21.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 86/1

(1)

I overensstemmelse med artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal der sikres et højt sundshedsbeskyttelsesniveau ved fastsættelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter. Unionen skal supplere og støtte de nationale sundhedspolitikker, tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne og fremme samordningen mellem deres programmer, idet den fuldt ud respekterer medlemsstaternes ansvar for udformningen af deres sundhedspolitikker samt for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet.

(2)

En vedvarende indsats er påkrævet for at opfylde de krav, der er anført i artikel 168 i TEUF. Sundhedsfremme på EU-plan er også en integrerende del af "Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (”Europa 2020-strategien”). At folk er sunde og aktive i flere år og gives mulighed for at spille en aktiv rolle i forvaltningen af deres sundhed vil have generelle positive virkninger på sundheden, herunder en begrænsning af uligheder på sundhedsområdet, og en positiv indvirkning på livskvalitet samt på produktiviteten og konkurrenceevnen og samtidig mindske presset på de nationale budgetter. Støtte til og anerkendelse af innovation, der har indvirkning på sundhed, kan være med til at løse udfordringen om bæredygtighed i sundhedssektoren i lyset af den demografiske udvikling, og foranstaltninger til at mindske ulighederne inden for sundhed er vigtige med henblik på at opnå "inklusiv vækst". Der bør derfor i den forbindelse oprettes et tredje EU-handlingsprogram for sundhed (2014-2020) ("programmet").

(3)

Ifølge Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) definition er sundhed en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse. Med henblik på at forbedre sundheden for befolkningen i Unionen og reducere ulighederne på sundhedsområdet er det af afgørende betydning, at der ikke kun fokuseres på den fysiske sundhed. Ifølge WHO er mentale sundhedsproblemer ansvarlig for næsten 40 % af år levet med et handicap. Mentale sundhedsproblemer er ligeledes omfattende, langvarige og en kilde til diskrimination, og bidrager i betydelig grad til uligheder på sundhedsområdet. Endvidere påvirker den økonomiske krise faktorer, der er bestemmende for mental sundhed, da de beskyttende faktorer svækkes, og risikofaktorerne forhøjes.

(4)

De tidligere programmer for Fællesskabets indsats inden for folkesundhed (2003-2008) og inden for sundhed (2008-2013), som blev vedtaget ved henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1786/2002/EF (4) og nr. 1350/2007/EF (5), ("de tidligere sundhedsprogrammer") er blevet positivt vurderet til at have skabt en væsentlig udvikling og væsentlige forbedringer. Programmet bør bygge på resultaterne af de tidligere sundhedsprogrammer. Det bør også tage hensyn til anbefalingerne fra de eksterne revisioner og evalueringer, der er gennemført, navnlig anbefalingerne fra Revisionsretten i dens særberetning nr. 2/2009, hvoraf det fremgår, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen med henblik på perioden efter 2013 bør revurdere mulighederne for EU-aktiviteter vedrørende folkesundhed og tage tilgangen til EU-finansiering på dette område op til fornyet overvejelse. Dette bør gøres med tanke på de disponible budgetmidler og på det forhold, at der findes andre samarbejdsmekanismer, som kan fremme samarbejde og udveksling af oplysninger mellem interessenter i hele Europa.

(5)

I overensstemmelse med målene i Europa 2020-strategien bør programmet fokusere på en række veldefinerede mål og foranstaltninger med en klar dokumenteret EU-merværdi og koncentrere støtten om et mindre antal aktiviteter på prioriterede områder. Hovedvægten bør i overensstemmelse med nærhedsprincippet lægges på områder, hvor problemstillingerne tydeligvis er grænseoverskridende eller vedrører det indre marked, eller hvor der er betydelige fordele og effektivitetsgevinster ved et samarbejde på EU-plan.

