne må ikke af grunde, som er omhandlet i dette direktiv, forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af produkter, der falder ind under direktivets anvendelsesområde, og som i brugsklar tilstand opfylder kravene i dette direktiv.

Artikel 9

Revision

Kommissionen opfordres til at forelægge følgende for Europa-Parlamentet og Rådet:

1. En rapport baseret på resultaterne af den revision, der er omhandlet i artikel 10 i direktiv 2001/81/EF, senest i 2008. Rapporten skal behandle:

a) de generelle perspektiver samt muligheden for at reducere VOC-indholdet i produkter uden for dette direktivs anvendelsesområde, herunder aerosoler til malinger og lakker, der er omfattet af bilag I, punkt 1

b) muligheden for at indføre en yderligere (fase II) reduktion af VOC-indholdet i produkter til autoreparationslakering

c) ethvert nyt element, der vedrører den samfundsøkonomiske virkning af implementeringen af fase II som planlagt for malinger og lakker.

2. En rapport, der navnlig tager hensyn til de i artikel 7 omhandlede rapporter samt til den teknologiske udvikling inden for fremstilling af malinger, lakker og produkter til autoreparationslakering, senest 30 måneder efter datoen for implementeringen af grænseværdierne for VOC-indholdet i bilag II, fase II. Rapporten skal behandle de generelle perspektiver samt muligheden for yderligere at reducere VOC-indholdet i produkter inden for dette direktivs anvendelsesområde, herunder muligheden for at skelne mellem malinger til indendørsbrug og udendørsbrug i bilag I, punkt 1.1, underkategori d) og e), og bilag II, afsnit A.

Rapporterne ledsages i givet fald af forslag til ændring af dette direktiv.

Artikel 10

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal gælde for overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til håndhævelse heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om disse sanktioner og foranstaltninger senest den 30. oktober 2005 og underretter den endvidere hurtigst muligt om eventuelle senere ændringer heraf.

Artikel 11

Tilpasning til den tekniske udvikling

Ændringer, der er nødvendige for at tilpasse bilag III til den tekniske udvikling, vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 12, stk. 2.

Artikel 12

Udvalg

1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 13 i direktiv 1999/13/EF, i det følgende benævnt "udvalget".

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 13

Ændring af direktiv 1999/13/EF

1. Direktiv 1999/13/EF ændres således:

I afsnittet "Autoreparation og -lakering" i bilag I udgår følgende underled:

"- overfladebehandling af køretøjer bestemt til færdsel på vej, som defineret i direktiv 70/156/EØF, eller dele heraf, som gennemføres som del af reparationsarbejde, vedligeholdelse eller dekorering uden for bilfabrikkerne, eller"

2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne opretholde eller indføre nationale bestemmelser om kontrol af emissioner fra autoreparationsarbejde, der er udgået fra anvendelsesområdet for direktiv 1999/13/EF.

Artikel 14

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 30. oktober 2005 og underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv, samt en sammenligningstabel over bestemmelserne i dette direktiv og de tilsvarende bestemmelser i den vedtagne nationale lovgivning.

Artikel 15

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 16

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 21. april 2004.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

D. Roche

Formand

(1) EFT C 220 af 16.9.2003, s. 43.

(2) Europa-Parlamentets udtalelse af 25.9.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 7.1.2004 (EUT C 79 E af 30.3.2004, s. 1) og Europa-Parlamentets holdning af 30.3.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3) EFT L 309 af 27.11.2001, s. 22.

(4) EFT L 85 af 29.3.1999, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(5) EFT L 42 af 23.2.1970, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/3/EF (EUT L 49 af 19.2.2004, s. 36).

(6) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

BILAG I

ANVENDELSESOMRÅDE

1. I dette direktiv forstås ved malinger og lakker: produkterne i de nedenfor anførte underkategorier, dog ikke aerosoler. Det drejer sig om overfladebehandlingsmidler, som med dekorative, funktionelle og beskyttende formål anvendes til bygninger, disses udsmykning og beslag samt dertil knyttede strukturer.

1.1. Underkategorier:

a) Matte overfladebehandlingsmidler til vægge og lofter: overfladebehandlingsmidler med en glansværdi <= 25@60°, formuleret til brug på vægge og lofter.

b) Blanke overfladebehandlingsmidler til vægge og lofter: overfladebehandlingsmidler med en glansværdi > 25@60°, formuleret til brug på vægge og lofter.

c) Overfladebehandlingsmidler til mineralske flader udendørs: overfladebehandlingsmidler formuleret til brug på ydervægge af murværk, mursten eller puds.

d) Maling til træværk, metal- og plastbeklædning indendørs/udendørs: overfladebehandlingsmidler formuleret til udsmykning og beklædning, og som danner en dækkende film. Disse overfladebehandlingsmidler er formuleret til enten træ-, metal- eller plastunderlag. Denne underkategori omfatter grundere og mellemlag.

e) Lak og træbeskyttelsesmidler til bygningsdele indendørs og udendørs: overfladebehandlingsmidler formuleret til påføring på bygningsdele, og som giver en gennemsigtig eller halvgennemsigtig film som dekoration og beskyttelse af træ, metal og plast. Denne underkategori omfatter dækkende træbeskyttelse. Dækkende træbeskyttelse: overfladebehandlingsmidler, der giver en dækkende film, som dekoration og beskyttelse af træ mod vejrliget, jf. definition i EN 927-1 i kategorien semistabil.

