EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017DC0104

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om international behandling af centralbanker og offentlige organer, der forvalter offentlig gæld, med hensyn til OTC-derivattransaktioner

COM/2017/0104 final

Bruxelles, den 2.3.2017

COM(2017) 104 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om international behandling af centralbanker og offentlige organer, der forvalter offentlig gæld, med hensyn til OTC-derivattransaktioner


1.Indledning

Ved forordningen om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR) af 4. juli 2012 fastsættes der bl.a. krav om central clearing af alle standardiserede OTC-derivataftaler, indberetning af alle derivataftaler til transaktionsregistre og gennemførelse af risikoreduktionsteknikker i forbindelse med transaktioner, som ikke cleares centralt.

I henhold til artikel 1, stk. 4, i EMIR er Unionens centralbanker og andre offentlige organer i Unionen, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, eller som deltager heri, ikke omfattet af anvendelsesområdet for EMIR og er derfor ikke underlagt disse forpligtelser.

I henhold til artikel 1, stk. 6, i EMIR tillægges Kommissionen beføjelse til at ændre oversigten over fritagne enheder ved en delegeret retsakt, hvis den efter at have vurderet den internationale behandling af centralbanker og offentlige organer, der forvalter den offentlige gæld, inden for andre jurisdiktioners retlige rammer, og efter at have forelagt Europa-Parlamentet og Rådets resultaterne konkluderer, at det er nødvendigt at fritage disse tredjelandes centralbankers pengepolitiske forpligtelser for clearing- og indberetningskravet.

2.Kommissionens første vurdering

Kommissionen gennemførte sin første vurdering af de retlige rammer for OTC-derivater i Japan, Schweiz, USA, Australien, Canada og Hongkong i 2013. Den 22. marts 2013 vedtog Kommissionen en rapport 1 , hvori den konkluderede, at lovgivningsrammerne for Japan og USA opfyldte betingelserne for at fritage centralbankerne og de offentlige organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, i disse to jurisdiktioner for visse krav i henhold til EMIR. De blev efterfølgende føjet til oversigten over enheder, der er fritaget i henhold til artikel 1, stk. 4, i EMIR, ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1002/2013 2 .

De fire andre jurisdiktioners lovgivningsrammer blev ikke anset for at være tilstrækkeligt udviklede til, at deres centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, kunne føjes til oversigten over enheder, der er fritaget. Kommissionen konkluderede imidlertid, at den ville "overvåge og rapportere om den seneste udvikling", når de havde færdiggjort deres bestemmelser.

3.Denne vurdering

Denne vurdering omfatter de fire jurisdiktioner, der var omfattet af den første vurdering, men som ikke blev foreslået fritaget på daværende tidspunkt, og to andre jurisdiktioner (Mexico og Singapore), der har anmodet om en vurdering.

Vurderingen er baseret på oplysninger indsamlet direkte fra de undersøgte jurisdiktioner og omhandler to specifikke aspekter af disse lovgivningsrammer:

I)fremskridt med gennemførelsen af reformer af OTC-derivatmarkederne som aftalt på G20-topmødet i 2009 i Pittsburgh

II)behandlingen af centralbanker og offentlige organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, eller som deltager heri, inden for de relevante lovgivningsrammer i disse jurisdiktioner samt risikostyringsstandarderne for derivattransaktioner, der indgås af disse organer.

Der er ifølge analysen gjort betydelige fremskridt inden for alle de vurderede jurisdiktioner for så vidt angår vedtagelsen og gennemførelsen af reformer vedrørende OTC-derivater. Alle seks jurisdiktioner har desuden behandlet spørgsmålet om, hvorvidt de forskellige krav finder anvendelse på centralbanker og offentlige organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, eller som deltager heri.

4.Fremskridt med reformer af markederne for OTC-derivater

4.1.Australien

Gennemførelsen af obligatorisk clearing, indberetning eller organiseret platformshandel i Australien er en proces i to trin, hvor den relevante minister først beslutter, om disse krav bør finde anvendelse på bestemte klasser af OTC-derivater, og de gennemførelsesbestemmelser, der er udstedt af Australian Securities and Investments Commission (ASIC) dernæst gennemføres. Risikoreduktionsteknikker for ikkecentralt clearede OTC-derivater gennemføres af Australian Prudential Regulation Authority (APRA).

