Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)

16. januar 2025 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – direktiv (EU) 2016/343 – retten til at være til stede under retssagen – artikel 8, stk. 2 – retssag, som fører til en afgørelse om domfældelse eller frifindelse in absentia – betingelser – artikel 8, stk. 4 – forpligtelse til at underrette den person, der er blevet dømt uden at være til stede, om de tilgængelige retsmidler – artikel 9 – ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres – artikel 10, stk. 1 – adgang til effektive retsmidler – national lovgivning, hvorefter anerkendelse af retten til en ny retssag er betinget af, at der indgives en anmodning om genoptagelse af straffesagen til en retslig myndighed, for hvilken den person, der er blevet dømt uden at være til stede, skal give møde «

I sag C-400/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) ved afgørelse af 29. juni 2023, indgået til Domstolen den 29. juni 2023, i straffesagen mod

VB,

procesdeltager:

Sofijska gradska prokuratura

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af formanden for Tredje Afdeling, C. Lycourgos (refererende dommer), som fungerende formand for Fjerde Afdeling, og dommerne S. Rodin og O. Spineanu-Matei,

generaladvokat: J. Richard de la Tour,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Europa-Kommissionen ved M. Wasmeier og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juli 2024,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 4, artikel 9 og artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1).

2        Anmodningen er indgivet i forbindelse med straffesager mod VB vedrørende forhold, der kan udgøre lovovertrædelser, som kan medføre frihedsstraf.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 2016/343

3        9., 10., 12., 33., 39., 44., 47. og 48. betragtning til direktiv 2016/343 er sålydende:

»(9)      Formålet med dette direktiv er at styrke retten til en retfærdig rettergang i straffesager ved at fastsætte fælles minimumsregler for visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen.

(10)      Ved at fastsætte fælles minimumsregler om beskyttelse af mistænktes og tiltaltes proceduremæssige rettigheder har dette direktiv til formål at styrke medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer […]

[...]

(12)      Dette direktiv bør finde anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det bør finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, og derfor selv før den pågældende person, ved en officiel meddelelse eller på anden vis, underrettes af de kompetente myndigheder i en medlemsstat om, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt. Direktivet bør finde anvendelse på alle stadier af straffesagerne, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er blevet endelig. Retlige skridt og retsmidler, der først kan finde anvendelse, når denne afgørelse er blevet endelig, herunder klager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, bør ikke være omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv.

[...]

(33)      Retten til en retfærdig rettergang er et af grundprincipperne i et demokratisk samfund. De mistænktes og tiltaltes ret til at være til stede under retssagen udspringer af denne ret og bør være sikret i hele [Den Europæiske] Unio[n].

[...]

(39)      Når medlemsstater giver mulighed for afholdelse af retssager uden, at den mistænkte eller tiltalte er til stede, men betingelserne for at træffe en afgørelse, uden at en bestemt mistænkt eller tiltalt er til stede, ikke er overholdt, fordi den mistænkte eller tiltalte ikke kunne findes, selv om der er blevet gjort en rimelig indsats, f.eks. fordi den pågældende er flygtet eller forsvundet, bør det dog være muligt at træffe en afgørelse uden, at den mistænkte eller tiltalte er til stede og at fuldbyrde denne afgørelse. I så fald bør medlemsstaterne sikre, at mistænkte eller tiltalte, når de underrettes om afgørelsen, navnlig når de pågribes, også underrettes om muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel. Sådanne oplysninger bør gives skriftligt. Oplysningerne kan også gives mundtligt, forudsat at den omstændighed, at oplysninger er givet, registreres i overensstemmelse med registreringsproceduren i henhold til national ret.

[...]

(44)      Princippet om EU-rettens effektive virkning kræver, at medlemsstaterne indfører egnede og effektive retsmidler i tilfælde af tilsidesættelse af en ret, som enkeltpersoner er blevet tillagt ved EU-retten. Et effektivt retsmiddel i tilfælde af tilsidesættelse af en af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, bør, for at beskytte retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar, så vidt muligt have den virkning, at de mistænkte eller tiltalte sættes i samme situation, som de ville have befundet sig i, såfremt tilsidesættelsen ikke havde fundet sted.

[...]

(47)      I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)] og [den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)], herunder [...] retten til adgang til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang [...] Der bør især tages hensyn til artikel 6 [TEU], hvori det hedder, at Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i chartret, og hvorefter de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved EMRK, og som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten.

(48)      Da der ved dette direktiv fastsættes minimumsregler, bør medlemsstaterne kunne udvide de rettigheder, der er fastlagt i dette direktiv, og fastsætte et højere beskyttelsesniveau. Dette beskyttelsesniveau, der fastsættes af medlemsstaterne, bør aldrig være lavere end de standarder, der er fastsat i chartret eller EMRK som fortolket af Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.«

4        Direktivets artikel 1 med overskriften »Genstand« bestemmer:

»Dette direktiv fastlægger fælles minimumsregler vedrørende:

a)      visse aspekter af uskyldsformodningen i straffesager

b)      retten til at være til stede under retssagen i straffesager.«

5        Nævnte direktivs artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« har følgende ordlyd:

»Dette direktiv finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig.«

6        Samme direktivs artikel 8 med overskriften »Retten til at være til stede under retssagen« fastsætter:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at være til stede under retssagen.

2.      Medlemsstaterne kan fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af:

a)      at den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, eller

b)      at den mistænkte eller tiltalte, der er blevet underrettet om retssagen, repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, som er udpeget enten af den mistænkte eller tiltalte eller af staten.

3.      En afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med stk. 2, kan fuldbyrdes over for den pågældende mistænkte eller tiltalte.

4.      Såfremt medlemsstaterne fastsætter en mulighed for afholdelse af retssager, uden at mistænkte eller tiltalte er til stede, men det ikke er muligt for de kompetente myndigheder at opfylde betingelserne fastsat i denne artikels stk. 2, fordi en mistænkt eller tiltalt ikke kan findes, selv om der er blevet gjort en rimelig indsats, kan medlemsstaterne fastsætte, at en afgørelse alligevel kan træffes og fuldbyrdes. I så fald sikrer medlemsstaterne, at mistænkte eller tiltalte, når de underrettes om afgørelsen, navnlig når de pågribes, også underrettes om muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9.

[...]«

7        Artikel 9 i direktiv 2016/343 med overskriften »Retten til en ny retssag« har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne sikrer, at når mistænkte eller tiltalte ikke var til stede under deres retssag, og de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, har de ret til en ny retssag eller til et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres. Medlemsstaterne sikrer i den forbindelse, at disse mistænkte og tiltalte har ret til at være til stede, således at de effektivt kan deltage i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i henhold til national ret, og udøve retten til et forsvar.«

8        Direktivets artikel 10 med overskriften »Retsmidler« fastsætter følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte råder over et effektivt retsmiddel, hvis deres rettigheder i medfør af dette direktiv er blevet tilsidesat.«

 Rammeafgørelse 2002/584

9        Artikel 4a i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«), fastsætter:

»1.      Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret

[...]

d)      ikke har fået afgørelsen forkyndt personligt, men

i)      vil få den forkyndt personligt straks efter overgivelsen og vil udtrykkeligt blive underrettet om retten til fornyet prøvelse eller anke, hvor personen har ret til at deltage, og som giver mulighed for, at sagens realitet[…], herunder nye beviser, bliver taget op igen, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse bliver ændret

og

ii)      vil blive underrettet om den frist, inden for hvilken han/hun skal anmode om en sådan fornyet prøvelse eller anke som nævnt i den pågældende europæiske arrestordre.

