EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018PC0231

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om implementering af topdomænenavnet .eu og dets funktion og om ophævelse af forordning (EF) nr. 733/2002 og Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004

COM/2018/231 final - 2018/0110 (COD)

Bruxelles, den 27.4.2018

COM(2018) 231 final

2018/0110(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om implementering af topdomænenavnet .eu og dets funktion og om ophævelse af forordning (EF) nr. 733/2002 og Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004

(EØS-relevant tekst)

{SEC(2018) 205 final}
{SWD(2018) 120 final}
{SWD(2018) 121 final}
{SWD(2018) 122 final}


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Topdomænet .eu blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 733/2002 af 22. april 2002 om implementering af topdomænet .eu. Topdomænet .eu blev tildelt 1 af Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN) den 22. marts 2005 og uploadet til internettets rodzone 2 den 2. maj 2005. Topdomænet .eu er endvidere omfattet af reglerne i Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 af 28. april 2004 om generelle retningslinjer for implementeringen af topdomænet .eu og dets funktioner samt principperne for registrering.

Topdomænet .eu er Den Europæiske Unions og dens borgeres domænenavn. Det er en vigtig og værdifuld byggesten for Den Europæiske Unions onlineidentitet, at Unionen har et specifikt domænenavn, som er utvetydigt og identificerbart. I overensstemmelse med målsætningerne i strategien for et digitalt indre marked 3 giver topdomænet .eu europæiske virksomheder og borgere mulighed for levere og foretage e-handel og øge deres deltagelse i det digitale indre marked.

Siden vedtagelsen af forordningerne om .eu-topdomænet har den politiske og lovgivningsmæssige sammenhæng i Unionen, onlinemiljøet og på onlinemarkedet ændret sig betydeligt. F.eks. fandt der i 2013 en meget stor udvidelse af markedet for domænenavne sted, hvilket førte til indførelsen af flere end 1 300 nye generiske topdomæner, som f.eks. .shop, .design eller .wine. For at sikre, at den retlige ramme for .eu-domænet stadig tjener sit formål og lever op til sine værdier, var der i Kommissionens arbejdsprogram planlagt en revision af forordningerne vedrørende topdomænet .eu. Initiativet omfattede en såkaldt back-to-back-evaluering og en konsekvensanalyse. I tråd med retningslinjerne for bedre regulering vurderede man ved evalueringen af de gældende forordninger vedrørende topdomænet .eu deres virkning, effektivitet, relevans, sammenhæng og merværdi på EU-plan. I konsekvensanalysen skitseres de politiske svar på de udfordringer, der blev påpeget under evalueringen, og de danner grundlaget for revisionen af lovrammen for topdomænet .eu.

I evalueringen 4 fandt man, at topdomænet .eu er et veletableret topdomæne, der fortsat fungerer godt. Det er imidlertid reguleret af en utidssvarende og rigid lovramme, forstået på den måde, at i) den indeholder forældede og rigide bestemmelser, som ikke let kan ajourføres, og at ii) den ikke skaber en optimal forvaltningsstruktur for så vidt angår kontrol og ansvarlighed i overensstemmelse med Kommissionens erklærede tilgang til internetforvaltning, og iii) der må således forventes stadig større vanskeligheder for topdomænet .eu i en tid med hurtigt skiftende markeder.

Problemet er ikke så stort på nuværende tidspunkt, det er konstateret i forbindelse med forvaltningen af topdomænet .eu og dets funktion, og det påvirker derfor på nuværende tidspunkt primært aktører, som er involveret i disse funktioner. Hvis der ikke træffes forholdsregler, er det imidlertid sandsynligt, at problemet bliver så stort, at det vil påvirke slutbrugerne og .eu-domænets bæredygtighed samt domænets tiltrækningskraft i forhold til andre konkurrerende domænenavne.

Initiativet går ud på at sikre, at et topdomæne, som har fungeret relativt godt, også vil gøre det fremover. I lyset af evalueringen har forslaget til formål:

a) at fjerne utidssvarende og administrative krav, mens det sikres, at den nye lovgivningsmæssige ramme er fremtidssikret og giver mulighed for, at topdomænet .eu kan tilpasses de hastige ændringer på markedet for topdomæner og det dynamiske digitale landskab

b) fortsat at indarbejde og fremme EU's prioriteter i den digitale verden og sikre en forvaltningsstruktur, som afspejler bedste tekniske og forvaltningsmæssige praksis og tjener Unionens interesse

c) at lempe de gældende betingelser for registrering af .eu-domæner, således at EU's borgere får mulighed for at registrere .eu-domænenavne, uanset hvor de har ophold

d) at fjerne de strenge forbud vedrørende vertikal opdeling og samtidig sørge for klare bestemmelser, der sikrer, at reglerne for fair konkurrence finder anvendelse i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Forslaget bygger på en ambition om mere udbredt brug af topdomænet .eu, og det sikrer, at de fordele, der er forbundet hermed, når ud til så mange unionsborgere som muligt i den nærmeste fremtid. Ved at skabe en principbaseret, fremtidssikret lovramme, som ikke kræver en revision af lovgivningen for at implementere nyskabelser i sektoren for domænenavne, vil forslaget fremme innovation i .eu-økosystemet både på topdomæneadministratorniveau og på markederne for registratorer og indehavere af domænenavne.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Dette forslag er i overensstemmelse med målsætningerne i strategien for et digitalt indre marked om at fremme onlineaktiviteter på tværs af grænserne i Europa, styrke sikkerheden ved og tilliden til onlinemiljøet, fremme europæisk iværksætteri og europæiske opstartsvirksomheder samt holde borgernes rettigheder i hævd, herunder deres ret til privatliv i den digitale tidsalder. Ved at skabe en revideret, forenklet og strømlinet lovramme for topdomænet .eu vil forslaget give mulighed for at forbedre .eu-topdomænets forvaltning og dets funktion og på den måde komplementere EU's generelle retningslinjer, navnlig inden for det digitale indre markeds område, tillid til og sikkerhed på internettet, flersprogethed, internetforvaltning, fremme af europæisk iværksætteri og europæiske opstartsvirksomheder samt digitaliseringen af europæisk økonomi og de europæiske samfund.

I Rådets konklusioner om internetforvaltning af 27. november 2014 5 bekræftede EU sit engagement i at fremme forvaltningsstrukturer, der involverer mange interessenter, og som er baseret på en række sammenhængende globale internetforvaltningsprincipper, der er i overensstemmelse med menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder online. Med forslaget oprettes der, i tråd med Rådets konklusioner, et råd for interessenter, som skal rådgive Kommissionen om, hvordan man styrker og udbygger inputtet til god forvaltning af .eu-topdomæneadministratoren. Dette vil bringe modellen i overensstemmelse med Kommissionens erklærede politik om internetforvaltning, som er formuleret i Kommissionens meddelelse "Internetpolitik og -forvaltning: EU's rolle i udformningen af fremtidens internetforvaltning" 6 .

