1

Sagsøgeren, TB, har med sit søgsmål støttet på artikel 270 TEUF nedlagt påstand dels om annullation, for det første, af afgørelsen truffet af udvælgelseskomitéen ved Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) om ikke at imødekomme hendes ansøgning til stillingen som kontorchef for »Executive Director Office« og, for det andet, i det væsentlige, af afgørelsen truffet af ENISA’s udvælgelseskomité om ikke at opføre hende på listen over ansøgere udvalgt til stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services«, dels om erstatning for det ikke-økonomiske tab, som hun har lidt.

2

Den 1. november 2017 blev sagsøgeren ansat ved ENISA som midlertidigt ansat, i lønklasse AD 9, i medfør af artikel 2, litra f), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, med henblik på, i en periode på tre år, indtil den 31. oktober 2021, at bestride stillingen som kontorchef for »Finance and Procurement«.

3

Fra den 15. maj til den 17. november 2019 havde sagsøgeren sygeorlov. Ved sagsøgerens tilbagevenden til arbejdet genindtrådte hun med henblik på at bestride stillingen som kontorchef for »Policy Office«.

4

Primo 2020 var ENISA genstand for en omstrukturering, ved hvis afslutning de syv tidligere enheder, som udgjorde agenturet, heriblandt enhederne »Finance and Procurement« og »Policy Office«, blev omstruktureret til seks nye enheder.

5

Den 26. februar 2020 vedtog ENISA’s bestyrelse afgørelse nr. MB/2020/5 vedrørende principperne for ENISA’s interne omstrukturering. Det niende princip, som kan udledes af denne afgørelse, med overskriften »Åbenhed«, bestemte, at »nye funktioner og nye stillinger i ENISA vil blive besat ved almindelige udvælgelsesprøver eller intern mobilitet, der tilrettelægges på grundlag af åbne procedurer og ved en gennemsigtig bedømmelse af fortjenester og talent«.

6

Den 5. august 2020 offentliggjorde ENISA på sit websted to meddelelser vedrørende to almindelige udvælgelsesprøver med henblik på besættelse af stillingerne som kontorchef for »Executive Director Office« (ENISA-TA 70-AD-2020-04) og kontorchef for »Corporate Support Services« (ENISA-TA 71-AD-2020-05) (herefter under ét »meddelelserne om ledig stilling af 5. august 2020«), idet de nævnte enheder indgik i de seks nye enheder, der blev oprettet i forbindelse med omstruktureringen af ENISA. Det var fastsat, at den ansøger, der blev ansat i hver af disse to stillinger, ville blive ansat som midlertidig ansat i lønklasse AD 9 for en periode på fem år, der kunne forlænges for en tidsubegrænset periode.

7

Den 1. september 2020 vedtog ENISA’s administrerende direktør administrativ meddelelse 2020-11 om konklusionerne på dialogerne om intern mobilitet. Dette dokument anførte resultaterne af de dialoger, der var ført med de kontorchefer, der var blevet identificeret med henblik på intern mobilitet, og det blev heri præciseret, at sammenligningen mellem dels de opgaver og de funktioner, der eksisterede inden for rammerne af ENISA’s nuværende strukturer, dels opgaverne og funktionerne i de nye enheder havde gjort det muligt at udpege de tre stillinger som kontorchefer, der ville kunne besættes ved intern mobilitet. Stillingerne som kontorchef for »Executive Director Office« og som kontorchef for »Corporate Support Services« var ikke blandt de enheder, der var blevet udpeget som dem, der kunne besættes ved intern mobilitet.

8

Den 6. september 2020 indgav sagsøgeren ansøgninger til de to udvælgelsesprøver, der blev organiseret med henblik på at besætte dels stillingen som kontorchef for »Executive Director Office« (herefter »den første omtvistede udvælgelsesprøve«), dels stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services« (herefter »den anden omtvistede udvælgelsesprøve«).

9

Den 17. september 2020 udfyldte og underskrev alle medlemmer af de to udvælgelseskomitéer, der var nedsat med henblik på de anfægtede udvælgelsesprøver, en erklæring om interessekonflikt.

10

Ved skrivelse fra ENISA’s administrerende direktør, meddelt til sagsøgeren den 10. november 2020, blev hun underrettet om udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at opføre hende på listen over de ansøgere, der var blevet udvalgt til stillingen som kontorchef for »Executive Director Office« (herefter »den første anfægtede afgørelse«).

11

Den 10. december 2020 blev navnet på den udvalgte ansøger i forbindelse med den anden omtvistede udvælgelsesprøve meddelt mundtligt af ENISA’s administrerende direktør til alle ansatte under en spørgerunde vedrørende omstruktureringen af ENISA. Udpegningen af den udvalgte ansøger blev officielt meddelt til de ansatte i ENISA ved en e-mail af 12. januar 2021.

12

Ved e-mail af 3. januar 2021 indgav sagsøgeren en ansøgning om aktindsigt i sine personoplysninger vedrørende de to omtvistede udvælgelsesprøver.

13

Ved e-mail af 10. januar 2021 indgav sagsøgeren en ansøgning om aktindsigt i oplysningerne vedrørende de to omtvistede udvælgelsesprøver, hvorved hun anmodede om at få oplysninger om sine resultater og om de andre ansøgeres resultater.

14

Ved skrivelse af 29. januar 2021, modtaget af sagsøgeren den 3. februar 2021, besvarede ENISA hendes ansøgning om aktindsigt i personoplysningerne, idet agenturet anvendte Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39). Med denne skrivelse fik sagsøgeren af ENISA tilsendt navnlig, for det første, bedømmelsen af hendes ansøgning til den første omtvistede udvælgelsesprøve, idet agenturet bekræftede, at hun, efter samtalen og den skriftlige prøve, ikke havde opnået det krævede antal point til at blive opført på reservelisten for denne udvælgelsesprøve, og, for det andet, bedømmelsen af hendes ansøgning til den anden omtvistede udvælgelsesprøve, idet agenturet anførte, at hun ikke havde opnået det krævede antal point til at bestå denne udvælgelsesprøves første etape.

15

Den 9. februar 2021 indgav sagsøgeren, i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), en klage over den første anfægtede afgørelse og over afgørelsen truffet af ENISA’s udvælgelseskomité om ikke at imødekomme hendes ansøgning til stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services«.