[...]

3.      Hvis personen overgives på de i stk. 1, litra d), omhandlede vilkår, og den pågældende har anmodet om fornyet prøvelse eller anke, tages frihedsberøvelsen af den pågældende person, der afventer en sådan fornyet prøvelse eller anke, regelmæssigt eller på begæring af den pågældende person op til prøvelse efter den udstedende medlemsstats lovgivning, indtil den fornyede prøvelse eller anken er færdigbehandlet. En sådan prøvelse omfatter navnlig muligheden af at suspendere eller afbryde frihedsberøvelsen. Den fornyede prøvelse eller anken begynder i rette tid efter overgivelsen.«

 Bulgarsk ret

10      Artikel 15, stk. 2 og 3, i Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) (DV nr. 86 af 28.10.2005) i den affattelse, der finder anvendelse i straffesagerne i hovedsagen (herefter »strafferetsplejeloven«), fastsætter:

»(2)      Tiltalte og andre personer, der deltager i straffesagen, skal råde over alle de processuelle midler, der er nødvendige for at forsvare deres rettigheder og legitime interesser.

(3)      Dommeren, anklageren og efterforskningsorganerne underretter de personer, der er omhandlet i stk. 2, om deres processuelle rettigheder og sikrer, at de har mulighed for at udøve disse rettigheder.«

11      Strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1-4, bestemmer:

»(1)      En person, der er dømt in absentia, kan inden for en frist på seks måneder regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende får kendskab til den endelige straffedom [...], fremsætte begæring om genoptagelse af straffesagen under henvisning til, at vedkommende ikke var til stede under behandlingen heraf. Begæringen tages til følge, medmindre den domfældte efter at være blevet underrettet om tiltalepunkterne under forundersøgelsen er flygtet, således at den i artikel 247c, stk. 1, omhandlede procedure ikke har kunnet gennemføres, eller såfremt vedkommende, efter at proceduren er blevet gennemført, uden gyldig grund er udeblevet fra retsmødet.

(2)      Begæringen har ikke opsættende virkning for fuldbyrdelsen af straffedommen, medmindre retten træffer en anden afgørelse.

(3)      Genoptagelsen af en straffesag afsluttes, hvis den domfældte udebliver uden gyldig grund.

(4)      Såfremt en person dømt in absentia er fængslet med henblik på fuldbyrdelse af en endelig dom, og retten genoptager straffesagen, træffer den i sin afgørelse ligeledes bestemmelse om den frihedsberøvende foranstaltning.«

12      Strafferetsplejelovens artikel 424, stk. 1 og 2, fastsætter:

»(1)      Begæringen om genoptagelse af en straffesag på grundlag af artikel 422, stk. 1, nr. 5, behandles af Apelativen sad [(den kompetente appeldomstol, Bulgarien)], når den i artikel 419 omhandlede akt er vedtaget af en Rajonen sad [(distriktsdomstol, Bulgarien)] eller en Okrazjen sad [(regional domstol, Bulgarien)], dog ikke i forbindelse med nye domme.

(2)      Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, behandles begæringen om genoptagelse af en straffesag af Varchoven kasatsionen sad [(øverste kassationsdomstol, Bulgarien)].«

13      Strafferetsplejelovens artikel 425, stk. 2, bestemmer:

»I de i artikel 423, stk. 1, omhandlede tilfælde genoptages sagen og hjemvises til det trin, hvor sagen uden den tiltaltes tilstedeværelse indledtes.«

 Retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål

14      Der er i Bulgarien blevet indledt straffesager mod VB. Sidstnævnte er tiltalt dels for at have deltaget i en kriminel organisation, hvis formål er dyrkning og distribution af narkotika samt besiddelse af våben, dels for selv at have været i besiddelse af narkotika og våben. Disse forhold udgør lovovertrædelser, som kan straffes med frihedsberøvelse.

15      VB har ikke modtaget nogen formel underretning om anklagerne mod ham. Desuden er han hverken blevet underrettet om, at der er rejst tiltale mod ham for en ret eller så meget desto mindre om datoen og stedet for det pågældende retsmøde eller om konsekvenserne af at undlade at give møde. De kompetente nationale myndigheder har nemlig ikke været i stand til at finde VB, da han i forundersøgelsesfasen flygtede forud for den politiaktion, der havde til formål at anholde de mistænkte. VB blev eftersøgt ved en europæisk arrestordre, men kunne ikke findes.

16      Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien), der oprindeligt behandlede straffesagerne mod VB, forelagde i 2022 anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343. Anmodningerne vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt dette direktiv kræver, at en ret, der dømmer en person in absentia, selv om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 ikke er overholdt, udtrykkeligt skal oplyse i dommen, at vedkommende har ret til en ny retssag.

17      Ved dom af 8. juni 2023, VB (Underretning af den domfældte, der er dømt in absentia) (C-430/22 og C-468/22, herefter »VB-dommen«, EU:C:2023:458), besvarede Domstolen dette spørgsmål benægtende.

18      Ifølge Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien), som efter nedlæggelsen af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) har overtaget straffesagerne i hovedsagen, og som er den forelæggende ret, kan VB-dommen forstås således, at den bulgarske lovgivning er i overensstemmelse med direktiv 2016/343, og at det ikke er nødvendigt, at en ret, der dømmer en person in absentia, selv om betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke er overholdt, gør en indsats for at sikre, at de oplysninger, der er omhandlet i nævnte direktivs artikel 8, stk. 4, andet punktum, meddeles den pågældende.

19      En sådan fortolkning af VB-dommen er imidlertid ikke indlysende. Det er nødvendigt med yderligere præciseringer vedrørende rækkevidden af direktiv 2016/343 med henblik på bl.a. at afklare, hvornår de oplysninger, der er omhandlet i dette direktivs artikel 8, stk. 4, andet punktum, skal meddeles den person, der er dømt in absentia.

20      Den forelæggende ret har anført, at den har behov for disse præciseringer for at kunne vurdere, om den kan fortsætte behandlingen af straffesagerne i hovedsagen som udeblivelsessager. Eftersom der er en vis sandsynlighed for, at VB vil blive dømt, er det nødvendigt at sikre sig, at de oplysninger, som VB efterfølgende modtager vedrørende domfældelsen og hans processuelle rettigheder, er tilstrækkelige, henset til de fælles minimumsregler, der er fastsat i direktiv 2016/343.

21      Den forelæggende ret ønsker navnlig at sikre, at VB på tidspunktet for sin eventuelle pågribelse vil blive informeret ikke blot om den omstændighed, at han er blevet dømt, men også om de processuelle rettigheder, der er fastsat i artikel 9 i direktiv 2016/343, hvortil direktivets artikel 8, stk. 4, andet punktum, henviser.

