Euroen - Europas fælles valuta

Retlig sikkerhed, navnlig for borgere og virksomheder, er absolut væsentlig, når et EU-land erstatter den nationale valuta med euroen. Disse to retsakter garanterer den sikkerhed, der sørger for en jævn overgang.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1103/97 af 17. juni 1997 om visse bestemmelser vedrørende indførelsen af euroen.

Rådets forordning (EF) nr. 974/98 3. maj 1998 om indførelse af euroen.

RESUMÉ

Retlig sikkerhed, navnlig for borgere og virksomheder, er absolut væsentlig, når et EU-land erstatter den nationale valuta med euroen. Disse to retsakter garanterer den sikkerhed, der sørger for en jævn overgang.

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGERNE?

De to forordninger - (EF) nr. 1103/97 og (EF) nr. 974/98 (ændret ved forordning (EF) nr. 2169/2005) - udgør retsgrundlaget for indførelsen af euroen (Den Økonomiske og Monetære Union - ØMU). Den første dækker spørgsmål som omregningskurser og procedurer, aftalers status og betalingsinstrukser. Den anden fastsætter en tidsplan for indførelsen af euroen. Forordningernes bestemmelser skal overholdes af alle EU-lande, der har vedtaget at indføre euroen.

HOVEDPUNKTER (FORORDNING (EF) NR. 1103/97)

• Euroen erstattede den 1. januar ecuen (europæisk valutaenhed), en valutakurv med nationale valutaer, der tidligere blev anvendt til regnskabsformål i EU. Omregningskursen mellem euroen og ECU var 1:1.
• Euroen er inddelt i 100 underenheder. Navnet på dem er cent eller enhver anden term, der er almindeligt brugt i det pågældende land.
• Kontinuiteten i aftaler og alle juridiske aftaler og forpligtelser, der indeholder henvisninger til en national valuta, påvirkes ikke af indførelsen af euroen.
• Omregningskurserne for nationale valutaer til euroen er på seks cifre. De må ikke rundes op eller ned.
• Enhver omregning fra en national valuta til en anden skal foregå via euroen.

HOVEDPUNKTER (FORORDNING (EF) NR. 974/98 OG (EF) NR. 2169/2005)

• Fra datoen for indførelsen af euroen vil valutaen for de deltagende EU-lande være euro.
• Der kan være en overgangsperiode mellem datoen, hvor euroen indføres, og den faktiske overgangsdato, hvor Den Europæiske Centralbank og nationalbanken/erne sætter eurosedler og -mønter i omløb for at erstatte landets valuta.
• Denne periode bør højst vare tre år, men kan være så kort som mulig eller ikkeeksisterende, hvis de to datoer falder på samme dag. Faktisk har de lande, der fornyligt har indført euroen, ikke anvendt en overgangsperiode.
• I udfasningsperioden kan nye juridiske dokumenter henvise til den nationale valuta i op til et år for at lette overgangen.
• Enhver henvisning til nationale valutaer i juridiske dokumenter opfattes efter datoen for valutaomvekslingen automatisk som værende i euro.
• Når både nationale pengesedler og mønter samt eurosedler og -mønter anvendes parallelt, kan offentligheden omkostningsfrit veksle førstnævnte til sidstnævnte op til visse grænser.
• Nationale pengesedler og mønter bevarer deres status som lovligt betalingsmiddel indtil højst seks måneder efter datoen for valutaomvekslingen. Regeringen dog kan afkorte denne periode.
• Herefter kan de veksles til euro i henhold til procedurerne i national ret og praksis.

Rådets forordning (EF) nr. 974/98 var grundlaget for den første indførelse af euroen og blev ændret ved forordning (EF) nr. 2169/2005 som forberedelse til udvidelsen af euroområdet. [Et tilhørende resumé beskriver, hvordan omstillingen til euroen fungerer i praksis].

EUROBRUGERE

Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal og Spanien (siden 1999), Grækenland (2001), Slovenien (2007), Cypern og Malta (2008), Slovakiet (2009), Estland (2011), Letland (2014) og Litauen (2015).

Der er yderligere oplysninger på Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Økonomiske og Finansielle Anliggenders websted og publikation.

seneste ajourføring 10.09.2015