Forslaget sigter også mod at sikre, at de fordele, som topdomænet .eu giver, når ud til så mange unionsborgere som muligt. Innovative, fremtidssikrede og fleksible mekanismer vil forsikre brugerne om, at .eu-domæneejeren er etableret i og har en reel forbindelse til EU, samt at alle kommercielle virksomheder, der anvender domænet .eu, er omfattet af EU-retten.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for Unionens tiltag er artikel 172 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF"), som omfatter foranstaltninger, der understøtter etableringen og udviklingen af transeuropæiske net inden for transport-, telekommunikations- og energiinfrastrukturområdet.

Domænenavne er afgørende for at fremme adgang til og interoperabilitet mellem internet og internettjenester. I henhold til artikel 170 og 171 i TEUF bør topdomænet .eu, som det har gjort siden sin indførelse, fortsætte med at forbedre transeuropæiske nets interoperabilitet ved at stille et registreringsdomæne til rådighed, som supplerer de eksisterende landekodetopdomæner i EU's medlemsstater (som f.eks. .es, .fr, .de) og den globale registrering af generiske topdomæner.

Nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet

Topdomænet .eu har pr. definition en grænseoverskridende dimension. Det er Den Europæiske Unions topdomæne og et symbol på europæiske borgeres, institutioners og virksomheders onlineidentitet. Det giver brugere, der ønsker at drive virksomheder på tværs af det indre marked, en specifik europæisk konnotation, som er globalt anerkendt.

Den Europæiske Union har det generelle ansvar for topdomænet .eu. Selv om landekodetopdomænerne for EU-medlemsstaterne forvaltes i overensstemmelse med de relevante nationale jurisdiktioner, tilsyns- og forvaltningsmekanismer, kan den lovgivningsmæssige indsats i forhold til topdomænet .eu ikke gennemføres i tilstrækkelig grad af en medlemsstat på nationalt niveau, for dette kan kun opnås på EU-plan.

Lovgivningsmæssige tiltag på medlemsstatsniveau vil ikke være i stand til at opfylde de grundlæggende målsætninger bag oprettelsen og forvaltningen af et pålideligt og innovativt domænenavneområde for EU, at fremme Den Europæiske Unions prioriteter på internetområdet og at skabe merværdi i form af flere valgmuligheder for brugerne i tillæg til de nationale landekodetopdomæner. Reguleringen af topdomænet .eu falder derfor ind under EU's kompetence, og den kan ikke delegeres til medlemsstaterne.

En lovramme på EU-niveau for topdomænet .eu er nyttigt med henblik på fortsat at sørge for og udvide et domænenavneområde på internettet under topdomænet .eu, hvor relevante EU-regler, data- og forbrugerbeskyttelsesregler finder anvendelse.

Den foreslåede forordning berører ikke, hvordan medlemsstaterne forvalter deres egne landekodetopdomænenavne. En EU-indsats er således berettiget på grundlag af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Den foreslåede forordning går ikke ud over, hvad det er nødvendigt for at nå sine mål, og den respekterer således proportionalitetsprincippet.

Valg af retsakt

I forslaget revideres den retlige ramme for topdomænet .eu, som består af to forskellige retsakter: Forordning (EF) nr. 733/2002 og Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 (".eu-forordningerne").

Kommissionen foreslår en forordning, som skal sikre sammenhæng og retssikkerhed for både brugere og virksomheder. En forordning skaber et solidt retsgrundlag til at sikre, at Unionen er ansvarlig for topdomænet .eu og for at udpege operatøren af det. Den forebygger eventuel forskellig fortolkning i medlemsstaterne.

Ved at forankre forvaltningen af topdomænet .eu i en EU-forordning sikres en stærk beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, navnlig på områderne for databeskyttelse, privatlivets fred, sikkerhed og flersprogethed, samt intellektuelle ejendomsrettigheder.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Under Refit-evalueringen blev det undersøgt, om den retlige ramme for .eu-domænet stadig tjener sit formål. Kommissionen vurderede ifølge evalueringsundersøgelsen virkning, effektivitet, relevans, sammenhæng og merværdi på EU-plan af den gældende retlige ramme for topdomænet .eu under de nuværende omstændigheder, som har ændret sig, siden topdomænet blev indført. Evalueringens vigtigste resultater omhandler:

·Virkning: .eu-forordningerne har været effektive til at gøre .eu-domænenavnene bredt tilgængelige i hele EU til lave omkostninger for forbrugerne. Selv om .eu-forordningerne har vist sig effektive til at understøtte e-handel og det indre marked, er der tegn på relativ tilbagegang i .eu-topdomænets præstation.

·Effektivitet: .eu-forordningerne er en kilde til nogen ineffektivitet, hvilket er en ulempe for .eu-topdomænets konkurrenceevne på markedet, og de reducerer de potentielle fordele ved understøttelse af e-handel og det indre marked. Med detaljerede bestemmelser, som er tidskrævende og dyre at ændre, er topdomænet .eu ude af stand til at gennemføre operationelle og tekniske ændringer hurtigt nok til at opfylde markedets behov og til at holde trit med konkurrenterne.

·Relevans: Formålene med .eu-forordningerne er fortsat relevante for unionsborgerne, hvilket også afspejles i den store udbredelse, aktive anvendelse og fornyelse af .eu-domænerne blandt virksomheder og institutioner i hele EU. Topdomænet .eu er et konkret symbol på det "at være europæisk" i EU-borgernes og -virksomhedernes digitale oplevelse. Imidlertid er .eu-forordningerne for komplekse til at sikre hurtige tekniske opdateringer (f.eks. inden for tekniske standarder vedrørende internationaliserede domænenavne 7 ), og de er ikke længere i overensstemmelse med den bedste internationale praksis.

·Sammenhæng: Der er adskillige tegn på, at foranstaltningen ikke længere er fuldt sammenhængende: En overdrevent rigid lovramme er en ulempe for .eu-topdomæneadministratorens konkurrenceevne på et marked med stadig vanskeligere vilkår, den retlige ramme for topdomænet .eu afspejler ikke Unionens aktuelle prioriteter, som f.eks. det digitale indre marked, og .eu-forordningerne afspejler ikke den bedste internationale praksis inden for forvaltning med flere interessenter.

·EU-merværdi: Domænet .eu har pr. definition en grænseoverskridende dimension. Det er en vigtig og værdifuld byggesten for Unionens onlineidentitet, at den har et specifikt domænenavn, som er utvetydigt og identificerbart.

