Ophugning af skibe

Med denne grønbog lanceres en høring om ophugning af skibe for at afgøre, hvilke foranstaltninger der er de mest hensigtsmæssige til at fremme en miljømæssigt og socialt forsvarlig ophugning.

DOKUMENT

Kommissionens grønbog af 22. maj 2007 om forbedret ophugning af skibe [KOM(2007) 269 endelig – Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Ophugning af ikke længere brugte skibe, navnlig med henblik på genvinding af stålskroget, er en aktivitet, der indebærer store farer for arbejdstagernes sundhed og miljøbeskyttelsen.

I denne grønbog vurderes skibsophugning og dens følger på verdensplan, og der gives en række forslag til, hvordan den kan gøres mere miljømæssigt og socialt forsvarlig.

DEN NUVÆRENDE FORVALTNING AF SKIBSOPHUGNING I EUROPA OG I VERDEN

Økonomien i ophugning af skibe

Skibe, der ikke længere er i brug – normalt fordi driften af dem ikke længere er rentabel, eller de ikke længere er interessante for brugtskibsmarkedet – opkøbes som regel med henblik på ophugning i ophugningsanlæg. I disse anlæg genvindes der materialer fra ophugningen, hovedsagelig stål fra skroget.

Størstedelen af ophugningsanlæggene ligger i Sydasien (især i Indien og Bangladesh). Forskellene i arbejdsomkostninger, miljø- og sundhedskrav og indtægterne fra genvinding og genbrugsmaterialer forklarer, hvorfor operatørerne i Sydasien kan tilbyde rederne meget bedre priser end deres potentielle konkurrenter i andre lande, navnlig dem i Den Europæiske Union (EU).

Der er forskellige grunde, der forklarer vanskelighederne ved gøre genvinding fra skibsophugning økonomisk bæredygtig og samtidig overholde miljønormerne: de varierende forhold på fragtmarkedet (hvor der hovedsagelig anvendes tankskibe og bulkskibe); de mange forskellige materialer, skibene indeholder, og det forhold at visse af disse materialer vanskeligt kan genanvendes (kompositmaterialer), eller ikke længere anvendes, eller endog forbudte (som f.eks. asbest); den til tider meget dyre behandling forbundet med genvinding af bestemte materialer; mangelen på et marked for genvundet stål til byggesektoren og et marked for brugt skibsudstyr i Europa.

Antallet af ophugningsanlæg i EU er faldet i løbet af de sidste 20 år. Rationel og miljøvenlig ophugningskapacitet i EU og i andre OECD-lande (navnlig Tyrkiet) er tilstrækkelig til alle krigsskibe og andre statsejede fartøjer, som tages ud af tjeneste i de kommende 10 år. Men kapaciteten er ikke tilstrækkelig til at behandle de store handelsskibe, som fører en EU-medlemsstats flag eller ejes af virksomheder med hjemsted i EU. Problemet med utilstrækkelig "miljøforsvarlig" kapacitet vil i øvrigt blive forværret med den kommende udfasning af enkeltskrogede tankskibe, der er planlagt på fællesskabsplan og internationalt som følge af olietankskibene Erika's og Prestige's forlis.

Sociale og miljømæssige virkninger af skibsophugning

De fleste fartøjer indeholder store mængder farlige materialer som asbest, olie og olieslam, PCB (es de en fr)'er (polychlorbiphenyler) og tungmetaller i skibenes maling og udstyr. De fleste ophugningsanlæg i Sydasien har ingen form for indeslutning eller barrierer til at forhindre vand- og jordforurening med disse stoffer. Det medfører en betydelig forurening af kystvande og strande og væsentlige skader på de berørte økosystemer.

De dårlige sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold for arbejdstagerne i ophugningsanlæggene i Sydasien er i øvrigt årsag til den meget høje risiko for uheld (på grund af eksplosioner i forbindelse med resterne af olie og mangel på løfte- og beskyttelsesmateriel) og uhelbredelige sygdomme på grund af udsættelse for farlige stoffer (lungekræft osv.).

Arbejdskraften i disse ophugningsanlæg kommer for en stor del fra de fattigste regioner i de pågældende lande og omfatter et ikke ubetydeligt antal børn (til de lettere opgaver); de arbejder ofte uden kontrakt og har hverken syge- eller ulykkesforsikring og har ikke ret til at oprette fagforeninger. Der er ringe eller slet ingen kompensation i tilfælde af ulykker.

De europæiske og internationale lovrammer for overførsel af affald

Basel-konventionen, der blev undertegnet i 1989 under De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP), som Fællesskabet og dets medlemsstater er parter i, indeholder reglerne for overførsel af farligt affald. Den kræver bl.a. opnåelse af modtagerlandets forudgående samtykke. En af ændringerne til denne konvention, der blev vedtaget i 1995, forbyder i øvrigt overførsel af farligt affald fra en OECD-medlemsstat til en ikke OECD-medlemsstat. Denne ændringer er imidlertid ikke blevet accepteret af alle Basel-konventionens signatarstater.

