24.4.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 106/1

(1)

Unionsborgerskabet er den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere. Retten til i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvor de er statsborgere, ikke er repræsenteret, at nyde beskyttelse hos enhver anden medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat er en af de særlige rettigheder, som unionsborgere har ifølge artikel 20, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(2)

Lissabontraktaten styrkede unionsborgerskabets status og de rettigheder, der er knyttet dertil. Artikel 23 i TEUF giver således mulighed for vedtagelse af direktiver om de koordinations- og samarbejdsforanstaltninger, der er nødvendige for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere.

(3)

Unionen bygger på værdier som solidaritet, ikkeforskelsbehandling og respekt for menneskerettighederne; i forbindelserne med den øvrige verden bør Unionen forsvare sine værdier og bidrage til beskyttelsen af sine borgere. Den grundlæggende ret til konsulær beskyttelse hos enhver medlemsstat af ikkerepræsenterede unionsborgere på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat, jf. artikel 46 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), er et udtryk for europæisk solidaritet. Den giver unionsborgerskabet en ekstern dimension og styrker Unionens identitet i tredjelande.

(4)

Formålet med dette direktiv er at træffe de koordinations- og samarbejdsforanstaltninger, der er nødvendige for yderligere at lette den konsulære beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere. Disse foranstaltninger bør øge retssikkerheden samt det effektive samarbejde og solidariteten blandt de konsulære myndigheder.

(5)

I henhold til artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF og artikel 23 i TEUF bør medlemsstaterne yde konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere på samme vilkår som til deres egne statsborgere. Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes kompetence til at fastlægge omfanget af den beskyttelse, som ydes deres egne statsborgere.

(6)

Dette direktiv berører ikke de konsulære forbindelser mellem medlemsstaterne og tredjelande, særlig deres rettigheder og forpligtelser i henhold til international praksis og internationale aftaler, navnlig konventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser (Wienerkonventionen), som medlemsstaterne anvender i overensstemmelse med EU-retten. I henhold til artikel 8 i Wienerkonventionen kan medlemsstaterne yde konsulær beskyttelse på vegne af en anden medlemsstat efter behørig anmeldelse, medmindre det pågældende tredjeland modsætter sig dette. Der kan især opstå vanskeligheder i forbindelse med situationer, der involverer borgere, som også er statsborgere i værtslandet. Medlemsstaterne bør med støtte fra det lokale konsulære samarbejde træffe de fornødne foranstaltninger til i forbindelse med tredjelande at sikre, at der i hvert enkelt tilfælde kan ydes konsulær beskyttelse på andre medlemsstaters vegne.

(7)

Når ikkerepræsenterede borgere har brug for beskyttelse i tredjelande, er det nødvendigt med et effektivt samarbejde og en effektiv koordination. Den bistående medlemsstat i et tredjeland og den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, bør arbejde tæt sammen. Lokalt konsulært samarbejde for så vidt angår ikkerepræsenterede borgere kan være særligt kompliceret, da det kræver samarbejde med myndigheder, som ikke er repræsenteret lokalt, herunder, hvis det er relevant, med de kompetente ambassader eller konsulater. Der bør indføres klare og faste rammer for at udfylde det hul, der opstår som følge af den manglende tilstedeværelse af en ambassade eller et konsulat fra borgerens egen medlemsstat. Det er også nødvendigt at præcisere eksisterende foranstaltninger for at sikre effektiv beskyttelse.

(8)

Unionsborgere bør betragtes som værende ikkerepræsenteret i et tredjeland, hvis den medlemsstat, hvor de er statsborgere, ikke har etableret en ambassade, et konsulat eller en honorær konsul i tredjelandet. Borgere bør også betragtes som værende ikkerepræsenteret, hvis den ambassade, det konsulat eller den honorære konsul, som er etableret lokalt, af en hvilken som helst grund i en given sag ikke kan yde den beskyttelse, som den berørte person ellers har ret til at modtage i henhold til national lovgivning eller praksis. Ambassader og konsulater bør underrette hinanden om enhver ekstraordinær omstændighed, som midlertidigt kan påvirke deres kapacitet til at yde konsulær beskyttelse. Der bør også tages hensyn til tilgængelighed og nærhed. For eksempel bør en borger, som søger konsulær beskyttelse eller bistand fra en anden medlemsstats ambassade eller konsulat, ikke sendes videre til ambassaden, konsulatet eller den honorære konsul for den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, når statsborgeren på grund af lokale omstændigheder eller manglende ressourcer ikke kan nå sikkert frem til eller ikke kan nås sikkert af sidstnævnte instanser på en måde, så vedkommende kan ydes konsulær beskyttelse. Begrebet manglende repræsentation bør fortolkes således, at ikkerepræsenterede borgere sikres effektiv ret til at nyde beskyttelse hos en anden medlemsstats ambassade eller konsulat på ikkeforskelsbehandlende vis, idet der tages hensyn til den enkelte sags specifikke omstændigheder. Borgere med statsborgerskab i mere end én medlemsstat bør anses for at være ikkerepræsenteret, hvis ingen af de medlemsstater, hvor vedkommende er statsborger, er repræsenteret i det pågældende tredjeland.

