EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000R2887

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2887/2000 af 18. december 2000 om ubundtet adgang til abonnentledninger (EØS-relevant tekst)

OJ L 336, 30.12.2000, p. 4–8 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Estonian: Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Latvian: Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Lithuanian: Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Hungarian Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Maltese: Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Polish: Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Slovak: Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Slovene: Chapter 13 Volume 026 P. 83 - 87
Special edition in Bulgarian: Chapter 13 Volume 030 P. 133 - 137
Special edition in Romanian: Chapter 13 Volume 030 P. 133 - 137

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 18/12/2009; ophævet ved 32009L0140

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2000/2887/oj

32000R2887

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2887/2000 af 18. december 2000 om ubundtet adgang til abonnentledninger (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 336 af 30/12/2000 s. 0004 - 0008


Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2887/2000

af 18. december 2000

om ubundtet adgang til abonnentledninger

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

efter proceduren i traktatens artikel 251(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I konklusionerne fra det Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 noterer Det Europæiske Råd sig, at det er nødvendigt, at erhvervslivet og borgerne har adgang til en billig kommunikationsinfrastruktur i verdensklasse og en bred vifte af tjenesteydelser, hvis Europa skal kunne få fuldt udbytte af vækst- og jobskabelsespotentialet i den digitale videnbaserede økonomi. Medlemsstaterne opfordres til sammen med Kommissionen "at arbejde på at indføre større konkurrence i accessnet inden udgangen af 2000 og afskaffe bundtning på abonnentlinjerne for at medvirke til at nedbringe udgifterne ved brug af Internettet betydeligt". Det Europæiske Råd i Feira den 20. juni 2000 udtrykte sin støtte til den foreslåede handlingsplan for e-Europa, som udpeger ubundtet adgang til abonnentledninger som højt prioriteret på kort sigt.

(2) Ubundtet adgang til abonnentledninger bør supplere de gældende bestemmelser i EF-retten og sikre forsyningspligt og adgang til overkommelige priser for alle borgere ved at fremme konkurrence, økonomisk effektivitet og størst mulig nytte for brugerne.

(3) Abonnentledningerne er de parsnoede fysiske metalliske ledninger, der forbinder nettermineringspunktet hos en abonnent til en lokalcentrals hovedfordeler eller et tilsvarende punkt, i faste offentlige telefonnet. Som det fremgår af Kommissionens femte rapport om gennemførelsen af telesektorlovpakken, er accessnettet fortsat et af de segmenter i det liberaliserede telekommunikationsmarked, hvor der er mindst konkurrence. De nye udbydere på markedet har ikke en omfattende alternativ netinfrastruktur og kan ikke med de traditionelle teknologier opnå de stordriftsfordele og den dækning, som operatører, der er udpeget som værende i besiddelse af en stærk position på markedet for faste offentlige telefonnet, har. Årsagen er, at netoperatørerne har opbygget deres metalaccessnetinfrastrukturer over en længere periode, hvor de var beskyttet af eksklusive rettigheder og var i stand til at finansiere investeringsomkostningerne gennem monopolpriser.

(4) Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2000 om Kommissionens meddelelse vedrørende revurderingen af kommunikationslovgivningen i 1999 understreger vigtigheden af at give sektoren mulighed for at udvikle infrastrukturer, som fremmer væksten inden for elektronisk kommunikation og e-handel, og af reguleringstiltag, som understøtter denne vækst. I beslutningen noterer Europa-Parlamentet sig, at ubundtet adgang til abonnentledninger i øjeblikket mest berører netinfrastruktur tilhørende netoperatører med en stærk markedsposition, og at investeringer i alternativ infrastruktur skal kunne give mulighed for en rimelig rentabilitet, idet dette vil kunne fremme udbredelsen af sådan infrastruktur i områder med ringe dækning.

(5) Udbud af nye abonnentledninger i form af højkapacitetslyslederkabler direkte til større kunder er et specifikt marked, der er ved at udvikle sig på konkurrencevilkår med nye investeringer. Derfor vedrører denne forordning adgang til metalabonnentledninger med forbehold af nationale forpligtelser med hensyn til andre typer adgang til lokale infrastrukturer.