Den oprindelige retlige ramme for topdomænet .eu var afgørende for oprettelsen af et dedikeret navneområde i Unionen, men fordi den er utidssvarende og rigid, er den ikke længere virkningsfuld, effektiv og sammenhængende på vor dages teknologiske marked i hastig forandring.

Høringer af interesserede parter

Som en del af Refit-evalueringen af den retlige ramme for topdomænet .eu gennemførte Europa-Kommissionen omfattende høringer af interesserede parter. Høringerne havde til formål at indsamle oplysninger til evalueringen, hvor den retlige ramme for topdomænet .eu i forhold til evalueringskriterierne virkning, effektivitet, sammenhæng, relevans og merværdi på EU-plan skal vurderes. Kommissionen sigtede også mod at indsamle oplysninger om emner, som eventuelt skal ændres i forhold til den nuværende lovramme for topdomænet .eu via lovgivningsmæssige og/eller ikke-lovgivningsmæssige initiativer.

I den høringsstrategi, der understøtter revisionen af .eu-forordningerne, skelnes der mellem tre grupper af interessenter: parter som påvirkes direkte af forordningerne i forbindelse med deres daglige aktiviteter, f.eks. .eu-topdomæneadministratoren og .eu-registratorerne; brugere af topdomænet .eu og andre interessenter i økosystemet for domænenavne; og til sidst interessenter, som potentielt kan drage fordel af det bidrag, som topdomænet .eu leverer til det digitale indre marked og EU's onlineidentitet, og som derfor påvirkes indirekte af .eu-forordningen. Strategien omfattede også en offentlig høring, direkte henvendelser og ad-hoc-møder med interessenter, en rundbordsdiskussion med europæiske topdomæneadministratorer, en spørgeskemaundersøgelse blandt europæiske landekodetopdomæneadministratorer og en spørgeskemaundersøgelse rettet mod de nuværende .eu-registratorer. Den offentlige høring affødte også en række skriftlige bidrag fra interessenter. Den "offentlige høring om evaluering og revision af forordningerne om .eu-topdomænet" blev gennemført mellem den 12. maj og den 4. august 2017, og der blev modtaget 43 svar fra respondenter i 17 medlemsstater. Resultaterne af de offentlige høringer kan findes online 8 .

Indhentning og brug af ekspertbistand

Kommissionen indsamlede kvalitativ og kvantitativ dokumentation fra forskellige kilder, herunder:

·Offentlig høring: en offentlig høring om evalueringen og revisionen af forordningerne om .eu-topdomænet.

·Spørgeskemaundersøgelser: En undersøgelse for EURid-topdomæneadministratoren og en CENTR-undersøgelse for landekodetopdomæneadministratorer.

·Møder med interesserede parter: brainstorming med EURid om lovrammen for .eu-domænet, møde med EURid-topdomæneadministratorens rådgivende udvalg om betingelserne for registreringsberettigelse og vertikal integration, fælles møde med Gruppen på Højt Plan vedrørende Forvaltning af Internettet og CENTR om landekodetopdomænernes rolle i forbindelse med internetforvaltning, møde med den europæiske landekodetopdomæneadministrator for domænet .at om lovrammen herfor (Internet Foundation), møde med ICANN om den lovgivningsmæssige ramme og internetforvaltning.

·Skriftlige bidrag fra interesserede parter: Open-Xchange om DNS-sikkerhed (DNSSEC); MARQUES, den europæiske sammenslutning af varemærkeindehavere om internetforvaltningens og den retlige rammes rolle; De Europæiske Fællesskabers varemærkesammenslutning (ECTA); EURid om den retlige ramme; Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret om den retlige ramme og operationelle synspunkter.

Konsekvensanalyse

I konsekvensanalysen blev følgende specifikke politiske mål indkredset:

(1)at afskaffe utidssvarende retlige/administrative krav med henblik på at sikre, at topdomænet .eu lever fuldt ud op til sit potentiale til at bidrage positivt til Unionens målsætninger, navnlig inden for digitale politikker

(2)at sikre, at reglerne er fremtidssikrede og giver topdomænet .eu mulighed for at tilpasse sig de hurtige ændringer på markedet for topdomæner og det dynamiske digitale landskab, samtidig med at .eu-domænet kan bruges til at fremme Unionens prioriteter på internettet

(3)at sikre en forvaltningsstruktur, der både afspejler den bedste tekniske og forvaltningsmæssige praksis og tjener Unionens interesser

(4)at gøre topdomænet .eu mere attraktivt.

I konsekvensanalysen blev muligheden for en række andre politiske løsningsmuligheder undersøgt yderligere:

(a)Referencescenarie: bevaring af den gældende retlige ramme for topdomænet .eu.

(b)Kommercialisering: forenkling af den retlige ramme samtidig med, at drift og forvaltning af topdomæneadministratoren outsources til en ekstern kommerciel tjenesteleverandør

(c)Modernisering af den retlige ramme: erstatning af den nuværende lovramme med et andet principbaseret retsinstrument. Det eksterne forvaltningssystem for topdomænet .eu bevares, men baseres på en aftale

(d)Separat forvaltning: kombination af moderniseringsmuligheden med oprettelsen af et separat rådgivningsorgan med flere interessenter, som skal rådgive Kommissionen om effektivt at styrke og udvide oplysningsindsamlingen om god forvaltning af topdomænet .eu, hvor organet er uafhængigt af topdomæneadministratoren.

(e)Institutionalisering: forvaltning og drift af topdomæneadministratoren foregår i en afdeling i Kommissionen eller i en af Unionens agenturer.

Analysen har ført til den konklusion, at den foretrukne valgmulighed er "separat forvaltning" sammen med ophævelsen af de strenge krav til direkte registrering, et borgerskabskrav for fysiske personer og et opholdskrav for organisationer og virksomheder.

Den foretrukne valgmulighed vil skabe en mere strømlinet, principbaseret retlig ramme. Den vil give topdomænet .eu den nødvendige fleksibilitet til at tilpasse sig de hurtigt skiftende tekniske forbedringer inden for domænenavnesystemet. Slutbrugerne vil således være i stand til at drage nytte af de tekniske forbedringer uden at skulle vente på, at forordningerne ændres. Den foretrukne valgmulighed forbedrer også topdomænet .eus funktion og gør det dermed mere attraktivt på markedet for topdomæner. Et mere fleksibelt og tilpasningsdygtigt .eu-topdomæne vil i det lange løb være bedre positioneret til at være innovativt, hurtigt vedtage nye tekniske standarder og derfor tilbyde markedet et bedre og mere konkurrencedygtigt produkt.