Clearingforpligtelse

De australske gennemførelsesbestemmelser vedrørende obligatorisk central clearing er fastsat i Corporations Amendment (Central Clearing and SingleSided Reporting) Regulation 2015. Disse bestemmelser gennemfører central clearing af fastsatte klasser af OTC-rentederivater for et lille antal store nationale og udenlandske banker, der fungerer som dealere på det australske marked for OTC-derivater. I december 2015 indførte ASIC Derivative Transaction Rules (Clearing) 2015 obligatorisk central clearing af OTC-rentederivater udstedt i flere førende valutaer. Clearingforpligtelserne trådte i kraft i april 2016.

Indberetningsforpligtelse

ASIC Derivative Transaction Rules (Reporting) 2013, ændret i februar 2015, indfører forpligtelsen til at indberette OTC-derivattransaktioner. Indberetningsforpligtelsen omfatter på nuværende tidspunkt alle derivataktivklasser og blev indført i december 2015.

Risikoreduktionsteknikker

Den tilsynsstandard, der kræver, at risikoreduktionsteknikker anvendes for OTC-derivater, der ikke cleares centralt, blev offentliggjort af APRA i oktober 2016. I henhold til denne regel kan flere risikoreduktionsteknikker anvendes: hurtig bekræftelse af transaktioner, porteføljeafstemning, porteføljekomprimering, procedurer for tvistbilæggelse og procedurer for værdiansættelser. En startdato er endnu ikke blevet fastsat.

4.2.Canada

Gennemførelsen af reformer af OTC-derivatmarkederne sker gennem to parallelle forløb. Office of the Superintendent of Financial Institutions (OSFI), Canadas tilsynsmyndighed, fastsætter de brede krav vedrørende føderalt regulerede finansielle institutter (FRFI'er) gennem retningslinjer. Provinserne og territorierne er derfor ansvarlige for reguleringen af markedet i deres specifikke jurisdiktioner. Canadian Securities Administrators (CSA), en paraplysammenslutning for Canadas værdipapirtilsynsmyndigheder i provinserne og territorierne, er ansvarlig for at koordinere og harmonisere de canadiske bestemmelser vedrørende kapitalmarkederne. Den udvikler bestemmelser, som derefter udbredes til og gennemføres af provinserne.

Clearingforpligtelse

Clearingforpligtelsen gennemføres af alle værdipapirtilsynsmyndigheder i provinserne gennem et Proposed National Instrument 94-101 Mandatory Central Counterparty Clearing of Derivatives (forslag NI 94-101), som udvikles af CSA, og på føderalt plan af OSFI via Guideline B-7: Derivatives Sound Practices, som trådte i kraft i december 2014. Ifølge Guideline B-7 forventes FRFI'er så vidt muligt at foretage central clearing af standardiserede derivater. Forslag NI 94-101 omhandler obligatorisk central clearing af visse OTC-derivater og angiver de modparter, som clearingforpligtelsen finder anvendelse på. Den endelige lov vedtages i begyndelsen af 2017.

Indberetningsforpligtelse

Indberetningsforpligtelsen gennemføres på provinsniveau gennem bestemmelser, der er vedtaget af værdipapirtilsynsmyndigheden i provinsen. Der er specifikke bestemmelser i Ontario, Quebec og Manitoba. I alle andre provinser (MI-jurisdiktioner) er indberetningsforpligtelsen blevet gennemført ved Multilateral Instrument 96-101 Trade Repositories and Derivatives Data Reporting (MI 96-101). Bestemmelserne om indberetning af transaktioner har været gældende i alle provinser siden november 2016. De provinsielle og multilaterale instrumenter er generelt harmoniserede for så vidt angår indberetningsforpligtelsen og kræver stadig indberetning af transaktioner, der involverer mindst én lokal modpart. På føderalt niveau skal FRFI'er i henhold til Guideline B-7 indberette transaktioner ifølge de indberetningsregler, der gælder i den provins, hvor deres hovedkontor eller hovedforretningssted er beliggende.

