EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52014DC0177
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION on the European Citizens' Initiative "Water and sanitation are a human right! Water is a public good, not a commodity!"
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN om det europæiske borgerinitiativ "Rent vand og sanitet er en menneskeret! Vand er et offentligt gode, ikke en råvare!"
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN om det europæiske borgerinitiativ "Rent vand og sanitet er en menneskeret! Vand er et offentligt gode, ikke en råvare!"
/* COM/2014/0177 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN om det europæiske borgerinitiativ "Rent vand og sanitet er en menneskeret! Vand er et offentligt gode, ikke en råvare!" /* COM/2014/0177 final */
1. INDLEDNING Det europæiske borgerinitiativ, der blev
indført med Lissabontraktaten for at fremme borgernes større demokratiske
deltagelse i europæiske anliggender[1],
giver en million borgere i Den Europæiske Union (EU) fra mindst syv
medlemsstater mulighed for at opfordre Europa-Kommissionen til at foreslå
lovgivning på områder, hvor EU har beføjelser. Det er det første instrument
vedrørende deltagelsesdemokrati på EU-plan. Siden dets lancering i april 2012
har mere end 5 mio. borgere underskrevet over 20 forskellige initiativer. "Ret til vand" er det første
europæiske borgerinitiativ, der har opfyldt de krav, der er opstillet i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om borgerinitiativet. Det
blev officielt indgivet til Kommissionen af initiativtagerne den 20. december
2013, efter at over 1,6 mio. borgere havde skrevet under. I henhold til bestemmelserne i forordningen om
borgerinitiativet har Kommissionen tre måneder til at fremlægge sit svar på
dette initiativ i en meddelelse, hvori den fastsætter "sine juridiske
og politiske konklusioner om initiativet samt eventuelle foranstaltninger, den
agter at træffe, og grundene til, at den har valgt at træffe eller eventuelt
ikke at træffe foranstaltninger"[2].
Kommissionen modtog initiativtagerne den 17.
februar 2014, og samme dag fik de mulighed for at fremlægge deres initiativ ved
en offentlig høring tilrettelagt i Europa-Parlamentet. I bilag I findes
yderligere information om de proceduremæssige aspekter af dette første
borgerinitiativ. "Ret til vand"-initiativet opfordrer
Kommissionen "til at foreslå en lovgivning, der implementerer den
menneskelige ret til vand og sanitet, som anerkendt af FN, og fremmer adgang
til rent vand og sanitet, som væsentlige offentlige tjenester for alle"[3]. Initiativet "opfordrer til at: –
EU-institutionerne og medlemsstaterne er
forpligtet til at sikre, at alle indbyggere har adgang til rent vand og
sanitet. –
Vandforsyning og forvaltning af ressourcer ikke
underlægges det indre markeds regler samt at vandforsyning ikke liberaliseres. –
EU øger sine bestræbelser på at opnå almen
adgang til rent vand og sanitet". Initiativet rejser tværgående spørgsmål, der
omfatter en lang række politikker på EU-plan og medlemsstatsplan. Det skal
behandles i henhold til bestemmelserne i EU-traktaten, herunder navnlig
kompetencetildelings-, proportionalitets- og nærhedsprincipperne. 2. STATUS Adgang til sikkert drikkevand og sanitet
hænger uløseligt sammen med retten til liv og menneskelig værdighed og med
behovet for en passende levestandard. I det seneste tiår har folkeretten anerkendt
retten til sikkert drikkevand og sanitet hovedsageligt på FN-plan[4]. FN's
generalforsamlings resolution 64/292 anerkender "retten til sikkert og
rent drikkevand og sanitet som en menneskerettighed, der er afgørende for, at
mennesker kan drage fuld fordel af alle aspekter af livet og af alle
menneskerettighederne". Desuden bekræftede stats- og regeringscheferne
endnu en gang i slutdokumentet fra FN's konference om bæredygtig udvikling
(Rio+20) i 2012 deres "engagement i en gradvis realisering af
menneskeretten til sikkert drikkevand og sanitet for [deres] befolkninger med
fuld respekt for national suverænitet"[5]. På europæisk plan erklærede Europarådets
parlamentariske forsamling, "at adgang til vand skal anerkendes som en
grundlæggende menneskeret, fordi det er vigtigt for livet på jorden og en
ressource, som menneskeheden skal dele"[6].
EU har også fastslået, at "alle lande har
menneskerettighedsforpligtelser vedrørende adgang til sikkert drikkevand, som
skal være til stede, fysisk tilgængeligt, prisoverkommeligt og af acceptabel
kvalitet"[7]. Disse principper har også ligget til grund for
EU's indsats. EU's vandrammedirektiv anerkender, at "vand er ikke en
almindelig handelsvare, men en værdi, som skal beskyttes, forsvares og
behandles som sådan"[8].
Visse rettigheder og principper fastsat i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder kan fortolkes således, at de har direkte relevans for
adgangen til sikkert drikkevand og forbedret sanitet. Effektiv beskyttelse af
grundlæggende rettigheder som retten til værdighed (artikel 1) eller retten til
liv (artikel 2) berøres direkte af manglende adgang til sikkert drikkevand og
sanitet. Desuden bør EU's forpligtelse til et højt miljøbeskyttelsesniveau[9] (artikel 37) også tages
i betragtning i denne sammenhæng. Selv om charteret kun finder anvendelse på
medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten i deres interne retsorden, skal
alle bestemmelser i EU-retten i sig selv være forenelige med charteret. Derfor
skal alle EU-institutioner og organer respektere de rettigheder, der er knæsat
i charteret, og sikre, at alle foranstaltninger, der træffes på grundlag af
traktaten, er forenelige med disse rettigheder. Det er på denne baggrund, at Kommissionen har
analyseret borgerinitiativet med henblik på udarbejdelse af sine konklusioner i
henhold til artikel 10 i forordningen om borgerinitiativet. EU's bidrag til bedre adgang til vand af
bedre kvalitet Tre elementer er afgørende for at sikre og
forbedre adgangen til vand og sanitet: kvalitet, fysisk tilgængelighed og
prisoverkommelighed. EU har bidraget til at sikre adgangen til sikkert
drikkevand og sanitet for befolkningen i medlemsstaterne via to hovedtyper af
foranstaltninger. For det første har EU fastsat ambitiøse standarder for
vandkvalitet, der garanterer et højt beskyttelsesniveau for både folkesundhed
og miljøet. For det andet har EU ydet økonomisk støtte til udbygning og
forbedring af vandinfrastrukturer i medlemsstaterne, hvorved EU har bidraget
til at øge både kvaliteten og den fysiske adgang til forsyningspligtydelser i
tilknytning til vand. EU indførte minimumskrav til vandkvaliteten
i 1970'erne og har gradvist udbygget sin vandlovgivning i de seneste fyrre år.