De ubrugte skibe, der skal ophugges, anses for affald i henhold til international ret og fællesskabslovgivningen om affald. De anses desuden for farligt affald, når de indeholder betydelige mængder farlige stoffer, eller når de ikke er blevet ordentligt tømt for deres last af farlige stoffer. Eksport af et sådant skib fra EU til en ikke OECD-medlemsstat med henblik på ophugning er således forbudt: et sådant skib skal behandles i en OECD-medlemsstat under miljøforsvarlige forhold eller dets forurenende stoffer skal fjernes, således det ikke længere udgør farligt affald.

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Den internationale Søfartsorganisation (IMO) (EN) og UNEP har udarbejdet retningslinjer for skibsophugning og arbejder koordineret sammen om dette emne for at undgå dobbeltarbejde. Der er ved at blive udarbejdet et udkast til konvention i IMO.

MULIGHEDER FOR FORBEDRING AF FORVALTNINGEN PÅ EUROPÆISK PLAN

Bedre kontrol med håndhævelsen af EU-lovgivningen om overførsel af affald

Kommissionen foreslår en række foranstaltninger til at forbedre overholdelsen af lovgivningen om overførsel af affald, bl.a.:

• mere målrettet kontrol fra myndighedernes side af affaldsoverførsel i de europæiske havne (skibe på over 25 år eller som opfylder bestemte kriterier)
• yderligere retningslinjer om definitionen af affald og farligt affald og en liste over miljøforsvarlige ophugningsanlæg
• systematisk informationsudveksling mellem Kommissionen og medlemsstaterne om potentielt udtjente skibe og om deres rute til ophugningsanlæggene
• tættere samarbejde med tredjelande, der er transit- eller modtagerlande af udtjente skibe
• særlig fokus på statsejede skibe (f.eks. krigsskibe) og på kommercielle fartøjer, som jævnligt opererer i EU-farvande.

International konvention under IMO

IMO-konventionen, der er under udarbejdelse, giver en passende ramme for at sikre miljømæssigt forsvarlig skibsophugning i verden. Den burde vedtages så hurtigt som muligt og gøre det muligt for regionale organisationer for integration, som Det Europæiske Fællesskab, at deltage. Med henblik på forhandlingerne af denne konvention burde der for øvrigt udarbejdes en fællesskabsholdning, og der burde gøres en indsats for at koordinere medlemsstaternes holdninger.

Efter vedtagelsen skal konventionen og de tilhørende retningslinjer gennemføres i fællesskabsretten, så de bliver obligatoriske for skibe, som fører EU-medlemsstaters flag, og skibe, som sejler ind i EU-farvande. De må dog ikke ændre bestemmelserne om overførsel af affald, navnlig fællesskabsreglerne og Basel-konventionen, da de ikke indebærer et lige så højt sikkerhedsniveau.

Større ophugningskapacitet i Den Europæiske Union

For så vidt angår statsejede skibe, herunder krigsskibe, kunne medlemsstaternes regeringer indføre miljøbeskyttelseskriterier i forbindelse med offentlige udbud eller indføre særbestemmelser for ophugning af disse skibe i salgskontrakter, der indgås med andre lande eller med kommercielle virksomheder. Hermed ville medlemsstaterne bevare en vis indflydelse på de nærmere omstændigheder ved ophugning.

Med hensyn til handelsflåden, der er meget større, overvejer Kommissionen, hvordan den kan give finansiel støtte til de EU-ophugningsanlæg, der er miljøforsvarlige, eller til de ejere, der sender deres skibe til sådanne anlæg med henblik på ophugning eller forureningsfjernelse. De nugældende bestemmelser for statsstøtte på miljøområdet giver i en tilfælde for tilfælde tilgang mulighed for sådan finansiering; også EU's samhørighedspolitik giver mulighed herfor. Visse argumenter taler imidlertid imod en sådan finansiering, bl.a. mobiliseringen af så store summer i så lang tid, uden at der skabes bæredygtig aktivitet i sektoren, risikoen for krydssubsidiering og forureneren betaler princippet.

Teknologisamarbejde og videnoverførsel

Kommissionen finder det nødvendigt både at udbygge den tekniske bistand til de lande, hvor ophugning er vigtig for økonomien, og fremme en bedre lovgivning for at tilskynde til en sikker og miljømæssigt forsvarlig skibsophugning. De nærmere regler for dette samarbejde skal gennemgås, navnlig i forbindelse med forhandling af nye politiske og økonomiske aftaler eller ajourføring af gældende aftaler med forskellige stater, hvor der foregår ophugning.

Fremme af frivillige ordninger

EU vil fremme og støtte frivillige forpligtelser indgået af skibsredere, deres sammenslutninger og deres kunder, så snart de frivillige aftaler indeholder tydelige ordninger til at garantere forpligtelsernes gennemførelse såvel som en overvågning og kontrol heraf.

