Help Print this page 

Document 02005L0036-20140117

Title and reference
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EØS-relevant tekst)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2005/36/2014-01-17
Multilingual display
Text

2005L0036 — DA — 17.01.2014 — 010.004


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/36/EF

af 7. september 2005

om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

(EØS-relevant tekst)

(EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

RÅDETS DIREKTIV 2006/100/EF af 20. november 2006

  L 363

141

20.12.2006

 M2

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1430/2007 af 5. december 2007

  L 320

3

6.12.2007

 M3

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 755/2008 af 31. juli 2008

  L 205

10

1.8.2008

 M4

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008

  L 311

1

21.11.2008

 M5

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 279/2009 af 6. april 2009

  L 93

11

7.4.2009

►M6

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 213/2011 af 3. marts 2011

  L 59

4

4.3.2011

 M7

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 623/2012 af 11. juli 2012

  L 180

9

12.7.2012

►M8

RÅDETS DIREKTIV 2013/25/EU af 13. maj 2013

  L 158

368

10.6.2013

►M9

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2013/55/EU EØS-relevant tekst af 20. november 2013

  L 354

132

28.12.2013


Ændret ved:

►A1

AKT om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab

  L 112

21

24.4.2012


Berigtiget ved:

 C1

Berigtigelse, EUT L 271, 16.10.2007, s.  18 (2005/36/EF)

►C2

Berigtigelse, EUT L 093, 4.4.2008, s.  28 (2005/36/EF)

►C3

Berigtigelse, EUT L 305, 24.10.2014, s.  115 (2005/36/EF)

►C4

Berigtigelse, EUT L 177, 8.7.2015, s.  60 (2006/100/EF)




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2005/36/EF

af 7. september 2005

om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

(EØS-relevant tekst)



EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 40, artikel 47, stk. 1, artikel 47, stk. 2, første og tredje punktum, og artikel 55,

under henvisning til forslag fra Kommissionen ( 1 ),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ( 2 ),

efter proceduren i traktatens artikel 251 ( 3 ), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 3, stk. 1, litra c), er fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser et af Fællesskabets mål. Dette indebærer for medlemsstaternes statsborgere, at de bl.a. har ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor de har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer. Endvidere skal der i henhold til traktatens artikel 47, stk. 1, udstedes direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

(2)

Efter Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 vedtog Kommissionen meddelelsen »En strategi for tjenester i det indre marked«, som specielt har til formål at gøre den frie udveksling af tjenesteydelser lige så nem inden for Fællesskabet som inden for de enkelte medlemsstater. Med udgangspunkt i Kommissionens meddelelse »Nye arbejdsmarkeder i EU, der er åbne for alle og giver adgang for alle« gav Det Europæiske Råd i Stockholm den 23. og 24. marts 2001 Kommissionen mandat til på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2002 at forelægge specifikke forslag til en mere ensartet, gennemsigtig og fleksibel ordning for anerkendelse af kvalifikationer.

(3)

Den garanti, som dette direktiv giver personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i en medlemsstat, for i en anden medlemsstat at kunne få adgang til samme erhverv og for at kunne udøve det med samme rettigheder som den anden medlemsstats statsborgere, er ikke til hinder for, at den migrerende erhvervsudøver skal opfylde eventuelle ikke-diskriminerende betingelser for erhvervsudøvelsen, som denne anden medlemsstat pålægger, forudsat at betingelserne er objektivt begrundede og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

(4)

For at lette den frie udveksling af tjenesteydelser bør der fastsættes særlige bestemmelser med henblik på at udvide mulighederne for at udøve erhvervsmæssig virksomhed under den i hjemlandet erhvervede titel. For informationssamfundstjenester, der leveres som distanceydelser, bør bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked ( 4 ) også finde anvendelse.

(5)

På grund af de forskellige ordninger, der er indført for midlertidig og lejlighedsvis grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser på den ene side og for etablering på den anden side, bør der foretages en præcisering af kriterierne for sondringen mellem disse to begreber, i tilfælde af at tjenesteyderen flytter til værtsmedlemsstaten.

(6)

Udveksling af tjenesteydelser må lettes under fuld hensyntagen til den offentlige sundhed og sikkerhed og beskyttelse af forbrugeren. Der bør derfor fastsættes særlige bestemmelser for regulerede erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed eller sikkerhed, og hvis udøvere midlertidigt eller lejlighedsvis udfører grænseoverskridende tjenesteydelser.

(7)

Værtsmedlemsstaterne kan om nødvendigt og i overensstemmelse med fællesskabsretten fastlægge krav vedrørende anmeldelse. Disse krav bør ikke medføre en urimelig byrde for tjenesteyderne eller være til hinder for eller gøre fri udveksling af tjenesteydelser mindre attraktiv. Behovet for sådanne krav bør periodisk revideres i lyset af de fremskridt, der gøres i forbindelse med etableringen af en fællesskabsramme for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne.

(8)

Tjenesteyderen bør være underlagt de af værtsmedlemsstatens disciplinærbestemmelser, som har en direkte og specifik tilknytning til de erhvervsmæssige kvalifikationer, såsom definitionen af erhvervet, den virksomhed, der er omfattet af eller er forbeholdt det pågældende erhverv, benyttelse af titler eller grov forsømmelse, som er direkte og specifikt knyttet til forbrugerbeskyttelse og -sikkerhed.

(9)

Samtidig med at de gældende principper og garantier vedrørende etableringsfriheden, der findes under de forskellige anerkendelsesordninger, bibeholdes, bør bestemmelserne om disse ordninger forbedres i lyset af de indhøstede erfaringer. Desuden er de pågældende direktiver blevet ændret flere gange, og det er nødvendigt at foretage en omstrukturering og forenkling af bestemmelserne, idet de principper, der skal anvendes, samtidig gøres ensartede. Det er derfor nødvendigt at erstatte Rådets direktiv 89/48/EØF ( 5 ) og 92/51/EØF ( 6 ) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/42/EF ( 7 ) om den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser og Rådets direktiv 77/452/EØF ( 8 ), 77/453/EØF ( 9 ), 78/686/EØF ( 10 ), 78/687/EØF ( 11 ), 78/1026/EØF ( 12 ), 78/1027/EØF ( 13 ), 80/154/EØF ( 14 ), 80/155/EØF ( 15 ), 85/384/EØF ( 16 ), 85/432/EØF ( 17 ), 85/433/EØF ( 18 ) og 93/16/EØF ( 19 ) om sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger, og samle dem i en enkelt tekst.

(10)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for i henhold til deres egen lovgivning at anerkende erhvervsmæssige kvalifikationer, som en tredjelandsstatsborger har erhvervet uden for Den Europæiske Unions område. Under alle omstændigheder bør de mindstekrav til uddannelse, der gælder for visse erhverv, altid overholdes ved anerkendelsen.

(11)

For erhverv, der er omfattet af den generelle ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser, i det følgende benævnt »den generelle ordning«, bør medlemsstaterne fortsat kunne fastsætte minimumskvalifikationsniveauet med henblik på at sikre kvaliteten af de ydelser, der leveres på deres områder. I henhold til traktatens artikel 10, 39 og 43 bør de dog ikke pålægge en EF-statsborger at erhverve kvalifikationer, som de normalt fastsætter ved at henvise til eksamensbeviser udstedt i deres eget nationale uddannelsessystem, hvis den pågældende allerede har erhvervet alle eller en del af disse kvalifikationer i en anden medlemsstat. Det bør derfor bestemmes, at de værtsmedlemsstater, i hvilke et bestemt erhverv er lovreguleret, skal tage hensyn til de kvalifikationer, der er erhvervet i en anden medlemsstat, og vurdere, om de svarer til de kvalifikationer, som landet selv kræver. Denne generelle ordning for anerkendelse er imidlertid ikke til hinder for, at en medlemsstat kan stille specifikke krav til enhver person, der udøver et erhverv i den pågældende medlemsstat, som er begrundet i anvendelsen af faglige regler, der er berettiget af hensyn til almenhedens interesse. Disse regler vedrører f.eks. erhvervets organisation, faglige standarder, herunder vedrørende etik, kontrol og ansvar. Endelig sigtes der med dette direktiv ikke mod indgreb i medlemsstaternes berettigede interesse i at forhindre, at nogle af deres borgere gennem misbrug søger at unddrage sig deres nationale lovgivning på erhvervsområdet.

(12)

Dette direktiv vedrører medlemsstaternes anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der er erhvervet i andre medlemsstater. Det vedrører imidlertid ikke medlemsstaternes anerkendelse af beslutninger om anerkendelse, der er truffet i andre medlemsstater under henvisning til dette direktiv. Som følge heraf kan en person, der har fået sine erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendt i henhold til dette direktiv, ikke henvise til denne anerkendelse med henblik på at opnå andre rettigheder i hjemlandet end dem, der følger af den erhvervsmæssige kvalifikation, han har erhvervet i denne medlemsstat, medmindre den pågældende kan godtgøre at have erhvervet yderligere erhvervsmæssige kvalifikationer i værtslandet.

(13)

For at kunne fastlægge ordningen for anerkendelse i henhold til den generelle ordning er det nødvendigt at inddele de forskellige nationale niveauer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse i grupper. Disse grupper, som udelukkende fastlægges med henblik på anvendelsen af den generelle ordning, har ingen indflydelse på de nationale strukturer for almen uddannelse og erhvervsuddannelse eller på medlemsstaternes beføjelser på dette område.

(14)

Den ordning for anerkendelse, der er fastlagt med direktiv 89/48/EØF og 92/51/EØF ændres ikke. Det indebærer, at indehaveren af et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende med positivt resultat har gennemgået et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst et års varighed, bør have adgang til et lovreguleret erhverv i en medlemsstat, der som adgangsbetingelse forudsætter et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende har afsluttet en uddannelse af fire års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt, uanset hvilket niveau den krævede eksamen i værtslandet befinder sig på. Omvendt bør adgangen i de tilfælde, hvor adgangen til et lovreguleret erhverv forudsætter en uddannelse af mere end fire års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt, være forbeholdt indehavere af et eksamensbevis, hvoraf det fremgår, at den pågældende har afsluttet en uddannelse af mindst tre års varighed fra et universitet eller en anden højere læreanstalt.

(15)

Da minimumsuddannelseskravene for adgang til erhverv, som er omfattet af den generelle ordning, ikke er harmoniseret, bør værtsmedlemsstaten have mulighed for at indføre en udligningsforanstaltning. Denne foranstaltning bør være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og bl.a. tage hensyn til ansøgerens erhvervserfaring. Erfaringen viser, at en egnethedsprøve eller en prøvetid efter migrantens eget valg er tilstrækkelig garanti for så vidt angår ansøgerens kvalifikationsniveau, og enhver undladelse af at give denne valgmulighed bør i hvert enkelt tilfælde være begrundet i et tvingende alment hensyn.

(16)

For at fremme erhvervsudøveres frie bevægelighed og samtidig sikre et passende kvalifikationsniveau bør de forskellige faglige sammenslutninger og organisationer eller medlemsstater kunne foreslå fælles platforme på EU-plan. Der bør tages hensyn til disse initiativer på visse betingelser og til stadighed under iagttagelse af medlemsstaternes kompetence til at fastsætte kravene til erhvervsmæssige kvalifikationer for udøvelsen af erhverv på deres område og indholdet og tilrettelæggelsen af deres uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer samt under overholdelse af fællesskabsretten, specielt på konkurrenceområdet, idet den mere automatiske anerkendelse under den generelle ordning i den forbindelse prioriteres højest. Faglige sammenslutninger, der kan foreslå fælles platforme, bør være repræsenteret på nationalt og europæisk plan. En fælles platform er en samlet række kriterier, der gør det muligt at bygge bro over så mange som muligt af de væsentlige forskelle, der er blevet identificeret mellem kravene til uddannelserne i mindst to tredjedele af medlemsstaterne, herunder alle de medlemsstater, der lovregulerer det pågældende erhverv. Disse kriterier kan f.eks. omfatte krav som supplerende uddannelse, prøvetid under en kvalificeret fagmands ansvar, en egnethedsprøve eller et obligatorisk minimumsniveau for erhvervserfaring, eller kombinationer heraf.

(17)

For at tage højde for alle situationer, hvor der endnu ikke er nogen bestemmelser om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, bør den generelle ordning også omfatte tilfælde, som ikke er dækket af en særlig ordning, enten fordi det pågældende erhverv ikke er omfattet af en af disse ordninger, eller fordi ansøgeren, selv om erhvervet er omfattet af en sådan særlig ordning, af en særlig og usædvanlig årsag ikke opfylder betingelserne for at falde ind under den.

(18)

Der bør ske en forenkling af de bestemmelser, der giver adgang til visse former for industri-, handels- og håndværksvirksomhed i medlemsstater, hvor disse erhverv er reguleret, når denne virksomhed er blevet udøvet i en anden medlemsstat i et rimeligt langt tidsrum, der ikke ligger for langt tilbage, idet der for disse former for virksomhed fortsat anvendes en ordning med automatisk anerkendelse, baseret på erhvervserfaringen.

(19)

Den frie bevægelighed og den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter bør være baseret på det grundlæggende princip om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, hvor minimumsuddannelseskravene er harmoniseret. Adgangen i medlemsstaterne til erhvervet som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut bør desuden være betinget af, at den pågældende har et bestemt uddannelsesbevis, som sikrer, at den pågældende har fulgt en uddannelse, som opfylder de fastsatte minimumskrav. Denne ordning bør suppleres af en række erhvervede rettigheder, som de uddannede erhvervsudøvere nyder godt af på visse betingelser.

(20)

For at kunne tage højde for det særlige system for lægers og tandlægers erhvervsmæssige kvalifikationer og den tilknyttede fællesskabsret på området gensidig anerkendelse bør princippet om automatisk anerkendelse af læge- og tandlægespecialer, som er fælles for mindst to medlemsstater, fortsat finde anvendelse for alle specialer, der er anerkendt på tidspunktet for dette direktivs ikrafttrædelse. I et forsøg på at forenkle ordningen bør udvidelsen af den automatiske anerkendelse af nye lægespecialer efter tidspunktet for dette direktivs ikrafttrædelse derimod begrænses til de specialer, der er fælles for mindst to femtedele af medlemsstaterne. Dette direktiv er desuden ikke til hinder for, at medlemsstaterne indbyrdes indfører en automatisk anerkendelse for visse læge- og tandlægespecialer, som de har fælles, og som ikke er omfattet af automatisk anerkendelse i medfør af dette direktiv, efter deres egne regler.

(21)

Automatisk anerkendelse af beviser for medicinsk grunduddannelse bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence til at lade dette bevis supplere med erhvervsmæssig virksomhed.

(22)

I alle medlemsstater bør tandlægeerhvervet anerkendes som et selvstændigt erhverv, der adskiller sig fra erhvervet som læge med eller uden odontostomatologi som speciale. Medlemsstaterne bør sikre, at uddannelsen til tandlæge giver den nødvendige kompetence inden for samtlige aktiviteter vedrørende forebyggelse, diagnosticering og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv. Tandlægeerhvervet bør udøves af indehavere af et uddannelsesbevis som tandlæge som omhandlet i dette direktiv.

(23)

Der har ikke været ønske om at fastlægge en ensartet uddannelse af jordemødre i alle medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør derimod have så stor frihed som muligt ved tilrettelæggelsen af jordemoderuddannelsen.

(24)

Af hensyn til forenklingen af dette direktiv bør benævnelsen »farmaceut« anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed.

(25)

Indehavere af uddannelsesbeviser som farmaceut er specialister på lægemiddelområdet og bør i princippet i alle medlemsstater have adgang til et minimum af virksomhed på dette område. At dette minimumsområde er fastsat i dette direktiv, bør ikke indebære nogen begrænsning af de former for virksomhed, som farmaceuter har adgang til i medlemsstaterne, bl.a. med hensyn til biomedicinske analyser, og bør ikke give disse erhvervsudøvere noget monopol, idet indførelsen af et eventuelt monopol fortsat henhører under medlemsstaternes enekompetence. Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan stille supplerende uddannelseskrav for adgangen til virksomhed, der ikke er omfattet af det samordnede minimumsområde. En værtsmedlemsstat, som stiller sådanne krav, bør således kunne lade disse være gældende for statsborgere, der er indehavere af uddannelsesbeviser, som automatisk anerkendes i henhold til dette direktiv.

(26)

Med dette direktiv tilsigtes der ikke en samordning af alle betingelser for adgang til og udøvelse af virksomhed på det farmaceutiske område. Spørgsmål i forbindelse med den geografiske fordeling af apoteker og medicinudleveringsmonopol bør fortsat henhøre under medlemsstaternes kompetence. Dette direktiv ændrer ikke medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, som forbyder virksomheder at udøve visse former for farmaceutisk virksomhed, eller gør en sådan udøvelse betinget af, at en række betingelser er opfyldt.

(27)

Bygningsværkers arkitektoniske udformning, deres kvalitet, deres harmoniske indføjning i omgivelserne og hensynet til det naturlige miljø og bymiljøet samt til den fælles og private kulturarv er af offentlig interesse. Den gensidige anerkendelse af uddannelsesbeviser bør derfor være baseret på kvalitative og kvantitative kriterier, som sikrer, at indehaverne af anerkendte uddannelsesbeviser er i stand til at forstå og omsætte enkeltpersoners, samfundsgruppers og institutioners behov inden for fysisk planlægning, udformning, tilrettelæggelse og opførelse af bygningsværker, bevaring og udnyttelse af den bygningshistoriske arv og bevaring af den naturlige ligevægt.

(28)

De nationale bestemmelser på arkitekturområdet og bestemmelserne om adgang til erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt har meget forskellig rækkevidde. I de fleste medlemsstater udøves virksomhed inden for arkitekturområdet de jure eller de facto af personer med titlen arkitekt, enten alene eller med tilføjelse af en anden titel, uden at disse personer derfor har eneret på udøvelse af disse former for virksomhed, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Disse former for virksomhed eller visse af dem kan ligeledes udøves af andre erhvervsudøvere, særlig ingeniører, der har fået en særlig uddannelse inden for byggeri eller bygningskunst. For at gøre dette direktiv så enkelt som muligt bør begrebet »arkitekt« anvendes for at afgrænse anvendelsesområdet for bestemmelserne om automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser på arkitekturområdet, uden at dette berører særegenheder ved de nationale bestemmelser om denne virksomhed.

(29)

Fremsætter en europæisk faglig sammenslutning eller et tilsvarende organ for et lovreguleret erhverv en begrundet anmodning om specifikke bestemmelser vedrørende anerkendelse af kvalifikationer på grundlag af koordinering af minimumsuddannelseskravene, tager Kommissionen stilling til behovet for at vedtage et forslag om ændring af dette direktiv.

(30)

For at gøre ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer effektiv bør der fastsættes ensartede formkrav og procedureregler for gennemførelsen samt visse bestemmelser for udøvelsen af erhvervet.

(31)

Et samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen vil lette gennemførelsen af dette direktiv og overholdelsen af de forpligtelser, som følger af det. Der bør derfor fastsættes bestemmelser for dette samarbejde.

(32)

Indførelse af erhvervspas til fremme af informationsudvekslingen mellem erhvervsudøverens værtsmedlemsstat og hjemland udstedt af faglige sammenslutninger og organisationer vil kunne lette erhvervsudøvernes mobilitet, især ved en hurtigere udveksling af informationer mellem værtslandet og hjemlandet. Dette erhvervspas bør gøre det muligt at følge med i karriereforløbet for de erhvervsudøvere, som etablerer sig i forskellige medlemsstater. Erhvervspas bør under fuldstændig overholdelse af databeskyttelsesbestemmelserne indeholde oplysninger om erhvervsudøverens uddannelse (universitetsuddannelse eller andre afsluttede uddannelsesforløb, kvalifikationer, erhvervserfaring), hans retmæssige etablering, eventuelle sanktioner, der er iværksat over for ham, og som vedrører hans erhverv, og detaljerne vedrørende den relevante kompetente myndighed.

(33)

Oprettelsen af et net af kontaktpunkter, der skal informere og bistå borgerne i medlemsstaterne, vil gøre det muligt at sikre, at anerkendelsesordningen er gennemsigtig. Kontaktpunkterne meddeler de borgere, der anmoder herom, og Kommissionen alle oplysninger og adresser, der er nyttige ved anerkendelsesproceduren. Hver medlemsstats udpegelse af et enkelt kontaktpunkt i dette net berører ikke kompetencefordelingen på nationalt plan. Navnlig forhindrer den ikke, at der på nationalt plan kan udpeges flere kontorer, idet det kontaktpunkt, der udpeges i ovennævnte net, tager sig af koordineringen med de andre kontorer og om nødvendigt oplyser borgerne om det relevante kompetente kontor.

(34)

Administrationen af de forskellige anerkendelsesordninger, som er indført ved sektordirektiverne og den generelle ordning, har vist sig at være tung og kompleks. Administrationen og ajourføringen af dette direktiv bør derfor forenkles for at tage højde for den videnskabelige og teknologiske udvikling, særlig når minimumsuddannelseskravene samordnes med henblik på automatisk anerkendelse af uddannelsesbeviser. Med henblik herpå bør der nedsættes et enkelt udvalg for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, og der bør sikres en passende inddragelse af repræsentanter for de faglige organisationer også på europæisk plan.

(35)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ( 20 ).

(36)

En periodisk rapport om gennemførelsen af dette direktiv udarbejdet af medlemsstaterne og indeholdende statistiske data vil give mulighed for at fastslå virkningen af ordningen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

(37)

Der bør indføres en passende procedure for indførelsen af midlertidige foranstaltninger, hvis anvendelsen af en bestemmelse i dette direktiv indebærer større vanskeligheder i en medlemsstat.

(38)

Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke medlemsstaternes kompetence med hensyn til indretning af deres nationale ordning for social sikring og fastsættelsen af de former for virksomhed, der skal udøves som led i denne ordning.

(39)

I betragtning af den hurtige teknologiske og videnskabelige udvikling er livslang læring af særlig betydning for en lang række erhverv. Det påhviler i den forbindelse medlemsstaterne at vedtage detaljerede bestemmelser for, hvordan erhvervsudøverne gennem passende videreuddannelse kan holde sig orienteret om den tekniske og videnskabelige udvikling.

(40)

Målene for dette direktiv, nemlig rationalisering, forenkling og forbedring af bestemmelserne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(41)

Dette direktiv berører ikke anvendelsen af traktatens artikel 39, stk. 4, og artikel 45 i forbindelse med erhvervet som notar.

(42)

Dette direktiv berører for så vidt angår etableringsret og udveksling af tjenesteydelser ikke andre specifikke retlige bestemmelser vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. bestemmelser der er gældende på transportområdet, inden for forsikringsformidling og for revisorer. Direktivet berører ikke anvendelsen af Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser ( 21 ) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået ( 22 ). Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer for advokater med henblik på omgående etablering under værtsmedlemsstatens advokattitel bør omfattes af dette direktiv.

(43)

Liberale erhverv, hvorved der i dette direktiv forstås erhverv, som udøves af enhver, der på grundlag af særlige erhvervsmæssige kvalifikationer personligt, på eget ansvar og erhvervsmæssigt leverer intellektuelle ydelser i opdragsgiverens og almenhedens interesse, er omfattet af dette direktiv, for så vidt de liberale erhverv er lovregulerede. Udøvelsen af et liberalt erhverv kan i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten være omfattet af specifikke juridiske forpligtelser i henhold til den nationale lovgivning og de autonomt fastsatte fagregler, som de respektive organisationer har fastlagt inden for rammerne heraf, og som er en garanti for og videreudvikler professionalisme, kvalitet og det til opdraggiveren bestående tillidsforhold.

(44)

Dette direktiv anfægter ikke de nødvendige foranstaltninger, der iværksættes for at sikre et højt niveau for sundheds — og forbrugerbeskyttelse —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:



AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål

I dette direktiv fastsættes de regler, hvorefter en medlemsstat, der på sit område kræver bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv (i det følgende benævnt »værtsmedlemsstaten«), anerkender de erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået i en eller flere andre medlemsstater (i det følgende benævnt »hjemlandet«) og som giver indehaveren af de pågældende kvalifikationer ret til dér at udøve det samme erhverv, med henblik på adgang til og udøvelse af det pågældende erhverv.

▼M9

I dette direktiv fastsættes endvidere regler for delvis adgang til et lovreguleret erhverv og anerkendelse af praktikophold gennemført i en anden medlemsstat.

▼B

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.  Dette direktiv gælder for enhver statsborger i en medlemsstat, der ønsker at udøve et lovreguleret erhverv som selvstændig eller som arbejdstager, herunder udøvere af et liberalt erhverv, i en anden medlemsstat end den, hvor han har opnået sine erhvervsmæssige kvalifikationer.

▼M9

Dette direktiv finder også anvendelse på enhver statsborger i en medlemsstat, der har gennemført et praktikophold uden for hjemlandet.

▼B

2.  Enhver medlemsstat kan i henhold til sin egen lovgivning give medlemsstaternes statsborgere, der er indehavere af erhvervsmæssige kvalifikationer, som ikke er erhvervet i en medlemsstat, tilladelse til at udøve et lovreguleret erhverv, som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), på sit område. For de erhverv, der er omfattet af afsnit III, kapitel III, sker denne første anerkendelse under overholdelse af de i nævnte kapitel omhandlede mindstekrav til uddannelse.

3.  Hvis der for et bestemt lovreguleret erhverv er indført andre specifikke ordninger i direkte forbindelse med anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i et særskilt fællesskabsinstrument, finder de tilsvarende bestemmelser i dette direktiv ikke anvendelse.

▼M9

4.  Dette direktiv finder ikke anvendelse på officielt udnævnte notarer.

▼B

Artikel 3

Definitioner

1.  I dette direktiv forstås ved:

a) »lovreguleret erhverv«: en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed under ét, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang hertil eller udøvelse eller en form for udøvelse heraf; især vil anvendelsen af en faglig titel, der ifølge love eller administrative bestemmelser er begrænset til en person, der er i besiddelse af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation, være en form for udøvelse. Såfremt første punktum i denne definition ikke finder anvendelse, sidestilles erhverv omhandlet i stk. 2 med et lovreguleret erhverv

b) »erhvervsmæssige kvalifikationer«: kvalifikationer, som er attesteret ved et uddannelsesbevis, et kursusbevis som omhandlet i artikel 11, litra a), nr. i), og/eller erhvervserfaring

c) »uddannelsesbevis«: eksamensbeviser, certifikater og andre beviser for en erhvervskompetencegivende uddannelse, der overvejende har fundet sted i Fællesskabet, udstedt af en myndighed udpeget i overensstemmelse med love eller administrative bestemmelser i vedkommende medlemsstat. Såfremt første punktum i denne definition ikke finder anvendelse, sidestilles et uddannelsesbevis efter stk. 3 med et uddannelsesbevis

d) »kompetente myndigheder«: alle myndigheder eller organer, der af en medlemsstat er særligt bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger og til at modtage ansøgninger og træffe de i dette direktiv omhandlede afgørelser

e) »lovreguleret uddannelse«: enhver uddannelse, som er specifikt rettet mod udøvelse af et bestemt erhverv, og som består af et uddannelsesforløb, om fornødent suppleret med en erhvervsuddannelse, en praktisk uddannelse eller erhvervspraktik.

Erhvervsuddannelsens, den praktiske uddannelses og erhvervspraktikkens struktur og niveau fastlægges ved den pågældende medlemsstats love og administrative bestemmelser eller kontrolleres eller godkendes af den myndighed, der er udpeget med henblik herpå

▼M9

f) »erhvervserfaring«: faktisk og lovmæssig udøvelse af et bestemt erhverv i en medlemsstat på fuld tid eller på deltid i en periode af tilsvarende varighed

▼B

g) »prøvetid«: udøvelse af et lovreguleret erhverv, der finder sted i værtsmedlemsstaten på en kvalificeret fagmands ansvar og eventuelt er ledsaget af videreuddannelse. Prøvetiden afsluttes med en bedømmelse. Bestemmelserne for prøvetid og bedømmelse heraf samt den indvandrende praktikants status fastsættes af den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten.

Praktikantens status i værtsmedlemsstaten, navnlig med hensyn til opholdsret, arbejdsmarkedsmæssige og sociale forpligtelser, rettigheder og goder samt godtgørelser og løn, fastsættes af de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med gældende fællesskabsret

▼M9

h) »egnethedsprøve«: en kontrol af ansøgerens faglige viden, færdigheder og kompetencer, som foretages eller anerkendes af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder, og hvis formål er at vurdere ansøgerens egnethed til at udøve et lovreguleret erhverv i den pågældende medlemsstat.

Med henblik på denne kontrol opstiller de kompetente myndigheder en liste over de fag, der på grundlag af en sammenligning mellem den almene og erhvervsmæssige uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten, og den uddannelse, som ansøgeren har fået, ikke er omfattet af eksamensbeviset eller andre uddannelsesbeviser, som ansøgeren besidder.

Ved egnethedsprøven skal der tages hensyn til det forhold, at ansøgeren i hjemlandet eller det land, ansøgeren kommer fra, er en kvalificeret fagmand. Prøven skal vedrøre fag, som vælges blandt dem, der er opført på listen, og hvortil kendskab er en væsentlig forudsætning for, at ansøgeren kan udøve det pågældende erhverv i værtsmedlemsstaten. Prøven kan ligeledes dække kendskab til de faglige regler, der gælder for de pågældende former for virksomhed i værtsmedlemsstaten.

De nærmere betingelser for egnethedsprøven og den status, der i værtsmedlemsstaten tilkommer den ansøger, der ønsker at forberede sig til egnethedsprøven i den pågældende medlemsstat, fastsættes af denne medlemsstats kompetente myndigheder

▼B

i) »virksomhedsleder«: en person, som i en virksomhed inden for det pågældende erhvervsområde har virket:

i) som leder af en virksomhed eller en filial af en virksomhed, eller

ii) som stedfortræder for indehaveren eller lederen af en virksomhed, såfremt denne stilling er forbundet med et ansvar svarende til det, der påhviler den indehaver eller leder, som vedkommende er stedfortræder for, eller

iii) i en ledende stilling med forretningsmæssige og/eller tekniske opgaver og med ansvar for mindst en af virksomhedens afdelinger.

▼M9

j) »praktikophold«: med forbehold af artikel 46, stk. 4, en periode med praktik, der gennemføres under opsyn, forudsat at det er en betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv, som kan finde sted enten under eller efter afslutningen af en uddannelse, der fører til et eksamensbevis;

k) »europæisk erhvervspas«: et elektronisk certifikat som bevis for, enten at erhvervsudøveren opfylder alle nødvendige betingelser med henblik på midlertidig eller lejlighedsvis levering af tjenesteydelser i en værtsmedlemsstat, eller for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer med henblik på etablering i en værtsmedlemsstat;

l) »livslang læring«: al almen uddannelse, erhvervsuddannelse, uformel uddannelse og uformel læring, som man deltager i gennem hele livet, og som resulterer i øget viden og øgede færdigheder og kompetencer, hvilket kan omfatte faglig etik;

m) »tvingende almene hensyn«: årsager, der er anerkendt som sådanne i Den Europæiske Unions Domstols retspraksis;

n) »det europæiske meritoverførselssystem eller ECTS-point«: det meritsystem for højere uddannelse, der anvendes i det europæiske område for videregående uddannelse.

▼B

2.  Et erhverv udøvet af medlemmerne af en sammenslutning eller organisation, der er anført i bilag I, sidestilles med et lovreguleret erhverv.

De sammenslutninger eller organisationer, der er nævnt i første afsnit, har især til formål at fremme og opretholde et højt niveau inden for den pågældende erhvervsgren. De har med henblik på virkeliggørelsen af denne målsætning modtaget en anerkendelse i en særlig form fra en medlemsstat, ligesom de udsteder et uddannelsesbevis til deres medlemmer, sikrer, at de overholder de faglige regler, som sammenslutningen eller organisationen har fastsat, og giver dem ret til at anvende en titel eller en forkortelse eller at opnå en stilling svarende til dette uddannelsesbevis.

▼M9

Når en medlemsstat anerkender en sammenslutning eller en organisation, som omhandlet i første afsnit, underretter den Kommissionen. Kommissionen undersøger, om sammenslutningen eller organisationen opfylder de i andet afsnit anførte betingelser. Med henblik på at tage behørigt hensyn til den lovgivningsmæssige udvikling i medlemsstaterne tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c for at ajourføre bilag I, hvis betingelserne i andet afsnit er opfyldt.

Hvis de i andet afsnit fastsatte betingelser ikke er opfyldt, vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt med henblik på at afvise den ajourføring af bilag I, der er anmodet om.

▼B

3.  Ethvert uddannelsesbevis udstedt i et tredjeland sidestilles med et uddannelsesbevis, hvis indehaveren inden for det pågældende erhverv har en erhvervserfaring af tre års varighed på den medlemsstats område, som har anerkendt det pågældende bevis i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, og den pågældende medlemsstat har attesteret erhvervserfaringen.

Artikel 4

Anerkendelsens virkninger

▼M9

1.  Værtsmedlemsstatens anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer giver de begunstigede adgang til i denne medlemsstat at optage det erhverv, som vedkommende er kvalificeret til i hjemlandet, og til at udøve det på samme vilkår som landets egne statsborgere.

▼B

2.  Med henblik på dette direktiv er det erhverv, som ansøgeren ønsker at udøve i værtsmedlemsstaten, det samme som det, han er kvalificeret til i hjemlandet, hvis det omfatter sammenlignelige former for virksomhed.

▼M9

3.  Som en undtagelse fra stk. 1 tildeles der delvis adgang til et erhverv i værtsmedlemsstaten på de i artikel 4f fastsatte betingelser.

Artikel 4a

Europæisk erhvervspas

1.  Medlemsstaterne udsteder et europæisk erhvervspas til indehavere af en erhvervsmæssig kvalifikation på disses anmodning, og på betingelse af at Kommissionen har vedtaget de relevante gennemførelsesretsakter, som omhandlet i stk. 7.

2.  Når der er blevet indført et europæisk erhvervspas for et bestemt erhverv ved hjælp af relevante gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til stk. 7, kan indehaveren af en omhandlet erhvervsmæssig kvalifikation vælge at ansøge om et sådant pas eller at gøre brug af de procedurer, der er fastsat i afsnit II og III.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at indehaveren af et europæisk erhvervspas er omfattet af samtlige rettigheder jf. artikel 4b-4e.

4.  Hvis indehaveren af en erhvervsmæssig kvalifikation har til hensigt at levere tjenesteydelser i henhold til afsnit II, som ikke er omfattet af artikel 7, stk. 4, udsteder den kompetente myndighed i hjemlandet et europæisk erhvervspas i overensstemmelse med artikel 4b og 4c. Det europæiske erhvervspas udgør, hvor dette er relevant, den i artikel 7 omhandlede anmeldelse.

5.  Hvis indehaveren af en erhvervsmæssig kvalifikation har til hensigt at etablere sig i en anden medlemsstat jf. kapitel I-IIIa i afsnit III eller levere tjenesteydelser i henhold til artikel 7, stk. 4, foretager den kompetente myndighed i hjemlandet alle de forberedende foranstaltninger for så vidt angår ansøgerens individuelle dossier, som er oprettet inden for informationssystemet for det indre marked (IMI) (IMI-dossieret) i henhold til artikel 4b og 4d. Den kompetente myndighed i værtslandet udsteder det europæiske erhvervspas i overensstemmelse med artikel 4b og 4d.

For så vidt angår etablering skal udstedelsen af et europæisk erhvervspas ikke automatisk give ret til at praktisere et bestemt erhverv, hvis der allerede eksisterede krav om registrering eller andre kontrolprocedurer i værtsmedlemsstaten, inden der blev indført et europæisk erhvervspas for det pågældende erhverv.

6.  Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, der skal behandle IMI-dossierer og udstede europæiske erhvervspas. Disse myndigheder sørger for en uvildig, objektiv og rettidig behandling af ansøgninger om et europæisk erhvervspas. De i artikel 57b nævnte støttecentre kan også fungere som kompetente myndigheder. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og støttecentre oplyser borgerne, herunder potentielle ansøgere, om funktionen af og merværdien ved et europæisk erhvervspas for de erhverv, hvor dette er tilgængeligt.