Vandrammedirektivet[10],
drikkevandsdirektivet[11]
og byspildevandsdirektivet[12]
er hovedelementer i EU's lovgivning på dette område. Denne lovgivning har en holistisk tilgang til
vandforvaltning og sikrer, at vandet lever op til strenge krav og dermed er
sikkert, sundt og rent. Gennemførelsen af disse EU-miljøregler har i væsentlig
grad forbedret kvaliteten af drikkevandet i EU, navnlig i Øst- og
Centraleuropa. EU's samhørighedspolitik har i mange år
intensivt støttet medlemsstaternes bestræbelser på at udbygge og opgradere
infrastrukturer, der giver adgang til drikkevand og spildevandstjenester.
Siden 2007 har over 2,6 mio. mennesker i ni forskellige medlemsstater
f.eks. fået en bedre vandforsyning takket være EU's økonomiske støtte.
Yderligere 5,7 mio. mennesker i 14 forskellige medlemsstater er blevet
tilsluttet bedre spildevandsbehandling. I de seneste syv år (2007-2013) har EU
ydet næsten 22 mia. EUR i økonomisk støtte til investeringer i
drikkevandsforsyning og spildevandsrelaterede arbejder og infrastrukturer. Prisoverkommelighed er også et nøgleelement, fordi det hænger sammen med en effektiv
adgang til forsyningspligtydelser for alle. EU griber ikke ind i fastsættelsen
af priserne på vand, som sker på nationalt plan. I EU's vandrelaterede
miljølovgivning fastsættes der imidlertid nogle grundlæggende principper for
vandprispolitikker i medlemsstaterne. I vandrammedirektivet kræves det, at
medlemsstaterne sikrer, at den pris, der opkræves af vandforbrugerne, afspejler
de reelle omkostninger i tilknytning til vandforbrug. Dette fremmer en
bæredygtig anvendelse af begrænsede vandressourcer. EU's vandpolitik er baseret
på princippet om, at forsyningspligtydelsernes prisoverkommelighed er
afgørende. De nationale myndigheder har bemyndigelse til at træffe konkrete
støtteforanstaltninger til beskyttelse af ugunstigt stillede mennesker og til
at håndtere spørgsmål i tilknytning til vandfattigdom (f.eks. via støtte til
lavindkomsthusholdninger eller via indførelse af forpligtelser til offentlig
tjeneste). Levering af forsyningspligtydelser i
det indre marked I EU er det de offentlige myndigheder i
medlemsstaterne, der træffer afgørelse om, hvordan man bedst håndterer
forsyningspligtydelser. Leveringen af forsyningspligtydelser i tilknytning til
vand er generelt de lokale myndigheders ansvar, da de er tættest på borgerne og
deres bekymringer. De offentlige myndigheder kan helt frit udføre
de relevante opgaver direkte med deres egne midler eller overdrage dem til
juridisk særskilte, helt offentlige, interne enheder. De kan også beslutte at
outsource forsyningspligtydelserne helt eller delvist til private virksomheder
eller offentlig-private virksomheder. Når de gør det, har de offentlige
myndigheder fuld ret til at fastsætte klare forpligtelser for de private
operatører for at sikre, at ydelser, der leveres inden for deres geografiske
kompetenceområde, lever op til de fastsatte standarder. EU sikrer, at centrale principper i traktaten
– som f.eks. gennemsigtighed og ligebehandling – overholdes. Samtidig kræver
traktatens bestemmelser, at det skal forblive neutralt i forhold til nationale
beslutninger om ejerskabsordningen for vandselskaber[13]. EU's regler for det indre marked respekterer fuldt ud de offentlige myndigheders kompetence til at
sikre, at ydelserne lever op til de krævede kvalitetsstandarder, til at træffe
beslutning om de gældende takster og til at pålægge eventuelle relevante
forpligtelser til offentlig tjeneste (f.eks. for at beskytte ugunstigt stillede
brugere). Disse regler sigter mod at øge gennemsigtigheden, sikre ikke
forskelsbehandling og give borgerne mulighed for at få den bedste værdi for de
penge, de betaler via gebyrer eller skatter og afgifter. F.eks. sikrer EU's
regler for offentlige indkøb, at udvælgelsesprocessen, såfremt de offentlige
myndigheder beslutter at benytte en ekstern virksomhed til at levere forsyningspligtydelser,
er gennemsigtig og sikrer brugerne det bedste bud. Hvis de offentlige
myndigheder derimod vælger at levere disse tjenester via offentligt-offentligt
samarbejde, fastsætter EU-lovgivningen inden for offentlige indkøb også en
sikker og fleksibel lovramme for samarbejde. Med henvisning til den problemstilling, der
blev rejst i borgerinitiativet, om, at vandforsyning og forvaltning af
vandressourcerne ikke bør underlægges "det indre markeds regler", og
at "forsyningspligt bør udelukkes fra liberalisering", bekræfter
Kommissionen, at lovgivningen om offentlige indkøb ikke finder anvendelse, når
lokale myndigheder beslutter at levere tjenesterne selv via et joint venture
eller via et tilknyttet selskab[14]. De særlige kendetegn ved forsyningspligtydelser
inden for vand og sanitet og deres betydning i
forbindelse med opfyldelse af befolkningens grundlæggende behov er konsekvent
blevet anerkendt i EU-lovgivningen. Koncessioner inden for vandsektoren er ofte
omfattet af specifikke og komplekse ordninger, der kræver særlig opmærksomhed i
kraft af "den betydning, som vand har som et offentligt gode af basal
værdi for alle EU-borgere"[15].