(6) Det vil ikke være økonomisk rentabelt for nye udbydere at duplikere det tidligere monopolselskabs metalaccessnetinfrastruktur i dets helhed inden for en rimelig tidshorisont. Alternative infrastrukturer (f.eks. kabel-tv-net, satellitnet, trådløse abonnentnet) giver for øjeblikket i almindelighed ikke samme funktionalitet og totaldækning, idet dog situationen kan variere i de forskellige medlemsstater.

(7) Ubundtet adgang til abonnentledninger giver nye udbydere mulighed for at konkurrere med de notificerede operatører inden for højhastighedstransmissionsydelser til åben opkobling til Internettet og til multimedieapplikationer baseret på digital abonnentledningsteknologi (DSL) og taletelefonitjenester. En rimelig anmodning om ubundtet adgang indebærer, at en sådan adgang er nødvendig for den adgangsberettigedes levering af tjenester, og at afslag på anmodningen ville forhindre, begrænse eller forvride konkurrencen i denne sektor.

(8) Denne forordning pålægger kun ubundtet adgang til sådanne netoperatørers metalabonnentledninger, som de nationale tilsynsmyndigheder har udpeget som havende en stærk markedsposition inden for offentlig fastnettelefoni i henhold til de relevante EF-bestemmelser (i det følgende benævnt "notificerede operatører"). Medlemsstaterne har allerede meddelt Kommissionen navnene på de operatører af faste offentlige telefonnet, der har en stærk markedsposition i henhold til bilag 1, del 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne(3) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold(4).

(9) Det kan ikke kræves af en notificeret operatør, at han leverer adgangstyper, som han ikke er i stand til at levere, f.eks. hvis imødekommelse af en anmodning ville krænke en ikke involveret tredjemands juridiske rettigheder. Forpligtelsen til at levere ubundtet adgang til abonnentledningerne indebærer ikke, at notificerede operatører skal installere ny infrastruktur i abonnentnettet specielt for at kunne opfylde adgangsberettigedes ønsker.

(10) Selv om kommercielle forhandlinger er den foretrukne metode til at indgå aftale om de tekniske og prismæssige spørgsmål vedrørende adgang til abonnentledninger, viser erfaringen, at der i de fleste tilfælde er behov for indgreb fra myndighedernes side på grund af den manglende balance i forhandlingsstyrke mellem den nye udbyder og den notificerede operatør, og på grund af manglen på alternativer. I visse tilfælde kan den nationale tilsynsmyndighed i overensstemmelse med EF-reglerne gribe ind på eget initiativ for at sikre fair konkurrence, økonomisk effektivitet og størst mulig nytte for slutbrugerne. Den adgangsberettigede bør have ret til kompensation, hvis den notificerede operatør ikke overholder frister.

(11) Reglerne for omkostningsberegning og prissætning af adgang til abonnentledninger og tilhørende faciliteter bør være gennemskuelige, ikke-diskriminerende og objektive for at sikre retfærdige vilkår. Prissætningsreglerne bør sikre, at abonnentledningsudbyderen kan få dækket de relevante omkostninger samt opnå en rimelig fortjeneste for på længere sigt at kunne udvikle og opgradere accessinfrastrukturen. Disse regler bør endvidere fremme en fair og bæredygtig konkurrence under hensyn til behovet for investering i alternative infrastrukturer og sikre, at der ikke sker nogen konkurrenceforvridning, og navnlig at der ikke er nogen margenklemme mellem priserne på den notificerede operatørs detail- og engrostjenester. I den forbindelse er det vigtigt at høre konkurrencemyndighederne.

(12) Notificerede operatører bør stille oplysninger til rådighed og give ubundtet adgang til andre på samme vilkår og af samme kvalitet, som er gældende for deres egne tjenester eller for associerede selskabers tjenester. Til dette formål bør de under den nationale tilsynsmyndigheds kontrol offentliggøre et fyldestgørende standardtilbud på ubundtet adgang til abonnentledninger inden for en kort tidsfrist og helst på Internettet, således at der skabes gennemskuelige og ikke-diskriminerende markedsvilkår.