Den 16. februar 2018 afgav Udvalget for Forskriftskontrol en positiv udtalelse med forbehold. I tråd med udvalgets anbefalinger forbedrede Kommissionen sin konsekvensanalyserapport for at bringe den i overensstemmelse med resultaterne af evalueringen i problemafgrænsningen og præciserede omfanget af problemet samt de interesserede parters interesse i emnet. Referencescenariet blev yderligere fremhævet som en mulighed. Beskrivelsen af valgmulighederne blev strømlinet, således at de ikke indeholdt konsekvensanalyser eller tidlige konklusioner. Valgmuligheden med separat forvaltning blev yderligere uddybet, således at det forklares, hvilke retlige krav der indføres i forbindelse med oprettelsen af et separat rådgivningsorgan med flere interessenter og dets funktion og Kommissionens opgaver og beføjelser. Teksten til de tidligt kasserede valgmuligheder blev skrevet om med henblik på at opnå stærkere argumenter for, hvorfor disse valgmuligheder blev kasseret. Der blev foretaget en yderligere afklaring af den direkte registrering og betingelserne for registreringsberettigelser, bl.a. i den foretrukne valgmulighed. I afsnittet om overvågning blev de vigtigste indikatorer for domænenavnsbranchen yderligere præciseret, og forbindelsen til de operationelle mål blev gjort mere gennemsigtig. Disse blev endvidere forbundet med initiativets fire specifikke mål. I rapporten blev det præciseret, at succeskriteriet for den foretrukne valgmulighed vil blive evalueret jævnligt gennem den rapport, som Kommissionen skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet om implementeringen af topdomænet .eu og dettes effektivitet samt om, hvordan det har fungeret. Med den nye retlige ramme vil denne rapportering også tjene som et værktøj til at vurdere den foretrukne valgmuligheds succes, idet alle de vigtigste indikatorer undersøges, og der rapporteres om dem.

Målrettet regulering og forenkling

Initiativet indeholder mål om forenkling og forbedret effektivitet. De er klart formuleret i specifikt mål a) "at fjerne forældede retlige/administrative krav" og i specifikt mål b) "skabe fremtidssikrede regler for topdomænet .eu". Med forslaget skabes der en enkel, principbaseret ramme. Den primære lovgivning vil kun indeholde de principper, som topdomænet .eus funktion skal leve op til, mens alle unødvendige og detaljerede administrative og tekniske krav enten vil blive afskaffet, hvis de er forældede, eller udspecificeret i en aftale, som skal indgås mellem Europa-Kommissionen og den udpegede topdomæneadministrator. Dette vil give topdomænet .eu mulighed for at tilpasse sig de hastige forandringer på markedet for topdomæner og i det dynamiske digitale landskab.

Forslaget vil medføre mindre ventetid for indehavere af .eu-topdomæner, når det drejer sig om tekniske og markedsmæssige nyskabelser i sektoren for domænenavne. En nedbringelse af denne ventetid skal måles på, hvor lang tid der kræves for at indføre disse ændringer i den retlige ramme for .eu-topdomænet.

Ved at indføre fremtidssikret lovgivning og en række detaljerede retningslinjer for forvaltning og administration af .eu-topdomænet, som let kan tilpasses, sigter forslaget mod at gøre domænenavnet .eu klar til at håndtere et hastigt skiftende internetmiljø.

Grundlæggende rettigheder

Selv om forslaget primært omhandler tekniske, sektorspecifikke spørgsmål, som har med branchen for domænenavnesystemer at gøre, vil det bibeholde en stærk beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union vedrørende drift og forvaltning af topdomænet .eu, hvilket er i tråd med Unionens regler inden for databeskyttelse, privatlivets fred, sikkerhed og flersprogethed.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Rådet for .eu-interessenter skal have en passende mængde ressourcer. Omkostningerne hertil anslås til ca. 50 000 EUR om året. Det nye organ understøttes finansielt af Kommissionen.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Kommissionen vil overvåge og føre tilsyn med topdomæneadministratorens organisation, administration og forvaltning af topdomænet .eu.

Kommissionen vil vurdere .eu-topdomænets implementering, effektivitet og funktion senest fem år efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse og hvert tredje år derefter.

Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med resultaterne af denne vurdering.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Forordningens kapitel I indeholder de generelle bestemmelser: Genstand og formål (artikel 1) samt definitioner (artikel 2).

Forordningens kapitel II indeholder de vigtigste bestemmelser om implementeringen af topdomænenavnet .eu.

I afsnit I i dette kapitel fastsættes de almindelige principper for registrering af et .eu-topdomænenavn: Heri skitseres betingelserne for registreringsberettigelse (artikel 3), de almindelige betingelser for registrering og tilbagekaldelse af domænenavne (artikel 4), sprog, lovvalg og værneting (artikel 5), procedurerne for reservering af domænenavne for topdomæneadministratoren, Kommissionen og medlemsstaterne (artikel 6) og procedurerne for akkreditering af registratorer (artikel 7).

Afsnit II omhandler udpegelsen af topdomæneadministratoren og dennes generelle funktionsmåde. Disse bestemmelser omfatter alt fra Kommissionens udpegelse af topdomæneadministratoren (artikel 8) og dennes karakteristika (artikel 9) til dennes vigtigste forpligtelser (artikel 10). I afsnittet fastsættes der ligeledes en liste over principper og procedurer for topdomænet .eus funktion, som skal indgå i den aftale med topdomæneadministratoren, som skal udstikke den politiske ramme, inden for hvilken topdomæneadministratoren skal fungere (artikel 11). Endelig er der fastsat en specifik bestemmelse om WHOIS-databasens formål og funktion (artikel 12).

Afsnit III vedrører tilsynet med topdomæneadministratoren. Bestemmelserne om Kommissionens tilsynsbeføjelser (artikel 13) og oprettelsen af et råd for .eu-interessenter (artikel 14) danner grundlaget for, at denne gruppe kan rådgive Kommissionen om styrkelse og udvidelse af indsamlingen af oplysninger til god forvaltning af .eu-topdomæneadministratoren og forøgelse af gennemsigtigheden af dennes funktion.

Endelig indeholder forordningens kapitel II de afsluttende bestemmelser: forbehold af rettigheder (artikel 15), evaluering og revision (artikel 16), udvalgsproceduren (artikel 17), jf. artikel 5 og 8 i forordning (EU) nr. 182/2011. Endvidere indeholder kapitlet overgangsbestemmelserne for aftalen (artikel 18) og bestemmelserne om ophævelse af den gældende lovramme (artikel 19) og om ikrafttræden (artikel 20). Der er fastsat en frist på maksimalt tre år efter forordningens ikrafttræden, inden hvilken den skal finde anvendelse. Dette er gjort for at begrænse eventuel risiko for afbrydelse af topdomænet .eus tjenester ved overgangen fra den gamle lovgivningsmæssige ramme til den nye og for at tage hensyn til Kommissionens behov for at udpege og indgå en ny aftale med topdomæneadministratoren og til topdomæneadministratorens behov for at forberede organisation, administration og forvaltning af topdomænet .eu.