7.  Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter de fornødne foranstaltninger til at sikre en ensartet anvendelse af bestemmelserne om det europæiske erhvervspas for de erhverv, der opfylder kravene i dette stykkes andet afsnit, herunder foranstaltninger vedrørende formatet for det europæiske erhvervspas, behandlingen af skriftlige ansøgninger, de oversættelser, ansøgeren skal indgive til støtte for ansøgninger om et europæisk erhvervspas, oplysninger om, hvilke dokumenter der kræves i henhold til artikel 7, stk. 2 eller bilag VII, for at der foreligger en fuldstændig ansøgning, samt procedurer for at foretage og gennemføre betalinger for et europæisk erhvervspas, idet der tages hensyn til de enkelte erhvervs særtræk. Kommissionen fastsætter også ved hjælp af gennemførelsesretsakter, hvordan, hvornår og for hvilke dokumenter kompetente myndigheder kan kræve attesterede kopier i henhold til artikel 4b, stk. 3, andet afsnit, artikel 4d, stk. 2, og 4d, stk. 3, for de berørte erhverv.

Indførelse af et europæisk erhvervspas for et bestemt erhverv ved hjælp af vedtagelsen af relevante gennemførelsesretsakter, som omhandlet i første afsnit, er underlagt samtlige følgende betingelser:

a) der er en betydelig mobilitet eller potentiale for en betydelig mobilitet inden for det pågældende erhverv

b) der har været udtrykt tilstrækkelig interesse fra de berørte interessenter

c) erhvervet eller den uddannelse, der er rettet mod udøvelse af erhvervet, er lovreguleret i et betydeligt antal medlemsstater.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.

8.  De gebyrer, som kan pålægges ansøgerne i forbindelse med de administrative procedurer ved udstedelse af et europæisk erhvervspas, skal være rimelige, stå i et rimeligt forhold til samt afspejle de omkostninger, dette medfører for hjemlandet og værtsmedlemsstaten, og ikke virke hæmmende på ansøgninger om et europæisk erhvervspas.

Artikel 4b

Ansøgning om et europæisk erhvervspas og oprettelse af et IMI-dossier

1.  Hjemlandet giver indehaveren af en erhvervsmæssig kvalifikation mulighed for at indgive ansøgning om et europæisk erhvervspas via et onlineværktøj stillet til rådighed af Kommissionen, der automatisk opretter et IMI-dossier for den pågældende ansøger. Hvis et hjemland også tillader skriftlige ansøgninger, skal den sørge for alle nødvendige foranstaltninger til oprettelse af IMI-dossieret, for eventuelle oplysninger, der skal sendes til ansøgeren, og for udstedelsen af det europæiske erhvervspas.

2.  Ansøgningerne skal være ledsaget af de dokumenter, der kræves i de gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør af artikel 4a, stk. 7.

3.  Inden for en uge efter modtagelsen af ansøgningen bekræfter den kompetente myndighed i hjemlandet modtagelsen af ansøgningen og oplyser ansøgeren om eventuelle manglende dokumenter.

Hvor det er relevant, udsteder den kompetente myndighed i hjemlandet eventuelle støttecertifikater, der kræves efter dette direktiv. Den kompetente myndighed i hjemlandet verificerer, om ansøgeren er lovligt etableret i hjemlandet, og om alle de nødvendige dokumenter, der er blevet udstedt i hjemlandet, er gyldige og autentiske. I tilfælde af behørigt begrundet tvivl konsulterer den kompetente myndighed i hjemlandet det relevante organ, ligesom den kan anmode ansøgeren om attesterede kopier af dokumenter. Hvis der efterfølgende modtages flere ansøgninger fra samme ansøger, kan de kompetente myndigheder i hjemlandet og værtsmedlemsstaten ikke anmode om genindsendelse af dokumenter, der allerede er indeholdt i IMI-dossieret, og som fortsat er gyldige.

4.  Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter vedtage tekniske bestemmelser, de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre integriteten, fortroligheden og nøjagtigheden af de oplysninger, som er indeholdt i det europæiske erhvervspas og i IMI-dossieret og betingelserne og procedurerne for udstedelse af et europæisk erhvervspas, herunder muligheden for at downloade det eller fremsende opdateringer til IMI-dossieret. Sådanne gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.

Artikel 4c

Europæisk erhvervspas for midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser, der ikke er omfattet af artikel 7, stk. 4

1.  Den kompetente myndighed i hjemlandet kontrollerer ansøgningen og bilagene i IMI-dossieret og udsteder det europæiske erhvervspas for midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser, der ikke er omfattet af artikel 7, stk. 4, inden for tre uger. Denne periode begynder ved modtagelsen af de i artikel 4b, stk. 3, første afsnit, omhandlede manglende dokumenter, eller, hvis der ikke er blevet anmodet om yderligere dokumenter, ved udgangen af den i nævnte afsnit omhandlede frist på en uge. Den sender straks det europæiske erhvervspas til den kompetente myndighed i hver enkelt berørt værtsmedlemsstat og underretter ansøgeren herom. Værtsmedlemsstaten kan ikke kræve nogen yderligere anmeldelse i henhold til artikel 7 i løbet af de efterfølgende 18 måneder.

2.  Afgørelser truffet af den kompetente myndighed i hjemlandet eller manglende afgørelse inden for perioden på tre uger, som omhandlet i stk. 1, kan påklages efter national ret.

3.  Hvis indehaveren af et europæisk erhvervspas ønsker at levere tjenesteydelser i andre medlemsstater end dem, der oprindeligt blev oplyst i den i stk. 1 omhandlede ansøgning, kan vedkommende søge om en sådan udvidelse. Hvis indehaveren fortsat ønsker at levere tjenesteydelser efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede periode på 18 måneder, skal vedkommende oplyse den kompetente myndighed herom. I begge tilfælde skal indehaveren også indgive enhver form for oplysninger om væsentlige ændringer i den situation, der er understøttet i IMI-dossieret, som den kompetente myndighed i hjemlandet kræver i overensstemmelse med de gennemførelsesretsakter, der skal vedtages i henhold til artikel 4a, stk. 7. Den kompetente myndighed i hjemlandet sender det opdaterede europæiske erhvervspas til den pågældende værtsmedlemsstat.

4.  Det europæiske erhvervspas forbliver gyldigt på hele den pågældende værtsmedlemsstats område, så længe indehaveren bevarer retten til at udøve virksomhed på grundlag af de dokumenter og oplysninger, der er indeholdt i IMI-dossieret.

Artikel 4d

Europæisk erhvervspas for etablering og midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser, der er omhandlet i artikel 7, stk. 4

1.  Den kompetente myndighed i hjemlandet skal inden for en måned verificere ægtheden og gyldigheden af bilagene i IMI-dossieret med henblik på udstedelse af et europæisk erhvervspas til etablering eller midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser, der er omhandlet i artikel 7, stk. 4. Denne periode begynder ved modtagelsen af de i artikel 4b, stk. 3, første afsnit, omhandlede manglende dokumenter eller, hvis der ikke er blevet anmodet om yderligere dokumenter, ved udgangen af den frist på en uge, der er omhandlet i nævnte afsnit. Den fremsender derefter omgående ansøgningen til den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten. Hjemlandet oplyser ansøgeren om status på ansøgningen, samtidig med at den fremsender ansøgningen til værtsmedlemsstaten.

2.  I de tilfælde, der er nævnt i artikel 16, 21, 49a og 49b, træffer værtsmedlemsstaten afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes et europæisk erhvervspas, jf. stk. 1, senest en måned efter modtagelse af ansøgningen, som er fremsendt af hjemlandet. I tilfælde af behørigt begrundet tvivl kan værtsmedlemsstaten anmode om yderligere oplysninger fra eller inkludering af en attesteret kopi af et dokument fra hjemlandet, som sidstnævnte skal fremsende senest to uger efter indgivelsen af anmodningen. Med forbehold af stk. 5, andet afsnit, finder fristen på en måned anvendelse uanset en sådan anmodning.

3.  I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 7, stk. 4, og artikel 14, træffer værtsmedlemsstaten afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes et europæisk erhvervspas, eller om indehaveren af en erhvervsmæssig kvalifikation skal pålægges udligningsforanstaltninger inden for to måneder efter modtagelse af ansøgningen, som er fremsendt af hjemlandet. I tilfælde af behørigt begrundet tvivl kan værtsmedlemsstaten anmode om yderligere oplysninger fra eller inkludering af en attesteret kopi af et dokument fra hjemlandet, som sidstnævnte skal fremsende senest to uger efter indgivelsen af anmodningen. Med forbehold af stk. 5, andet afsnit, finder fristen på to måneder anvendelse uanset en sådan anmodning.

4.  I tilfælde af at værtsmedlemsstaten ikke modtager de oplysninger, som den kan kræve fra enten hjemlandet eller ansøgeren i overensstemmelse med dette direktiv, og som er nødvendige for at kunne træffe beslutning om udstedelse af det europæiske erhvervspas, kan den give afslag på at udstede passet. Er sådant afslag skal være behørigt begrundet.

5.  Hvis værtsmedlemsstaten ikke træffer afgørelse inden udløbet af tidsfristerne i stk. 2 og 3 i nærværende artikel eller forsømmer at gennemføre en egnethedsprøve i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, anses det europæiske erhvervspas for udstedt og sendes automatisk via IMI til indehaveren af den erhvervsmæssige kvalifikation.

Værtsmedlemsstaten skal have mulighed for at forlænge den i stk. 2 og 3 fastsatte tidsfrist for automatisk udstedelse af det europæiske erhvervspas med to uger. Den skal redegøre for årsagen til forlængelsen og underretter ansøgeren herom. En sådan forlængelse kan gentages én gang og kun, hvis det er strengt nødvendigt, navnlig af hensyn til den offentlige sundhed eller tjenestemodtagernes sikkerhed.

6.  Disse foranstaltninger, som træffes af hjemlandet i overensstemmelse med stk. 1, erstatter enhver ansøgning om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer efter national lovgivning i værtsmedlemsstaten.

7.  Afgørelser vedtaget af hjemlandet og værtsmedlemsstaten i henhold til stk. 1-5 eller manglende afgørelse fra hjemlandets side kan påklages efter national ret i den pågældende medlemsstat.

Artikel 4e

Behandling af og adgang til oplysninger vedrørende det europæiske erhvervspas

1.  Uden at det berører princippet om formodet uskyld, ajourfører de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten og hjemlandet det pågældende IMI-dossier rettidigt med oplysninger om disciplinære foranstaltninger eller strafferetlige sanktioner, som vedrører et forbud eller en begrænsning og som har konsekvenser for indehaveren af et europæisk erhvervspas' udøvelse af en virksomhed efter dette direktiv. De skal i den forbindelse respektere de regler om beskyttelse af personoplysninger, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger ( 23 ) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektroniske kommunikation) ( 24 ). Disse opdateringer skal omfatte sletning af oplysninger, som ikke længere er påkrævede. Indehaveren af det europæiske erhvervspas og de kompetente myndigheder, som har adgang til det pågældende IMI-dossier, underrettes omgående om eventuelle opdateringer. Denne forpligtelse berører ikke medlemsstaternes varslingspligt efter artikel 56a.

2.  Indholdet af de i stk. 1 omhandlede ajourføringer begrænses til oplysninger om følgende:

a) erhvervsudøverens identitet

b) det berørte erhverv

c) oplysninger om den nationale myndighed eller domstol, som har truffet afgørelse om begrænsning eller forbud

d) rækkevidden af begrænsningen eller forbuddet samt

e) den periode, hvori begrænsningen eller det forbuddet er gældende.

3.  Adgangen til oplysninger i IMI-dossieret er forbeholdt de kompetente myndigheder i hjemlandet og værtsmedlemsstaten i henhold til direktiv 95/46/EF. De kompetente myndigheder skal underrette indehaveren af det europæiske erhvervspas om indholdet af IMI-dossieret på vedkommendes anmodning.

4.  Oplysninger indeholdt i det europæiske erhvervspas begrænses til de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om pasindehaveren har ret til at udøve det erhverv, for hvilket passet er udstedt, det vil sige pasindehaverens for- og efternavn, fødselsdato og fødested, erhverv, formel uddannelse og den gældende ordning, de kompetente myndigheder, erhvervspasnummer, sikkerhedsdetaljer og henvisning til et gyldigt identitetsbevis. Oplysninger om erhvervsmæssige erfaringer, som indehaveren af et europæisk erhvervspas har erhvervet, eller udligningsforanstaltninger, der er blevet gennemført af vedkommende, skal inkluderes i IMI-dossieret.

5.  De personoplysninger, der indgår i IMI-dossieret, kan behandles, så længe det er påkrævet med henblik på anerkendelsesproceduren som sådan og som bevis på anerkendelsen eller fremsendelsen af den efter artikel 7 krævede erklæring. Medlemsstaterne sikrer, at indehaveren af et europæisk erhvervspas til enhver tid og uden omkostninger for indehaveren efter anmodning kan bede om berigtigelse af urigtige eller ufuldstændige oplysninger, eller om sletning og blokering af det pågældende IMI-dossier. Indehaveren skal underrettes om denne ret på tidspunktet for det europæiske erhvervspas' udstedelse, og mindes om denne ret hvert andet år derefter. Påmindelsen sendes automatisk via IMI, hvis den oprindelige ansøgning om det europæiske erhvervspas blev indsendt online.

I tilfælde af en anmodning om sletning af et IMI-dossier knyttet til et europæisk erhvervspas, der er udstedt med henblik på etablering eller midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser i henhold til artikel 7, stk. 4, udsteder de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten indehaveren af de erhvervsmæssige kvalifikationer dokumentation for anerkendelsen af vedkommendes erhvervsmæssige kvalifikationer.

6.  Med hensyn til behandlingen af personoplysninger i det europæiske erhvervspas og samtlige IMI-dossierer anses de kompetente myndigheder i medlemsstaterne for registeransvarlige, som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 95/46/EF. Med hensyn til Kommissionens ansvar i henhold til stk. 1-4 i nærværende artikel og behandlingen af personoplysninger i forbindelse hermed betragtes Kommissionen som registeransvarlig, som omhandlet i artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger ( 25 ).

7.  Med forbehold af stk. 3 sørger værtsmedlemsstaterne for, at arbejdsgivere, kunder, patienter, offentlige myndigheder og andre interesserede parter kan kontrollere ægtheden og gyldigheden af et europæisk erhvervspas, som de har fået forelagt af pasindehaveren.

Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter bestemmelser vedrørende adgang til IMI-dossieret og de tekniske metoder og procedurer for kontrol, som er omhandlet i første afsnit. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.

Artikel 4f

Delvis adgang

1.  Den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten træffer beslutninger fra sag til sag om delvis adgang til erhvervsmæssig virksomhed på dens område og kun hvis samtlige følgende betingelser er opfyldt:

a) erhvervsudøveren er fuldt kvalificeret til i hjemlandet at udøve den erhvervsmæssige virksomhed, der søges om delvis adgang til i værtsmedlemsstaten

b) forskellene mellem den erhvervsmæssige aktivitet, der lovligt udøves i hjemlandet, og det lovregulerede erhverv i værtsmedlemsstaten er så store, at anvendelsen af udligningsforanstaltninger ville forudsætte, at ansøgeren gennemfører en fuld uddannelse i værtsmedlemsstaten for at opnå fuld adgang til det lovregulerede erhverv i sin helhed i værtsmedlemsstaten

c) den erhvervsmæssige virksomhed kan objektivt set udskilles fra andre aktiviteter, som er omfattet af det lovregulerede erhverv i værtsmedlemsstaten.

Med henblik på litra c) skal den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten tage hensyn til, hvorvidt erhvervsaktiviteten kan udøves uafhængigt i hjemlandet.

2.  Anmodning om delvis adgang kan afvises, hvis afvisningen er begrundet i tvingende almene hensyn, der skal sikre opfyldelsen af det tilsigtede mål, og hvis det ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet.

3.  Ansøgninger med henblik på etablering i en værtsmedlemsstat behandles i overensstemmelse med kapitel I og IV i afsnit III.

4.  Ansøgninger om midlertidig og lejlighedsvis levering af tjenesteydelser i værtsmedlemsstaten for så vidt angår erhvervsmæssig virksomhed, der har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, behandles i overensstemmelse med afsnit II.

5.  Uanset artikel 7, stk. 4, sjette afsnit, og artikel 52, stk. 1, udøves den erhvervsmæssige virksomhed under den erhvervsmæssige titel i hjemlandet efter tildeling af delvis adgang. Værtsmedlemsstaten kan kræve anvendelse af den erhvervsmæssige titel på værtsmedlemsstatens sprog. Erhvervsudøvere, der er tildelt delvis adgang, skal klart angive omfanget af deres erhvervsmæssige aktiviteter for tjenestemodtagerne.

6.  Denne artikel finder ikke anvendelse på erhvervsudøvere, der er omfattet af automatisk anerkendelse af deres erhvervsmæssige kvalifikationer i overensstemmelse med kapitel II, III og IIIa i afsnit III.

▼B



AFSNIT II

FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER

Artikel 5

Princippet om fri udveksling af tjenesteydelser

1.  Med forbehold af særlige bestemmelser i fællesskabsretten samt artikel 6 og 7 i dette direktiv må medlemsstaterne ikke af grunde, der vedrører erhvervsmæssige kvalifikationer, begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser i en anden medlemsstat,

a) hvis tjenesteyderen er lovligt etableret i en medlemsstat med henblik på at udøve samme erhverv i denne medlemsstat (i det følgende benævnt »etableringsmedlemsstaten«), og

▼M9

b) hvis tjenesteyderen flytter til en anden medlemsstat og har udøvet dette erhverv i en eller flere medlemsstater i mindst et år inden for de sidste ti år, der går forud for leveringen af tjenesteydelsen, når erhvervet ikke er lovreguleret i etableringsmedlemsstaten. Kravet om mindst et års erhvervsudøvelse, finder ikke anvendelse, hvis erhvervet eller uddannelsen til erhvervet er lovreguleret.

▼B

2.  Bestemmelserne i dette afsnit finder kun anvendelse i tilfælde, hvor tjenesteyderen flytter til værtsmedlemsstatens område for midlertidigt og lejlighedsvis at udøve det erhverv, der er omhandlet i stk. 1.

Tjenesteydelsens midlertidige og lejlighedsvise karakter vurderes fra sag til sag især på baggrund af ydelsens varighed, hyppighed, periodicitet og kontinuitet.

3.  En tjenesteyder, der flytter til en anden medlemsstat, er underlagt de faglige, fagretlige eller administrative adfærdsregler, der er direkte knyttet til erhvervsmæssige kvalifikationer, såsom definition af erhvervet, benyttelse af titler og grov forsømmelse, som er direkte og specifikt knyttet til forbrugerbeskyttelse og -sikkerhed, samt disciplinærbestemmelser, som gælder i værtsmedlemsstaten for personer, som dér udøver samme erhverv.

Artikel 6

Fritagelser

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, fritager værtsmedlemsstaten de tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, for at opfylde følgende krav, der stilles til erhvervsudøvere, der er etableret på værtsmedlemsstatens område:

a) tilladelser fra og registrering eller optagelse i en faglig organisation eller et fagligt organ. For at de disciplinærbestemmelser, der gælder på medlemsstaternes område, lettere kan anvendes, jf. artikel 5, stk. 3, kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om enten midlertidig registrering, der sker automatisk, eller om proforma optagelse i en sådan faglig organisation eller et sådant fagligt organ, forudsat at en sådan bestemmelse på ingen måde forsinker eller vanskeliggør udførelsen af tjenesteydelsen og ikke medfører ekstraudgifter for tjenesteyderen. Den kompetente myndighed sender en genpart af den i artikel 7, stk. 1, omhandlede anmeldelse og i givet fald forlængelse til den relevante faglige organisation eller det relevante faglige organ, hvilket i denne forbindelse betragtes som automatisk midlertidig registrering eller proformaoptagelse; for de erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sikkerhed og sundhed, jf. artikel 7, stk. 4, eller som er omfattet af automatisk anerkendelse, jf. afsnit III, kapitel III, medsendes en genpart af de dokumenter, der er nævnt i artikel 7, stk. 2

b) optagelse i et offentligretligt socialsikringsorgan for med et forsikringsorgan at afregne tjenesteydelser udført til fordel for personer, der er omfattet af de sociale sikringsordninger.

Tjenesteyderen underretter dog, forud eller i hastende tilfælde efterfølgende, det i litra b) omhandlede organ om udførelsen af tjenesteydelsen.

Artikel 7

Anmeldelse, der skal indgives forud i tilfælde af tjenesteyderens flytning

1.  Når tjenesteyderen første gang flytter fra en medlemsstat til en anden for at udføre tjenesteydelser, kan medlemsstaterne kræve, at han forud underretter den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten ved en skriftlig anmeldelse, der omfatter detaljerne vedrørende en eventuel forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar. Denne anmeldelse skal fornyes en gang om året, hvis tjenesteyderen agter at udføre midlertidige eller lejlighedsvise tjenesteydelser i den pågældende medlemsstat i løbet af det pågældende år. Tjenesteyderen kan indgive anmeldelsen på en hvilken som helst måde.

2.  Endvidere kan medlemsstaterne kræve, at anmeldelsen ledsages af følgende dokumenter, når tjenesteyderen første gang udfører tjenesteydelsen eller hvis der er tale om en væsentlig ændring af situationen, som er godtgjort i dokumenterne,

a) dokumentation for tjenesteyderens nationalitet

b) en attestation for, at tjenesteyderen er lovligt etableret i en medlemsstat for dér at udøve den pågældende virksomhed, og at det på tidspunktet for udstedelsen af attestationen ikke forbydes ham at udøve denne virksomhed, heller ikke midlertidigt

c) bevis for de erhvervsmæssige kvalifikationer

▼M9

d) i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, litra b), en hvilken som helst form for bevis på, at tjenesteyderen har udøvet den pågældende virksomhed i mindst et år i løbet af de sidste ti år

e) for erhverv inden for sikkerhedssektoren, sundhedssektoren og erhverv, der vedrører undervisning af mindreårige, herunder børnepasning og førskoleundervisning, et bevis for, at den pågældende ikke er frakendt retten til at udøve denne virksomhed midlertidigt eller endeligt, eller er idømt nogen straffedom, såfremt medlemsstaten stiller krav herom for sine egne statsborgere

▼M9

f) for erhverv, som har med konsekvenser for patientsikkerheden, en erklæring om ansøgerens kendskab til det sprog, der er nødvendigt for at udøve erhvervet i værtsmedlemsstaten

g) for erhverv, der dækker de i artikel 16 omhandlede aktiviteter, og som en medlemsstat har meddelt i overensstemmelse med artikel 59, stk. 2, et certifikat vedrørende aktivitetens art og varighed udstedt af den kompetente myndighed eller det kompetente organ i medlemsstaten, hvor tjenesteyderen er etableret.

2a.  Indgivelse af en krævet anmeldelse fra tjenesteyderen side i overensstemmelse med stk. 1, giver den pågældende tjenesteyders ret til adgang til servicevirksomheden eller til udøvelse af virksomheden på hele den pågældende medlemsstats område. En medlemsstat kan kræve yderligere oplysninger, jf. stk. 2, vedrørende tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer, hvis:

a) erhvervet er lovreguleret på en anden måde på en del af den pågældende medlemsstats område

b) en sådan regulering også gælder for alle statsborgere i den pågældende medlemsstat

c) forskellene i en sådan regulering er begrundet i tvingende almene hensyn vedrørende den offentlige sundhed eller tjenestemodtagernes sikkerhed og

d) medlemsstaten ikke har andre måder at indhente sådanne oplysninger på.

▼B

3.  Tjenesteydelsen udføres under den titel, der anvendes i etableringsmedlemsstaten, når der i denne medlemsstat findes en lovreguleret titel for den pågældende erhvervsmæssige virksomhed. Titlen anføres på etableringsmedlemsstatens officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, således at man undgår enhver forveksling med værtsmedlemsstatens titel. Hvis titlen ikke findes i etableringsmedlemsstaten, anfører tjenesteyderen på denne stats officielle sprog eller et af dennes officielle sprog, hvilket uddannelsesbevis han har. Undtagelsesvis udføres tjenesteydelsen under værtsmedlemsstatens titel for så vidt angår de tilfælde, der er omhandlet i afsnit III, kapitel III.

▼M9

4.  Når tjenesteyderen første gang udfører en tjenesteydelse inden for lovregulerede erhverv, der har konsekvenser for den offentlige sundhed og sikkerhed, og som ikke er omfattet af automatisk anerkendelse i henhold til kapitel II eller III eller IIIa i afsnit III, kan den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten kontrollere tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer, inden den pågældende første gang udfører tjenesteydelsen. Den forudgående kontrol kan kun foretages, når formålet med kontrollen er at undgå alvorlig skade for tjenestemodtagerens sundhed eller sikkerhed på grund af tjenesteyderens manglende erhvervsmæssige kvalifikationer, og når kontrollen ikke er mere omfattende end nødvendigt med henblik herpå.

Den kompetente myndighed underretter senest en måned efter modtagelsen af anmeldelsen og de i stk. 1 og 2 omhandlede medfølgende dokumenter tjenesteyderen om sin afgørelse om:

a) at undlade at kontrollere vedkommendes erhvervsmæssige kvalifikationer

b) efter at have kontrolleret vedkommendes erhvervsmæssige kvalifikationer:

i) at kræve, at tjenesteyderen gennemfører en egnethedsprøve, eller

ii) at tillade leveringen af tjenesteydelser.

I tilfælde af vanskeligheder, der vil medføre en forsinkelse med hensyn til at træffe den i andet afsnit omhandlede afgørelse, meddeler den kompetente myndighed inden for samme frist tjenesteyderen grunden til forsinkelsen. Vanskeligheden skal være løst senest en måned efter meddelelsen, og afgørelsen skal være truffet senest to måneder efter løsning af vanskeligheden.

Hvis der er en væsentlig forskel mellem tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer og den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten, og denne forskel kan skade den offentlige sikkerhed eller sundhed og ikke kan opvejes af tjenesteyderens erhvervserfaring eller af viden, færdigheder og kompetencer, der er opnået gennem livslang læring, der er formelt attesteret af et relevant organ, skal værtsmedlemsstaten give tjenesteyderen mulighed for at bevise, navnlig ved hjælp af en egnethedsprøve som omhandlet i andet afsnit, litra b), at vedkommende har erhvervet den manglende viden eller de manglende færdigheder eller kompetencer. Værtsmedlemsstaten træffer afgørelse på denne baggrund om, hvorvidt levering af en tjenesteydelse skal tillades. Under alle omstændigheder skal udførelsen af tjenesteydelsen kunne begynde inden en måned efter, at afgørelsen er truffet i henhold til andet afsnit.

Foreligger der ikke svar fra den kompetente myndighed inden for de frister, der er fastsat i andet og tredje afsnit, kan tjenesteydelsen udføres.

I de tilfælde, hvor de erhvervsmæssige kvalifikationer er blevet bekræftet i overensstemmelse med dette stykke, leveres tjenesteydelsen under den faglige titel, der anvendes i værtsmedlemsstaten.

▼B

Artikel 8

Administrativt samarbejde

▼M9

1.  De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten kan af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten i tilfælde af begrundet tvivl kræve relevante oplysninger om, at tjenesteyderen er lovligt etableret, om redelig adfærd og om, at tjenesteyderen ikke har været idømt faglige disciplinære eller strafferetlige sanktioner. I tilfælde af at de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten beslutter at kontrollere tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer, kan den anmode de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten om oplysninger vedrørende tjenesteyderens uddannelsesforløb i det omfang, det er nødvendigt for at vurdere, om der er væsentlige forskelle, som kan skade den offentlige sikkerhed eller sundhed. De kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten meddeler disse oplysninger i overensstemmelse med artikel 56. Ved ikke-lovregulerede erhverv i værtsmedlemsstaten kan de i artikel 57b omhandlede støttecentre også give disse oplysninger.

▼B

2.  De kompetente myndigheder skal sikre udveksling af alle de oplysninger, der er nødvendige for, at klager fra en tjenestemodtager over en tjenesteyder kan behandles korrekt. Tjenestemodtageren skal underrettes om klagens resultat.

Artikel 9

Oplysninger til tjenestemodtagerne

Hvis tjenesteydelsen udføres under den titel, der anvendes i etableringsmedlemsstaten, eller under tjenesteyderens uddannelsesbevis, kan værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder kræve, at tjenesteyderen, ud over andre oplysningskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, meddeler tjenestemodtageren alle eller visse af følgende oplysninger:

a) hvis tjenesteyderen er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, navnet på det pågældende register samt tjenesteyderens registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler, som findes i dette register

b) navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed, såfremt virksomheden er omfattet af en godkendelsesordning i etableringsmedlemsstaten

c) faglig sammenslutning eller lignende organ, som tjenesteyderen er optaget i

d) tjenesteyderens faglige titel eller, hvis en sådan titel ikke findes, uddannelsesbeviset og den medlemsstat, i hvilken det er tildelt

e) hvis tjenesteyderen udøver en momspligtig virksomhed, det registreringsnummer, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag ( 26 )

f) eventuel forsikringsaftale eller andre former for personlig eller kollektiv beskyttelse i forbindelse med erhvervsansvar.



AFSNIT III

ETABLERINGSFRIHED



KAPITEL I

Generel ordning for anerkendelse af uddannelsesbeviser

Artikel 10

Anvendelsesområde

Dette kapitel gælder for alle erhverv, som ikke er omfattet af kapitel II og III i dette afsnit, og i følgende tilfælde, hvor en ansøger af specifikke og særlige årsager ikke opfylder kravene i disse kapitler:

a) for virksomhed som anført i bilag IV, hvis migranten ikke opfylder kravene i artikel 17, 18 og 19

b) for læger på grunduddannelsesniveau og speciallæger, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for tandlæger, specialtandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, hvis migranten ikke opfylder kravene til faktisk og retmæssig erhvervserfaring som omhandlet i artikel 23, 27, 33, 37, 39, 43 og 49

c) for arkitekter, hvis migranten er i besiddelse af et uddannelsesbevis, der ikke er anført i bilag V, punkt 5.7

d) med forbehold af artikel 21, stk. 1, samt artikel 23 og 27 for læger, sygeplejersker, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.2.2, 5.3.2, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 og 5.7.1, og udelukkende med henblik på anerkendelse af det relevante speciale

e) for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og for specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2, hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af specialsygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

f) for sygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, af specialsygeplejersker, der ikke er i besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, eller af specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2

g) for migranter der opfylder kravene i artikel 3, stk. 3.

Artikel 11

Kvalifikationsniveauer

▼M9

Med henblik på anvendelsen af artikel 13 og artikel 14, stk. 6, placeres de erhvervsmæssige kvalifikationer på følgende niveauer:

▼B

a) et kursusbevis udstedt af en kompetent myndighed i hjemlandet, udpeget ifølge denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser, for

i) enten en uddannelse, som ikke er omfattet af et certifikat eller et eksamensbevis efter litra b), c), d) eller e), eller en specifik eksamen uden forudgående uddannelse eller udøvelse af erhvervet i en medlemsstat på fuld tid i tre på hinanden følgende år eller på deltid i en periode af tilsvarende varighed i løbet af de forudgående ti år

ii) eller en almen uddannelse på primær- eller sekundærtrinnet, der attesterer, at indehaveren er i besiddelse af almene kundskaber.

b) et certifikat for gennemførelsen af et uddannelsesforløb på sekundærtrinnet

i) enten en almen uddannelse suppleret med et andet, eventuelt erhvervsrettet, uddannelsesforløb end dem, der er nævnt i litra c), og/eller med den praktiske uddannelse eller den erhvervspraktik, der kræves ud over det pågældende uddannelsesforløb

ii) eller en teknisk eller erhvervsfaglig uddannelse i givet fald suppleret med et erhvervsrettet uddannelsesforløb som omhandlet i nr. i) og/eller med den praktiske uddannelse eller den erhvervspraktik, der kræves ud over det pågældende uddannelsesforløb.

c) et eksamensbevis for

i) enten en anden postgymnasial uddannelse end den, der er nævnt i litra d) og e), af mindst et års varighed eller af tilsvarende længde på deltidsbasis, hvortil et af adgangskravene som den generelle regel er gennemførelse af det uddannelsesforløb på sekundærtrinnet, der er adgangsgivende til universiteter og højere læreanstalter, eller gennemførelse af tilsvarende skoleuddannelse på sekundærtrinnet, samt den erhvervsmæssige uddannelse, der eventuelt kræves ud over denne postgymnasiale uddannelse

▼M9

ii) lovreguleret uddannelse eller, hvis det drejer sig om lovregulerede erhverv, erhvervsuddannelse med særlig struktur, med kompetencer ud over det, der angives på niveau b, svarende til uddannelsesniveauet i nr. i), og som har et tilsvarende fagligt niveau og sætter den pågældende i stand til at opnå en stilling med tilsvarende ansvar og opgaver, forudsat at eksamensbeviset er ledsaget af en attest fra hjemlandet.

d) et eksamensbevis for gennemførelsen af et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst tre og højst fire års varighed eller af tilsvarende varighed på deltidsbasis, hvilket også kan være udtrykt ved et tilsvarende antal ECTS-point, ved et universitet eller en højere læreanstalt eller en anden institution på samme niveau, samt at vedkommende har fuldført den erhvervsuddannelse, der eventuelt kræves ud over dette postgymnasiale uddannelsesforløb

e) et eksamensbevis for gennemførelsen af et postgymnasialt uddannelsesforløb af mindst fire års varighed eller af tilsvarende varighed på deltidsbasis, hvilket også kan være udtrykt ved et tilsvarende antal ECTS-point, ved et universitet eller en højere læreanstalt eller en anden institution på samme niveau, samt at vedkommende har fuldført den erhvervsuddannelse, der eventuelt kræves ud over dette postgymnasiale uddannelsesforløb.

▼M9 —————

▼B

Artikel 12

Sidestilling af uddannelsesbeviser

▼M9

Med et uddannelsesbevis, der attesterer en uddannelse, som omhandlet i artikel 11, herunder med hensyn til det pågældende niveau, sidestilles ethvert uddannelsesbevis eller samtlige sådanne uddannelsesbeviser under ét, som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, hvis der er tale om beviser for en uddannelse, der har fundet sted i Unionen på fuld tid eller på deltid, inden for eller uden for de formelle programmer, og som i den pågældende medlemsstat anerkendes som værende på tilsvarende niveau, og som i denne medlemsstat giver de samme rettigheder vedrørende adgang til og udøvelse af et erhverv, eller som kvalificerer til udøvelsen af det pågældende erhverv.

▼B

Med et sådant uddannelsesbevis sidestilles ligeledes, på samme betingelser som anført i stk. 1, enhver erhvervsmæssig kvalifikation, som uden at opfylde kravene i henhold til hjemlandets lovbestemmelser eller administrativt fastsatte bestemmelser om adgangen til at optage eller udøve et erhverv giver den pågældende erhvervede rettigheder i henhold til disse bestemmelser. Dette finder især anvendelse, såfremt hjemlandet stiller krav om et højere niveau for adgang til et erhverv og dets udøvelse, og såfremt en person, der tidligere har gennemført en uddannelse, som ikke opfylder de nye kvalifikationskrav, kan gøre brug af de erhvervede rettigheder i medfør af nationale love og administrative bestemmelser. I sådanne tilfælde betragter værtslandet efter artikel 13 den tidligere erhvervede uddannelse som svarende til niveauet for den nye uddannelse.

▼M9

Artikel 13

Betingelser for anerkendelse

1.  Når der i en værtsmedlemsstat kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang til eller udøvelse af et lovreguleret erhverv, skal denne medlemsstats kompetente myndighed give ansøgeren mulighed for at få adgang til dette erhverv og udøve det på samme vilkår som dem, der gælder for landets egne statsborgere, hvis vedkommende er i besiddelse af det kursus- eller uddannelsesbevis, jf. artikel 11, som i en anden medlemsstat kræves som betingelse for at få adgang til eller for at udøve det samme erhverv.

Kursus- og uddannelsesbeviser skal være udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser.

2.  Tilladelse til adgang til eller udøvelse af erhvervet som beskrevet i stk. 1, skal også gives til ansøgere, der har udøvet det pågældende erhverv på fuldtidsbasis i et år eller i en tilsvarende samlet varighed på deltidsbasis i løbet af de foregående ti år i en anden medlemsstat, hvor dette erhverv ikke er lovreguleret, og som er i besiddelse af et eller flere kursus- eller uddannelsesbeviser, som er udstedt i en anden medlemsstat, hvor dette erhverv ikke er lovreguleret.