Drikkevandskoncessioner og visse koncessioner på spildevandsbehandling og
-bortskaffelse er derfor udelukket fra anvendelsesområdet for de nye EU-regler
om tildeling af koncessionskontrakter. Tjenesteydelser i forbindelse med
vanddistribution og vandforsyning samt tjenesteydelser i forbindelse med
spildevand er desuden udtrykkeligt udelukket fra anvendelsesområdet for den
grænseoverskridende frie udveksling af tjenesteydelser, som er fastsat i
direktivet om tjenesteydelser[16].
EU's
langvarige forpligtelse på globalt plan Nedbringelse af fattigdom, inklusiv vækst og
bæredygtig udvikling er meget afhængig af tilgængeligheden og kvaliteten af
vandforsyningen. Over 2,6 mia. mennesker på verdensplan har ikke adgang
til forbedret sanitet, og næsten en mia. drikker stadig ubehandlet drikkevand.
Fremskridtene i retning af årtusindudviklingsmålet for sikkert drikkevand er på
rette vej, men verden halter langt bagefter med hensyn til realisering af
sanitetsmålet, idet over en mia. mennesker i henhold til de aktuelle tendenser
ikke vil være omfattet. EU har for længe siden forpligtet sig til at
sikre adgang til sikkert drikkevand og sanitet og til at fremme en integreret
forvaltning af vandressourcerne i partnerlande. Der har eksisteret en specifik
politisk ramme siden 2002 med "Meddelelse om Vandforvaltning i
Udviklingslandene"[17].
Dette førte til EU's vandinitiativ[18],
et politisk instrument til forbedring af samarbejdet og levering af en mere
effektiv udviklingsbistand via partnerskaber og en multiinteressentstrategi. EU's politiske mål er blevet omsat til mange
konkrete foranstaltninger, der har modtaget betydelig økonomisk støtte, i det
seneste tiår, herunder via etableringen af AVS-EU vandfaciliteten[19]
i 2004. Som et direkte resultat af støtten fra EU har over 70 mio.
mennesker mellem 2004 og 2013 fået adgang til en forbedret vandforsyning og
24 mio. til sanitetsfaciliteter. EU og dets medlemsstater yder i øjeblikket tæt
på 1,5 mia. EUR årligt til programmer inden for vandforsyning, sanitet og
hygiejne (WASH) i udviklingslandene. Det gør Unionen til den største
enkeltdonor inden for vandsektoren. EU har siden 2007 afsat omkring 2,5 mia.
EUR til foranstaltninger i tilknytning til vand og sanitet i mere end 60
partnerlande[20].
En stor del af EU's indsats inden for vand og sanitet består i udvikling af
infrastrukturer som f.eks. vand- og kloaknet, drikkevand og rensningsanlæg,
vandforsyning i landdistrikter i spredte områder og sanitet i landdistrikter. EU er ligeledes den største donor af humanitær
bistand inden for WASH-sektoren, og afsætter nu omkring 200 mio. EUR
årligt til sikring af rettidig og anstændig adgang til en tilstrækkelig og
sikker vandforsyning for befolkninger, der er truet af aktuelle, nært
forestående eller fremtidige humanitære kriser. EU støtter partnerskabsprojekter (nord-syd og syd-syd) med henblik på udvikling af kapaciteten inden
for vand- og sanitetssektoren ved at overføre ekspertise og viden fra vand- og
sanitetsværker, lokale myndigheder og andre aktører inden for vandsektoren.
Mange af de ressourcer, der er forpligtet indtil videre, har hjulpet
vandselskaber, der mangler kapital, til at udbygge vandforsyningen til de
fattigste dele af befolkningen. Desuden har EU's regionale
kombinationsfaciliteter siden 2007 finansieret omkring 30 vandforsynings- og
sanitetsprojekter, og der er udbetalt over 2 mia. EUR i lån og
investeringer. 3. INDSATS
I RELATION TIL DET EUROPÆISKE BORGERINITIATIV EU's tidligere og
nuværende indsats som beskrevet ovenfor afspejler en klar anerkendelse af
betydningen af vand som et offentligt gode, der er vigtigt for, at borgerne kan
drage fuld fordel af alle aspekter af livet og af alle menneskerettighederne.