16

Ved afgørelse af 9. juni 2021 afslog ENISA sagsøgerens klage (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

17

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

18

ENISA har nedlagt følgende påstande:

19

Det følger af retspraksis, at identifikationen af den anfægtede retsakt kan følge stiltiende af stævningens indhold, bl.a. af den argumentation, der er anført til støtte for de anbringender, der er fremført for Retten, for så vidt som denne retsakt sammen med den retsakt, der er nævnt i påstanden, henhører under en og samme tvist, og for så vidt som sagsøgte har kunnet foretage en sådan identifikation og følgelig ikke har fået krænket sin ret til forsvar (jf. dom af 22.12.2022, Parlamentet mod Moi, C-246/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:1026, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

20

I det foreliggende tilfælde konstateres, at sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, der identificeres i bilagsfortegnelsen til stævningen som svarende til bilag A.26 til sagsakterne. Dette bilag indeholder skrivelsen af 29. januar 2021, nævnt i præmis 14 ovenfor, hvorved ENISA besvarede sagsøgerens ansøgning om aktindsigt i de personoplysninger, der vedrørte hende selv.

21

Det må imidlertid konstateres, at skrivelsen af 29. januar 2021 hverken har til formål eller virkning at informere sagsøgeren om den omstændighed, at hendes ansøgning ikke var blevet udvalgt til stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services«, men udelukkende tilsigter at besvare hendes ansøgning om fremsendelse af hendes personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning.

22

Som det fremgår af præmis 11 ovenfor, havde sagsøgeren ikke desto mindre på tidspunktet for hendes ansøgning om fremsendelse af personoplysningerne allerede fået kendskab til navnet på den ansøger, der var valgt til at besætte stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services«, som var blevet meddelt mundtligt af ENISA’s administrerende direktør den 10. december 2020 i forbindelse med en spørgerunde og dernæst officielt meddelt ENISA’s ansatte ved e-mail af 12. januar 2021.

23

Følgelig er det den officielle meddelelse, ved e-mailen af 12. januar 2021, af navnet på den ansøger, der var valgt til at besætte stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services«, der konkretiserer afgørelsen truffet af ENISA’s udvælgelseskomité om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning til den nævnte stilling. Den officielle meddelelse af denne oplysning indebærer nemlig nødvendigvis et afslag på sagsøgerens ansøgning i forbindelse med den anden omtvistede udvælgelsesprøve.

24

For så vidt som e-mailen af 12. januar 2021, sammen med skrivelsen af 29. januar 2021, henhører under en og samme tvist, hvor ENISA var i stand til at foretage en sådan identifikation og følgelig ikke fik krænket sin ret til forsvar, må det herefter lægges til grund, at påstanden om annullation af afgørelsen truffet af ENISA’s udvælgelseskomité om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning til stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services« vedrører afgørelsen af 12. januar 2021, der fremgår af bilag A.25 i sagsakterne (herefter »den anden anfægtede afgørelse«), og ikke skrivelsen af 29. januar 2021.

25

Ifølge fast retspraksis er en administrativ klage, således som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og den udtrykkelige eller stiltiende afvisning heraf en integrerende del af en sammensat procedure og er kun en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har et søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede, undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen (jf. dom af 19.10.2022, JS mod Afviklingsinstansen, T-271/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:652, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

26

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at afgørelsen om afslag på klagen kun bekræfter den første og den anden anfægtede afgørelse (herefter »de anfægtede afgørelser«), uden at have en anderledes rækkevidde. Den omstændighed, at ENISA’s bestyrelse, som svar på de argumenter, som sagsøgeren fremførte i sin klage, skulle præcisere begrundelsen for disse afgørelser kan ikke begrunde, at afslaget på klagen anses for at være en selvstændig retsakt, der er bebyrdende for sagsøgeren, idet begrundelsen i det nævnte afslag i det væsentlige er sammenfaldende med begrundelsen i de afgørelser, som denne klage var rettet mod. Følgelig skal sagsøgerens annullationssøgsmål anses for at være rettet mod de anfægtede afgørelser, hvis lovlighed i givet fald skal undersøges under hensyntagen til den begrundelse, der er anført i afgørelsen om afslag på klagen.

27

Følgelig skal annullationspåstanden anses for udelukkende at være rettet mod de anfægtede afgørelser.

28

Som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har sagsøgeren gjort gældende, at betingelsen om at lade sig repræsentere ved en uafhængig advokat, der er tilstrækkeligt distanceret fra den juridiske person, som vedkommende repræsenterer, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde, med den begrundelse, at en af de befuldmægtigede, der repræsenterer ENISA i nærværende sag, er den person, der blev valgt til en af de omtvistede stillinger.

29

ENISA har bestridt sagsøgerens påstande, bl.a. på grund af denne persons stilling som medbefuldmægtiget i en gruppe på tre befuldmægtigede, bistået af en advokat. Ikke desto mindre har ENISA for at undgå ethvert indtryk af manglende uafhængighed tilbagekaldt mandatet for to af de tre befuldmægtigede, der oprindeligt var udpeget til at sikre agenturets repræsentation, idet agenturet har opretholdt procesfuldmagten for den tredje befuldmægtigede, bistået af samme advokat.

30

For det første har artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på Retten i medfør af statuttens artikel 53, stk. 1, følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne såvel som Unionens institutioner repræsenteres for Domstolen af en befuldmægtiget, der udpeges for hver enkelt sag; den befuldmægtigede kan bistås af en rådgiver eller af en advokat.

[…]

Andre parter skal repræsenteres af en advokat.

[…]«

31

I øvrigt fastsætter artikel 51, stk. 1, i Rettens procesreglement følgende:

»Parterne skal være repræsenteret ved befuldmægtigede eller advokater på de i [...] artikel 19 [i statutten for Den Europæiske Unions Domstol] fastsatte betingelser.«

32

Ifølge procesreglementets artikel 1, stk. 2, litra f), forstås ved »institutioner«: EU-institutionerne, jf. artikel 13, stk. 1, TEU, samt de organer, kontorer og agenturer, som er oprettet ved traktaterne eller ved en retsakt til gennemførelse heraf, og som kan være parter for Retten.