2018/0110 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om implementering af topdomænenavnet .eu og dets funktion og om ophævelse af forordning (EF) nr. 733/2002 og Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 172,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 9 ,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget 10 ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Landekodetopdomænet .eu blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 733/2002 11 og ved Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 12 . Siden vedtagelsen af forordning (EF) nr. 733/2002 og forordning (EF) nr. 874/2004 har den politiske og lovgivningsmæssige sammenhæng i Unionen, onlinemiljøet og på onlinemarkedet ændret sig betydeligt.

(2)Topdomæner er en væsentlig del af den hierarkiske struktur i domænenavnesystemet (DNS), som sikrer et interoperabelt system af unikke identifikatorer, der er tilgængeligt i hele verden, via alle applikationer og alle netværk.

(3)Topdomænet .eu bør fremme brugen af og adgangen til internettet, jf. artikel 170 og 171 i TEUF, ved at udbyde et registreringsdomæne, der supplerer eksisterende landekodetopdomæner eller globale registreringer af generiske topdomæner.

(4)Topdomænet .eu bør skabe en tydeligt identificerbar forbindelse til Unionen og det europæiske marked. Det skal give virksomheder, organisationer og fysiske personer i Unionen mulighed for at registrere et domænenavn under topdomænet .eu. EU-borgere bør have mulighed for at registrere et .eu-domænenavn, uanset hvor de har bopæl.

(5)Domænenavne under topdomænet .eu bør tildeles berettigede parter, hvis de er tilgængelige.

(6)For bedre at sikre beskyttelsen af parternes rettigheder til at indgå aftaler med henholdsvis topdomæneadministratoren og registratorerne, bør tvister om registrering af domænenavne i .eu-topdomænet bilægges af organer i EU ved anvendelse af reglerne i de respektive medlemsstater, uden at det berører de rettigheder og forpligtelser, der hidrører fra internationale instrumenter, og som er anerkendt af medlemsstaterne og af Unionen.

(7)Principperne og procedurerne for .eu-topdomænets funktion bør vedlægges aftalen mellem Kommissionen og den udpegede topdomæneadministrator.

(8)For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage listerne over medlemsstaternes reserverede og blokerede domænenavne med henblik på at fastsætte betingelserne og procedurerne for udpegelsen af topdomæneadministratoren, og på at sikre at det sker på behørigt begrundede årsager til en hastende indsats. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Listerne bør udarbejdes på grundlag af domænenavnenes tilgængelighed under hensyntagen til andenordensdomænenavne, som allerede er reserveret eller registreret af medlemsstaten.

(9)Kommissionen bør på grundlag af en åben, gennemsigtig og ikkediskriminerende udvælgelsesprocedure udpege en topdomæneadministrator for topdomænet .eu. Kommissionen bør indgå en aftale med den udvalgte topdomæneadministrator, som indeholder detaljerede principper og procedurer for topdomæneadministratorens organisation, administration og forvaltning af topdomænet .eu. Kontrakten bør være tidsbegrænset, men bør kunne forlænges.

(10)Denne forordning berører ikke anvendelsen af konkurrencereglerne i artikel 101 og 102 i TEUF.

(11)Topdomæneadministratoren bør overholde principperne om ikkediskrimination og gennemsigtighed og indføre foranstaltninger til at sikre fair konkurrence, som skal godkendes på forhånd af Kommissionen, navnlig når administratoren leverer tjenester til virksomheder, som den konkurrerer med på markederne i efterfølgende led.

(12)Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN) har for øjeblikket ansvaret for at koordinere uddelegeringen af koder, der udgør landekode-topdomæner, til topdomæneadministratorerne. Topdomæneadministratoren bør have en passende aftale med ICANN, som står for uddelegeringen af landekodetopdomænekoder, under hensyntagen til de relevante principper, der er vedtaget af Det Mellemstatslige Rådgivende Udvalg (GAC).

(13)Topdomæneadministratoren bør indgå en hensigtsmæssig deponeringsaftale for at sikre sig mod afbrydelser af driften og især for at sikre, at de lokale internetbrugere kontinuerligt kan benytte tjenesterne med mindst mulig afbrydelse i tilfælde af omdelegering eller andre uforudsete omstændigheder. Topdomæneadministratoren bør dagligt sende en elektronisk kopi af det aktuelle indhold i .eu-databasen til deponeringsinstituttet.

(14)Alternative tvistbilæggelsesprocedurer bør tage hensyn til den bedste internationale praksis på området, især de relevante henstillinger fra Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), således at spekulation i og misbrug af registreringer så vidt muligt undgås. Den alternative tvistbilæggelse bør følge et minimum af ensartede procedureregler, som er i overensstemmelse med reglerne i ICANN's vedtagne Uniform Dispute Resolution Policy.

(15)Politikken vedrørende misbrug af registreringer af .eu-domænenavne bør omfatte en kontrol af de oplysninger, som topdomæneadministratoren modtager, herunder især af indehavere af domænenavnes identitet, samt af tilbagekaldelse og blokering af fremtidige registreringer af domænenavne, som ved endelig afgørelse fra en medlemsstats domstol betragtes som injurierende, racistisk eller på anden måde i strid med medlemsstatens lovgivning. Topdomæneadministratoren bør udvise den største omhu med at sikre korrektheden af de oplysninger, den modtager og registrerer.

(16)Topdomæneadministratoren skal understøtte de retshåndhævende myndigheder i kampen mod kriminalitet ved at gennemføre tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som har til formål at give de kompetente myndigheder adgang til oplysninger hos topdomæneadministratoren med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgelse af kriminelle handlinger i henhold til EU-retten og national ret.

(17)Denne forordning bør gennemføres i overensstemmelse med principperne om respekt for privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. Topdomæneadministratoren skal overholde EU's relevante databeskyttelsesregler, -principper og -retningslinjer, og især relevante sikkerhedskrav, principperne om nødvendighed, proportionalitet, formålsbegrænsning og en rimelig dataopbevaringsperiode. Endvidere bør beskyttelse af personoplysninger gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger indgå i alle databehandlingssystemer og databaser, der udvikles og/eller vedligeholdes.

(18)Topdomæneadministratoren bør for at sikre et effektivt, regelmæssigt tilsyn som minimum hvert andet år auditeres for egen regning af et uafhængigt organ med henblik på at bekræfte, at topdomæneadministratoren lever op til kravene i denne forordning. Topdomæneadministratoren skal fremsende den heraf resulterende overensstemmelsesvurderingsrapport til Kommissionen i overensstemmelse med den procedure, der fremgår af aftalen med topdomæneadministratoren.