EU har inden for rammerne af sine beføjelser og med fuld respekt for nærhedsprincippet
konsekvent spillet en positiv rolle for at sikre, at adgangen til sikkert drikkevand
og forbedret sanitet bliver en realitet for alle både i og uden for Europa. Kommissionen har i lyset af det europæiske
borgerinitiativ forsøgt at finde frem til eventuelle resterende huller og
områder, hvor der er behov for en yderligere indsats – på EU-plan eller
nationalt plan – for at tackle de bekymringer, der har foranlediget borgerne
til at kræve en indsats. Kommissionen vil sikre, at
menneskerettighedsdimensionen af adgangen til sikkert drikkevand og sanitet,
der skal være af høj kvalitet, til stede, fysisk tilgængeligt og
prisoverkommeligt, fortsat danner grundlag for dens fremtidige indsats. Bedre adgang til vand af bedre kvalitet En fuldstændig gennemførelse af EU's
vandlovgivning i medlemsstaterne er afgørende for at sikre adgang til sikkert
drikkevand for alle EU-borgere. Til trods for de betydelige fremskridt, der er
gjort i årenes løb, kan adgangen til vand af høj kvalitet og sanitet fortsat
forbedres for borgere, som bor i områder, der betjenes af små
vandforsyningssystemer. I det nye syvende miljøhandlingsprogram[21], som danner grundlag
for EU's indsats på miljøområdet, understreges det, at det er nødvendigt at
gennemføre EU-reglerne bedre, så alle EU-borgere kan nyde godt af høje
standarder for sikkert drikkevand og badevand i 2020. Der er behov for en
særlig indsats for at: ·
sikre en højere drikkevandskvalitet ved små
leverancer (dvs. betjening af under 5 000 mennesker), som leverer vand til
omkring 65 mio. mennesker i EU ·
vedligeholde og forny eksisterende infrastruktur,
idet der navnlig lægges vægt på innovation for at øge effektiviteten ·
etablere manglende spildevandsinfrastruktur
(indsamlingssystemer og behandling), navnlig i medlemsstaterne i Østeuropa. Alt dette kræver en tilstrækkelig
finansiering, en passende prioritering og en god forvaltning, herunder national
og lokal forvaltningskapacitet til planlægning, koordinering og gennemførelse
af investeringer. Medlemsstaternes beslutninger om deres udgiftsprioriteringer
i forbindelse med fremtidig EU-finansiering[22]
vil være særlig betydningsfulde med hensyn til at tackle de påviste mangler.
Kommissionen vil bestræbe sig på at sikre, at medlemsstaterne fuldt ud udnytter
de store muligheder for at modtage økonomisk støtte fra EU inden for
vandsektoren, der findes i den nye finansielle programmeringsperiode
(2014-2020), navnlig via en investeringsprioritet, der specifikt vedrører
vandforvaltning. Kommissionen vil intensivere sin indsats for at fremme en fuldstændig
gennemførelse af EU's vandlovgivning i medlemsstaterne og arbejde tæt
sammen med medlemsstaterne og interessenterne for at gennemføre de forslag, der
er fremsat i "En plan for at beskytte Europas vandressourcer"[23] fra 2012, hvori de
vigtigste udfordringer for EU's vandpolitik allerede blev påvist. Kommissionen vil også fortsat overvåge EU's vandlovgivning. Reglerne om
prioriterede stoffer i vand[24]
blev strammet i 2013, og grundvandsdirektivet[25]
er ved at blive ajourført. Kommissionen har ligeledes sammen med
medlemsstaterne og aktørerne arbejdet på at tilpasse drikkevandsdirektivets
bestemmelser om overvågning og analyse. Kommissionen noterer sig navnlig den
rejste problemstilling vedrørende små drikkevandsforsyninger, og den vil
lancere en offentlig høring på EU-plan for at vurdere behovet for
forbedringer, og hvordan de kan realiseres. Kommissionen vil også forberede en revision
af vandrammedirektivet og foreslå eventuelle nødvendige ændringer til det[26]. Med hensyn til den centrale dimension prisoverkommelighed,
er en indsats på nationalt plan fortsat afgørende. En sådan indsats er en fast
bestanddel af medlemsstaternes politikker for at nedbringe fattigdom og social
udstødelse, som også støttes og suppleres på EU-plan[27]. Foranstaltninger til
beskyttelse af ugunstigt stillede mennesker er blevet endnu vigtigere på grund
af spørgsmål i tilknytning til vandfattigdom under den økonomiske krise og
nogle menneskers manglende evne til at betale deres vandregning. Kommissionen
opfordrer derfor medlemsstaterne til inden for rammerne af deres beføjelser at
sikre adgang til en minimumsvandforsyning for alle borgere i overensstemmelse
med henstillingerne fra Verdenssundhedsorganisationen[28] og at gennemføre
vandrammedirektivet korrekt. Sikring af neutralitet i forbindelse med
forsyningspligtydelser Kommissionen vil fortsat sikre fuld respekt
for traktatens bestemmelser om, at EU skal forblive neutralt i forhold til nationale
bestemmelser om ejendomsretlige ordninger for vandselskaber[29], samtidig
med at det sikrer, at nøgleprincipper i traktaten – som f.eks. gennemsigtighed
og ligebehandling – overholdes. Med henvisning til den problemstilling,
der blev rejst i borgerinitiativet, om, at vandforsyning og forvaltning af
vandressourcerne ikke bør underlægges "det indre markeds regler", og
at "forsyningspligt bør udelukkes fra liberalisering", bekræfter
Kommissionen, at den nye lovgivning om offentlige indkøb ikke vil finde anvendelse,
når lokale myndigheder beslutter at levere tjenesterne selv via et joint
venture eller via et tilknyttet selskab[30]. I forbindelse med de internationale
handelsforhandlinger vil Kommissionen også fortsat aktivt entrere med
handelspartnere for at sikre, at nationale, regionale og lokale valg af,
hvordan forsyningspligtydelserne skal fungere, respekteres og beskyttes
ordentligt. Som nævnt ovenfor er de særlige kendetegn ved
forsyningspligtydelser inden for vand og sanitet og deres betydning i forbindelse
med opfyldelse af befolkningens grundlæggende behov, konsekvent blevet
anerkendt i EU-lovgivningen om det indre marked. De nye EU-regler om tildeling
af koncessionskontrakter, som Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 26.