33

Det følger således af disse bestemmelser, at ENISA, som er et agentur, der oprindeligt er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 460/2004 af 10. marts 2004 om oprettelse af et europæisk agentur for net- og informationssikkerhed (EUT 2004, L 77, s. 1), og nu er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 af 17. april 2019 om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed) (EUT 2019, L 151, s. 15), når agenturet er part i en tvist for Retten skal repræsenteres for Retten af en befuldmægtiget, der udpeges for hver enkelt sag, eventuelt bistået af en rådgiver eller af en advokat.

34

For det andet bemærkes, at formålet med, at en advokat skal repræsentere de parter, der ikke er omhandlet i artikel 19, stk. 1 og 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, ifølge retspraksis består i dels at undgå, at private parter fører deres egen sag uden at benytte en mellemmand, dels at garantere, at juridiske personer forsvares af repræsentanter, der er tilstrækkeligt distancerede fra de juridiske personer, som de repræsenterer (jf. dom af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

35

Domstolen har i denne forbindelse fremhævet, at selv om en advokats repræsentationsopgave som omhandlet i artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol skal udøves på baggrund af hensynet til en forsvarlig retspleje, består formålet med denne opgave især i på bedste vis at beskytte og forsvare fuldmagtsgiverens interesser i fuld uafhængighed og under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler (jf. dom af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

36

Kravet om advokatens uafhængighed defineres ikke kun negativt, dvs. ved en henvisning til, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold mellem advokaten og dennes klient, men ligeledes positivt ved henvisning til de faglige forpligtelser (jf. dom af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

37

Hvad angår den positive definition af begrebet »uafhængighed« har Domstolen udtrykkeligt fremhævet, at dette begreb skulle forstås således, at det ikke kræver, at der ingen forbindelse foreligger mellem advokaten og dennes klient, men at der ikke må foreligge forbindelser, der åbenlyst er til skade for dennes evne til at udføre sin forsvarsopgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler (jf. dom af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

38

Unionens retsinstanser udøver nemlig ved anvendelsen af den betingelse om uafhængighed, som EU-retten pålægger repræsentanter for ikke-privilegerede parter, en begrænset kontrol, idet de begrænser sig til at afvise de søgsmål, hvor det klart fremgår, at den pågældende repræsentant ikke er i stand til at varetage sin forsvarsopgave ved bedst muligt at varetage sin klients interesser, således at denne repræsentant skal fjernes i klientens interesse (jf. dom af 14.7.2022, Universität Bremen mod REA, C-110/21 P, EU:C:2022:555, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

39

For det tredje konstateres imidlertid, at den retspraksis, der er nævnt i præmis 34-38 ovenfor, udelukkende er blevet udviklet for så vidt angår ikke-privilegerede parters repræsentation ved en advokat som omhandlet i artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

40

Som det imidlertid følger af præmis 30-33 ovenfor, er ENISA, som skal repræsenteres ved Retten af en befuldmægtiget, i givet fald bistået af en advokat, en privilegeret part som omhandlet i artikel 19, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

41

Følgelig finder principperne i den retspraksis, der er nævnt i præmis 34-38 ovenfor, ikke anvendelse på ENISA.

42

For det fjerde gælder, at selv om det forudsættes, at principperne i den retspraksis, der er nævnt i præmis 34-38 ovenfor, kan overføres til privilegerede parter som omhandlet i artikel 19, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, fremgår det ikke af sagsøgerens skriftlige indlæg, at hun stiller spørgsmålstegn ved den tredje befuldmægtigedes uafhængighed eller uafhængigheden hos den advokat, der repræsenterer ENISA i nærværende sag.

43

Følgelig skal den af sagsøgeren fremsatte formalitetsindsigelse forkastes.

44

ENISA har gjort gældende, at sagsøgeren ikke længere har søgsmålsinteresse, for så vidt som hun fratrådte sin stilling ca. ti dage efter anlæggelsen af nærværende søgsmål. ENISA har således fremhævet, at sagsøgeren fratrådte frivilligt med henblik på ansættelse i en anden stilling, hvilket beviser, at hun ikke længere ønskede at arbejde for ENISA.

45

Ifølge ENISA kan sagsøgerens situation ikke sammenlignes med situationen for en invalid tjenestemand, der ikke har valgt at befinde sig i en helbredsmæssig situation, der forhindrer vedkommende i at udføre sit arbejde, og som, hvis vedkommende befinder sig i en afvendelig situation, kan genoptage det arbejde, som vedkommende forlod.

46

I øvrigt har ENISA gjort gældende, at sagsøgeren, selv om hun i det foreliggende tilfælde fik medhold, ikke automatisk ville genindtræde i sine funktioner i ENISA, eftersom hun i forbindelse med opfyldelsen af dommen ville blive opført på reservelisten uden en subjektiv ret til at blive valgt og til at få tildelt en ny kontrakt.

47

ENISA har ligeledes bestridt sagsøgerens argument, hvorefter hun bevarer en søgsmålsinteresse for, at den påståede ulovlighed ikke gentager sig i fremtiden i forbindelse med en tilsvarende sag. ENISA har i denne henseende bemærket, at sagsøgeren nu arbejder for en anden arbejdsgiver, og at hendes interesse i at fortsætte denne sag er rent juridisk.

48

Sagsøgeren har bestridt rigtigheden af ENISA’s påstande.

49

I denne henseende bemærkes, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt denne person har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel. Beviset for en sådan interesse, som vurderes på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet, og som er en afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang, skal føres af sagsøgeren (jf. dom af 27.3.2019, Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet, C-236/17 P, EU:C:2019:258, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).

50

Denne søgsmålsinteresse skal være eksisterende og faktisk. Den kan ikke vedrøre en fremtidig og hypotetisk situation. Denne interesse skal for så vidt angår sagens genstand foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet sagen i modsat fald afvises, og bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse. Den retsinstans, for hvilken sagen verserer, kan af egen drift og på ethvert tidspunkt under sagen rejse partens manglende interesse i at opretholde sin påstand som følge af en omstændighed, der er indtruffet efter indleveringen af stævningen (jf. dom af 27.3.2019, Canadian Solar Emea m.fl. mod Rådet, C-236/17 P, EU:C:2019:258, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis).

51

Såfremt sagsøgerens søgsmålsinteresse bortfalder under sagens forløb, kan en afgørelse fra Retten om sagens realitet nemlig ikke bibringe denne en fordel (dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 43).

