EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007L0029

Kommissionens direktiv 2007/29/EF af 30. maj 2007 om ændring af direktiv 96/8/EF for så vidt angår mærkning eller emballage af fødevarer til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab eller reklame for disse(EØS-relevant tekst).

OJ L 139, 31.5.2007, p. 22–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 056 P. 102 - 103

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 19/07/2015; ophævet ved 32013R0609

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2007/29/oj

31.5.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 139/22


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2007/29/EF

af 30. maj 2007

om ændring af direktiv 96/8/EF for så vidt angår mærkning eller emballage af fødevarer til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab eller reklame for disse

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (1), særlig artikel 4, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (2) finder anvendelse fra den 1. juli 2007. Den gælder for fødevarer til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab, men tilsidesætter ikke de særlige bestemmelser i Kommissionens direktiv 96/8/EF af 26. februar 1996 om levnedsmidler til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab (3).

(2)

I henhold til direktiv 96/8/EF må mærkning eller emballage af de pågældende produkter eller reklame for disse ikke indeholde nogen angivelse af hastigheden eller størrelsen af det vægttab, der kan følge af deres anvendelse, ej heller nogen omtale af nedsat sultfølelse eller øget mæthedsfornemmelse.

(3)

I henhold til artikel 13, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 1924/2006 kan der på nærmere angivne betingelser for fødevarer anvendes sundhedsanprisninger, der beskriver eller henviser til nedsat sultfølelse eller øget mæthedsfornemmelse.

(4)

At tillade anprisninger, der henviser til nedsat sultfølelse eller øget mæthedsfornemmelse, på betingelse af at anvisningerne er baseret på almindeligt anerkendt videnskabelig evidens og forstås godt af gennemsnitsforbrugeren, afspejler udviklingen i sortimentet af produkter og deres egenskaber.

(5)

Argumentet gælder ikke mindst for produkter, der anvendes i energifattige diæter med henblik på vægttab. Sådanne anprisninger bør derfor ikke længere være forbudt, forudsat at betingelserne i artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1924/2006 er opfyldt.

(6)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Artikel 5, stk. 3, i direktiv 96/8/EF affattes således:

»3.   Mærkning eller emballage af de pågældende produkter eller reklame for disse må ikke indeholde nogen angivelse af hastigheden eller størrelsen af det vægttab, der kan følge af deres anvendelse.«

Artikel 2

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 30. november 2007 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. juli 2007.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. maj 2007.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 186 af 30.6.1989, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(2)  EUT L 404 af 30.12.2006, s. 9. Berigtiget i EUT L 12 af 8.1.2007, s. 3.

(3)  EFT L 55 af 6.3.1996, s. 22.


Top