februar 2014, er det seneste eksempel herpå. I forlængelse af den bekymring i
offentligheden, der var kommet til udtryk under lovgivningsprocessen, foreslog
Kommissionen, at drikkevandskoncessioner og visse koncessioner på
spildevandsbehandling udtrykkeligt udelukkes fra sådanne reglers
anvendelsesområde. Dette imødekom også den bekymring, som "Ret til
vand"-initiativet havde rejst. Større gennemsigtighed Gennemsigtighed kan spille en central rolle i
forbedringen af borgernes adgang til forsyningspligtydelser i tilknytning til
vand og sanitet, idet den påvirker denne adgangs tre vigtigste dimensioner
(dvs. tilgængelighed, prisoverkommelighed og kvalitet). Behovet for
gennemsigtighed har givet anledning til bestemmelser i vandrammedirektivet. I
artikel 14 kræves det, at de europæiske borgere informeres og høres under den
proces, der fører til vedtagelse af vandområdeplaner, og at myndighederne
redegør for, hvordan der er blevet taget hensyn til deres mening. Desuden
sikrer EU-lovgivningen retten til adgang til miljøoplysninger, der opbevares af
eller for offentlige myndigheder, og der fastsættes grundlæggende vilkår,
betingelser og praktiske ordninger for udøvelse heraf, hvorfor den bidrager til
mere gennemsigtige politikker[31]. Kommissionen er enig i, at der bør gøres en
større indsats for at forbedre mængden og kvaliteten af information til
borgerne i tilknytning til vandkvalitet og forsyningspligtydelser. Bedre
information kan give borgerne større indflydelse ved at gøre det muligt
for dem at følge og deltage mere aktivt i vandforvaltningsbeslutninger, der –
for størstedelens vedkommende – træffes på nationalt, regionalt eller lokalt
plan. Kommissionen vil fortsat udvikle nye
initiativer for at forbedre gennemsigtigheden for borgerne. Under
byspildevandsdirektivet arbejder Kommissionen tæt sammen med medlemsstaterne,
navnlig med en række pilotlande om udvikling af nye informationssystemer, som
gør central information om overholdelse lettilgængelig for borgerne online (strukturerede
gennemførelses- og informationsrammer). Kommissionen vil udvikle en tilsvarende
strategi for at øge gennemsigtigheden for forbrugerne i tilknytning til
kvaliteten af drikkevand. Kommissionen kan i stil med den rolle, den har
spillet i forbindelse med byspildevand, hjælpe medlemsstaterne med at påvise de
typer information, der er behov for, og dermed skabe sammenlignelig information
i EU. Det eksisterende vandinformationssystem for Europa[32] vil kunne
fungere som en enkelt kvikskranke for sådanne oplysninger. Kommissionen er desuden parat til at undersøge
idéen om benchmarking af vandkvalitet som en metode til at give borgerne
større indflydelse. Kommissionen er også parat til at fremme en mere
struktureret dialog mellem interessenter – og dermed bringe de offentlige og de
private tjenesteydere sammen – og til at samarbejde med eksisterende
initiativer[33]
for at fastsætte en bredere række af indikatorer og benchmarks for
forsyningspligtydelser. De vil være et første skridt i retning af en
væsentlig forbedring af gennemsigtigheden og ansvarligheden hos leverandører af
forsyningspligtydelser ved at give borgerne adgang til sammenlignelige data om
vandselskabernes centrale økonomiske og tekniske indikatorer samt
kvalitetspræstationsindikatorer. En mere integreret strategi for
udviklingsbistand Kommissionen vil sikre, at menneskerettighedsdimensionen
af adgang til sikkert drikkevand og sanitet forbliver et centralt element i
dens udviklingspolitik. EU agter at fortsætte sine bestræbelser på at opnå
universel adgang til vand og sanitet som et centralt element i dens udviklingspolitik.
Selv om der er gjort fremskridt, dør over 4 000 børn under fem år på
verdensplan hver dag af sygdomme forårsaget af manglende adgang til sikkert
drikkevand. I programmeringsperioden 2014-2020 vil EU's
finansielle bistand fokusere på en række sektorer i hvert enkelt partnerland,
idet en prioritering af de områder, hvor der er størst behov, skal sikre, at
bistanden bruges effektivt og leverer de bedst mulige resultater[34].
Sektoren for støtte til vandforsyning, sanitet og hygiejne (WASH) vil
blive bedre målrettet de partnerlande, der har valgt vand og sanitet som en
prioriteret sektor, da de udarbejdede deres nationale vejledende programmer.
Kommissionen vil koordinere med partnerlandene, medlemsstaterne og andre
udviklingspartnere for at sikre, at WASH-sektorerne dækkes på passende vis i
alle partnerlandene. Samtidig vil EU's indsats bevæge sig i retning
af en mere integreret strategi, og skabelse af synergier mellem vand, energi
og fødevaresikkerhed vil blive et styrende princip for den fremtidige
indsats, navnlig på regionalt plan. Da fødevaresikkerhed er en prioriteret
sektor for over 50 lande, vil WASH-interventioner blive integreret i
fødevaresikkerhedsprogrammerne for at påvirke underernæringsproblemerne i
udviklingslandene. Under den nye finansielle ramme (2014-2020) vil over
3 mia. EUR være øremærket til gennemførelse af ernæringsfølsomme
interventioner, hvoraf WASH er en af de mest relevante. Vandspørgsmål vil også blive taget op under
tematiske instrumenter, da de hænger sammen med landbrug, energi og sikkerhed.
Det tematiske program globale almene goder og udfordringer vil søge at styrke
sammenhængen i indsatsen udadtil og deres forbindelse med andre af EU's
politiske initiativer som f.eks. EU's klima- og energipolitikker,
biodiversitet, miljø, forvaltning af vandressourcer og vanddiplomati. Kommissionen vil fortsætte sin store humanitære
indsats inden for WASH-sektoren i nødsituationer og forebyggelsen af disse.