(6)

Programmet bør fremlægge aktioner på områder, hvor der er en EU-merværdi, der kan påvises ud fra følgende: udveksle god praksis mellem medlemsstaterne, understøtte netværk til vidensdeling eller fælles læring, håndtere trusler på tværs af grænser for at reducere risici herved og afbøde konsekvenserne heraf, håndtere visse problemstillinger i relation til det indre marked, hvor Unionen med en høj grad af legitimitet kan sikre kvalitetsløsninger i alle medlemsstaterne, frigøre innovationspotentialet på sundhedsområdet, foranstaltninger, der kan føre til indførelsen af et benchmarkingsystem, således at der gives mulighed for at træffe beslutninger på et kvalificeret grundlag på EU-plan, øge effektiviteten ved at undgå ressourcespild som følge af overlapninger og optimere brugen af finansielle ressourcer.

(7)

Gennemførelsen af programmet bør være således, at medlemsstaternes ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet, respekteres.

(8)

WHO's rapport om sundhed i Europa for 2009 identificerer mulighederne for øgede investeringer i folkesundhed og sundhedssystemer. I den henseende tilskyndes medlemsstaterne til at prioritere sundhedsmæssige forbedringer i deres nationale programmer og udnytte det øgede kendskab til mulighederne for EU-finansiering på sundhedsområdet. Derfor bør programmet gøre det lettere at anvende dets resultater i de nationale sundhedspolitikker.

(9)

Innovation inden for sundhed bør forstås som en folkesundhedsstrategi, der ikke er begrænset til teknologiske fremskridt i form af produkter og tjenesteydelser. Fremme af innovation inden for folkesundhedsinterventioner, forebyggelsesstrategier og forvaltning af sundhedssystemet samt i organisationen og leveringen af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet, herunder sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende interventioner, har potentialet til at forbedre resultaterne på folkesundhedsområdet, øge kvaliteten af de ydelser, som patienter modtager, og opfylde udækkede behov og også til at fremme aktørernes konkurrenceevne, samtidig med at sundhedstjenesteydelserne og behandlingen på sundhedsområdet bliver mere omkostningseffektive og bæredygtige. Derfor bør programmet fremme en frivillig udbredelse af innovation inden for sundhed under hensyn til de fælles værdier og principper i Den Europæiske Unions sundhedssystemer, som er fastsat i Rådets konklusioner af 2. juni 2006 (6).

(10)

Programmet bør, navnlig i lyset af den økonomiske krise, bidrage til at bekæmpe uligheder på sundhedsområdet og til at fremme lige muligheder for alle og solidaritet ved hjælp af aktioner under de forskellige mål og ved at fremme og lette udvekslingen af god praksis.

(11)

I henhold til artikel 8 og 10 i TEUF skal Unionen fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og tilstræbe at bekæmpe forskelsbehandling. Programmet bør derfor støtte integration af målene om ligestilling mellem kønnene og om ikke-forskelsbehandling i alle sine aktioner.

(12)

Det er nødvendigt, at patienter gives mulighed for, bl.a. ved at forbedre deres sundhedskompetence, at forvalte deres sundhed og sundhedsydelser mere proaktivt, forebygge dårligt helbred og træffe informerede valg. Sundhedsaktiviteternes og -systemernes gennemsigtighed og patienternes adgang til pålidelige, uafhængige og brugervenlige oplysninger bør optimeres. Praksis inden for sundhedsydelser bør være præget af feedback fra og kommunikation med patienter. Støtte til medlemsstaterne, patientforeninger og aktører er af afgørende betydning og bør koordineres på EU-plan for på effektiv vis at hjælpe patienterne, navnlig dem, der er ramt af sjældne sygdomme, med at drage fordel af grænseoverskridende sundhedsydelser.

(13)

Det har afgørende betydning for sundhedssystemernes effektivitet og patienternes sikkerhed, at antallet af resistente infektioner og infektioner erhvervet i sundhedsvæsenet reduceres, og at det sikres, at effektive antimikrobielle stoffer er til rådighed. Programmet bør støtte fortsatte bestræbelser på at forbedre analysemetoderne til påvisning og forebyggelse af antimikrobiel resistens og forbedre netværkssamarbejdet mellem alle aktører i sundhedsvæsenet, herunder i veterinærsektoren, når det gælder håndteringen af antimikrobiel resistens.

