1

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 288, stk. 4, TEUF og artikel 3-5 i Kommissionens afgørelse 2013/435/EU af 2. maj 2013 om statsstøtte SA.22843 (2012/C) (ex 2012/NN) iværksat af Frankrig til Société Nationale Corse Méditerranée og Compagnie Méridionale de Navigation (EUT L 220, s. 20, herefter »den omtvistede afgørelse«), idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet alle nødvendige foranstaltninger til hos støttemodtageren at tilbagesøge den støtte, der med afgørelsens artikel 2, stk. 1, er blevet erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked, idet den ikke inden for den fastsatte frist har annulleret alle udbetalinger af den i denne artikel 2, stk. 1, omhandlede støtte, og idet den ikke inden for den fastsatte frist har underrettet Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme denne afgørelse.

2

Artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF] (EFT L 83, s. 1), bestemmer:

»1.   I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren, i det følgende benævnt »beslutning om tilbagebetaling«. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i [EU]-lovgivningen.

2.   Den støtte, der skal tilbagebetales i medfør af en beslutning om tilbagebetaling, skal indeholde renter beregnet på grundlag af en passende sats, der fastsættes af Kommissionen. Renterne betales fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed, og indtil den tilbagebetales.

3.   Med forbehold af eventuel kendelse fra Domstolen efter [artikel 278 TEUF] skal tilbagebetalingen ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Til det formål og i tilfælde af søgsmål ved de nationale domstole træffer de pågældende medlemsstater alle nødvendige foranstaltninger, som er til rådighed i deres respektive retssystemer, herunder også foreløbige foranstaltninger, dog med forbehold af [EU-retten].«

3

Efter forhandlingerne den 7. juni 2007 uddelegerede Korsikas lokalparlament ansvaret for den offentlige tjeneste i forbindelse med besejlingen mellem havnen i Marseille og havnene på Korsika til konsortiet bestående af Société nationale maritime Corse-Méditerranée (herefter »SNCM«) og Compagnie méridionale de navigation SA (herefter »CMN«). Ved beslutning truffet samme dag fik formanden for Conseil exécutif (forretningsudvalget) for Korsikas regionale myndighed beføjelse til at underskrive aftalen om delegering af offentlig tjeneste.

4

Aftalen om delegering af offentlig tjeneste blev indgået for perioden mellem den 1. juli 2007 og den 31. december 2013.

5

I paragraf 1 defineres aftalens formål som værende levering af fast rutefart på samtlige ruter, der er genstand for delegeringen af offentlig tjeneste, mellem havnen i Marseille og følgende havne: Bastia, Ajaccio, Porto-Vecchio, Propriano og Balagne.

6

I udbudsbetingelserne i bilag 1 til aftalen om delegering af offentlig tjeneste defineres arten af disse tjenester. Heri er navnlig fastsat:

7

I henhold til aftalen om delegering af offentlig tjeneste modtager de to bemyndigede organer et årligt bidrag fra Office des transports de Corse som modydelse for basistjenesten og den supplerende tjeneste. Den endelige årlige økonomiske kompensation til hvert selskab er begrænset til det driftsunderskud, som forpligtelserne i henhold til udbudsmaterialet medfører, med tillæg af et rimeligt afkast af den investerede kapital, som beregnes i forhold til den faktiske udnyttelse af kapitalen for de overfarter, der svarer til disse forpligtelser. Såfremt indtægterne er lavere end de forventede indtægter fastsat af selskaberne i deres bud, tilpasses den offentlige kompensation ifølge aftalen.

8

Aftalen om delegering af offentlig tjeneste er efter undertegnelsen blevet ændret, således at over 100 overfarter om året mellem Korsika og Marseille er blevet indstillet, at den endelige årlige økonomiske referencekompensation til de to selskaber er blevet nedsat med 6,5 mio. EUR, og at der er blevet fastsat et loft over den årlige mekanisme til tilpasning af de enkelte selskabers indtægter.