22      Da disse bestemmelser i direktiv 2016/343 i overensstemmelse med præmis 28 i dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:401), har direkte virkning, og eftersom de bulgarske retter i henhold til strafferetsplejelovens artikel 15, stk. 3, er forpligtede til at underrette de tiltalte om deres processuelle rettigheder, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke foranstaltninger den kan eller bør træffe for at sikre, at dette direktiv overholdes, efter at den har afsagt udeblivelsesdom.

23      I denne henseende finder den forelæggende ret for det første, at den person, der er dømt in absentia, skal have fuldt kendskab til grundene til, at vedkommende er blevet dømt. Domstolen bør afklare, om dette bl.a. betyder, at en kopi af hele den udeblivelsesdom, der afsiges, skal udleveres til den pågældende, så snart denne pågribes.

24      Hvad dernæst angår de processuelle rettigheder for en person, der dømmes in absentia, ønsker den forelæggende ret en fortolkning af visse udtryk i artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343, navnlig udtrykkene »muligheden for at anfægte afgørelsen«, »retten til en ny retssag« og »et andet retsmiddel«.

25      I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at den frist, der er fastsat i Bulgarien for at appellere en afgørelse om domfældelse in absentia, er 15 dage og løber uden afbrydelse fra datoen for dommens afsigelse, selv om den pågældende fortsat ikke kan findes. Strafferetsplejelovens artikel 423 om en eventuel genoptagelse af straffesagen fastsætter derfor det eneste retsmiddel, der er til rådighed til prøvelse af en afgørelse om domfældelse in absentia, når denne afgørelse på den 16. dag efter dens afsigelse har opnået retskraft.

26      Bulgarsk ret fastsætter imidlertid ikke, at en person, der er dømt in absentia, skal underrettes om denne mulighed for at anmode om genoptagelse af straffesagen.

27      Anmodningen om genoptagelse af straffesagen kan i øvrigt først indgives, efter at udeblivelsesdommen har fået retskraft, og det er kun Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol), hvis afgørelse ikke kan appelleres, der har kompetence til at behandle denne anmodning. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt en sådan processuel ordning sikrer en effektiv »ret[...] til en ny retssag eller et andet retsmiddel« som omhandlet i artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343.

28      Denne rets effektive virkning synes desuden at blive forringet af, at der er pligt til at give møde for den ret, som behandler anmodningen om genoptagelse af straffesagen, idet denne anmodning ellers henlægges. Den forelæggende ret har anført, at et sådant krav ikke er blandt de fælles minimumsstandarder, som EU-lovgiver har fastsat, og at det, henset til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, kan være uforeneligt med den grundlæggende ret til effektive retsmidler, som er fastsat i chartrets artikel 47 og artikel 10, stk. 1, i direktiv 2016/343.

29      De ovennævnte forhold har den konsekvens, at »ret[ten] til en ny retssag eller til et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet« som omhandlet i direktiv 2016/343, i Bulgarien hverken meddeles eller anerkendes på det tidspunkt, hvor den person, der er dømt in absentia, underrettes om domfældelsen. Den pågældende skal derimod påberåbe sig denne ret i forbindelse med en sag, der indledes ved Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol). Det skal afgøres, om en sådan ordning er i overensstemmelse med EU-retten.

30      Den forelæggende ret frygter desuden, at den bulgarske lovgiver ved at gøre retten til en ny retssag betinget af, at der indledes en retssag, der ligger efter det tidspunkt, hvor udeblivelsesdommen får retskraft, har skabt en situation, hvor retten til en ny retssag falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2016/343 som defineret i dette direktivs artikel 2, sammenholdt med 12. betragtning hertil.

31      Endvidere risikerer de nærmere regler for den omhandlede bulgarske processuelle ordning ifølge den forelæggende ret at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at overgive VB, såfremt denne bliver fundet og anholdt i en anden medlemsstat. Det følger af artikel 4a, stk. 1, litra d), i rammeafgørelse 2002/584, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis det fremgår af denne arrestordre, at den pågældende efter overgivelsen straks vil modtage forkyndelsen af udeblivelsesdommen samt oplysninger om retten til fornyet prøvelse eller til anke. Den bulgarske lovgivning indeholder imidlertid ingen bestemmelser om sådanne oplysninger.

32      Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, efter hvilke processuelle regler den selv kan afgøre, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 er blevet overholdt. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om det tilkommer den, inden den tager stilling til dette aspekt i udeblivelsesdommen, at høre den advokat, der forsvarer den udeblevne person.

33      Da det på nuværende tidspunkt ikke kan udelukkes, at VB vil blive frifundet, ønsker den forelæggende ret endelig oplyst, om reglerne i direktiv 2016/343 er relevante i en sådan situation. Ordlyden af dette direktiv er ikke klar i denne henseende, eftersom den henviser til en »afgørelse« afsagt in absentia og ikke specifikt til en afgørelse om domfældelse in absentia. Visse passager i det nævnte direktivs artikel 8, såsom udtrykket »afgørelse om [...] skyld eller uskyld«, tyder på, at enhver afgørelse er omfattet, mens andre, såsom udtrykket »navnlig når de pågribes«, giver anledning til at antage, at det kun er afgørelser om domfældelse in absentia, der er berørt.

34      På denne baggrund har Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      a)      Skal artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv [2016/343] fortolkes således, at en person, der, uden at der foreligger et tilfælde som omhandlet i stk. 2, er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede under retssagen, skal underrettes om den afgørelse, hvorved den pågældende blev dømt, når denne pågribes med henblik på fuldbyrdelse af denne straf?

b)      Hvilket indhold har kravet »underrettes om afgørelsen« i henhold til artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv [2016/343], og kræver det, at der udleveres en kopi af denne afgørelse?

c)      Såfremt [det første spørgsmål, litra a), og det første spørgsmål, litra b),] besvares benægtende: Er artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv [2016/343] til hinder for, at en national ret træffer afgørelse om at sikre udlevering af en kopi af denne afgørelse?

2)      a)      Er en national bestemmelse, som – i tilfælde af, at en strafferetlig anklage behandles, uden at den anklagede er til stede, og der afsiges en retsafgørelse, hvorved der sker en domfældelse, uden at betingelserne i [...] artikel 8, stk. 2, [i direktiv 2016/343] er opfyldt – ikke fastsætter vilkårene for underretningen af den person, der er blevet dømt uden at være til stede, om den pågældendes ret til en ny retssag, hvor den pågældende er til stede, og hvis en sådan underretning navnlig ikke sker, når den person, som er blevet dømt uden at være til stede, bliver pågrebet, forenelig med artikel 8, stk. 4, andet punktum, i [dette direktiv]?

b)      Er det af betydning, at den nationale bestemmelse – strafferetsplejelovens artikel 423 – fastsætter, at den person, der er blevet dømt uden at være til stede, underrettes om sin ret til en ny retssag, men først efter at denne person har indgivet en ansøgning om ophævelse af denne dom og gennemførelse af en ny retssag, hvor den pågældende er til stede, idet underretningen af den pågældende sker i form af en retsafgørelse som besvarelse på denne ansøgning?

c)      I benægtende fald: Er kravene i artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 10, stk. 1, i direktiv [2016/343] overholdt, hvis den domstol, som behandler en strafferetlig anklage, uden at den anklagede er til stede, og afsiger en afgørelse, hvorved der sker en domfældelse, uden [at] der foreligger et tilfælde som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 2, i sin afgørelse henviser til denne persons ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel og forpligter de personer, der pågriber den dømte person, til at udlevere en kopi af denne afgørelse til den pågældende?

d)      I bekræftende fald: Er artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv [2016/343] til hinder for, at en domstol, der afsiger en afgørelse, hvorved en anklaget dømmes uden at være til stede, uden [at] der foreligger et tilfælde som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 2, beslutter i sin afgørelse at henvise til denne persons ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel som omhandlet i direktivets artikel 9 og forpligter de personer, der gennemfører pågribelsen af den dømte person, til at udlevere en kopi af denne afgørelse til den pågældende?