52

Det følger af retspraksis, at en tjenestemand, der ved sin afskedigelse efter ansøgning har udtrykt ønske om ikke længere at tilhøre den institution, i hvilken de stillinger var ledige, som blev besat ved den anfægtede akt, principielt har mistet sin personlige interesse i en annullation af denne retsakt (jf. i denne retning dom af 29.10.1975, Marenco m.fl. mod Kommissionen, 81/74-88/74, EU:C:1975:139, præmis 6 og 7).

53

En sagsøgers søgsmålsinteresse forsvinder ganske vist ikke nødvendigvis som følge af den omstændighed, at den anfægtede retsakt ophører med at have retsvirkninger under sagen. Den person, der er berørt af denne rets akt, kan nemlig fortsat have interesse i, at denne annulleres, enten for at opnå en genoprettelse af sin situation eller for at udvirke, at den, der har udstedt den anfægtede retsakt, i fremtiden foretager passende ændringer, og dermed forhindre risikoen for gentagelse af den ulovlighed, hvormed den anfægtede retsakt påstås behæftet. Selv i de tilfælde, hvor det på grund af omstændighederne viser sig at være umuligt for den institution, hvorfra den annullerede retsakt hidrører, at gennemføre forpligtelsen til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde den dom, hvorved denne annullation blev fastslået, kan annullationssøgsmålet stadig være af interesse som grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål (jf. dom af 30.6.2022, Camerin mod Kommissionen, C-63/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:516, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

54

Det påhviler imidlertid sagsøgeren at føre bevis for sin søgsmålsinteresse, hvilket er den afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang. For at et søgsmål om annullation af en retsakt, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, kan antages til realitetsbehandling, skal den sagsøgende part navnlig på relevant vis begrunde sin interesse i, at denne retsakt annulleres (jf. dom af 30.6.2022, Camerin mod Kommissionen, C-63/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:516, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

55

I det foreliggende tilfælde konstateres, at sagsøgeren efter ansøgning fratrådte sin stilling i ENISA den 7. oktober 2021, dvs. tæt på en måned efter anlæggelsen af nærværende søgsmål, idet stævningen blev indleveret den 2. september 2021. Med sin fratræden efter ansøgning udtrykte sagsøgeren således sit ønske om at ophøre med at arbejde for ENISA.

56

Imidlertid bemærkes, at sagsøgerens annullationspåstand er ledsaget af en erstatningspåstand med henblik på erstatning af hendes ikke-økonomiske tab som følge af de ulovligheder, der angiveligt er begået af ENISA. Hun har fremhævet, at hun har bevaret en søgsmålsinteresse med henblik på, i tilfælde af en annullation af de anfægtede afgørelser, at nedlægge påstand om en erstatning for det ikke-økonomiske tab, som følger af disse afgørelser.

57

Følgelig må det konkluderes, at sagsøgeren, selv om hun fratrådte efter ansøgning efter anlæggelsen af nærværende søgsmål, har godtgjort, at hun har en interesse i at opnå en annullation af de anfægtede afgørelser, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 53 ovenfor. Afvisningspåstanden vedrørende sagsøgerens manglende søgsmålsinteresse skal derfor forkastes som ugrundet.

58

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet påberåbt sig tre anbringender. Det første anbringende vedrører de anfægtede afgørelsers ulovlighed, for så vidt som de følger af den stiltiende afgørelse om ikke at identificere stillingerne som kontorchef for »Policy Office« og som kontorchef for »Finance and Procurement« som værende stillinger, der kunne besættes ved intern mobilitet og ved meddelelserne om ledig stilling af 5. august 2020, idet denne afgørelse og disse meddelelser ifølge sagsøgeren ligeledes er ulovlige. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, for så vidt som det omfatter en forpligtelse til at begrunde Unionens retsakter. Det tredje anbringende påberåbes udelukkende for så vidt angår den første anfægtede afgørelse og vedrører en tilsidesættelse af princippet om udvælgelseskomitéens upartiskhed, tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og tilsidesættelse af artikel 14 i afgørelse MB/2013/6 truffet af ENISA’s bestyrelse vedrørende de interne procedureregler for ENISA’s bestyrelse og ENISA’s forretningsudvalg.

59

Retten skal først undersøge det andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, for så vidt som det omfatter pligten til at begrunde de anfægtede afgørelser.

60

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at ENISA ikke har overholdt begrundelsespligten og princippet om god forvaltning, der omfatter retten til at være i stand til at modtage tilstrækkelige oplysninger til at anfægte en retsakt.

61

For så vidt angår den første anfægtede afgørelse har sagsøgeren for det første bemærket, at det heri udelukkende blev oplyst, at udvælgelseskomitéen ikke havde været i stand til at opføre hende på listen over de ansøgere, der var blevet udvalgt til den første omtvistede udvælgelsesprøve.

62

Sagsøgeren har præciseret, at det først var efter hendes ansøgninger af 3. og 10. januar 2021, at hun endelig, den 3. februar 2021, modtog bedømmelsen af sin samtale og af sin skriftlige prøve, der bestod af en bedømmelsesformular og et skema med kommentarer og karakterer.

63

Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at den bedømmelse, som hun modtog, ikke gør det muligt for hende at forstå sammenhængen mellem kommentarerne og karaktererne i skemaet, da visse meget positive kommentarer svarer til karakteren 7,5/10, mens andre kommentarer, der ligeledes er meget positive og ikke indeholder nogen kritik, svarer til karakteren 6,5/10.

64

Sagsøgeren har for det tredje bl.a. gjort gældende, at den skriftlige prøve, for hvilken hun fik karakteren 23,5/40, ikke er ledsaget af nogen supplerende oplysninger.

65

For så vidt angår den anden anfægtede afgørelse har sagsøgeren for det første fremhævet, at hun erfarede, at hendes ansøgning til den anden omtvistede udvælgelsesprøve var blevet afslået, da ENISA’s administrerende direktør, i en e-mail af 12. januar 2021 til de ansatte ved ENISA, meddelte navnet på den ansøger, der var blevet valgt til stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services«.

66

Sagsøgeren har præciseret, at det først var efter, at hun havde ansøgt om at modtage bedømmelsen af sin ansøgning til den anden omtvistede udvælgelsesprøve, at hun endelig modtog denne den 3. februar 2021.

67

Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at den kortfattede begrundelse af hendes bedømmelse ikke opfylder kravene i retspraksis og ikke gør det muligt for hende at forstå begrundelsen for, at hun ikke engang fik adgang til udvælgelsesprøven til trods for sin tidligere erhvervserfaring hos ENISA igennem en periode på tre år som kontorchef for »Finance and Procurement« og for »Policy Office«.

