Help Print this page 
Title and reference
Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1152/2003/EF af 16. juni 2003 om edb-mæssig registrering og kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser

OJ L 162, 1.7.2003, p. 5–8 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Estonian: Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Latvian: Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Lithuanian: Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Hungarian Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Maltese: Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Polish: Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Slovak: Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Slovene: Chapter 09 Volume 001 P. 386 - 389
Special edition in Bulgarian: Chapter 09 Volume 002 P. 81 - 84
Special edition in Romanian: Chapter 09 Volume 002 P. 81 - 84
Special edition in Croatian: Chapter 09 Volume 002 P. 71 - 74
Languages, formats and link to OJ
Multilingual display
Text

32003D1152

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1152/2003/EF af 16. juni 2003 om edb-mæssig registrering og kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser

EU-Tidende nr. L 162 af 01/07/2003 s. 0005 - 0008


Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1152/2003/EF

af 16. juni 2003

om edb-mæssig registrering og kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Efter Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt kontrol hermed(4) skal varer, der omsættes under en ordning med suspension af punktafgifter mellem de enkelte medlemsstater, være ledsaget af et dokument udarbejdet af afsenderen.

(2) Med Kommissionens forordning (EØF) nr. 2719/92 af 11. september 1992 om det administrative ledsagedokument ved omsætning af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspensionsordninger(5) indføres anvendelsen af det administrative dokument, som omhandles i direktiv 92/12/EØF.

(3) Det er nødvendigt med et edb-system til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser, der giver medlemsstaterne mulighed for løbende at følge disse varebevægelser i realtid og udføre den påkrævede kontrol, herunder under transporten, jf. artikel 15 i direktiv 92/12/EØF.

(4) Indførelsen af et edb-system skal endvidere gøre det muligt at forenkle omsætningen inden for Fællesskabet af varer under ordningen med suspension af punktafgifter.

(5) Et edb-system til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser på fællesskabsplan (ECMS - Excise Movement and Control System) bør være kompatibelt med og - hvis det er teknisk muligt - integreres i det nye edb-baserede forsendelsessystem (NCTS) for at lette administrative og handelsmæssige formaliteter.

(6) Med henblik på gennemførelsen af denne beslutning skal Kommissionen varetage koordinationen mellem medlemsstaterne for at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende.

(7) På grund af dette edb-systems kompleksitet og omfang vil det kræve meget betydelige menneskelige ressourcer og finansielle investeringer både fra Kommissionens og fra medlemsstaternes side. Det bør derfor fastsættes, at Kommissionen og medlemsstaterne stiller de ressourcer til rådighed, der er nødvendige for at udvikle og etablere systemet.

(8) Ved udvikling af de nationale elementer bør medlemsstaterne anvende principperne for elektroniske forvaltningssystemer og behandle de økonomiske aktører på samme måde som på andre områder, hvor der indføres edb-systemer. De bør først og fremmest give de økonomiske aktører, og navnlig de små og mellemstore virksomheder i denne sektor, mulighed for at benytte disse nationale elementer på så omkostningsgunstige vilkår som muligt, og de bør fremme alle foranstaltninger, der tager sigte på at bevare disse aktørers konkurrenceevne.

(9) Det er endvidere nødvendigt at præcisere, hvilke elementer af edb-systemet der er fællesskabsmæssige, og hvilke der er ikke-fællesskabsmæssige, samt hvilke opgaver der skal udføres af Kommissionen henholdsvis af medlemsstaterne i forbindelse med udviklingen og etableringen af systemet. I den forbindelse bør Kommissionen bistået af det relevante udvalg spille en afgørende rolle ved koordineringen, tilrettelæggelsen og forvaltningen af systemet.

(10) Der bør fastlægges en ordning for evaluering af gennemførelsen af edb-systemet til kontrol med punktafgiftspligtige varers bevægelser.

(11) Finansieringen af edb-systemet bør fordeles mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, og Fællesskabets finansielle bidrag bør opføres som en særskilt konto på Den Europæiske Unions almindelige budget.

(12) Oprettelse af et edb-system medvirker til at fremme de aspekter af det indre marked, der vedrører omsætning af punktafgiftspligtige varer. Finansielle aspekter af omsætningen af punktafgiftspligtige varer bør behandles i forbindelse med en ændring af direktiv 92/12/EØF. Denne beslutning berører ikke retsgrundlaget for fremtidige ændringer af direktiv 92/12/EØF.

(13) Indtil edb-systemet bliver operationelt, bør Kommissionen - i betragtning af de problemer, der har været - i samarbejde med medlemsstaterne og under hensyntagen til de berørte erhvervsgrenes synspunkter undersøge, hvorledes det nuværende papirbaserede system kan forbedres.

