EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52015XE5366

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om flygtninge

OJ C 71, 24.2.2016, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

24.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 71/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om flygtninge

(2016/C 071/01)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 9.—10. december 2015 (mødet den 10. december 2015) følgende resolution med 174 stemmer for, 8 imod og 9 hverken for eller imod:

1.

EØSU værdsætter helhjertet den vigtige rolle, civilsamfundet spiller i at tage sig af de flygtninge, der flygter fra krigshærgede lande, og som af den årsag skal beskyttes i overensstemmelse med Genevekonventionen. Uden denne indsats kunne den tragiske humanitære situation, vi har været vidne til i mange europæiske lande, have fået katastrofale konsekvenser. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg agter at sørge for, at denne indsats ikke går ubemærket hen og således sørge for, at den tages i behørig betragtning af EU-institutionerne, regeringerne og andre politiske aktører.

2.

EØSU er i færd med at organisere studiebesøg for at møde civilsamfundsorganisationer, som yder hjælp til flygtninge, i 11 medlemsstater (Ungarn, Polen, Malta, Grækenland, Tyskland, Østrig, Slovenien, Bulgarien, Sverige, Italien og Kroatien) samt Tyrkiet, da disse lande er dem, der er mest påvirket af flygtningestrømmene. Som det organ, der repræsenterer civilsamfundet i EU-institutionerne, agter vi at være deres talerør på europæisk plan.

3.

EØSU mener, at den nuværende situation fordrer, at EU opretter sikre humanitære korridorer for flygtninge fra lande, som er berørt af krig og truet af terrorisme, og at dette skal ske i samarbejde med de lande, hvor disse flygtninge er mest koncentreret. Derudover skal der etableres et egentligt fælles europæisk asylsystem baseret på harmoniserede procedurer i hele EU. Dette omfatter en ensartet asylstatus og gensidig anerkendelse af asylafgørelser, fælles ansvar og solidaritet, en indsats, når det gælder omfordeling og genbosætning, og en revision af Dublinforordningen. Det er endvidere nødvendigt med stabile og solidariske systemer til byrdefordeling, hvor det første skridt er en permanent, retfærdig og forpligtende fordelingsnøgle, der sikrer, at de, der søger beskyttelse, spredes på alle EU-lande. På grund af de ekstraordinære omstændigheder og i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten bør ekstraudgifterne til at huse flygtninge efter grundige undersøgelser ikke medregnes i medlemsstaternes offentlige underskud.

4.

EØSU er endvidere stærkt foruroliget over den igangværende undergravning af Schengenaftalen og af princippet om fri bevægelighed, da det er en af de grundlæggende landvindinger, som alle EU-borgere nyder godt af. Det er vigtigt, at Schengenlandenes ydre grænser sikres ordentligt. Men genetablering af interne barrierer og opførelse af mure vil ikke bringe EU's borgere tættere sammen eller fremme unionsborgerskabet.

5.

Det er tillige helt afgørende, at der etableres øjeblikkelige foranstaltninger for at håndtere de underliggende årsager til de aktuelle flygtningestrømme. EU er nødt til at samarbejde med oprindelses- og transitlandene om disse problemstillinger, og EØSU understreger, at Kommissionen bør anlægge en menneskerettighedsbaseret tilgang til dette samarbejde og ikke kun en sikkerhedsbaseret tilgang. Endelig fremhæver EØSU behovet for at inddrage civilsamfundet i dialogen med tredjelande.

6.

EØSU mener på baggrund af sine mangeårige erfaringer inden for migrationsspørgsmål, i de senere år især gennem det europæiske integrations- og migrationsforum, at integration og inkludering af flygtninge i vores samfund skal være en tovejsproces, hvor arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer i fællesskab med regeringerne og de lokale myndigheder spiller en vigtig rolle. Prioriteten bør være at sikre adgang til arbejdsmarkedet og mere specifikt anerkendelse af kvalifikationer og tilbud om faglig og sproglig uddannelse, hvor det er nødvendigt. Den Europæiske Union bør iværksætte en række foranstaltninger i modtagelseslandene og i EU for at centralisere ansøgningerne om beskæftigelse, uddannelse og anerkendelse af kvalifikationer.

7.

For at skabe den nødvendige sociale konsensus i hele Europa er det vigtigt fuldt ud at respektere ligebehandling og sociale rettigheder for såvel EU-borgere som flygtninge i Europa, med særlig opmærksomhed mod de mest sårbare blandt disse. Et tidligt engagement i at integrere flygtninge i samfundet og på arbejdsmarkedet spiller en vigtig rolle i at hjælpe flygtninge med at genopbygge deres liv og samtidig minimere potentielle konflikter med den lokale befolkning og undgå endnu større udgifter på et senere tidspunkt. Centralt for at opnå dette står afsættelse af passende midler til lokale offentlige tjenester og en civil dialog mellem flygtningene og den lokale befolkning.

Bruxelles, den 10. december 2015.

Georges DASSIS

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


Top