Kursus- eller uddannelsesbeviserne skal opfylde følgende betingelser:

a) de er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, der er udpeget i overensstemmelse med denne medlemsstats love eller administrative bestemmelser

b) de attesterer, at indehaveren er forberedt til at udøve det pågældende erhverv.

Den i første afsnit omhandlede etårige erhvervsmæssige erfaring kan imidlertid ikke kræves, hvis det uddannelsesbevis, som ansøgeren besidder, attesterer lovreguleret uddannelse.

3.  Værtsmedlemsstaten skal acceptere det niveau, der er attesteret efter artikel 11 af hjemlandet, samt det certifikat, hjemlandet bruger til at attestere, at en uddannelse, som omhandlet i artikel 11, litra c), nr. ii), svarer til det niveau, der omhandles i artikel 11, litra c), nr. i).

4.  Uanset stk. 1 og 2 i nærværende artikel og artikel 14 kan værtsmedlemsstatens kompetente myndighed nægte personer, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, der er klassificeret under litra a) i artikel 11, adgang til og ret til udøvelse af erhvervet på dets område, hvis den nationale erhvervsmæssige kvalifikation, som er nødvendig for udøvelse af erhvervet, er klassificeret under litra e) i artikel 11.

▼B

Artikel 14

Udligningsforanstaltninger

▼M9

1.  Artikel 13 er ikke til hinder for, at værtsmedlemsstaten kræver, at ansøgeren gennemgår en prøvetid, der dog ikke må overstige tre år, eller går op til en egnethedsprøve, såfremt:

a) den uddannelse, ansøgeren har fået, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det uddannelsesbevis, som er foreskrevet i værtsmedlemsstaten

b) det lovregulerede erhverv i værtsmedlemsstaten omfatter en eller flere former for lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, der ikke forekommer i det tilsvarende erhverv i ansøgerens hjemland, og den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten, omfatter fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det af ansøgeren fremlagte kursus- eller uddannelsesbevis.

▼B

2.  Hvis værtsmedlemsstaten gør brug af den i stk. 1 fastsatte mulighed, skal det give ansøgeren ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve.

Finder en medlemsstat, at det for så vidt angår et bestemt erhverv er nødvendigt at fravige reglen om, at ansøgeren har ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve i henhold til første afsnit, underretter den forud herfor de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom, idet den fremlægger passende begrundelse for fravigelsen.

▼M9

Finder Kommissionen, at den i andet afsnit omhandlede fravigelse ikke er hensigtsmæssig, eller at den ikke er i overensstemmelse med EU-retten, vedtager den en gennemførelsesretsakt senest tre måneder efter modtagelsen af alle nødvendige oplysninger med henblik på at anmode den pågældende medlemsstat om at undlade at træffe den påtænkte foranstaltning. Har Kommissionen ikke reageret inden udløbet af denne frist, kan fravigelsen anvendes.

▼B

3.  For de erhverv, hvis udøvelse kræver et præcist kendskab til den nationale ret, og som i det væsentlige og til stadighed består i at rådgive og/eller yde bistand vedrørende den nationale ret, kan værtsmedlemsstaten som en undtagelse fra princippet i stk. 2 om, at ansøgeren har ret til at vælge, kræve enten en prøvetid eller en egnethedsprøve.

Dette gælder også i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 10, litra b), c) og d), vedrørende læger og tandlæger, litra f) hvis migranten ansøger om anerkendelse i en anden medlemsstat, hvor det relevante erhverv udøves af sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje og specialsygeplejersker, der er i besiddelse af et specialuddannelsesbevis, udstedt efter gennemførelse af en uddannelse, som giver adgang til en titel anført i bilag V, punkt 5.2.2, og for artikel 10, litra g).

I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 10, litra a), kan værtsmedlemsstaten kræve en prøvetid eller en egnethedsprøve, hvis migranten har tænkt sig at udøve erhvervsvirksomhed som selvstændig eller som leder af en virksomhed, der kræver kendskab til og anvendelse af de specifikke gældende nationale bestemmelser, hvis dette kendskab til og denne anvendelse af disse bestemmelser kræves af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder for medlemsstatens egne statsborgeres adgang til dette erhverv.

▼M9

Uanset princippet om ansøgerens ret til at vælge i overensstemmelse med stk. 2 kan værtsmedlemsstaten stille krav om enten en prøvetid eller en egnethedsprøve, i tilfælde af:

a) en indehaver af en erhvervsmæssig kvalifikation, som omhandlet i artikel 11, litra a), der ansøger om anerkendelse af sine erhvervsmæssige kvalifikationer, hvis den erhvervsmæssige kvalifikation, der kræves på nationalt plan, er klassificeret under litra c) i artikel 11, eller

b) en indehaver af en erhvervsmæssig kvalifikation, som omhandlet i artikel 11, litra b), der ansøger om anerkendelse af sine erhvervsmæssige kvalifikationer, hvis den erhvervsmæssige kvalifikation, der kræves på nationalt plan, er klassificeret under litra d) eller e) i artikel 11.

I tilfælde af en indehaver af en erhvervsmæssig kvalifikation, som omhandlet i artikel 11, litra a), der ansøger om anerkendelse af sine erhvervsmæssige kvalifikationer, hvor den erhvervsmæssige kvalifikation, der kræves på nationalt plan, er klassificeret under litra d) i artikel 11, kan værtsmedlemsstaten både pålægge vedkommende en prøveperiode og en egnethedsprøve.

▼M9

4.  Med henblik på anvendelsen af stk. 1 og 5 forstås ved »fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige«, fag eller discipliner, hvor det er afgørende for udøvelsen af erhvervet at have erhvervet færdigheder og kompetencer, og med hensyn til hvilke den uddannelse, migranten har fået, udviser væsentlige forskelle i indhold i forhold til den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten.

5.  Stk. 1 anvendes under overholdelse af proportionalitetsprincippet. Hvis værtsmedlemsstaten således agter at kræve af ansøgeren, at han gennemgår en prøvetid eller går op til en egnethedsprøve, skal den forud herfor kontrollere, om den viden og de færdigheder og kompetencer, ansøgeren har erhvervet i løbet af sin erhvervserfaring eller gennem livslang læring i en medlemsstat eller et tredjeland, og som er formelt attesteret af et relevant organ, helt eller delvist dækker de i stk. 4 omhandlede fag eller discipliner, der er væsentligt forskellige.

▼M9

6.  Beslutningen om at kræve prøvetid eller egnethedsprøve skal være behørigt begrundet. Ansøgeren skal navnlig meddeles følgende oplysninger:

a) det erhvervsmæssige kvalifikationsniveau, der kræves i værtsmedlemsstaten, og ansøgerens erhvervsmæssige kvalifikationsniveau i henhold til listen i artikel 11, og

b) de væsentlige forskelle, som omhandlet i stk. 4 og årsagerne til, at der ikke kan kompenseres for disse forskelle ved kompetencer, der er erhvervet gennem erhvervserfaring eller gennem livslang læring, som er formelt attesteret af et relevant organ.

7.  Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har mulighed for at tage den i stk. 1 omhandlede egnethedsprøve senest seks måneder efter den oprindelige beslutning om at underlægge ansøgeren en egnethedsprøve.

▼M9 —————

▼B



KAPITEL II

Anerkendelse af erhvervserfaring

Artikel 16

Krav vedrørende erhvervserfaring

Hvis adgang til eller udøvelse af en af de i bilag IV anførte former for virksomhed i en medlemsstat er afhængig af besiddelse af almene, forretningsmæssige eller faglige kundskaber og færdigheder, anerkender medlemsstaten som tilstrækkeligt bevis for disse kundskaber og færdigheder den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed i en anden medlemsstat. Udøvelsen skal have fundet sted i overensstemmelse med artikel 17, 18 og 19.

Artikel 17

Virksomhed opført i liste I i bilag IV

1.  For de i liste I i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a) i seks på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b) i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående uddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c) i fire på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst to år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

d) i tre på hinanden følgende år som selvstændig, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst fem år som arbejdstager, eller

e) i fem på hinanden følgende år i en ledende stilling, heraf mindst tre år med tekniske opgaver og med ansvar for mindst en afdeling af virksomheden, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en erhvervsuddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.  I de i litra a) og d) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

3.  Stk. 1, litra e), finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der henhører under ex 855 i ISIC-nomenklaturen, frisørsaloner.

Artikel 18

Virksomhed opført i liste II i bilag IV

1.  For de i liste II i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a) i fem på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b) i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående uddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c) i fire på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde på mindst to år, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

d) i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst fem år som arbejdstager, eller

e) i fem på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst tre år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

f) i seks på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på mindst to år på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.  I de i litra a) og d) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

Artikel 19

Virksomhed opført i liste III i bilag IV

1.  For de i liste III i bilag IV opførte former for virksomhed skal den forudgående udøvelse af den pågældende virksomhed have fundet sted:

a) i tre på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, eller

b) i to på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende, eller

c) i to på hinanden følgende år som selvstændig eller som virksomhedsleder, hvis den begunstigede godtgør at have udøvet den pågældende erhvervsvirksomhed i mindst tre år som arbejdstager, eller

d) i tre på hinanden følgende år som arbejdstager, hvis den begunstigede godtgør at have gennemgået en forudgående erhvervsuddannelse på det pågældende erhvervsområde, afsluttet med et statsanerkendt eksamensbevis eller bedømt af et kompetent fagligt organ som værende fyldestgørende.

2.  I de i litra a) og c) omhandlede tilfælde må udøvelsen af denne virksomhed ikke være ophørt mere end ti år forud for den dato, hvor den fuldt dokumenterede ansøgning fremlægges for den i artikel 56 omhandlede kompetente myndighed.

▼M9

Artikel 20

Tilpasning af listerne over former for virksomhed i bilag IV

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende tilpasning af listerne over former for virksomhed i bilag IV, som i medfør af artikel 16 er omfattet af anerkendelse af erhvervserfaring, med henblik på ajourføring eller tydeliggørelse af de på listen i bilag IV opførte former for virksomhed, navnlig med henblik på yderligere at specificere omfanget af disse og tage behørigt hensyn til den seneste udvikling inden for de virksomhedsbaserede nomenklaturer, forudsat at dette ikke indebærer en begrænsning af virksomheden i de enkelte kategorier, og at der ikke flyttes virksomhedsformer mellem liste I, II og III i bilag IV.

▼B



KAPITEL III

Anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse



Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 21

Princippet om automatisk anerkendelse

1.  Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for farmaceuter og for arkitekter, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.6.2 og 5.7.1, som er i overensstemmelse med de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i henholdsvis artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 44 og 46, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af disse former for erhvervsmæssig virksomhed.

Uddannelsesbeviserne skal være udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder og i givet fald være ledsaget af det tilhørende certifikat, jf. henholdsvis bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.6.2 og 5.7.1.

Bestemmelserne i første og andet afsnit berører ikke de i artikel 23, 27, 33, 37, 39 og 49 omhandlede erhvervede rettigheder.

2.  Medlemsstaterne anerkender med henblik på udøvelse af virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af deres sociale sikringsordninger de i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbeviser, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med mindstekravene til uddannelse i artikel 28.

Bestemmelserne i første afsnit berører ikke de i artikel 30 omhandlede erhvervede rettigheder.

3.  Medlemsstaterne anerkender de i bilag V, punkt 5.5.2, anførte uddannelsesbeviser for jordemødre, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater, som er i overensstemmelse med de i artikel 40 omhandlede mindstekrav til uddannelse, og som opfylder retningslinjerne i artikel 41, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af denne form for erhvervsmæssig virksomhed. Denne bestemmelse berører ikke de i artikel 23 og 43 omhandlede erhvervede rettigheder.

▼M9

4.  Med hensyn til apoteksvirksomhed, som ikke er underlagt nogen territorial begrænsning, kan en medlemsstat undtagelsesvis beslutte ikke at give et uddannelsesbevis, som omhandlet i punkt 5.6.2 i bilag V, gyldighed for så vidt angår oprettelse af nye apoteker med adgang for offentligheden. I forbindelse med anvendelsen af dette stykke betragtes apoteker, der har været åbne i mindre end tre år, også som nye apoteker.

Denne undtagelse må ikke anvendes for så vidt angår farmaceuter, hvis formelle kvalifikationer allerede er blevet anerkendt af de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten til andre formål, og som faktisk og retmæssigt har udøvet erhvervsmæssig virksomhed som farmaceut i mindst tre på hinanden følgende år i den pågældende medlemsstat.

▼B

5.  De i bilag V, punkt 5.7.1, anførte uddannelsesbeviser for arkitekter, der anerkendes automatisk i henhold til stk. 1, vedrører en uddannelse, der er påbegyndt tidligst i løbet af det i nævnte bilag anførte akademiske referenceår.

▼M9

6.  Hver enkelt medlemsstat gør adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som læge, sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, dyrlæge, jordemoder og farmaceut betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. henholdsvis punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2 i bilag V, der attesterer, at den pågældende gennem hele sin uddannelse har erhvervet den viden og de færdigheder og kompetencer, der er omhandlet i artikel 24, stk. 3, artikel 31, stk. 6, artikel 31, stk. 7, artikel 34, stk. 3, artikel 38, stk. 3, artikel 40, stk. 3, og artikel 44, stk. 3, hvor disse er relevante.

Med henblik på at tage højde for det almindeligt anerkendte videnskabelige og tekniske fremskridt tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c for at ajourføre de i artikel 24, stk. 3, artikel 31, stk. 6, artikel 34, stk. 3, artikel 38, stk. 3, artikel 40, stk. 3, artikel 44, stk. 3, og artikel 46, stk. 4, omhandlede kundskaber og færdigheder, for at afspejle udviklingen i den EU-lovgivning, der direkte berører de pågældende erhvervsudøvere.

Sådanne ajourføringer må ikke medføre en ændring af eksisterende grundlæggende lovgivningsmæssige principper for erhvervenes struktur i medlemsstaterne, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer. Sådanne ajourføringer skal respektere medlemsstaternes ansvar for organiseringen af uddannelsessystemer, som fastsat i artikel 165, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

▼M9 —————

▼M9

Artikel 21a

Underretningsprocedure

1.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de love og administrative bestemmelser, de vedtager om udstedelse af uddannelsesbeviser for de erhverv, der er omfattet af dette kapitel.

For så vidt angår uddannelsesbeviser, som omhandlet i afdeling 8, underrettes de øvrige medlemsstater desuden i overensstemmelse med første afsnit.

2.  Den i stk. 1 omhandlede underretning skal omfatte oplysninger om varigheden og indholdet af uddannelsesprogrammerne.

3.  Den i stk. 1 omhandlede underretning fremsendes via IMI.

4.  Med henblik på at tage behørigt højde for den lovgivningsmæssige og administrative udvikling i medlemsstaterne og på betingelse af, at de love og administrative bestemmelser, der underrettes om i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, er i overensstemmelse med de i disse kapitel fastsatte betingelser, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c med henblik på ændring af punkt 5.1.1 til 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 og 5.7.1 i bilag V vedrørende ajourføring af de benævnelser, medlemsstaterne har vedtaget for uddannelsesbeviserne, og, hvis det er relevant, det organ, der udsteder uddannelsesbeviset, det certifikat, der ledsager beviset, og den tilsvarende faglige titel.

5.  Hvis de love og administrative bestemmelser, der underrettes om i overensstemmelse med stk. 1, ikke er i overensstemmelse med betingelserne i dette direktiv, vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt med henblik på at afvise den ændring af punkt 5.1.1 til 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 eller 5.7.1 i bilag V, der er anmodet om.

▼B

Artikel 22

Fælles bestemmelser vedrørende uddannelse

For så vidt angår uddannelser omhandlet i artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40, 44 og 46:

a) kan medlemsstaterne give tilladelse til deltidsuddannelse på de af de kompetente myndigheder godkendte betingelser; disse myndigheder sikrer, at denne uddannelse med hensyn til den samlede varighed, niveauet og kvaliteten svarer til heltidsuddannelsen

▼M9

b) skal medlemsstaterne i overensstemmelse med procedurerne i den enkelte medlemsstat ved at fremme løbende faglig udvikling sikre, at erhvervsudøvere, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er omfattet af kapitel III i dette afsnit, kan ajourføre deres viden, færdigheder og kompetencer med henblik på at opretholde en sikker og effektiv udøvelse af erhvervet og følge med den faglige udvikling.

▼M9

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der træffes i henhold til stk. 1, litra b), senest den 18. januar 2016.

▼B

Artikel 23

Erhvervede rettigheder

1.  Når de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for jordemødre og for farmaceuter, og som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, ikke opfylder alle de uddannelseskrav, der er omhandlet i artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 40 og 44, anerkender enhver medlemsstat — med forbehold af særlige erhvervede rettigheder for disse erhverv — som tilstrækkeligt bevis de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden de referencedatoer, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2, hvis de er ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at indehaverne i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

2.  De samme bestemmelser gælder for uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger, for specialtandlæger, for dyrlæger, for jordemødre og for farmaceuter, og som er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, selv om de ikke opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er omhandlet i artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 40 og 44, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden:

a) den 3. oktober 1990 for så vidt angår læger på grunduddannelsesniveau, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger på grunduddannelsesniveau og specialtandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter og

b) den 3. april 1992 for speciallægers vedkommende.

De i første afsnit omhandlede uddannelsesbeviser giver ret til udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed på hele Tysklands område på samme vilkår som de uddannelsesbeviser, der udstedes af de kompetente tyske myndigheder, jf. bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2.

3.  Med forbehold af artikel 37, stk. 1, anerkender medlemsstaterne de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er udstedt af det tidligere Tjekkoslovakiet, eller hvis uddannelsen er påbegyndt, for Den Tjekkiske Republiks eller Slovakiets vedkommende, inden den 1. januar 1993, når en af de to ovennævnte medlemsstaters myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de uddannelsesbeviser, der for disse medlemsstaters vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

4.  Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger og specialtandlæger, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er udstedt af det tidligere Sovjetunionen, eller hvis uddannelse er påbegyndt

a) for Estlands vedkommende inden den 20. august 1991

b) for Letlands vedkommende inden den 21. august 1991

c) for Litauens vedkommende inden den 11. marts 1990

når en af de tre ovennævnte medlemsstaters myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de beviser, der for disse medlemsstaters vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, som tandlæge og specialtandlæge, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

For så vidt angår uddannelsesbeviser for dyrlæger, der er udstedt af det tidligere Sovjetunionen, eller hvis uddannelse for Estlands vedkommende er påbegyndt inden den 20. august 1991, skal den i foregående afsnit nævnte attestation være ledsaget af et certifikat udstedt af de estiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på Estlands område har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst fem på hinanden følgende år.

▼A1

5.  Med forbehold af artikel 43b anerkender medlemsstaterne de uddannelsesbeviser for læger, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, for tandlæger og specialtandlæger, og for dyrlæger, jordemødre, farmaceuter og arkitekter, som medlemsstaternes statsborgere er i besiddelse af, og som er udstedt af det tidligere Jugoslavien, eller hvis uddannelsen er påbegyndt

a) for Sloveniens vedkommende inden den 25. juni 1991 og

b) for Kroatiens vedkommende inden den 8. oktober 1991,

når en af de ovennævnte medlemsstaters myndigheder attesterer, at disse uddannelsesbeviser på deres område har samme juridiske værdi som de uddannelsesbeviser, de udsteder, og for arkitekter som de beviser, der for disse medlemsstaters vedkommende er omhandlet i bilag VI, punkt 6, for så vidt angår adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau eller speciallæge, som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, som tandlæge og specialtandlæge, og som dyrlæge, jordemoder og farmaceut for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 45, stk. 2, og som arkitekt for så vidt angår den virksomhed, der er omhandlet i artikel 48, og udøvelse af disse former for virksomhed.

Attestationen skal være ledsaget af et certifikat udstedt af de samme myndigheder, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt på deres områder har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

▼B

6.  Medlemsstaterne anerkender som tilstrækkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for læger, sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger, dyrlæger, jordemødre og farmaceuter ikke svarer til de benævnelser, der er angivet for den pågældende medlemsstat i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.3, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2, de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater, og som er ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder eller organer.

Det i første afsnit omhandlede certifikat attesterer, at de pågældende uddannelsesbeviser er udstedt som bevis for en uddannelse, der er i overensstemmelse med henholdsvis artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40 og 44 i dette direktiv, og at den medlemsstat, der har udstedt dem, sidestiller dem med dem, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1, 5.1.2, 5.1.3, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2 og 5.6.2.

▼M1

Artikel 23a

Særlige omstændigheder

1.  Uanset dette direktiv kan Bulgarien bemyndige personer, der inden den 31. december 1999 har kvalificeret sig som »фелдшер« (feldsher) i Bulgarien, og som pr. 1. januar 2000 udøver dette erhverv i henhold til Bulgariens nationale sociale sikringsordning, til fortsat at udøve erhvervet, selv om dele af deres virksomhed er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv for så vidt angår henholdsvis læger og sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje.

2.  Personer, der i Bulgarien har kvalificeret sig som »фелдшер« (feldsher), jf. stk. 1, har ikke ret til at opnå erhvervsmæssig anerkendelse i henhold til dette direktiv i andre medlemsstater som læger eller sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje.

▼B



Afdeling 2

Læge

Artikel 24

Den medicinske grunduddannelse

1.  Adgang til den medicinske grunduddannelse forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet.

▼M9

2.  Den medicinske grunduddannelse omfatter mindst fem års studier, hvilket også kan være udtrykt i det tilsvarende antal ECTS-point, hvilket omfatter mindst 5 500 timers teoretisk og praktisk undervisning ved et universitet eller under tilsyn af et universitet.

For erhvervsudøvere, som påbegyndte deres studier inden den 1. januar 1972, kan den i første afsnit omhandlede uddannelse omfatte en praktisk heltidsuddannelse på universitetsniveau af seks måneders varighed under tilsyn af de kompetente myndigheder.

▼B

3.  Den medicinske grunduddannelse skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a) fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som lægegerningen bygger på, samt en god forståelse af videnskabelig metode, herunder principperne for måling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og bedømmelse af oplysningerne

b) tilstrækkeligt kendskab til raske og syge menneskers anatomi, funktioner og adfærd, samt til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø

c) fyldestgørende kendskab til kliniske discipliner og behandlinger, som giver den pågældende et sammenhængende billede af de mentale og fysiske sygdomme, af lægegerningen set ud fra den profylaktiske, den diagnostiske og den terapeutiske synsvinkel, og af den menneskelige forplantning

d) passende klinisk erfaring på sygehuse under passende tilsyn.

Artikel 25

Speciallægeuddannelsen

▼M9

1.  Adgang til speciallægeuddannelsen forudsætter gennemførelse og godkendelse af et medicinsk grunduddannelsesforløb, som omhandlet i artikel 24, stk. 2, som har ført til erhvervelse af relevante grundlæggende medicinske kundskaber.

▼B

2.  Speciallægeuddannelsen omfatter teoretisk og praktisk undervisning, der finder sted på et universitet, på et universitetssygehus eller efter omstændighederne i en anden institution inden for sundhedsområdet, der er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at varigheden af de i bilag V, punkt 5.1.3, anførte speciallægeuddannelser ikke er mindre end den i samme punkt anførte varighed. Uddannelsen finder sted under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den omfatter speciallægekandidatens personlige deltagelse i de pågældende afdelingers virksomhed og ansvar.

3.  Uddannelsen gennemføres på heltidsbasis ved bestemte institutioner, der er anerkendt af de kompetente myndigheder. Den indebærer, at den pågældende læge deltager i samtlige lægelige aktiviteter, herunder vagter, i den afdeling, hvor uddannelsen foregår, således at han igennem hele arbejdsugen året igennem anvender hele sin arbejdsindsats på denne praktiske og teoretiske uddannelse på de af de kompetente myndigheder fastsatte betingelser. Stillingen aflønnes derfor med et passende beløb.

▼M9

3a)  Medlemsstaterne kan i national lovgivning fastsætte bestemmelser, hvorefter der kan gives delvis dispensation for dele af speciallægeuddannelsen, som anført i punkt 5.1.3 i bilag V, hvilket der tages stilling til i det enkelte tilfælde, hvis disse dele af uddannelsen allerede er gennemført under et andet specialuddannelsesforløb, som er nævnt i punkt 5.1.3 i bilag V, og der er tale om kurser, for hvilke erhvervsudøveren allerede har opnået den erhvervsmæssige kvalifikation i en medlemsstat. Medlemsstaterne sikrer, at den dispensation, der gives, ikke omfatter mere end halvdelen af minimumsvarigheden af den pågældende speciallægeuddannelse.

Hver medlemsstat underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om den pågældende nationale lovgivning for sådanne delvise dispensationer.

▼B

4.  Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for speciallægeuddannelsen betinget af besiddelse af et af de beviser for medicinsk grunduddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1.

▼M9

5.  Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende tilpasninger af uddannelsernes mindstevarighed, som omhandlet i punkt 5.1.3 i bilag V, til videnskabelige og tekniske fremskridt.

▼B

Artikel 26

Benævnelser for speciallægeuddannelser

De i artikel 21 omhandlede uddannelsesbeviser for speciallæger er de beviser, som udstedes af de i bilag V, punkt 5.1.2, anførte kompetente myndigheder eller organer, og som for den pågældende speciallægeuddannelses vedkommende svarer til de benævnelser, der anvendes i de enkelte medlemsstater, og som er anført i bilag V, punkt 5.1.3.

▼M9

Med henblik på at tage behørigt højde for ændringer i national lovgivning og med henblik på ajourføring af dette direktiv tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende tilføjelse til bilag V, punkt 5.1.3, af nye lægespecialer, som er fælles for mindst to femtedele af medlemsstaterne.

▼B

Artikel 27

Speciallægers særlige erhvervede rettigheder

1.  Enhver værtsmedlemsstat kan for speciallæger, hvis speciallægeuddannelse på deltidsbasis er omfattet af love eller administrative bestemmelser, der var i kraft den 20. juni 1975, og som påbegyndte deres speciallægeuddannelse senest den 31. december 1983, kræve, at deres uddannelsesbeviser skal være ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at de i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet de pågældende former for virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år.

2.  Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er udstedt i Spanien til læger, der har afsluttet en speciallægeuddannelse inden den 1. januar 1995, selv om uddannelsen ikke opfylder de i artikel 25 omhandlede mindstekrav til uddannelse, hvis disse beviser er ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente spanske myndigheder, der bekræfter, at de pågældende personer har bestået den særlige prøve i erhvervsmæssig kompetence, der er afholdt i forbindelse med de i kongeligt dekret 1497/99 fastsatte ekstraordinære reguleringsforanstaltninger med det formål at påvise, at disse personer har det samme kundskabs- og færdighedsniveau som de læger, der er i besiddelse af et af de uddannelsesbeviser for speciallæger, der er anført i bilag V, punkt 5.1.2 og 5.1.3, for Spanien.

▼M9

2a.  Medlemsstaterne anerkender de kvalifikationer som speciallæger, der er udstedt i Italien og opført på listen i punkt 5.1.2 og 5.1.3 i bilag V, for læger, der har påbegyndt deres speciallægeuddannelse efter den 31. december 1983 og før den 1. januar 1991, uanset om den pågældende uddannelse ikke lever op til de uddannelseskrav, der er anført i artikel 25, hvis kvalifikationerne er ledsaget af en attest, der er udstedt af den kompetente italienske myndighed, og som viser, at den pågældende læge faktisk og retmæssigt har udøvet erhvervet som speciallæge inden for samme område i Italien i mindst syv på hinanden følgende år i løbet af de ti år, der går forud for udstedelsen af attesten.

▼B

3.  De medlemsstater, der har ophævet de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om udstedelse af de i bilag V, punkt 5.1.2, og 5.1.3, anførte uddannelsesbeviser for speciallæger, og som har truffet foranstaltninger vedrørende erhvervede rettigheder til fordel for deres egne statsborgere, indrømmer de øvrige medlemsstaters statsborgere ret til at nyde godt af disse foranstaltninger, hvis deres uddannelsesbeviser er udstedt inden det tidspunkt, hvor værtsmedlemsstaten ophørte med at udstede uddannelsesbeviser for det pågældende speciale.

Datoerne for ophævelse af disse bestemmelser fremgår af bilag V, punkt 5.1.3.

Artikel 28

Uddannelsen til alment praktiserende læge

▼M9

1.  Adgang til den særlige uddannelse til alment praktiserende læge forudsætter gennemførelse og godkendelse af et medicinsk grunduddannelsesforløb, som omhandlet i artikel 24, stk. 2, som har ført til erhvervelse af den relevante viden om grundlæggende medicin.

▼B

2.  Den særlige uddannelse til alment praktiserende læge, der fører til erhvervelse af uddannelsesbeviser, som udstedes inden den 1. januar 2006, omfatter mindst to års studier på heltidsbasis. For uddannelsesbeviser, der udstedes efter denne dato, omfatter uddannelsen mindst tre års studier på heltidsbasis.

Hvis det i artikel 24 omhandlede uddannelsesforløb omfatter en praktisk uddannelse, der finder sted på godkendte sygehuse, der råder over egnet udstyr og egnede afdelinger inden for almen medicin, eller hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste, kan varigheden af denne praktiske uddannelse godskrives, dog højst med ét år, som en del af den varighed, der er fastsat i første afsnit for uddannelsesbeviser, som udstedes efter den 1. januar 2006.

Kun de medlemsstater, hvor varigheden af den særlige uddannelse til alment praktiserende læge inden 1. januar 2001 var på to år, kan benytte sig af den i andet afsnit omhandlede mulighed.

3.  Den særlige uddannelse til alment praktiserende læge gennemføres på heltidsbasis under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den er i højere grad praktisk end teoretisk orienteret.

Den praktiske del af uddannelsen finder sted dels i mindst seks måneder på godkendte sygehuse, der råder over egnet udstyr og egnede afdelinger, dels i mindst seks måneder hos en godkendt alment praktiserende læge eller i et godkendt lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste.

Den praktiske uddannelse foregår i samarbejde med andre institutioner eller organer i sundhedssektoren, der beskæftiger sig med almen medicin. Med forbehold af de i andet afsnit nævnte minimumsperioder kan den praktiske uddannelse dog i en periode på højst seks måneder gives i andre godkendte institutioner eller organer i sundhedssektoren, der beskæftiger sig med almen medicin.

Uddannelsen omfatter lægens personlige deltagelse i de faglige arbejds- og ansvarsopgaver, der påhviler de personer, som han arbejder sammen med.

4.  Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for uddannelsen til alment praktiserende læge betinget af besiddelse af et af de beviser for medicinsk grunduddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.1.1.

5.  Medlemsstaterne kan udstede de i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbeviser til en læge, der ikke har gennemført den i denne artikel omhandlede uddannelse, men som har gennemgået en anden supplerende uddannelse, for hvilken de kompetente myndigheder i en medlemsstat har udstedt et uddannelsesbevis. De kan dog kun udstede dette uddannelsesbevis som bevis for kundskaber, der kvalitativt ligger på samme niveau som dem, der erhverves ved den i denne artikel omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne fastsætter bl.a., i hvilket omfang den supplerende uddannelse, ansøgeren allerede har gennemgået, og hans erhvervserfaring kan erstatte den i denne artikel omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne kan kun udstede det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis, hvis ansøgeren har erhvervet mindst seks måneders erfaring som alment praktiserende læge hos en alment praktiserende læge eller i et lægecenter inden for den primære sundhedstjeneste som omhandlet i stk. 3.

Artikel 29

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som alment praktiserende læge

Medlemsstaterne gør med forbehold af bestemmelser om erhvervede rettigheder adgangen til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af deres sociale sikringsordninger betinget af besiddelse af et af de uddannelsesbeviser, der er anført i bilag V, punkt 5.1.4.

Medlemsstaterne kan give dispensation fra dette krav til personer, som er i færd med at gennemgå den særlige uddannelse i almen medicin.

Artikel 30

Alment praktiserende lægers særlige erhvervede rettigheder

1.  Medlemsstaterne fastsætter nærmere regler for erhvervede rettigheder. De skal dog anse retten til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for den nationale socialsikringsordning for at være erhvervet, når en læge — uden at være i besiddelse af det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis — på den i dette punkt anførte referencedato besidder denne ret i medfør af bestemmelser om lægerhvervet, der giver adgang til erhvervsmæssig virksomhed som læge på grunduddannelsesniveau, og på denne dato er etableret på den pågældende medlemsstats område i henhold til artikel 21 eller 23.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder udsteder på begæring et certifikat, der bekræfter, at læger, der er indehavere af de i første afsnit omhandlede erhvervede rettigheder, har ret til inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning at udøve virksomhed som alment praktiserende læge uden at have erhvervet det i bilag V, punkt 5.1.4, anførte uddannelsesbevis.

2.  Medlemsstaterne anerkender de i stk. 1, andet afsnit, omhandlede certifikater, der er udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, som de selv udsteder, og som giver adgang til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning.



Afdeling 3

Sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Artikel 31

Uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

▼M9

1.  Adgang til uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje forudsætter enten:

a) at man har gennemført mindst 12 års almen skolegang afsluttet med et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, udstedt af de kompetente myndigheder eller organer i en medlemsstat, eller med et certifikat som bevis for bestået afgangseksamen på samme niveau, som giver adgang til universiteter eller til højere uddannelsesinstitutioner på et tilsvarende anerkendt niveau, eller

b) at man har gennemført mindst ti års almen skolegang afsluttet med et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, udstedt af de kompetente myndigheder eller organer i en medlemsstat, eller med et certifikat som bevis for bestået afgangseksamen på samme niveau, som giver adgang til en erhvervsskole eller til en erhvervsfaglig uddannelse inden for sygepleje.

▼B

2.  Uddannelsen til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje gennemføres på heltidsbasis og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.2.1.

▼M9

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende ændring af listen i punkt 5.2.1 i bilag V med henblik på at tilpasse det til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

De i andet afsnit omhandlede ændringer må ikke medføre en ændring af eksisterende grundlæggende lovgivningsmæssige principper i medlemsstaterne vedrørende erhvervenes struktur for så vidt angår uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer. Sådanne ændringer skal respektere medlemsstaternes ansvar for organiseringen af uddannelsessystemer, som fastsat i artikel 165, stk. 1, i TEUF.

3.  Uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje omfatter samlet set mindst tre års uddannelse, hvilket også kan udtrykkes i det tilsvarende antal ECTS-point, og skal bestå af mindst 4 600 timers teoretisk og klinisk uddannelse, hvor den teoretiske uddannelse udgør mindst en tredjedel og den kliniske uddannelse mindst halvdelen af uddannelsens mindstevarighed. Medlemsstaterne kan give delvis dispensation til erhvervsudøvere, som har gennemgået en del af denne uddannelse i forbindelse med andre uddannelser, der mindst ligger på et tilsvarende niveau.

▼B

Medlemsstaterne drager omsorg for, at den institution, der forestår sygeplejerskeuddannelsen, er ansvarlig for koordinationen af den teoretiske og kliniske uddannelse i det samlede uddannelsesprogram.

▼M9

4.  Ved teoretisk uddannelse forstås den del af sygeplejerskeuddannelsen, hvor sygeplejeeleverne opnår den faglige viden og de faglige færdigheder og kompetencer, der kræves i henhold til stk. 6 og 7. Uddannelsen skal forestås af lærere i sygepleje og andre kompetente personer på universiteter eller højere læreanstalter på et tilsvarende anerkendt niveau eller på erhvervsskoler eller gennem erhvervsfaglige uddannelsesprogrammer inden for sygepleje.

5.  Ved klinisk uddannelse forstås den del af sygeplejerskeuddannelsen, hvor sygeplejeeleverne som en del af en gruppe og i direkte kontakt med raske eller syge enkeltpersoner og/eller grupper lærer at planlægge, yde og vurdere den samlede sundheds- og sygeplejeindsats, der er behov for, på grundlag af den viden og de færdigheder og kompetencer, de har tilegnet sig. Sygeplejeeleven lærer ikke blot at være en del af en gruppe, men også at være gruppeleder og at tilrettelægge den samlede sundheds- og sygeplejeindsats, herunder sundhedslære, såvel for den enkelte som for mindre grupper i sundhedsinstitutioner eller i samfundet.