Risikoreduktionsteknikker

På føderalt niveau fastlægger OSFI Guideline B-7 risikoreduktionsteknikkerne for derivater, der ikke cleares centralt, som de finder anvendelse på FRFI'er. OSFI Guideline E-22 Margin Requirements for Non-Centrally Cleared Derivatives, som trådte i kraft i september 2016, omhandler desuden spørgsmål såsom tvistbilæggelse og værdiansættelsesmetoder for så vidt angår margenkrav i forbindelse med derivater, der ikke cleares centralt. På provinsniveau udvikler CSA i øjeblikket bestemmelser vedrørende registrering af dealere, som pålægger derivatmarkedsdeltagere en forpligtelse til at gennemføre risikoreduktionsteknikker. Disse bestemmelser forventes offentliggjort til høring i 2017 med henblik på ikrafttræden i første halvår af 2018.

4.3.Hongkong

Hongkong gennemfører reformer af OTC-derivatmarkederne gennem en proces i to trin. Der er indført en lovgivningsramme i form af primær lovgivning, specifikt Securities and Futures (Amendment) Ordinance 2014, som er en ændring af den oprindelige Securities and Futures Ordinance (SFO) fra 2002. Denne efterfølges af subsidiær lovgivning (dvs. bestemmelser), som fastsætter detaljerede krav til indberetnings-, clearing- og handelsforpligtelserne, som udarbejdes af Securities and Futures Commission (SFC) med samtykke fra Hong Kong Monetary Authority (HKMA) og efter høring af Financial Secretary.

Clearingforpligtelse

Ved Amendment Ordinance indføres der en obligatorisk forpligtelse til at cleare OTC-derivattransaktioner. I henhold til gennemførelsesbestemmelserne skal bestemte personer cleare visse OTC-derivattransaktioner gennem en udpeget central modpart i overensstemmelse med clearingbestemmelserne. Denne forpligtelse gennemføres i faser. Bestemmelserne vedrørende den første fase trådte i kraft i september 2016.

Indberetningsforpligtelse

Ved Amendment Ordinance fastlægges også indberetningsforpligtelsen. En bestemt person skal indberette relevante OTC-derivattransaktioner til HKMA i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i indberetningsreglerne. Indberetningsreglerne i fase 1 finder anvendelse på et begrænset antal derivattyper og en lidt bredere kreds af personer end clearingforpligtelsen 3 . Indberetningsreglerne i fase 2 udvider produktomfanget til alle fem aktivklasser og det omfang af oplysninger, der skal indberettes for hver transaktion. Den kreds af personer, reglerne finder anvendelse på, er uændret. Indberetning ifølge fase 2 foretages fra juli 2017.

Risikoreduktionsteknikker

To sæt risikoreduktionsstandarder planlægges indført i Hongkong. Det første, som udvikles af SFC, vil kun finde anvendelse på selskaber, som har fået licens af SFC i henhold til SFO (LC'er). En høring vedrørende udkastet til standarder gennemføres i 2017. Det andet er udviklet af HKMA og finder anvendelse på institutter, som er godkendt af HKMA (AI'er) i henhold til Banking Ordinance (BO). Efter planen skulle gennemførelsen af disse standarder have været indledt i september 2016. I august 2016 udsatte HKMA imidlertid påbegyndelsen af gennemførelsen i lyset af lignende forsinkelser meddelt af andre større jurisdiktioner.

4.4.Mexico

De generelle bestemmelser vedrørende OTC-derivattransaktioner er fastsat i "Rules to carry out derivative transactions" (Circular 4/2012) udstedt af den mexicanske centralbank (Banco de México, BdM) i marts 2012 som ændret. Specifikke bestemmelser (f.eks. etablering af CCP'er) er udstedt i fællesskab af BdM, SHCP (finansministeriet) og National Banking and Securities Commission (CNBV).

Clearingforpligtelse

I henhold til Circular 4/2012 skal standardiserede derivattransaktioner mellem lokale banker eller mæglervirksomheder og visse andre enheder (lokale og udenlandske) gennemføres via clearingcentraler ("clearing houses"), der er etableret i overensstemmelse med de bestemmelser, der er udstedt af BdM, SHCP og CNBV i fællesskab, eller via udenlandske institutter, der handler som CCP'er, og som er anerkendt af BdM. Clearingforpligtelsen har været gældende siden april 2016 for transaktioner mellem lokale modparter og siden november 2016 for transaktioner, der gennemføres mellem en lokal og en udenlandsk modpart. Ved nylige ændringer af Circular 4/2012 fastlægges kriterierne for at udpege OTC-produkter som standardiserede og derfor som omfattet af krav om central clearing.