(14)

I et aldrende samfund kan målrettede investeringer, der fremmer sundhed og forebygger sygdomme, øge antallet af "sunde leveår" og dermed gøre det muligt for ældre at fortsætte med at have et sundt og aktivt liv, selv om de kommer op i årene. Kroniske sygdomme er skyld i over 80 % af tilfældene af for tidlig død i Unionen. Programmet bør identificere, formidle og fremme indførelsen af evidensbaseret og god praksis for omkostningseffektive sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger, der især fokuserer på de største risikofaktorer, f.eks. tobaksrygning, narkotikabrug, skadelig indtagelse af alkohol og usunde spisevaner, fedme og fysisk inaktivitet, samt hiv/aids, tuberkulose og leverbetændelse. Effektiv forebyggelse vil bidrage til at forbedre sundhedssystemernes finansielle bæredygtighed. Programmet bør inden for en ramme, der tager hensyn til kønsaspektet, bidrage til alle aspekter af sygdomsforebyggelse (primær, sekundær og tertiær forebyggelse) og gennem hele EU-borgernes levetid, til fremme af sundhed og skabelsen af gunstige miljøer for en sund livsstil, idet der tages hensyn til underliggende faktorer af social og miljømæssig karakter samt betydningen af visse former for handicap for sundheden.

(15)

For at mindske de folkesundhedsmæssige konsekvenser af grænseoverskridende sundhedstrusler som anført i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1082/2013/EU (7), som kan variere fra masseforurening forårsaget af kemiske hændelser til pandemier som dem, der for nylig blev udløst af E. coli, influenzavirusstammen H1N1 eller SARS (alvorligt akut luftvejssyndrom), eller sundhedsvirkninger, der skyldes de stadig større befolkningsbevægelser, bør programmet bidrage til oprettelse og vedligeholdelse af robuste mekanismer og redskaber til påvisning, vurdering og styring af større grænseoverskridende sundhedstrusler. Som følge af disse truslers karakter bør programmet støtte koordinerede folkesundhedsmæssige foranstaltninger på EU-plan til håndtering af forskellige aspekter af grænseoverskridende sundhedstrusler med udgangspunkt i planlægning af beredskab og indsats, solid og pålidelig risikovurdering og en stærk ramme for risiko- og krisestyring. Det er i den sammenhæng vigtigt, at programmet udnytter komplementariteten med arbejdsprogrammet for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 851/2004 (8), i bekæmpelsen af overførbare sygdomme og de aktiviteter, der støttes under EU-programmerne for forskning og innovation. Der bør ydes en særlig indsats for at sikre sammenhæng og synergi mellem programmet og det globale sundhedsarbejde, der udføres under andre EU-programmer og instrumenter, der navnlig er rettet mod influenza, hiv/aids, tuberkulose og andre grænseoverskridende sundhedstrusler i tredjelande.

(16)

Aktioner under programmet bør også kunne omfatte grænseoverskridende sundhedstrusler, som skyldes biologiske og kemiske hændelser, miljøet og klimaændringer. Som nævnt i Kommissionens meddelelse "Et budget for Europa 2020" har Kommissionen forpligtet sig til at integrere klimaændringer i generelle EU-udgiftsprogrammer og at afsætte mindst 20 % af EU-budgettet til klimarelaterede mål. Udgifter under programmets specifikke mål vedrørende alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler bør bidrage generelt til disse mål ved at håndtere sundhedstrusler, der har forbindelse til klimaændringer. Kommissionen bør oplyse om udgifter vedrørende klimaændringer inden for programmet.