9

Efter en klage fremsat af Corsica Ferries France SAS (herefter »Corsica Ferries«) vedrørende ulovlig støtte, der er uforenelig med det indre marked, som SNCM og CMN skulle have modtaget i henhold til aftalen om delegering af offentlig tjeneste om søtransportforbindelserne mellem Korsika og Marseille, informerede Kommissionen med skrivelse af 27. juni 2012 Den Franske Republik om dens beslutning om at indlede en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF om den potentielle støtte til SNCM og CMN, der er indeholdt i aftalen om delegering af offentlig tjeneste (EUT 2012 C 301, s. 1).

10

Kommissionen foretog i forbindelse med undersøgelsen en bedømmelse af de to omhandlede tjenester, dvs. basistjenesten og den supplerende tjeneste.

11

Kommissionen bemærkede, at den kompensation, som SNCM og CMN havde modtaget for basistjenesten, udgjorde ulovlig statsstøtte, da den nævnte kompensation var blevet tildelt, uden at den i artikel 108, stk. 3, TEUF fastsatte procedure var blevet overholdt. Den fastslog imidlertid, at denne kompensation var forenelig med det indre marked.

12

For at fastslå, at den kompensation, der var fastsat i aftalen om delegering af offentlig tjeneste, og som vedrørte den supplerende tjeneste, der alene blev varetaget af SNCM, udgjorde statsstøtte, der var ulovlig og uforenelig med det indre marked, lagde Kommissionen til grund, at to af de fire kriterier, der blev fastsat af Domstolen i dom Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), ikke var opfyldt.

13

Kommissionen konstaterede for det første, at den supplerende tjeneste hverken var nødvendig eller proportional med opfyldelsen af et reelt behov for offentlig tjeneste. Den fandt for det andet dels, at udbudsbetingelserne ikke havde gjort det muligt at sikre en effektiv konkurrence, dels, at den økonomiske kompensation ikke var blevet fastsat med henvisning til et omkostningsgrundlag, der var fastsat på forhånd eller på grundlag af en sammenligning med udgiftsstrukturen i andre sammenlignelige søfartsselskaber.

14

Henset til det ovenstående fastslog Kommissionen med den omtvistede afgørelse, der blev meddelt Den Franske Republik den 3. maj 2013, følgende:

»Artikel 1

Den kompensation, der er udbetalt til SNCM og CMN i forbindelse med aftalen om delegering af offentlig tjeneste af 7. juni 2007, udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, […] TEUF. Denne statsstøtte er tildelt i strid med forpligtelserne i artikel 108, stk. 3, […] TEUF.

Artikel 2

1.   Den kompensation, der er udbetalt til SNCM i henseende til indsættelsen af supplerende kapacitet som beskrevet i punkt I a) 2), I b) 2) og I d) 1.4) i udbudsbetingelserne til førnævnte aftale om delegering af offentlig tjeneste, er uforenelig med det indre marked.

2.   Den kompensation, der er udbetalt til SNCM og CMN for drift af de øvrige tjenester ifølge førnævnte aftale om delegering af offentlig tjeneste, er forenelig med det indre marked.

Artikel 3

1.   Frankrig tilbagesøger den i artikel 2, stk. 1, nævnte støtte fra støttemodtageren.

2.   Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev stillet til støttemodtagerens rådighed, og indtil den er blevet tilbagebetalt.

3.   Rentebeløbet beregnes med renters rente i overensstemmelse med kapitel V i [Kommissionens] forordning (EF) nr. 794/2004 [af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (EUT L 140, s. 1)] og [Kommissionens] forordning (EF) nr. 271/2008 [af 30. januar 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 794/2004 (EUT L 82, s. 1)].

4.   Frankrig annullerer alle udbetalinger af den i artikel 2, stk. 1, omhandlede støtte, som kunne finde sted efter datoen for meddelelse af nærværende afgørelse.