(13) I henstilling 2000/417/EF af 25. maj 2000 om ubundtet adgang til abonnentledninger: Konkurrence om udbud af et komplet sæt af elektroniske kommunikationstjenester, herunder bredbåndsmultimedietjenester og højhastighedsadgang til Internettet(5), og i meddelelsen af 26. april 2000(6) har Kommissionen opstillet detaljerede retningslinjer om ubundtet adgang til abonnentledninger med henblik på at bistå de nationale tilsynsmyndigheder med at sikre en rimelig regulering af de forskellige former for ubundtet adgang til abonnentledninger.

(14) Da målsætningen om at skabe harmoniserede rammer for ubundtet adgang til abonnentledninger med henblik på at fremme konkurrencen om udbuddet af en billig kommunikationsinfrastruktur i verdensklasse og en bred vifte af tjenesteydelser for alle virksomheder og privatpersoner i Fællesskabet ikke kan opfyldes af medlemsstaterne i tide og med tilstrækkelig sikkerhed og ensartethed, gennemføres den i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, som fastlagt i traktatens artikel 5, derfor bedre på fællesskabsplan. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet som fastlagt i nævnte artikel går bestemmelserne i denne forordning ikke videre end det, der er nødvendigt for at nå dette mål. Den er ikke til hinder for nationale bestemmelser, der er i overensstemmelse med EF-retten, og som fastlægger mere detaljerede foranstaltninger, f.eks. virtuel samhusning.

(15) Denne forordning supplerer telekommunikationslovgivningen, navnlig direktiv 97/33/EF og direktiv 98/10/EF. Den nye rammelovgivning for elektronisk kommunikation bør indeholde de nødvendige bestemmelser til erstatning for denne forordning -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1. Formålet med forordningen er at øge konkurrencen og stimulere teknologisk fornyelse på accessnetmarkedet gennem fastsættelse af harmoniserede vilkår for ubundtet adgang til abonnentledninger for på konkurrencevilkår at stille en bred vifte af tjenesteydelser inden for elektronisk kommunikation til rådighed.

2. I denne forordning fastlægges vilkår for ubundtet adgang til de i artikel 2, litra a), definerede notificerede operatørers abonnentledninger og tilhørende faciliteter.

3. Forordningen griber ikke ind i notificerede operatørers pligt til i overensstemmelse med EF-bestemmelserne at overholde princippet om ikke-diskrimination, når de bruger det faste offentlige telefonnet til at levere tredjeparter højhastighedsadgang og transmissionsydelser på samme måde som de stiller dette til rådighed for deres egne tjenester eller deres associerede selskaber.

4. Denne forordning griber ikke ind i medlemsstaternes ret til at opretholde eller indføre foranstaltninger, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten, og som indeholder mere detaljerede bestemmelser end forordningens og/eller falder uden for denne forordnings anvendelsesområde bl.a. for så vidt angår andre typer adgang til abonnentinfrastrukturer.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a) "notificeret operatør": operatører af faste offentlige telefonnet, som de nationale tilsynsmyndigheder har udpeget som indehavere af en stærk markedsposition på det faste offentlige telefonnet- og tjenesteydelsesmarked, jf. bilag 1, del 1, til direktiv 97/33/EF eller direktiv 98/10/EF

b) "adgangsberettiget": en tredjepart, der har behørig tilladelse i overensstemmelse med direktiv 97/13/EF(7) eller har ret til at levere kommunikationstjenesteydelser i henhold til national lovgivning, og som er berettiget til ubundtet adgang til abonnentledninger

c) "abonnentledning": en parsnoet fysisk metallisk ledning, der forbinder nettermineringspunktet hos en abonnent til en lokalcentrals hovedfordeler eller et tilsvarende punkt, i faste offentlige telefonnet