Fond til skibsophugning

På længere sigt er det ønskeligt, at skibsejerne påtager sig det fulde finansielle ansvar for en miljøforsvarlig bortskaffelse af disse fartøjer i overensstemmelse med forureneren betaler princippet og producentansvarsprincippet. Dette ansvar kunne tage form af et obligatorisk eller frivilligt bidrag til en international fond, som forvaltes af IMO. Bidraget til fonden kunne tilknyttes registreringen i IMO eller skibets drift (f.eks. via havneafgifter eller de obligatoriske forsikringer). Hvis IMO ikke kan forvalte fonden, bør man overveje et regionalt system.

Andre muligheder

Kommissionen foreslår en række supplerende foranstaltninger til fremme af en sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning af skibe, bl.a.:

• vedtagelse af lovgivning på fællesskabsplan som supplement til reglerne inden for søfartssikkerhed eller reglerne for anvendelsen af farlige stoffer i skibsbygning
• sammenkobling af støtte til søfartstransporten og miljømæssigt forsvarlig ophugning af skibe
• indførelse af en europæisk certificeringsordning for miljøforsvarlig skibsophugning, f.eks. på basis af EMAS-systemet og priser for eksemplarisk miljøforsvarlig nyttiggørelse
• mere international forskning i ophugning af skibe.

Høringer

Kommissionen lancerede en høring om skibsophugning og modtog bidrag fra interesseparter indtil den 30. september 2007. På grundlag af disse bidrag vil Kommissionen i givet fald forelægge de passende forslag.

Kommissionen opfordrede navnlig interesseparterne til at besvare følgende spørgsmål:

• Hvordan kan håndhævelsen af fællesskabsreglerne om overførsel af affald, som vedrører udtjente skibe, forbedres? Hvad er den bedste kombination af foranstaltninger til at få fartøjer under EU-medlemsstaters flag eller EU-ejede fartøjer omdirigeret til ophugningssteder, som opfylder strenge miljø- og sikkerhedskrav?
• Ville vejledning om reglerne for overførsel af affald og definitionen af udtjente skibe bidrage til en forbedret gennemførelse af regler og forretningspraksis? Hvilken form skulle denne vejledning i givet fald have?
• Hvad er den bedste måde til at styre de nuværende forhandlinger om IMO's konvention om skibsophugning, så praksis inden for skibsophugning forbedres hurtigst muligt på verdensplan?
• Bør EU sigte mod globale miljø- og sikkerhedskrav under IMO-konventionen, som er sammenlignelige med EU-kravene?
• Hvordan kan EU bedst sikre, at europæiske skibe ophugges på en sikker og miljøforsvarlig måde i perioden frem til IMO-konventionens ikrafttræden? Hvad med statsejede skibe? Er nationale strategier og frivillige tilsagn fra skibsejernes side tilstrækkelige? Hvilke yderligere foranstaltninger er der brug for på EU-niveau?
• Bør EU og medlemsstaterne gå aktivt ind for at øge EU's egen skibsophugningskapacitet? Bør der anvendes statsstøtte og EU-midler til at øge kapaciteten? I givet fald hvordan?
• Hvilke foranstaltninger og initiativer bør EU iværksætte for at opmuntre sydasiatiske lande til at indføre og implementere strengere miljø- og sikkerhedskrav for skibsophugning?
• Hvilke foranstaltninger og initiativer bør EU iværksætte for at opmuntre skibsejere til at sende udtjente skibe til ophugningsanlæg med strenge miljø- og sikkerhedskrav?
• Hvordan bør EU sikre bæredygtig finansiering af miljøforsvarlig skibsophugning i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet, og hvilke foranstaltninger og initiativer bør iværksættes i denne forbindelse?

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 10. oktober 2007 om en integreret EU-havpolitik [KOM(2007) 575 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. I denne meddelelse fastlægges der en handlingsplan for en integreret havpolitik, der fremhæver Europas identitet og førerposition på det maritime område, som det er væsentligt at bevare i en tid, hvor miljøbelastninger truer de maritime aktiviteters beståen. Havpolitikken må som følge heraf sigte mod et innoverende, konkurrencedygtigt og miljøvenligt søfartserhverv. EU bør navnlig støtte de internationale tiltag med henblik på indførelse af mindstenormer inden for skibsophugning og fremme af rene ophugningsinfrastrukturer.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald [Den Europæiske Unions Tidende L 190 af 12.7.2006].

Formålet med denne forordning er at forenkle og præcisere de gældende ordninger for kontrol med overførsler af affald. Herved reduceres risikoen for ikke kontrollerede affaldsoverførsler. Den sigter ligeledes mod at gennemføre i fællesskabslovgivningen de ændringer af listerne over affald, der er i bilagene til Basel-konventionen, og den revision heraf, som Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) vedtog i 2001. Den erstatter forordning (EØF) nr. 259/93 fra den 12. juli 2007.

Rådets afgørelse 93/98/EØF af 1. februar 1993 om indgåelse på Fællesskabets vegne af konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald ( ) og bortskaffelse heraf (Basel-konventionen) [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 39 af 16.12.1993].

Basel-konventionen fastsætter regler med henblik på kontrol på internationalt plan af grænseoverskridende overførsler og bortskaffelse af farligt affald for at beskytte folkesundheden og miljøet.

Seneste ajourføring: 03.06.2008