EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Forurening fra skibe og strafferetlige sanktioner

RESUMÉ AF:

Direktiv 2005/35/EF om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det indfører regler, der gælder i hele EU, om pålæggelse af sanktioner for udslip af olie eller andre forurenende stoffer fra skibe, der sejler i EU’s farvande.

HOVEDPUNKTER

  • Den nuværende lovgivning fastslår, at skibes forurenende udtømninger i princippet udgør en strafbar handling. Ifølge direktivet vedrører dette udtømning af olie eller andre forurenende stoffer fra skibe. Mindre udtømninger betragtes ikke automatisk som lovovertrædelser, medmindre gentagne udtømninger fører til en forringelse af vandkvaliteten.
  • De personer, der er ansvarlige for udtømning af forurenende stoffer kan pålægges strafferetlige sanktioner, hvis de har handlet forsætligt, hensynsløst* eller groft uagtsomt. Medvirken eller bistand til og tilskyndelse af en person til at udlede et forurenende stof kan også føre til strafferetlige sanktioner.
  • Direktivet gælder for alle typer fartøjer, uanset flag.
  • Forurenende udtømninger er forbudt i:
    • et EU-lands indre farvande, herunder havne
    • et EU-lands territorialfarvande
    • stræder benyttet i international sejlads, som er omfattet af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982
    • et EU-lands eksklusive økonomiske zone*
    • det åbne hav.

Undtagelser

  • Ordningen finder derimod ikke anvendelse på krigsskibe, marinehjælpeskibe og andre skibe, som ejes eller drives af en stat, og som på det pågældende tidspunkt udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste.
  • Forbuddet mod udtømning af forurenende stoffer finder ikke anvendelse, når menneskers eller skibets sikkerhed er i fare.

Juridiske personer

Direktiv 2009/123/EF ændrede direktiv 2005/35/EF for at forbedre reglerne om forurening fra skibe og sikre, at de ansvarlige for udledning af forurenende stoffer kan gøres til genstand for passende sanktioner. Det kræver, at EU-landene indfører regler om ansvar for juridiske personer ifølge privatretlige regler* såsom virksomheder.

  • Virksomheder kan pålægges strafferetlige sanktioner, hvis en person i en ledende stilling i virksomheden har begået en strafbar handling til deres fordel, uanset om denne person har handlet individuelt eller som en del af virksomheden.
  • Virksomheden er også ansvarlig for overtrædelser begået af en person ved tilsyn, navnlig gennem manglende tilsyn eller kontrol.
  • Virksomhedens ansvar må ikke udelukke strafferetlig forfølgning af de involverede enkeltpersoner.

Anvendelse af sanktioner

Direktiv 2009/123/EF kræver også, at EU-landenes nationale myndigheder sikrer, at de pålagte sanktioner, også i mindre sager, er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende effekt. Myndighederne skal samarbejde, når et fartøj er fundet skyldig i ulovlig udtømning på det område, de har ansvaret for, inden fartøjet anløber havnen i et andet EU-land.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 1. oktober 2005. EU-landene skulle indarbejde det i national lovgivning senest den 1. april 2007.

BAGGRUND

Prestiges’ forlis i november 2002 og Erikas i december 1999 understregede behovet for at stramme nettet i forhold til forurening fra skibe. Ulykker er imidlertid ikke den vigtigste kilde til forurening. Størstedelen af forureningen skyldes bevidste udtømninger (tankrensning og bortskaffelse af spildolie).

Disse regler indarbejder dele af den internationale konvention af 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe og 1978-protokollen hertil (kendt som MARPOL-konventionen) i EU-lovgivningen. Dette gør det muligt at harmonisere anvendelsen af reglerne i denne konvention.

VIGTIGE BEGREBER

* Hensynsløs handling: handlinger foretaget velvidende, at den sandsynligvis vil føre til skader.

* Eksklusiv økonomiske zone: antages almindeligvis at foreligge, når et land har jurisdiktion til efterforskning og udnyttelse af ressourcerne i havene ud for landets kyst. Området anses normalt for at være en stribe, der strækker sig 200 sømil ud fra kysten.

* Juridiske personer ifølge privatretten: alle juridiske enheder, f.eks. selskaber, med undtagelse af stater, offentlige organer og internationale offentlige organisationer.

DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 11-21)

Efterfølgende ændringer af direktiv 2005/35/EU er blevet integreret i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 af 27. juni 2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed (EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1–9). Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/59/EF af 27. november 2000 om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe - Erklæring fra Kommissionen (EFT L 332 af 28.12.2000, s. 81-90). Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 25.04.2016

Top