Indberetningsforpligtelse

I henhold til Circular 4/2012 skal lokale banker, mæglervirksomheder, investeringsfonde og sofomes (finansielle institutter med flere formål) indberette deres derivattransaktioner til BdM. I henhold til bestemmelser udstedt i fællesskab af BdM, SHCP og CNBV skal lokale CCP'er også til dem indberette alle aftaler, som de modtager til clearing, eller andre transaktioner, som indberettes frivilligt. Forpligtelsen til indberetning til BdM omfatter alle aktivklasser samt både OTC-derivater og børsnoterede derivater. Kun modparter, der er etableret i Mexico, har pligt til at sikre, at transaktionen indberettes.

Risikoreduktionsteknikker

Siden april 2016 har lokale banker, mæglervirksomheder, investeringsfonde, værdipapircentraler og sofomes haft pligt til at gennemføre mindst følgende risikoreduktionsteknikker for så vidt angår OTC-derivattransaktioner, der ikke cleares centralt: bekræftelse, daglig værdiansættelse, afstemning, tvistbilæggelsesordninger og periodisk vurdering af, hvorvidt porteføljekomprimering skal foretages. Yderligere tilsynskrav til lokale banker og mæglervirksomheder vedrørende risikoreduktion af deres transaktioner er fastsat i "Rules for Banks" og "Rules for Brokerage Firms", som er udstedt af CNBV.

4.5.Singapore

Lovgivningsrammen vedrørende OTC-derivater består af lovgivning i to niveauer: generel rammelovgivning vedtaget af parlamentet og specifikke regler vedtaget af Monetary Authority of Singapore (MAS).

Clearingforpligtelse

Part VIB (Clearing and Derivatives Contracts) of the Securities and Futures Act (SFA), som trådte i kraft i november 2012, fastlægger de nødvendige lovgivningsrammer for godkendelse af clearingen af derivater. MAS er ved at færdiggøre bestemmelserne vedrørende obligatorisk clearing. De forventes vedtaget i første halvår af 2017. I henhold til de nye regler skal renteswaps i SGD og USD cleares.

Indberetningsforpligtelse

Lovgivningsrammen vedrørende indberetningsforpligtelsen blev indført ved Part VIA (Reporting of Derivatives Contracts) af SFA. De specifikke bestemmelser vedrørende indberetning blev efterfølgende anført i Securities and Futures (Reporting of Derivatives Contracts) Regulations 2013 (SF(RDC)R), som trådte i kraft i oktober 2013. I henhold til disse bestemmelser skal "udpegede personer" indberette rente-, kredit- og valutaderivattransaktioner. Indberetningsforpligtelsen har i sin helhed været gældende siden november 2015.

Risikoreduktionsteknikker

Bestemmelserne vedrørende risikoreduktionsteknikker er under færdiggørelse. I henhold til de foreslåede bestemmelser skal MAS-godkendte enheder, der handler med OTC-derivataftaler, anvende følgende risikoreduktionsteknikker vedrørende deres ikkeclearede OTC-derivattransaktioner: bekræftelse, tvistbilæggelsesordning, daglig værdiansættelse, porteføljeafstemning og porteføljekomprimering. MAS forventer, at kravene vedrørende risikoreduktion vil træde i kraft i 2017.

4.6.Schweiz

Lovgivningsrammen vedrørende OTC-derivattransaktioner omfatter en grundlæggende retsakt, den schweiziske Financial Market Infrastructure Act (FMIA), som fastsætter markedsreglerne for derivattransaktioner, og efterfølgende gennemførelsesbestemmelser, specifikt den schweiziske Financial Market Infrastructure Ordinance (FMIO), som indeholder de detaljerede regler og krav. Både FMIA og FMIO trådte i kraft i januar 2016.

Clearingforpligtelse

FMIA og FMIO omhandler clearing af OTC-derivattransaktioner og fastsætter specifikke bestemmelser vedrørende denne forpligtelse. Clearingforpligtelsen omfatter i princippet alle OTC-derivattransaktioner, dog med visse undtagelser for bestemte (primært små) modparter. Forpligtelsen indføres i faser afhængigt af typerne af aftaler og modparter.