3)      Hvilket er det første og hvilket det sidste mulige tidspunkt, hvor retten bør afgøre, om den straffesag, der blev gennemført, uden at den anklagede var til stede, opfylder kravene i artikel 8, stk. 2, i direktiv [2016/343], og skal træffe foranstaltninger til at sikre underretningen i henhold til direktivets artikel 8, stk. 4, andet punktum?

4)      Skal der i forbindelse med den i det tredje spørgsmål nævnte afgørelse tages hensyn til anklagerens og den fraværende anklagedes forsvarers standpunkter?

5)      a)      Refererer udtrykket »muligheden for at anfægte afgørelsen« i artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv [2016/343] til retten til at appellere afgørelsen til en højere instans, eller refererer det til anfægtelsen af en endelig retsafgørelse?

b)      Hvilket indhold bør den underretning have, som i henhold til artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv [2016/343] skal ske til en person, der er blevet dømt uden at være til stede, uden at betingelserne i stk. 2 var opfyldt, om »retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9«: vedrørende retten til et sådant retsmiddel, hvis den pågældende anfægter domfældelsen, der fandt sted, uden at den pågældende var til stede, eller vedrørende retten til at indgive en sådan ansøgning, idet spørgsmålet om, hvorvidt en sådan anmodning er begrundet, skal bedømmes på et senere tidspunkt?

6)      Hvad er indholdet af udtrykket »ret til [...] et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres« i artikel 9, første punktum, i direktiv [2016/343]?

7)      Er en national bestemmelse – strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 3 – som kræver, at den person, der er blevet dømt uden at være til stede, skal give personligt møde som en betingelse for, at den pågældendes anmodning om en ny retssag kan behandles og imødekommes, forenelig med artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv [2016/343]?

8)      Finder artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343 anvendelse på frikendte personer?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål, litra a) og b), det andet spørgsmål, litra a) og b), samt det tredje og det femte til syvende spørgsmål

35      Med det første spørgsmål, litra a) og b), det andet spørgsmål, litra a) og b), samt det tredje og det femte til det syvende spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, sammenholdt med dette direktivs artikel 9, skal fortolkes således, at

–        en person, der er blevet idømt en frihedsstraf in absentia, selv om de betingelser, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, på tidspunktet for den pågældendes pågribelse med henblik på fuldbyrdelse af denne straf skal underrettes dels om afgørelsen afsagt in absentia, idet vedkommende bl.a. modtager en kopi heraf, dels om de retsmidler, der er til rådighed, og at

–        samme direktiv er til hinder for, at det eneste retsmiddel, der er til rådighed for den berørte person efter udløbet af fristen for appel af afgørelsen afsagt in absentia er at indgive en anmodning om genoptagelse af straffesagen til en anden ret end den, der har afsagt den pågældende afgørelse, idet det er en betingelse, at vedkommende giver møde for denne ret.

36      Det bemærkes, at direktiv 2016/343 i henhold til dets artikel 1 har til formål at fastlægge fælles minimumsregler vedrørende visse aspekter af straffesager, herunder »retten til at være til stede under retssagen«. Som det udtrykkeligt er bekræftet i 33. betragtning til dette direktiv, udgør denne ret en integrerende del af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang (dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 25).

37      Direktivets artikel 8, stk. 1, pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre, at denne ret overholdes. I henhold til denne artikels stk. 2 og 4 kan medlemsstaterne imidlertid på visse betingelser fastsætte en mulighed for afholdelse af retssager, uden at den mistænkte eller tiltalte er til stede (dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 26).

38      Stk. 2 og 4 fastsætter i det væsentlige, at mistænkte og tiltalte, som ikke har kunnet underrettes om retssagen mod dem, eller som, selv om de er blevet underrettet om retssagen, ikke er blevet underrettet om konsekvenserne af at undlade at give møde og heller ikke repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, kan dømmes ved en udeblivelsesdom, der kan fuldbyrdes, men skal, når de underrettes om denne afgørelse, »navnlig når de pågribes«, ligeledes underrettes om alle de retsmidler, som de råder over med henblik på at anfægte den nævnte afgørelse.

39      I henhold til artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 skal personer, som er blevet dømt ved en udeblivelsesdom, selv om betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, underrettes om »muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9«.

40      Rækkevidden af denne artikel 8, stk. 4, andet punktum, skal fortolkes under hensyntagen til denne bestemmelses ordlyd og den sammenhæng, hvori den indgår, samt til de mål, der forfølges med den ordning, som den nævnte bestemmelse er en del af (jf. i denne retning dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

41      Hvad angår ordlyden af samme bestemmelse skal det i første række bemærkes, at det fremgår af udtrykket »navnlig når de pågribes«, at selv om det ikke kan udelukkes, at en person, der er blevet idømt en frihedsstraf in absentia, kan underrettes om denne afgørelse uden at blive anholdt med henblik på fuldbyrdelse af straffen, skal denne person, såfremt vedkommende pågribes, på tidspunktet for pågribelsen underrettes om domfældelsen, hvis den pågældende ikke har fået disse oplysninger før.

42      I anden række fremgår det ligeledes af ordlyden af artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, at når den pågældende underrettes om, at vedkommende er blevet dømt in absentia, skal den pågældende i den situation, der er omhandlet i denne bestemmelse, dvs. hvor der er afsagt en udeblivelsesdom, selv om betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, ligeledes underrettes om »muligheden for at anfægte afgørelsen og om [vedkommendes] ret[...] til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med [direktivets] artikel 9«.

43      Der kan udledes to samstemmende holdepunkter af denne ordlyd. For det første er henvisningen til muligheden for at anfægte en udeblivelsesdom, der præsenteres som et særskilt og selvstændigt proceduremæssigt element i forhold til »retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel«, et holdepunkt for, at medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte en procedure, der går forud for afholdelsen af en ny retssag eller udøvelsen af det andet retsmiddel, der er omhandlet i artikel 9 i direktiv 2016/343. En sådan procedure kan have til formål at fastslå, at de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, og at det følgelig er nødvendigt at afholde en ny retssag eller at anvende et »andet retsmiddel«.