(9)

Med henblik på at sikre effektiviteten af den i artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF indeholdte ret og retten til respekt for privatliv og familieliv, som anerkendt i artikel 7 i chartret, og under hensyntagen til national lovgivning og praksis kan en bistående medlemsstat blive nødt til at yde beskyttelse til unionsborgeres familiemedlemmer fra tredjelande alt efter den enkelte sags specifikke omstændigheder. Dette direktiv forhindrer ikke, at den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, under de konsultationer, der bør afholdes, inden der ydes bistand, hvis det er hensigtsmæssigt, enes om muligheden for at yde mere vidtgående bistand til den ikkerepræsenterede unionsborgers familiemedlemmer fra tredjelande end krævet i den bistående medlemsstats lov eller dikteret af dens praksis, idet der så vidt muligt tages hensyn til anmodninger fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, og såfremt det, der opnås enighed om, ikke er mindre omfattende, end hvad EU-retten kræver. Det er imidlertid ikke sikkert, at medlemsstaterne kan yde visse former for konsulær beskyttelse, f.eks. nødpas, til familiemedlemmer fra tredjelande. For så vidt angår bistand til mindreårige bør hensynet til barnets tarv i overensstemmelse med artikel 24 i chartret, og som anført i FN-konventionen af 20. november 1989 om barnets rettigheder, komme i første række.

(10)

Ikkerepræsenterede borgere bør kunne søge konsulær beskyttelse hos enhver medlemsstats ambassade eller konsulat. Dette bør imidlertid ikke forhindre medlemsstaterne i at indgå praktiske ordninger med henblik på at dele ansvaret for at yde konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere i henhold til dette direktiv. Sådanne ordninger er til gavn for borgerne, da de muliggør bedre beredskab med hensyn til at sikre effektiv beskyttelse. Medlemsstater, som modtager anmodninger om beskyttelse, bør vurdere, om det i en specifik sag er nødvendigt at yde konsulær beskyttelse, eller om sagen kan overdrages til den ambassade eller det konsulat, der er udpeget som kompetent ifølge den en eventuel allerede gældende ordning. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om alle sådanne ordninger, der bør offentliggøres af Unionen og medlemsstaterne for at sikre gennemsigtighed for ikkerepræsenterede borgere.

(11)

Dette direktiv bør ikke forhindre en medlemsstat, som ikke er repræsenteret i et tredjeland, i at yde konsulær beskyttelse til en af sine statsborgere, f.eks. ved at yde konsulære tjenester via internettet, hvor det er hensigtsmæssigt. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør kunne anmode den medlemsstat, som den pågældende borger søger eller modtager konsulær beskyttelse hos, om at overdrage ansøgningen eller sagen, så den selv kan yde konsulær beskyttelse. En sådan overførsel bør ikke føre til, at den ikkerepræsenterede borger unddrages konsulær beskyttelse.

(12)

Uanset medlemsstaternes forskellige traditioner med hensyn til honorære konsulers kompetence, tilbyder de almindeligvis ikke samme vifte af tjenester som ambassader eller konsulater. Honorære konsuler udfører ofte deres opgave på frivilligt grundlag, og det bør derfor være op til hver enkelt medlemsstat at afgøre, om dette direktiv bør finde anvendelse på dens honorære konsuler. Honorære konsuler kan pålægges at yde konsulær beskyttelse til ikkerepræsenterede borgere alt efter den enkelte sags specifikke omstændigheder.