(17)

I overensstemmelse med artikel 114 i TEUF bør et højt sundhedsbeskyttelsesniveau sikres i den lovgivning, som Unionen vedtager for det indre markeds oprettelse og funktion. I overensstemmelse med dette mål bør programmet yde en særlig indsats for at støtte aktioner, som er krævet i EU-lovgivningen, eller som bidrager til at opfylde målene i EU-lovgivningen på områderne for overførbare sygdomme og andre sundhedstrusler, humane væv og celler, blod, menneskelige organer, medicinsk udstyr, lægemidler, patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser samt tobaksvarer og -reklamer.

(18)

Programmet bør bidrage til evidensbaseret beslutningstagning ved at fremme et system for information og viden om sundhed under hensyntagen til de relevante aktiviteter i internationale organisationer som WHO og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvilkling (OECD). Det nævnte system bør bl.a. bestå i udnyttelse af de eksisterende instrumenter og i givet fald videreudvikling af en standardiseret sundhedsinformation og redskaber til overvågning af sundheden, indsamling og analyse af sundhedsdata, støtte til de videnskabelige komitéer oprettet i henhold til Kommissionens afgørelse 2008/721/EF (9) og en bred formidling af programmets resultater.

(19)

Unionens politik på sundhedsområdet sigter mod at supplere og støtte nationale sundhedspolitikker, styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne og fremme koordinationen mellem deres programmer. Udvekslingen af god praksis er et nøgleinstrument i denne politik. En sådan udveksling bør give de nationale myndigheder mulighed for at få gavn af effektive løsninger, der er udviklet i andre medlemsstater, mindske dobbeltarbejde og give mere valuta for pengene ved at fremme innovative løsninger på sundhedsområdet. Programmet bør derfor hovedsageligt fokusere på samarbejdet med de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for sundhed i medlemsstaterne, og give incitamenter til bredere deltagelse af alle medlemsstater som anbefalet i evalueringerne af de tidligere sundhedsprogrammer. Navnlig bør det aktivt fremmes, at medlemsstater med en bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger på under 90 % af EU-gennemsnittet deltager i aktioner, der medfinansieres af de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for sundhed i medlemsstaterne, eller af organer, der er bemyndiget af disse kompetente myndigheder. Sådanne aktioner bør anses for at have særlig stor nytte og bør især svare til målet om at lette deltagelse for medlemsstater med en BNI pr. indbygger på under 90 % af EU-gennemsnittet og gøre deltagelsen bredere. Det bør også overvejes at yde yderligere og hensigtsmæssig ikke-økonomisk støtte til disse medlemsstaters deltagelse i sådanne aktioner, f.eks. i forbindelse med ansøgningsprocessen, videnoverførsel og anvendelse af ekspertise.

(20)

Ikke-statslige organer og sundhedsaktører, især patientorganisationer og sammenslutninger af sundhedsprofessionelle, spiller en vigtig rolle med hensyn til at give Kommissionen de oplysninger og den rådgivning, som er nødvendige for at gennemføre programmet. I den forbindelse kan de få behov for bidrag fra programmet for at gøre det muligt for dem at fungere. Derfor bør programmet være tilgængeligt for ikke-statslige organisationer og patientorganisationer, der er aktive på folkesundhedsområdet, og som spiller en reel rolle i den civile dialog på EU-plan, f.eks. gennem deltagelse i rådgivende grupper, og på denne måde bidrager til at forfølge programmets specifikke mål.

