EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011R1141

Kommissionens forordning (EU) nr. 1141/2011 af 10. november 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 272/2009 om supplering af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed, for så vidt angår anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne EØS-relevant tekst

OJ L 293, 11.11.2011, p. 22–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 07 Volume 023 P. 113 - 114

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/1141/oj

11.11.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 293/22


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 1141/2011

af 10. november 2011

om ændring af forordning (EF) nr. 272/2009 om supplering af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed, for så vidt angår anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 (1), særlig artikel 4 og bilaget, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 300/2008 skal Kommissionen vedtage generelle supplerende foranstaltninger, der tager sigte på at ændre ikke-væsentlige elementer i de fælles grundlæggende normer, der er fastsat i nævnte forordnings bilag.

(2)

I henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008 skal Kommissionen endvidere vedtage detaljerede foranstaltninger til gennemførelse af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed, der er fastlagt i bilaget til nævnte forordning, således som de er suppleret ved de generelle foranstaltninger, der er vedtaget af Kommissionen på grundlag af artikel 4, stk. 2.

(3)

I afsnit A i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 272/2009 om supplering af de fælles grundlæggende normer for civil luftfartssikkerhed (2) er der netop fastsat sådanne generelle foranstaltninger, der definerer, hvilke metoder der er tilladt til screening af passagerer.

(4)

Securityscannere er en effektiv metode til screening af passagerer og bør godkendes til anvendelse i EU's lufthavne, ved at de tilføjes til listen over tilladte screeningmetoder.

(5)

Kommissionen har anmodet Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (VKNNPS) om at vurdere, hvilke konsekvenser securityscannere, der benytter ioniserende stråling, måtte have for menneskets sundhed. Medmindre andet gælder ifølge Rådets direktiv 96/29/Euratom af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling (3) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/95/EF af 12. december 2006 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (4) er det på nuværende tidspunkt af hensyn til borgernes sundhed og sikkerhed kun securityscannere, der ikke benytter ioniserende stråling, som kan tilføjes til listen over tilladte metoder til screening af passagerer i luftfartssikkerhedsøjemed.

(6)

Anvendelsen af securityscannere bør ske på grundlag af specifikke gennemførelsesbestemmelser, der tillader anvendelsen af denne screeningmetode, enten enkeltvis eller i kombination, som primær eller sekundær metode og på nærmere fastlagte betingelser for at sikre beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder. Disse bestemmelser skal vedtages særskilt i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EC) nr. 300/2008.

(7)

Ved at fastlægge specifikke driftsvilkår for anvendelsen af securityscannere og give passagererne mulighed for at lade sig screene på andre måder respekterer denne forordning og de særskilte gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 300/2008, de grundlæggende rettigheder og efterlever de principper, der navnlig anerkendes i EU's charter om grundlæggende rettigheder, herunder respekt for den menneskelige værdighed, for privatliv og familieliv, retten til beskyttelse af personoplysninger, børns rettigheder, retten til religionsfrihed og forbud mod forskelsbehandling. Denne forordning bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(8)

Kommissionen vil arbejde tæt sammen med industrien og medlemsstaterne for at sikre, at det snarest muligt kun vil være securityscannere med automatisk genkendelse af farlige genstande, der anvendes i EU's lufthavne, således at det ikke længere er nødvendigt med en operatør til at analysere billederne.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Civil Luftfartssikkerhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til forordning (EF) nr. 272/2009 ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvende dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. november 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 97 af 9.4.2008, s. 72.

(2)  EUT L 91 af 3.4.2009, s. 7.

(3)  EFT L 159 af 29.6.1996, s. 1.

(4)  EUT L 374 af 27.12.2006, s. 10.


BILAG

I bilaget til forordning (EF) nr. 272/2009, afsnit A, punkt 1, indsættes følgende:

»f)

securityscannere, som ikke benytter ioniserende stråling«.


Top