Artikel 4

1.   Tilbagesøgningen af den i artikel 2, stk. 1, omhandlede støtte iværksættes omgående og effektivt.

2.   Frankrig skal efterkomme denne afgørelse senest fire måneder efter meddelelsen deraf.

Artikel 5

1.   Frankrig underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse Kommissionen om følgende:

2.   Frankrig holder Kommissionen underrettet om fremskridtene med de nationale foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme denne afgørelse, indtil den i artikel 2, stk. 1, omhandlede støtte er fuldt tilbagebetalt. Frankrig fremsender endvidere detaljerede oplysninger om de støttebeløb og de renter, der allerede er tilbagebetalt af støttemodtageren.

Artikel 6

Denne afgørelse er rettet til Den Franske Republik.«

15

Ifølge Kommissionen blev det støttebeløb, der skulle tilbagebetales, på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse anslået til 220,224 mio. EUR.

16

Ved stævninger indgivet til Justitskontoret for Den Europæiske Unions Ret henholdsvis den 12. juli og den 26. august 2013 anlagde Den Franske Republik og SNCM begge sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse (sag Frankrig mod Kommissionen (T-366/13) og sag SNCM mod Kommissionen (T-454/13), der verserer for Retten).

17

Samme dag fremsatte Den Franske Republik ved processkrift indgivet til Rettens Justitskontor begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på at udsætte gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil Retten har truffet en realitetsafgørelse vedrørende nævnte annullationspåstand. Denne begæring blev forkastet ved kendelse afsagt af Rettens præsident Frankrig mod Kommissionen (T-366/13 R, EU:T:2013:396). Den af Den Franske Republik iværksatte appel til prøvelse af denne kendelse blev forkastet ved kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident Frankrig mod Kommissionen (C-574/13 P(R), EU:C:2014:36).

18

Ved skrivelse af 20. juni 2013 rettede formanden for Korsikas regionale myndighed henvendelse til Kommissionens næstformand for at få oplysninger om de nærmere detaljer for gennemførelse af den omtvistede afgørelse.

19

Den 10. juli 2013 sendte Korsikas præfekt formanden for Korsikas regionale myndighed en skrivelse vedhæftet den omtvistede afgørelse. Korsikas præfekt anmodede i denne skrivelse formanden for Korsikas regionale myndighed om at oplyse denne om, hvordan han agtede at følge op herpå. Korsikas præfekt redegjorde endvidere for den omstændighed, at Den Franske Republik forberedte sig på at bestride den omtvistede afgørelse via et annullationssøgsmål kombineret med en begæring om foreløbige forholdsregler.

20

Den samme dag sendte Korsikas præfekt formanden for SNCM en kopi af skrivelsen til formanden for Korsikas regionale myndighed samt en kopi af den omtvistede afgørelse.

21

Med skrivelse af 17. juli 2013 oplyste Kommissionens næstformand formanden for Korsikas regionale myndighed om, at udbetalingerne af kompensation til SNCM for den supplerende tjeneste i henhold til den omtvistede afgørelse skulle indstilles straks, at den i den omtvistede afgørelse fastsatte frist for fremsendelse af de i afgørelsens artikel 5, stk. 1, omhandlede oplysninger allerede var overskredet, og det desuden var vigtigt, at den i den pågældende afgørelses artikel 4, stk. 2, fastsatte gennemførelsesfrist blev overholdt. I denne skrivelse anførte Kommissionens næstformand, at støtten i princippet »skal tilbagesøges af den enhed, der har ydet den, på grundlag af et fuldbyrdelsesdokument udstedt af denne enhed (forudsat at denne rent juridisk har beføjelse til at udstede det) eller af en anden offentlig myndighed, der har en sådan beføjelse. I den foreliggende sag ser tilbagesøgningsforpligtelsen således ud til at påhvile forretningsudvalget [for Korsikas regionale myndighed], da det er denne, der har tildelt den uforenelige støtte, som det fremgår af punkt 28 i [den omtvistede] afgørelse«.

22

Med skrivelse af 29. juli 2013 informerede formanden for Korsikas regionale myndighed Kommissionens næstformand om, at han havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at annullere udbetalingen af kompensation for den supplerende tjeneste. Bestyrelsesformanden tilføjede, at han var stødt på problemer med de statslige franske myndigheder, særlig Korsikas præfekt og den regionale revisionsinstans, der bestred gyldigheden af den omtvistede afgørelse og afviste, at den skulle være eksigibel.