▼B

Denne uddannelse finder sted i sygehuse og andre institutioner inden for sundhedsvæsenet samt ude i samfundet under de undervisende sygeplejerskers ansvar og i samarbejde med og med bistand fra andre kvalificerede sygeplejersker. Andet kvalificeret personale kan inddrages i undervisningen.

Sygeplejeeleverne skal deltage i pågældende afdelingers arbejde, for så vidt dette har værdi for deres uddannelse og sætter dem i stand til at påtage sig det ansvar, der er forbundet med sundheds- og sygepleje.

▼M9

6.  Uddannelsen som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a) fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som den almene sundheds- og sygepleje bygger på, herunder tilstrækkeligt kendskab til raske og syge menneskers fysiologiske funktioner og adfærd, samt til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø

b) kendskab til fagets egenart og etik og til de almene principper for sundheds- og sygepleje

c) fyldestgørende klinisk erfaring; denne erfaring, der bør udvælges for dens uddannelsesmæssige værdi, bør erhverves under tilsyn af kvalificeret sygeplejepersonale og under forhold, som med hensyn til omfanget af kvalificeret personale og udstyr opfylder kravene til god patientpleje

d) forudsætninger for at deltage i uddannelsen af personale inden for sundhedsvæsenet samt erfaring i samarbejde med dette personale

e) erfaring i at samarbejde med andre faggrupper inden for sundhedssektoren.

▼M9

7.  De formelle kvalifikationer, som en sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje har, skal være dokumentation for, at den pågældende er i stand til som minimum at anvende følgende kompetencer, uanset om uddannelsen er taget på et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller på en erhvervsskole eller gennem et erhvervsfagligt uddannelsesprogram inden for sygepleje:

a) kompetence til under anvendelse af den aktuelle teoretiske og kliniske viden selvstændigt at afgøre, hvilken sygepleje der er nødvendig, og til at planlægge, organisere og gennemføre sygeplejen ved behandling af patienter på grundlag af de kundskaber og færdigheder, der er opnået i overensstemmelse med stk. 6, litra a), b) og c) med henblik på at forbedre udøvelsen af erhvervet

b) kompetence til effektivt at samarbejde med andre aktører i sundhedssektoren, herunder at deltage i praktisk oplæring af sundhedspersonale på grundlag af de kundskaber og færdigheder, der er opnået i overensstemmelse med stk. 6, litra d) og e)

c) kompetence til at hjælpe enkeltpersoner, familier og grupper på vej mod en sund livsstil og selvpleje på grundlag af de kundskaber og færdigheder, der er opnået i overensstemmelse med stk. 6, litra a) og b)

d) kompetence til selvstændigt at iværksætte livsbevarende akutte foranstaltninger og til at gennemføre foranstaltninger i krise- og katastrofesituationer

e) kompetence til selvstændigt at rådgive, vejlede og støtte dem, der har behov for pleje, samt deres støttepersoner

f) kompetence til selvstændigt at sikre sundheds- og sygeplejens kvalitet og til at evaluere sundheds- og sygeplejen

g) kompetence til at kommunikere vidtspændende og professionelt og til at samarbejde med personer fra andre faggrupper inden for sundhedssektoren

h) kompetence til at analysere kvaliteten af plejen med henblik på at forbedre vedkommendes egen udøvelse af erhvervet som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje.

▼B

Artikel 32

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Ved erhvervsmæssig virksomhed som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje forstås i dette direktiv virksomhed, der udøves under de i bilag V, punkt 5.2.2, anførte titler.

Artikel 33

Særlige erhvervede rettigheder for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

1.  For at de almindelige regler for erhvervede rettigheder kan finde anvendelse på sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, skal den i artikel 23 omhandlede virksomhed have omfattet ansvar for planlægningen, tilrettelæggelsen og udførelsen af pleje af patienten.

▼M9 —————

▼M9

3.  Medlemsstaterne anerkender uddannelsesbeviser for sygepleje, som

a) er udstedt i Polen for sygeplejersker, der afsluttede en uddannelse inden den 1. maj 2004, men som ikke opfylder minimumsuddannelseskravene i artikel 31, og

b) er attesteret ved et bevis for gennemført uddannelse svarende til bachelorniveau, tildelt efter et særligt efteruddannelsesprogram, der er beskrevet i:

i) artikel 11 i lov af 20. april 2004 om ændring af lov om erhvervene sygeplejerske og jordemoder og visse andre retsakter (jf. Republikken Polens Statstidende af 2004, nr.92, pos. 885 og af 2007 nr.176, pos. 1237) og sundhedsministerens forordning af 11. maj 2004 om de nærmere bestemmelser for uddannelse af sygeplejersker og jordemødre, der har taget studentereksamen (afsluttende eksamen — »matura«) og har færdiggjort en sundhedsfaglig gymnasielinje eller en uddannelse fra en sundhedsfaglig erhvervsskole, hvor der undervises i sygeplejerske- og jordemoderfaget (jf. Republikken Polens Statstidende af 2004, nr.110, pos. 1170 og af 2010 nr.65, pos. 420), eller

ii) artikel 52.3, nr. 2, i lov af 15. juli 2011 om erhvervene som sygeplejerske og jordemoder (jf. Republikken Polens Statstidende af 2011, nr. 174, pos. 1039), og sundhedsministerens forordning af 14. juni 2012 om de nærmere bestemmelser for videregående uddannelse af sygeplejersker og jordemødre, der har taget studentereksamen (afsluttende eksamen — »matura«) og har færdiggjort en sundhedsfaglig gymnasielinje og en post-gymnasial uddannelse, hvor der undervises i sygeplejerske- og jordemoderfaget (jf. Republikken Polens Statstidende af 2012, pos. 770),

idet hensigten er at kontrollere, at den pågældende erhvervsudøver har viden og kompetence på samme niveau som sygeplejersker med de kvalifikationer, som for Polen er anført i bilag V, punkt 5.2.2.

Artikel 33a

For så vidt angår rumænske kvalifikationer som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje finder kun følgende bestemmelser om erhvervede rettigheder anvendelse:

For statsborgere i medlemsstater, der er blevet uddannet som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje i Rumænien, og hvis uddannelse ikke opfylder mindstekravene i artikel 31, anerkender medlemsstaterne følgende uddannelsesbeviser som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje som tilstrækkeligt bevis, forudsat at beviset ledsages af en attest om, at de pågældende statsborgere faktisk og retmæssigt har udøvet erhvervet som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje i Rumænien, herunder med fuldt ansvar for planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af patientpleje, i en periode på mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år forud for datoen for udstedelsen af attesten:

a) Certificat de competenþe profesionale de asistent medical generalist med post-gymnasial uddannelse fra et coalã postlicealã, der attesterer en uddannelse, som er påbegyndt inden den 1. januar 2007

b) Diplomã de absolvire de asistent medical generalist med en kortvarig videregående uddannelse, der attesterer en uddannelse, som er påbegyndt inden den 1. oktober 2003

c) Diplomã de absolvire de asistent medical generalist med en længerevarende videregående uddannelse, der attesterer en uddannelse, som er påbegyndt inden den 1. oktober 2003.

▼B



Afdeling 4

Tandlæge

Artikel 34

Grundlæggende tandlægeuddannelse

1.  Adgang til den grundlæggende tandlægeuddannelse forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

▼M9

2.  Den grundlæggende tandlægeuddannelse skal bestå af studier af en varighed på mindst fem år, hvilket også kan være udtrykt i de tilsvarende ECTS-point, og skal bestå af mindst 5 000 timers teoretiske og praktiske studier på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet, og som minimum omfatter det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.3.1.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende ændringer af listen i punkt 5.3.1 i bilag V med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

De i andet afsnit omhandlede ændringer må ikke medføre en ændring af eksisterende grundlæggende lovgivningsmæssige principper i medlemsstaterne for erhvervenes struktur, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer. Sådanne ændringer skal respektere medlemsstaternes ansvar for organiseringen af uddannelsessystemer, som fastsat i artikel 165, stk. 1, i TEUF.

▼B

3.  Den grundlæggende tandlægeuddannelse skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a) fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som tandlægevirksomhed bygger på, samt en god forståelse af videnskabelig metode, herunder principperne for måling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og analyse af data

b) fyldestgørende kendskab til raske og syge menneskers anatomi, funktioner og adfærd samt til den måde, hvorpå menneskets sundhedstilstand påvirkes af dets fysiske og sociale miljø, i det omfang disse forhold står i forbindelse med virksomheden som tandlæge

c) fyldestgørende kendskab til opbygning og funktion af tænder, mund, kæber og det omgivende væv, såvel i rask som syg tilstand, samt til sammenhængen mellem disse forhold og patientens almene sundhedstilstand samt fysiske og sociale velbefindende

d) fyldestgørende kendskab til kliniske discipliner og metoder, som giver tandlægen et sammenhængende billede af misdannelser, beskadigelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv, samt til tandlægegerningen set ud fra et forebyggende, diagnostisk og terapeutisk synspunkt

e) fyldestgørende klinisk erfaring under passende tilsyn.

Tandlægeuddannelsen skal sætte den pågældende i stand til at udøve virksomhed, der indebærer forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænderne, munden, kæberne og det omgivende væv.

Artikel 35

Specialtandlægeuddannelsen

▼M9

1.  Adgang til specialtandlægeuddannelsen forudsætter gennemførelse og validering af en grundlæggende tandlægeuddannelse, som omhandlet i artikel 34, eller besiddelse af de i artikel 23 og 37 omhandlede dokumenter.

▼B

2.  Specialtandlægeuddannelsen omfatter en teoretisk og praktisk undervisning på et universitet, på et behandlings-, undervisnings- og forskningsinstitut eller, i givet fald, i en anden institution inden for sundhedsområdet, der er godkendt til dette formål af de kompetente myndigheder eller organer.

▼M9

Specialtandlægeuddannelsen følges på heltidsbasis i mindst tre år under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer. Den omfatter specialtandlægekandidatens personlige deltagelse i det pågældende foretagendes virksomhed og ansvar.

▼M9 —————

▼B

3.  Medlemsstaterne gør udstedelsen af et uddannelsesbevis for specialtandlægeuddannelsen betinget af besiddelse af et af de beviser for den grundlæggende tandlægeuddannelse, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2.

▼M9

4.  Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende tilpasninger af uddannelsernes mindstevarighed som omhandlet i stk. 2 med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

5.  Med henblik på at tage behørigt højde for ændringer i national lovgivning og med henblik på ajourføring af dette direktiv tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende tilføjelse til bilag V, punkt 5.3.3, af nye tandlægespecialer, som er fælles for mindst to femtedele af medlemsstaterne.

▼B

Artikel 36

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge

1.  Ved erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge forstås i dette direktiv de i stk. 3 omhandlede former for virksomhed, der udøves under de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte titler.

2.  Tandlægeerhvervet er baseret på den i artikel 34 omhandlede tandlægeuddannelse og udgør et særligt erhverv, der adskiller sig fra hvervet som læge, uanset om denne er speciallæge eller ej. Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge forudsætter besiddelse af et af de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte uddannelsesbeviser. Indehavere af et sådant uddannelsesbevis sidestilles med personer, der er omfattet af artikel 23 eller 37.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at tandlæger generelt er berettiget til adgang til og udøvelse af virksomhed, der indebærer forebyggelse, diagnostik og behandling af misdannelser og sygdomme i tænder, mund, kæber og omgivende væv, under overholdelse af de retsforskrifter og de etiske regler, der er gældende for dette erhverv på de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte referencedatoer.

Artikel 37

Tandlægers særlige erhvervede rettigheder

1.  Medlemsstaterne anerkender med henblik på udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som tandlæge under de i bilag V, punkt 5.3.2, anførte titler de uddannelsesbeviser for læger, ►M1  der er udstedt i Italien, Spanien, Østrig, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet og Rumænien ◄ til personer, som har påbegyndt deres lægeuddannelse senest på den referencedato, der er anført i dette bilag for den pågældende medlemsstat, og som er ledsaget af en attestation udstedt af denne medlemsstats kompetente myndigheder.

Det skal fremgå af attestationen, at følgende to betingelser er opfyldt:

a) at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed i den pågældende medlemsstat i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen

b) at disse personer er bemyndiget til at udøve de pågældende former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for denne medlemsstat.

Personer, der har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 34 omhandlede uddannelse, er undtaget fra den i andet afsnit, litra a), omhandlede erhvervspraktik af tre års varighed.

For så vidt angår Den Tjekkiske Republik og Slovakiet anerkendes de uddannelsesbeviser, der er erhvervet i det tidligere Tjekkoslovakiet, på lige fod med tjekkiske og slovakiske uddannelsesbeviser og på samme betingelser som anført i de foregående afsnit.

2.  Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der er udstedt i Italien til personer, som påbegyndte deres lægeuddannelse på universitetsniveau efter den 28. januar 1980 og senest den 31. december 1984, og som er ledsaget af en attestation udstedt af de kompetente italienske myndigheder.

Det skal fremgå af attestationen, at følgende tre betingelser er opfyldt:

a) at disse personer har bestået den særlige egnethedsprøve, der er afholdt af de kompetente italienske myndigheder med henblik på at påvise, at de pågældende personer har det samme kundskabs- og færdighedsniveau som de personer, der er i besiddelse af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for Italien

b) at disse personer faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse har udøvet de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed i Italien i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attestationen

c) at de er bemyndiget til at udøve eller faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse udøver de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for Italien.

Personer, der har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af de kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 34 omhandlede uddannelse, er undtaget fra den i andet afsnit, litra a), omhandlede egnethedsprøve.

Personer, som påbegyndte deres lægeuddannelse ved et universitet efter den 31. december 1984, sidestilles med de ovennævnte personer, på betingelse af at de ovennævnte tre års studier blev påbegyndt senest den 31. december 1994.

▼M9

3.  For så vidt angår tandlægers uddannelsesbeviser anerkender medlemsstaterne sådanne beviser i overensstemmelse med artikel 21 i tilfælde, hvor ansøgerne har påbegyndt deres uddannelse senest den 18. januar 2016.

4.  Medlemsstaterne anerkender de uddannelsesbeviser for læger, der er udstedt i Spanien til erhvervsudøvere, som påbegyndte deres lægeuddannelse på universitetsniveau mellem den 1. januar 1986 og den 31. december 1997, og som er ledsaget af en attest udstedt af de spanske kompetente myndigheder.

Attesten skal bekræfte, at følgende betingelser er opfyldt:

a) den pågældende erhvervsudøver har gennemført studier af mindst tre års varighed, som af de spanske kompetente myndigheder attesteres som svarende til den i artikel 34 omhandlede uddannelse

b) den pågældende erhvervsudøver har faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse udøvet de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed i Spanien i mindst tre på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for udstedelsen af attesten

c) den pågældende erhvervsudøver er bemyndiget til at udøve eller faktisk og retmæssigt og som hovedbeskæftigelse udøver de i artikel 36 omhandlede former for virksomhed på samme vilkår som indehavere af det uddannelsesbevis, der er anført i bilag V, punkt 5.3.2, for Spanien.

▼B



Afdeling 5

Dyrlæge

Artikel 38

Dyrlægeuddannelsen

▼M9

1.  Dyrlægeuddannelsen består af mindst fem års teoretiske og praktiske studier på heltidsbasis, hvilket også kan udtrykkes i ECTS-point, ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet og omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.4.1.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende ændring af listen i punkt 5.4.1 i bilag V med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

De ændringer, som er nævnt i andet afsnit, må ikke medføre en ændring af eksisterende grundlæggende lovgivningsmæssige principper i medlemsstaterne for erhvervenes struktur, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer. Sådanne ændringer skal respektere medlemsstaternes ansvar for organiseringen af uddannelsessystemer, som fastsat i artikel 165, stk. 1, i TEUF.

▼B

2.  Adgang til dyrlægeuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver vedkommende adgang til det pågældende studium ved et universitet eller ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

▼M9

3.  Dyrlægeuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende erhvervsudøver har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a) fyldestgørende kendskab til de videnskaber, som dyrlægers virksomhed bygger på, og til den EU-lovgivning, der vedrører denne virksomhed

b) fyldestgørende kendskab til dyrs anatomi og funktioner, adfærd og psykologiske behov samt til de færdigheder og kompetencer, der er nødvendige for så vidt angår deres opdræt, fodring, velfærd, reproduktion og hygiejne i almindelighed

c) de kliniske, epidemiologiske og analytiske færdigheder og kompetencer, der er nødvendige for så vidt angår forebyggelse, diagnose og behandling af dyrs sygdomme, herunder anæstesi, steril operation og smertefri død, hvad enten det drejer sig om enkelte dyr eller besætninger, herunder specifik viden om de sygdomme, der kan overføres til mennesker

d) fyldestgørende viden, færdigheder og kompetencer inden for forebyggende medicin, herunder kompetencer vedrørende forespørgsler og certificering

e) fyldestgørende kendskab til hygiejne og fremgangsmåder i forbindelse med frembringelse og fremstilling af samt handel med animalske foderstoffer eller levnedsmidler af animalsk oprindelse bestemt til menneskeføde, herunder de nødvendige færdigheder og kompetencer til at forstå og forklare god praksis i denne henseende

f) den nødvendige viden og de nødvendige færdigheder og kompetencer til ansvarlig og fornuftig brug af veterinærlægemidler med henblik på at behandle dyrene, opnå sikkerhed i fødevarekæden og beskytte miljøet.

▼B

Artikel 39

Dyrlægers særlige erhvervede rettigheder

Med forbehold af artikel 23, stk. 4, anerkender medlemsstaterne for så vidt angår de statsborgere i medlemsstaterne, hvis uddannelsesbeviser for dyrlæger er udstedt af Estland, eller hvis uddannelse er påbegyndt i dette land inden den 1. maj 2004, disse uddannelsesbeviser for dyrlæger, hvis de ledsages af et certifikat, hvoraf det fremgår, at disse personer i løbet af de syv år, der går forud for certifikatets udstedelse, faktisk og retmæssigt har udøvet den pågældende virksomhed i Estland i mindst fem på hinanden følgende år.



Afdeling 6

Jordemoder

Artikel 40

Jordemoderuddannelsen

1.  Jordemoderuddannelsen består mindst af følgende uddannelse:

a) en specifik heltidsuddannelse til jordemoder bestående af mindst tre års praktiske og teoretiske studier (uddannelsesvej I), der mindst omfatter det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.5.1, eller

b) en specifik heltidsuddannelse til jordemoder på 18 måneder (uddannelsesvej II), der mindst omfatter de fag i det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.5.1, som ikke har været omfattet af en tilsvarende uddannelse til sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje.

Medlemsstaterne drager omsorg for, at de institutioner, der forestår jordemoderuddannelsen, er ansvarlige for koordination af teori og praksis under hele uddannelsesprogrammet.

▼M9

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende ændring af listen i punkt 5.5.1 i bilag V med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

De i tredje afsnit omhandlede ændringer må ikke medføre en ændring af eksisterende grundlæggende lovgivningsmæssige principper i medlemsstaterne for erhvervenes struktur, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer. Sådanne ændringer skal respektere medlemsstaternes ansvar for organiseringen af uddannelsessystemer, som fastsat i artikel 165, stk. 1, i TEUF.

2.  Adgang til jordemoderuddannelsen forudsætter, at en af følgende betingelser er opfyldt:

a) gennemførelse af mindst 12 års almen skolegang eller besiddelse af et certifikat som bevis for bestået eksamen på samme niveau (for adgang til en jordemoderskole via uddannelsesvej I)

b) besiddelse af et uddannelsesbevis som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2 (for uddannelsesvej II).

3.  Jordemoderuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende erhvervsudøver har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a) detaljeret kendskab til de videnskaber, som jordemodervirksomheden bygger på, især jordemoderkundskab, obstetrik og gynækologi

b) fyldestgørende kendskab til fagets etik samt den for udøvelse af faget relevante gældende lovgivning

c) fyldestgørende kendskab til generel lægekundskab (biologiske funktioner, anatomi og fysiologi) og farmakologi inden for obstetrik og nyfødte, tillige med kendskab til sammenhængen mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljø og med dets adfærd

d) fyldestgørende klinisk erfaring indhentet i godkendte institutioner, som gør det muligt for jordemoderen selvstændigt og på eget ansvar, i fornødent omfang, og når der ikke er tale om en patologisk situation, at tage sig af sundhedspleje for gravide, forestå fødsler og håndtere følgerne heraf i godkendte sundhedsinstitutioner, samt at overvåge veer og fødsel, forestå pleje efter fødslen og genoplivning af nyfødte i afventning af en læge

e) fyldestgørende indsigt i uddannelse af personalet inden for sundhedsvæsenet og erfaring i samarbejde med sådant personale.

▼B

Artikel 41

Retningslinjer for anerkendelse af uddannelsesbeviser for jordemødre

▼M9

1.  De uddannelsesbeviser for jordemødre, der er anført i bilag V, punkt 5.5.2, anerkendes automatisk i medfør af artikel 21, hvis de opfylder et af følgende kriterier:

a) en heltidsuddannelse til jordemoder af mindst tre års varighed, hvilket også kan udtrykkes i dertil svarende ECTS-point, bestående af mindst 4 600 timers teoretiske og praktiske studier, hvoraf mindst en tredjedel af mindstevarigheden udgøres af praktik på en klinik

b) en heltidsuddannelse til jordemoder af mindst to års varighed, hvilket også kan udtrykkes i dertil svarende ECTS-point, bestående af mindst 3 600 timer betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2

c) en heltidsuddannelse til jordemoder af mindst 18 måneders varighed, hvilket også kan udtrykkes i dertil svarende ECTS-point, bestående af mindst 3 000 timer, betinget af besiddelse af et uddannelsesbevis for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2, og efterfulgt af et års erhvervspraktik, for hvilken det i stk. 2 omhandlede bevis udstedes.

▼B

2.  Det i stk. 1 nævnte bevis udstedes af de kompetente myndigheder i hjemlandet. Det bekræfter, at den pågældende efter at have bestået eksamen som jordemoder på tilfredsstillende måde har varetaget alle de funktioner, der udøves af en jordemoder, på et sygehus eller en til dette formål godkendt behandlingsinstitution i den pågældende periode.

Artikel 42

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som jordemoder

1.  Bestemmelserne i denne afdeling gælder for virksomhed som jordemoder, således som den med forbehold af stk. 2 er defineret af hver medlemsstat, og som udøves under de i bilag V, punkt 5.5.2, anførte titler.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at jordemødre er berettiget til at få adgang til og udøve mindst følgende former for virksomhed:

a) give fyldestgørende oplysninger og rådgivning om familieplanlægning

b) konstatere svangerskab og overvåge det normale svangerskab, udføre undersøgelser, der er nødvendige for at føre tilsyn med det normale svangerskabs udvikling

c) ordinere eller tilråde de undersøgelser, der er nødvendige for tidligst muligt at diagnosticere risikosvangerskaber

d) opstille et program for de fremtidige forældres forberedelse til deres rolle, sørge for en fuldstændig forberedelse til fødslen, herunder rådgivning om hygiejne og ernæring

e) pleje og bistå kvinden under fødslen og overvåge fostrets tilstand i livmoderen ved hjælp af egnede kliniske og tekniske metoder

f) forestå spontant forløbende fødsler, herunder efter behov anlægge episiotomi, og i nødsfald foretage forløsning ved underkroppræsentation

g) erkende tegn hos moder eller barn, som tyder på unormale forhold, der nødvendiggør en læges indgriben, og i givet fald bistå denne; træffe de fornødne nødforanstaltninger, når lægen ikke er til stede, især manuel placentaløsning, eventuelt fulgt af en manuel undersøgelse af livmoderen

h) undersøge og pleje den nyfødte; tage alle nødvendige initiativer og i givet fald foretage øjeblikkelig genoplivning

i) pleje og overvåge moderen i den postnatale periode og give hende alle fornødne råd om spædbørnspleje med henblik på at gøre det muligt for hende at sikre den bedst mulige udvikling af det nyfødte barn

j) udføre lægeordineret behandling

k) udarbejde de fornødne skriftlige rapporter.

Artikel 43

Jordemødres særlige erhvervede rettigheder

1.  Medlemsstaterne anerkender som tilstrækkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 40, men som i henhold til artikel 41 kun skal anerkendes, hvis de er ledsaget af det i artikel 41, stk. 2, omhandlede bevis for erhvervspraktik, de uddannelsesbeviser, der er udstedt af disse medlemsstater inden den i bilag V, punkt 5.5.2, anførte referencedato, og som er ledsaget af et certifikat, der bekræfter, at disse statsborgere faktisk og retmæssigt har udøvet den pågældende virksomhed i mindst to på hinanden følgende år i løbet af de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse.

▼M9

1a.  For så vidt angår uddannelsesbeviser for jordemødre anerkender medlemsstaterne automatisk sådanne kvalifikationsbeviser, hvis ansøgeren påbegyndte uddannelsen inden den 18. januar 2016, og adgangskravene for denne uddannelse var ti års almen skolegang eller et tilsvarende alment uddannelsesniveau for uddannelsesvej I eller gennemførelse af en uddannelse som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, jf. bilag V, punkt 5.2.2, inden påbegyndelsen af uddannelsen som jordemoder efter uddannelsesvej II.

▼B

2.  Bestemmelserne i stk. 1 gælder for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis uddannelsesbeviser for jordemødre er udstedt for en uddannelse, der er erhvervet på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, og som opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 40, men som i henhold til artikel 41 kun skal anerkendes, hvis de er ledsaget af det i artikel 41, stk. 2, omhandlede bevis for erhvervspraktik, når de vedrører en uddannelse, der er påbegyndt inden den 3. oktober 1990.

▼M9 —————

▼M9

4.  Medlemsstaterne anerkender uddannelsesbeviser for jordemodererhvervet, som er

a) udstedt i Polen til jordemødre, der afsluttede en uddannelse inden den 1. maj 2004, men som ikke opfylder minimumsuddannelseskravene i artikel 40, og

b) er attesteret ved et bevis for gennemført uddannelse svarende til bachelorniveau, tildelt, efter et særligt efteruddannelsesprogram, der er beskrevet i

i) artikel 11 i lov af 20. april 2004 om ændring af lov om erhvervene sygeplejerske og jordemoder og visse andre retsakter (jf. Republikken Polens Statstidende af 2004, nr.92, pos. 885 og af 2007 nr.176, pos. 1237), og sundhedsministerens forordning af 11. maj 2004 om de nærmere bestemmelser for uddannelse af sygeplejersker og jordemødre, der har taget studentereksamen (afsluttende eksamen — »matura«) og har færdiggjort en sundhedsfaglig gymnasielinje og en uddannelse på et niveau mellem gymnasie- og universitetsuddannelse, hvor der undervises i erhvervene sygeplejerske og jordemoder (jf. Republikken Polens Statstidende af 2004, nr.110, pos. 1170, og af 2010 nr.65, pos. 420) eller

ii) artikel 53.3 nr. 3, i lov af 15. juli 2011 om erhvervene sygeplejerske og jordemoder (jf. Republikken Polens Statstidende af 2011, nr.174, pos. 1039), og sundhedsministerens forordning af 14. juni 2012 om de nærmere bestemmelser for videregående uddannelse af sygeplejersker og jordemødre, der har taget studentereksamen (afsluttende eksamen — »matura«) og har færdiggjort en sundhedsfaglig gymnasielinje eller en uddannelse på et niveau mellem gymnasie- og universitetsuddannelsen, hvor der undervises i erhvervene sygeplejerske og jordemoder (jf. Republikken Polens Statstidende af 2012, pos. 770),

idet hensigten er at kontrollere, at den pågældende erhvervsudøver har viden og kompetence på samme niveau som jordemødre med de kvalifikationer, som for Polen er anført i bilag V, punkt 5.5.2.

▼M1

Artikel 43a

For så vidt angår rumænske kvalifikationer som jordemoder finder kun følgende bestemmelser om erhvervede rettigheder anvendelse:

For så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, hvis kvalifikationsbeviser for uddannelsen som jordemoder (asistent medical obstetrică-ginecologie) er blevet udstedt af Rumænien inden tiltrædelsesdatoen, og som ikke opfylder de i artikel 40 omhandlede minimumsuddannelseskrav, anerkender medlemsstaterne nævnte kvalifikationsbeviser som tilstrækkeligt bevis med henblik på udøvelsen af jordemodervirksomhed, hvis de suppleres af et certifikat, hvoraf det fremgår, at disse statsborgere i medlemsstaterne faktisk og retmæssigt har udøvet virksomhed som jordemoder i Rumænien i mindst fem på hinanden følgende år i syvårsperioden inden certifikatets udstedelse.

▼A1

Artikel 43b

Erhvervede rettigheder for jordemødre finder ikke anvendelse på følgende kvalifikationer, der er erhvervet i Kroatien inden den 1. juli 2013: viša medicinska sestra ginekološko- opstetričkog smjera (gynækologisk-obstetrisk oversygeplejerske), medicinska sestra ginekološko-opstetričkog smjera (gynækologisk-obstetrisk sygeplejerske), viša medicinska sestra primaljskog smjera (jordemoderuddannet oversygeplejerske), medicinska sestra primaljskog smjera (jordemoderuddannet sygeplejerske), ginekološko-opstetrička primalja (gynækologisk-obstetrisk jordemoder) og primalja (jordemoder).

▼B



Afdeling 7

Farmaceut

Artikel 44

Farmaceutuddannelsen

1.  Adgang til farmaceutuddannelsen forudsætter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det pågældende studium ved et universitet eller en læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau i en medlemsstat.

▼M9

2.  Uddannelsesbeviset for farmaceuter udstedes efter en uddannelse af mindst fem års varighed — hvilket også kan udtrykkes i tilsvarende ECTS-point — og som mindst omfatter:

a) fire års teoretisk og praktisk undervisning på heltidsbasis ved et universitet, ved en højere læreanstalt på et tilsvarende anerkendt niveau eller under tilsyn af et universitet

b) under eller efter teoretisk og praktisk undervisning, seks måneders praktikophold på et offentligt tilgængeligt apotek eller på et hospital under tilsyn af dette hospitals farmaceutiske tjeneste.

Det uddannelsesforløb, som er nævnt i dette stykke, omfatter mindst det uddannelsesprogram, der er anført i bilag V, punkt 5.6.1. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c vedrørende ændring af listen i punkt 5.6.1 i bilag V med henblik på tilpasning til de videnskabelige og tekniske fremskridt, herunder udviklingen inden for farmakologisk praksis.

De ændringer, som er nævnt i andet afsnit, må ikke for nogen medlemsstat medføre en ændring af grundlæggende lovgivningsmæssige principper i medlemsstaterne for erhvervenes struktur, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer. Sådanne ændringer skal respektere medlemsstaternes ansvar for organiseringen af uddannelsessystemer, som fastsat i artikel 165, stk. 1, i TEUF.

▼B

3.  Farmaceutuddannelsen skal yde garanti for, at den pågældende har erhvervet følgende kundskaber og færdigheder:

a) fyldestgørende kendskab til lægemidler og de til fremstilling af lægemidler anvendte stoffer

b) fyldestgørende kendskab til farmaceutisk teknologi samt til fysisk, kemisk, biologisk og mikrobiologisk kontrol med lægemidler

c) fyldestgørende kendskab til lægemidlers nedbrydning og virkninger, til giftstoffers virkemåde samt til anvendelsen af lægemidler

d) fyldestgørende kendskab der gør det muligt at vurdere de videnskabelige data vedrørende lægemidler, for på dette grundlag at kunne give de relevante oplysninger

e) fyldestgørende kendskab til lovbestemte og andre betingelser for udøvelse af farmaceutisk virksomhed.

Artikel 45

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som farmaceut

1.  Ved farmaceutvirksomhed forstås i dette direktiv virksomhed, som i en eller flere medlemsstater er undergivet betingelser vedrørende erhvervsmæssige kvalifikationer for så vidt angår adgangen hertil og udøvelsen heraf, og som er tilgængelig for indehavere af et af de uddannelsesbeviser, der er anført i bilag V, punkt 5.6.2.

▼M9

2.  Medlemsstaterne drager omsorg for, at indehavere af et uddannelsesbevis i farmaci, der er udstedt af et universitet eller en højere læreanstalt, som anses for at være på et tilsvarende anerkendt niveau, og som opfylder kravene i artikel 44, mindst er berettiget til at optage eller udøve følgende former for virksomhed, med forbehold af et eventuelt krav om supplerende erhvervserfaring:

a) galenisk fremstilling af lægemidler

b) fremstilling af og kontrol med lægemidler

c) kontrol med lægemidler i et hertil indrettet laboratorium

d) oplagring, opbevaring og distribution af lægemidler i engrosleddet

e) forsyning og tilberedning af, kontrol med samt oplagring, forhandling og udlevering af sikre og virkningsfulde lægemidler af den foreskrevne kvalitet på offentligt tilgængelige apoteker

f) tilberedning af, kontrol med samt oplagring og udlevering af sikre og virkningsfulde lægemidler af den foreskrevne kvalitet på hospitaler

g) ydelse af information og rådgivning om lægemidler som sådan, herunder korrekt anvendelse

h) indberetning af bivirkninger ved lægemidler til de kompetente myndigheder

i) individuel støtte til patienter, som selv administrerer deres medicinering

j) bidrag til lokale eller nationale folkesundhedskampagner.

▼B

3.  Når der som betingelse for adgang til eller udøvelse af en af formerne for farmaceutvirksomhed i en medlemsstat foruden et uddannelsesbevis, jf. bilag V, punkt 5.6.2, kræves supplerende erhvervserfaring, anerkender denne medlemsstat som tilstrækkeligt bevis herfor et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder i den pågældendes hjemland, der bekræfter, at vedkommende har udøvet disse former for virksomhed i sit hjemland i en tilsvarende periode.

4.  Den i stk. 3 omhandlede anerkendelse gælder dog ikke for så vidt angår de to års erhvervserfaring, som Storhertugdømmet Luxembourg kræver med henblik på en statslig bevilling til drift af apoteker med adgang for offentligheden.

5.  Hvis der i en medlemsstat den 16. september 1985 fandtes en udvælgelsesprøve med det formål blandt de i stk. 2 omhandlede farmaceutiske kandidater at udvælge dem, som skal have tilladelse til at blive ejere af nye apoteker, der åbnes som led i en national ordning til bedre geografisk fordeling, kan denne medlemsstat, uanset stk. 1, opretholde denne udvælgelsesprøve og åbne adgang hertil for andre medlemsstaters statsborgere, der er i besiddelse af et af de i bilag V, punkt 5.6.2, anførte uddannelsesbeviser for farmaceuter, eller som er omfattet af bestemmelserne i artikel 23.



Afdeling 8

Arkitekt

▼M9

Artikel 46

Arkitektuddannelsen

1.  Arkitektuddannelsen omfatter:

a) sammenlagt mindst fem års fuldtidsstudier ved et universitet eller en tilsvarende læreanstalt, afsluttet med eksamen på universitetsniveau, eller

b) mindst fire års fuldtidsstudier ved et universitet eller en tilsvarende læreanstalt, afsluttet med eksamen på universitetsniveau samt bevis for gennemførelsen af to års praktik i overensstemmelse med stk. 4.

2.  Arkitektur skal være den primære komponent i uddannelsen, som omhandlet i stk. 1. Studiet skal i lige høj grad tage hensyn til de teoretiske og praktiske sider ved arkitektuddannelsen og som minimum sikre erhvervelse af følgende kundskaber, færdigheder og kompetencer:

a) færdighed i at udforme arkitektonisk design, der tager hensyn til både æstetiske og tekniske krav

b) fyldestgørende kendskab til arkitekturens historie og teorier og dertil knyttede kunstarter, teknologier og humaniora

c) kendskab til de skabende kunstarter for så vidt angår disses indflydelse på kvaliteten af arkitektonisk design

d) fyldestgørende kendskab til byplanlægning, planlægning og de færdigheder, der anvendes i planlægningsprocessen

e) forståelse af forholdet mellem mennesker og bygninger, mellem bygninger og deres omgivelser og behovet for at afpasse bygninger og områder efter hinanden i overensstemmelse med menneskets behov og forhold

f) forståelse af arkitekterhvervet og af arkitektens rolle i samfundet, især ved udarbejdelsen af projekter, der tager hensyn til faktorer i samfundet

g) forståelse af fremgangsmåden ved forundersøgelse og forberedelse af byggeprojekter til en projekteringsopgave

h) forståelse af strukturelt design samt de konstruktions- og ingeniørmæssige problemer i forbindelse med bygningsdesign

i) fyldestgørende viden om fysiske problemer og teknologier samt om bygningers funktion med henblik på at tilvejebringe komfort indendørs og beskyttelse mod klimatiske forhold inden for rammerne af en bæredygtig udvikling

j) de fornødne designmæssige færdigheder, som gør det muligt at imødekomme brugernes krav inden for de begrænsninger, der hidrører fra budgethensyn eller byggeregulativer

k) tilstrækkelig viden om de industrier og organisationer samt den lovgivning og de fremgangsmåder, der er forbundet med at omsætte designkoncepter til bygninger og integrere planer i den overordnede planlægning.