(19)Den aftale, der er indgået med topdomæneadministratoren, skal indeholde procedurer til dennes forbedring af topdomænet .eus organisation, administration og forvaltning i henhold til Kommissionens instruktioner, der hidrører fra de tilsynsaktiviteter, der er fastsat i denne forordning.

(20)I Rådets konklusioner om internetforvaltning af 27. november 2014 bekræftede Den Europæiske Union sit engagement i at fremme forvaltningsstrukturer, der involverer mange interessenter, og som er baseret på en række sammenhængende globale internetforvaltningsprincipper. Inklusiv internetforvaltning omfatter regeringers, den private sektors, civilsamfundets, internationale organisationers og tekniske kredses udvikling og anvendelse af fælles principper, normer, regler, beslutningsprocedurer og programmer, som former udviklingen og brugen af internettet.

(21)Der bør indføres et råd for .eu-interessenter, som har en rådgivende rolle over for Kommissionen, med henblik på at styrke og udvide oplysningsindsamlingen om god forvaltning af topdomæneadministratoren og de forhold, der vedrører principperne og procedurerne for topdomænet .eus funktion, og som skal bidrage til at øge gennemsigtigheden i topdomæneadministratorens kommercielle og operationelle praksis. Gruppens medlemmer bør afspejle en model med internetforvaltningsinteressenter og udpeges af Kommissionen på grundlag af en åben og gennemsigtig procedure.

(22)Kommissionen bør gennemføre en evaluering af topdomænet .eus effektivitet og funktion. Evalueringen bør tage stilling til den udpegede topdomæneadministrators arbejdsmetoder og relevansen af dennes opgaver.

(23)Eftersom målet med denne forordning, nemlig indførelsen af et paneuropæisk topdomæne i tillæg til de nationale landekodetopdomæner, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, men på grund af dets omfang og virkninger derfor bedre kan nås på EU-plan, kan Unionen vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(24)For at begrænse eventuel risiko for afbrydelse af topdomænet .eus tjenester ved overgangen fra den gamle lovgivningsmæssige ramme til den nye, er der i denne forordning fastsat overgangsbestemmelser.

(25)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 733/2002 og Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 bør derfor ophæves —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Genstand og formål

1.    Med denne forordning implementeres landekodetopdomænet .eu, og i den fastsættes betingelserne for domænets implementering, herunder topdomæneadministratorens udpegelse og karakteristika. I forordningen fastsættes endvidere den lovgivningsmæssige og generelle politiske ramme, inden for hvilken den udpegede topdomæneadministrator skal fungere.

2.    Denne forordning berører ikke ordninger i medlemsstaterne for deres nationale landekodetopdomæner.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a) "topdomæneadministrator": den enhed, der har fået overdraget ansvaret for at organisere, administrere og forvalte topdomænet .eu, herunder vedligeholde de tilhørende databaser og de dertil knyttede offentlige søgetjenester, registrere domænenavne, administrere topdomæneregistret over domænenavne, dets navneservere og formidle topdomænezonefiler

b) "registrator": en fysisk eller juridisk person, der på grundlag af en aftale med topdomæneadministratoren yder tjenester i forbindelse med domænenavneregistreringer over for personer og enheder, der anmoder om registrering

c) "internationaliserede domænenavneprotokoller (IDN'er)": standarder og protokoller, som understøtter brugen af domænenavne med skrifttegn, der ikke er skrevet med ASCII-tegn (American Standard Code for Information Interchange)

d) "WHOIS-databasen": en datasamling med oplysninger om tekniske og administrative aspekter af registreringer under .eu-topdomænet

e) "principper og procedurer for topdomænet .eus funktion": detaljerede regler om topdomænet .eus funktion og forvaltning

f) "registrering": en række handlinger og proceduremæssige skridt, fra påbegyndelse til afslutning, som foretages af registrator og/eller topdomæneadministratoren, efter at en fysisk eller juridisk person har indgivet en anmodning om at få registreret et domænenavn i en bestemt periode.

KAPITEL II

Implementering af topdomænet .eu

Afsnit 1

ALMINDELIGE PRINCIPPER

Artikel 3

Betingelser for registreringsberettigelse

Nedenstående kan anmode om registrering af et eller flere domænenavne under topdomænet .eu:

i) en unionsborger, uanset dennes opholdssted

ii) en fysisk person, som ikke er unionsborger, men som har bopæl i en medlemsstat

iii) en virksomhed, der er etableret i EU, eller

iv) en organisation hjemmehørende i Unionen, dog med forbehold af national ret.

Artikel 4

Registrering og tilbagekaldelse af domænenavne

1.    Et domænenavn tildeles den registreringsberettigede part, hvis anmodning topdomæneadministratoren har modtaget først på den teknisk korrekte måde som fastsat i proceduren for registreringsanmodninger i artikel 11, litra b).

2.    Et registreret domænenavn bliver først tilgængeligt for yderligere registrering, hvis registreringen udløber uden at være blevet fornyet, eller hvis domænenavnet bliver tilbagekaldt.

3.    Topdomæneadministratoren kan tilbagekalde et domænenavn på eget initiativ uden at forelægge tvisten til udenretslig tvistbilæggelse af følgende grunde:

a) gæld til topdomæneadministratoren

b) domænenavneindehaverens manglende opfyldelse af betingelserne for registreringsberettigelse, jf. artikel 3

c) domænenavneindehaverens brud på betingelserne for registreringsanmodninger, som er fastlagt i artikel 11, litra b).

4.    Et domænenavn kan også tilbagekaldes, og om nødvendigt efterfølgende overføres til en anden part efter en passende alternativ tvistbilæggelsesprocedure eller en retslig procedure, hvis det pågældende navn er identisk med eller til forveksling ligner et navn, hvortil der er indrømmet en rettighed i national ret eller i EU-retten, og domænenavnet:

a) er blevet registreret af indehaveren heraf uden rettigheder til eller retmæssige interesser i navnet, eller

b) er blevet registreret eller bruges i ond tro.

5.    Et domænenavn, som af en ret i en medlemsstat er fundet injurierende, racistisk eller i strid med grundlæggende retsregler, spærres af topdomæneadministratoren, når denne får meddelelse om en retsafgørelse, og tilbagekaldes, når denne får meddelelse om en endelig retsafgørelse. Topdomæneadministratoren spærrer for fremtidig registrering af navne, som er genstand for en sådan retsafgørelse, så længe afgørelsen er gyldig.