44      For det andet følger det af anvendelsen af konjunktionen »eller« i sætningsleddet »retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel«, at medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte bestemmelser om genoptagelse af straffesagen i form af afholdelse af en ny retssag eller at fastsætte et »andet retsmiddel«, som i overensstemmelse med direktivets artikel 9 skal svare til en ny retssag, idet den skal give mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder en undersøgelse af nye beviser, og idet den skal kunne føre til, at den oprindelige afgørelse ændres (jf. i denne retning dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 59).

45      I tredje række fremgår det af ordlyden af artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, at EU-lovgiver har undladt at præcisere, på hvilken måde underretning om »retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel« skal gives (VB-dommen, præmis 27). Navnlig foreskriver denne bestemmelse ikke, at denne oplysning skal nævnes i udeblivelsesdommen. Det fremgår heller ikke, at den ret, der træffer denne afgørelse, i medfør af dette direktiv er forpligtet til i den nævnte afgørelse eller i et påbud, der er vedlagt denne, at præcisere, hvilken myndighed der skal meddele nævnte oplysning og på hvilken måde.

46      Direktiv 2016/343 er således ikke til hinder for, at en medlemsstat indfører en processuel ordning, der ikke automatisk fører til genoptagelse af straffesagen, men kræver, at personer, der er dømt in absentia, og som ønsker en sådan genoptagelse, skal indgive en anmodning herom til en anden ret, der er forskellig fra den, der har afsagt udeblivelsesdommen, med henblik på, at denne anden ret efterprøver, at betingelsen for at have ret til en ny retssag – dvs. at de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke blev overholdt – er opfyldt. En sådan ordning er forenelig med det nævnte direktiv, dels såfremt proceduren for anmodning om denne genoptagelse rent faktisk gør det muligt at afholde en ny retssag i alle de tilfælde, hvor det på baggrund af en prøvelse heraf er fastslået, at de betingelser, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, dels såfremt den person, der er dømt in absentia, når vedkommende underrettes om sin domfældelse, også underrettes om, at der findes en sådan procedure.

47      Resultatet af den undersøgelse af ordlyden af artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, som fremgår af denne doms præmis 46, understøttes af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår.

48      I denne henseende bemærkes, at en fortolkning af den nævnte bestemmelse, hvorefter retten til en ny retssag nødvendigvis uden yderligere prøvelse skal indrømmes en person, der er dømt in absentia, så snart den pågældende er blevet underrettet om denne domfældelse, er uforenelig med artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584. I tilfælde af udstedelse af en europæisk arrestordre har denne artikel nemlig en funktionel forbindelse med artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 og udgør derfor et relevant kontekstuelt element for fortolkningen heraf. Artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter i stk. 1, litra d), nr. ii), samt i stk. 3 en mulighed for at indføre en procedure for at anmode om en ny retssag. Denne mulighed ville blive frataget sin effektive virkning, hvis medlemsstaterne var forpligtet til at anerkende retten til en ny retssag, så snart den pågældende var blevet underrettet om, at vedkommende var blevet dømt in absentia.

49      En fortolkning af artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, hvorefter denne bestemmelse kræver en øjeblikkelig anerkendelse af retten til en ny retssag, tager i øvrigt ikke behørigt hensyn til den sammenhæng, hvori den nævnte bestemmelse indgår, nemlig en minimumsharmonisering. Eftersom direktiv 2016/343 kun indeholder minimumspræciseringer af, hvilke retsmidler der skal være til rådighed, når der er blevet afsagt en udeblivelsesdom, uden at de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, er overholdt, tilkommer det i medfør af princippet om procesautonomi hver enkelt medlemsstat at fastlægge disse retsmidler i sin interne retsorden.

50      Det følger heraf, at EU-retten overlader medlemsstaterne et skøn med hensyn til udformningen af deres procesret, idet det imidlertid forudsættes, at den processuelle ordning, som den nationale lovgiver har indført, ikke må være mindre gunstig for borgernes udøvelse af rettigheder i henhold til EU-retten end ved udøvelsen af rettigheder, der tillægges i henhold til national ret (ækvivalensprincippet), og at den ikke må være udformet således, at den i praksis umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning bl.a. dom af 23.11.2023, Provident Polska, C-321/22, EU:C:2023:911, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

51      Resultatet af undersøgelsen af ordlyden af artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 er ligeledes foreneligt med direktivets formål.

52      Således som det fremgår af niende og tiende betragtning til nævnte direktiv, er dette formål, at styrke retten til en retfærdig rettergang i straffesager, således at medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer øges (dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 36).

53      Fortolkningen af artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, hvorefter denne bestemmelse ikke er til hinder for en processuel ordning, som ikke består i at underrette den person, der er dømt in absentia, om vedkommendes ret til en ny retssag, når vedkommende får kendskab til domfældelsen, men i at underrette denne person om muligheden for at anmode om genoptagelse af sagen ved en ret, der efterprøver, om betingelsen for genoptagelse af sagen – nemlig at betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 ikke var overholdt – er opfyldt, kan bidrage til opfyldelsen af målet om at styrke retten til en retfærdig rettergang, forudsat at denne processuelle ordning opfylder de betingelser, der er nævnt i denne doms præmis 46, dvs. navnlig at den nødvendigvis fører til afholdelse af en ny retssag, når betingelserne i nævnte artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, uden at den ret, der har kompetence til at behandle anmodningen om en sådan retssag, kan afvise at lade en sådan retssag finde sted med henvisning til andre kriterier end dem, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse.

54      I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret at vurdere, om den processuelle ordning, som den bulgarske lovgiver har indført, i lyset af ovenstående præciseringer er forenelig med direktiv 2016/343. Domstolen kan dog give nyttig vejledning med henblik på denne vurdering (jf. analogt dom af 5.5.2022, BV (C-570/20, EU:C:2022:348, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

55      Det fremgår af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den bulgarske lovgivning i tilfælde som det i hovedsagen omhandlede bevirker, at Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) har enekompetence til at behandle anmodninger om genoptagelse af straffesager, idet disse i det væsentlige udgør anmodninger om en ny retssag. Personer, der er dømt in absentia i denne medlemsstat, kan indgive en sådan anmodning inden for en frist på seks måneder fra det tidspunkt, hvor de har fået kendskab til udeblivelsesdommen, og denne frist er længere end fristen for at appellere den pågældende dom.

56      Det skal i denne henseende indledningsvis præciseres, at hvis der gennemføres en ny retssag efter en procedure for anmodning om genoptagelse af straffesagen, er det kun den afgørelse, der træffes efter denne nye retssag, der, når den har fået retskraft, udgør den endelige afgørelse med henblik på at fastslå, om den mistænkte eller tiltalte har begået en strafbar handling som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2016/343, sammenholdt med 12. betragtning hertil. Det følger heraf, at en procedure for anmodning om genoptagelse af straffesagen som den, der er fastsat i bulgarsk ret, henhører under de stadier i straffesagen, hvorpå dette direktiv finder anvendelse.