68

Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at der foreligger uoverensstemmelser mellem bedømmelsesformularen vedrørende stillingen som kontorchef for »Executive Director Office« og bedømmelsesformularen vedrørende stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services«.

69

Endelig har sagsøgeren for så vidt angår de anfægtede afgørelser gjort gældende, at hun burde have modtaget oplysninger om de øvrige ansøgere, i overensstemmelse med punkt 5 i meddelelserne om ledige stillinger af 5. august 2020, hvorefter »[a]lle forespørgsler eller ansøgninger om oplysninger vedrørende udvælgelsesprøven, herunder ansøgninger, der vedrører ansøgernes resultater, skal fremsendes til følgende e-mailadresse«.

70

ENISA har bestridt rigtigheden af sagsøgerens argumenter.

71

I denne henseende bemærkes, at i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, andet punktum, skal enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, begrundes. Denne forpligtelse svarer til den, der mere generelt er fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF og i chartrets artikel 41 vedrørende princippet om god forvaltning, navnlig chartrets artikel 41, stk. 2, litra c).

72

Ifølge fast retspraksis har pligten til at begrunde en bebyrdende afgørelse fra Unionens institutioner til formål at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at udøve deres kontrol med denne afgørelses lovlighed og at give den berørte part de oplysninger, ved hjælp af hvilke det kan fastslås, om der er grundlag for den nævnte afgørelse, eller om den er behæftet med en sådan fejl, at dens lovlighed kan anfægtes (jf. dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

73

Det følger heraf, at begrundelsen derfor i princippet skal meddeles den berørte part samtidig med den bebyrdende afgørelse, og at manglen på begrundelse ikke kan afhjælpes ved, at den berørte part får kendskab til begrundelsen for afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser (jf. dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

74

Administrationens forpligtelse til at begrunde sine afgørelser er nemlig ikke blot et generelt udtryk for gennemsigtigheden af administrationens handlinger, men skal ligeledes gøre det muligt for borgeren med fuldt kendskab til sagen at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at anlægge sag ved en domstol. Der er altså en nær sammenhæng mellem begrundelsespligten og den grundlæggende ret til en effektiv domstolskontrol tillige med retten til effektive retsmidler, som er sikret ved chartrets artikel 47 (jf. dom af 22.9.2021, JR mod Kommissionen, T-435/20, EU:T:2021:608, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

75

Desuden skal den begrundelse, som kræves i EU-institutionernes retsakter i henhold til artikel 296 TEUF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, karakteren af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

76

I denne henseende har Domstolen fastslået, at en manglende begrundelse kunne konstateres, selv når den pågældende afgørelse indeholdt visse begrundelseselementer. Således svarer en selvmodsigende eller uforståelig begrundelse til en manglende begrundelse. Det samme gælder, når de begrundelseselementer, som findes i den pågældende afgørelse, er så mangelfulde, at de på ingen måde gør det muligt for adressaten, i sammenhæng med vedtagelsen af denne, at forstå ophavsmandens begrundelse. Derfor er eksistensen af en indledende begrundelse genstand for en indgående bedømmelse af Unionens retsinstanser, når disse skal afgøre, om en supplerende begrundelse er tilladt under sagen (jf. dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

77

Ifølge retspraksis må hensynet til opfyldelsen af begrundelsespligten endelig afvejes med hensynet til en overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde, jf. artikel 6 i bilag III til vedtægten. Dette princip om fortrolighed har til formål at sikre udvælgelseskomitéens uafhængighed og objektivitet i arbejdet ved at beskytte den mod enhver udefra kommende indblanding eller pression, det være sig fra EU-myndigheden selv, fra de pågældende ansøgere eller fra tredjepart. Princippet er således til hinder for dels, at der videregives oplysninger om de enkelte komitémedlemmers stillingtagen, dels at der afsløres forhold, der angår en vurdering af de enkelte ansøgere eller disse indbyrdes (jf. dom af 4.7.1996, Parlamentet mod Innamorati, C-254/95 P, EU:C:1996:276, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

78

Der må således herefter ved kravet om, at en udvælgelseskomités afgørelser skal begrundes, tages hensyn til karakteren af det pågældende arbejde (dom af 4.7.1996, Parlamentet mod Innamorati, C-254/95 P, EU:C:1996:276, præmis 25).

79

En udvælgelseskomités arbejde består i almindelighed af mindst to adskilte stadier, nemlig for det første vurderingen af ansøgningerne for at udskille de ansøgere, der skal gives adgang til udvælgelsesprøven, og for det andet vurderingen af ansøgernes egnethed til at beklæde stillingerne med henblik på at opstille en liste over egnede ansøgere (jf. dom af 4.7.1996, Parlamentet mod Innamorati, C-254/95 P, EU:C:1996:276, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

80

Det er i lyset af disse principper, at det skal bedømmes, om ENISA har overholdt princippet om god forvaltning, for så vidt som dette omfatter pligten til at begrunde de anfægtede afgørelser.

81

For det første fremgår det af punkt 4 i meddelelsen om ledig stilling i den første omtvistede udvælgelsesprøve, jf. bilag A.26 i sagsakterne, at udvælgelseskomitéen med henblik på besættelse af stillingen som kontorchef for »Executive Director Office« indledningsvis skulle vurdere, om ansøgerne havde »de krævede kvalifikationer og den krævede erfaring« til at kunne anses for egnede med henblik på den pågældende udvælgelsesprøve.

82

Dernæst fremgår det af punkt 5 i den nævnte meddelelse, at de ansøgere, der herefter blev fundet egnede, blev opfordret til at deltage i en »udvælgelsesprocedure«, der bestod af to prøver: en samtale og en skriftlig prøve.

83

I det foreliggende tilfælde fremgår det af præmis 10 ovenfor, at ENISA’s administrerende direktør den 10. november 2020 informerede sagsøgeren om udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at opføre hende på listen over de ansøgere, der var valgt i forbindelse med denne udvælgelsesprøve. Som det fremgår af præmis 12-14 ovenfor, fremsendte ENISA, efter sagsøgerens ansøgninger om at få aktindsigt i sine personoplysninger, den 29. januar 2021 bedømmelsen af hendes ansøgning i forbindelse med den første omtvistede udvælgelsesprøve til hende, hvoraf det fremgik, at hun efter samtalen og den skriftlige prøve ikke havde opnået point nok til at blive opført på reservelisten for denne udvælgelsesprøve.