(21)

Programmet bør fremme synergi og forhindre overlapninger med relaterede EU-programmer og -aktioner ved, når det er relevant, at fremme anvendelsen af innovative gennembrud fra forskningen i sundhedssektoren. Der bør gøres passende brug af andre af Unionens midler og programmer, især Unionens rammeprogram for forskning og innovation 2014-2020 (Horisont 2020), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 (10), og dettes resultater, strukturfondene, programmet for beskæftigelse og social innovation, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 (11), Den Europæiske Unions Solidaritetsfond etableret ved Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 (12),

fælleskabets strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (2007-2012), programmet for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore virksomheder (Cosme), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1287/2013 (13), programmet for miljø og klimaindsats (Life), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1293/2013 (14), forbrugerprogrammet, programmet Justice, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1382/2013 (15), det fælles program vedrørende "længst muligt i eget hjem", programmet for uddannelse, ungdom og idræt (Erasmus+), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 (16), det europæiske statistiske program, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 99/2013 (17) og det europæiske innovationspartnerskab inden for aktiv og sund aldring, inden for deres respektive aktiviteter.

(22)

I henhold til artikel 168, stk. 3, i TEUF skal Unionen og medlemsstaterne fremme samarbejdet med tredjelande og med de kompetente internationale organisationer, der beskæftiger sig med folkesundhed. Programmet bør derfor være åbent for deltagelse af tredjelande, navnlig tiltrædende lande, kandidatlande og potentielle kandidatlande, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA)/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)-lande, nabolande og lande, som er omfattet af den europæiske naboskabspolitik (ENP), samt andre lande i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i en relevant bilateral eller multilateral aftale.

(23)

For at fremme programmets mål bør der tilstræbes passende forbindelser med tredjelande, som ikke deltager i programmet, idet der tages hensyn til relevante aftaler mellem disse tredjelande og Unionen. Dette kunne omfatte arrangementer på sundhedsområdet, som tilrettelægges af Unionen, eller tredjelande, som på områder af fælles interesse gennemfører supplerende aktiviteter i forhold til dem, der finansieres under programmet, men uden at der ydes finansielt bidrag hertil under programmet.

(24)

For at aktioner på EU-plan og på internationalt plan kan være så effektive som muligt og med henblik på gennemførelse af programmet, bør der udvikles et samarbejde med relevante internationale organisationer såsom De Forenede Nationer (FN) og FN's særorganisationer, navnlig WHO, samt med Europarådet og OECD.

(25)

Programmet bør løbe i en periode på syv år for at tilpasse det til varigheden af den flerårige finansielle ramme, som er fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (18). Nærværende forordning fastlægger en finansieringsramme for hele programmets varighed, der udgør det primære referencebeløb for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure, jf. punkt 17 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (19).

(26)

I overensstemmelse med artikel 54 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (20) udgør nærværende forordning retsgrundlaget for foranstaltningen og for gennemførelsen af programmet.

(27)

For at sikre kontinuitet i den finansielle støtte under programmet til organernes drift, bør Kommissionen i det årlige arbejdsprogram for 2014 kunne betragte de omkostninger, der er direkte forbundet med gennemførelsen af de støttede aktiviteter, som støtteberettigede, selv om modtageren har afholdt disse omkostninger, før støtteansøgningen blev indgivet.

(28)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning ved hjælp af årlige arbejdsprogrammer bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (21).

(29)

Programmet bør gennemføres under fuld hensyntagen til princippet om gennemsigtighed. De budgetmæssige ressourcer bør fordeles på programmets forskellige mål på en afbalanceret måde og over hele programmets varighed under hensyn til de mulige fordele for fremme af sundhed. Passende aktioner, der er omfattet af programmets specifikke mål og har en klar EU-merværdi, bør udvælges og finansieres af programmet. De årlige arbejdsprogrammer bør navnlig fastlægge de vigtigste kriterier for udvælgelse af potentielle modtagere i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 for at sikre, at de har finansiel og operationel kapacitet til at udføre de aktioner, der finansieres under programmet, og om nødvendigt de oplysninger, der er nødvendige for at godtgøre deres uafhængighed.

(30)

Programmets værdi og virkning bør regelmæssigt overvåges og evalueres. Evalueringen af programmet bør tage hensyn til, at virkeliggørelsen af programmålene kan kræve længere tid end programmets varighed. Halvvejs i programmets varighed dog senest den 30. juni 2017, bør midtvejsevalueringsrapporten udarbejdes for at vurdere status for gennemførelsen af programmets prioriterede temaer.