57      Det fremgår dernæst af nærværende doms præmis 46 og 50, at indførelsen af en sådan procedure for genoptagelse af straffesagen, som ikke i sig selv indebærer en ny retssag, men som kan føre til en sådan ny retssag, ikke er i strid med direktiv 2016/343, forudsat at denne procedure for genoptagelse overholder alle de krav, der følger af effektivitetsprincippet, og i øvrigt overholder ækvivalensprincippet.

58      Hvad angår ækvivalensprincippet fremgår det, med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse, at den i strafferetsplejelovens artikel 423 fastsatte procedure for anmodning om genoptagelse af straffesagen er tilgængelig for alle personer, der er dømt in absentia, og i henhold til de samme regler. Under disse omstændigheder kan ækvivalensprincippet anses for at være overholdt.

59      Hvad angår effektivitetsprincippet er det for det første af betydning, at det sikres, at proceduren for anmodning om genoptagelse af straffesagen fører til anerkendelse af retten til en ny retssag i alle de tilfælde, hvor de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt. En person, der er dømt in absentia, kan kun fratages retten til en ny retssag, såfremt betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 var overholdt (jf. dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 31).

60      Som det fremgår af præmis 44 i dommen afsagt i dag i sag C-644/23, Stangalov, synes en procedure for anmodning om genoptagelse af en straffesag som den, der er indført af den bulgarske lovgiver i den foreliggende sag, imidlertid ikke – med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse – at give en sådan garanti.

61      Med henblik på overholdelsen af effektivitetsprincippet tilkommer det for det andet den forelæggende ret at efterprøve, om bulgarsk procesret sikrer, at en person, der er dømt in absentia, på det tidspunkt, hvor den pågældende underrettes om domfældelsen eller hurtigt derefter, modtager en kopi af hele afgørelsen afsagt in absentia og underretning om sine processuelle rettigheder, herunder med hensyn til muligheden for at indgive en anmodning om genoptagelse af straffesagen og om, hvilken retsinstans denne anmodning skal indgives til, og om fristen herfor.

62      I anmodningen om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret imidlertid anført, at bulgarsk ret ikke indeholder nogen bestemmelse, der specifikt kræver, at sådanne oplysninger gives til personer, der er dømt in absentia.

63      For det tredje skal enhver procedure for anmodning om en ny retssag være udformet således, at denne anmodning behandles hurtigt, således at det hurtigst muligt kan afgøres, om udeblivelsessagen har fundet sted, uden at betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 har været overholdt. Som det fremgår af dette direktivs artikel 8, stk. 4, og artikel 9, afhænger selve eksistensen af retten til en ny retssag nemlig af, at det fastslås, at disse betingelser ikke var overholdt. Når en medlemsstat indfører en processuel ordning, i henhold til hvilken det på det tidspunkt, hvor en berørt person underrettes om, at vedkommende er blevet dømt in absentia, endnu ikke er afgjort, om denne dom er afsagt, uden at de nævnte betingelser er overholdt, påhviler det denne medlemsstat at sikre, at dette afgøres hurtigt efter indgivelsen af anmodningen om en ny retssag, idet effektivitetsprincippet ellers vil blive tilsidesat.

64      Dette krav om hurtighed er så meget desto vigtigere, som artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 i lighed med 39. betragtning hertil fastsætter, at retsafgørelser, der er afsagt in absentia, uden at betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, er overholdt, kan fuldbyrdes. Henset til denne mulighed for at fuldbyrde de straffe, der er idømt in absentia, er det med henblik på at bevare den effektive virkning af anmodninger om en ny retssag nødvendigt at lade behandlingen af disse anmodninger ledsage af en vurdering af behovet for at opretholde varetægtsfængslingen af den anmodende part, idet pligten til at foretage en sådan vurdering i øvrigt er nævnt i artikel 4a, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584.

65      I det foreliggende tilfælde synes strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 2 og 4, at foreskrive en sådan undersøgelse, hvis resultat imidlertid kun vil fremgå af afgørelsen om genoptagelse af straffesagen. I forbindelse med en sådan tilpasning af den nationale procesret er det nødvendigt, at afgørelsen vedrørende denne anmodning om genoptagelse træffes så hurtigt som muligt, for at effektivitetsprincippet overholdes.

66      Effektivitetsprincippet kræver for det fjerde, at den pågældende er i stand til personligt eller gennem en advokat at udtale sig om spørgsmålet om, hvorvidt retssagen in absentia fandt sted, selv om de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, ikke var overholdt. Som generaladvokaten har anført i punkt 44-47 i forslaget til afgørelse, kan bemærkningerne fra såvel anklagemyndigheden som forsvaret have afgørende indflydelse på vurderingen af dette spørgsmål og således være afgørende for udfaldet af proceduren for anmodning om en ny retssag. Såfremt den person, der er dømt in absentia, ikke har mulighed for at fremlægge sine argumenter i denne henseende, vil der følgelig blive gjort indgreb i den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang og dermed i effektiviteten af proceduren for at anmode om en ny retssag, hvis formål netop består i at sikre overholdelsen af denne grundlæggende rettighed.

67      Som generaladvokaten har anført i punkt 60-62 i forslaget til afgørelse, kan denne mulighed for den person, der er dømt in absentia, for at fremsætte sine bemærkninger med henblik på vurderingen af, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 var overholdt eller ej, ikke forstås således, at den pågældende er forpligtet til personligt at give møde for den ret, der behandler denne anmodning.

68      I denne henseende bemærkes, således som det er anført i denne doms præmis 41, at det ikke kan udelukkes, at en person, der er dømt in absentia, har fået kendskab til denne dom uden at være blevet anholdt. Under sådanne omstændigheder svarer forpligtelsen for den pågældende til personligt at give møde for den ret, hvor vedkommende har indgivet en anmodning om en ny retssag, således som det er fastslået af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis retspraksis, som det fremgår af 47. og 48. betragtning til direktiv 2016/343, skal tages i betragtning (jf. i denne retning dom af 4.7.2024, FP m.fl. (Retssag via videokonference), C-760/22, EU:C:2024:574, points 22-24), til at forpligte en person, der stadig er på fri fod, til at lade sig fængsle for at kunne benytte sin ret til at anmode om en ny retssag, hvilket er uforeneligt med den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang (Menneskerettighedsdomstolens dom af 14.12.1999, Khalfaoui mod Frankrig, CE:ECHR:1999:1214JUD003479197, § 49, og Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.2.2001, Krombach mod Frankrig, CE:ECHR:2001:0213JUD002973196, § 87).

69      Ifølge anmodningen om præjudiciel afgørelse fremgår det imidlertid af strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 3, at såfremt den pågældende ikke personligt giver møde for Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol), henlægges vedkommendes anmodning om genoptagelse af straffesagen, medmindre der foreligger en »gyldig begrundelse« for dette manglende personlige fremmøde. Det må antages, at en sådan pligt til personligt at give møde kan gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve »retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9 [i direktiv 2016/343]« som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 4.

70      Efter at have undersøgt foreneligheden af strafferetsplejelovens artikel 423 med direktiv 2016/343 i lyset af de forskellige krav, der følger af effektivitetsprincippet, tilkommer det endelig den forelæggende ret og enhver anden kompetent national retsinstans i tilfælde af, at det bekræftes, at den nationale lovgivning er utilstrækkelig i denne henseende, at vurdere, om det ikke desto mindre er muligt at fortolke denne lovgivning og navnlig strafferetsplejelovens artikel 423 på en måde, der gør det muligt at overholde disse krav.