Artikel 5

Sprog, lovvalg og værneting

1.    Registreringen af domænenavne foretages med alle de tegn, der findes i de officielle EU-sprogs alfabeter, i overensstemmelse med de tilgængelige internationale standarder og de relevante internationaliserede domænenavneprotokoller (IDN'er).

2.    Uden at dette berører forordning (EU) nr. 1215/2012 eller de rettigheder og forpligtelser, der anerkendes af medlemsstaterne eller Unionen som følge af internationale instrumenter, kan aftaler mellem topdomæneadministratoren og registratorer og aftaler mellem registratorer og indehavere af domænenavne ikke medføre et andet lovvalg end lovgivningen i en medlemsstat eller valg af en domstol, voldgiftsret eller andet organ uden for Unionen som tvistbilæggelsesorgan.

Artikel 6

Reservering af domænenavne

1.    Topdomæneadministratoren kan reservere en række domænenavne, der betragtes som nødvendige for dennes driftsmæssige funktion i overensstemmelse med den aftale, der henvises til i artikel 8, stk. 3.

2.    Kommissionen kan pålægge topdomæneadministratoren at indføre domænenavne direkte under topdomænet .eu til brug for Unionens institutioner og organer.

3.    Uden at de berører allerede reserverede eller registrerede domænenavne, kan medlemsstater meddele Kommissionen en liste over domænenavne, som:

a) ikke må registreres som følge af national lovgivning

b) kun må registreres eller reserveres af medlemsstaten under et andenordensdomæne. Disse domænenavne begrænses til almindeligt anerkendte geografiske og/eller geopolitiske termer, som påvirker medlemsstaternes politiske eller regionale opbygning.

4.    Kommissionen vedtager de lister, der er meddelt af medlemsstaterne, i form af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 7

Registratorer

1.    Topdomæneadministratoren akkrediterer registratorer efter rimelige, gennemskuelige og ikkediskriminerende akkrediteringsprocedurer, som skal godkendes på forhånd af Kommissionen. Topdomæneadministratoren stiller akkrediteringsprocedurerne til rådighed for offentligheden i en umiddelbart tilgængelig form.

2.    Topdomæneadministratoren tilbyder tilsvarende betingelser ved lignende omstændigheder til akkrediterede .eu-registratorer, der yder tilsvarende tjenester, og den leverer tjenester og information på samme betingelser og af samme kvalitet, som der tilbydes i forbindelse med topdomæneadministratorens egne tilsvarende tjenester.

Afsnit 2

TOPDOMÆNEADMINISTRATOREN

Artikel 8

Udpegelse af topdomæneadministratoren

1.    Kommissionen fastsætter kriterierne og proceduren for udpegelse af topdomæneadministratoren ved gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 17, stk. 2.

2.    Kommissionen udpeger topdomæneadministratoren efter gennemførelsen af den i stk. 1 nævnte procedure.

3.    Kommissionen indgår en aftale med den udpegede topdomæneadministrator. I aftalen fastsættes regler, generelle retningslinjer og procedurer for topdomæneadministratorens levering af tjenester og de nærmere bestemmelser for Kommissionens tilsyn med topdomæneadministratorens organisation, administration og forvaltning af topdomænet .eu. Aftalen er tidsbegrænset og kan fornyes, og den indeholder principperne og procedurerne for topdomænet .eus funktion, som er fastsat på grundlag af artikel 11.

4.    Uanset procedurerne i stk. 1 og 2 kan Kommissionen i særligt hastende tilfælde udpege topdomæneadministratoren ved hjælp af gennemførelsesretsakter, der straks finder anvendelse, jf. proceduren i artikel 17, stk. 3.

Artikel 9

Topdomæneadministratorens karakteristika

1.    Topdomæneadministratorens vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor og hovedvirksomhed er beliggende inden for Unionens område.

2.    Topdomæneadministratoren må opkræve gebyrer, der er direkte baseret på de dermed forbundne omkostninger, i det omfang dette er tilladt i den aftale, der er indgået i henhold til artikel 8, stk. 3.

Artikel 10

Topdomæneadministratorens forpligtelser

Topdomæneadministratoren skal:

a) følge de bestemmelser, generelle retningslinjer og procedurer, der fastsættes i denne forordning, samt den i artikel 8, stk. 3, omhandlede aftale.

b) organisere, administrere og forvalte topdomænet.eu i offentlighedens interesse og ud fra principper om kvalitet, effektivitet, pålidelighed, gennemsigtighed, tilgængelighed og ikkediskrimination og ved at sikre lige konkurrencevilkår

c) indgå en passende aftale om delegering af .eu-topdomænekoden efter forudgående samtykke fra Kommissionen

d) foretage registreringer af domænenavne i topdomænet .eu, hvis der anmodes herom af en part, der er registreringsberettiget i henhold til artikel 3

e) uanset eventuelle domstolssager og under forudsætning af tilstrækkelige proceduremæssige garantier for de pågældende parter, sikre registratorer og indehavere af domænenavne mulighed for at indbringe eventuelle kontraktuelle tvister med topdomæneadministratoren for et alternativt tvistbilæggelsesorgan

f) sikre domænenavnedatabasernes tilgængelighed og autenticitet

g) for egen regning og med Kommissionens samtykke indgå en aftale med en velanset administrator eller et deponeringsinstitut, der er etableret på Unionens område, hvorved Kommissionen udpeges som den begunstigede i deponeringsaftalen, og dagligt sende henholdsvis administratoren eller deponeringsinstituttet en elektronisk kopi af indholdet af .eu-topdomænedatabasen

h) implementere de lister, der er omhandlet i artikel 6, stk. 3

i) fremme Unionens mål inden for internetforvaltning

j) offentliggøre principperne og procedurerne for .eu-topdomænets funktion, som fremgår af artikel 11, på alle officielle EU-sprog

k) få foretaget en audit af et uafhængigt organ for egen regning og mindst hvert andet år med henblik på at dokumentere overholdelse af den gældende lovgivning, og sende resultatet af den til Kommissionen

l) på Kommissionens anmodning deltage i rådet for .eu-interessenters arbejde og samarbejde med Kommissionen om at forbedre forvaltningen af topdomænet .eu og dets funktion.

Artikel 11

Principper og procedurer for topdomænet .eus funktion

Den aftale, der er indgået mellem Kommissionen og den udpegede topdomæneadministrator i henhold til artikel 8, stk. 3, indeholder principperne og procedurerne for topdomænet .eus funktion i overensstemmelse med nærværende forordning, herunder bl.a.:

a) retningslinjer for alternativ tvistbilæggelse

b) betingelser og procedurer for registreringsanmodninger, retningslinjer for kontrol af domæneindehaveres oplysninger og spekulativ registrering af domænenavne

c) retningslinjer for misbrug af registreringer af domænenavne

d) retningslinjer for tilbagekaldelse af domænenavne

e) behandling af intellektuelle ejendomsrettigheder

f) foranstaltninger, som har til formål at give de kompetente myndigheder adgang til oplysninger hos topdomæneadministratoren med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgelse af kriminelle handlinger i henhold til EU-retten og national ret

g) detaljerede bestemmelser for ændring af aftalen.