Indberetningsforpligtelse

FMIA og FMIO fastsætter en forpligtelse til at indberette alle OTC-derivattransaktioner og angiver de relevante bestemmelser, herunder bestemmelser, der angiver, hvilke modparter der er ansvarlige for at indberette transaktionen, og hvilke oplysninger der skal indberettes.

Risikoreduktionsteknikker

Bestemmelserne vedrørende anvendelsen af risikoreduktionsteknikker i forbindelse med OTC-derivattransaktioner, der ikke cleares centralt, er også fastsat i FMIA og FMIO. Den schweiziske lovgivningsramme omfatter krav vedrørende rettidig bekræftelse af transaktioner, porteføljeafstemning, porteføljekomprimering og procedurer for tvistbilæggelse.

5.International behandling af centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld

5.1.Australien

Clearingforpligtelse

I henhold til bestemmelserne fra 2015 kan clearingkrav vedrørende en derivattransaktion ikke pålægges en person, som ikke er australier, eller et udenlandsk clearinginstitut i forhold til transaktionen. I henhold til disse bestemmelser kan forskellige udenlandske offentlige organer, herunder bl.a. centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, ikke pålægges krav om clearing.

Indberetningsforpligtelse

I Corporations Amendment (Derivatives Transactions) Regulation 2013 præciseres det, at indberetningsforpligtelsen ikke kan pålægges "slutbrugere". Dette begrænser grundlæggende anvendelsen af indberetningsforpligtelsen til australske indskudsinstitutter, godkendte clearing- og afviklingsfaciliteter, licenstagere i forbindelse med finansielle tjenesteydelser og personer, der leverer finansielle tjenesteydelser vedrørende derivater til engrosklienter i Australien i henhold til en specifik fritagelse indrømmet af de australske myndigheder. Centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, er følgelig ikke omfattet af kravet.

Risikoreduktionsteknikker

Ifølge de netop vedtagne krav finder risikoreduktionsteknikker anvendelse på APRA-regulerede institutters transaktioner med omfattede modparter. Definitionen af disse institutter omfatter ikke centralbanker og offentlige organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, eller som deltager heri. Definitionen af en "omfattet modpart" udelukker til gengæld stater, centralbanker, multilaterale udviklingsbanker, offentlige organer og Den Internationale Betalingsbank. Risikoreduktionsteknikker finder derfor ikke anvendelse på centralbanker og offentlige organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld.

5.2.Canada

Clearingforpligtelse

Guideline B-7 finder kun anvendelse på FRFI'er. Eftersom centralbanker og organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, ikke er omfattet af denne definition, er de uden for anvendelsesområdet for OFSI-bestemmelserne om clearing. På provinsniveau omfatter forslaget til NI 94-101 en udtrykkelig fritagelse af transaktioner med bestemte canadiske institutter samt udenlandske centralbanker og offentlige organer, der helt eller delvist ejes af en udenlandsk regering, for clearingforpligtelsen. Det forventes, at de endelige bestemmelser vil omfatte ovennævnte fritagelser.

Indberetningsforpligtelse

Der forventes ingen specifik undtagelse fra bestemmelserne om indberetning af transaktioner for udenlandske centralbanker og organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, men transaktioner mellem en canadisk modpart og en udenlandsk part skal i henhold til de gældende bestemmelser kun indberettes af den canadiske modpart. Udenlandske centralbanker og alle offentlige organer er derfor ikke omfattet af indberetningsforpligtelsen.

Risikoreduktionsteknikker

Som i forbindelse med clearingforpligtelsen finder OSFI-retningslinjerne kun anvendelse på FRFI'er. Centralbanker og alle offentlige organer er følgelig ikke omfattet af anvendelsesområdet for OSFI-bestemmelserne om risikoreduktionsteknikker. På provinsniveau er det hensigten, at registreringsbestemmelserne kun skal finde anvendelse på derivatdealere. Centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, er derfor ikke omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse på nuværende tidspunkt. Registreringsbestemmelserne er stadig under færdiggørelse, men det forventes ikke, at deres anvendelsesområde vil blive ændret.