f) Træbeskyttelsesmidler med minimal lagtykkelse: træbeskyttelsesmidler, der, i overensstemmelse med EN 927-1:1996, har en gennemsnitlig lagtykkelse på under 5µm, når de afprøves efter ISO 2808: 1997, metode 5A.

g) Primere: overfladebehandlingsmidler med forseglings- og/eller isoleringsegenskab formuleret til brug på træ eller vægge og lofter.

h) Hæftegrundere: overfladebehandlingsmidler formuleret til at stabilisere løse underlagspartikler eller give vandafvisende egenskaber og/eller beskytte træværk mod blåsplint.

i) Enkomponentspecialoverfladebehandlingsmidler: specialoverfladebehandlingsmidler baseret på filmdannende materiale. De er formuleret til anvendelser, der kræver særlige egenskaber, som f.eks. primere og toplag til plast, primere til jernunderlag, primere til reaktive metaller som f.eks. zink og aluminium, korrosionshindrende toplag, overfladebehandlingsmidler til gulve, herunder træ- og cementgulve, midler med graffitiafvisende og brandhæmmende egenskaber og midler, som skal overholde sundhedskrav i føde- og drikkevareindustrien eller sundhedssektoren.

j) Tokomponentspecialoverfladebehandlingsmidler: overfladebehandlingsmidler med samme anvendelse som enkomponentoverfladebehandlingsmidler, men hvor der tilsættes endnu en komponent (f.eks. tertiære aminer) inden påføring.

k) Flerfarvede overfladebehandlingsmidler: overfladebehandlingsmidler formuleret til at give tofarvet eller flerfarvet virkning direkte ved første påføring.

l) Effektmaling: overfladebehandlingsmidler formuleret til at give specielle æstetiske effekter på specielt forberedte og allerede malede eller grundede underlag, og som efterfølgende behandles med forskelligt værktøj under tørringen.

2. I dette direktiv forstås ved produkter til autoreparationslakering: produkter, der er anført i nedennævnte underkategorier. De anvendes til overfladebehandling af motorkøretøjer, som defineret i direktiv 70/156/EØF, eller dele heraf, som udføres som del af reparationsarbejde, vedligeholdelse eller dekorering uden for bilfabrikkerne.

2.1. Underkategorier:

a) Produkter til forbehandling og rensning: produkter bestemt til at fjerne gamle laklag og rust, enten mekanisk eller kemisk, eller give vedhæftning for ny overfladebehandling.

i) Forbehandlingsprodukter: indbefatter pistolrens (et produkt formuleret til rensning af sprøjtepistol og andet udstyr), malingfjernere, affedtningsmidler (herunder antistatiske typer til plast) og silikonefjernere.

ii) Forrensemiddel: produkter til rengøring af forurenede overflader ved klargøring til og forud for påføring af dæklag.

b) Spartelmasse: fyldige materialer formuleret til at blive sprøjtet på eller påført med spartel for at udfylde dybe overfladeuregelmæssigheder forud for påføring af surfacer/filler malingssystemet.

c) Primer: overfladebehandlingsmiddel formuleret til påføring på bart metal eller eksisterende lakflader for at give korrosionsbeskyttelse forud for påføring af primer surfacer.

i) Surfacer/filler: overfladebehandlingsmiddel bestemt til påføring forud for påføring af toplak med henblik på korrosionsbestandighed, for at sikre vedhæftning af toplak og for at fremme dannelsen af en jævn overflade ved at udfylde mindre uregelmæssigheder i overfladen.

ii) Generel metalprimer: overfladebehandlingsmiddel formuleret til påføring som primere, som f.eks. vedhæftningsfremmere, sealere, surfacere, grundere, plastgrundere, vådt-i-vådt, non-sanding fillere og sprøjtefillere.

iii) Wash primer: overfladebehandlingsmiddel, der mindst indeholder 0,5 vægtprocent phosphorsyre formuleret til påføring direkte på bart metal for at give korrosionsbestandighed og vedhæftning, samt overfladebehandlingsmiddel, der anvendes som svejseprimere, og ætsende opløsninger til galvaniserede overflader og zinkoverflader.

d) Toplak: pigmenteret overfladebehandlingsmiddel formuleret til påføring enten i et enkelt lag eller i flere for at give glans og holdbarhed. Det omfatter alle anvendte produkter som f.eks. dæklakker og klarlakker.

i) Dæklakker: pigmenterede overfladebehandlingsmidler formuleret til at give farve og ønskede optiske virkninger, men ikke malingssystemets glans eller overfladebestandighed

ii) Klarlakker: gennemsigtige overfladebehandlingsmidler formuleret til at sikre overfladebehandlingssystemets endelige glans og overfladebestandighed.

e) Speciallakker: overfladebehandlingsmidler formuleret til påføring som toplak med specielle egenskaber, som f.eks. metallic- eller perlemorseffekt, i et enkelt lag, højtydende dækkende og klare lakker (f.eks. ridsefast og fluorholdig klarlak), reflekterende dæklakker, strukturlakker (f.eks. hammerlak), antiskrid, undervognsbeskyttelsesmidler, stenslagsbeskyttende lakker og interiørlakker; aerosoler.

BILAG II

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

BILAG III

DE I ARTIKEL 3, STK. 1, OMHANDLEDE METODER

>TABELPOSITION>

Top