23

Med skrivelse af 2. september 2013 anmodede Kommissionen Den Franske Republik om inden for en frist på ti dage fra denne skrivelses dato at oplyse den om de foranstaltninger, den havde truffet til gennemførelse af den omtvistede afgørelse. Kommissionen henledte i denne skrivelse nævnte medlemsstats opmærksomhed på den omstændighed, at så længe en afgørelse om tilbagesøgning af støtte ikke er blevet gyldigt udsat, er den fuldt ud og direkte eksigibel. Kommissionen anmodede endvidere medlemsstaten om at præcisere konsekvenserne af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse for SNCM’s økonomiske situation, eftersom gennemførelsen ifølge nævnte stat uundgåeligt ville medføre selskabets insolvens og likvidation. Kommissionen redegjorde i denne forbindelse for dens spørgsmål til den omstændighed, at forretningsudvalget for Korsikas regionale myndighed ifølge de oplysninger, Kommissionen var i besiddelse af, overvejede på grundlag af en rapport fra office des transports de Corse at fremsætte forslag for Korsikas lokalparlament om indgåelse med konsortiet bestående af SNCM og CMN af en aftale om delegering af offentlig tjeneste vedrørende passager- og godstransport mellem Marseille og havnene på Korsika for perioden 2014-2023.

24

Kommissionen opfordrede med skrivelse af 20. september 2013»endnu en gang [Den Franske Republik] til straks at tilbagesøge støtten med renter, til at annullere (og i givet fald tilbagesøge) al støtte, der har skullet udbetales i forbindelse med den supplerende tjeneste, siden datoen for meddelelse af [den omtvistede afgørelse], og til at fremsende en rapport om tilbagesøgninger, herunder en redegørelse for den metode, der anvendes til beregning af renterne«. Kommissionen anførte over for denne medlemsstat, at den skulle fremsende disse oplysninger inden for en frist på 20 hverdage. Kommissionen fremhævede endelig, at denne supplerende frist ikke ændrede noget ved forpligtelsen til øjeblikkeligt at gennemføre afgørelsen, og at dens tjenestegrene, såfremt afgørelsen ikke blev gennemført, ville være forpligtede til at foreslå den at anlægge et søgsmål mod Den Franske Republik i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.

25

Den 29. november 2013 meddelte Den Franske Republik Kommissionen, at Korsikas regionale myndighed havde indstillet udbetalingerne af kompensation vedrørende den såkaldte »supplerende« tjeneste fra udgangen af juli 2013 efter et foreløbigt skøn beregnet på grundlag af de i den omtvistede afgørelse anførte beløb. Hvad angår den samlede kompensation, der skulle tilbagesøges hos støttemodtagerne (hovedbeløb og renter), oplyste denne medlemsstat, at den havde svært ved vurdere et sådant beløb, idet den fandt, at Kommissionens sondring mellem »basistjeneste« og »supplerende tjeneste« er kunstig. Disse to tjenester kunne således ifølge den Franske Republik ikke skilles ad og bidrog til realiseringen af målet om den territoriale kontinuitet.

26

Under disse omstændigheder er det Kommissionens opfattelse, at Den Franske Republik ikke havde truffet alle de nødvendige forholdsregler for at efterkomme den omtvistede afgørelse, og den har derfor besluttet at anlægge denne sag.

27

Flere begivenheder er indtrådt mellem anlæggelsen af søgsmålet og afholdelsen af retsmødet den 5. februar 2015, hvor Kommissionen og Den Franske Republik har fremsat deres bemærkninger.

28

Den Franske Republik har under nævnte retsmøde præciseret, at selskabet Veolia-Transdev, der havde ydet SNCM et lån, den 29. oktober 2014 havde fremsat begæring om en fremskyndet tilbagebetaling af dette lån, hvilket havde foranlediget præsidenten for tribunal de commerce de Marseille (handelsretten i Marseille) til den 28. november 2014 at fastslå SNCM’s betalingsstandsning og at indlede en insolvensbehandling af konsortiet i en periode på seks måneder.