d) "abonnentledningsafsnit": et afsnit af en abonnentledning, der forbinder nettermineringspunktet hos abonnenten med et krydsfelt eller nærmere angivet mellemliggende koblingspunkt, i faste offentlige telefonnet

e) "ubundtet adgang til abonnentledninger": både fuld ubundtet adgang til abonnentledninger og delt adgang til abonnentledninger; det indebærer ikke nogen ændring af ejerskabet til abonnentledningerne

f) "fuld ubundtet adgang til abonnentledninger": den adgangsberettigedes adgang til den notificerede operatørs abonnentledninger eller abonnentledningsafsnit, hvorved førstnævnte får rådighed over de parsnoede metalliske ledningers fulde frekvensspektrum

g) "delt adgang til abonnentledninger": den adgangsberettigedes adgang til ikke-talefrekvensbåndspektret på den notificerede operatørs parsnoede metalabonnentledninger eller -abonnentledningsafsnit. Den notificerede operatør fortsætter med at levere basistelefonitjenester til offentligheden via abonnentledningerne

h) "samhusning": tilrådighedsstillelse af de pladsmæssige og tekniske faciliteter, der er nødvendige for at den adgangsberettigede kan placere og tilslutte det relevante udstyr under rimelige forhold, som nævnt i afsnit B i bilaget

i) "tilhørende faciliteter": faciliteter, der hører med til den ubundtede adgang til abonnentledninger, navnlig samhusning, kabelforbindelser og relevante informationsteknologisystemer, og hvortil adgang er en forudsætning for, at den adgangsberettigede kan levere tjenester på et konkurrencedygtigt og rimeligt grundlag.

Artikel 3

Principper for ubundtet adgang

1. Notificerede operatører skal fra den 31. december 2000 offentliggøre og jævnligt ajourføre et standardtilbud på ubundtet adgang til abonnentledningerne og tilhørende faciliteter, der mindst skal omfatte de elementer, der er anført i bilaget. Tilbuddet skal være tilstrækkeligt ubundtet til, at den adgangsberettigede ikke skal betale for elementer eller faciliteter på nettet, som ikke er nødvendige for hans udbud af tjenester, og skal indeholde en beskrivelse af tilbuddets bestanddele og dertil knyttede vilkår, herunder priser.

2. Notificerede operatører skal fra den 31. december 2000 imødekomme rimelige anmodninger fra adgangsberettigede om adgang til deres abonnentledninger og tilhørende faciliteter på gennemsigtige, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår. Anmodninger kan kun afslås på grundlag af objektive kriterier, der vedrører teknisk gennemførlighed eller behov for at bevare nettets integritet. Når adgang afslås, kan den afviste part klage, jf. den i artikel 4, stk. 5, omhandlede procedure for bilæggelse af tvister. Notificerede operatører skal tilbyde adgangsberettigede tilsvarende faciliteter, som de stiller til rådighed for deres egne tjenester eller deres associerede selskaber, på samme vilkår og i samme tidsomfang.

3. Med forbehold af artikel 4, stk. 4, skal notificerede operatører prissætte ubundtet adgang til abonnentledningerne og tilhørende faciliteter på grundlag af princippet om omkostningsrelaterede priser.

Artikel 4

Den nationale tilsynsmyndigheds virke

1. Den nationale tilsynsmyndighed sørger for, at prissætningen for ubundtet adgang til abonnentledninger skaber en fair og bæredygtig konkurrence.

2. Den nationale tilsynsmyndighed har bemyndigelse til at:

a) pålægge ændringer af standardtilbuddet for ubundtet adgang til abonnentledninger og tilhørende faciliteter, herunder priser, når sådanne ændringer er berettigede, og

b) pålægge notificerede operatører at levere de oplysninger, som er relevante for gennemførelsen af denne forordning.

3. Den nationale tilsynsmyndighed kan, når det er berettiget, på eget initiativ gribe ind for at sikre ikke-diskrimination, fair konkurrence, økonomisk effektivitet og størst mulig nytte for brugerne.

