EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Anvendelse af slam fra rensningsanlæg i landbruget

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 86/278/EØF om beskyttelse af miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det fastsætter reglerne for, hvordan landmænd kan anvende slam fra rensningsanlæg* som gødning for at forhindre, at det skader miljøet og menneskets sundhed, ved at sikre, at der tages hensyn til planternes behov for næringsstoffer, og at kvaliteten af jord, overfladevand og grundvand ikke lider skade.
  • Til det formål fastlægger direktivet grænseværdier for tilladte koncentrationer i jorden af syv tungmetaller, der kan være giftige for planter og mennesker:
    • cadmium
    • kobber
    • nikkel
    • bly
    • zink
    • kviksølv
    • chrom.
  • Det forbyder anvendelsen af slam fra rensningsanlæg, der resulterer i koncentrationer af disse tungmetaller i jorden, der overstiger grænseværdierne.
  • I 2018 blev direktivet ændret ved afgørelse (EU) 2018/853, hvad angår procedurereglerne på området miljørapportering.
  • I 2019 blev direktivet ændret ved forordning (EU) 2019/1010, der tilpasser og strømliner rapporteringsforpligtelser inden for miljølovgivning.

HOVEDPUNKTER

  • De specifikke grænseværdier er angivet i bilagene til direktivet:
    • Bilag IA — tungmetaller i jord
    • Bilag IB — tungmetaller i slam
    • Bilag IC — maksimale årlige mængder af tungmetaller, der må tilføres jorden.
  • Normalt skal slam behandles*, inden det må anvendes i landbrug. I nogle EU-lande kan landbrugere dog få tilladelse til at anvende ubehandlet slam, hvis det nedfældes eller nedpløjes i jorden.
  • I visse situationer må slam overhovedet ikke anvendes i landbrug:
    • på græsningsarealer, der benyttes til græsning, eller arealer med foderafgrøder, der skal høstes, medmindre der er gået minimum tre uger
    • på handelsgartnerier og frugtplantager i løbet af vækstsæsonen. Denne regel omfatter ikke frugttræer
    • på jord, der anvendes til at dyrke frugt og grøntsager, der normalt er i direkte kontakt med jorden, og som normalt fortæres rå. Dette forbud gælder i ti måneder forud for høsten og under selve høsten.
  • Ansvaret for at sikre, at landbrugernes anvendelse af slam ikke overskrider de legale grænseværdier, ligger hos de nationale myndigheder, der skal udtage prøver af og analysere slammet og den jord, som det anvendes på, og føre registre over:
    • hvor meget slam, der produceres og anvendes i landbruget
    • slammets sammensætning og egenskaber
    • hvordan slammet er blevet behandlet
    • hvor det er brugt, og hvem der bruger det.
  • Efter vedtagelsen af forordning (EU) 2019/1010 skal EU-landene desuden fra den 1. januar 2022 registrere alle oplysninger vedrørende direktivets gennemførelse og anvendelse, som de fremsender til Europa-Kommissionen. De skal endvidere præsentere de registrerede oplysninger således, at de digitale data henviser til et bestemt sted eller geografisk område.
  • Hvert tredje år sender medlemsstaterne Kommissionen oplysninger om gennemførelsen af dette direktiv som led i en sektorspecifik rapport, der også omfatter andre relevante fællesskabsdirektiver. Rapporten udarbejdes på grundlag af et spørgeskema, som beskrevet i Kommissionens afgørelse 94/741/EF. Afgørelse (EU) 2018/853 kræver, at disse sektorspecifikke rapporter udarbejdes på grundlag af et spørgeskema eller et forlæg, som vedtages af Kommissionen ved en gennemførelsesretsakt. Rapporten sendes til Kommissionen senest ni måneder efter udløbet af den treårsperiode, som den dækker.
  • Forordning (EU) 2019/1010, hvis ændringer af dette direktiv finder anvendelse fra den 1, januar 2022, forenkler indberetningsprocessen. Den har også til hensigt at sikre, at EU-landene er mere transparente i forhold til de oplysninger, de udleverer, og at offentligheden kan få adgang til oplysningerne så hurtigt som muligt. De ovennævnte registre skal gøres offentlig og let tilgængelige hvert kalenderår, senest otte måneder efter afslutningen af det relevante kalenderår og skal desuden fremsendes til Kommissionen.
  • Kommissionen offentliggør en regelmæssig rapport om slam, der anvendes i EU’s landbrug. Rapporten samler de oplysninger, som de enkelte lande indberetter om dette emne.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 18. juni 1986, og det skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 18. juni 1989.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Slam fra rensningsanlæg: slam fra rensningsanlæg til husspildevand og byspildevand, septiktanke og lignende anlæg til rensning af spildevand.
Behandlet slam: slam, som er behandlet biologisk, kemisk eller termisk, som har været langtidsoplagret, eller som er behandlet på anden måde, således at dets gæringsevne og de sundhedsmæssige ulemper ved dets anvendelse er mindsket betydeligt.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 86/278/EØF af 12. juni 1986 om beskyttelse af miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg (EFT L 181 af 4.7.1986, s. 6-12).

Efterfølgende ændringer til direktiv 86/278/EØF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1010 af 5. juni 2019 om tilpasning af rapporteringsforpligtelser inden for miljølovgivning og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 og (EU) nr. 995/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF, 2004/35/EF, 2007/2/EF, 2009/147/EF og 2010/63/EU, Rådets forordning (EF) nr. 338/97 og (EF) nr. 2173/2005, og Rådets direktiv 86/278/EØF (EUT L 170 af 25.6.2019, s. 115-127).

seneste ajourføring 19.06.2020

Top