29

Den Franske Republik har ligeledes tilføjet, at office des transports de Corse den 7. og den 19. november 2014 havde udstedt to tilbagebetalingsopkrævninger med henblik på tilbagesøgning af den støtte, der var erklæret uforenelig, men til et beløb på omkring 198 mio. EUR, som ifølge Kommissionen var lavere end det beløb, der var anført i den omtvistede afgørelse, nemlig 220,224 mio. EUR.

30

Afgørelsen om indledning af insolvensbehandling blev offentliggjort den 14. december 2014, hvormed kreditorernes frist på to måneder til at gøre deres fordringer gældende begyndte at løbe.

31

Den 9. januar 2015 bogførte de franske myndigheder den støtte, der var erklæret uforenelig, på passivsiden i SNCM med et beløb på 198 mio. EUR.

32

Den Franske Republik har i retsmødet informeret Domstolen om, at der den 2. februar 2015 blev fremsat flere tilbud om overtagelse af SNCM ved tribunal de commerce de Marseille i forbindelse med insolvensbehandlingen.

33

Kommissionen har til støtte for søgsmålet påberåbt sig tre klagepunkter vedrørende en tilsidesættelse af den omtvistede afgørelses artikel 3-5.

34

Kommissionen har for det første gjort gældende, at Den Franske Republik ikke har iværksat de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den ulovlige støtte inden for den fastsatte frist, for det andet, at selv om udbetalingen af støtten faktisk ophørte fra juli 2013, indtrådte dette ophør imidlertid efter den dato, der var fastsat i den omtvistede afgørelse, dvs. den 3. maj 2013, og endelig for det tredje, at de oplysninger, der blev fremsat begæring om i den omtvistede afgørelse, først blev meddelt fra den 29. november 2013, mens de burde være meddelt to måneder efter meddelelsen af denne afgørelse, hvilket skete den 3. maj 2013.

35

Kommissionen har gjort gældende, at Den Franske Republik ikke har iværksat de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den ulovlige støtte inden for den fastsatte frist.

36

Kommissionen har afvist sagsøgtes argument om, at det er absolut umuligt for denne at gennemføre den omtvistede afgørelse.

37

Kommissionen har bl.a. gjort gældende, at en sådan umulighed ikke foreligger, når modtageren af denne afgørelse som i det foreliggende tilfælde i realiteten ikke har gjort noget som helst forsøg på at gennemføre den omtvistede afgørelse.

38

Kommissionen har tilføjet, at den sociale uro, som sagsøgeren har påberåbt sig for at begrunde en sådan umulighed, skal relativeres.

39

Kommissionen har i denne henseende anført for det første, at når der opstår en virkelig krisesituation i forbindelse med en foranstaltning, hvis lovlighed der rejses alvorlig tvivl om, findes der altid et retligt middel, der sætter medlemsstaterne eller de erhvervsdrivende, der er berørte af denne foranstaltning, i stand til at søge om udsættelse af gennemførelsen af nævnte foranstaltning. For det andet tilkommer det Den Franske Republik at sikre, at lovgivningen overholdes, og at den offentlige orden opretholdes på dens område, uden at give efter for den blotte risiko for forstyrrelse af den offentlige orden. Endelig skal for det tredje argumentet om en afbrydelse af den territoriale kontinuitet mellem fastlandet og Korsika som følge af indstillingen af SNCM's søtransportforbindelser til Korsika relativeres, eftersom denne tjeneste kan sikres af andre, konkurrerende virksomheder og under alle omstændigheder ved flytrafik.

40

Republikken Frankrig har i svarskriftet gjort gældende, at det er absolut umuligt for den at tilbagesøge det beløb på 220,224 mio. EUR, som er genstand for den omtvistede afgørelse.