4. Når den nationale tilsynsmyndighed finder, at der er tilstrækkelig konkurrence på accessnetmarkedet, fritager den de notificerede operatører for forpligtelsen til at fastsætte priser på grundlag af princippet om omkostningsægthed som omhandlet i artikel 3, stk. 3.

5. Tvister mellem selskaber i spørgsmål, der er omfattet af denne forordning, bilægges efter de nationale tvistbilæggelsesprocedurer, som er indført i medfør af direktiv 97/33/EF, og behandles hurtigt, retfærdigt og i fuld åbenhed.

Artikel 5

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2000.

På Europa-Parlamentets vegne

N. Fontaine

Formand

På Rådets vegne

D. Voynet

Formand

(1) Udtalelse af 19.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(2) Europa-Parlamentets udtalelse af 26.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT) og Rådets afgørelse af 5.12.2000.

(3) EFT L 199 af 26.7.1997, s. 32. Direktivet er ændret ved direktiv 98/61/EF (EFT L 268 af 3.10.1998, s. 37).

(4) EFT L 101 af 1.4.1998, s. 24.

(5) EFT L 156 af 29.6.2000, s. 44.

(6) EFT C 272 af 23.9.2000, s. 55.

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester (EFT L 117 af 7.5.1997, s. 15).

BILAG

Minimumsliste over elementer, der skal indgå i de standardtilbud om ubundtet adgang til abonnentledninger, som notificerede operatører skal offentliggøre

A. Vilkårene for ubundtet adgang til abonnentledninger

1. De netelementer, der gives adgang til, omfattende navnlig følgende elementer:

a) adgang til abonnentledninger

b) adgang til ikke-talefrekvensspektret på abonnentledningerne ved delt adgang til abonnentledningerne.

2. Information om fysiske adgangsfaciliteters placering(1), disponible abonnentledninger i nærmere bestemte dele af accessnettet.

3. Tekniske vilkår for adgang til og anvendelse af abonnentledninger, herunder de tekniske specifikationer for de parsnoede metalliske ledninger.

4. Procedurer for bestilling og tilrådighedsstillelse, brugsrestriktioner.

B. Samhusningstjenester

1. Oplysning om den notificerede operatørs relevante lokaliteter(2).

2. Samhusningsvalgmuligheder på de lokaliteter, der er nævnt under punkt 1, herunder fysisk samhusning samt eventuelt fjernsamhusning og virtuel samhusning.

3. Udstyrets specifikationer: eventuelle begrænsninger for, hvilket udstyr der kan samhuses.

4. Sikkerhedsaspekter: de sikkerhedsforanstaltninger, notificerede operatører har truffet på samhusningsstederne.

5. Adgangsvilkår for de konkurrerende operatørers ansatte.

6. Sikkerhedsnormer.

7. Regler for allokering af plads, hvor samhusningsarealet er begrænset.

8. Vilkår for de adgangsberettigedes adgang til at inspicere de steder, hvor der er fysisk samhusningsmulighed, og steder, hvor samhusning er blevet nægtet under henvisning til manglende kapacitet.

C. Informationssystemer

Vilkår for adgang til den notificerede operatørs driftsupportsystemer, informationssystemer eller databaser til forhåndsbestilling, levering, bestilling, vedligeholdelses- og reparationsbestilling samt fakturering.

D. Leveringsvilkår

1. Frister for svar på anmodninger om tilrådighedsstillelse af tjenesteydelser og faciliteter; aftaler om serviceniveau, fejlretning, procedurer for tilbagevenden til normal drift og servicekvalitetsparametre.

2. Standardkontraktbetingelser, herunder om nødvendigt kompensation for manglende overholdelse af tidsfrister.

3. Priser eller prisformler for hver enkelt af ovennævnte karakteristika, funktioner og faciliteter.

(1) Af hensyn til den offentlige sikkerhed kan adgangen til disse oplysninger begrænses til kun at omfatte de berørte parter.

(2) Af hensyn til den offentlige sikkerhed kan adgangen til disse oplysninger begrænses til kun at omfatte de berørte parter.

Top