Udstationering af personale fra lande uden for EU

Multinationale selskaber har lejlighedsvist brug for at udstationere personale fra et land til et andet. Denne praksis udvider den enkeltes oplevelse og kan tilføre værtsselskabet værdifuld erfaring. Som en del af den fælles indvandringspolitik har Den Europæiske Union (EU) nogle ensartede regler til behandling af ansøgninger om udstationering og til at sikre, at de berørte mennesker behandles retfærdigt, når de ankommer til og arbejder i EU.

DOKUMENT

Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2014/66/EU af 15. maj 2014 om indrejse- og opholdsbetingelser for virksomhedsinternt udstationerede tredjelandsstatsborgere.

RESUMÉ

Multinationale selskaber har lejlighedsvist brug for at udstationere personale fra et land til et andet. Denne praksis udvider den enkeltes oplevelse og kan tilføre værtsselskabet værdifuld erfaring. Som en del af den fælles indvandringspolitik har Den Europæiske Union (EU) nogle ensartede regler til behandling af ansøgninger om udstationering og til at sikre, at de berørte mennesker behandles retfærdigt, når de ankommer til og arbejder i EU.

HVAD ER MÅLET MED DIREKTIVET?

Lovgivningen fastlægger de vilkår og betingelser, der gælder for ikke-EU-borgere (kendt som tredjelandsstatsborgere) og deres familier, når de bliver udstationeret af deres selskab til at arbejde i ét eller flere af selskabets centre inden for EU i mere end 90 dage. Det gælder ikke for selvstændige erhvervsdrivende, studerende eller personer, der ansættes af arbejdsformidlinger.

HOVEDPUNKTER

• Direktivet fremlægger en mekanisme, som giver den udstationerede mulighed for at gennemføre hans/hendes udstationering i flere EU-lande uden afbrydelse og uden behov for at ansøge om indrejsetilladelse igen, hver gang han/hun flytter til et andet land.
• Familiemedlemmer kan tilslutte sig den udstationerede og arbejde enten som selvstændigt erhvervsdrivende eller som arbejdstager.
• Udstationerede skal have arbejdet en vis tidsperiode for selskabet, før de kan udstationeres. De skal have en ansættelseskontrakt og fremlægge dokumentation for, at de vil kunne vende tilbage uden for EU, når deres EU-udstationering ophører. Ansatte trainees skal fremlægge dokumentation for en universitetsgrad, og de skal eventuelt fremlægge en uddannelsesaftale.
• Betaling til en person, der er udstationeret, bør ikke være lavere end, hvad der betales til en EU-statsborger, der udfører et lignende job.
• Varigheden af en udstationering bør ikke være mere end tre år for ledere og specialister og ét år for trainees.
• Nationale myndigheder kan insistere på, at den udstationerede har tilstrækkelige midler til, at de selv og familien ikke behøver benytte sig af den lokale sociale bistandsordning.
• Enhver, der anses for at være en trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, kan nægtes indrejse til EU.
• En ansøgning kan også afvises, hvis arbejdsgiveren eller værtsselskabet for eksempel ikke har overholdt de forskellige juridiske og økonomiske forpligtelser, der påhviler dem, eller hvis den/det er under afvikling.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Fra den 28. maj 2014.

seneste ajourføring 15.12.2014