41

Republikken Frankrig har i denne henseende anført, at tilbagesøgningen af en sådan sum uundgåeligt vil medføre SNCM’s likvidation, hvilket er en proces, der i sig selv vil føre til meget alvorlige problemer for den offentlige orden som dem, der opstod under strejken i 2005 og i mindre omfang i 2014. Sådanne strejker kan, som det tidligere er sket, igen blokere havnen i Marseille i en længere periode, rejse tvivl om den territoriale kontinuitet mellem fastlandet og Korsika og endelig i alvorlig grad forstyrre den økonomiske ligevægt i en hel region.

42

Den Franske Republik har fremhævet, at afbrydelsen, midlertidigt eller permanent, af SNCM's virksomhed, i hvert fald på kort sigt, i væsentlig grad vil påvirke søtransportforbindelserne mellem fastlandet og Korsika og dermed den territoriale kontinuitet mellem Korsika og fastlandet, bl.a. med hensyn til søtransportforbindelserne mellem Marseille og forskellige havne på Korsika, eftersom det private initiativ ikke kan kompensere for SNCM's fravær.

43

Den Franske Republik har præciseret, at SNCM står for en væsentlig del af søtransportforbindelserne mellem Korsika og fastlandet, eftersom dette selskab repræsenterer 34,2% af passagerne og 39% af fragten på de nævnte forbindelser. Medlemsstaten har tilføjet, at CMN alene varetager 40% af de nævnte forbindelser vedrørende basistjenesten. Den Franske Republik har anført, at Corsica Ferries var den eneste konkurrent til SNCM og CMN under udbudsproceduren om delegering af offentlig tjeneste 2007-2013, hvilket udelukker, at et andet privat selskab kan varetage den tjeneste, der udføres af SNCM, og at Corsica Ferries’ intervention ud fra Marseille havn under alle omstændigheder forudsætter, at dette selskab overfører en del af sine aktiviteter fra de havne, hvorfra det opererer, dvs. Nice og Toulon, hvilket vil påvirke den territoriale kontinuitet mellem Korsika og disse to havne.

44

Der skal henvises til fast retspraksis, hvorefter ophævelse af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Der er en formodning for, at en afgørelse, der pålægger en medlemsstat at tilbagesøge ulovlig støtte, og som er vedtaget i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, er lovlig og – til trods for, at der er anlagt et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF – fortsat er bindende i alle enkeltheder for modtageren (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Frankrig, C-261/99, EU:C:2001:179, præmis 22 og 26 og den deri nævnte retspraksis). Den medlemsstat, som en sådan afgørelse er rettet til, er således i henhold til artikel 288, stk. 4, TEUF forpligtet til at træffe alle passende foranstaltninger til at sikre afgørelsens gennemførelse.

45

I overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 skal tilbagebetalingen af støtten ske omgående eller i givet fald i overensstemmelse med den frist, der er fastsat i den afgørelse, som anordner denne tilbagesøgning. En forsinket tilbagebetaling efter de fastsatte frister vil ikke kunne opfylde kravene i EU-traktaten (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Italien, C-353/12, EU:C:2013:651, præmis 31 og 32 og den deri nævnte retspraksis).

46

Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at Den Franske Republik ved udløbet af den frist, der er fastsat i den omtvistede afgørelse, dvs. den 3. september 2013, ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den ulovlige støtte. Det var først den 7. og den 19. november 2014, at denne medlemsstat udstedte to tilbagebetalingsopkrævninger til SNCM for et beløb på ca. 198 mio. EUR, der er lavere end det beløb, som Kommissionen har anført, dvs. 220,224 mio. EUR, uden at der faktisk fandt en tilbagebetaling af den ulovlige støtte sted. Den omstændighed, at der blev udstedt disse tilbagebetalingsopkrævninger, kan ikke anses for en tilbagebetaling af den ulovlige støtte (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Slovakiet, C-507/08, EU:C:2010:802, præmis 48).