3.  Det i stk. 1 og 2 omhandlede antal studieår kan også udtrykkes i dertil svarende ECTS-point.

4.  Det i stk. 1, litra b,) omhandlede praktikophold må først finde sted efter fuldførelsen af de første tre års studier. Minimum ét år af praktikforløbet skal være baseret på viden, færdigheder og kompetencer, der er opnået gennem studiet som omhandlet i stk. 2. Med henblik herpå skal praktikopholdet gennemføres under tilsyn af en person eller et organ, som er godkendt af den kompetente myndighed i hjemlandet. Et sådant overvåget praktikophold kan finde sted i et hvilket som helst land. Praktikopholdet skal evalueres af den kompetente myndighed i hjemlandet.

Artikel 47

Undtagelser fra kravene til arkitektuddannelsen

Uanset artikel 46 anses også følgende for at være i overensstemmelse med artikel 21: uddannelse som en social ordning eller i universitetsstudier på deltidsbasis, uddannelse, der opfylder kravene i artikel 46, stk. 2, og som afsluttes med en eksamen i arkitektur, der bestås af erhvervsudøvere, som i mindst syv år har arbejdet i arkitektfaget hos en arkitekt eller i en arkitektvirksomhed. En sådan eksamen skal være på universitetsniveau og svare til den i artikel 46, stk. 1, litra b), omhandlede afsluttende eksamen.

▼B

Artikel 48

Udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt

1.  Ved erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt forstås i dette direktiv virksomhed, der sædvanligvis udøves under titlen arkitekt.

2.  En medlemsstats statsborgere, der har tilladelse til at benytte titlen arkitekt i medfør af en lov, der giver den kompetente myndighed i en medlemsstat mulighed for at tildele denne titel til statsborgere fra medlemsstaterne, som særlig måtte have udmærket sig ved kvaliteten af deres præstationer på arkitekturområdet, anses for at opfylde betingelserne for at udøve virksomhed som arkitekt under denne titel. De pågældende personers hjemland udsteder en attest, der godtgør, at deres virksomhed falder inden for arkitekturområdet.

Artikel 49

Arkitekters særlige erhvervede rettigheder

1.   ►C2  Medlemsstaterne anerkender de i bilag VI anførte uddannelsesbeviser ◄ for arkitekter, som er udstedt af de øvrige medlemsstater for en uddannelse, der er påbegyndt senest i løbet af det i nævnte bilag anførte akademiske referenceår, selv om de ikke opfylder mindstekravene i artikel 46, ved at give dem samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser for arkitekter, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt.

På samme vilkår anerkendes certifikater fra de kompetente myndigheder i Forbundsrepublikken Tyskland om ligestilling af uddannelsesbeviser udstedt efter den 8. maj 1945 af de kompetente myndigheder i Den Tyske Demokratiske Republik med de uddannelsesbeviser, der er anført i ovennævnte bilag.

▼M9

1a.  Stk. 1 gælder også for beviser for uddannelse som arkitekt, jf. bilag V, hvor uddannelsen er påbegyndt inden den 18. januar 2016.

▼B

2.  Med forbehold af stk. 1 anerkender medlemsstaterne certifikater udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de medlemsstater, der havde bestemmelser for adgang til og udøvelse af virksomhed som arkitekt på nedenstående datoer, og giver dem samme virkning på deres område som de uddannelsesbeviser, medlemsstaterne selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af virksomhed som arkitekt:

a) 1. januar 1995 for Østrigs, Finlands og Sveriges vedkommende

b) 1. maj 2004 for Den Tjekkiske Republiks, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets vedkommende

▼M8

ba) 1. juli 2013 for Kroatiens vedkommende

▼B

c) 5. august 1987 for de øvrige medlemsstaters vedkommende.

►C2  De i første afsnit omhandlede certifikater bekræfter, ◄ at indehaveren har fået tilladelse til at benytte titlen arkitekt senest på denne dato og rent faktisk inden for disse bestemmelsers rammer har udøvet den pågældende virksomhed i mindst tre på hinanden følgende år inden for de fem år, der går forud for certifikatets udstedelse.

▼M9

3.  Alle medlemsstater skal give følgende beviser samme retsvirkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, for så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som arkitekt: beviser for fuldførelse af den treårige uddannelse, der fandtes den 5. august 1985 på »Fachhochschulen« i Forbundsrepublikken Tyskland, som blev påbegyndt senest den 17. januar 2014 og opfylder kravene i artikel 46, stk. 2, og som i denne medlemsstat giver adgang til at udøve de i artikel 48 omhandlede former for virksomhed under titlen arkitekt, for så vidt at uddannelsen er suppleret med fire års erhvervserfaring i Forbundsrepublikken Tyskland, der attesteres ved et certifikat udstedt af den faglige sammenslutning, på hvis medlemsliste den arkitekt er optaget, som ønsker at drage nytte af dette direktivs bestemmelser.



KAPITEL IIIA

Automatisk anerkendelse på grundlag af fælles uddannelsesprincipper

Artikel 49a

Fælles uddannelsesrammer

1.  I denne artikel forstås ved »fælles uddannelsesrammer« fælles minimumsviden, -færdigheder og -kompetencer med henblik på udøvelse af et bestemt erhverv. Fælles uddannelsesrammer erstatter ikke de nationale uddannelsesprogrammer, medmindre en medlemsstat beslutter dette i henhold til national lovgivning. For så vidt angår adgang til og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed i medlemsstater, der lovregulerer det pågældende erhverv, giver medlemsstaterne beviser for erhvervsmæssige kvalifikationer, der er erhvervet på grundlag af disse rammer, samme virkning på deres område som de uddannelsesbeviser, de selv udsteder, under forudsætning af at de i stk. 2 fastsatte betingelser overholdes inden for disse rammer.

2.  Inden for de fælles uddannelsesrammer overholdes følgende betingelser:

a) de fælles uddannelsesrammer giver flere erhvervsudøvere mulighed for at bevæge sig på tværs af medlemsstaterne

b) det erhverv, der er omfattet af de fælles uddannelsesrammer, er lovreguleret, eller den uddannelse, der giver adgang til erhvervet, er lovreguleret, i mindst en tredjedel af medlemsstaterne

c) den fælles viden og de fælles færdigheder og kompetencer kombinerer den viden og de færdigheder og kompetencer, der er påkrævet i uddannelsessystemerne i mindst en tredjedel af medlemsstaterne; det er uden betydning, om den, eller de færdigheder og kompetencer er erhvervet som en del af en almindelig uddannelse ved et universitet eller en højere læreanstalt eller som en del af en erhvervsmæssig uddannelse

d) de fælles uddannelsesrammer baseres på niveauerne i EQF, jf. bilag II i Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring ( 27 )

e) det pågældende erhverv er hverken omfattet af andre fælles uddannelsesrammer eller genstand for automatisk anerkendelse i henhold til afsnit III, kapitel III

f) de fælles uddannelsesrammer er udarbejdet på passende og gennemsigtig vis, bl.a. med de relevante berørte parter i medlemsstater, hvor erhvervet ikke er lovreguleret

g) de fælles uddannelsesrammer giver statsborgere fra samtlige medlemsstater mulighed for at opnå de erhvervsmæssige kvalifikationer under disse bestemmelser, uden at der først kræves optagelse i eller registrering hos en faglig organisation.

3.  Repræsentative faglige organisationer på EU-plan og nationale faglige organisationer eller kompetente myndigheder fra mindst en tredjedel af medlemsstaterne kan fremlægge forslag til fælles uddannelsesrammer, som opfylder betingelserne i stk. 2, for Kommissionen.

4.  Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c med henblik på at fastsætte fælles uddannelsesrammer for et givet erhverv på grundlag af betingelserne i nærværende artikels stk. 2.

5.  En medlemsstat fritages fra forpligtelsen til at indføre de i stk. 4 omhandlede fælles uddannelsesrammer på sit område samt fra forpligtelsen til at give automatisk anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået under disse fælles uddannelsesrammer, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

a) der er ingen almene eller erhvervsfaglige uddannelsesinstitutioner på dens område, der tilbyder denne form for uddannelse til det pågældende erhverv

b) indførelsen af de fælles uddannelsesrammer vil have negativ indflydelse på organiseringen af dens almene og erhvervsfaglige uddannelsessystem

c) der er betydelige forskelle mellem de fælles uddannelsesrammer og den uddannelse, der kræves på dens område, hvilket indebærer alvorlige risici for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, den offentlige sundhed eller for tjenestemodtagernes sikkerhed eller beskyttelsen af miljøet.

6.  Medlemsstaterne underretter inden for en frist på seks måneder efter datoen for den delegerede retsakts ikrafttræden, jf. stk. 4, Kommissionen og medlemsstaterne om:

a) de nationale kvalifikationer og, hvor det er relevant, de nationale erhvervsmæssige titler, der er i overensstemmelse med de fælles uddannelsesrammer, eller

b) enhver anvendelse af undtagelsen i stk. 5 sammen med en begrundelse for, hvilke af betingelserne i nævnte stykke der var opfyldt. Kommissionen kan inden for tre måneder anmode om yderligere præcisering, hvis den mener, at en medlemsstat ikke eller i utilstrækkelig grad har begrundet, at en af disse betingelser er opfyldt. Medlemsstaten besvarer en sådan anmodning inden for tre måneder.

Kommissionen kan vedtage en gennemførelsesretsakt, med henblik på at opstille en liste over de nationale erhvervsmæssige kvalifikationer og nationale erhvervsmæssige titler, der er omfattet af automatisk anerkendelse i henhold til rammerne om fælles uddannelse, der er vedtaget i henhold til stk. 4.

7.  Nærværende artikel finder også anvendelse på specialer inden for fag, forudsat at sådanne specialer vedrører erhvervsmæssig virksomhed, for hvilken det gælder, at adgangen dertil og udøvelsen deraf er lovreguleret i medlemsstater, hvor erhvervet allerede er genstand for automatisk anerkendelse i henhold til afsnit III, kapitel III, men ikke det pågældende speciale.

Artikel 49b

Fælles uddannelsestest

1.  I denne artikel forstås ved en fælles uddannelsestest en standardiseret egnethedsprøve, som er tilgængelig i alle deltagende medlemsstater og forbeholdt indehaverne af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation. Hvis en sådan uddannelsestest bestås i en medlemsstat, giver det indehaveren af en bestemt erhvervsmæssig kvalifikation ret til at udøve erhvervsmæssig virksomhed i en hvilken som helst af de pågældende medlemsstater på samme betingelser som indehaverne af uddannelsesbeviser, der er erhvervet i denne medlemsstat.

2.  Den fælles uddannelsestest skal opfylde følgende betingelser:

a) den fælles uddannelsestest giver flere erhvervsudøvere mulighed for at bevæge sig på tværs af medlemsstaterne

b) det erhverv, der er omfattet af den fælles uddannelsestest, er lovreguleret, eller den uddannelse, der giver adgang til erhvervet, er lovreguleret i mindst en tredjedel af medlemsstaterne

c) den fælles uddannelsestest er udarbejdet på passende og gennemsigtig vis, herunder med de relevante berørte parter i medlemsstater, hvor erhvervet ikke er lovreguleret

d) den fælles uddannelsestest giver statsborgere fra samtlige medlemsstater mulighed for at deltage i en sådan test og i den praktiske tilrettelæggelse af sådanne test i medlemsstaterne, uden at der først kræves optagelse i eller registrering hos en faglig organisation.

3.  Repræsentative faglige organisationer på EU-plan og nationale faglige organisationer eller kompetente myndigheder fra mindst en tredjedel af medlemsstaterne kan fremlægge forslag til fælles uddannelsestest, som opfylder betingelserne i stk. 2, for Kommissionen.

4.  Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 57c med henblik på at fastsætte indholdet af en fælles uddannelsestest og de betingelser, der kræves for at gennemføre og bestå testen.

5.  En medlemsstat fritages fra forpligtelsen til at afholde de i stk. 4 omhandlede fælles uddannelsestest på sit område samt fra forpligtelsen til at give automatisk anerkendelse af erhvervsudøvere, der har bestået en fælles uddannelsestest, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

a) det pågældende erhverv er ikke lovreguleret på dens område

b) indholdet af den fælles uddannelsestest vil ikke i tilstrækkelig grad afbøde alvorlige risici for den offentlige sundhed eller for tjenestemodtagernes sikkerhed, som er relevante på dens område

c) indholdet af den fælles uddannelsestest vil gøre adgangen til erhvervet langt mindre attraktiv i sammenligning med de nationale krav.

6.  Medlemsstaterne oplyser inden for en frist på seks måneder efter datoen for den delegerede retsakts ikrafttræden, jf. stk. 4, Kommissionen og medlemsstaterne om:

a) den kapacitet, der er til rådighed til at afholde sådanne test, eller

b) enhver anvendelse af undtagelsen i stk. 5 sammen med begrundelsen for, hvilke af betingelserne i nævnte stykke der var opfyldt. Kommissionen kan inden for tre måneder anmode om yderligere præcisering, hvis den mener, at en medlemsstat ikke eller i utilstrækkelig grad har begrundet, at en af disse betingelser er opfyldt. Medlemsstaten skal besvare en sådan anmodning inden for tre måneder.

Kommissionen kan vedtage en gennemførelsesretsakt med henblik på at opstille en liste over de medlemsstater, i hvilke den fælles uddannelsestest, der vedtages i henhold til stk. 4, skal afholdes, hyppigheden heraf i løbet af et kalenderår samt andre foranstaltninger, der er nødvendige for at afholde fælles uddannelsestest i medlemsstaterne.

▼B



KAPITEL IV

Fælles bestemmelser om etablering

Artikel 50

Dokumentation og formelle krav

1.  Når værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder træffer afgørelse om en ansøgning om tilladelse til udøvelse af et lovreguleret erhverv i medfør af dette afsnit, kan de kræve de i bilag VII anførte dokumenter og certifikater.

De i bilag VII, punkt 1, litra d), e) og f), omhandlede dokumenter må ved fremlæggelsen ikke være mere end tre måneder gamle.

Medlemsstater, organisationer og andre juridiske personer sørger for, at de afgivne oplysninger behandles fortroligt.

2.  I tilfælde af begrundet tvivl kan værtsmedlemsstaten af de kompetente myndigheder i en medlemsstat kræve en bekræftelse af ægtheden af certifikater og uddannelsesbeviser, der er udstedt i den pågældende medlemsstat, samt i givet fald en bekræftelse af, at ansøgeren for så vidt angår de erhverv, der er omhandlet i kapitel III i dette afsnit, opfylder de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i henholdsvis artikel 24, 25, 28, 31, 34, 35, 38, 40, 44 og 46.

3.  I tilfælde af begrundet tvivl, når et uddannelsesbevis som defineret i artikel 3, stk. 1, litra c), er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat og omfatter en uddannelse, der helt eller delvis er taget på en læreanstalt, der er lovligt etableret på en anden medlemsstat område, kan værtsmedlemsstaten sammen med det kompetente organ i udstedelsesmedlemsstaten kontrollere,

a) om uddannelsesforløbet ved den pågældende læreanstalt er formelt attesteret af den læreanstalt, der er etableret i udstedelsesmedlemsstaten

b) om det udstedte uddannelsesbevis er det samme som det, der ville være udstedt, hvis uddannelsesforløbet var fulgt i sin helhed i udstedelsesmedlemsstaten, og

c) om uddannelsesbeviset giver samme erhvervsrettigheder på udstedelsesmedlemsstatens område.

▼M9

3a.  I tilfælde af begrundet tvivl kan værtsmedlemsstaten af de kompetente myndigheder i en medlemsstat kræve en bekræftelse af, at ansøgeren ikke er suspenderet fra eller har fået inddraget retten til udøvelse af erhvervet som følge af grov embedsforseelse eller domfældelse for lovovertrædelser i forbindelse med udøvelsen af vedkommendes erhvervsvirksomhed.

3b.  Udveksling af oplysninger i henhold til denne artikel mellem forskellige medlemsstaters kompetente myndigheder skal ske via IMI.

▼B

4.  Hvis en værtsmedlemsstat af sine egne statsborgere som betingelse for adgang til et lovreguleret erhverv kræver edsaflæggelse eller afgivelse af en højtidelig erklæring, og formuleringen af denne ed eller erklæring ikke kan anvendes af statsborgere fra de øvrige medlemsstater, sørger værtsmedlemsstaten for, at den pågældende kan anvende en passende og tilsvarende formulering.

Artikel 51

Procedure for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

1.  Den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten bekræfter modtagelsen af ansøgningen inden for en måned og oplyser ansøgeren om eventuelle manglende dokumenter.

2.  Ansøgninger om tilladelse til udøvelse af et lovreguleret erhverv skal behandles hurtigst muligt, og værtsmedlemsstatens kompetente myndighed skal under alle omstændigheder senest tre måneder efter forelæggelsen af den fuldt dokumenterede ansøgning træffe en begrundet afgørelse. Denne frist kan dog forlænges med én måned i de tilfælde, der hører under kapitel I og II i dette afsnit.

3.  Afgørelsen, eller mangelen på samme inden for den fastsatte frist, skal kunne påklages efter national ret.

Artikel 52

Benyttelse af titel

1.  Hvis benyttelsen af den titel, der hører til en af de former for virksomhed, som udøves i forbindelse med det pågældende erhverv, er lovreguleret i en værtsmedlemsstat, benytter statsborgere fra de øvrige medlemsstater, der i medfør af afsnit III har ret til at udøve et lovreguleret erhverv, den titel, der i værtsmedlemsstaten svarer til erhvervet, og gør brug af den eventuelle forkortelse herfor.

2.  Hvis et erhverv i værtsmedlemsstaten er reguleret af en sammenslutning eller organisation, jf. artikel 3, stk. 2, kan medlemsstaternes statsborgere kun anvende den titel eller forkortelse, som denne sammenslutning eller organisation giver ret til, hvis de fremlægger bevis på medlemskab af nævnte sammenslutning eller organisation.

Hvis sammenslutningen eller organisationen gør opnåelse af medlemskab betinget af visse kvalifikationer, kan denne betingelse for så vidt angår statsborgere fra andre medlemsstater, der er i besiddelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, kun gøres gældende på de vilkår, der er fastsat i dette direktiv.

▼M9

3.  En medlemsstat kan ikke give indehaverne af de erhvervsmæssige kvalifikationer ret til at anvende den erhvervsmæssige titel, hvis den ikke har anmeldt sammenslutningen eller organisationen til Kommissionen og de øvrige medlemsstater i henhold til artikel 3, stk. 2.

▼B



AFSNIT IV

RETNINGSLINJER FOR ERHVERVSUDØVELSE

▼M9

Artikel 53

Sprogkundskaber

1.  De erhvervsudøvere, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes, skal være i besiddelse af de sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet i værtsmedlemsstaten.

2.  Medlemsstaten sikrer, at kontrol, der varetages eller foregår under tilsyn af den kompetente myndighed for at kontrollere overholdelsen af betingelserne i stk. 1, er begrænset til kendskab til ét af værtsmedlemsstatens officielle eller ét af værtsmedlemsstatens administrative sprog, forudsat at dette også er et af Unionens officielle sprog.

3.  Kontrol, der foretages i henhold til stk. 2, kan indføres, såfremt det erhverv, der skal udøves, har konsekvenser for patientsikkerheden. Der kan indføres kontrol i forbindelse med andre erhverv i tilfælde, hvor der hersker alvorlig og konkret tvivl om tilstrækkeligheden af erhvervsudøverens sprogkundskaber i forbindelse med de erhvervsmæssige aktiviteter, den pågældende agter at udøve.

Der kan kun foretages kontrol efter udstedelse af et europæisk erhvervspas i overensstemmelse med artikel 4d eller efter anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, alt efter omstændighederne.

4.  Sprogkontrollen skal stå i rimeligt forhold til den virksomhed, der skal udøves. Den pågældende erhvervsudøver har mulighed for at påklage denne kontrol i henhold til national lovgivning.

▼B

Artikel 54

Benyttelse af uddannelsestitel

Med forbehold af artikel 7 og 52 sikrer værtsmedlemsstaten, at de pågældende har ret til at benytte deres uddannelsestitel fra hjemlandet, og eventuelt en forkortelse for den, på denne medlemsstats sprog. Værtsmedlemsstaten kan foreskrive, at denne titel efterfølges af navn og beliggenhed for den institution eller det bedømmelsesudvalg, der har tildelt den. Hvis uddannelsestitlen fra hjemlandet kan forveksles med en titel, som i værtsmedlemsstaten kræver en supplerende uddannelse, som den begunstigede ikke har erhvervet, kan denne værtsmedlemsstat foreskrive, at den begunstigede skal benytte sin uddannelsestitel fra hjemlandet i en passende udformning, som værtsmedlemsstaten angiver.

Artikel 55

Sygesikringsoverenskomster

Medlemsstater, der kræver, at personer, som har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer på deres område, skal gennemføre en forberedende praktikanttjeneste og/eller opnå erhvervserfaring som betingelse for at kunne anerkendes af en sygeforsikring, giver med forbehold af artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra b), indehavere af erhvervsmæssige kvalifikationer som læge og tandlæge, erhvervet i en anden medlemsstat, dispensation fra dette krav.

▼M9

Artikel 55a

Anerkendelse af praktikophold

1.  Såfremt adgang til et lovreguleret erhverv i hjemlandet forudsætter gennemførelse af et praktikophold, skal hjemlandets kompetente myndighed, når den behandler en ansøgning om tilladelse til at udøve det lovregulerede erhverv, anerkende praktikophold gennemført i en anden medlemsstat, forudsat at praktikopholdet er i overensstemmelse med de offentliggjorte retningslinjer, jf. stk. 2, og tage praktikophold gennemført i et tredjeland i betragtning. Medlemsstaterne kan dog i deres nationale lovgivning sætte en rimelig grænse for varigheden af den del af praktikopholdet, som kan gennemføres i udlandet.

2.  Anerkendelse af praktikopholdet erstatter ikke eventuelle eksisterende krav om at bestå en eksamen for at få adgang til det pågældende erhverv. De kompetente myndigheder offentliggør retningslinjer om organisering og anerkendelse af praktikophold, der gennemføres i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, navnlig om den rolle vejlederen skal spille i forbindelse med praktikopholdet.



▼M9

AFSNIT V

ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE OG ANSVAR OVER FOR BORGERNE FOR SÅ VIDT ANGÅR IMPLEMENTERING.

▼B

Artikel 56

Kompetente myndigheder

1.  De kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten og hjemlandet arbejder tæt sammen og yder hinanden bistand med henblik på at lette anvendelsen af dette direktiv. De sørger for, at de oplysninger, de udveksler, behandles fortroligt.

▼M9

2.  De kompetente myndigheder i hjemlandet og værtsmedlemsstaten udveksler oplysninger om disciplinære eller strafferetlige sanktioner eller om andre alvorlige, konkrete forhold, der vil kunne få følger for udøvelsen af virksomhed i henhold til dette direktiv. I forbindelse hermed overholder de bestemmelserne om beskyttelse af personoplysninger, jf. direktiv 95/46/EF og 2002/58/EF.

▼B

Hjemlandet undersøger rigtigheden af forholdene, og dets myndigheder bestemmer arten og omfanget af de undersøgelser, der skal foretages, og meddeler værtsmedlemsstaten de konsekvenser, de drager af de afgivne oplysninger.

▼M9

2a.  Med henblik på stk. 1 og 2 anvender de kompetente myndigheder IMI.

▼B

3.  Hver medlemsstat udpeger senest den 20. oktober 2007 de kompetente myndigheder og organer, der er bemyndiget til at udstede og modtage uddannelsesbeviser og andre dokumenter eller oplysninger, og de kompetente myndigheder og organer, der er bemyndiget til at modtage ansøgninger og træffe de i dette direktiv omhandlede afgørelser, og giver straks de øvrige medlemsstater og Kommissionen meddelelse herom.

▼M9

4.  Hver medlemsstat udpeger en koordinator for de i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheders virksomhed og underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

Koordinatorerne har til opgave:

a) at fremme en ensartet gennemførelse af dette direktiv

b) at indhente alle oplysninger af betydning for gennemførelsen af dette direktiv, herunder navnlig vedrørende betingelserne for at optage et lovreguleret erhverv i medlemsstaterne

c) at behandle forslag om fælles uddannelsesrammer og fælles uddannelsestest

d) at udveksle oplysninger og bedste praksis med henblik på at optimere den fortsatte faglige udvikling i medlemsstaterne

e) at udveksle oplysninger og bedste praksis om anvendelsen af de udligningsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 14.

Med henblik på gennemførelsen af den i nærværende stykkes litra b) omhandlede opgave kan koordinatorerne rette henvendelse til de i artikel 57b omhandlede støttecentre.

▼M9

Artikel 56a

Advarselsordning

1.  Medlemsstaternes kompetente myndigheder meddeler de kompetente myndigheder i samtlige øvrige medlemsstater om erhvervsudøvere, hvis udøvelse af følgende erhvervsmæssige virksomhed på den pågældende medlemsstats område, er blevet begrænset, også midlertidigt, af nationale myndigheder eller domstole:

a) læge og alment praktiserende læge, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.1.1 og 5.1.4 i bilag V

b) læge, der er i besiddelse af et eksamensbevis som speciallæge, jf. punkt 5.1.3 i bilag V

c) sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.2.2 i bilag V

d) tandlæge, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis jf. punkt 5.3.2 i bilag V

e) specialtandlæge, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.3.3 i bilag V

f) dyrlæge, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.4.2 i bilag V

g) jordemoder, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.5.2 i bilag V

h) farmaceut, der er i besiddelse af et uddannelsesbevis, jf. punkt 5.6.2 i bilag V

i) indehavere af certifikater, som nævnt i punkt 2 i bilag VII, hvoraf det fremgår, at indehaveren har gennemført et uddannelsesforløb, der opfylder mindstekravene i henholdsvis artikel 24, 25, 31, 34, 35, 38, 40 eller 44, men som startede inden referencedatoerne for kvalifikationerne i punkt 5.1.3, 5.1.4, 5.2.2, 5.3.2, 5.3.3, 5.4.2, 5.5.2, 5.6.2 i bilag V

j) indehavere af certifikater for erhvervede rettigheder, som nævnt i artikel 23, 27, 29, 33, 33a, 37, 43 og 43a

k) andre erhvervsudøvere, der udøver virksomhed, som har konsekvenser for patientsikkerheden, når erhvervsudøveren udøver et erhverv, der er lovreguleret i den pågældende medlemsstat

l) erhvervsudøvere, der udøver virksomhed med relation til uddannelse af mindreårige, herunder børnepasning og førskoleundervisning, når erhvervsudøveren udøver et erhverv, der er lovreguleret i den pågældende medlemsstat.

2.  De kompetente myndigheder fremsender de i stk. 1 omhandlede oplysninger i form af advarsel via IMI senest inden for tre dage efter datoen for vedtagelse af den afgørelse, hvorefter den pågældende erhvervsudøver begrænses i eller forbydes at udøve erhvervsvirksomhed. Oplysningerne begrænses til følgende:

a) erhvervsudøverens identitet

b) det berørte erhverv

c) oplysninger om den nationale myndighed eller domstol, som har truffet afgørelse om begrænsning eller forbud

d) rækkevidden af begrænsningen eller forbuddet samt

e) den periode, hvori begrænsningen eller forbuddet er gældende.

3.  De kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat underretter senest inden for tre dage fra datoen for domstolens afgørelse de kompetente myndigheder i alle de øvrige medlemsstater i form af advarsel via IMI om identiteten af erhvervsudøvere, der har ansøgt om anerkendelse af kvalifikationer i medfør af dette direktiv, og om hvem domstolene efterfølgende har fundet, at de i denne forbindelse har benyttet forfalsket dokumentation for deres erhvervsmæssige kvalifikationer.

4.  Behandling af personoplysninger med henblik på udveksling af oplysninger, som omhandlet i stk. 1 og 3, skal foregå i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og direktiv 2002/58/EF. Kommissionens behandling af personoplysninger skal foregå i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001.

5.  De kompetente myndigheder i alle medlemsstater skal straks underrettes, når et forbud eller en begrænsning, som omhandlet i stk. 1, ikke længere er gældende. Med henblik herpå pålægges den kompetente myndighed i den medlemsstat, der leverer oplysningerne i henhold til stk. 1, ligeledes at oplyse udløbsdatoen samt en eventuel senere ændring af denne dato.

6.  Medlemsstaterne fastsætter, at erhvervsudøvere, om hvem der sendes advarsler til andre medlemsstater, underrettes skriftligt om afgørelser om advarsler samtidig med udsendelsen af selve advarslen og kan klage over afgørelsen i henhold til national ret eller kan anmode om berigtigelse af sådanne afgørelser, ligesom der gives adgang til retsmidler i forbindelse med skader forvoldt af fejlagtige advarsler til andre medlemsstater, i hvilke tilfælde det angives, at afgørelsen om advarslen er genstand for et søgsmål fra erhvervsudøverens side.

7.  Oplysninger vedrørende advarsler må kun behandles i IMI, så længe de er gyldige. Advarsler slettes inden for tre dage fra datoen for vedtagelsen af afgørelsen om tilbagekaldelse eller fra udløbet af det forbud eller den begrænsning, der er omhandlet i stk. 1.

8.  Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter med henblik på anvendelse af advarselsordningen. Disse gennemførelsesretsakter omfatter bestemmelser om myndigheder, der har ret til at udsende eller modtage advarsler, og om tilbagetrækning og afslutning af advarsler samt foranstaltninger til sikring af behandlingssikkerheden. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.

▼M9

Artikel 57

Central onlineadgang til oplysninger

1.  Medlemsstaterne påser, at følgende oplysninger er tilgængelige online gennem kvikskrankerne, jf. artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked ( 28 ) og ajourføres regelmæssigt:

a) en liste over lovregulerede erhverv i medlemsstaten, herunder kontaktoplysninger for de kompetente myndigheder for de enkelte lovregulerede erhverv og støttecentrene, som omhandlet i artikel 57b

b) en liste over erhverv, for hvilke der er indført et europæisk erhvervspas, passets funktion, herunder gebyrer, som skal betales af erhvervsudøverne, og de kompetente myndigheder, der udsteder passet

c) en liste over samtlige erhverv, for hvilke artikel 7, stk. 4, finder anvendelse i medlemsstaten i henhold til nationale love og administrative bestemmelser

d) en liste over lovreguleret uddannelse og uddannelse med særlig struktur, jf. artikel 11, litra c), nr. ii)

e) de krav og procedurer, der er omhandlet i artikel 7, 50, 51 og 53 for de lovregulerede erhverv i medlemsstaterne, herunder alle dertil hørende gebyrer, som skal betales af borgerne, og dokumenter, som skal fremsendes af borgerne til kompetente myndigheder

f) detaljer om, hvordan man i henhold til nationale love og administrative bestemmelser klager over afgørelser truffet af de kompetente myndigheder inden for rammerne af dette direktiv.

2.  Medlemsstaterne påser, at de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, gives på en klar og sammenhængende måde og er nemt tilgængelige på afstand og ad elektronisk vej, og at de ajourføres.

3.  Medlemsstaterne påser, at enhver anmodning om oplysninger, som rettes til kvikskrankerne, besvares så hurtigt som muligt.

4.  Medlemsstaterne og Kommissionen træffer ledsageforanstaltninger med henblik på at tilskynde kvikskrankerne til at offentliggøre de i stk. 1 omhandlede oplysninger på andre officielle EU-sprog. Dette berører ikke medlemsstaternes lovgivning om anvendelse af sprog på deres område.

5.  Medlemsstaterne samarbejder med hinanden og med Kommissionen med henblik på gennemførelsen af stk. 1, 2 og 4.

▼M9

Artikel 57a

Elektroniske procedurer

1.  Medlemsstaterne påser, at samtlige krav, procedurer og formaliteter i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af dette direktiv, kan afvikles uden besvær, på afstand og ad elektronisk vej via de berørte kvikskranker eller de berørte kompetente myndigheder. Dette forhindrer ikke medlemsstaternes kompetente myndigheder i at anmode om attesterede kopier på et senere tidspunkt i tilfælde af begrundet tvivl, og hvis det er strengt nødvendigt.

2.  Stk. 1 finder ikke anvendelse på gennemførelsen af en prøvetid eller en egnethedsprøve.

3.  Hvor medlemsstaterne er berettiget til at anmode om avancerede elektroniske signaturer, som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer ( 29 ) med henblik på gennemførelse af de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede procedurer, accepterer medlemsstaterne elektroniske signaturer i overensstemmelse med Kommissionens beslutning 2009/767/EF af 16. oktober 2009 om fastlæggelse af foranstaltninger, der skal lette anvendelsen af elektroniske procedurer ved hjælp af »kvikskranker« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked ( 30 ) og træffer tekniske foranstaltninger til behandling af avancerede e-signaturformater, som defineret i Kommissionens afgørelse 2011/130/EU af 25. februar 2011 om fastsættelse af mindstekrav ved behandling af elektronisk underskrevne dokumenter på tværs af grænserne foretaget af de kompetente myndigheder, som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked ( 31 ).

4.  Samtlige procedurer gennemføres i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 2006/123/EF for så vidt angår kvikskranker. De proceduremæssige tidsfrister, der er fastsat i nærværende direktivs artikel 7, stk. 4, og artikel 51, træder i kraft ved afsendelse af en ansøgning eller et eventuelt manglende dokument fra en borger til en kvikskranke eller direkte til den berørte kompetente myndighed. En eventuel anmodning om attesterede kopier som omhandlet i nærværende artikels stk. 1 betragtes ikke som en anmodning om manglende dokumenter.

Artikel 57b

Støttecentre

1.  Hver medlemsstat udpeger senest den 18. januar 2016 et støttecenter, der har til opgave at give borgere såvel som støttecentre i andre medlemsstater vejledning i anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i henhold til dette direktiv, særlig oplysninger om national lovgivning om erhvervsudøvelse, sociallovgivning og, hvis det er relevant, fagetiske regler.

2.  Støttecentrene i værtsmedlemsstaterne bistår borgerne, når de ønsker at udøve de rettigheder, der følger af dette direktiv, i samarbejde med støttecentrene i hjemlandet og de kompetente myndigheder og kvikskrankerne i værtsmedlemsstaten.

3.  De kompetente myndigheder i hjemlandet eller værtsmedlemsstaten har pligt til i fuld udstrækning at samarbejde med støttecentrene i værtsmedlemsstaten, og hvor det er relevant, i hjemlandet og efter disses anmodning levere alle relevante oplysninger om enkeltsager til sådanne støttecentre under iagttagelse af databeskyttelsesreglerne i medfør af direktiv 95/46/EF og 2002/58/EF.

4.  Støttecentrene underretter på Kommissionens opfordring denne om resultatet af sager, som de behandler, senest to måneder efter modtagelse af anmodningen.