(13)

Anmodninger om beskyttelse bør behandles, hvis ansøgerne fremviser et gyldigt pas eller identitetskort for unionsborgere. Imidlertid er ikkerepræsenterede borgere, som har brug for konsulær beskyttelse, ikke altid i besiddelse af deres identitetspapirer. Den grundlæggende status som unionsborger opnås direkte i medfør af EU-retten, og identitetspapirer er derfor udelukkende af deklaratorisk værdi. Hvis ansøgerne ikke kan fremvise gyldige identitetsdokumenter, bør de kunne fastslå deres identitet på anden vis. Om nødvendigt kan den pågældende persons identitet fastslås ved at konsultere myndighederne i den medlemsstat, hvor ansøgeren hævder at være statsborger. Med hensyn til de familiemedlemmer, som ledsager ansøgeren, bør myndighederne i den medlemsstat, hvor ansøgeren er statsborger, også have mulighed for at hjælpe den bistående medlemsstat med at kontrollere identitet og slægtskabsforhold med ansøgeren.

(14)

For at afgøre, hvilke koordinations- og samarbejdsforanstaltninger der er nødvendige, bør anvendelsesområdet for konsulær beskyttelse i henhold til dette direktiv specificeres. Konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede borgere bør omfatte bistand i en række typiske situationer, hvor medlemsstaterne yder konsulær beskyttelse til deres egne statsborgere alt efter den enkelte sags specifikke omstændigheder, såsom i tilfælde af anholdelse eller tilbageholdelse, alvorlige ulykker, alvorlig sygdom og dødsfald, og hvis der er brug for hjælp og hjemtransport i nødsituationer eller udstedelse af nødpas. Da den fornødne beskyttelse altid afhænger af den aktuelle situation, bør konsulær beskyttelse ikke begrænses til de situationer, der specifikt er anført i direktivet.

(15)

Der bør, hvor det er relevant, tages behørigt hensyn til borgerens ønsker, bl.a. med hensyn til om familiemedlemmer eller andre nærtstående personer skal underrettes, og i så fald hvem. Ligeledes bør der ved dødsfald tages behørigt hensyn til de pårørendes ønsker med hensyn til, hvad der skal ske med den afdødes jordiske rester. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør stå for disse kontakter.

(16)

Medlemsstaternes myndigheder bør arbejde tæt sammen og koordinere med hinanden og Unionen, navnlig Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, idet der udvises gensidig respekt og solidaritet. For at sikre et hurtigt og effektivt samarbejde bør medlemsstaterne give og løbende ajourføre oplysninger om relevante kontaktpunkter i medlemsstaterne gennem et sikkert websted hos EU-Udenrigstjenesten (Consular Online).

(17)

I tredjelande er Unionen repræsenteret ved EU-delegationerne, som i nært samarbejde med medlemsstaternes diplomatiske og konsulære missioner bidrager til iværksættelsen af unionsborgeres ret til konsulær beskyttelse, jf. artikel 35 i traktaten om Den Europæiske Union. Dette direktiv anerkender fuldt ud og forbedrer yderligere det bidrag, som EU-Udenrigstjenesten og EU-delegationerne allerede yder, navnlig i krisesituationer, i henhold til Rådets afgørelse 2010/427/EU (2), særlig artikel 5, stk. 10.

(18)

Med hensyn til lokalt samarbejde bør alle relevante aktørers kompetencer og deres respektive roller præciseres for at sikre, at ikkerepræsenterede borgere modtager den bistand, de har ret til i henhold til princippet om ikkeforskelsbehandling. På det lokale konsulære samarbejde bør man være behørigt opmærksom på ikkerepræsenterede borgere ved f.eks. at indsamle og regelmæssigt ajourføre oplysninger om relevante kontaktpunkter og dele disse med medlemsstaternes lokale ambassader og konsulater samt med EU-delegationen.

(19)

I de lokale konsulære samarbejdsmøder, som tilrettelægges i tæt samarbejde med EU-delegationen, bør der indgå regelmæssig udveksling af oplysninger om spørgsmål af relevans for ikkerepræsenterede borgere, bl.a. om borgernes sikkerhed, fængselsforhold, meddelelser fra og adgang til konsulater samt krisesamarbejde. På disse møder bør de repræsenterede medlemsstater, når det er nødvendigt, aftale de praktiske ordninger for at sikre, at ikkerepræsenterede borgere beskyttes effektivt. En sådan aftale er muligvis ikke nødvendig, hvis der for eksempel kun er få ikkerepræsenterede borgere.