47

De af Den Franske Republik og SNCM anlagte annullationssøgsmål til prøvelse af den omtvistede afgørelse er uden betydning for den foreliggende tvist. Det fremgår således af artikel 278 TEUF, at et annullationssøgsmål ikke har opsættende virkning, medmindre Retten træffer afgørelse herom (jf. dom Kommissionen mod Frankrig, C-232/05, EU:C:2006:651, præmis 60). Eftersom det søgsmål med påstand om udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, som Den Franske Republik anlagde, blev forkastet af Domstolen efter appel, kan den omstændighed, at denne medlemsstat anlægger et annullationssøgsmål, ikke ændre på den omtvistede afgørelses eksigible karakter.

48

Det følger af fast retspraksis, at med undtagelse af de tilfælde, hvor en afgørelse om tilbagesøgning er blevet annulleret i medfør af artikel 263 TEUF, er den eneste indsigelse, som kan gøres gældende af en medlemsstat over for et af Kommissionen anlagt traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, indsigelsen om, at det er absolut umuligt at gennemføre den afgørelse, der er rettet til den (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, EU:C:2014:2193, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

49

Betingelsen om, at det skal være absolut umuligt at gennemføre afgørelsen, er imidlertid ikke er opfyldt, når den sagsøgte medlemsstat udelukkende har underrettet Kommissionen om de juridiske, politiske og praktiske vanskeligheder, som gennemførelsen af afgørelsen indebar, uden at have gjort noget reelt forsøg på at tilbagesøge støtten hos de pågældende virksomheder eller foreslå Kommissionen sådanne alternative metoder til gennemførelse af afgørelsen, som ville have gjort det muligt at overvinde vanskelighederne (jf. domme Kommissionen mod Grækenland, C-415/03, EU:C:2005:287, præmis 43, Kommissionen mod Polen, C-331/09, EU:C:2011:250, præmis 70, Kommissionen mod Italien, C-305/09, EU:C:2011:274, præmis 33, og Kommissionen mod Italien, C-243/10, EU:C:2012:182, præmis 41).

50

Den Franske Republik har i det foreliggende tilfælde fremført to typer af argumenter for at formå Domstolen til at fastslå, at det er absolut umuligt at gennemføre den omtvistede afgørelse.

51

Det første anbringende vedrører den sociale uro, der kan opstå efter en meddelelse om SNCM's likvidation, hvorved det drejer sig om uro, der kan føre til forstyrrelse af den offentlige orden og derved til en afbrydelse af den territoriale kontinuitet mellem fastlandet og Korsika. Det andet argument omhandler de materielle problemer, der i tilfælde af, at SNCM forsvinder, vil medføre, at det bliver nødvendigt at gennemføre en procedure, som skal føre til indgåelsen af en ny aftale om delegering af offentlig tjeneste med en anden erhvervsdrivende end SNCM, hvilken erhvervsdrivende ikke nødvendigvis og umiddelbart vil have de materielle og personalemæssige ressourcer til rådighed til at opfylde behovene ved delegeringen af den offentlige tjeneste. Nødvendigheden af at anvende en sådan procedure vil således, i det mindste i en vis periode, ligeledes kunne rejse tvivl om den ovennævnte territoriale kontinuitet.

52

Hvad angår spørgsmålet, om der eventuelt vil opstå social uro, der vil kunne være til skade for den offentlige orden, følger det, således som generaladvokaten har bemærket i punkt 86 i forslaget til afgørelse, af fast retspraksis, at når der foreligger en risiko for en sådan uro, er medlemsstaten forpligtet til at træffe alle egnede foranstaltninger til at sikre EU-rettens retsvirkninger og gennemslagskraft, således at EU-retten i alle erhvervsdrivendes interesse gennemføres korrekt, medmindre den pågældende medlemsstat godtgør, at en indgriben fra dens side vil få følger for den offentlige orden, som den ikke vil kunne afbøde ved hjælp af de midler, der står til dens rådighed (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Frankrig, C-265/95, EU:C:1997:595, præmis 56 og 57).