Artikel 57c

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.  Beføjelsen til at vedtage de delegerede retsakter, jf. artikel 3, stk. 2, tredje afsnit, artikel 20, artikel 21, stk. 6, andet afsnit, artikel 21a, stk. 4, artikel 25, stk. 5, artikel 26, stk. 2, artikel 31, stk. 2, andet afsnit, artikel 34, stk. 2, andet afsnit, artikel 35, stk. 4 og 5, artikel 38, stk. 1, andet afsnit, artikel 40, stk. 1, tredje afsnit, artikel 44, stk. 2, andet afsnit, artikel 49a, stk. 4, og artikel 49b, stk. 4, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 17. januar 2014. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.  Den i artikel 3, stk. 2, tredje afsnit, artikel 20, artikel 21, stk. 6, andet afsnit, artikel 21a, stk. 4, artikel 25, stk. 5, artikel 26, stk. 2, artikel 31, stk. 2, andet afsnit, artikel 34, stk. 2, andet afsnit, artikel 35, stk. 4 og 5, artikel 38, stk. 1, andet afsnit, artikel 40, stk. 1, tredje afsnit, artikel 44, stk. 2, andet afsnit, artikel 49a, stk. 4, og artikel 49b, stk. 4, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 2, tredje afsnit, artikel 20, artikel 21, stk. 6, andet afsnit, artikel 21a, stk. 4, artikel 25, stk. 5, artikel 26, stk. 2, artikel 31, stk. 2, andet afsnit, artikel 34, stk. 2, andet afsnit, artikel 35, stk. 4 og 5, artikel 38, stk. 1, andet afsnit, artikel 40, stk. 1, tredje afsnit, artikel 44, stk. 2, andet afsnit, artikel 49a, stk. 4, og artikel 49b, stk. 4, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

▼M9

Artikel 58

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af et udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

Artikel 59

Gennemsigtighed

1.  Medlemsstaterne meddeler Kommissionen en liste over eksisterende lovregulerede erhverv, hvori de præciserer, hvilke typer af virksomhed det enkelte erhverv omfatter, samt en liste over lovregulerede uddannelser og erhvervsuddannelser, herunder erhvervsuddannelser med særlig struktur, jf. artikel 11, litra c), nr. ii), senest den 18. januar 2016. Ændringer til disse lister meddeles ligeledes Kommissionen uden unødig forsinkelse. Kommissionen opretter og vedligeholder en offentligt tilgængelig database for lovregulerede erhverv, herunder en generel beskrivelse af de typer af virksomhed, det enkelte erhverv omfatter.

2.  Medlemsstaterne meddeler senest den 18. januar 2016 Kommissionen en liste over erhverv, for hvilke det gælder, at der er behov for en forudgående kontrol af kvalifikationerne i henhold til artikel 7, stk. 4. Medlemsstaterne forelægger Kommissionen en særlig begrundelse for opførelse af disse erhverv på denne liste.

3.  Medlemsstaterne undersøger, om krav i henhold til deres retssystem, der begrænser adgangen til et erhverv eller udøvelsen heraf til indehavere af særlige erhvervsmæssige kvalifikationer, herunder anvendelsen af faglige titler og udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed under disse titler, som i nærværende artikel omtales som »krav«, er forenelige med følgende principper:

a) kravene er hverken direkte eller indirekte diskriminerende på grundlag af nationalitet eller opholdssted

b) kravene er begrundet i et tvingende alment hensyn

c) kravene sikrer opfyldelsen af det tilsigtede mål og går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

4.  Stk. 1 finder ligeledes anvendelse på erhverv, som er lovreguleret i en medlemsstat af en sammenslutning eller organisation, jf. artikel 3, stk. 2, og eventuelle krav om medlemskab af de pågældende sammenslutninger eller organisationer.

5.  Medlemsstaterne fremsender senest den 18. januar 2016 Kommissionen oplysninger om de krav, de agter at opretholde, og grunden til, at de anser disse krav for at opfylde betingelserne i stk. 3. Medlemsstaterne fremsender oplysninger om deres senere indførte krav og grunden til, at de anser dem for at opfylde betingelserne i stk. 3, senest seks måneder efter vedtagelsen af foranstaltningen.

6.  Endvidere fremsender medlemsstaterne senest den 18. januar 2016 og derefter hvert andet år en rapport til Kommissionen om krav, som er blevet fjernet eller lempet.

7.  Kommissionen fremsender de i stk. 6 omhandlede rapporter til de andre medlemsstater, der inden for en frist på seks måneder meddeler deres bemærkninger. Inden for samme frist på seks måneder hører Kommissionen de interesserede parter, herunder de berørte erhverv.

8.  Kommissionen forelægger en sammenfattende rapport baseret på medlemsstaternes oplysninger for koordinatorgruppen, oprettet i henhold til Kommissionens afgørelse 2007/172/EF af 19. marts 2007 om oprettelse af koordinatorgruppen for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer ( 32 ), som kan fremsætte bemærkninger.

9.  I lyset af de i stk. 7 og 8 omhandlede bemærkninger forelægger Kommissionen senest den 18. januar 2017 sine endelige konklusioner for Europa-Parlamentet og Rådet, om nødvendigt ledsaget af forslag til yderligere initiativer.

▼B



AFSNIT VI

ANDRE BESTEMMELSER

Artikel 60

Rapporter

1.  Fra den 20. oktober 2007 aflægger medlemsstaterne hvert andet år rapport til Kommissionen om anvendelsen af den indførte ordning. Denne rapport omfatter generelle bemærkninger, en statistisk oversigt over de afgørelser, der er truffet, og en beskrivelse af de vigtigste problemer, der er opstået i forbindelse med anvendelsen af direktivet.

▼M9

Fra den 18. januar 2016 skal den statistiske oversigt over de afgørelser, der er truffet, jf. første afsnit, indeholde detaljerede oplysninger om antallet og de typer af afgørelser, der er truffet i henhold til dette direktiv, herunder hvilke typer af afgørelser om delvis adgang som kompetente myndigheder har truffet i henhold til artikel 4f, samt en beskrivelse af de væsentligste problemer i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv.

▼M9

2.  Kommissionen offentliggør senest den 18. januar 2019 og derefter hvert femte år en rapport om gennemførelsen af dette direktiv.

Den første af disse rapporter skal især fokusere på de nye elementer, der er indført i dette direktiv, og navnlig behandle følgende spørgsmål:

a) hvordan det europæiske erhvervspas fungerer

b) moderniseringen af viden, færdigheder og kompetencer inden for de erhverv, der er omfattet af afsnit III, kapitel III, herunder listen over kompetencer, jf. artikel 31, stk. 7

c) hvordan de fælles uddannelsesrammer og fælles uddannelsestest fungerer

d) resultaterne af det særlige efteruddannelsesprogram, der er fastsat i rumænske love eller administrative bestemmelser, eller af reglerne for indehavere af uddannelsesbeviser, der er omhandlet i artikel 33a, og indehavere af uddannelsesbeviser fra post-gymnasiale uddannelser med henblik på at vurdere behovet for at gennemgå de nuværende bestemmelser, der styrer den ordning for erhvervede rettigheder, der anvendes på rumænske uddannelsesbeviser som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje.

Medlemsstaterne leverer alle de nødvendige oplysninger til udarbejdelsen af denne rapport.

▼B

Artikel 61

Undtagelsesbestemmelse

Hvis der ved anvendelsen af en bestemmelse i dette direktiv opstår større vanskeligheder inden for bestemte områder i en medlemsstat, undersøger Kommissionen disse vanskeligheder i samarbejde med medlemsstaten.

▼M9

I givet fald vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt, hvorefter den pågældende medlemsstat i en begrænset periode kan undlade at anvende den pågældende bestemmelse.

▼B

Artikel 62

Ophævelse

Direktiv 77/452/EØF, 77/453/EØF, 78/686/EØF, 78/687/EØF, 78/1026/EØF, 78/1027/EØF, 80/154/EØF, 80/155/EØF, 85/384/EØF, 85/432/EØF, 85/433/EØF, 89/48/EØF, 92/51/EØF, 93/16/EØF og 1999/42/EF ophæves med virkning fra den 20. oktober 2007. Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til dette direktiv, og retsakter, der er vedtaget på grundlag af de pågældende direktiver, berøres ikke heraf.

Artikel 63

Gennemførelse

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 20. oktober 2007. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 64

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 65

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.




BILAG I

Liste over faglige sammenslutninger eller organisationer, som opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 2

IRLAND ( 33 )

1. The Institute of Chartered Accountants in Ireland ( 34 )

2. The Institute of Certified Public Accountants in Ireland (34) 

3. The Association of Certified Accountants (34) 

4. Institution of Engineers of Ireland

5. Irish Planning Institute

DET FORENEDE KONGERIGE

1. Institute of Chartered Accountants in England and Wales

2. Institute of Chartered Accountants of Scotland

3. Institute of Chartered Accountants in Ireland

4. Chartered Association of Certified Accountants

5. Chartered Institute of Loss Adjusters

6. Chartered Institute of Management Accountants

7. Institute of Chartered Secretaries and Administrators

8. Chartered Insurance Institute

9. Institute of Actuaries

10. Faculty of Actuaries

11. Chartered Institute of Bankers

12. Institute of Bankers in Scotland

13. Royal Institution of Chartered Surveyors

14. Royal Town Planning Institute

15. Chartered Society of Physiotherapy

16. Royal Society of Chemistry

17. British Psychological Society

18. Library Association

19. Institute of Chartered Foresters

20. Chartered Institute of Building

21. Engineering Council

22. Institute of Energy

23. Institution of Structural Engineers

24. Institution of Civil Engineers

25. Institution of Mining Engineers

26. Institution of Mining and Metallurgy

27. Institution of Electrical Engineers

28. Institution of Gas Engineers

29. Institution of Mechanical Engineers

30. Institution of Chemical Engineers

31. Institution of Production Engineers

32. Institution of Marine Engineers

33. Royal Institution of Naval Architects

34. Royal Aeronautical Society

35. Institute of Metals

36. Chartered Institution of Building Services Engineers

37. Institute of Measurement and Control

38. British Computer Society

▼M9 —————

▼B




BILAG IV

Virksomhed i forbindelse med erhvervserfaringskategorierne, der er omhandlet i artikel 17, 18 og 19

Liste I

Klasser, der er omfattet af direktiv 64/427/EØF, ændret ved direktiv 69/77/EØF, og af direktiv 68/366/EØF, og 82/489/EØF

1   Direktiv 64/427/EØF



Klasse

23

Tekstilindustri

232

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på uldforarbejdningsmaskiner

233

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på bomuldsforarbejdningsmaskiner

234

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på silkeforarbejdningsmaskiner

235

Tilvirkning af tekstile grundstoffer på hør- og hampforarbejdningsmaskiner

236

Anden tekstilfiberindustri (jute, hårdfibre osv.), rebslageri

237

Trikotage og strikvarer

238

Tekstilforædling

239

Anden tekstilindustri

Klasse

24

Fremstilling af sko, beklædning og hvidevarer

241

Seriefremstilling af sko (undtagen gummi- og træsko)

242

Reparation af sko og håndskomageri

243

Tilvirkning af beklædning og linned (undtagen buntmageri)

244

Fremstilling af hvidevarer

245

Buntmageri

Klasse

25

Træ- og korkindustri (undtagen møbelfremstilling)

251

Savværker og træbearbejdning

252

Fremstilling af halvfabrikata af træ

253

Seriefremstilling af byggeelementer af træ og parket

254

Fremstilling af træemballage

255

Fremstilling af andre trævarer (undtagen møbler)

259

Fremstilling af strå-, kurve-, kork-, flet- og børstenbindervarer

Klasse

26

260 Træmøbelindustrien

Klasse

27

Papir- og papirvareindustri

271

Fremstilling af træmasse og cellulose, papir og pap

272

Forarbejdning af papir og pap

Klasse

28

280 Trykkeri- og forlagsvirksomhed samt beslægtet industri

Klasse

29

Læderindustri

291

Tilvirkning af læder (garveri og pelsberedning)

292

Fremstilling af lædervarer

ex Klasse

30

Gummi- og kunststofindustri, kemisk fiberindustri, stivelsesindustri

301

Forarbejdning af gummi og asbest

302

Forarbejdning af kunststoffer

303

Produktion af kemiske fibre

ex Klasse

31

Kemisk industri

311

Fremstilling af kemiske grundstoffer og fremstilling af disse produkter med tilstødende videreforarbejdning

312

Specialiseret fremstilling af kemiske produkter, fortrinsvis til anvendelse i industri og landbrug (her tilføjes: fremstilling af industrielle fedtstoffer og olie med vegetabilsk og animalsk oprindelse indbefattet i ISIC-gruppe 312)

313

Specialiseret fremstilling af kemiske produkter, fortrinsvis til privat forbrug og forvaltninger (her udgår fremstillingen af medicinske og farmaceutiske produkter (ex ISIC-gruppe 319))

Klasse

32

320 Mineralolieindustri

Klasse

33

Fremstilling af ikke-metalliske mineralprodukter

331

Teglværker

332

Glasindustri

333

Fremstilling af stentøj, finkeramiske og ildfaste produkter

334

Fremstilling af cement, forarbejdning af kalk og gips

335

Fremstilling af bygningsmaterialer og materialer til offentlige arbejder af beton og gibs samt af cementvarer

339

Be- og forarbejdning af natursten samt fremstilling af andre ikke-metalliske mineralprodukter

Klasse

34

Jern- og metalværker

341

Jern- og stålværker (ifølge EKSF-traktaten inkl. koksværker)

342

Produktion af stålrør

343

Rørtrækningsforetagender og koldvalseværker

344

Fremstilling og første tilvirkning af ikke-jernholdige metaller

345

Støberier for jernholdige og ikke-jernholdige metaller

Klasse

35

Jern- og metalvareindustri (undtagen maskiner og transportmidler)

351

Smedjer, presse- og hammerværker

352

Stålformgivning og overfladeforædling

353

Fremstilling af stål- og letmetalkonstruktioner

354

Bygning af kedler og beholdere

355

Fremstilling af jern-, blik- og metalvarer, undtagen elektrisk materiel

359

Forskellige mekaniske virksomheder

Klasse

36

Maskinindustri

361

Fremstilling af landbrugsmaskiner og traktorer

362

Fremstilling af kontormaskiner

363

Fremstilling af metalbearbejdningsmaskiner, anordninger til maskiner og maskinværktøj

364

Fremstilling af tekstilmaskiner og tilbehør samt symaskiner

365

Fremstilling af maskiner og apparater til nærings- og nydelsesmiddelindustrien, den kemiske og beslægtede industri

366

Fremstilling af bjergværks- og valseværksindretninger, bjergværksmaskiner, støberimaskiner, entreprenørmateriel, hejsemateriel og transportører

367

Fremstilling af tandhjul, gear, rullelejer og andre drivelementer

368

Fremstilling af maskiner til andre bestemte industrigrene

369

Fremstilling af andre maskinbygningsprodukter

Klasse

37

Elektroindustri

371

Fremstilling af isolerede elektrokabler, -ledninger og -tråd

372

Fremstilling af elektromotorer, -generatorer og -transformatorer samt af kontakt- og installationsapparatur

373

Fremstilling af industrielt elektroudstyr

374

Bygning af fjernmeldeudstyr, fremstilling af målere, måle- og reguleringsudstyr og elektromedicinsk udstyr o.l.

375

Fremstilling af radio- og fjernsynsmodtagere, elektroakustisk udstyr og indretninger samt af elektroniske apparater og elektroniske anlæg

376

Fremstilling af elektriske husholdningsartikler

377

Fremstilling af lamper og belysningsartikler

378

Fremstilling af batterier og akkumulatorer

379

Reparation, montage og teknisk installation af elektrotekniske produkter

ex Klasse

38

Transportmiddelindustri

383

Bygning af motorkøretøjer og disses enkeltdele

384

Motorkøretøjs- og cykelreparationsværksteder

385

Fremstilling af motorcykler og cykler og disses enkeltdele

389

Anden transportmiddelindustri

Klasse

39

Anden fremstillingsvirksomhed

391

Fremstilling af finmekaniske produkter

392

Fremstilling af medicinmekaniske og ortopædisk-mekaniske produkter (undtagen ortopædisk fodtøj)

393

Fremstilling af optisk og fotografisk udstyr

394

Fremstilling og reparation af ure

395

Fremstilling af smykker og guldsmedevarer, bearbejdning af ædelstene

396

Fremstilling og reparation af musikinstrumenter

397

Fremstilling af legetøj og sportsartikler

399

Øvrige grene inden for de be- og forarbejdende erhverv

Klasse

40

Bygge- og anlægsvirksomhed

400

Bygge- og anlægsvirksomhed (uden nærmere angivelse) og nedrivningsvirksomhed

401

Byggevirksomhed vedrørende fundering, ydermure m.v.

402

Entreprenørvirksomheder (bro-, vej- og jernbanebygning m.v.)

403

Bygningsinstallation

404

Bygningsfærdiggørelse

2   Direktiv 68/366/EØF



Klasse

20 A

200 Fremstilling af olier og fedt af animalsk eller vegetabilsk oprindelse

20 B

Næringsmiddelindustri (undtagen fremstilling af drikkevarer)

201

Slagteri og fremstilling af kødvarer og kødkonserves

202

Mejeri og mælkeforarbejdning

203

Forarbejdning af frugt og grøntsager

204

Konservering af fisk og andre saltvandsprodukter

205

Møllerivirksomhed

206

Fremstilling af brød, konditorvarer og andet bagværk

207

Sukkerindustri

208

Fremstilling af chokolade- og sukkervarer

209

Øvrige næringsmiddelindustri

Klasse

21

Fremstilling af drikkevarer

211

Fremstilling af ætylalkohol ved forgæring, af gær og af spirituosa

212

Fremstilling af vin og lignende umaltede alkoholholdige drikkevarer

213

Bryggeri og maltfremstilling

214

Aftapning af mineralvand og fremstilling af alkoholfrie drikke

ex 30

Gummiindustri; fremstilling af plastic og syntetiske fibre, stivelsesindustri

304

Stivelsesindustri

3   Direktiv 82/489/EØF



ex 855

Frisørsaloner (bortset fra pedicurevirksomhed og fagskoler for skønhedspleje)

Liste II

Klasser fra direktiv 75/368/EØF, 75/369/EØF og 82/470/EØF

1   Direktiv 75/368/EØF (virksomhed, der omhandles i artikel 5, stk. 1)



ex 04

Fiskeri

043

Fiskeri i indre farvande

ex 38

Fremstilling af transportmateriel

381

Skibsbygning og reparation af skibe

382

Fremstilling af jernbanemateriel

386

Bygning af luftfartøjer (herunder fremstilling af rumfartsmateriel)

ex 71

Sekundær virksomhed i forbindelse med transport og anden virksomhed end transport inden for følgende grupper:

ex 711

Drift af sovevogne og spisevogne; vedligeholdelse af jernbanemateriel i reparationsværksteder; rengøring af jernbanevogne

ex 712

Vedligeholdelse af materiel til personbefordring i by- og forstadsområder samt til mellembystrafik

ex 713

Vedligeholdelse af andet materiel til personbefordring ad landevej (f.eks. biler, rutebiler, hyrevogne)

ex 714

Drift og vedligeholdelse af anlæg i forbindelse med landevejstransport (f.eks.: landeveje, tunneler og broer med vejafgift, rutebilstationer, parkeringspladser, bus- og sporvognsremiser)

ex 716

Virksomhed i forbindelse med sejlads på indre vandveje (f.eks. drift og vedligeholdelse af vandveje, havne og andre anlæg på indre vandveje; bugsering og lodsning i havne, afmærkning af farvande, lastning og losning af skibe og andre tilsvarende former for virksomhed, såsom bjærgning af skibe, forhaling af fartøjer og drift af bådeskure)

73

Kommunikation: postvæsen og telekommunikation

ex 85

Ydelser

ex 856

Fotografiske atelierer: portrætfotografering, kommerciel fotografering, bortset fra pressefotografer

ex 859

Ydelser ikke andetsteds anført (kun vedligeholdelse og rengøring af bygninger eller lokaler).

2   Direktiv 75/369/EØF (artikel 6: når virksomheden betragtes som industri- eller håndværksvirksomhed)

Udøvelse af følgende former for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted

a) køb og salg af varer

 ved omførsel (ex ISIC-gruppe 612)

 køb og salg af varer fra ikke-faste anlæg på overdækkede markedspladser samt fra ikke overdækkede markedspladser

b) de former for virksomhed, der er omfattet af allerede vedtagne overgangsforanstaltninger, som udtrykkeligt udelukker eller ikke nævner disse virksomhedsformer uden fast forretningssted.

3   Direktiv 82/470/EØF (artikel 6, stk. 1 og 3)

De pågældende former for virksomhed består særligt i:

 at tilrettelægge, tilbyde og sælge til fast pris eller mod provision begrænsede arrangementer i forbindelse med en rejse eller et ophold eller at koordinere sådanne (transport, overnatning, forplejning, udflugter, osv.), uanset rejsens motiv (artikel 2, litra B, litra a))

 at optræde som mellemled mellem fragtførerne inden for de forskellige transportformer og afsendere eller modtagere af gods, samt at træffe forskellige hermed forbundne dispositioner:

 

aa) for ordregivernes regning at afslutte kontrakter med fragtførerne

bb) at vælge den transportform, det firma og den rute, der skønnes mest fordelagtig for ordregiveren

cc) at sørge for den praktiske tilrettelæggelse af transporten (for eksempel den for transporten nødvendige emballage); at udøve forskellige biaktiviteter under transporten (for eksempel at sikre forsyningen af is til kølevogne)

dd) at ordne de med transporten forbundne formaliteter, såsom udfærdigelse af fragtbreve; at gruppere og sortere forsendelserne

ee) at koordinere de enkelte transportetaper: transit, videreforsendelse og omladning samt forskellige afsluttende aktiviteter

ff) henholdsvis at fremskaffe fragter til transportvirksomhederne og transportmuligheder for afsendere og modtagere af gods

 at beregne transportomkostningerne og kontrollere afregningen heraf

 at foretage visse henvendelser, permanent eller lejlighedsvis, i en reders eller en søtransportvirksomheds navn og for dennes regning (til havnemyndigheder, skibsprovianteringsfirmaer osv.)

(Virksomhed, der omhandles i artikel 2, litra A, litra a), b) eller d)).

Liste III

Direktiv 64/222/EØF, 68/364/EØF, 68/368/EØF, 75/368/EØF, 75/369/EØF, 70/523/EØF og 82/470/EØF

1   Direktiv 64/222/EØF

1. Selvstændig erhvervsvirksomhed inden for engroshandelen, bortset fra engroshandelen med lægemidler og farmaceutiske produkter, med giftstoffer og sygdomsfremkaldende stoffer samt engroshandelen med kul (ex-gruppe 611)

2. Erhvervsvirksomhed som formidler, der har til opgave på grundlag af et eller flere hverv at forberede eller afslutte handler i en andens navn og for en andens regning

3. Erhvervsvirksomhed som formidler, der uden vedvarende at have dette til opgave, formidler kontakt mellem personer, som ønsker at afslutte kontrakter umiddelbart med hinanden, forbereder disses handler eller medvirker ved deres afslutning

4. Erhvervsvirksomhed som formidler, der i eget navn og for en andens regning afslutter handler

5. Erhvervsvirksomhed som formidler, der for en andens regning afholder engroshandelsauktioner

6. Erhvervsvirksomhed som formidler, som går fra dør til dør for at optage ordrer

7. Tjenesteydelser, der udføres erhvervsmæssigt af en ikke-selvstændig formidler, der står i tjenesteforhold til en eller flere handels-, industri- eller håndværksvirksomheder.

2   Direktiv 68/364/EØF

ex ISIC-gruppe 612 Detailhandelen

Undtagne erhverv:



012

Udlejning af landbrugsmaskiner

640

Handel med og udlejning af fast ejendom

713

Udlejning af automobiler, køretøjer og heste

718

Udlejning af jernbanevogne og -wagoner

839

Udlejning af maskiner til handelsforetagender

841

Udlejning af biografteaterpladser og udlejning af film

842

Udlejning af teaterpladser og udlejning af teaterudstyr

843

Udlejning af skibe og både, cykler og automater

853

Udlejning af møblerede værelser

854

Udlejning af hvidevarer

859

Udlejning af klæder

3   Direktiv 68/368/EØF

ex ISIC-klasse 85:



1.

Restaurations- og udskænkningsvirksomhed (ISIC-gruppe 852)

2.

Hotel- og campingpladsvirksomhed (ISIC-gruppe 853)

4   Direktiv 75/368/EØF (artikel 7)



ex 62

Banker og andre pengeinstitutter

ex 620

Patentbureauer og foretagender til udbetaling af afgifter

ex 71

Transport

ex 713

Personbefordring ad landevej (bortset fra befordring med motorkøretøjer)

ex 719

Drift af rørledninger til fremføring af flydende kulbrinter og andre flydende kemiske stoffer

ex 82

Tjenesteydelser til offentligheden

827

Biblioteker, museer, botaniske og zoologiske haver

ex 84

Forlystelser, sport m.m.

843

Forlystelser og sport, ikke andetsteds anført

— sportsvirksomhed (sportspladser, arrangering af sportsstævner osv.), undtagen sportsinstruktører

— spillevirksomhed (væddeløbsstalde, spillebaner, væddeløbsbaner osv.)

— andre forlystelser (cirkus, forlystelsesparker og anden underholdning)

ex 85

Personlige tjenesteydelser

ex 851

Hushjælp

ex 855

Skønhedspleje og manicurevirksomhed, bortset fra pedicurevirksomhed, fagskoler for skønhedspleje og frisører

ex 859

Personlige tjenesteydelser ikke andetsteds anført, bortset fra idrætsmassage og paramedicinsk massage samt bjergførervirksomhed, omgrupperet som følger:

— desinfektion og bekæmpelse af skadedyr

— udlejning af klæder og opbevaring

— ægteskabsbureauer og tilsvarende virksomhed

— virksomhed, der har karakter af sandsiger- og spådomsvirksomhed

— tjenesteydelser inden for hygiejne og dertil knyttet virksomhed

— begravelsesvæsen og vedligeholdelse af kirkegårde

— rejseledere og turisttolke

5   Direktiv 75/369/EØF (artikel 5)

Følgende former for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted:

a) køb og salg af varer

 ved omførsel (ex ISIC-gruppe 612)

 fra ikke-faste anlæg på overdækkede markedspladser samt fra ikke overdækkede markedspladser

b) de former for virksomhed, der er omfattet af allerede vedtagne overgangsforanstaltninger, som udtrykkeligt udelukker eller ikke nævner disse virksomhedsformer uden fast forretningssted.

6   Direktiv 70/523/EØF

Selvstændig erhvervsvirksomhed inden for engroshandelen med kul og formidlervirksomhed inden for kulsektoren (ISIC-nomenklaturen ex gruppe 6112)

7   Direktiv 82/470/EØF (artikel 6, stk. 2)

(Former for virksomhed, der er nævnt i artikel 2, litra A, litra c) eller e), litra B, litra b), litra C eller D)

De pågældende former for virksomhed består særligt i:

 at udleje jernbanevogne til personbefordring eller godstransport

 at optræde som mellemled ved køb, salg eller leje af fartøjer

 at udarbejde, forhandle og afslutte kontrakter vedrørende befordring af emigranter

 for deponentens regning at modtage alle former for genstande og varer, uanset om disse er underlagt toldbehandling, til opbevaring i toldoplag, pakhuse, møbelopbevaringsmagasiner, kølehuse, siloer osv.

 til deponenten at udstede et dokument vedrørende den genstand eller vare, som er modtaget til opbevaring

 at stille folde, foder og salgssteder til rådighed for kvæg under midlertidig opstaldning, enten før salget eller i transit til eller fra et marked

 at udføre kontrol eller teknisk besigtigelse af motorkøretøjer

 at måle og veje varer.




BILAG V

Anerkendelse på grundlag af koordinering af mindstekrav til uddannelse

V.1.   LÆGE

5.1.1.    Beviser for medicinsk grunduddannelse



Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Certifikat, der ledsager uddannelsesbeviset

Referencedato

België/Belgique/ Belgien

Diploma van arts/Diplôme de docteur en médecine

— Les universités/De universiteiten

— Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française/De bevoegde Examencommissie van de Vlaamse Gemeenschap

 

20. december 1976

▼M1

България

Диплома за висше образование на образователно-квалификационна степен »магистър« по »Медицина« и професионална квалификация »Магистър-лекар«

Медицински факултет във Висше медицинско училище (Медицински университет, Висш медицински институт в Република България)

 

1. januar 2007

▼B

Česká republika

Diplom o ukončení studia ve studijním programu všeobecné lékařství (doktor medicíny, MUDr.)

Lékářská fakulta univerzity v České republice

— Vysvědčení o státní rigorózní zkoušce

1. maj 2004

Danmark

Bevis for bestået lægevidenskabelig embedseksamen

Medicinsk universitetsfakultet

— Autorisation som læge, udstedt af Sundhedsstyrelsen og

— Tilladelse til selvstændigt virke som læge (dokumentation for gennemført praktisk uddannelse), udstedt af Sundhedsstyrelsen

20. december 1976

Deutschland

— Zeugnis über die Ärztliche Prüfung

— Zeugnis über die Ärztliche Staatsprüfung und Zeugnis über die Vorbereitungszeit als Medizinalassistent, soweit diese nach den deutschen Rechtsvorschriften noch für den Abschluss der ärztlichen Ausbildung vorgesehen war

Zuständige Behörden

 

20. december 1976

Eesti

Diplom arstiteaduse õppekava läbimise kohta

Tartu Ülikool

 

1. maj 2004

Ελλάς

Πτυχίo Iατρικής

— Iατρική Σχoλή Παvεπιστημίoυ,

— Σχoλή Επιστημώv Υγείας, Τμήμα Iατρικής Παvεπιστημίoυ

 

1. januar 1981

España

Título de Licenciado en Medicina y Cirugía

— Ministerio de Educación y Cultura

— El rector de una Universidad

 

1. januar 1986

France

Diplôme d'Etat de docteur en médecine

Universités

 

20. december 1976

▼M8

Hrvatska

Diploma »doktor medicine/doktorica medicine«

Medicinski fakulteti sveučilišta u Republici Hrvatskoj

 

1. juli 2013

▼B

Ireland

Primary qualification

Competent examining body

Certificate of experience

20. december 1976

Italia

Diploma di laurea in medicina e chirurgia

Università

Diploma di abilitazione all'esercizio della medicina e chirurgia

20. december 1976

Κύπρος

Πιστοποιητικό Εγγραφής Ιατρού

Ιατρικό Συμβούλιο

 

1. maj 2004

Latvija

ārsta diploms

Universitātes tipa augstskola

 

1. maj 2004

Lietuva

Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą gydytojo kvalifikaciją

Universitetas

Internatūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą medicinos gydytojo profesinę kvalifikaciją

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme d'Etat de docteur en médecine, chirurgie et accouchements,

Jury d'examen d'Etat

Certificat de stage

20. december 1976

Magyarország

Általános orvos oklevél (doctor medicinae univer- sae, röv.: dr. med. univ.)

Egyetem

 

1. maj 2004

Malta

Lawrja ta' Tabib tal-Medi- ċina u l-Kirurġija

Universita’ ta' Malta

Ċertifikat ta' reġistrazzjoni maħruġ mill-Kunsill Mediku

1. maj 2004

Nederland

Getuigschrift van met goed gevolg afgelegd artsexamen

Faculteit Geneeskunde

 

20. december 1976

Österreich

1.  Urkunde über die Verleihung des akademischen Grades Doktor der gesamten Heilkunde (bzw. Doctor medicinae universae, Dr.med.univ.)