84

Følgelig må det konstateres, at den første anfægtede afgørelse henhører under det anden stadium af udvælgelseskomitéens arbejde, jf. præmis 79 ovenfor.

85

For det andet følger det af retspraksis, at det andet stadium af udvælgelseskomitéens arbejde først og fremmest er af sammenlignende karakter og af denne grund er omgærdet med den fortrolighed, der er forbundet med en udvælgelseskomités arbejde (jf. dom af 4.7.1996, Parlamentet mod Innamorati, C-254/95 P, EU:C:1996:276, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

86

Idet kravet om begrundelse således i forbindelse med en udvælgelsesprøve eller mere generelt en udvælgelsesprocedure skal forenes med overholdelsen af den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde, udgør fremsendelsen af ansøgerens karakterer principielt, for så vidt som de afspejler udvælgelseskomitéens sammenlignende bedømmelser, en tilstrækkelig begrundelse (jf. dom af 28.2.2008, Neirinck mod Kommissionen, C-17/07 P, EU:C:2008:134, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

87

Det følger imidlertid af præmis 73 ovenfor, at begrundelsen i princippet skal meddeles den berørte part samtidig med den bebyrdende afgørelse.

88

På området for udvælgelsesprøver, som gør det muligt at få adgang til stillinger som tjenestemænd eller midlertidigt ansatte i Unionen, skal den ansøger, der har gennemført de prøver, der henhører under det andet stadium af udvælgelseskomitéens arbejde, efter dette andet stadium principielt have fremsendt de karakterer, der er opnået ved disse prøver på samme tid som afgørelsen om ikke at opføre vedkommende på listen over de ansøgere, der er udvalgt i forbindelse med denne udvælgelsesprøve (jf. i denne retning dom af 28.2.2008, Neirinck mod Kommissionen, C-17/07 P, EU:C:2008:134, præmis 50-60).

89

På dette særlige område, og med forbehold for ekstraordinære omstændigheder såsom dem, der karakteriserer tilrettelæggelsen af udvælgelsesprøver med mange ansøgere, betinger retspraksis ikke overholdelsen af begrundelsespligten af indgivelsen af nogen ansøgning, uanset om der er tale om en forudgående klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller en ansøgning om fornyet gennemgang (jf. i denne retning dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 31 og 41).

90

Det bemærkes imidlertid, at den første anfægtede afgørelse er affattet således:

»Med henvisning til Deres ansøgning til ovennævnte udvælgelsesprocedure og til samtalen og den skriftlige prøve, som De har deltaget i, informeres De herved om, at udvælgelseskomitéen efter en grundig gennemgang ikke har opført Dem på listen over beståede ansøgere i denne anledning.

Denne afgørelse berører ikke Deres deltagelse i eventuelt fremtidige udvælgelsesprocedurer ved ENISA, med hensyn til hvilke De opfylder betingelserne for deltagelse. Jeg henleder Deres opmærksomhed på, at det er nødvendigt at indgive en ny ansøgning for hver udvælgelsesprocedure, der måtte have Deres interesse.

Jeg benytter denne anledning til at takke Dem for den interesse, som De har udvist i forhold til ENISA’s aktiviteter, og ønsker Dem held og lykke i Deres fremtidige karriere.«

91

Det følger heraf, at den første anfægtede afgørelse, hvorved sagsøgeren fik kendskab til afslaget på sin ansøgning til stillingen som kontorchef for »Executive Director Office«, kun indeholder en oplysning om, at hun ikke bestod udvælgelsesproceduren. Herved begrænser den sig til at informere sagsøgeren om afslaget på hendes ansøgning, uden at underrette hende om de karakterer, der blev tildelt af udvælgelseskomitéen i forbindelse med de to prøver i udvælgelsesproceduren.

92

Som det fremgår af præmis 14 ovenfor, fremsendte ENISA den 29. januar 2021 karaktererne for og bedømmelsen af sagsøgerens ansøgning i forbindelse med den første omtvistede udvælgelsesprøve til hende, hvoraf det fremgik, at hun efter samtalen og den skriftlige prøve ikke havde opnået point nok til at blive opført på reservelisten for denne udvælgelsesprøve.

93

Som det fremgår af præmis 12-14 ovenfor, var det ikke desto mindre først efter sagsøgerens ansøgninger om at få aktindsigt i sine personoplysninger, at ENISA endeligt fremsendte bedømmelsen af hendes ansøgning i forbindelse med den første omtvistede udvælgelsesprøve til hende og nævnte de karakterer, som hun havde modtaget for de to prøver i udvælgelsesproceduren.

94

For det tredje er det korrekt, at en udvælgelseskomité af hensyn til praktiske vanskeligheder, som opstår under en udvælgelsesprøve med mange ansøgere, i første omgang blot kan tilsende ansøgerne en meddelelse om de fastlagte kriterier og resultatet af den foretagne udvælgelse og først give individuelle oplysninger senere og kun til de ansøgere, der udtrykkeligt anmoder herom (jf. dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

95

I det foreliggende tilfælde er de ekstraordinære omstændigheder, der kræves i den retspraksis, der er nævnt i præmis 94 ovenfor, imidlertid ikke godtgjort. ENISA har nemlig ikke engang gjort gældende, og endnu mindre godtgjort, at udvælgelsesproceduren vedrørende den første omtvistede udvælgelsesprøve svarede til en udvælgelsesprøve med mange deltagere, således at agenturet ikke havde været i stand til ud fra et praktisk synspunkt at give en tilstrækkelig begrundelse til hver ansøger rettidigt, og at det kunne have begrænset sig til efterfølgende at give individuelle oplysninger til de ansøgere, der udtrykkeligt havde anmodet herom.

96

Som ENISA præciserede under retsmødet, blev kun 14 ansøgere ud af de 111 ansøgninger, der blev indgivet i forbindelse med den første omtvistede udvælgelsesprøve, heriblandt sagsøgeren, inviteret til den nævnte udvælgelsesprøves andet stadium, der bestod af en samtale og en skriftlig prøve. Under disse omstændigheder ville den omstændighed at fremsende et udførligt svar til sagsøgeren derfor ikke have medført en stor arbejdsbyrde for ENISA, især når der var tale om en afgørelse, der havde den indirekte konsekvens ikke at gøre det muligt for en ansøger at fortsætte sit ansættelsesforhold i det agentur, hvor hun havde arbejdet i mere end tre år (jf. i denne retning dom af 28.2.2008, Neirinck mod Kommissionen, C-17/07 P, EU:C:2008:134, præmis 58).