(31)

For at programmet fuldt ud kan udnytte resultaterne af midtvejsevalueringsrapporten om gennemførelsen, og for at der kan foretages justeringer, der måtte være nødvendige for at nå dets mål, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at fjerne prioriterede temaer fastsat i denne forordning eller at tilføje nye prioriterede temaer til denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(32)

De nationale myndigheders samarbejde er af afgørende betydning for udveksling af oplysninger med potentielle ansøgere for at give mulighed for lige deltagelse i programmet og for deling af den viden, som programmet har skabt, med de forskellige nationale aktører i sundhedssektoren. Medlemsstaterne bør derfor udpege nationale kontaktpunkter for at støtte disse aktiviteter.

(33)

Ved anvendelsen af denne forordning bør Kommissionen høre de relevante eksperter, herunder de nationale kontaktpunkter.

(34)

Unionens finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger under hele udgiftscyklussen, herunder ved forebyggelse, opdagelse og efterforskning af uregelmæssigheder, inddrivelse af midler, der er gået tabt, udbetalt uretmæssigt eller anvendt forkert, og efter omstændighederne med sanktioner.

(35)

Overgangen mellem programmet og det tidligere program, som det afløser, bør sikres, navnlig med hensyn til videreførelsen af flerårige forvaltningsforanstaltninger, f.eks. finansiering af teknisk og administrativ bistand. Fra den 1. januar 2021 bør bevillingerne til teknisk og administrativ bistand om nødvendigt dække udgifterne i forbindelse med forvaltning af aktioner, som endnu ikke er afsluttet ved udgangen af 2020.

(36)

De overordnede mål for denne forordning, nemlig at supplere, støtte og tilføre merværdi til medlemsstaternes politikker til forbedring af sundheden for befolkningen i Unionen og reducere uligheder på sundhedsområdet ved at fremme sundhed, tilskynde til sundhedsmæssig innovation, forbedre sundhedssystemernes bæredygtighed og beskytte EU-borgerne mod alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af denne forordnings omfang og virkning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(37)

Denne forordning afløser afgørelse nr. 1350/2007/EF. Nævnte afgørelse bør derfor ophæves.

(38)

Der bør sikres en glidende overgang uden afbrydelse mellem det tidligere program for sundhed (2008-2013) og programmet, og programmets varighed bør tilpasses forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013. Programmet bør derfor finde anvendelse fra den 1. januar 2014 —

1)

For at fremme sundheden, forebygge sygdomme og skabe gunstige miljøer for en sund livsstil: identificere, formidle og fremme indførelsen af evidensbaseret og god praksis for omkostningseffektive sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger ved specielt at tackle de vigtigste livsstilsrelaterede risikofaktorer med særligt fokus på at tilføre EU-merværdi.

Dette mål måles navnlig ud fra stigningen i antallet af medlemsstater, der er involveret i sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse under anvendelse af evidensbaseret og god praksis ved hjælp af foranstaltninger og aktioner truffet af medlemsstaterne på et passende niveau.

2)

For at beskytte EU-borgerne mod grænseoverskridende sundhedstrusler: identificere og udvikle sammenhængende tilgange og fremme gennemførelsen heraf for bedre beredskab og koordinering i sundhedsmæssige krisesituationer.

Dette mål måles navnlig ud fra stigningen i antallet af medlemsstater, der integrerer de sammenhængende tilgange i udformningen af deres beredskabsplaner.

3)

For at støtte opbygningen af folkesundhedskapaciteten og bidrage til at skabe innovative, effektive og bæredygtige sundhedssystemer: identificere og udvikle redskaber og mekanismer på EU-plan for at afhjælpe mangel på ressourcer, både menneskelige og finansielle, og fremme frivillig udbredelse af innovation i folkesundhedsinterventioner og forebyggelsesstrategier.

