EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0199

2011/199/EU: Det Europæiske Råds afgørelse af 25. marts 2011 om ændring af artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med hensyn til en stabilitetsmekanisme for de medlemsstater, der har euroen som valuta

OJ L 91, 6.4.2011, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 10 Volume 003 P. 213 - 214

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2011/199/oj

6.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 91/1


DET EUROPÆISKE RÅDS AFGØRELSE

af 25. marts 2011

om ændring af artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med hensyn til en stabilitetsmekanisme for de medlemsstater, der har euroen som valuta

(2011/199/EU)

DET EUROPÆISKE RÅD HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 48, stk. 6,

under henvisning til det forslag til revision af artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som den belgiske regering forelagde Det Europæiske Råd den 16. december 2010,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Kommissionen (2),

efter at have indhentet udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 48, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) kan Det Europæiske Råd, der træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet, Kommissionen og i visse tilfælde Den Europæiske Centralbank, vedtage en afgørelse om ændring af alle eller en del af bestemmelserne i tredje del af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). En sådan afgørelse må ikke udvide de kompetencer, der er tildelt Unionen i traktaterne, og dens ikrafttræden er betinget af, at medlemsstaterne efterfølgende godkender den i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

(2)

På Det Europæiske Råds møde den 28.-29. oktober 2010 blev stats- og regeringscheferne enige om, at medlemsstaterne skal etablere en permanent krisemekanisme for at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed, og opfordrede formanden for Det Europæiske Råd til at konsultere medlemmerne af Det Europæiske Råd om en begrænset traktatændring, der vil være nødvendig i den henseende.

(3)

Den 16. december 2010 forelagde den belgiske regering i henhold til artikel 48, stk. 6, første afsnit, i TEU et forslag til revision af artikel 136 i TEUF, idet der tilføjes et stykke, i henhold til hvilket de medlemsstater, der har euroen som valuta, kan etablere en stabilitetsmekanisme, der skal aktiveres, hvis det er strengt nødvendigt for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed, og hvori det fastsættes, at ydelsen af enhver påkrævet finansiel støtte inden for rammerne af mekanismen vil være underlagt streng konditionalitet. Samtidig vedtog Det Europæiske Råd konklusioner om den fremtidige stabilitetsmekanisme (punkt 1-4).

(4)

Stabilitetsmekanismen vil give det nødvendige redskab til at håndtere tilfælde som dem, der er forekommet i 2010, hvor der er risiko for den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed, og derved bidrage til at bevare den økonomiske og finansielle stabilitet i selve Unionen. På mødet den 16.-17. december 2010 nåede Det Europæiske Råd til enighed om, at da denne mekanisme er beregnet til at skulle sikre den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed, vil der ikke længere være behov for artikel 122, stk. 2, i TEUF til sådanne formål. Stats- og regeringscheferne var derfor enige om, at den ikke bør anvendes til sådanne formål.

(5)

Den 16. december 2010 besluttede Det Europæiske Råd at høre Europa-Parlamentet og Kommissionen om forslaget i overensstemmelse med artikel 48, stk. 6, andet afsnit, i TEU. Det besluttede også at høre Den Europæiske Centralbank. Europa-Parlamentet (1), Kommissionen (2) og Den Europæiske Centralbank (3) vedtog udtalelser om forslaget.

(6)

Ændringen vedrører en bestemmelse i tredje del af TEUF, og den udvider ikke de kompetencer, der er tildelt Unionen i traktaterne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tilføjes følgende stykke:

»3.   De medlemsstater, der har euroen som valuta, kan etablere en stabilitetsmekanisme, der skal aktiveres, hvis det er strengt nødvendigt for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed. Ydelsen af enhver påkrævet finansiel støtte inden for rammerne af mekanismen vil være underlagt streng konditionalitet.«

Artikel 2

Medlemsstaterne giver omgående generalsekretæren for Rådet meddelelse om afslutningen af de procedurer, der i henhold til deres forfatningsmæssige bestemmelser er nødvendige for godkendelsen af denne afgørelse.

Denne afgørelse træder i kraft den 1. januar 2013, forudsat at samtlige de i stk. 1 omhandlede meddelelser er modtaget, eller, hvis dette ikke er tilfældet, den første dag i den måned, der følger efter modtagelsen af den sidste af de i stk. 1 omhandlede meddelelser.

Artikel 3

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. marts 2011.

På Det Europæiske Råds vegne

H. VAN ROMPUY

Formand


(1)  Udtalelse af 23.3.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 15.2.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  Udtalelse af 17.3.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT).


Top