53

Den Franske Republik har i det foreliggende tilfælde ikke godtgjort, at en indgriben fra dens side for at standse eventuel påstået offentlig uro, vil få følger, som den ikke vil kunne afbøde ved hjælp af de midler, der står til dens rådighed. Selv hvis det lægges til grund, at søtransportforbindelserne med Korsika vil blive blokeret i længere tid som følge af ulovlige handlinger, har Den Franske Republik ikke fremført noget element, der giver anledning til at konkludere, at Korsikas forbindelse med fastlandet via andre sejlruter eller via luftvejen vil være umulig, hvilket vil gøre det muligt at forsyne denne ø med basale varer.

54

Det bemærkes desuden, at den franske regerings udstedelse af et eksigibelt dokument for et beløb på ca. 198 mio. EUR og efterfølgende anmeldelse af fordringer under den insolvensbehandling, som SNCM var genstand for, ikke gav anledning til nogen særlig uro.

55

Henset til det ovenstående skal den eventuelle sociale uro eller forstyrrelse af den offentlige orden, som Den Franske Republik har påberåbt sig i det foreliggende tilfælde, ikke anses for at medføre, at det er absolut umuligt at gennemføre den omtvistede afgørelse.

56

Hvad angår den angivelige risiko for afbrydelse af den territoriale kontinuitet, der kan opstå i perioden mellem, at SNCM forsvinder, og indgåelsen af en ny aftale om delegering af offentlig tjeneste, følger det af de oplysninger, som Den Franske Republik har fremlagt, at såfremt SNCM måtte indstille sin virksomhed, vil dette ganske vist på kort sigt kunne give anledning til et vist fald i trafikken på forbindelserne mellem Marseille og havnene på Korsika. Denne medlemsstat har imidlertid ikke godtgjort omstændigheder, der gør det muligt at konkludere, at et sådant fald ville få følger af et omfang, der gør, at det kan antages, at det er absolut umuligt at gennemføre den omtvistede afgørelse.

57

Det må følgelig fastslås, at Den Franske Republik ikke har ført bevis for, at det var absolut umuligt for den at tilbagesøge den ulovlige støtte, og heraf må konkluderes, at denne medlemsstat har tilsidesat sin forpligtelse til at tilbagesøge den ulovligt udbetalte støtte som fastsat i den omtvistede afgørelses artikel 3, stk. 1-3, og artikel 4.

58

Den omtvistede afgørelses artikel 3, stk. 4, fastsætter en forpligtelse for Den Franske Republik til at annullere alle udbetalinger af den ulovlige støtte, som kunne finde sted efter datoen for meddelelse af nærværende afgørelse, hvilket skete den 3. maj 2013.

59

Det fremgår imidlertid af de oplysninger, der er indeholdt i Kommissionens replik, og som ikke er blevet bestridt af Den Franske Republik, at denne medlemsstat først efterkom denne forpligtelse fra den 23. juli 2013, og at den således ikke har overholdt sine forpligtelser mellem den 3. maj og den 23. juli 2013.

60

Det må følgelig fastslås, at denne forpligtelse er tilsidesat.

61

Den omtvistede afgørelses artikel 5 fastsætter en forpligtelse for Den Franske Republik til senest to måneder efter meddelelsen af afgørelsen at meddele Kommissionen en række oplysninger.

62

Da Den Franske Republik ikke inden for den fastsatte frist traf de nødvendige foranstaltninger til at annullere den fremtidige udbetaling af støtten og tilbagesøge de allerede udbetalte støttebeløb, har den ligeledes tilsidesat sin forpligtelse, der er fastsat i den omtvistede afgørelses artikel 5, til at underrette Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet, senest to måneder efter meddelelsen af den omtvistede afgørelse.

63

Det må følgelig fastslås, at denne forpligtelse er tilsidesat.

64

Under hensyn til samtlige ovenstående betragtninger må det konstateres, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 288, stk. 4, TEUF og den omtvistede afgørelses artikel 3-5, idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den statsstøtte, der med afgørelsens artikel 2, stk. 1, er blevet erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked, fra SNCM, idet den ikke inden for den fastsatte frist har annulleret alle udbetalinger af den i denne artikel 2, stk. 1, omhandlede støtte, og idet den ikke inden for den fastsatte frist har underrettet Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme afgørelsen.

65

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Franske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):