5.3.Hongkong

Clearingforpligtelse

Clearingforpligtelsen finder anvendelse på renteswaptransaktioner mellem store dealere. De omfatter i Hongkong AI'er, mæglerselskaber på pengemarkedet godkendt af HKMA i henhold til BO (AMB'er) eller LC'er, som har nået en minimumstærskel for clearing. Store dealere uden for Hongkong er anført på en liste, som offentliggøres af SFC. Listen omfatter enheder som f.eks. clearingmedlemmer af de største CCP'er i renteswaptransaktioner på en række markeder og globale systemisk vigtige pengeinstitutter offentliggjort af Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB). Eftersom udenlandske centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, ikke er omfattet af nogen af disse kategorier, er de ikke omfattet af clearingforpligtelsen i Hongkong.

Indberetningsforpligtelse

Eftersom fase 1 af indberetningsforpligtelsen finder anvendelse på næsten den samme kreds af enheder som clearingforpligtelsen, er udenlandske centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, ikke omfattet af indberetningsforpligtelsen. I fase 2 udvides anvendelsen af indberetningsforpligtelsen til alle fem aktivklasser, ligesom omfanget af oplysninger, der skal indberettes, udvides, men kredsen af enheder, der er omfattet af forpligtelsen, udvides ikke. Udenlandske centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, er følgelig stadig fritaget for indberetningsforpligtelsen.

Risikoreduktionsteknikker

De risikoreduktionsstandarder, der fastlægges af SFC, finder generelt kun anvendelse, når OTC-derivattransaktioner bogføres i SFC-godkendte selskaber. Eftersom dette ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt, finder disse standarder ikke anvendelse på for OTC-derivattransaktioner. Den ramme, som HKMA har udviklet, finder på den anden side anvendelse på både nationale og udenlandske AI'er for så vidt angår derivattransaktioner, der ikke cleares centralt, som indgås med en "omfattet enhed". Definitionen af omfattede enheder udelukker udtrykkeligt centralbanker og berettigede offentlige enheder (PSE'er). Centralbanker vil følgelig ikke være omfattet af den foreslåede ramme, hvis de har status som en centralbank i deres egen jurisdiktion. PSE'er, der har status som PSE'er for så vidt angår kapitalkrav i deres jurisdiktion (uanset om de har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld eller deltager heri), er fritaget for kravene vedrørende risikoreduktion.

5.4.Mexico

Clearingforpligtelse

I henhold til Circular 4/2012 skal kun lokale banker og mæglervirksomheder cleare deres OTC-derivattransaktioner gennem centrale modparter, når de indgår transaktioner med andre lokale banker eller mæglervirksomheder, lokale eller udenlandske institutionelle investorer eller udenlandske banker eller mæglervirksomheder. Centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, er følgelig stadig fritaget for clearingforpligtelsen.

Indberetningsforpligtelse

Når en derivattransaktion indgås mellem en lokal modpart, der er omfattet af indberetningskravet, og en enhed, der er etableret i en udenlandsk jurisdiktion, er kun den mexicanske finansielle enhed i henhold til Circular 4/2012 forpligtet til at indberette en derivattransaktion til BdM. Centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, er følgelig fritaget for indberetningsforpligtelsen.

Risikoreduktionsteknikker

Eftersom de risikoreduktionsteknikker, der er defineret i Circular 4/2012, finder anvendelse på lokale banker, mæglervirksomheder, investeringsfonde, værdipapircentraler og sofomes, er udenlandske centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, fritaget for forpligtelsen til at anvende disse risikoreduktionsteknikker.

5.5.Singapore

Clearingforpligtelse

I bestemmelserne vedrørende obligatorisk clearing, som blev forelagt til høring i 2015, har MAS foreslået, at en række internationale institutter, herunder udenlandske centralbanker og alle organer, der forvalter den offentlige gæld, fritages for clearingforpligtelserne. MAS planlægger at bevare den foreslåede fritagelse i de endelige bestemmelser.

Indberetningsforpligtelse

Del II af Securities and Futures Act fritager sammen med fjerde bilag til SF(RDC)R udtrykkeligt udenlandske centralbanker og alle offentlige organer, herunder en række andre internationale institutter, for indberetningsforpligtelsen.