(20)

En klar ansvarsfordeling mellem repræsenterede og ikkerepræsenterede medlemsstater og EU-delegationen er afgørende for at sikre passende kriseberedskab og krisestyring. Kriseberedskabsplanlægningen bør derfor koordineres og fuldt ud tage hensyn til ikkerepræsenterede borgere. Med henblik herpå bør medlemsstater, som ikke har etableret en ambassade eller et konsulat lokalt, inden for rammerne af det lokale kriseberedskab give alle tilgængelige og relevante oplysninger vedrørende deres borgere inden for området. Sådanne oplysninger bør efter omstændighederne ajourføres i tilfælde af en krisesituation. De kompetente ambassader og konsulater og EU-delegationer bør orienteres og, når det er hensigtsmæssigt, inddrages i kriseberedskabsforanstaltningerne. Oplysninger om disse foranstaltninger bør stilles til rådighed for ikkerepræsenterede borgere. I en krisesituation bør den ledende stat eller den eller de medlemsstater, der koordinerer bistanden, koordinere den støtte, der ydes ikkerepræsenterede borgere, og brugen af tilgængelig evakueringskapacitet på basis af den aftalte planlægning og den lokale udvikling på ikkeforskelsbehandlende vis.

(21)

Interoperabiliteten mellem konsulære medarbejdere og andre kriseberedskabseksperter bør forbedres, navnlig gennem deres deltagelse i tværfaglige kriseberedskabshold såsom dem, der hører under EU-Udenrigstjenestens kriseresponssystem og operationelle koordinations- og krisestyringsstrukturer og under EU-civilbeskyttelsesmekanismen (3).

(22)

Det bør være muligt at kræve støtte fra EU-civilbeskyttelsesmekanismen, hvis det er nødvendigt af hensyn til den konsulære beskyttelse af ikkerepræsenterede borgere. Denne anmodning om støtte kan f.eks. komme fra den ledende stat eller den eller de medlemsstater, som koordinerer bistanden.

(23)

Det i dette direktiv anvendte udtryk en »ledende stat« henviser til en eller flere medlemsstater repræsenteret i et givent tredjeland, og som har ansvaret for at koordinere og lede bistanden til ikkerepræsenterede borgere under krisesituationer. Begrebet ledende stat, som fastsat i de relevante EU-retningslinjer (4), kan videreudvikles i overensstemmelse med EU-retten og navnlig med dette direktiv.

(24)

Når en medlemsstat underrettes om eller modtager en ansøgning om konsulær beskyttelse fra en person, som hævder at være en ikkerepræsenteret borger, bør den, medmindre der er tale om særligt hastende tilfælde, altid omgående tage kontakt til den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, og give den alle de relevante oplysninger, inden den yder nogen bistand. Den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, bør på sin side omgående give alle oplysninger, som er relevante for sagen. Denne konsultation bør gøre det muligt for den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, at anmode om overførsel af ansøgningen eller sagen for selv at kunne yde konsulær beskyttelse. Denne konsultation bør også gøre det muligt for de berørte medlemsstater at udveksle relevante oplysninger med henblik på f.eks. at sikre, at en ikkerepræsenteret borger ikke misbruger sin ret til konsulær beskyttelse i henhold til artikel 20, stk. 2, litra c), i TEUF. Unionsborgerne kan ikke henholde sig til dette direktiv i tilfælde af misbrug.

(25)

Gensidig solidaritet og samarbejde omfatter også økonomiske spørgsmål. De medlemsstater, som yder deres egne borgere konsulær beskyttelse i form af økonomisk bistand, gør dette som sidste udvej og kun i ekstraordinære tilfælde, hvis den pågældende borger ikke kan få økonomisk hjælp ad anden vej, såsom ved at familiemedlemmer, venner eller arbejdsgivere foretager overførsler. Ikkerepræsenterede borgere bør ydes økonomisk bistand på samme vilkår som statsborgere i den bistående medlemsstat. Den ikkerepræsenterede borger bør pålægges at underskrive en forpligtelse til at tilbagebetale de påløbne omkostninger til den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, forudsat at statsborgere i den bistående medlemsstat i samme situation ville være blevet pålagt at tilbagebetale disse omkostninger til deres egen medlemsstat. Den ikkerepræsenterede borger kan derefter af den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, pålægges at tilbagebetale disse omkostninger, herunder et eventuelt konsulært gebyr.

(26)

Dette direktiv bør sikre økonomisk byrdefordeling og godtgørelse. Hvor konsulær beskyttelse, der ydes til en ikkerepræsenteret borger, omfatter undertegnelse af en tilbagebetalingsforpligtelse, bør den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, godtgøre den bistående medlemsstat påløbne omkostninger efter dens skriftlige anmodning. Det bør være op til den bistående medlemsstat at afgøre, om den vil søge godtgørelse for de påløbne omkostninger. Den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør kunne aftale de detaljerede betingelser for godtgørelse inden for visse tidsfrister.