(14) I denne beslutning fastlægges der for hele den periode, hvor edb-systemet etableres og en finansieringsramme, der som omhandlet i punkt 33 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(6), udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden under den årlige budgetprocedure.

(15) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne beslutning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(7) -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Der indføres et edb-system til kontrol af bevægelserne af punktafgiftspligtige varer som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/12/EØF, i det følgende benævnt "edb-systemet".

2. Edb-systemet skal:

a) muliggøre elektronisk fremsendelse af det administrative ledsagedokument, der omhandles i forordning (EØF) nr. 2719/92, og en forbedring af kontrollen

b) forbedre funktionen af det indre marked ved at forenkle omsætningen inden for Fællesskabet af varer under ordningen med suspension af punktafgifter og ved at give medlemsstaterne mulighed for at overvåge de punktafgiftspligtige varers bevægelser i realtid og i givet fald foretage den nødvendige kontrol.

Artikel 2

Medlemsstaterne og Kommissionen indfører edb-systemet inden for en frist på højst seks år fra datoen for denne beslutnings ikrafttrædelse.

Aktiviteterne med henblik på igangsættelse af edb-systemet påbegyndes senest tolv måneder efter denne beslutnings ikrafttrædelse.

Artikel 3

1. Edb-systemet omfatter fællesskabselementer og ikke-fællesskabselementer.

2. Kommissionen sørger for, at det i forbindelse med arbejdet på edb-systemets fællesskabselementer tilstræbes at anvende så mange elementer som muligt fra det nye edb-baserede forsendelsessystem (NCTS) og at sikre, at edb-systemet er kompatibelt med og - hvis det er teknisk muligt - integreres i NCTS med henblik på at skabe et integreret edb-system, som gør det muligt både at kontrollere punktafgiftspligtige varers bevægelser inden for Fællesskabet og afgiftspligtige/toldpligtige varers bevægelser til eller fra tredjelande.

3. Fællesskabselementerne er fælles specifikationer, tekniske produkter, netværkstjenesterne Common Communication Network/Common Systems Interface og koordineringsydelser, der er fælles for alle medlemsstaterne, dog ikke afvigelser eller individualiseringer heraf med det formål at opfylde nationale behov.

4. Ikke-fællesskabselementerne er de nationale specifikationer, de nationale databaser, der indgår i systemet, nettets forbindelser mellem fællesskabselementerne og ikke-fællesskabselementerne samt den software og hardware, som de enkelte medlemsstater finder det nødvendigt at anvende med henblik på en maksimal udnyttelse af systemet overalt i den nationale administration.

Artikel 4

1. Kommissionen koordinerer efter proceduren i artikel 7, stk. 2, etableringen og anvendelsen af fællesskabs- og ikke-fællesskabselementerne af edb-systemet bl.a. for så vidt angår:

a) infrastrukturen og de værktøjer, der er nødvendige med henblik på at sikre, at alle systemets dele kan tilsluttes hinanden og er interoperable

b) udvikling af en sikkerhedspolitik af den højest mulige standard for at hindre uautoriseret adgang til data og garantere systemets integritet

c) de instrumenter, der anvendes i forbindelse med bedrageribekæmpelsen.

2. Med henblik på gennemførelsen af stk. 1 indgår Kommissionen de kontrakter, der er nødvendige for etablering af fællesskabselementerne af edb-systemet, og udarbejder i samarbejde med medlemsstaterne, forsamlet i det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1, en overordnet plan og de forvaltningsplaner, der er nødvendige for etablering og drift af systemet.

Den overordnede plan og forvaltningsplanerne beskriver, hvilke opgaver Kommissionen og de enkelte medlemsstater har ansvaret for at udføre, dels i etableringsfasen dels efter at systemet er taget i brug. I forvaltningsplanerne angives det, inden for hvilke frister de opgaver skal være fuldført, der er nødvendige for at udføre hvert projekt, der er identificeret i den overordnede plan.

Artikel 5

1. Medlemsstaterne sørger for at udføre de opgaver, der er pålagt dem dels i etableringsfasen dels efter at systemet er taget i brug, inden for de frister, der er fastlagt i forvaltningsplanerne som omhandlet i artikel 4, stk. 2.

De aflægger rapport til Kommissionen om resultaterne af disse opgaver og datoen for arbejdets fuldførelse. Kommissionen informerer herefter det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1.

2. Medlemsstaterne undlader at træffe foranstaltninger i forbindelse med etableringen og driften af edb-systemet, som kan berøre muligheden for, at systemet enkelte deles kan kobles sammen og være interoperable eller berøre dets samlede drift.

