EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Aflønningspolitik i finanssektoren

 

RESUMÉ AF:

Henstilling 2009/384/EF — aflønningspolitik i finanssektoren

HVAD ER FORMÅLET MED HENSTILLINGEN?

Den har til formål at fastsætte generelle principper for aflønningspraksis i finanssektoren og har til hensigt at undgå al overdreven risikotagning i denne sektor, især af banker og finansieringsselskaber.

HOVEDPUNKTER

Henstillingen gælder for:

  • finansielle virksomheder med registreret hjemsted eller hovedkontor på et EU-lands territorium
  • aflønning af de medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil.

Henstillingen gælder ikke for honorarer og provisioner, der modtages af mellemmænd og eksterne tjenesteydere i tilfælde af outsourcing.

Aflønningspolitik

  • Aflønningspolitikken bør hænge sammen med den finansielle virksomheds forretningsstrategi, målsætninger, værdier og langsigtede mål, såsom bæredygtige vækstperspektiver eller beskyttelse af kunder og investorer i forbindelse med udførelsen af tjenesterne.
  • Aflønningspolitikken bør resultere i en balance mellem faste og variable aflønningskomponenter. Den faste komponent bør udgøre en høj andel af den samlede løn, for derved at gøre det muligt for virksomheden at føre en helt igennem fleksibel bonuspolitik.
  • Det vil være hensigtsmæssigt at ajourføre aflønningspolitikkens struktur regelmæssigt, således at den svarer til virksomhedens udvikling.
  • Hvis aflønningen afhænger af resultaterne, bør der tages højde for de nuværende og fremtidige risici, og der bør tages hensyn til kapitalomkostningerne og den nødvendige likviditet.
  • De fulgte procedurer bør være klare, veldokumenterede og gennemsigtige for alle i virksomheden.
  • Bestyrelsen/ledelsesorganet bør fastlægge de generelle principper for den finansielle virksomheds aflønningspolitik og overvåge, at den iværksættes.
  • Kontrolfunktioner, HR-afdelinger og eksterne eksperter bør også inddrages i udformningen af aflønningspolitikken.
  • Kontrolfunktionerne bør mindst en gang om året foretage en central og uafhængig intern revision af gennemførelsen af de politikker og procedurer, som bestyrelsen/ledelsesorganet har fastlagt.

Oplysningspligt

Oplysninger om aflønningspolitikken bør formidles af virksomheden i form af en selvstændig erklæring eller i en periodisk offentliggørelse og bør indeholde:

  • oplysninger om den beslutningsproces, som bestemmer den valgte aflønningspolitik
  • oplysninger om sammenhængen mellem aflønning og resultater
  • kriterier for resultatmålinger
  • de resultatkriterier, der lægges til grund for tildeling af rettigheder til aktier, optioner eller variable lønkomponenter
  • de vigtigste parametre og begrundelser for årlige bonusordninger og andre ikkepekuniære fordele.

Tilsyn

De kompetente myndigheder skal føre tilsyn under hensyntagen til:

  • størrelsen af virksomheden
  • arten af dens aktiviteter
  • kompleksiteten af dens aktiviteter.

Finansielle virksomheder bør desuden sende en erklæring til de kompetente myndigheder, hvori de oplyser, i hvilket omfang de førnævnte aflønningsprincipper overholdes.

BAGGRUND

Aflønningspraksis i finanssektoren, navnlig i banker og investeringsvirksomheder, har ført til overdreven risikotagning. Denne praksis har i et vist omfang bidraget til, at store finansielle virksomheder har haft betydelige tab, og den var delvist årsag til finanskrisen i oktober 2008. Meddelelsen »Fremdrift i den europæiske genopretning«, udsendt af Europa-Kommissionen i foråret 2009, fremlagde en plan, som havde til hensigt at genoprette og vedligeholde det finansielle systems stabilitet og pålidelighed. Denne henstilling om aflønningspolitik indgik i den strategi, som blev foreslået i denne plan.

HOVEDDOKUMENT

Kommissionens henstilling 2009/384/EF af 30. april 2009 om aflønningspolitik i finanssektoren (EUT L 120 af 15.5.2009, s. 22-27).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1-337).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 575/2013 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338-436).

Se den konsoliderede udgave.

Meddelelse til forårsmødet i Det Europæiske Råd — Fremdrift i den europæiske genopretning — Bind 1 (KOM (2009) 114 endelig af 4.3.2009).

seneste ajourføring 31.07.2018

Top