(27)

Den konsulære beskyttelse, som ydes en ikkerepræsenteret borger i tilfælde af anholdelse eller tilbageholdelse, kan indebære usædvanligt høje omkostninger i forbindelse med rejse, logi eller oversættelse for de diplomatiske eller konsulære myndigheder i den bistående medlemsstat alt efter den enkelte sags omstændigheder. Den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør underrettes om sådanne eventuelle omkostninger under de konsultationer, som finder sted, inden bistanden ydes. Den bistående medlemsstat bør kunne søge godtgørelse for sådanne usædvanligt høje omkostninger fra den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger. Den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger, bør godtgøre den bistående medlemsstat de påløbne omkostninger. Den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør kunne aftale de detaljerede betingelser for godtgørelse inden for visse tidsfrister. Ifølge princippet om ikkeforskelsbehandling kan de medlemsstater, hvor ikkerepræsenterede borger er statsborgere, ikke anmode dens borgere om at godtgøre omkostninger, som statsborgere i den bistående medlemsstat ikke ville blive pålagt at betale.

(28)

De økonomiske procedurer bør forenkles med henblik på krisesituationer. I betragtning af sådanne situationers særlige karakter, såsom behovet for hurtigt at bistå et stort antal borgere, bør en tilbagebetalingsforpligtelse ikke være nødvendig, for at den bistående medlemsstat kan søge og modtage godtgørelse fra den eller de medlemsstater, hvor den eller de ikkerepræsenterede borgere er statsborgere. De medlemsstater, hvor de ikkerepræsenterede borger er statsborgere, bør godtgøre den eller de bistående medlemsstater de påløbne omkostninger. Det bør være op til den eller de bistående medlemsstater at afgøre, om de vil søge godtgørelse for de påløbne omkostninger og i hvilken form. Den bistående medlemsstat og den medlemsstat, hvor den ikkerepræsenterede borger er statsborger, bør kunne aftale de detaljerede betingelser for godtgørelse inden for visse tidsfrister. I tilfælde af en krisesituation, som har eller kan have haft negative konsekvenser for et væsentligt antal unionsborgere, og efter anmodning fra den bistående medlemsstat, bør de medlemsstater, hvor ikkerepræsenterede borger er statsborgere, godtgøre omkostningerne på et forholdsmæssigt grundlag ved at dele de påløbne omkostninger med antallet af borgere, der har fået bistand.

(29)

Dette direktiv bør tages op til revision tre år efter dets gennemførelsesfrist. Det eventuelle behov for at revidere de økonomiske procedurer for at sikre tilstrækkelig byrdefordeling bør navnlig vurderes i lyset af de oplysninger, som medlemsstaterne giver om gennemførelsen og den praktiske anvendelse af direktivet, herunder eventuelle relevante statistikker og sager. Kommissionen bør udarbejde en rapport og overveje behovet for eventuelle yderligere foranstaltninger, herunder i givet fald ved at foreslå ændringer til dette direktiv med henblik på at lette udøvelsen af unionsborgernes ret til konsulær beskyttelse.

(30)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (5) finder anvendelse på medlemsstaternes behandling af personoplysninger i forbindelse med nærværende direktiv.

(31)

Dette direktiv bør ikke påvirke gunstigere bestemmelser i national lovgivning, for så vidt som de er forenelige med dette direktiv.

(32)

I henhold til medlemsstaternes og Kommissionens fælles politiske erklæring af 28. september 2011 (6) om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(33)

Direktivet har til formål at fremme konsulær beskyttelse som anerkendt i chartret. Det respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der navnlig anerkendes i charteret, især princippet om ikkeforskelsbehandling, retten til livet og respekt for menneskets integritet, retten til respekt for privatliv og familieliv, respekt for børns rettigheder, retten til et forsvar og retten til en upartisk domstol. Direktivet bør gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(34)

I overensstemmelse med forbuddet mod forskelsbehandling i chartret bør medlemsstaterne gennemføre dette direktiv uden forskelsbehandling mellem de personer, der er omfattet af direktivet, på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering

(35)

Afgørelse 95/553/EF truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet (7) bør ophæves —

a)

anholdelse eller tilbageholdelse

b)

ofre for forbrydelser

c)

en alvorlig ulykke eller alvorlig sygdom

d)

dødsfald

e)

hjælp til og hjemtransport i en nødsituation

f)

et behov for nødpas, jf. afgørelse 96/409/FUSP (8).