1.  Medizinische Fakultät einer Universität

 

1. januar 1994

2.  Diplom über die spezifische Ausbildung zum Arzt für Allgemeinmedizin bzw. Facharztdiplom

2.  Österreichische Ärztekammer

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych na kierunku lekarskim z tytułem »lekarza«

1.  Akademia Medyczna

2.  Uniwersytet Medyczny

3.  Collegium Medicum Uniwersytetu Jagiellońskiego

Lekarski Egzamin Państwowy

1. maj 2004

Portugal

Carta de Curso de licenciatura em medicina

Universidades

Diploma comprovativo da conclusão do internato geral emitido pelo Ministério da Saúde

1. januar 1986

▼M1

România

Diplomă de licență de doctor medic

Universități

 

1. januar 2007

▼B

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »doktor medicine/doktorica medicine«

Univerza

 

1. maj 2004

Slovensko

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »doktor medicíny« (»MUDr.«)

Vysoká škola

 

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Lääketieteen lisensiaatin tutkinto/Medicine licentiatexamen

— Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

— Kuopion yliopisto

— Oulun yliopisto

— Tampereen yliopisto

— Turun yliopisto

Todistus lääkärin perusterveydenhuollon lisäkoulutuksesta/Examenbevis om tilläggsutbildning för läkare inom primärvården

1. januar 1994

Sverige

Läkarexamen

Universitet

Bevis om praktisk utbildning som utfärdas av Socialstyrelsen

1. januar 1994

United Kingdom

Primary qualification

Competent examining body

Certificate of experience

20. december 1976

5.1.2.    Beviser for uddannelse som speciallæge



Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Referencedato

België/Belgique/ Belgien

Bijzondere beroepstitel van geneesheer-specialist/Titre professionnel particulier de médecin spécialiste

Minister bevoegd voor Volksgezondheid/Ministre de la Santé publique

20. december 1976

▼M1

България

Свидетелство за призната специалност

Медицински университет, Висш медицински институт или

Военномедицин-ска академия

1. januar 2007

▼B

Česká republika

Diplom o specializaci

Ministerstvo zdravotnictví

1. maj 2004

Danmark

Bevis for tilladelse til at betegne sig som speciallæge

Sundhedsstyrelsen

20. december 1976

Deutschland

Fachärztliche Anerkennung

Landesärztekammer

20. december 1976

Eesti

Residentuuri lõputunnistus eriarstiabi erialal

Tartu Ülikool

1. maj 2004

Ελλάς

Τίτλoς Iατρικής Ειδικότητας

1.  Νoμαρχιακή Αυτoδιoίκηση

1. januar 1981

2.  Νoμαρχία

España

Título de Especialista

Ministerio de Educación y Cultura

1. januar 1986

France

1.  Certificat d'études spéciales de médecine

1.  Universités

20. december 1976

2.  Attestation de médecin spécialiste qualifié

2.  Conseil de l'Ordre des médecins

3.  Certificat d'études spéciales de médecine

3.  Universités

4.  Diplôme d'études spécialisées ou spécialisation complémentaire qualifiante de médecine

4.  Universités

▼M8

Hrvatska

Diploma o specijalističkom usavršavanju

Ministarstvo nadležno za zdravstvo

1. juli 2013

▼B

Ireland

Certificate of Specialist doctor

Competent authority

20. december 1976

Italia

Diploma di medico specialista

Università

20. december 1976

Κύπρος

Πιστοποιητικό Αναγνώρισης Ειδικότητας

Ιατρικό Συμβούλιο

1. maj 2004

Latvija

»Sertifikāts«—kompetentu iestāžu izsniegts dokuments, kas apliecina, ka persona ir nokārtojusi sertifikācijas eksāmenu specialitātē

Latvijas Ārstu biedrība

Latvijas Ārstniecības personu profesionālo organizāciju savienība

1. maj 2004

Lietuva

Rezidentūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą gydytojo specialisto profesinę kvalifikaciją

Universitetas

1. maj 2004

Luxembourg

Certificat de médecin spécialiste

Ministre de la Santé publique

20. december 1976

Magyarország

Szakorvosi bizonyítvány

Az Egészségügyi, Szociális és Családügyi Minisztérium illetékes testülete

1. maj 2004

Malta

Ċertifikat ta' Speċjalista Mediku

Kumitat ta' Approvazzjoni dwar Speċjalisti

1. maj 2004

Nederland

Bewijs van inschrijving in een Specialistenregister

— Medisch Specialisten Registratie Commissie (MSRC) van de Koninklijke Nederlandsche Maatschappij tot Bevordering der Geneeskunst

— Sociaal-Geneeskundigen Registratie Commissie van de Koninklijke Nederlandsche Maatschappij tot Bevordering der Geneeskunst

20. december 1976

Österreich

Facharztdiplom

Österreichische Ärztekammer

1. januar 1994

Polska

Dyplom uzyskania tytułu specjalisty

Centrum Egzaminów Medycznych

1. maj 2004

Portugal

1.  Grau de assistente

1.  Ministério da Saúde

1. januar 1986

2.  Titulo de especialista

2.  Ordem dos Médicos

▼M1

România

Certificat de medic specialist

Ministerul Sănătății Publici

1. januar 2007

▼B

Slovenija

Potrdilo o opravljenem specialističnem izpitu

1.  Ministrstvo za zdravje

1. maj 2004

2.  Zdravniška zbornica Slovenije

Slovensko

Diplom o špecializácii

Slovenská zdravotnícka univerzita

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Erikoislääkärin tutkinto/Specialläkarexamen

1.  Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

1. januar 1994

2.  Kuopion yliopisto

3.  Oulun yliopisto

4.  Tampereen yliopisto

5.  Turun yliopisto

Sverige

Bevis om specialkompetens som läkare, utfärdat av Socialstyrelsen

Socialstyrelsen

1. januar 1994

United Kingdom

Certificate of Completion of specialist training

Competent authority

20. december 1976

▼M1

5.1.3.   Benævnelser for speciallægeuddannelsen



Land

Anæstesiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Kirurgi eller kirurgiske sygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Anesthésie-réanimation/Anesthesie reanimatie

Chirurgie/Heelkunde

България

Анестезиология и интензивно лечение

Хирургия

Česká republika

Anesteziologie a resuscitace

Chirurgie

Danmark

Anæstesiologi

Kirurgi eller kirurgiske sygdomme

Deutschland

Anästhesiologie

(Allgemeine) Chirurgie

Eesti

Anestesioloogia

Üldkirurgia

Ελλάς

Αvαισθησιoλoγία

Χειρoυργική

España

Anestesiología y Reanimación

Cirugía general y del aparato digestivo

France

Anesthésiologie-Réanimation chirurgicale

Chirurgie générale

▼M8

Hrvatska

Anesteziologija, reanimatologija i intenzivna medicina

Opća kirurgija

▼M1

Ireland

Anaesthesia

Cirugía general

Italia

Anestesia e rianimazione

Chirurgia generale

Κύπρος

Αναισθησιολογία

Γενική Χειρουργική

Latvija

Anestezioloģija un reanimatoloģija

Ķirurģija

Lietuva

Anesteziologija reanimatologija

Chirurgija

Luxembourg

Anesthésie-réanimation

Chirurgie générale

Magyarország

Aneszteziológia és intenzív terápia

Sebészet

Malta

Anesteżija u Kura Intensiva

Kirurġija Ġenerali

Nederland

Anesthesiologie

Heelkunde

Österreich

Anästhesiologie und Intensivmedizin

Chirurgie

Polska

Anestezjologia i intensywna terapia

Chirurgia ogólna

Portugal

Anestesiologia

Cirurgia geral

România

Anestezie și terapie intensivă

Chirurgie generală

Slovenija

Anesteziologija, reanimatologija in perioperativna intenzivna medicina

Splošna kirurgija

Slovensko

Anestéziológia a intenzívna medicína

Chirurgia

Suomi/Finland

Anestesiologia ja tehohoito/Anestesiologi och intensivvård

Yleiskirurgia/Allmän kirurgi

Sverige

Anestesi och intensivvård

Kirurgi

United Kingdom

Anaesthetics

General surgery



Land

Neurokirurgi eller kirurgiske nervesygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Gynækologi og obstetrik eller kvindesygdomme og fødselshjælp

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Neurochirurgie

Gynécologie — obstétrique/Gynaecologie en verloskunde

България

Неврохирургия

Акушерство, гинекология и репродуктивна медицина

Česká republika

Neurochirurgie

Gynekologie a porodnictví

Danmark

Neurokirurgi eller kirurgiske nervesygdomme

Gynækologi og obstetrik eller kvindesygdomme og fødselshjælp

Deutschland

Neurochirurgie

Frauenheilkunde und Geburtshilfe

Eesti

Neurokirurgia

Sünnitusabi ja günekoloogia

Ελλάς

Νευρoχειρoυργική

Μαιευτική-Γυvαικoλoγία

España

Neurocirugía

Obstetricia y ginecología

France

Neurochirurgie

Gynécologie — obstétrique

▼M8

Hrvatska

Neurokirurgija

Ginekologija i opstetricija

▼M1

Ireland

Neurosurgery

Obstetrics and gynaecology

Italia

Neurochirurgia

Ginecologia e ostetricia

Κύπρος

Νευροχειρουργική

Μαιευτική — Γυναικολογία

Latvija

Neiroķirurģija

Ginekoloģija un dzemdniecība

Lietuva

Neurochirurgija

Akušerija ginekologija

Luxembourg

Neurochirurgie

Gynécologie — obstétrique

Magyarország

Idegsebészet

Szülészet-nőgyógyászat

Malta

Newrokirurġija

Ostetriċja u Ġinekoloġija

Nederland

Neurochirurgie

Verloskunde en gynaecologie

Österreich

Neurochirurgie

Frauenheilkunde und Geburtshilfe

Polska

Neurochirurgia

Położnictwo i ginekologia

Portugal

Neurocirurgia

Ginecologia e obstetricia

România

Neurochirurgie

Obstetrică-ginecologie

Slovenija

Nevrokirurgija

Ginekologija in porodništvo

Slovensko

Neurochirurgia

Gynekológia a pôrodníctvo

Suomi/Finland

Neurokirurgia/Neurokirurgi

Naistentaudit ja synnytykset/Kvinnosjukdomar och förlossningar

Sverige

Neurokirurgi

Obstetrik och gynekologi

United Kingdom

Neurosurgery

Obstetrics and gynaecology



Land

Intern medicin

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Oftalmologi eller øjensygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Médecine interne/Inwendige geneeskunde

Ophtalmologie/Oftalmologie

България

Вътрешни болести

Очни болести

Česká republika

Vnitřní lékařství

Oftalmologie

Danmark

Intern medicin

Oftalmologi eller øjensygdomme

Deutschland

Innere Medizin

Augenheilkunde

Eesti

Sisehaigused

Oftalmoloogia

Ελλάς

Παθoλoγία

Οφθαλμoλoγία

España

Medicina interna

Oftalmología

France

Médecine interne

Ophtalmologie

▼M8

Hrvatska

Opća interna medicina

Oftalmologija i optometrija

▼M1

Ireland

General medicine

Ophthalmic surgery

Italia

Medicina interna

Oftalmologia

Κύπρος

Παθoλoγία

Οφθαλμολογία

Latvija

Internā medicīna

Oftalmoloģija

Lietuva

Vidaus ligos

Oftalmologija

Luxembourg

Médecine interne

Ophtalmologie

Magyarország

Belgyógyászat

Szemészet

Malta

Mediċina Interna

Oftalmoloġija

Nederland

Interne geneeskunde

Oogheelkunde

Österreich

Innere Medizin

Augenheilkunde und Optometrie

Polska

Choroby wewnętrzne

Okulistyka

Portugal

Medicina interna

Oftalmologia

România

Medicină internă

Oftalmologie

Slovenija

Interna medicina

Oftalmologija

Slovensko

Vnútorné lekárstvo

Oftalmológia

Suomi/Finland

Sisätaudit/Inre medicin

Silmätaudit/Ögonsjukdomar

Sverige

Internmedicine

Ögonsjukdomar (oftalmologi)

United Kingdom

General (internal) medicine

Ophthalmology



Land

Oto-rhino-laryngologi eller øre-næse-halssygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Pædiatri eller sygdomme hos børn

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Oto-rhino-laryngologie/Otorhinolaryngologie

Pédiatrie/Pediatrie

България

Ушно-носно-гърлени болести

Детски болести

Česká republika

Otorinolaryngologie

Dětské lékařství

Danmark

Oto-rhino-laryngologi eller øre-næse-halssygdomme

Pædiatri eller sygdomme hos børn

Deutschland

Hals-Nasen-Ohrenheilkunde

Kinder — und Jugendheilkunde

Eesti

Otorinolarüngoloogia

Pediaatria

Ελλάς

Ωτoριvoλαρυγγoλoγία

Παιδιατρική

España

Otorrinolaringología

PediatrÍa y sus áreas especÍfIcas

France

Oto-rhino-laryngologie

Pédiatrie

▼M8

Hrvatska

Otorinolaringologija

Pedijatrija

▼M1

Ireland

Otolaryngology

Paediatrics

Italia

Otorinolaringoiatria

Pédiatria

Κύπρος

Ωτορινολαρυγγολογία

Παιδιατρική

Latvija

Otolaringoloģija

Pediatrija

Lietuva

Otorinolaringologija

Vaikų ligos

Luxembourg

Oto-rhino-laryngologie

Pédiatrie

Magyarország

Fül-orr-gégegyógyászat

Csecsemő- és gyermekgyógyászat

Malta

Otorinolaringoloġija

Pedjatrija

Nederland

Keel-, neus- en oorheelkunde

Kindergeneeskunde

Österreich

Hals-, Nasen-und Ohrenkrankheiten

Kinder — und Jugendheilkunde

Polska

Otorynolaryngologia

Pediatria

Portugal

Otorrinolaringologia

Pediatria

România

Otorinolaringologie

Pediatrie

Slovenija

Otorinolaringológija

Pediatrija

Slovensko

Otorinolaryngológia

Pediatria

Suomi/Finland

Korva-, nenä- ja kurkkutaudit/Öron-, näs- och halssjukdomar

Lastentaudit/Barnsjukdomar

Sverige

Öron-, näs- och halssjukdomar (oto-rhino-laryngologi)

Barn- och ungdomsmedicin

United Kingdom

Otolaryngology

Paediatrics



Land

Medicinske lungesygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Urologi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Pneumologie

Urologie

България

Пневмология и фтизиатрия

Урология

Česká republika

Tuberkulóza a respirační nemoci

Urologie

Danmark

Medicinske lungesygdomme

Urologi eller urinvejenes kirurgiske sygdomme

Deutschland

Pneumologie

Urologie

Eesti

Pulmonoloogia

Uroloogia

Ελλάς

Φυματιoλoγία- Πvευμovoλoγία

Ουρoλoγία

España

Neumología

Urología

France

Pneumologie

Urologie

▼M8

Hrvatska

Pulmologija

Urologija

▼M1

Ireland

Respiratory medicine

Urology

Italia

Malattie dell'apparato respiratorio

Urologia

Κύπρος

Πνευμονολογία — Φυματιολογία

Ουρολογία

Latvija

Ftiziopneimonoloģija

Uroloģija

Lietuva

Pulmonologija

Urologija

Luxembourg

Pneumologie

Urologie

Magyarország

Tüdőgyógyászat

Urológia

Malta

Mediċina Respiratorja

Uroloġija

Nederland

Longziekten en tuberculose

Urologie

Österreich

Lungenkrankheiten

Urologie

Polska

Choroby płuc

Urologia

Portugal

Pneumologia

Urologia

România

Pneumologie

Urologie

Slovenija

Pnevmologija

Urologija

Slovensko

Pneumológia a ftizeológia

Urológia

Suomi/Finland

Keuhkosairaudet ja allergologia/Lungsjukdomar och allergologi

Urologia/Urologi

Sverige

Lungsjukdomar (pneumologi)

Urologi

United Kingdom

Respiratory medicine

Urology



Land

Ortopædisk kirurgi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Patologisk anatomi eller vævs- og celleundersøgelser

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Chirurgie orthopédique/Orthopedische heelkunde

Anatomie pathologique/Pathologische anatomie

България

Ортопедия и травматология

Обща и клинична патология

Česká republika

Ortopedie

Patologická anatomie

Danmark

Ortopædisk kirurgi

Patologisk anatomi eller vævs- og celleundersøgelser

Deutschland

Orthopädie (und Unfallchirurgie)

Pathologie

Eesti

Ortopeedia

Patoloogia

Ελλάς

Ορθoπεδική

Παθoλoγική Αvατoμική

España

Cirugía ortopédica y traumatología

Anatomía patológica

France

Chirurgie orthopédique et traumatologie

Anatomie et cytologie pathologiques

▼M8

Hrvatska

Ortopedija i traumatologija

Patologija

▼M1

Ireland

Trauma and orthopaedic surgery

Morbid anatomy and histopathology

Italia

Ortopedia e traumatologia

Anatomia patologica

Κύπρος

Ορθοπεδική

Παθολογοανατομία — Ιστολογία

Latvija

Traumatoloģija un ortopēdija

Patoloģija

Lietuva

Ortopedija traumatologija

Patologija

Luxembourg

Orthopédie

Anatomie pathologique

Magyarország

Ortopédia

Patológia

Malta

Kirurġija Ortopedika

Istopatoloġija

Nederland

Orthopedie

Pathologie

Österreich

Orthopädie und Orthopädische Chirurgie

Pathologie

Polska

Ortopedia i traumatologia narządu ruchu

Patomorfologia

Portugal

Ortopedia

Anatomia patologica

România

Ortopedie și traumatologie

Anatomie patologică

Slovenija

Ortopedska kirurgija

Anatomska patologija in citopatologija

Slovensko

Ortopédia

Patologická anatómia

Suomi/Finland

Ortopedia ja traumatologia/Ortopedi och traumatologi

Patologia/Patologi

Sverige

Ortopedi

Klinisk patologi

United Kingdom

Trauma and orthopaedic surgery

Histopathology



Land

Neurologi eller medicinske nervesygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Psykiatri

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Neurologie

Psychiatrie de l'adulte/Volwassen psychiatrie

България

Нервни болести

Психиатрия

Česká republika

Neurologie

Psychiatrie

Danmark

Neurologi eller medicinske nervesygdomme

Psykiatri

Deutschland

Neurologie

Psychiatrie und Psychotherapie

Eesti

Neuroloogia

Psühhiaatria

Ελλάς

Νευρoλoγία

Ψυχιατρική

España

Neurología

Psiquiatría

France

Neurologie

Psychiatrie

▼M8

Hrvatska

Neurologija

Psihijatrija

▼M1

Ireland

Neurology

Psychiatry

Italia

Neurologia

Psichiatria

Κύπρος

Νευρολογία

Ψυχιατρική

Latvija

Neiroloģija

Psihiatrija

Lietuva

Neurologija

Psichiatrija

Luxembourg

Neurologie

Psychiatrie

Magyarország

Neurológia

Pszichiátria

Malta

Newroloġija

Psikjatrija

Nederland

Neurologie

Psychiatrie

Österreich

Neurologie

Psychiatrie

Polska

Neurologia

Psychiatria

Portugal

Neurologia

Psiquiatria

România

Neurologie

Psihiatrie

Slovenija

Nevrologija

Psihiatrija

Slovensko

Neurológia

Psychiatria

Suomi/Finland

Neurologia/Neurologi

Psykiatria/Psykiatri

Sverige

Neurologi

Psykiatri

United Kingdom

Neurology

General psychiatry



Land

Diagnostik radiologi eller røntgenundersøgelse

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Onkologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Radiodiagnostic/Röntgendiagnose

Radiothérapie-oncologie/Radiotherapie-oncologie

България

Образна диагностика

Лъчелечение

Česká republika

Radiologie a zobrazovací metody

Radiační onkologie

Danmark

Diagnostik radiologi eller røntgenundersøgelse

Onkologi

Deutschland

(Diagnostische) Radiologie

Strahlentherapie

Eesti

Radioloogia

Onkoloogia

Ελλάς

Ακτιvoδιαγvωστική

Ακτιvoθεραπευτική — Ογκολογία

España

Radiodiagnóstico

Oncología radioterápica

France

Radiodiagnostic et imagerie médicale

Oncologie radiothérapique

▼M8

Hrvatska

Klinička radiologija

Onkologija i radioterapija

▼M1

Ireland

Diagnostic radiology

Radiation oncology

Italia

Radiodiagnostica

Radioterapia

Κύπρος

Ακτινολογία

Ακτινοθεραπευτική Ογκολογία

Latvija

Diagnostiskā radioloģija

Terapeitiskā radioloģija

Lietuva

Radiologija

Onkologija radioterapija

Luxembourg

Radiodiagnostic

Radiothérapie

Magyarország

Radiológia

Sugárterápia

Malta

Radjoloġija

Onkoloġija u Radjoterapija

Nederland

Radiologie

Radiotherapie

Österreich

Medizinische Radiologie-Diagnostik

Strahlentherapie — Radioonkologie

Polska

Radiologia i diagnostyka obrazowa

Radioterapia onkologiczna

Portugal

Radiodiagnóstico

Radioterapia

România

Radiologie-imagistică medicală

Radioterapie

Slovenija

Radiologija

Radioterapija in onkologija

Slovensko

Rádiológia

Radiačná onkológia

Suomi/Finland

Radiologia/Radiologi

Syöpätaudit/Cancersjukdomar

Sverige

Medicinsk radiologi

Tumörsjukdomar (allmän onkologi)

United Kingdom

Clinical radiology

Clinical oncology



Land

Plastikkirurgi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Klinisk biologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Chirurgie plastique, reconstructrice et esthétique/Plastische, reconstructieve en esthetische heelkunde

Biologie clinique/Klinische biologie

България

Пластично-възстановителна хирургия

Клинична лаборатория

Česká republika

Plastická chirurgie

 

Danmark

Plastikkirurgi

 

Deutschland

Plastische (und Ästhetische) Chirurgie

 

Eesti

Plastika- ja rekonstruktiivkirurgia

Laborimeditsiin

Ελλάς

Πλαστική Χειρoυργική

Χειρουργική Θώρακος

España

Cirugía plástica, estética y reparadora

Análisis clínicos

France

Chirurgie plastique, reconstructrice et esthétique

Biologie médicale

▼M8

Hrvatska

Plastična, rekonstrukcijska i estetska kirurgija

 

▼M1

Ireland

Plastic, reconstructive and aesthetic surgery

 

Italia

Chirurgia plastica e ricostruttiva

Patologia clinica

Κύπρος

Πλαστική Χειρουργική

 

Latvija

Plastiskā ķirurģija

 

Lietuva

Plastinė ir rekonstrukcinė chirurgija

Laboratorinė medicina

Luxembourg

Chirurgie plastique

Biologie clinique

Magyarország

Plasztikai (égési) sebészet

Orvosi laboratóriumi diagnosztika

Malta

Kirurġija Plastika

 

Nederland

Plastische chirurgie

 

Österreich

Plastische Chirurgie

Medizinische Biologie

Polska

Chirurgia plastyczna

Diagnostyka laboratoryjna

Portugal

Cirurgia plástica e reconstrutiva

Patologia clínica

România

Chirurgie plastică — microchirurgie reconstructivă

Medicină de laborator

Slovenija

Plastična, rekonstrukcijska in estetska kirurgija

 

Slovensko

Plastická chirurgia

Laboratórna medicína

Suomi/Finland

Plastiikkakirurgia/Plastikkirurgi

 

Sverige

Plastikkirurgi

 

►C4  United Kingdom ◄

►C4  Plastic surgery ◄

 



Land

Klinisk mikrobiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Klinisk biokemi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

 

България

Микробиология

Биохимия

Česká republika

Lékařská mikrobiologie

Klinická biochemie

Danmark

Klinisk mikrobiologi

Klinisk biokemi

Deutschland

Mikrobiologie (Virologie) und Infektionsepidemiologie

Laboratoriumsmedizin

Eesti

 

 

Ελλάς

1.  Iατρική Βιoπαθoλoγία

2.  Μικρoβιoλoγία

 

España

Microbiología y parasitología

Bioquímica clínica

France

 

 

▼M8

Hrvatska

Klinička mikrobiologija

 

▼M1

Ireland

Microbiology

Chemical pathology

Italia

Microbiologia e virologia

Biochimica clinica

Κύπρος

Μικροβιολογία

 

Latvija

Mikrobioloģija

 

Lietuva

 

 

Luxembourg

Microbiologie

Chimie biologique

Magyarország

Orvosi mikrobiológia

 

Malta

Mikrobijoloġija

Patoloġija Kimika

Nederland

Medische microbiologie

Klinische chemie

Österreich

Hygiene und Mikrobiologie

Medizinische und Chemische Labordiagnostik

Polska

Mikrobiologia lekarska

 

Portugal

 

 

România

 

 

Slovenija

Klinična mikrobiologija

Medicinska biokemija

Slovensko

Klinická mikrobiológia

Klinická biochémia

Suomi/Finland

Kliininen mikrobiologia/Klinisk mikrobiologi

Kliininen kemia/Klinisk kemi

Sverige

Klinisk bakteriologi

Klinisk kemi

United Kingdom

Medical microbiology and virology

Chemical pathology



Land

Klinisk immunologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Thoraxkirurgi eller brysthulens kirurgiske sygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Chirurgie thoracique/Heelkunde op de thorax (1)

България

Клинична имунология Имунология

Гръдна хирургия Кардиохирургия

Česká republika

Alergologie a klinická imunologie

Kardiochirurgie

Danmark

Klinisk immunologi

Thoraxkirurgi eller brysthulens kirurgiske sygdomme

Deutschland

 

Thoraxchirurgie

Eesti

 

Torakaalkirurgia

Ελλάς

 

Χειρουργική Θώρακος

España

Inmunología

Cirugía torácica

France

 

Chirurgie thoracique et cardiovasculaire

▼M8

Hrvatska

Alergologija i klinička imunologija

 

▼M1

Ireland

Immunology (clinical and laboratory)

Thoracic surgery

Italia

 

Chirurgia toracica; Cardiochirurgia

Κύπρος

Ανοσολογία

Χειρουργική Θώρακος

Latvija

Imunoloģija

Torakālā ķirurģija

Lietuva

 

Krūtinės chirurgija

Luxembourg

Immunologie

Chirurgie thoracique

Magyarország

Allergológia és klinikai immunológia

Mellkassebészet

Malta

Immunoloġija

Kirurġija Kardjo-Toraċika

Nederland

 

Cardio-thoracale chirurgie

Österreich

Immunologie

 

Polska

Immunologia kliniczna

Chirurgia klatki piersiowej

Portugal

 

Cirurgia cardiotorácica

România

 

Chirurgie toracică

Slovenija

 

Torakalna kirurgija

Slovensko

Klinická imunológia a alergológia

Hrudníková chirurgia

Suomi/Finland

 

Sydän-ja rintaelinkirurgia/Hjärt- och thoraxkirurgi

Sverige

Klinisk immunologi

Thoraxkirurgi

United Kingdom

Immunology

Cardo-thoracic surgery

(1)   1. januar 1983.

Ophævelsesdato som omhandlet i artikel 27, stk. 3:



Land

Pædiatrisk kirurgi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Karkirurgi eller kirurgiske blodkarsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Chirurgie des vaisseaux/Bloedvatenheelkunde (1)

България

Детска хирургия

Съдова хирургия

Česká republika

Dětská chirurgie

Cévní chirurgie

Danmark

 

Karkirurgi eller kirurgiske blodkarsygdomme

Deutschland

Kinderchirurgie

Gefäßchirurgie

Eesti

Lastekirurgia

Kardiovaskulaarkirurgia

Ελλάς

Χειρoυργική Παίδωv

Αγγειoχειρoυργική

España

Cirugía pediátrica

Angiología y cirugía vascular

France

Chirurgie infantile

Chirurgie vasculaire

▼M8

Hrvatska

Dječja kirurgija

Vaskularna kirurgija

▼M1

Ireland

Paediatric surgery

 

Italia

Chirurgia pediatrica

Chirurgia vascolare

Κύπρος

Χειρουργική Παίδων

Χειρουργική Αγγείων

Latvija

Bērnu ķirurģija

Asinsvadu ķirurģija

Lietuva

Vaikų chirurgija

Kraujagyslių chirurgija

Luxembourg

Chirurgie pédiatrique

Chirurgie vasculaire

Magyarország

Gyermeksebészet

Érsebészet

Malta

Kirurgija Pedjatrika

Kirurġija Vaskolari

Nederland

 

 

Österreich

Kinderchirurgie

 

Polska

Chirurgia dziecięca

Chirurgia naczyniowa

Portugal

Cirurgia pediátrica

Cirurgia vascular

România

Chirurgie pediatrică

Chirurgie vasculară

Slovenija

 

Kardiovaskularna kirurgija

Slovensko

Detská chirurgia

Cievna chirurgia

Suomi/Finland

Lastenkirurgia/Barnkirurgi

Verisuonikirurgia/Kärlkirurgi

Sverige

Barn- och ungdomskirurgi

 

United Kingdom

Paediatric surgery

 

(1)   1. januar 1983.

Ophævelsesdato som omhandlet i artikel 27, stk. 3:



Land

Kardiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Medicinsk gastroenterologi eller medicinske mavetarmsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Cardiologie

Gastro-entérologie/Gastroenterologie

България

Кардиология

Гастроентерология

Česká republika

Kardiologie

Gastroenterologie

Danmark

Kardiologi

Medicinsk gastroenterologi eller medicinske mavetarmsygdomme

Deutschland

Innere Medizin und Schwerpunkt Kardiologie

Innere Medizin und Schwerpunkt Gastroenterologie

Eesti

Kardioloogia

Gastroenteroloogia

Ελλάς

Καρδιoλoγία

Γαστρεvτερoλoγία

España

Cardiología

Aparato digestivo

France

Pathologie cardio-vasculaire

Gastro-entérologie et hépatologie

▼M8

Hrvatska

Kardiologija

Gastroenterologija

▼M1

Ireland

Cardiology

Gastro-enterology

Italia

Cardiologia

Gastroenterologia

Κύπρος

Καρδιολογία

Γαστρεντερολογία

Latvija

Kardioloģija

Gastroenteroloģija

Lietuva

Kardiologija

Gastroenterologija

Luxembourg

Cardiologie et angiologie

Gastro-enterologie

Magyarország

Kardiológia

Gasztroenterológia

Malta

Kardjoloġija

Gastroenteroloġija

Nederland

Cardiologie

Leer van maag-darm-leverziekten

Österreich

 

 

Polska

Kardiologia

Gastrenterologia

Portugal

Cardiologia

Gastrenterologia

România

Cardiologie

Gastroenterologie

Slovenija

 

Gastroenterologija

Slovensko

Kardiológia

Gastroenterológia

Suomi/Finland

Kardiologia/Kardiologi

Gastroenterologia/Gastroenterologi

Sverige

Kardiologi

Medicinsk gastroenterologi och hepatologi

United Kingdom

Cardiology

Gastro-enterology



Land

Rheumatologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Hæmatologi eller blodsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Rhumathologie/reumatologie

 

България

Ревматология

Трансфузионна хематология

Česká republika

Revmatologie

Hematologie a transfúzní lékařství

Danmark

Reumatologi

Hæmatologi eller blodsygdomme

Deutschland

Innere Medizin und Schwerpunkt Rheumatologie

Innere Medizin und Schwerpunkt Hämatologie und Onkologie

Eesti

Reumatoloogia

Hematoloogia

Ελλάς

Ρευματoλoγία

Αιματoλoγία

España

Reumatología

Hematología y hemoterapia

France

Rhumatologie

 

▼M8

Hrvatska

Reumatologija

Hematologija

▼M1

Ireland

Rheumatology

Haematology (clinical and laboratory)

Italia

Reumatologia

Ematologia

Κύπρος

Ρευματολογία

Αιματολογία

Latvija

Reimatoloģija

Hematoloģija

Lietuva

Reumatologija

Hematologija

Luxembourg

Rhumatologie

Hématologie

Magyarország

Reumatológia

Haematológia

Malta

Rewmatoloġija

Ematoloġija

Nederland

Reumatologie

 

Österreich

 

 

Polska

Reumatologia

Hematologia

Portugal

Reumatologia

Imuno-hemoterapia

România

Reumatologie

Hematologie

Slovenija

 

 

Slovensko

Reumatológia

Hematológia a transfúziológia

Suomi/Finland

Reumatologia/Reumatologi

Kliininen hematologia/Klinisk hematologi

Sverige

Reumatologi

Hematologi

United Kingdom

Rheumatology

Haematology



Land

Medicinsk endokrinologi eller medicinske hormonsygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Fysioterapi

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Médecine physique et réadaptation/Fysische geneeskunde en revalidatie

България

Ендокринология и болести на обмяната

Физикална и рехабилитационна медицина

Česká republika

Endokrinologie

Rehabilitační a fyzikální medicína

Danmark

Medicinsk endokrinologi eller medicinske hormonsygdomme

 

Deutschland

Innere Medizin und Schwerpunkt Endokrinologie und Diabetologie

Physikalische und Rehabilitative Medizin

Eesti

Endokrinoloogia

Taastusravi ja füsiaatria

Ελλάς

Εvδoκριvoλoγία

Φυσική Iατρική και Απoκατάσταση

España

Endocrinología y nutrición

Medicina física y rehabilitación

France

Endocrinologie, maladies métaboliques

Rééducation et réadaptation fonctionnelles

▼M8

Hrvatska

Endokrinologija i dijabetologija

Fizikalna medicina i rehabilitacija

▼M1

Ireland

Endocrinology and diabetes mellitus

 

Italia

Endocrinologia e malattie del ricambio

Medicina fisica e riabilitazione

Κύπρος

Ενδοκρινολογία

Φυσική Ιατρική και Αποκατάσταση

Latvija

Endokrinoloģija

Rehabilitoloģija Fiziskā rehabilitācija

Fizikālā medicīna

Lietuva

Endokrinologija

Fizinė medicina ir reabilitacija

Luxembourg

Endocrinologie, maladies du métabolisme et de la nutrition

Rééducation et réadaptation fonctionnelles

Magyarország

Endokrinológia

Fizioterápia

Malta

Endokrinoloġija u Dijabete

 

Nederland

 

Revalidatiegeneeskunde

Österreich

 

Physikalische Medizin

Polska

Endokrynologia

Rehabilitacja medyczna

Portugal

Endocrinologia

Fisiatria ou Medicina física e de reabilitação

România

Endocrinologie

Recuperare, medicină fizică și balneologie

Slovenija

 

Fizikalna in rehabilitacijska medicina

Slovensko

Endokrinológia

Fyziatria, balneológia a liečebná rehabilitácia

Suomi/Finland

Endokrinologia/Endokrinologi

Fysiatria/Fysiatri

Sverige

Endokrina sjukdomar

Rehabiliteringsmedicin

United Kingdom

Endocrinology and diabetes mellitus

 



Land

Neuropsykiatri

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Dermato-venerologi eller hud- og kønssygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Neuropsychiatrie (1)

Dermato-vénéréologie/Dermato-venerologie

България

 

Кожни и венерически болести

Česká republika

 

Dermatovenerologie

Danmark

 

Dermato-venerologi eller hud- og kønssygdomme

Deutschland

Nervenheilkunde (Neurologie und Psychiatrie)

Haut — und Geschlechtskrankheiten

Eesti

 

Dermatoveneroloogia

Ελλάς

Νευρoλoγία — Ψυχιατρική

Δερματoλoγία — Αφρoδισιoλoγία

España

 

Dermatología médico-quirúrgica y venereología

France

Neuropsychiatrie (2)

Dermatologie et vénéréologie

▼M8

Hrvatska

 

Dermatologija i venerologija

▼M1

Ireland

 

 

Italia

Neuropsichiatria (3)

Dermatologia e venerologia

Κύπρος

Νευρολογία — Ψυχιατρική

Δερματολογία — Αφροδισιολογία

Latvija

 

Dermatoloģija un veneroloģija

Lietuva

 

Dermatovenerologija

Luxembourg

Neuropsychiatrie (4)

Dermato-vénéréologie

Magyarország

 

Bőrgyógyászat

Malta

 

Dermato-venerejoloġija

Nederland

Zenuw — en zielsziekten (5)

Dermatologie en venerologie

Österreich

Neurologie und Psychiatrie

Haut- und Geschlechtskrankheiten

Polska

 

Dermatologia i wenerologia

Portugal

 

Dermatovenereologia

România

 

Dermatovenerologie

Slovenija

 

Dermatovenerologija

Slovensko

Neuropsychiatria

Dermatovenerológia

Suomi/Finland

 

Ihotaudit ja allergologia/Hudsjukdomar och allergologi

Sverige

 

Hud- och könssjukdomar

United Kingdom

 

 

(1)   1. august 1987, undtagen for personer, som har påbegyndt uddannelse før denne dato.

(2)   31. december 1971.

(3)   31. oktober 1999.

(4)   Der udstedes ikke længere kvalifikationsbeviser for uddannelse påbegyndt efter den 5. marts 1982.

(5)   9. juli 1984.

Ophævelsesdato som omhandlet i artikel 27, stk. 3:



Land

Radiologi eller røntgenundersøgelse

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Børne- og ungdomspsykiatri

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Psychiatrie infanto-juvénile/Kinder- en jeugdpsychiatrie

България

Радиобиология

Детска психиатрия

Česká republika

 

Dětská a dorostová psychiatrie

Danmark

 

Børne- og ungdomspsykiatri

Deutschland

Radiologie

Kinder- und Jugendpsychiatrie und -psychotherapie

Eesti

 

 

Ελλάς

Ακτιvoλoγία — Ραδιoλoγία

Παιδoψυχιατρική

España

Electroradiología

 

France

Electro-radiologie (1)

Pédo-psychiatrie

▼M8

Hrvatska

Klinička radiologija

Dječja i adolescentna psihijatrija

▼M1

Ireland

Radiology

Child and adolescent psychiatry

Italia

Radiologia (2)

Neuropsichiatria infantile

Κύπρος

 

Παιδοψυχιατρική

Latvija

 

Bērnu psihiatrija

Lietuva

 

Vaikų ir paauglių psichiatrija

Luxembourg

Électroradiologie (3)

Psychiatrie infantile

Magyarország

Radiológia

Gyermek-és ifjúságpszichiátria

Malta

 

 

Nederland

Radiologie (4)

 

Österreich

Radiologie

 

Polska

 

Psychiatria dzieci i młodzieży

Portugal

Radiologia

Pedopsiquiatria

România

 

Psihiatrie pediatrică

Slovenija

 

Otroška in mladostniška psihiatrija

Slovensko

 

Detská psychiatria

Suomi/Finland

 

Lastenpsykiatria/Barnpsykiatri

Sverige

 

Barn- och ungdomspsykiatri

United Kingdom

 

Child and adolescent psychiatry

(1)   3. december 1971.

(2)   31. oktober 1993.

(3)   Der udstedes ikke længere kvalifikationsbeviser for uddannelse påbegyndt efter den 5. marts 1982.

(4)   8. juli 1984.