Enhver foranstaltning, som en medlemsstat ønsker at træffe, og som risikerer at få følger for edb-systemets enkelte deles mulighed for at kobles eller fungere sammen eller for dettes samlede drift, kan kun gennemføres med forudgående godkendelse fra Kommissionen i overensstemmelse med proceduren i artikel 7, stk. 2.

3. Medlemsstaterne underretter regelmæssigt Kommissionen om foranstaltninger, de har truffet med henblik på at udnytte edb-systemet fuldt ud overalt i den nationale administration. Kommissionen informerer herefter det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1.

Artikel 6

De foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne beslutning i forbindelse med etableringen og driften af edb-systemet og de spørgsmål, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 2, andet afsnit, vedtages efter proceduren i artikel 7, stk. 2. Disse gennemførelsesforanstaltninger berører ikke fællesskabsreglerne for opkrævning af og kontrol med indirekte skatter, det administrative samarbejde eller den gensidige bistand hvad angår indirekte beskatning.

Artikel 7

1. Kommissionen bistås af Punktafgiftsudvalget, der er nedsat ved artikel 24 i direktiv 92/12/EØF.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 8

1. Kommissionen træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at kontrollere, at de tiltag, der finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget, er korrekt udført under overholdelse af denne beslutning.

Den kontrollerer regelmæssigt i samarbejde med medlemsstaterne, forsamlet i det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1, hvorledes udviklingen og etableringen af edb-systemet forløber med henblik på at bedømme, om målsætningerne herom overholdes, og fastlægge retningslinjer for effektivisering af de foranstaltninger, der skal sikre, at systemet bliver etableret.

2. Kommissionen forelægger det udvalg, der omhandles i artikel 7, stk. 1, en midtvejsrapport om kontrolforanstaltningerne 30 måneder efter datoen for denne beslutnings ikrafttrædelse. Der kan i denne rapport i givet fald redegøres for de metoder og kriterier, der skal benyttes ved den senere evaluering af, hvordan edb-systemet fungerer.

3. Ved udløbet af de seks år, der omhandles i artikel 2, stk. 1, forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af edb-systemet. Heri redegøres der bl.a. for de metoder og kriterier, der skal benyttes ved den senere evalueringer af, hvordan edb-systemet fungerer.

Artikel 9

Kommissionen informerer de lande, der ansøger om tiltrædelse af Den Europæiske Union, om, hvorledes udviklingen og etableringen af edb-systemet forløber, og disse lande kan, hvis de ønsker det, deltage i de test, der foretages.

Artikel 10

1. Udgifterne til etablering af edb-systemet deles mellem Fællesskabet og medlemsstaterne i overensstemmelse med stk. 2 og 3.

2. Fællesskabet afholder udgifterne til udvikling, køb, installering og vedligeholdelse af edb-systemets fællesskabselementer samt de løbende driftsudgifter til de fællesskabselementer, der er installeret hos Kommissionen eller hos en af denne udpeget underleverandør.

3. Medlemsstaterne afholder udgifterne til etablering og drift af edb-systemets ikke-fællesskabselementer samt de løbende driftsudgifter til de fællesskabselementer, der er installeret hos dem eller hos en af dem udpeget underleverandør.

Artikel 11

1. Finansieringsrammen for gennemførelsen af edb-systemet er for den periode, der omhandles i artikel 2, stk. 1, fastlagt til 35 mio. EUR på Den Europæiske Unions almindelige budget.

De årlige bevillinger, herunder bevillingerne til systemets drift efter ovennævnte etableringsperiode, godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

2. Medlemsstaterne vurderer de budgetmæssige og menneskelige ressourcer, der er nødvendige for opfyldelsen af de forpligtelser, der omhandles i artikel 5, og stiller dem til rådighed. Kommissionen og medlemsstaterne stiller de nødvendige menneskelige, budgetmæssige og tekniske ressourcer til rådighed med henblik på at etablere og drive edb-systemet.

Artikel 12

Denne beslutning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 13

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 16. juni 2003.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

G. Papandreou

Formand

(1) EFT C 51 E af 26.2.2002, s. 372.

(2) EFT C 221 af 17.9.2002, s. 1.

(3) Parlamentets udtalelse af 24.9.2002 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 21.1.2003 (EUT C 64 E af 18.3.2003, s. 1) og Europa-Parlamentets beslutning af 8.4.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Rådets beslutning af 3.6.2003.

(4) EFT L 76 af 23.3.1992, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2000/47/EF (EFT L 193 af 29.7.2000, s. 73).

(5) EFT L 276 af 19.9.1992, s. 1. Ændret ved forordning (EØF) nr. 2225/93 (EFT L 198 af 7.8.1993, s. 5).

(6) EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.

(7) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

Top