71      Det tilkommer således de nationale retter, således som det fremgår af præmis 45 i dommen afsagt dags dato i sag C-644/23, Stangalov, at undersøge, om strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1, kan fortolkes således, at den heri fastsatte udelukkelse fra retten til en ny retssag kun kan begrænses til de tilfælde, hvor de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, var overholdt.

72      Det tilkommer ligeledes disse nationale retter at undersøge, om bestemmelser i bulgarsk procesret, såsom strafferetsplejelovens artikel 15, sammenholdt med mere specifikke bestemmelser, kan fortolkes således, at det ufravigeligt følger af bulgarsk ret, at personer, der er dømt in absentia, på det tidspunkt, hvor de underrettes om en afgørelse afsagt in absentia eller hurtigt efter, skal underrettes om deres processuelle rettigheder, navnlig om muligheden for at indgive en anmodning om genoptagelse af straffesagen.

73      De nævnte nationale retter kan desuden undersøge, om den undtagelse, der er fastsat i strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 3, om, at der foreligger en »gyldig begrundelse« kan fortolkes således, at det kan sikres, at anmodninger om genoptagelse af straffesager behandles, når ansøgeren ikke giver personligt fremmøde, men fører sin sag gennem en advokat.

74      Såfremt det er umuligt at fortolke den bulgarske lovgivning i overensstemmelse med kravene i EU-retten, er de nationale retter forpligtet til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343, som har direkte virkning (dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 28), uden at de behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af den lovbestemmelse, som er uforenelig med dette direktiv (jf. analogt dom af 21.10.2021, ZX (Berigtigelse af anklageskriftet), C-282/20, EU:C:2021:874, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis).

75      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål, litra a) og b), det andet spørgsmål, litra a) og b), samt det tredje og det femte til det syvende spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, sammenholdt med direktivets artikel 9,

skal fortolkes således, at

–        i en situation, hvor en person er blevet idømt en frihedsstraf in absentia, selv om de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, er disse bestemmelser ikke til hinder for, at det eneste retsmiddel, der er til rådighed efter udløbet af fristen for appel af den afgørelse, der er truffet in absentia, er at indgive en anmodning om afholdelse af en ny retssag til en anden ret end den, der har truffet denne afgørelse, forudsat at denne procedure er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Den sidstnævnte betingelse kræver navnlig, at proceduren for anmodning om en ny retssag faktisk muliggør afholdelse af en sådan retssag i alle de tilfælde, hvor det efter en prøvelse heraf er fastslået, at de betingelser, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt. Den sidstnævnte betingelse er derimod ikke opfyldt, når det pålægges den, der anmoder om en ny retssag, at give personligt møde for den kompetente ret, idet vedkommendes anmodning ellers henlægges.

–        I en medlemsstat, hvis lovgivning fastsætter en sådan procedure for anmodning om en ny retssag, kræver denne artikel 8, stk. 4, andet punktum, sammenholdt med nævnte artikel 9, at den person, der er dømt in absentia, på det tidspunkt, hvor den pågældende underrettes om domfældelsen eller hurtigt derefter, modtager en kopi af hele afgørelsen afsagt in absentia samt let forståelig information dels om, at den pågældende har ret til en ny retssag, hvis de i samme direktivs artikel 8, stk. 2, fastsatte betingelser ikke var overholdt, dels om den procedure, hvorved vedkommende kan anmode om afholdelse af en sådan retssag.

 Det første spørgsmål, litra c)

76      Henset til besvarelsen af det første spørgsmål, litra a) og b), det andet spørgsmål, litra a) og b), samt det tredje og det femte til syvende spørgsmål er det ufornødent at besvare det første spørgsmål, litra c), eftersom dette spørgsmål kun er forelagt af den forelæggende ret for det tilfælde, at det første spørgsmål, litra a) og b), blev besvaret benægtende.

 Det andet spørgsmål, litra c) og d), samt det fjerde spørgsmål

77      Med det andet spørgsmål, litra c) og d), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, sammenholdt med direktivets artikel 9 og artikel 10, stk. 1, skal fortolkes således, at de krav, der er fastsat i dette direktiv, er overholdt, når den ret, der træffer afgørelse i en udeblivelsessag, selv undersøger, om betingelserne i direktivets artikel 8, stk. 2, er overholdt, og i givet fald i afgørelsen afsagt in absentia, hvoraf en fuldstændig kopi skal udleveres til den pågældende, efter at vedkommende er blevet pågrebet, oplyser, at sidstnævnte har ret til en ny retssag.

78      Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret desuden nærmere bestemt oplyst, om det inden for rammerne af en ordning, hvor den ret, der gennemfører udeblivelsessagen, undersøger, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 er overholdt, er nødvendigt at høre såvel anklagemyndigheden som forsvareren for den tiltalte – som i dette tilfælde ikke er til stede – herom.

79      Som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, er en sådan processuel ordning imidlertid ikke gældende i Bulgarien, idet lovgiver i denne medlemsstat har indført en ordning, hvorefter Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) har enekompetence til at behandle anmodninger om en ny retssag og i denne forbindelse til at efterprøve, om de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, var overholdt. Den forelæggende ret har præciseret, at det på grund af denne processuelle ordnings særlige kendetegn, og uanset dens egen opfattelse af, at disse betingelser ikke var overholdt i den foreliggende sag, ikke tilkommer den at træffe afgørelse herom.

80      Som det i øvrigt følger af besvarelsen af det første spørgsmål, litra a) og b), det andet spørgsmål, litra a) og b), samt det tredje og det femte til syvende spørgsmål, er direktiv 2016/343 ikke til hinder for en processuel ordning, som ikke giver den ret, som gennemfører en udeblivelsessag, men derimod en særskilt ret kompetence til at undersøge, om betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, var overholdt.

81      Som det ligeledes fremgår af dette svar, er der imidlertid et krav om, at en sådan ordning hverken er i strid med ækvivalensprincippet eller effektivitetsprincippet.

82      Det fremgår af denne doms præmis 60, 62 og 69, at den processuelle ordning, der er gældende i Bulgarien, kan være i strid med effektivitetsprincippet og dermed være uforenelig med EU-retten. Den forelæggende ret kan derfor stå over for en situation, hvor den omhandlede nationale lovgivning ikke sikrer overholdelse af »retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel« som omhandlet i artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343, som har direkte virkning (dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt, som er flygtet), C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 28).

83      I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 74, er den forelæggende ret i tilfælde af, at det ikke er muligt at anlægge en fortolkning af den bulgarske lovgivning, der er i overensstemmelse med kravene i EU-retten, forpligtet til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med bestemmelserne i artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af den lovbestemmelse, der er uforenelig med dette direktiv.

84      Under disse omstændigheder skal det andet spørgsmål, litra c) og d), samt det fjerde spørgsmål besvares, idet disse spørgsmål skal behandles samlet, eftersom besvarelsen heraf i givet fald kan være afgørende for den videre behandling af straffesagerne i hovedsagen.