Risikoreduktionsteknikker

Kravene vedrørende risikoreduktionsteknikker, som aktuelt udarbejdes af MAS, vil kun komme til at finde anvendelse på indehavere af en CMS-licens og banker med licens i Singapore, som handler med OTC-derivater. Eftersom udenlandske centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, sædvanligvis ikke skal have en CMS-licens, vil de ikke være omfattet af forpligtelsen.

5.6.Schweiz

Clearingforpligtelse

Som modparter er udenlandske centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, uden for anvendelsesområdet for markedsreglerne for derivattransaktioner (og dermed clearingforpligtelsen), da sådanne organer generelt ikke har et registreret forretningssted i Schweiz. Derivattransaktioner med forskellige udenlandske institutter, herunder centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, er ikke omfattet af FMIA-markedsreglerne vedrørende derivater (og dermed clearingforpligtelsen).

Indberetningsforpligtelse

Situationen for indberetningsforpligtelsen er analog med situationen for clearingforpligtelsen – udenlandske centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, er uden for anvendelsesområdet for markedsreglerne for derivattransaktioner, fordi de generelt ikke har et registreret forretningssted i Schweiz. Derivattransaktioner mellem en schweizisk modpart omfattet af FMIA-bestemmelserne og en udenlandsk centralbank eller et organ, der forvalter den offentlige gæld, er omfattet af FMIA-indberetningsforpligtelserne, men denne forpligtelse til at indberette skal kun opfyldes af den schweiziske modpart. Den schweiziske lovgivningsramme tillader endvidere, at derivattransaktioner med sådanne enheder fuldstændigt fritages for indberetningsforpligtelsen, med forbehold af gensidighed.

Risikoreduktionsteknikker

Med hensyn til forpligtelsen til at anvende risikoreduktionsteknikker i forbindelse med OTC-derivattransaktioner, der ikke cleares centralt, er situationen den samme som for clearingforpligtelsen. Centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld, er som modparter ikke omfattet af markedsreglerne for derivattransaktioner. Med hensyn til derivattransaktioner med disse enheder fastsættes en specifik undtagelse i FMIO.

6.Konklusion

Lovgivningsrammerne vedrørende gennemførelsen af de reformer vedrørende OTC-derivater, der blev aftalt i Pittsburgh i 2009, er nu fuldt ud gennemført i Australien, Hongkong, Mexico og Schweiz og vil også være det om kort tid i Canada og Singapore. I alle disse jurisdiktioner finder lovgivningsrammerne på nuværende tidspunkt eller fremtidigt desuden ikke anvendelse på centralbanker og organer, der forvalter den offentlige gæld.

Kommissionen konkluderer derfor, at artikel 1, stk. 4, i EMIR bør ændres med henblik på at fritage centralbanker og offentlige organer, der har ansvar for forvaltningen af den offentlige gæld, eller som deltager heri, fra Australien, Canada, Hongkong, Mexico, Singapore og Schweiz for visse krav i forordning (EU) nr. 648/2012.

Fritagelse af disse enheder vil hindre, at kravene i henhold til EMIR griber ind i opfyldelsen af deres pengepolitiske forpligtelser og andre opgaver af fælles interesse, og vil fremme lige vilkår i anvendelsen af reformer vedrørende OTC-derivater for så vidt angår transaktioner med sådanne enheder i disse jurisdiktioner. Det vil også bidrage til øget international sammenhæng og konsekvens i gennemførelsen af reformerne vedrørende OTC-derivater.

Den komparative analyse, der er fremlagt i denne rapport, er ikke den sidste af sin art. Kommissionen vil overvåge udviklingen i disse og andre G20-jurisdiktioner med hensyn til gennemførelsen af bestemmelserne om OTC-derivattransaktioner og vil ajourføre rapporten, efterhånden som reformprocessen i disse jurisdiktioner skrider frem, herunder ved at fjerne visse tredjelande fra listen over fritagne enheder, hvis lovgivningen i disse tredjelande ikke længere opfylder betingelserne for fritagelse. Yderligere ændringer af artikel 1, stk. 4, i EMIR må derfor forventes.

(1)

COM(2013) 158 af 22.3.2013.

(2)

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1002/2013 af 12. juli 2013 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre for så vidt angår oversigten over undtagne enheder (EUT L 279 af 19.10.2013, s. 2).

(3)

Indberetningsforpligtelsen gælder også for CCP'er.

Top