Dette mål måles navnlig ud fra stigningen i mængden af rådgivning og i antallet af medlemsstater, der benytter de identificerede redskaber og mekanismer med henblik på at medvirke til at skabe effektive resultater i deres sundhedssystemer.

4)

For at lette adgangen til bedre og sikrere sundhedsydelser for EU- borgerne: forbedre adgangen til lægefaglig ekspertise og information i forbindelse med specifikke sygdomme på tværs af landegrænserne, lette anvendelsen af forskningsresultater og udvikle redskaber til forbedring af kvaliteten af sundhedsydelser og patientsikkerhed, bl.a. gennem aktioner, der bidrager til at forbedre sundhedskompetencen.

Dette mål måles navnlig ud fra stigningen i antallet af europæiske netværk af referencecentre, der er oprettet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU (22) ("europæiske netværk af referencecentre"), stigningen i antallet af sundhedstjenesteydere og ekspertisecentre, der tilslutter sig de europæiske netværk af referencecentre, og stigningen i antallet af medlemsstater, der benytter de udviklede redskaber.

a)

tiltrædende lande, kandidatlande og potentielle kandidater, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, i overensstemmelse med de generelle principper og de almindelige vilkår og betingelser for deres deltagelse i EU- programmer, som er fastsat i de respektive rammeaftaler, associeringsrådsafgørelser eller lignende aftaler

b)

EFTA/EØS-lande i overensstemmelse med betingelserne fastsat i EØS-aftalen

c)

nabolande og de lande, som, i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i en relevant bilateral eller multilateral aftale, er omfattet af ENP

d)

andre lande i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i en relevant bilateral eller multilateral aftale.

a)

aktioner med en klar EU-merværdi, som medfinansieres af de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for sundhed i medlemsstaterne, eller de tredjelande, der deltager i programmet i medfør af artikel 6, eller af offentlige organer og ikke-statslige organer, jf. artikel 8, stk. 1, der handler hver for sig eller som et netværk, og som er bemyndiget af disse kompetente myndigheder

b)

aktioner med en klar EU-merværdi, der udtrykkeligt er forudset og behørigt begrundet i de årlige arbejdsprogrammer, og som medfinansieres af andre offentlige, ikkestatslige eller private organer, jf. artikel 8, stk. 1, herunder internationale organisationer, der er aktive på sundhedsområdet, og for sidstnævntes vedkommende, hvor det er ensigtsmæssigt, uden en forudgående indkaldelse af forslag

c)

driften af ikkestatslige organer, jf. artikel 8, stk. 2, hvor finansiel støtte er nødvendig for at forfølge en eller flere af programmets specifikke mål.

a)

mindst 30 % af budgettet til den foreslåede aktion tildeles medlemsstater, hvis BNI pr. indbygger er mindre end 90 % af EU-gennemsnittet, og

b)

organer fra mindst 14 deltagende lande deltager i aktionen, hvoraf mindst fire er lande, hvis BNI pr. indbygger er mindre end 90 % af EU-gennemsnittet.

a)

de er ikke-statslige nonprofitorganisationer, som er uafhængige af industrielle, kommercielle og erhvervsmæssige interesser eller andre modstridende interesser

b)

de arbejder på folkesundhedsområdet, spiller en effektiv rolle i den civile dialog på EU-plan og forfølger mindst ét af programmets specifikke mål

c)

de er aktive på EU-plan og i mindst halvdelen af medlemsstaterne og har en afbalanceret geografisk dækning i Unionen.

a)

om et eller flere af de prioriterede temaer i bilag I, ikke kan gennemføres og nås i overensstemmelse med programmets mål inden for programmets resterende varighed

b)

om evalueringen har identificeret et eller flere specifikke vigtige prioriterede temaer, der ikke er opført i bilag I, men som er blevet nødvendige for at nå programmets overordnede og specifikke mål

c)

begrundelsen for konklusionerne nævnt i litra a) og b).