Dette sker i erkendelse af den øgede risiko for konflikt, som pres på vandressourcerne
giver anledning til, og af de voksende vandrelaterede humanitære behov i
bymiljøer. Kommissionen vil fortsætte sit igangværende arbejde for at forbedre
rettidigheden, effektiviteten og omkostningseffektiviteten af humanitær bistand
yderligere via bedre koordineringsmekanismer mellem humanitære partnere. Fremme af offentlig-offentlige
partnerskaber Potentialet i forbindelse med nonprofitpartnerskaber
inden for vandsektoren anerkendes i stigende grad. I de seneste 10 år har
AVS-EU vandfaciliteten spillet en pionerrolle i denne henseende via
kapacitetsopbyggende foranstaltninger for de offentlige myndigheder i
AVS-landene. I 2013 blev der bestilt en evaluering af vandfaciliteten og dens
virkning, som gennemføres i øjeblikket. Der vil blive taget behørigt hensyn til
resultaterne af denne evaluering, og de vil blive integreret i den fremtidige
programmeringsstrategi og de fremtidige beslutninger. Der vil også blive ydet støtte til
offentlig-offentlige partnerskaber i forbindelse med programmer, der støtter
WASH-sektoren i de partnerlande, der har valgt vand som en central sektor. På
grundlag af de erfaringer, der er indhøstet i forbindelse med tidligere og
nuværende projekter vil Kommissionen forsøge at finde frem til nye
partnerskabsmuligheder (nord-syd og syd-syd) med henblik på udvikling af
kapaciteten inden for vand- og sanitetssektoren ved at overføre ekspertise og
viden fra vand- og sanitetsværker, lokale myndigheder og andre aktører inden
for vandsektoren. Opfølgning på Rio+20 EU vil fortsætte sine bestræbelser på at opnå
universel adgang til sikkert drikkevand og sanitet også i forbindelse med
opfølgningen af FN's Rio+20 konference om bæredygtig udvikling, hvor vand blev
anerkendt som værende centralt for en bæredygtig udvikling. I den ministerielle erklæring "The Future
We Want"[35]
bekræftede verdens ledere deres engagement i menneskeretten til sikkert
drikkevand og sanitet, i den gradvise realisering af adgang til sikkert og
prisoverkommeligt drikkevand og sanitet for alle (dvs. efter Johannesburg og
årtusindudviklingsmålene) og i en væsentlig forbedring af gennemførelsen af
integreret forvaltning af vandressourcer. I meddelelsen for nylig "Et værdigt
liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden"[36]
fremhæver Kommissionen vand som en af de sektorer, der skal tages op på en
integreret måde for at opnå en grundlæggende menneskelig udvikling samt
inklusiv og bæredygtig vækst i udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015,
som skal udarbejdes på FN-plan. I Rådets konklusioner fra 25. juni 2013[37] fastslås det, at
rammen for perioden efter 2015 bør integrere den bæredygtige udviklings
økonomiske, sociale og miljømæssige dimension på en afbalanceret måde for at
fremme grundlæggende levestandarder (herunder vand og sanitet), der er drivkræfterne
bag den "grønne økonomi" og den bæredygtige anvendelse, forvaltning
og beskyttelse af naturressourcer. Rapporten[38]
fra FN's højtstående panel om udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 har
foreslået et mål for vand og sanitet, der således dukker op som et nyt
prioriteret område i rammen for perioden efter 2015. Kommissionen er ved at udarbejde en
opfølgningsmeddelelse om udviklingsrammen for perioden efter 2015[39], der prioriterer mål
og målsætninger, og i hvilken vand- og sanitetsspørgsmål vil blive taget op. På
internationalt plan arbejder den åbne arbejdsgruppe (OWG) om bæredygtige
udviklingsmål[40]
ligeledes på mål og målsætninger. Den vil fremsætte sit forslag for FN's
generalforsamling i september 2014, og dette resultat vil derefter blive
integreret i den mellemstatslige forhandling, der fører til et afsluttende
topmøde, som skal afholdes i september 2015, og hvor EU og dets medlemsstater
fortsat vil spille en nøglerolle. 4.
Konklusioner Kommissionen glæder sig over mobiliseringen af
de europæiske borgere til støtte for adgang til sikkert drikkevand og sanitet i
Europa og på globalt plan. Kommissionen understreger betydningen af
menneskerettighedsdimensionen af adgang til sikkert drikkevand og sanitet og
vil fortsat sikre, at disse principper forbliver et centralt element i dens
politikker. På EU-plan vil Kommissionen bygge videre på
sit tidligere arbejde og fortsat øge og forbedre adgangen til sikkert
drikkevand og sanitet for hele befolkningen via miljøpolitikker og
infrastrukturfinansiering. Kommissionen vil også fortsat sikre
EU-neutralitet i forhold til nationale, regionale og lokale valg i forbindelse
med levering af forsyningspligtydelser, samtidig med at den sikrer, at
nøgleprincipper i traktaten, som f.eks. gennemsigtighed og ligebehandling,
overholdes. Kommissionen vil også fortsat være opmærksom på offentlighedens
bekymringer vedrørende forsyningspligtydelsernes særlige kendetegn, som den har
været i forbindelse med lovgivningsprocessen om EU's koncessionsbestemmelser. Det vil være et centralt element i EU's
fremtidige indsats på dette område at øge gennemsigtigheden for EU's borgere.