97

Herefter må det konkluderes, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en manglende begrundelse.

98

For det første fremgår det af punkt 4 i meddelelsen om ledig stilling i den anden omtvistede udvælgelsesprøve, jf. bilag A.26 i sagsakterne, at udvælgelseskomitéen med henblik på besættelse af stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services« indledningsvis skulle vurdere, om ansøgerne havde »de krævede kvalifikationer og den krævede erfaring« til at kunne anses for egnede med henblik på den pågældende udvælgelsesprøve.

99

Dernæst fremgår det af punkt 5 i den nævnte meddelelse, at de ansøgere, der herefter blev fundet egnede, blev opfordret til at deltage i en »udvælgelsesprocedure«, der bestod af to prøver: en samtale og en skriftlig prøve.

100

Således som det fremgår af præmis 12 og 14 ovenfor, opnåede sagsøgeren i forbindelse med den anden omtvistede udvælgelsesprøve i det foreliggende tilfælde ikke det antal point, der blev krævet med henblik på at blive genstand for bedømmelsen af »de krævede kvalifikationer og den krævede erfaring« og således blive inviteret til at deltage i samtalen og dernæst den skriftlige prøve.

101

Ganske vist fremgår det af punkt 4 i meddelelsen om ledig stilling, at udvælgelsen af ansøgerne blev foretaget i to etaper. I forbindelse med bedømmelsen af »de krævede kvalifikationer og den krævede erfaring« skulle udvælgelseskomitéen for det første navnlig undersøge, om ansøgerne opfyldte »adgangskriterierne«. For det andet skulle udvælgelseskomitéen for de ansøgere, der opfyldte »adgangskriterierne«, undersøge, om de opfyldte »udvælgelseskriterierne«, der bestod af fem »tungtvejende kriterier« og tre »mindre tungtvejende kriterier«.

102

I denne henseende må det konstateres, at selv om måden for bedømmelsen af disse kriterier var forskellig, for så vidt som »udvælgelseskriterierne« var ledsaget af en talmæssig bedømmelse, i modsætning til »adgangskriterierne«, forholder det sig ikke desto mindre således, at »udvælgelseskriterierne«, som tilsigtede at bedømme besiddelsen af visse eksamensbeviser, varigheden af erhvervserfaringen inden for visse sektorer og besiddelsen af visse kompetencer, svarede til objektive kriterier og ikke var underlagt udvælgelseskomitéens værdibaserede bedømmelser. Desuden sondrer meddelelsen om ledig stilling klart mellem bedømmelsen af »de krævede kvalifikationer og den krævede erfaring«, jf. meddelelsens punkt 4, der omfatter »adgangskriterierne« og »udvælgelseskriterierne«, og »udvælgelsesproceduren« i egentlig forstand, jf. meddelelsens punkt 5, der omfatter samtalen og den skriftlige prøve.

103

Følgelig må det konstateres, at den anden anfægtede afgørelse henhører under det første stadium af udvælgelseskomitéens arbejde, jf. præmis 79 ovenfor.

104

I denne henseende består det første stadium, navnlig når der er tale om en udvælgelse på grundlag af kvalifikationsbeviser, i en sammenligning af de af ansøgerne fremlagte kvalifikationsbeviser med de i meddelelsen om udvælgelsesprøven fordrede kvalifikationer. Da denne sammenligning sker på grundlag af objektive oplysninger, som hver enkelt ansøger for sit vedkommende i øvrigt har kendskab til, er princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde ikke til hinder for at give underretning om objektive oplysninger af denne art, herunder navnlig om de vurderingskriterier, der ligger til grund for udvælgelsen i de indledende stadier af en udvælgelsesprøve, således at personer, hvis ansøgninger er blevet afvist, inden de har aflagt personlig prøve, vil kunne gøre sig bekendt med den eventuelle begrundelse for deres udelukkelse (jf. i denne retning dom af 4.7.1996, Parlamentet mod Innamorati, C-254/95 P, EU:C:1996:276, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

105

Selv når udvælgelseskomitéen kun er forpligtet til i første omgang at give en kortfattet begrundelse, som det er tilfældet i en udvælgelsesprøve med mange deltagere, skal denne begrundelse indeholde resultaterne af den pågældende udvælgelsesprøve, uden at det kan forventes af ansøgerne, at de anmoder om fremsendelse heraf (jf. i denne retning dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 35 og 36).

106

Hvad for det andet angår begrundelsen i den anden anfægtede afgørelse bemærkes, at sagsøgeren, således som det fremgår af præmis 11 ovenfor, kun blev stiltiende underrettet om resultatet af sin ansøgning, da navnet på den ansøger, der var valgt i forbindelse med den anden omtvistede udvælgelsesprøve, den 10. december 2020 blev meddelt mundtligt til alle de ansatte af ENISA’s administrerende direktør under en spørgerunde og dernæst officielt meddelt ENISA’s ansatte ved e-mail af 12. januar 2021.

107

Det fremgår ligeledes af præmis 12 og 14 ovenfor, at det først var efter, at sagsøgeren havde fremsendt de to ansøgninger af 3. og 10. januar 2021, at hun den 3. februar 2021 modtog bedømmelsen af sin ansøgning til den anden omtvistede udvælgelsesprøve, hvoraf det fremgik, at hun ikke havde opnået point nok til at gå videre til næste etape i den nævnte udvælgelsesprøve.

108

Som bemærket i præmis 23 ovenfor er det den officielle meddelelse, ved e-mailen af 12. januar 2021, af oplysningen om navnet på den ansøger, der var valgt til at besætte stillingen som kontorchef for »Corporate Support Services«, der konkretiserer afgørelsen truffet af ENISA’s udvælgelseskomité om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning til den nævnte stilling. Den officielle meddelelse af denne oplysning indebærer nemlig nødvendigvis et afslag på sagsøgerens ansøgning i forbindelse med den anden omtvistede udvælgelsesprøve.