Ophævelsesdato som omhandlet i artikel 27, stk. 3:



Land

Geriatri eller alderdommens sygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Nefrologi eller medicinske nyresygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

 

България

Гериатрична медицина

Нефрология

Česká republika

Geriatrie

Nefrologie

Danmark

Geriatri eller alderdommens sygdomme

Nefrologi eller medicinske nyresygdomme

Deutschland

 

Innere Medizin und Schwerpunkt Nephrologie

Eesti

 

Nefroloogia

Ελλάς

 

Νεφρoλoγία

España

Geriatría

Nefrología

France

 

Néphrologie

▼M8

Hrvatska

 

Nefrologija

▼M1

Ireland

Geriatric medicine

Nephrology

Italia

Geriatria

Nefrologia

Κύπρος

Γηριατρική

Νεφρολογία

Latvija

 

Nefroloģija

Lietuva

Geriatrija

Nefrologija

Luxembourg

Gériatrie

Néphrologie

Magyarország

Geriátria

Nefrológia

Malta

Ġerjatrija

Nefroloġija

Nederland

Klinische geriatrie

 

Österreich

 

 

Polska

Geriatria

Nefrologia

Portugal

 

Nefrologia

România

Geriatrie și gerontologie

Nefrologie

Slovenija

 

Nefrologija

Slovensko

Geriatria

Nefrológia

Suomi/Finland

Geriatria/Geriatri

Nefrologia/Nefrologi

Sverige

Geriatrik

Medicinska njursjukdomar (nefrologi)

United Kingdom

Geriatrics

Renal medicine



Land

Infektionsmedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Samfundsmedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

 

България

Инфекциозни болести

Социална медицина и здравен мениджмънт

комунална хигиена

Česká republika

Infekční lékařství

Hygiena a epidemiologie

Danmark

Infektionsmedicin

Samfundsmedicin

Deutschland

 

Öffentliches Gesundheitswesen

Eesti

Infektsioonhaigused

 

Ελλάς

 

Κοινωνική Ιατρική

España

 

Medicina preventiva y salud pública

France

 

Santé publique et médecine sociale

▼M8

Hrvatska

Infektologija

Javnozdravstvena medicina

▼M1

Ireland

Infectious diseases

Public health medicine

Italia

Malattie infettive

Igiene e medicina preventiva

Κύπρος

Λοιμώδη Νοσήματα

Υγειονολογία/Κοινοτική Ιατρική

Latvija

Infektoloģija

 

Lietuva

Infektologija

 

Luxembourg

Maladies contagieuses

Santé publique

Magyarország

Infektológia

Megelőző orvostan és népegészségtan

Malta

Mard Infettiv

Saħħa Pubblika

Nederland

 

Maatschappij en gezondheid

Österreich

 

Sozialmedizin

Polska

Choroby zakaźne

Zdrowie publiczne, epidemiologia

Portugal

Infecciologia

Saúde pública

România

Boli infecțioase

Sănătate publică și management

Slovenija

Infektologija

Javno zdravje

Slovensko

Infektológia

Verejné zdravotníctvo

Suomi/Finland

Infektiosairaudet/Infektionssjukdomar

Terveydenhuolto/Hälsovård

Sverige

Infektionssjukdomar

Socialmedicin

United Kingdom

Infectious diseases

Public health medicine



Land

Klinisk farmakologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Arbejdsmedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Médecine du travail/Arbeidsgeneeskunde

България

Клинична фармакология и терапия

Фармакология

Трудова медицина

Česká republika

Klinická farmakologie

Pracovní lékařství

Danmark

Klinisk farmakologi

Arbejdsmedicin

Deutschland

Pharmakologie und Toxikologie

Arbeitsmedizin

Eesti

 

 

Ελλάς

 

Iατρική thς Εργασίας

España

Farmacología clínica

Medicina del trabajo

France

 

Médecine du travail

▼M8

Hrvatska

Klinička farmakologija s toksikologijom

Medicina rada i športa

▼M1

Ireland

Clinical pharmacology and therapeutics

Occupational medicine

Italia

Farmacologia

Medicina del lavoro

Κύπρος

 

Ιατρική της Εργασίας

Latvija

 

Arodslimības

Lietuva

 

Darbo medicina

Luxembourg

 

Médecine du travail

Magyarország

Klinikai farmakológia

Foglalkozás-orvostan (üzemorvostan)

Malta

Farmakoloġija Klinika u t-Terapewtika

Mediċina Okkupazzjonali

Nederland

 

Arbeid en gezondheid, bedrijfsgeneeskunde

Arbeid en gezondheid, verzekeringsgeneeskunde

Österreich

Pharmakologie und Toxikologie

Arbeits- und Betriebsmedizin

Polska

Farmakologia kliniczna

Medycyna pracy

Portugal

 

Medicina do trabalho

România

Farmacologie clinică

Medicina muncii

Slovenija

 

Medicina dela, prometa in športa

Slovensko

Klinická farmakológia

Pracovné lekárstvo

Suomi/Finland

Kliininen farmakologia ja lääkehoito/Klinisk farmakologi och läkemedelsbehandling

Työterveyshuolto/Företagshälsovård

Sverige

Klinisk farmakologi

Yrkes- och miljömedicin

United Kingdom

Clinical pharmacology and therapeutics

Occupational medicine



Land

Medicinsk allergologi eller medicinske overfølsomhedssygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Médecine nucléaire/Nucleaire geneeskunde

България

Клинична алергология

Нуклеарна медицина

Česká republika

Alergologie a klinická imunologie

Nukleární medicína

Danmark

Medicinsk allergologi eller medicinske overfølsomhedssygdomme

Klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Deutschland

 

Nuklearmedizin

Eesti

 

 

Ελλάς

Αλλεργιoλoγία

Πυρηvική Iατρική

España

Alergología

Medicina nuclear

France

 

Médecine nucléaire

▼M8

Hrvatska

Alergologija i klinička imunologija

Nuklearna medicina

▼M1

Ireland

 

 

Italia

Allergologia ed immunologia clinica

Medicina nucleare

Κύπρος

Αλλεργιολογία

Πυρηνική Ιατρική

Latvija

Alergoloģija

 

Lietuva

Alergologija ir klinikinė imunologija

 

Luxembourg

 

Médecine nucléaire

Magyarország

Allergológia és klinikai immunológia

Nukleáris medicina (izotóp diagnosztika)

Malta

 

Mediċina Nukleari

Nederland

Allergologie en inwendige geneeskunde

Nucleaire geneeskunde

Österreich

 

Nuklearmedizin

Polska

Alergologia

Medycyna nuklearna

Portugal

Imuno-alergologia

Medicina nuclear

România

Alergologie și imunologie clinică

Medicină nucleară

Slovenija

 

Nuklearna medicina

Slovensko

Klinická imunológia a alergológia

Nukleárna medicína

Suomi/Finland

 

Kliininen fysiologia ja isotooppilääketiede/Klinisk fysiologi och nukleärmedicin

Sverige

Allergisjukdomar

Nukleärmedicin

United Kingdom

 

Nuclear medicine



Land

Kæbe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som læge)

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

България

Лицево-челюстна хирургия

Česká republika

Maxilofaciální chirurgie

Danmark

 

Deutschland

 

Eesti

 

Ελλάς

 

España

Cirugía oral y maxilofacial

France

Chirurgie maxillo-faciale et stomatologie

▼M8

Hrvatska

Maksilofacijalna kirurgija

▼M1

Ireland

 

Italia

Chirurgia maxillo-facciale

Κύπρος

 

Latvija

Mutes, sejas un žokļu ķirurģija

Lietuva

Veido ir žandikaulių chirurgija

Luxembourg

Chirurgie maxillo-faciale

Magyarország

Szájsebészet

Malta

 

Nederland

 

Österreich

Mund- Kiefer- und Gesichtschirurgie

Polska

Chirurgia szczekowo-twarzowa

Portugal

Cirurgia maxilo-facial

România

 

Slovenija

Maxilofacialna kirurgija

Slovensko

Maxilofaciálna chirurgia

Suomi/Finland

 

Sverige

 

United Kingdom

 



Land

Klinisk blodtypeserologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

България

Клинична хематология

Česká republika

 

Danmark

Klinisk blodtypeserologi (1)

Deutschland

 

Eesti

 

Ελλάς

 

España

 

France

Hématologie

▼M8

Hrvatska

 

▼M1

Ireland

 

Italia

 

Κύπρος

 

Latvija

 

Lietuva

 

Luxembourg

Hématologie biologique

Magyarország

 

Malta

 

Nederland

 

Österreich

 

Polska

 

Portugal

Hematologia clinica

România

 

Slovenija

 

Slovensko

 

Suomi/Finland

 

Sverige

 

United Kingdom

 

(1)   1. januar 1983, undtagen for personer, som har påbegyndt uddannelse før denne dato og afsluttet den før udgangen af 1988.

Ophævelsesdato som omhandlet i artikel 27, stk. 3:



Land

Stomatologi

Uddannelsens mindstevarighed: 3 år

Dermatologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

 

България

 

 

Česká republika

 

 

Danmark

 

 

Deutschland

 

 

Eesti

 

 

Ελλάς

 

 

España

Estomatología

 

France

Stomatologie

 

▼M8

Hrvatska

 

 

▼M1

Ireland

 

Dermatology

Italia

Odontostomatologia (1)

 

Κύπρος

 

 

Latvija

 

 

Lietuva

 

 

Luxembourg

Stomatologie

 

Magyarország

 

 

Malta

 

Dermatoloġija

Nederland

 

 

Österreich

 

 

Polska

 

 

Portugal

Estomatologia

 

România

 

 

Slovenija

 

 

Slovensko

 

 

Suomi/Finland

 

 

Sverige

 

 

United Kingdom

 

Dermatology

(1)   31. december 1994.

Ophævelsesdato som omhandlet i artikel 27, stk. 3:



Land

Kønssygdomme

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Tropemedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

 

България

 

 

Česká republika

 

 

Danmark

 

 

Deutschland

 

 

Eesti

 

 

Ελλάς

 

 

España

 

 

France

 

 

▼M8

Hrvatska

 

 

▼M1

Ireland

Genito-urinary medicine

Tropical medicine

Italia

 

Medicina tropicale

Κύπρος

 

 

Latvija

 

 

Lietuva

 

 

Luxembourg

 

 

Magyarország

 

Trópusi betegségek

Malta

Mediċina Uro-ġenetali

 

Nederland

 

 

Österreich

 

Spezifische Prophylaxe und Tropenhygiene

Polska

 

Medycyna transportu

Portugal

 

Medicina tropical

România

 

 

Slovenija

 

 

Slovensko

 

Tropická medicína

Suomi/Finland

 

 

Sverige

 

 

United Kingdom

Genito-urinary medicine

Tropical medicine



Land

Kirurgisk gastroenterologi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Katastrofemedicin

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Chirurgie abdominale/Heelkunde op het abdomen (1)

 

България

 

Спешна медицина

Česká republika

 

Traumatologie

Urgentní medicína

Danmark

Kirurgisk gastroenterologi eller kirurgiske mave-tarmsygdomme

 

Deutschland

Visceralchirurgie

 

Eesti

 

 

Ελλάς

 

 

España

Cirugía del aparato digestivo

 

France

Chirurgie viscérale et digestive

 

▼M8

Hrvatska

Abdominalna kirurgija

Hitna medicina

▼M1

Ireland

 

Emergency medicine

Italia

Chirurgia dell'apparato digerente

 

Κύπρος

 

 

Latvija

 

 

Lietuva

Abdominalinė chirurgija

 

Luxembourg

Chirurgie gastro-entérologique

 

Magyarország

 

Traumatológia

Malta

 

Mediċina tal-Aċċidenti u l-Emerġenza

Nederland

 

 

Österreich

 

 

Polska

 

Medycyna ratunkowa

Portugal

 

 

România

 

Medicină de urgență

Slovenija

Abdominalna kirurgija

 

Slovensko

Gastroenterologická chirurgia

Úrazová chirurgia

Urgentná medicína

Suomi/Finland

Gastroenterologinen kirurgia/Gastroenterologisk kirurgi

 

Sverige

 

 

United Kingdom

 

Accident and emergency medicine

(1)   1. januar 1983.

Ophævelsesdato som omhandlet i artikel 27, stk. 3:



Land

Klinisk neurofysiologi

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Tand-, mund- og kæbe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som læge og som tandlæge) (1)

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

 

Stomatologie et chirurgie orale et maxillo-faciale/Stomatologie en mond-, kaak- en aangezichtschirurgie

България

 

 

Česká republika

 

 

Danmark

Klinisk neurofysiologi

 

Deutschland

 

Mund-, Kiefer- und Gesichtschirurgie

Eesti

 

 

Ελλάς

 

 

España

Neurofisiologia clínica

 

France

 

 

▼M8

Hrvatska

 

 

▼M1

Ireland

Clinical neurophysiology

Oral and maxillo-facial surgery

Italia

 

 

Κύπρος

 

Στοματο-Γναθο-Προσωποχειρουργική

Latvija

 

 

Lietuva

 

 

Luxembourg

 

Chirurgie dentaire, orale et maxillo-faciale

Magyarország

 

Arc-állcsont-szájsebészet

Malta

Newrofiżjoloġija Klinika

Kirurġija tal-għadam tal-wiċċ

Nederland

 

 

Österreich

 

 

Polska

 

 

Portugal

 

 

România

 

 

Slovenija

 

 

Slovensko

 

 

Suomi/Finland

Kliininen neurofysiologia/Klinisk neurofysiologi

Suu- ja leukakirurgia/Oral och maxillofacial kirurgi

Sverige

Klinisk neurofysiologi

 

United Kingdom

Clinical neurophysiology

Oral and maxillo-facial surgery

(1)   Uddannelse med henblik på opnåelse af kvalifikationsbevis som specialist i tand-, mund- og kæbe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som læge og som tandlæge) forudsætter afslutning og attestering af grundlæggende uddannelse som læge (artikel 24) og tillige afslutning og attestering af grundlæggende uddannelse som tandlæge (artikel 34).

▼M6



Land

Medicinsk onkologi

Uddannelsens mindstevarighed: 5 år

Medicinsk genetik

Uddannelsens mindstevarighed: 4 år

Benævnelse

Benævnelse

Belgique/België/Belgien

Oncologie médicale/Medische oncologie

 

България

Медицинска онкология

Медицинска генетика

Česká republika

Klinická onkologie

Lékařská genetika

Danmark

 

Klinisk genetik

Deutschland

 

Humangenetik

Eesti

 

Meditsiinigeneetika

Ελλάς

Παθολογική Ογκολογία

 

España

 

 

France

Oncologie

Génétique médicale

▼M8

Hrvatska

 

 

▼M6

Ireland

Medical oncology

Clinical genetics

Italia

Oncologia medica

Genetica medica

Κύπρος

Ακτινοθεραπευτική Ογκολογία

 

Latvija

Onkoloģija ķīmijterapija

Medicīnas ģenētika

Lietuva

Chemoterapinė onkologija

Genetika

Luxembourg

Oncologie médicale

Médecine génétique

Magyarország

Klinikai onkológia

Klinikai genetika

Malta

 

 

Nederland

 

Klinische genetica

Österreich

 

Medizinische Genetik

Polska

Onkologia kliniczna

Genetyka kliniczna

Portugal

Oncologia médica

Genética médica

România

Oncologie medicala

Genetica medicala

Slovenija

Internistična onkologija

Klinična genetika

Slovensko

Klinická onkológia

Lekárska genetica

Suomi/Finland

 

Perinnöllisyyslääketiede/Medicinsk genetik

Sverige

 

 

United Kingdom

Medical oncology

Clinical genetics

▼B

5.1.4.    Beviser for uddannelse som alment praktiserende læge



Land

Uddannelsesbevis

Titel

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Ministerieel erkenningsbesluit van huisarts/Arrêté ministériel d'agrément de médecin généraliste

Huisarts/Médecin généraliste

31. december 1994

▼M1

България

Свидетелство за призната специалност по Обща медицина

Лекар-специалист по Обща медицина

1. januar 2007

▼B

Česká republika

Diplom o specializaci »všeobecné lékařství«

Všeobecný lékař

1. maj 2004

Danmark

Tilladelse til at anvende betegnelsen alment praktiserende læge/Speciallægel i almen medicin

Almen praktiserende læge/Speciallæge i almen medicin

31. december 1994

Deutschland

Zeugnis über die spezifische Ausbildung in der Allgemeinmedizin

Facharzt/Fachärztin für Allgemeinmedizin

31. december 1994

Eesti

Diplom peremeditsiini erialal

Perearst

1. maj 2004

Ελλάς

Tίτλος ιατρικής ειδικότητας γενικής ιατρικής

Iατρός με ειδικότητα γενικής ιατρικής

31. december 1994

España

Título de especialista en medicina familiar y comunitaria

Especialista en medicina familiar y comunitaria

31. december 1994

France

Diplôme d'Etat de docteur en médecine (avec document annexé attestant la formation spécifique en médecine générale)

Médecin qualifié en médecine générale

31. december 1994

▼M8

Hrvatska

Diploma o specijalističkom usavršavanju

specijalist obiteljske medicine

1. juli 2013

▼B

Ireland

Certificate of specific qualifications in general medical practice

General medical practitioner

31. december 1994

Italia

Attestato di formazione specifica in medicina generale

Medico di medicina generale

31. december 1994

Κύπρος

Τίτλος Ειδικότητας Γενικής Ιατρικής

Ιατρός Γενικής Ιατρικής

1. maj 2004

Latvija

Ģimenes ārsta sertifikāts

Ģimenes (vispārējās prakses) ārsts

1. maj 2004

Lietuva

Šeimos gydytojo rezidentūros pažymėjimas

Šeimos medicinos gydytojas

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme de formation spécifique en medicine générale

Médecin généraliste

31. december 1994

Magyarország

Háziorvostan szakorvosa bizonyítvány

Háziorvostan szakorvosa

1. maj 2004

Malta

Tabib tal-familja

Mediċina tal-familja

1. maj 2004

Nederland

Certificaat van inschrijving in het register van erkende huisartsen van de Koninklijke Nederlandsche Maatschappij tot bevordering der geneeskunst

Huisarts

31. december 1994

Österreich

Arzt für Allgemeinmedizin

Arzt für Allgemeinmedizin

31. december 1994

Polska

Diplôme: Dyplom uzyskania tytułu specjalisty w dziedzinie medycyny rodzinnej

Specjalista w dziedzinie medycyny rodzinnej

1. maj 2004

Portugal

Diploma do internato complementar de clínica geral

Assistente de clínica geral

31. december 1994

▼M1

România

Certificat de medic specialist medicină de familie

Medic specialist medicină de familie

1. januar 2007

▼B

Slovenija

Potrdilo o opravljeni specializaciji iz družinske medicine

Specialist družinske medicine/Specialistka družinske medicine

1. maj 2004

Slovensko

Diplom o špecializácii v odbore »všeobecné lekárstvo«

Všeobecný lekár

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Todistus lääkärin perusterveydenhuollon lisäkoulutuksesta/Bevis om tilläggsutbildning av läkare i primärvård

Yleislääkäri/Allmänläkare

31. december 1994

Sverige

Bevis om kompetens som allmänpraktiserande läkare (Europaläkare) utfärdat av Socialstyrelsen

Allmänpraktiserande läkare (Europaläkare)

31. december 1994

United Kingdom

Certificate of prescribed/equivalent experience

General medical practitioner

31. december 1994

V.2.   SYGEPLEJERSKER MED ANSVAR FOR DEN ALMENE SUNDHEDS- OG SYGEPLEJE

5.2.1.    Uddannelsesprogram for sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje

Uddannelsesprogrammet for opnåelse af bevis for uddannelse som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje omfatter følgende to områder og mindst de deri anførte fag.

A. Teoretisk undervisning

a. Sygepleje:

 Faglig orientering og erhvervsetik

 Almene principper for sundheds- og sygepleje

 Principper for sundheds- og sygepleje inden for:

 

 almen medicin og medicinske specialer

 almen kirurgi og kirurgiske specialer

 barnepleje og pædiatri

 barselshygiejne og pleje af moder og barn

 mental hygiejne og psykiatri

 geriatrisk pleje og geriatri

b. Basisfag:

 Anatomi og fysiologi

 Patologi

 Bakteriologi, virologi og parasitologi

 Biofysik, biokemi og radiologi

 Diætetik

 Hygiejne:

 

 profylakse

 sundhedslære

 Farmakologi

c. Sociale fag:

 Sociologi

 Psykologi

 Administrationsprincipper

 Undervisningsprincipper

 Sociallovgivning og sundhedslovgivning

 Erhvervets juridiske aspekter

B. Klinisk undervisning

 Sundheds- og sygepleje inden for:

 

 almen medicin og medicinske specialer

 almen kirurgi og kirurgiske specialer

 barnepleje og pædiatri

 barselshygiejne og pleje af moder og barn

 mentalhygiejne og psykiatri

 geriatrisk pleje og geriatri

 hjemmepleje

Undervisningen i ét eller flere af disse fag kan ske inden for eller i forbindelse med de øvrige fag.

Den teoretiske undervisning skal være afpasset efter og samordnet med den kliniske undervisning, således at de kundskaber og færdigheder, der er omhandlet i dette bilag, kan erhverves på fyldestgørende måde.

5.2.2.    Beviser for uddannelse som sygeplejerske med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje



Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Titel

Referencedato

België/Belgique/Belgien

— Diploma gegradueerde verpleger/verpleegster/Diplôme d'infirmier(ère) gradué(e)/Diplom eines (einer) graduierten Krankenpflegers (-pflegerin)

— Diploma in de ziekenhuisverpleegkunde/Brevet d'infirmier(ère) hospitalier(ère)/Brevet eines (einer) Krankenpflegers (-pflegerin)

— Brevet van verpleegassistent(e)/Brevet d'hospitalier(ère)/Brevet einer Pflegeassistentin

— De erkende opleidingsinstituten/Les établissements d'enseignement reconnus/Die anerkannten Ausbildungsanstalten

— De bevoegde Examencommissie van de Vlaamse Gemeenschap/Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française/Der zuständige Prüfungsausschüß der Deutschsprachigen Gemeinschaft

— Hospitalier(ère)/Verpleegassistent(e)

— Infirmier(ère) hospitalier(ère)/Ziekenhuisverpleger(-verpleegster)

29. juni 1979

▼M1

България

Диплома за висше образование на образователно-квалификационна степен »Бакалавър« с професионална квалификация »Медицинска сестра«

Университет

Медицинска сестра

1. januar 2007

▼B

Česká republika

1.  Diplom o ukončení studia ve studijním programu ošetřovatelství ve studijním oboru všeobecná sestra (bakalář, Bc.), ledsaget af følgende certifikat: Vysvědčení o státní závěrečné zkoušce

1.  Vysoká škola zřízená nebo uznaná státem

1.  Všeobecná sestra

1. maj 2004

2.  Diplom o ukončení studia ve studijním oboru diplomovaná všeobecná sestra (diplomovaný specialista, DiS.), ledsaget af følgende certifikat: Vysvědčení o absolutoriu

2.  Vyšší odborná škola zřízená nebo uznaná státem

2.  Všeobecný ošetřovatel

Danmark

Eksamensbevis efter gennemført sygeplejerskeuddannelse

Sygeplejeskole godkendt af Undervisningsministeriet

Sygeplejerske

29. juni 1979

Deutschland

Zeugnis über die staatliche Prüfung in der Krankenpflege

Staatlicher Prüfungsausschuss

Gesundheits- und Krankenpflegerin/Gesundheits- und Krankenpfleger

29. juni 1979

Eesti

Diplom õe erialal

1.  Tallinna Meditsiinikool

2.  Tartu Meditsiinikool

3.  Kohtla-Järve Meditsiinikool

õde

1. maj 2004

Ελλάς

1.  Πτυχίο Νοσηλευτικής Παν/μίου Αθηνών

1.  Πανεπιστήμιο Αθηνών

Διπλωματούχος ή πτυχιούχος νοσοκόμος, νοσηλευτής ή νοσηλεύτρια

1. januar 1981

2.  Πτυχίο Νοσηλευτικής Τεχνολογικών Εκπαιδευτικών Ιδρυμάτων (Τ.Ε.Ι.)

2.  Τεχνολογικά Εκπαιδευτικά Ιδρύματα Υπουργείο Εθνικής Παιδείας και Θρησκευμάτων

3.  Πτυχίο Αξιωματικών Νοσηλευτικής

3.  Υπουργείο Εθνικής 'Αμυνας

4.  Πτυχίο Αδελφών Νοσοκόμων πρώην Ανωτέρων Σχολών Υπουργείου Υγείας και Πρόνοιας

4.  Υπουργείο Υγείας και Πρόνοιας

5.  Πτυχίο Αδελφών Νοσοκόμων και Επισκεπτριών πρώην Ανωτέρων Σχολών Υπουργείου Υγείας και Πρόνοιας

5.  Υπουργείο Υγείας και Πρόνοιας

6.  Πτυχίο Τμήματος Νοσηλευτικής

6.  ΚΑΤΕΕ Υπουργείου Εθνικής Παιδείας και Θρησκευμάτων

España

Título de Diplomado universitario en Enfermería

— Ministerio de Educación y Cultura

— El rector de una universidad

Enfermero/a diplomado/a

1. januar 1986

France

— Diplôme d'Etat d'infirmier(ère)

— Diplôme d'Etat d'infirmier(ère) délivré en vertu du décret no 99-1147 du 29 décembre 1999

Le ministère de la santé

Infirmer(ère)

29. juni 1979

▼M8

Hrvatska

1.  Svjedodžba »medicinska sestra opće njege/medicinski tehničar opće njege«

2.  Svjedodžba

»prvostupnik (baccalaureus) sestrinstva/prvostupnica (baccalaurea) sestrinstva«

1.  Srednje strukovne škole koje izvode program za stjecanje kvalifikacije »medicinska sestra opće njege/medicinski tehničar opće njege«

2.  Medicinski fakulteti sveučilišta u Republici Hrvatskoj

Sveučilišta u Republici Hrvatskoj

Veleučilišta u Republici Hrvatskoj

1.  medicinska sestra opće njege/medicinski tehničar opće njege

2.  prvostupnik (baccalaureus) sestrinstva/prvostupnica (baccalaurea) sestrinstva

1. juli 2013

▼B

Ireland

Certificate of Registered General Nurse

An Bord Altranais (The Nursing Board)

Registered General Nurse

29. juni 1979

Italia

Diploma di infermiere professionale

Scuole riconosciute dallo Stato

Infermiere professionale

29. juni 1979

Κύπρος

Δίπλωμα Γενικής Νοσηλευτικής

Νοσηλευτική Σχολή

Εγγεγραμμένος Νοσηλευτής

1. maj 2004

Latvija

1.  Diploms par māsas kvalifikācijas iegūšanu

1.  Māsu skolas

Māsa

1. maj 2004

2.  Māsas diploms

2.  Universitātes tipa augstskola pamatojoties uz Valsts eksāmenu komisijas lēmumu

Lietuva

1.  Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą bendrosios praktikos slaugytojo profesinę kvalifikaciją

1.  Universitetas

Bendrosios praktikos slaugytojas

1. maj 2004

2.  Aukštojo mokslo diplomas (neuniversitetinės studijos), nurodantis suteiktą bendrosios praktikos slaugytojo profesine kvalifikaciją

2.  Kolegija

Luxembourg

— Diplôme d'Etat d'infirmier

— Diplôme d'Etat d'infirmier hospitalier gradué

Ministère de l'éducation nationale, de la formation professionnelle et des sports

Infirmier

29. juni 1979

Magyarország

1.  Ápoló bizonyítvány

1.  Iskola

Ápoló

1. maj 2004

2.  Diplomás ápoló oklevél

2.  Egyetem/főiskola

3.  Egyetemi okleveles ápoló oklevél

3.  Egyetem

Malta

Lawrja jew diploma fl-istudji tal-infermerija

Universita’ ta' Malta

Infermier Registrat tal-Ewwel Livell

1. maj 2004

Nederland

1.  Diploma's verpleger A, verpleegster A, verpleegkundige A

1.  Door een van overheidswege benoemde examencommissie

Verpleegkundige

29. juni 1979

2.  Diploma verpleegkundige MBOV (Middelbare Beroepsopleiding Verpleegkundige)

2.  Door een van overheidswege benoemde examencommissie

3.  Diploma verpleegkundige HBOV (Hogere Beroepsopleiding Verpleegkundige)

3.  Door een van overheidswege benoemde examencommissie

4.  Diploma beroepsonderwijs verpleegkundige — Kwalificatieniveau 4

4.  Door een van overheidswege aangewezen opleidingsinstelling

5.  Diploma hogere beroepsopleiding verpleegkundige — Kwalificatieniveau 5

5.  Door een van overheidswege aangewezen opleidingsinstelling

Österreich

1.  Diplom als »Diplomierte Gesundheits- und Krankenschwester, Diplomierter Gesundheits- und Krankenpfleger«

1.  Schule für allgemeine Gesundheits- und Krankenpflege

— Diplomierte Krankenschwester

— Diplomierter Krankenpfleger

1. januar 1994

2.  Diplom als »Diplomierte Krankenschwester, Diplomierter Krankenpfleger«

2.  Allgemeine Krankenpflegeschule

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych na kierunku pielęgniarstwo z tytułem »magister pielęgniarstwa«

Instytucja prowadząca kształcenie na poziomie wyższym uznana przez właściwe władze

(højere uddannelsesinstitution, der er anerkendt af de kompetente myndigheder)

Pielegniarka

1. maj 2004

Portugal

1.  Diploma do curso de enfermagem geral

1.  Escolas de Enfermagem

Enfermeiro

1. januar 1986

2.  Diploma/carta de curso de bacharelato em enfermagem

2.  Escolas Superiores de Enfermagem

3.  Carta de curso de licenciatura em enfermagem

3.  Escolas Superiores de Enfermagem; Escolas Superiores de Saúde

▼M1

România

1.  Diplomă de absolvire de asistent medical generalist cu studii superioare de scurtă durată

1.  Universități

asistent medical generalist

1. januar 2007

2.  Diplomă de licență de asistent medical generalist cu studii superioare de lungă durată

2.  Universități

▼B

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »diplomirana medicinska sestra/diplomirani zdravstvenik«

1.  Univerza

2.  Visoka strokovna šola

Diplomirana medicinska sestra/Diplomirani zdravstvenik

1. maj 2004

Slovensko

1.  Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »magister z ošetrovateľstva« (»Mgr.«)

1.  Vysoká škola

Sestra

1. maj 2004

2.  Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »bakalár z ošetrovateľstva« (»Bc.«)

2.  Vysoká škola

3.  Absolventský diplom v študijnom odbore diplomovaná všeobecná sestra

3.  Stredná zdravotnícka škola

Suomi/ Finland

1.  Sairaanhoitajan tutkinto/Sjukskötarexamen

1.  Terveydenhuolto-oppilaitokset/ Hälsovårdsläroanstalter

Sairaanhoitaja/Sjukskötare

1. januar 1994

2.  Sosiaali- ja terveysalan ammattikorkeakoulututkinto, sairaanhoitaja (AMK)/Yrkeshögskoleexamen inom hälsovård och det sociala området, sjukskötare (YH)

2.  Ammattikorkeakoulut/ Yrkeshögskolor

Sverige

Sjuksköterskeexamen

Universitet eller högskola

Sjuksköterska

1. januar 1994

United Kingdom

Statement of Registration as a Registered General Nurse in part 1 or part 12 of the register kept by the United Kingdom Central Council for Nursing, Midwifery and Health Visiting

Various

— State Registered Nurse

— Registered General Nurse

29. juni 1979

V.3.   TANDLÆGE

5.3.1.    Uddannelsesprogram for tandlæger

Det uddannelsesprogram, som skal føre frem til et bevis for uddannelse som tandlæge, omfatter som et minimum nedennævnte fag. Undervisningen i ét eller flere af disse fag kan ske inden for eller i forbindelse med de øvrige fag

A. Basisfag

 Kemi

 Fysik

 Biologi

B. Medikobiologiske og alment lægevidenskabelige fag

 Anatomi

 Embryologi

 Histologi, herunder cytologi

 Fysiologi

 Biokemi (eller fysiologisk kemi)

 Patologisk anatomi

 Almen patologi

 Farmakologi

 Mikrobiologi

 Hygiejne

 Præventiv medicin og epidemiologi

 Radiologi

 Fysiurgi

 Almen kirurgi

 Intern medicin, herunder pædiatri

 Oto-rhino-laryngologi

 Dermato-venerologi

 Almen psykologi, psykopatologi og neuropatologi

 Anæstesiologi

C. Fag med direkte relation til tandlægevirksomhed

 Proteselære

 Tandlægematerialer

 Konserverende tandbehandling

 Forebyggende tandpleje

 Anæstesi og smertestillende midler inden for tandbehandling

 Specialkirurgi

 Specialpatologi

 Klinisk odonto-stomatologi

 Pædodonti

 Ortodonti

 Parodontologi

 Odontologisk radiologi

 Bidfunktionslære

 Faglig organisation, etik og lovgivning

 Sociale aspekter ved praktisk odontologi

5.3.2.    Beviser for grunduddannelse som tandlæge



Land

Uddannelsesbevis

Udstedende organ

Certifikat, der ledsager uddannelsesbeviset

Titel

Referencedato

België/Belgique/Belgien

Diploma van tandarts/Diplôme licencié en science dentaire

— De universiteiten/Les universités

— De bevoegde Examen- commissie van de Vlaamse Gemeenschap/Le Jury compétent d'enseignement de la Communauté française

 

Licentiaat in de tandheelkunde/Licencié en science dentaire

28. januar 1980

▼M1

България

Диплома за висше образование на образователно-квалификационна степен »Магистър« по »Дентална медицина« с професионална квалификация »Магистър-лекар по дентална медицина«

Факултет по дентална медицина към Медицински университет

 

Лекар по дентална медицина

1. januar 2007

▼B

Česká republika

Diplom o ukončení studia ve studijním programu zubní lékařství ►C2  (doktor zubního lékařství, MDDr.) ◄

Lékařská fakulta univerzity v České republice

Vysvědčení o státní rigorózní zkoušce

Zubní lékař

1. maj 2004

Danmark

Bevis for tandlægeeksamen (odontologisk kandidateksamen)

Tandlægehøjskolerne, Sundhedsvidenskabeligt universitetsfakultet

Autorisation som tandlæge, udstedt af Sundhedsstyrelsen

Tandlæge

28. januar 1980

Deutschland

Zeugnis über die Zahnärztliche Prüfung

Zuständige Behörden

 

Zahnarzt

28. januar 1980

Eesti

Diplom hambaarstiteaduse õppekava läbimise kohta

Tartu Ülikool

 

Hambaarst

1. maj 2004

Ελλάς

Πτυχίo Οδovτιατρικής

Παvεπιστήμιo

 

Οδοντίατρος ή χειρούργος οδοντίατρος

1. januar 1981

España

Título de Licenciado en Odontología

El rector de una universidad

 

Licenciado en odontología

1. januar 1986

France

Diplôme d'Etat de docteur en chirurgie dentaire

Universités

 

Chirurgien-dentiste

28. januar 1980

▼M8

Hrvatska

Diploma »doktor dentalne medicine/doktorica dentalne medicine«

Fakulteti sveučilišta u Republici Hrvatskoj

 

doktor dentalne medicine/doktorica dentalne medicine

1. juli 2013

▼B

Ireland

— Bachelor in Dental Science (B.Dent.Sc.)

— Bachelor of Dental Surgery (BDS)

— Licentiate in Dental Surgery (LDS)

— Universities

— Royal College of Surgeons in Ireland

 

— Dentist

— Dental practitioner

— Dental surgeon

28. januar 1980

Italia

Diploma di laurea in Odontoiatria e Protesi Dentaria

Università

Diploma di abilitazione all'esercizio della professione di odontoiatra

Odontoiatra

28. januar 1980

Κύπρος

Πιστοποιητικό Εγγραφής Οδοντιάτρου

Οδοντιατρικό Συμβούλιο

 

Οδοντίατρος

1. maj 2004

Latvija

Zobārsta diploms

Universitātes tipa augstskola

Rezidenta diploms par zobārsta pēcdiploma izglītības programmas pabeigšanu, ko izsniedz universitātes tipa augstskola un »Sertifikāts« — kompetentas iestādes izsniegts dokuments, kas apliecina, ka persona ir nokārtojusi sertifikācijas eksāmenu zobārstniecībā

Zobārsts

1. maj 2004

Lietuva

Aukštojo mokslo diplomas, nurodantis suteiktą gydytojo odontologo kvalifikaciją

Universitetas

Internatūros pažymėjimas, nurodantis suteiktą gydytojo odontologo profesinę kvalifikaciją

Gydytojas odontologas

1. maj 2004

Luxembourg

Diplôme d'Etat de docteur en médecine dentaire

Jury d'examen d'Etat

 

Médecin-dentiste

28. januar 1980

Magyarország

Fogorvos oklevél (doctor medicinae dentariae, röv.: dr. med. dent.)

Egyetem

 

Fogorvos

1. maj 2004

Malta

Lawrja fil- Kirurġija Dentali

Universita’ ta Malta

 

Kirurgu Dentali

1. maj 2004

Nederland

Universitair getuigschrift van een met goed gevolg afgelegd tandartsexamen

Faculteit Tandheelkunde

 

Tandarts

28. januar 1980

Österreich

Bescheid über die Verleihung des akademischen Grades »Doktor der Zahnheilkunde«

Medizinische Fakultät der Universität

 

Zahnarzt

1. januar 1994

Polska

Dyplom ukończenia studiów wyższych z tytułem »lekarz dentysta«

1.  Akademia Medyczna,

2.  Uniwersytet Medyczny,

3.  Collegium Medicum Uniwersytetu Jagiellońskiego

Lekarsko — Dentystyczny Egzamin Państwowy

Lekarz dentysta

1. maj 2004

Portugal

Carta de curso de licenciatura em medicina dentária

— Faculdades

— Institutos Superiores

 

Médico dentista

1. januar 1986

▼M1

România

Diplomă de licență de medic dentist

Universități

 

medic dentist

1. oktober 2003

▼B

Slovenija

Diploma, s katero se podeljuje strokovni naslov »doktor dentalne medicine/doktorica dentalne medicine«

— Univerza

Potrdilo o opravljenem strokovnem izpitu za poklic zobozdravnik/zobozdravnica

Doktor dentalne medicine/Doktorica dentalne medicine

1. maj 2004

Slovensko

Vysokoškolský diplom o udelení akademického titulu »doktor zubného lekárstva« (»MDDr.«)

— Vysoká škola

 

Zubný lekár

1. maj 2004

Suomi/ Finland

Hammaslääketieteen lisensiaatin tutkinto/Odontologie licentiatexamen

— Helsingin yliopisto/Helsingfors universitet

— Oulun yliopisto

— Turun yliopisto

Terveydenhuollon oikeusturvakeskuksen päätös käytännön palvelun hyväksymisestä/Beslut av Rättskyddscentralen för hälsovården om godkännande av praktisk tjänstgöring