EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Strategi for toldunionen

Kommissionen opstiller en ny strategi for Den Europæiske Unions aktiviteter på toldområdet for at sikre tilpasning til eksisterende og fremtidige ændringer og foreslå konkrete tiltag.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 8. februar 2001 om en toldunionsstrategi [KOM(2001) 51 - ikke offentliggjort i EF-tidende].

RESUMÉ

I meddelelsen gennemgås de udfordringer på toldområdet, som Den Europæiske Union står over for i dag og på kort sigt: udvidelsen af Den Europæiske Union, bekæmpelse af svig, organiseret kriminalitet, toldvæsnets rolle i forbindelse med opkrævningen af afgifter, udviklingen i den internationale handel, borgernes sikkerhed, de nye handelsformer, indvirkningen på virksomhedernes konkurrenceevne og den indirekte beskatnings øgede betydning.

Som middel til at overvinde de nye udfordringer nævner meddelelsen udveksling af bedste praksis, samarbejde mellem interesseparter, uddannelse af toldembedsmænd og virksomheder, forenkling af lovgivningen samt investering i infrastrukturer og udstyr.

Den Europæiske Unions strategiske målsætninger på toldområdet i de kommende år er at:

  • foreslå rammer baseret på transparente og stabile regler, som fremmer udviklingen af den internationale handel
  • tilvejebringe de nødvendige ressourcer til Fællesskabet og dets medlemsstater
  • beskytte samfundet mod illoyal konkurrence og sikre dets finansielle, handelsmæssige, sundhedsmæssige og miljømæssige interesser.

For at kunne gennemføre den nye toldstrategi skal der efter Kommissionens opfattelse sættes ind på fem områder: lovgivningen skal forenkles og rationaliseres, toldkontrollen skal forbedres, servicen over for virksomhederne skal forbedres, uddannelsen skal forbedres, og det internationale samarbejde på toldområdet skal forbedres.

Forenkling og rationalisering af lovgivningen

Ændringer af toldlovgivningen er nødvendige for at kunne imødegå svig og sikre tilpasning til udviklingen inden for erhvervslivet. I meddelelsen forslås en række konkrete foranstaltninger:

  • inddragelse af virksomhederne i det forberedende lovgivningsarbejde og støtte til dem i forbindelse med kompleks lovgivning
  • bedre harmonisering af sanktioner
  • indførelse af elektronisk datakommunikation i forbindelse med alle toldprocedurer
  • forbedring af den måde, hvorpå lovgivningen anvendes.

Forbedring af toldkontrollen

I kommunikationen forslås flere foranstaltninger:

  • forbedring af standarderne for og anvendelsen af kontrollen
  • forbedring af samarbejdet mellem toldmyndighederne og mellem toldmyndighederne og skattemyndighederne
  • mere effektiv anvendelse af risikoanalyser
  • styrkelse af kampen mod forfalskninger, piratudgaver og falske oprindelsesangivelser
  • indførelse af et nyt edb-baseret transitsystem
  • indførelse af de nye informationsteknologier på toldområdet
  • udvikling af fælles revisionsmoduler for Kommissionen og medlemsstaterne.

Forbedring af servicen over for virksomhederne

I meddelelsen foreslås følgende aktioner for at forbedre servicen over for virksomhederne:

  • forenkling og forbedring af procedurerne
  • forbedring af den elektroniske adgang til toldoplysninger
  • videreførelse af bestræbelserne på at lette samhandelen
  • indgåelse af aftalememoranda for at styrke samarbejdet.

Styrkelse af uddannelse

Der er et presserende behov for uddannelse af toldembedsmænd og af virksomhederne. Kommissionen foreslår:

  • udarbejdelse af fælles uddannelsesmoduler
  • afslutning af feasibility-undersøgelsen vedrørende et europæisk toldakademi
  • fokusering af uddannelse på problematiske sektorer og virksomhedernes overholdelse af lovgivningen.

Forbedring af det internationale samarbejde

For at forbedre samarbejdet mellem toldmyndighederne er det ifølge meddelelsen nødvendigt at:

  • repræsentere Fællesskabet på en hensigtsmæssig måde i internationale forsamlinger om toldspørgsmål
  • fremme det internationale samarbejde omkring de udfordringer, som skabes af udvidelsen og kampen mod bl.a. svig.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 1. april 2008 om en toldunionsstrategi [KOM(2008) 169 endelig - ikke offentliggjort i EF-tidende]. Formålet med strategien er at fuldføre toldreformen. Efter moderniseringen af lovreglerne og af teknologien inden for toldvæsnet skal strategien indføres inden for toldvæsnerne med fokus på den menneskelige dimension.

See also

  • Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion (GD TAXUD), websider om toldstrategien (DE) (EN) (FR)

Seneste ajourføring: 27.05.2008

Top