109

I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at sagsøgeren rent tilfældigt erfarede, at hun ikke havde fået adgang til at gennemføre samtalen og den skriftlige prøve, selv om det følger af præmis 105 ovenfor, at ansøgeren til en udvælgelsesprøve, som er genstand for en afgørelse om afslag efter det første stadium, således som defineret i præmis 104 ovenfor, i det mindste skal informeres om resultatet af denne ansættelsesprocedure, og dette selv i tilfælde af en udvælgelsesprøve med mange deltagere. Resultatet af den ansættelsesprocedure, som en tjenestemand eller en øvrig ansat har deltaget i, udgør nemlig en minimal information, der under alle omstændigheder skal gives ansøgerne, eftersom det ikke med rimelighed kan forventes af disse, at de anmoder om fremsendelse af dette resultat, når de end ikke har kendskab til eksistensen heraf.

110

Følgelig bemærkes, at den anden anfægtede afgørelse er behæftet med en manglende begrundelse.

111

Henset til ovenstående betragtninger og i lyset af den ovenfor i præmis 73, 88 og 89 nævnte retspraksis må det konkluderes, at ENISA ikke har overholdt sin pligt til at begrunde de anfægtede afgørelser og følgelig har tilsidesat sagsøgerens ret til god forvaltning, jf. chartrets artikel 41.

112

Det bemærkes, at når en af Unionens retsinstanser træffer afgørelse om de konsekvenser, der følger af en annullation af en foranstaltning vedrørende procedurerne for udvælgelse af Unionens personale, skal den forsøge at forene interesserne hos de ansøgere, der har lidt skade på grund af en uregelmæssighed i forbindelse med denne procedure, og de øvrige ansøgeres interesse på en sådan måde, at det påhviler den at tage hensyn til ikke alene nødvendigheden af at genindsætte de forurettede ansøgere i deres rettigheder, men også til de beståede ansøgeres berettigede forventning. Retsinstansen skal herved tage hensyn til karakteren af den omhandlede uregelmæssighed og dens virkninger samt de forskellige mulige foranstaltninger med henblik på at forene nødvendigheden af at genindsætte den forurettede sagsøger i sine rettigheder, tredjemands situation og tjenestens interesse. Elementer, der ligeledes kan have betydning for bedømmelsen, er antallet af personer, som er berørt af uregelmæssigheden i udvælgelsesproceduren, og antallet af beståede ansøgere (jf. dom af 8.5.2019, Fællesforetagendet Fusion for Energy mod Galocha, C-243/18 P, EU:C:2019:378, præmis 46 og 47 og den deri nævnte retspraksis).

113

I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid konstateres for det første, at de mangler, som de anfægtede afgørelser er behæftet med, er kendetegnet ved en tilsidesættelse af begrundelsespligten, der udgør en væsentlig formforskrift, hvis manglende overholdelse kan behandles ex officio af Unionens retsinstanser. For det andet fremgår det ikke af sagsakterne, at disse mangler udelukkende har berørt de anfægtede afgørelser, således at det ikke kan udelukkes, at de øvrige ansøgere, som ikke gik videre efter den anden fase i den første omtvistede udvælgelsesprøve, samt de ansøgere, der ikke gik videre efter den første fase i den anden omtvistede udvælgelsesprøve, var udsat for den samme ulovlighed. For det tredje indebærer en eventuel annullation af de anfægtede afgørelser ikke nødvendigvis, at sagsøgeren ansættes i en af de stillinger som kontorchef, som hun ansøgte om. Selv om det endelig for det fjerde antages, at ENISA i forbindelse med de foranstaltninger, der tilsigter at genindsætte sagsøgeren i hendes rettigheder, måtte overveje at ansætte sagsøgeren i en af de stillinger som kontorchef, der er omhandlet i nærværende sag, ville en sådan udnævnelse i givet fald kun rejse tvivl om udnævnelsen af en enkelt person. Henset til disse elementer befinder Retten sig således ikke i en ekstraordinær situation, hvor løsningen om annullation skal anses for at være uforholdsmæssig, henset til tredjemands rettigheder.

114

Således skal sagsøgerens andet anbringende tiltrædes, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige argumenter, der er påberåbt til støtte herfor, og de anfægtede afgørelser skal annulleres, uden at det er fornødent at undersøge sagsøgerens øvrige anbringender.

115

Sagsøgeren har til støtte for erstatningspåstanden gjort gældende, at hun har lidt et ikke-økonomisk tab som følge af de af ENISA begåede ulovligheder, hvilke har medført, at hun lider af voldsom stress og af en stærk følelse af uretfærdighed og af manglende respekt, der har påvirket hendes helbred samt hendes værdighed. Hun er af den opfattelse, at hendes ikke-økonomiske tab ikke kan erstattes blot ved en annullation af de anfægtede afgørelser. Hun har derfor nedlagt påstand om, at ENISA tilpligtes at betale hende en erstatning, som efter ret og billighed er opgjort til 5000 EUR.

116

ENISA har ikke fremført argumenter vedrørende sagsøgerens erstatningspåstand.

117

I denne henseende bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at tre betingelser skal være opfyldt, for at Unionen kan ifalde ansvar, nemlig at den adfærd, som institutionerne, organerne, kontorerne eller agenturerne hævdes at have udvist, er ulovlig, at det påberåbte tab har en reel og sikker karakter, og at der foreligger en årsagsforbindelse mellem den foreholdte ulovlighed og dette tab (jf. dom af 13.1.2021, Helbert mod EUIPO, T-548/18, EU:T:2021:4, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis).

118

I øvrigt fremgår det af Domstolens faste praksis, at annullation af den ulovlige retsakt, der har forvoldt en immateriel eller ikke-økonomisk skade, i visse situationer kan anses for at være en passende og tilstrækkelig erstatning herfor (jf. dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen, C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 197 og den deri nævnte retspraksis).

119

I det foreliggende tilfælde konstateres, at en annullation af retsakterne, henset til karakteren af de af ENISA begåede ulovligheder og karakteren af det påberåbte tab, under de foreliggende omstændigheder kan sikre en passende og tilstrækkelig erstatning af det påberåbte ikke-økonomiske tab.

120

Følgelig skal sagsøgerens erstatningspåstand forkastes som ugrundet, for så vidt som den vedrører det ikke-økonomiske tab, der følger af de anfægtede afgørelsers ulovlighed.

121

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da ENISA har tabt sagen, bør det pålægges agenturet at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):