EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31995R1202

Kommissionens forordning (EF) nr. 1202/95 af 29. maj 1995 om ændring af bilag i og III til Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler

OJ L 119, 30.5.1995, p. 11–12 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Estonian: Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Latvian: Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Lithuanian: Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Hungarian Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Maltese: Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Polish: Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Slovak: Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Slovene: Chapter 15 Volume 003 P. 5 - 6
Special edition in Bulgarian: Chapter 15 Volume 003 P. 115 - 116
Special edition in Romanian: Chapter 15 Volume 003 P. 115 - 116

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2008

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1995/1202/oj

31995R1202

Kommissionens forordning (EF) nr. 1202/95 af 29. maj 1995 om ændring af bilag i og III til Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler

EF-Tidende nr. L 119 af 30/05/1995 s. 0011 - 0012


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1202/95 af 29. maj 1995 om ændring af bilag I og III til Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1201/95 (2), særlig artikel 13, og

ud fra følgende betragtninger:

I de tilfælde, hvor de offentlige myndigheder gør det obligatorisk at anvende syntetiske plantebeskyttelsesmidler, der ikke er anført i bilag II.B, fordi alle produktionsarealer i et bestemt område trues alvorligt af en sygdom eller angreb af skadegørere, må produkter fra de pågældende kulturer ikke betegnes som økologiske;

hvis de øvrige produktionsregler for økologisk landbrug er blevet overholdt, bør det under visse omstændigheder være muligt at forkorte den omlægningsperiode, hvorefter det er tilladt at markedsføre produkter som økologiske;

der må ikke produceres vegetabilske produkter af samme sort på enheder, der drives af samme erhvervsdrivende efter dels økologisk, dels traditionel produktionsmetode;

dette princip bør dog kunne fraviges i de tilfælde, hvor arealer med flerårige kulturer gradvis omlægges fra traditionelt landbrug til økologisk landbrug;

princippet bør også kunne fraviges i forbindelse med arealer, der anvendes til landbrugsforskning med henblik på udvikling af det økologiske landbrug, og som er udvalgt af medlemsstaternes myndigheder;

frø og planteformeringsmateriale produceres af specialiserede erhvervsdrivende, der parallelt med denne produktion efter økologisk produktionsmetode producerer det samme materiale efter traditionel produktionsmetode;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der omhandles i artikel 14 i forordning (EØF) nr. 2092/91 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Punkt 1 i bilag I og del A i bilag III til forordning (EØF) nr. 2092/91 affattes som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på femtendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. maj 1995.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 198 af 22. 7. 1991, s. 1.

(2) Se side 9 i denne Tidende.

BILAG

I forordning (EØF) nr. 2092/91 foretages følgende ændringer:

1) I bilag I under »Planter og andre vegetabilske produkter« indsættes følgende afsnit efter punkt 1:

»Den enkelte medlemsstat har navnlig mulighed for at reducere omlægningsperioden til det absolutte minimum, hvis parcellerne er blevet behandlet med et produkt, der ikke omfattes af bilag II.B, som led i en foranstaltning til bekæmpelse af sygdom eller skadegørere, som medlemsstatens kompetente myndighed har gjort obligatorisk over for en bestemt kultur på sit område eller dele heraf.

Følgende betingelser skal alle være opfyldt, hvis omlægningsperioden forkortes:

- parcellerne skal allerede være omlagt eller under omlægning til økologisk landbrug

- der skal være sikkerhed for, at der efter nedbrydningen af det pågældende plantebeskyttelsesmiddel kun er ubetydelige restkoncentrationer i jorden og også i planten, hvis det drejer sig om en flerårig kultur

- den pågældende medlemsstat skal informere de øvrige medlemsstater om sin beslutning om at gøre behandling obligatorisk og om omfanget af den forudsete forkortelse af omlægningsperioden

- den høst, der følger efter behandlingen, må ikke sælges under betegnelsen økologisk.«

2) I bilag III affattes del A, punkt 9, således:

»9. Når en erhvervsdrivende driver flere produktionsenheder i samme område, er de enheder i området, som fremstiller planter eller andre vegetabilske produkter, der ikke er omhandlet i artikel 1, samt opbevaringsstederne for råvarer (gødningsstoffer, plantebeskyttelsesmidler og frø) ligeledes underkastet ordningen med regelmæssig kontrol, for så vidt angår punkt 2, første afsnit, og punkt 3 og 4. I disse enheder må der ikke fremstilles vegetabilske produkter af samme sort som de produkter, der produceres i den i punkt 1 omhandlede enhed.

Dog kan producenter fravige den i første afsnit, sidste punktum, omhandlede regel:

a) i forbindelse med fremstilling af produkter fra flerårige kulturer (trækulturer, vin og humle), forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

1. produktionen skal foregå inden for rammerne af en omlægningsplan, som producenten officielt forpligter sig til at følge, ifølge hvilken omlægningen af den sidste del af pågældende arealer til økologisk landbrug skal være påbegyndt i løbet af den kortest mulige periode, der højst må være på fem år

2. der skal være truffet relevante foranstaltninger for at sikre, at produkterne fra hver af de berørte enheder hele tiden holdes adskilt

3. kontrolorganet eller -myndigheden skal mindst 48 timer før hver høst af et af de berørte produkter underrettes herom

4. umiddelbart efter høstens afslutning skal producenten underrette kontrolorganet eller -myndigheden om den nøjagtige størrelse af høsten på de berørte enheder og om særlige kendetegn, der gør det muligt at identificere produktionen (fx kvalitet, farve, gennemsnitsvægt osv.); producenten skal desuden bekræfte, at foranstaltningerne til sikring af en adskillelse af produkterne er blevet gennemført

5. omlægningsplanen og foranstaltningerne, jf. punkt 1 og 2, skal være godkendt af kontrolorganet eller -myndigheden; denne godkendelse skal bekræftes hvert år efter omlægningsplanens ikrafttræden

b) i forbindelse med arealer til landbrugsforskning udvalgt af medlemsstaternes myndigheder, og forudsat at betingelserne i litra a), punkt 2, 3, 4, og den relevante del af punkt 5 er opfyldt

c) i forbindelse med produktion af frø og planteformeringsmateriale, forudsat at betingelserne i litra a), punkt 2, 3, 4, og den relevante del af punkt 5 er opfyldt.«

Top