Artikel 12

WHOIS-databasen

1.    Topdomæneradministratoren opretter og forvalter en WHOIS-database med henblik på at levere nøjagtige og ajourførte oplysninger om registreringer af domænenavne under topdomænet .eu.

2.    WHOIS-databasen skal indeholde relevante oplysninger, som har et rimeligt omfang i forhold til databasens formål, om de kontaktpunkter, der administrerer domænenavnene under topdomænet .eu, og om indehaverne af domænenavne. Hvis indehaveren af et domænenavn er en fysisk person, skal denne give sit samtykke, for at oplysningerne kan stilles til rådighed for offentligheden, jf. forordning 2016/679.

Afsnit 3

TILSYN MED TOPDOMÆNEADMINISTRATOREN

Artikel 13

Tilsyn

1.    Kommissionen overvåger og fører tilsyn med topdomæneadministratorens organisation, administration og forvaltning af topdomænet .eu.

2.    Kommissionen undersøger topdomæneadministratorens forsvarlighed i den økonomiske forvaltning, overholdelse af forordningen og af principperne og procedurerne for topdomænet .eus funktion, jf. artikel 11, og kan anmode om oplysninger til det formål.

3.    Kommissionen kan i forbindelse med sine tilsynsaktiviteter pålægge topdomæneadministratoren specifikke instrukser om at justere og/eller forbedre organisationen, administrationen og forvaltningen af topdomænet .eu.

4.    Kommissionen kan om nødvendigt høre interessenter og søge ekspertrådgivning i forbindelse med resultaterne af tilsynsaktiviteterne i denne artikel og om metoder til at forbedre topdomæneadministratorens organisation, administration og forvaltning af topdomænet .eu.

Artikel 14

Rådet for .eu-interessenter

1.    Der oprettes et råd for .eu-interessenter, som skal rådgive Kommissionen om gennemførelsen af nærværende forordning.

2.    Rådet for .eu-interessenter består af repræsentanter fra den private sektor, tekniske kredse, medlemsstaterne og internationale organisationer, civilsamfundet og den akademiske verden, og det udpeges af Kommissionen på grundlag af en åben og gennemsigtig procedure.

3.    Rådet for .eu-interessenter har følgende opgaver:

a) at bistå og rådgive Kommissionen om gennemførelsen af nærværende forordning

b) at afgive udtalelser om forvaltning, organisation og administration af topdomænet .eu

c) at rådgive Kommissionen om overvågning af og tilsyn med topdomæneadministratoren.

KAPITEL III

Afsluttende bestemmelser

Artikel 15

Forbehold af rettigheder

Unionen bevarer alle rettigheder til topdomænet .eu, herunder navnlig intellektuelle ejendomsrettigheder og andre rettigheder til de topdomæneadministratordatabaser, der er nødvendige for gennemførelsen af denne forordning, samt retten til at udpege en anden topdomæneadministrator.

Artikel 16

Evaluering og revision

1.    Senest fem år efter datoen for denne forordnings anvendelse og senest hvert tredje år herefter, vurderer Kommissionen .eu-topdomænets implementering, effektivitet og funktion.

2.    Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med resultaterne af vurderingen i stk. 1.

Artikel 17

Udvalgsprocedure

1.    Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.    Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

3.    Når der henvises til dette stykke, finder artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt med dennes artikel 5 anvendelse.

Artikel 18

Overgangsbestemmelser

1.    Indehavere af domænenavne, som har fået domænenavne registreret i henhold til artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 733/2002, bevarer rettighederne til eksisterende registrerede domænenavne under topdomænet .eu.

2.    Senest [dato, som ikke er senere end to år efter ikrafttrædelsen] træffer Kommissionen de nødvendige foranstaltninger med henblik på at udpege og indgå en aftale med topdomæneadministratoren i overensstemmelse med nærværende forordning. Aftalen skal have virkning fra [dato for anvendelsen af nærværende forordning: senest tre år efter ikrafttrædelsen].

3.    Den aftale, der er indgået mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren i henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 733/2002, har fortsat virkning indtil [dato minus 1 dag fra datoen for anvendelsen af nærværende forordning: senest tre år efter ikrafttrædelsen].

Artikel 19

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 733/2002 og Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 ophæves med virkning fra [dato for anvendelsen af nærværende forordning: senest tre år efter ikrafttrædelsen].

Artikel 20

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra [dato senest tre år efter ikrafttrædelsen].

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

(1)    I domænenavnesystemet (DNS) finder "tildelingen" af et domænenavn sted, når det relevante topdomæne (i dette tilfælde .eu) offentliggøres af ICANN i rodzonedatabasen. Offentliggørelsen i rodzonedatabasen gør det muligt for en kode (f.eks. .eu) at fungere som topdomæne i domænenavnesystemet.
(2)    Rodzonen er topdomænet for DNS-zonen i det hierarkiske navneområde af internettets domænenavnesystem (DNS).
(3)    COM(2015) 192 final
(4)     https://ec.europa.eu/digital-single-market/en/news/summary-report-public-consultation-evaluation-and-revision-eu-top-level-domain-regulations  
(5)    16200/14
(6)    COM/2014/072 final
(7)    Internationaliserede domænenavne ("IDN'er") giver mulighed for at bruge domænenavne på lokale sprog og med lokale skrifttegn. IDN'er dannes ved hjælp af skrifttegn fra forskellige alfabeter, som f.eks. arabisk, kinesisk, kyrillisk eller devanagari. Disse omsættes til Unicode-standarden og anvendes i overensstemmelse med de relevante IDN-protokoller. Topdomænet .eu understøtter alle 24 EU-sprog, herunder bulgarsk og græsk, som forudsætter, at domænenavnene kan skrives med kyrilliske og græske skrifttegn.
(8)     https://ec.europa.eu/digital-single-market/en/news/summary-report-public-consultation-evaluation-and-revision-eu-top-level-domain-regulations  
(9)    EUT C […] af […], s. […].
(10)    EUT C […] af […], s. […].
(11)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 733/2002 af 22. april 2002 om implementering af topdomænet .eu (EFT L 113 af 30.4.2002, s. 1).
(12)    Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 af 28. april 2004 om generelle retningslinjer for implementeringen af topdomænet .eu og dets funktioner samt principperne for registrering (EUT L 162 af 30.4.2004, s. 40).
Top