Målet vil være at give befolkningen større indflydelse ved at håndtere de
informationskløfter, der forhindrer dem i at engagere sig mere aktivt i vandforvaltningsbeslutninger
på lokalt, regionalt og nationalt plan. På globalt plan er Unionen fortsat engageret i
den internationale proces med udarbejdelse af udviklingsdagsordenen for
perioden efter 2015 og bæredygtige udviklingsmål, der finder generel
anvendelse, og den vil fortsat aktivt fremme adgangen til sikkert drikkevand og
sanitet og integreret forvaltning af vandressourcer via sin udviklingspolitik,
navnlig via en finansiel forpligtelse på over 3 mia. EUR til gennemførelse
af ernæringsfølsomme interventioner, herunder for vand og sanitet (2014-2020). Som svar på borgernes opfordring til handling
har Kommissionen forpligtet sig til at tage konkrete skridt og arbejde på en
række nye foranstaltninger på områder, som har direkte relevans for initiativet
og dets mål. Kommissionen vil især: ·
styrke gennemførelsen af sin
vandkvalitetslovgivning på grundlag af forpligtelserne i syvende
miljøhandlingsprogram og vandplanen ·
lancere en offentlig høring på EU-plan om
drikkevandsdirektivet, navnlig med henblik på at forbedre adgangen til vand af
høj kvalitet i EU ·
forbedre gennemsigtigheden for byspildevand og
dataforvaltningen i forbindelse med drikkevand og undersøge idéen om
benchmarking af vandkvalitet ·
sikre en mere struktureret dialog mellem
interessenter om gennemsigtighed inden for vandsektoren ·
samarbejde med eksisterende initiativer for at
udforme en bredere række benchmarks for forsyningspligtydelser ·
fremme innovative strategier for udviklingsbistand
(f.eks. støtte til partnerskaber mellem vandoperatører og offentlig-offentlige
partnerskaber); fremme udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne
(f.eks. om solidaritetsinstrumenter) og finde frem til nye samarbejdsmuligheder ·
slå til lyd for universel adgang til sikkert drikkevand
og sanitet som et prioriteret område for fremtidige bæredygtige udviklingsmål. Endelig opfordrer Kommissionen medlemsstaterne
til inden for rammerne af deres beføjelser at tage hensyn til de bekymringer,
som borgerne har givet udtryk for via dette initiativ og tilskynder dem til at
intensivere deres egen indsats for at sikre forsyning med sikkert, rent og
prisoverkommeligt drikkevand og sanitet til alle. I overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i
forordningen om borgerinitiativer vil denne meddelelse blive sendt til initiativtagerne
samt til Europa-Parlamentet og Rådet, og den offentliggøres. [1] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer, EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1.
[2] I henhold til bestemmelserne i artikel 10, stk. 1, i
forordningen om borgerinitiativet. [3] http://ec.europa.eu/citizens-initiative/public/initiatives/finalised/details/2012/000003. [4] Bl.a. FN's generalforsamlings resolution nr. 64/292 af
3.8.2010 og FN's Menneskerettighedsråds resolutioner 7/22 af 28.3.2008 og 15/9
af 6.10.2010. [5] http://www.un.org/en/sustainablefuture/ [6] Europarådets parlamentariske forsamlings resolution nr.
1693/2009. [7] Erklæring fremsat af den højtstående repræsentant,
Catherine Ashton, på vegne af EU i forbindelse med fejringen af verdensdagen
for vand den 22. marts 2010: http://register.consilium.europa.eu/: dok 7810/10 [8] Første betragtning til EU's vandrammedirektiv
2000/60/EF. [9] Artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde sikrer ligeledes, at EU's miljøpolitik tager sigter på et
højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der
gør sig gældende i de forskellige områder i Unionen. [10] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.
oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske
foranstaltninger, EFT L 327 af 22.12.2001, s. 1-73. [11] Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten
af drikkevand, EFT L 330 af 30.8.1980, s. 2-54. [12] Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af
byspildevand, EFT L 135 af 30.5.1991, s. 40-52. [13] Artikel 345 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde fastsætter klart et "neutralitetsprincip" i tilknytning
til reglerne for ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne. EU kan derfor
ikke vedtage retsakter, der berører reglerne for de ejendomsretlige ordninger,
herunder retsakter, der berører ejendomsretten til virksomheder, der leverer en
forsyningspligtydelse, som f.eks. vandforsyning. [14] På visse vilkår fastsat i artikel 23 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af
fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og
energiforsyning, transport samt posttjenester, EUT L 134 af 30.4.2004. [15] Betragtning 40 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om tildeling af koncessionskontrakter (PE-CONS 73/13, endnu ikke
offentliggjort i EUT). [16] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.
december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked. [17] KOM(2002) 132 endelig udg. [18] www.euwi.net. [19] AVS: Lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet. [20] Ekskl. den bistand, som de enkelte medlemsstater har ydet. [21] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU
af 20. november 2013 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020
"Et godt liv i en ressourcebegrænset verden". [22] I forbindelse med de europæiske struktur- og
investeringsfonde fastsættes udgiftsprioriteringerne for hvert enkelt EU-land i
øjeblikket i partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer, der
udarbejdes af medlemsstaterne og godkendes af Kommissionen. [23] COM(2012) 673 final. [24] Stoffer, der udgør en væsentlig risiko for eller via
vandmiljøet. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/39/EU af 12. august
2013 om ændring af direktiv 2000/60/EF og 2008/105/EF for så vidt angår
prioriterede stoffer inden for vandpolitikken. [25] Rådets direktiv 80/68/EØF af 17. december 1979 om
beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer,
EFT L 20 af 26.1.1980, s. 43-48. [26] I overensstemmelse med kravene i direktivets artikel 19,
stk. 2. [27] Jf. navnlig pakken om social investering offentliggjort af
Kommissionen i februar 2013
(http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=1044&langId=da). [28] Ifølge WHO er der behov for 50-100 l vand pr. person om
dagen for at sikre, at de mest grundlæggende behov opfyldes, og der kun opstår
få sundhedsproblemer. Adgang til 20-25 l pr. person om dagen er et minimum, men
denne mængde giver anledning til sundhedsproblemer, fordi den er utilstrækkelig
til at imødekomme de grundlæggende hygiejne- og forbrugskrav. Jf.:
http://www.ohchr.org/Documents/Publications/FactSheet35en.pdf. [29] Artikel 345 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde fastsætter klart et "neutralitetsprincip" i tilknytning
til reglerne for ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne. EU kan derfor
ikke vedtage retsakter, der berører reglerne for de ejendomsretlige ordninger,
herunder retsakter, der berører ejendomsretten til virksomheder, der leverer en
forsyningspligtydelse, som f.eks. vandforsyning. Der findes heller ikke noget
retsgrundlag i traktaterne, der tillader vedtagelse af en EU-retsakt, som
pålægger virksomhederne forpligtelser med hensyn til geninvestering af deres
overskud, eller med hensyn til deres aktionærstruktur. [30] Uanset visse betingelser opstillet i artikel 28, 29 og 30
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/XX/EU om fremgangsmåderne ved
indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt
posttjenester (vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 26. februar 2014,
endnu ikke offentliggjort). [31] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28.
januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets
direktiv 90/313/EØF. [32] http://water.europa.eu/. [33] F.eks.: http://www.waterbenchmark.org. [34] Som fastsat i meddelelsen "En dagsorden for
forandring" – KOM(2011) 637. [35] http://www.uncsd2012.org/content/documents/727The%20Future%20We%20Want%2019%20June.pdf. [36] COM(2013)
92 final. [37] http://www.eu-un.europa.eu/articles/en/article_13692_en.htm. [38] http://www.un.org/sg/management/pdf/HLP_P2015_Report.pdf. [39] Kommissionens arbejdsprogram 2014, COM(2013) 739 final. [40] En åben arbejdsgruppe på 30 medlemmer blev i FN's
generalforsamlings slutdokument fra Rio+20-konferencen bemyndiget til udarbejde
et forslag til bæredygtige udviklingsmål, der skal behandles af forsamlingen på
dens 68. møde. BILAG Proceduremæssige
aspekter af borgerinitiativet ret til vand Dette initiativ blev i overensstemmelse med
artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr. 211/2011 registreret den 10.5.2012 og
offentliggjort i Kommissionens onlineregister: http://ec.europa.eu/citizens-initiative/public/initiatives/ongoing/details/2012/000003 Medlemmerne af den borgerkomité, der er
registreret i Kommissionen, er statsborgere i følgende medlemsstater: Frankrig,
Belgien, Tyskland, Sverige, Bulgarien, Italien og Det Forenede Kongerige. Initiativet blev registreret på engelsk.
Initiativtagerne fremsendte oversættelser af titlen, emnet og målet med
initiativet på alle EU's officielle sprog. I overensstemmelse med forordningen om
borgerinitiativet indeholdt de formularer, som borgerne benyttede til at
tilkendegive deres støtte til initiativet, initiativets titel, emne og mål. Linket
til Kommissionens onlineregister (se ovenfor) fandtes også på formularerne, så
borgere, der måtte ønske det, kunne finde mere detaljeret information om
initiativet fremsendt af initiativtagerne i et bilag som en del af deres
registreringsansøgning. Dette bilag forelå kun på engelsk
(initiativtagerne fremsendte ikke oversættelser af dette bilag). Bilaget
blev ikke nødvendigvis set af alle de borgere, som støttede initiativet. Den formelle 12-måneders periode for
initiativet sluttede den 10. maj 2013. Kommissionen accepterede dog
støtteerklæringer til initiativet frem til den 1. november 2013 på grund af de
problemer, som de fleste initiativtagere havde med at sætte deres
onlineindsamlingssystemer op i det europæiske borgerinitiativs startfase[1].
Da medlemsstaternes relevante kompetente myndigheder havde kontrolleret de
indsamlede støtteerklæringer, fremsendte initiativtagerne deres initiativ til
Kommissionen den 20. december 2013 sammen med attester udstedt af 25
medlemsstaters myndigheder og information om deres kilder til finansiering og
støtte i henhold til forordningens artikel 9. Antallet af gyldige støtteerklæringer anført i
attesterne og information fremsendt af medlemsstaternes kompetente myndigheder
fremgår af nedenstående tabel. Disse tal tager hensyn til den supplerende
indsamlingsperiode frem til den 1. november 2013. Medlemsstat || Antal underskrivere || Tærskel, der skal opnås i mindst syv medlemsstater Østrig || 57 643 || 14 250 Belgien || 40 549 || 16 500 Bulgarien || 1 406 || 13 500 Cypern || 2 924 || 4 500 Tjekkiet || 7 575 || 16 500 Estland || 516 || 4 500 Frankrig || 14 589 || 9 750 Tyskland || 1 236 455 || 74 250 Grækenland || 33 220 || 16 500 Ungarn || 18 245 || 16 500 Irland || 2 513 || 9 000 Italien || 65 223 || 54 750 Letland || 393 || 6 750 Litauen || 13 252 || 9 000 Letland || 5 566 || 4 500 Μalta || 1 635 || 4 500 Nederlandene || 21 469 || 19 500 Polen || 3 962 || 38 250 Portugal || 13 964 || 16 500 Rumænien || 3 176 || 24 750 Slovakiet || 20 988 || 9 750 Slovenien || 17 546 || 6 000 Spanien || 58 051 || 40 500 Sverige || 11 579 || 15 000 Storbritannien || 7 104 || 54 750 I alt || 1 659 543 || Tærskel nået i 13 medlemsstater I ugerne efter fremsendelsen af initiativet
sendte initiativtagerne attester fra yderligere to medlemsstaters myndigheder
til Kommissionen: • Frankrig: 17 247 gyldige
støtteerklæringer • Danmark: 3 495 gyldige
støtteerklæringer I medfør af forordningens artikel 10: - offentliggjorde Kommissionen den 20. december de
relevante oplysninger i registeret: http://ec.europa.eu/citizens-initiative/public/initiatives/ongoing/details/2012/000003; - modtog Kommissionen initiativtagerne den 17. februar 2014
(formiddag). Om eftermiddagen den samme dag fik initiativtagerne i
henhold til forordningens artikel 11 mulighed for at fremlægge deres initiativ
ved en offentlig høring tilrettelagt i Europa-Parlamentet. Ved mødet i
Kommissionen og under den offentlige høring var Kommissionen repræsenteret ved
næstformand Maroš Šefčovič samt tjenestemænd fra de
forskellige berørte tjenestegrene. [1] Se
pressemeddelelsen af 18. juli 2012:
http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/sefcovic/headlines/press-releases/2012/07/2012_07_18_eci_en.htm.