85      Selv om direktiv 2016/343 ikke kan fortolkes således, at det pålægger en ret, der træffer afgørelse i en udeblivelsessag, at tage stilling til retten til en ny retssag (VB-dommen, præmis 31) i sin afgørelse, overlader direktivet et vidt skøn til medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsen heraf og kan derfor heller ikke fortolkes således, at det forbyder denne retsinstans under en udeblivelsessag at undersøge, om de i direktivets artikel 8, stk. 2, fastsatte betingelser er overholdt, og, når disse betingelser ikke er overholdt, at oplyse i sin afgørelse, at den pågældende har ret til en ny retssag.

86      Eftersom bemærkningerne fra såvel anklagemyndigheden som forsvaret, således som det er anført i denne doms præmis 66, kan have en afgørende indflydelse på vurderingen af, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 er overholdt, er det i forbindelse med den prøvelse heraf, som foretages af den ret, der gennemfører en udeblivelsessag, af betydning, at denne ret hører den advokat, som repræsenterer den pågældende, idet sidstnævnte i et sådant tilfælde ikke er til stede.

87      Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål, litra c) og d), samt det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, sammenholdt med direktivets artikel 9 og artikel 10, stk. 1, skal fortolkes således, at de krav, der pålægges i dette direktiv, er overholdt, når den ret, der gennemfører en udeblivelsessag, efter at have hørt anklagemyndigheden og forsvaret herom selv vurderer, om de i nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, fastsatte betingelser er overholdt, og i benægtende fald i afgørelsen afsagt in absentia, hvoraf en fuldstændig kopi skal udleveres til den pågældende på det tidspunkt, hvor vedkommende underrettes om denne afgørelse eller hurtigt derefter, oplyser, at den pågældende har ret til en ny retssag.

 Det ottende spørgsmål

88      Med det ottende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at de ikke kun finder anvendelse i tilfælde af domfældelse in absentia, men også i tilfælde af frifindelse in absentia.

89      Ifølge denne ret kan det nemlig ikke udelukkes, at VB vil blive frifundet. Den forelæggende ret ønsker derfor, inden den fortsætter udeblivelsessagen mod VB og tager stilling til dennes skyld eller uskyld, oplyst, om retten til en retfærdig rettergang er tilstrækkeligt beskyttet i tilfælde af frifindelse.

90      I denne henseende bemærkes, således som også generaladvokaten har anført i punkt 33 og 34 i forslaget til afgørelse, at retten til en retfærdig rettergang – hvori retten til at være til stede under retssagen udgør et væsentligt element – finder anvendelse i enhver straffesag, som kan føre til en afgørelse, hvorved det fastslås, at den tiltalte er uskyldig eller skyldig. Henset til 47. og 48. betragtning til direktiv 2016/343, hvoraf det følger, at der ved fortolkningen af dette direktiv skal tages hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 6, skal der ved besvarelsen af det ottende spørgsmål tages udgangspunkt i denne domstols praksis, hvorefter en tiltalt har en grundlæggende ret til at være til stede under retssagen under alle omstændigheder, selv om det endelige resultat er til hans fordel (Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.12.2005, Vanyan mod Rusland, CE:ECHR:2005:1215JUD005320399, §§ 20-25 og 67).

91      Dette brede anvendelsesområde for retten til at være til stede under retssagen fremhæves i øvrigt i selve ordlyden af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, der taler om »en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld«.

92      Denne ordlyd af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 medfører, at udtrykket »afgørelse« i dette direktivs artikel 8, stk. 4, og artikel 9 henviser til enhver afgørelse, der er truffet efter en straffesag vedrørende den tiltaltes skyld eller uskyld.

93      Rækkevidden af det nævnte direktivs artikel 8, stk. 4, og artikel 9 kan nemlig ikke adskilles fra rækkevidden af samme direktivs artikel 8, stk. 2, idet den manglende opfyldelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel 8, stk. 2, netop danner grundlag for »retten til en ny retssag eller andre retsmidler« som omhandlet i nævnte artikel 8, stk. 4, og nævnte artikel 9.

94      Denne fortolkning ændres ikke af, at artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 indeholder formuleringen »når de pågribes«. Denne formulering er nemlig ledsaget af udtrykket »navnlig«, hvoraf det følger, at pågribelse ikke er det eneste tilfælde, der er omhandlet i denne bestemmelse.

95      Det ottende spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at de ikke kun finder anvendelse i tilfælde af domfældelse in absentia, men også i tilfælde af frifindelse in absentia.

 Sagsomkostninger

96      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

1)      Artikel 8, stk. 4, andet punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager, sammenholdt med dette direktivs artikel 9,

skal fortolkes således, at

–        i en situation, hvor en person er blevet idømt en frihedsstraf in absentia, selv om de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, er disse bestemmelser ikke til hinder for, at det eneste retsmiddel, der er til rådighed efter udløbet af fristen for appel af den afgørelse, der er truffet in absentia, er at indgive en anmodning om afholdelse af en ny retssag til en anden ret end den, der har truffet denne afgørelse, forudsat at denne procedure er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Den sidstnævnte betingelse kræver navnlig, at proceduren for anmodning om en ny retssag faktisk muliggør afholdelse af en sådan retssag i alle de tilfælde, hvor det efter en prøvelse heraf er fastslået, at de betingelser, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt. Den sidstnævnte betingelse er derimod ikke opfyldt, når det pålægges den, der anmoder om en ny retssag, at give personligt møde for den kompetente ret, idet vedkommendes anmodning ellers henlægges.

–        I en medlemsstat, hvis lovgivning fastsætter en sådan procedure for anmodning om en ny retssag, kræver denne artikel 8, stk. 4, andet punktum, sammenholdt med nævnte artikel 9, at den person, der er dømt in absentia, på det tidspunkt, hvor den pågældende underrettes om domfældelsen eller hurtigt derefter, modtager en kopi af hele afgørelsen afsagt in absentia samt let forståelig information dels om, at den pågældende har ret til en ny retssag, hvis de i samme direktivs artikel 8, stk. 2, fastsatte betingelser ikke var overholdt, dels om den procedure, hvorved vedkommende kan anmode om afholdelse af en sådan retssag.

2)      Artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, sammenholdt med direktivets artikel 9 og artikel 10, stk. 1,

skal fortolkes således, at

de krav, der pålægges i dette direktiv, er overholdt, når den ret, der gennemfører en udeblivelsessag, efter at have hørt anklagemyndigheden og forsvaret herom selv vurderer, om de i nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, fastsatte betingelser er overholdt, og i benægtende fald i afgørelsen afsagt in absentia, hvoraf en fuldstændig kopi skal udleveres til den pågældende på det tidspunkt, hvor vedkommende underrettes om denne afgørelse eller hurtigt derefter, oplyser, at den pågældende har ret til en ny retssag.

3)      Artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343

skal fortolkes således, at

de ikke kun finder anvendelse i tilfælde af domfældelse in absentia, men også i tilfælde af frifindelse in absentia.

Underskrifter

*      Processprog: bulgarsk.