EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R0617

Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 617/2010 af 24. juni 2010 om indberetning til Kommissionen om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i Den Europæiske Union og om ophævelse af forordning (EF) nr. 736/96

OJ L 180, 15.7.2010, p. 7–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 12 Volume 003 P. 147 - 154

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 08/04/2014; erstattet af 32014R0256

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/617/oj

15.7.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 180/7


RÅDETS FORORDNING (EU, EURATOM) Nr. 617/2010

af 24. juni 2010

om indberetning til Kommissionen om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i Den Europæiske Union og om ophævelse af forordning (EF) nr. 736/96

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 337,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 187,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at Kommissionen kan udføre sine opgaver på energiområdet, er det afgørende at få tegnet et samlet billede af udviklingen i investeringerne i energiinfrastrukturen i Unionen. Tilgængelige, regelmæssige og ajourførte data og oplysninger bør sætte Kommissionen i stand til at foretage de fornødne sammenligninger og evalueringer og foreslå relevante foranstaltninger på grundlag af korrekte tal og analyser, især vedrørende den fremtidige balance mellem udbud af og efterspørgsel efter energi.

(2)

Energimæssigt har situationen i og uden for Unionen ændret sig væsentligt i de senere år, hvilket betyder, at investeringer i energiinfrastruktur er blevet helt centrale for at sikre Unionens energiforsyninger samt for, at det indre marked kan fungere, og at Unionen kan gennemføre den overgang til et lavkulstofenergisystem, som den har påbegyndt.

(3)

Den nye energisituation kræver betydelige investeringer i alle infrastrukturformer i alle energisektorer og i udvikling af nye typer infrastruktur og nye teknologier, der vinder udbredelse på markedet. Med liberaliseringen af energisektoren og den fortsatte integration af det indre marked får de økonomiske operatører en mere fremtrædende rolle i investeringssammenhæng. Samtidig vil de nye politikkers krav, som f.eks. mål der har indvirkning på brugen af forskellige brændsler og brændstoffer, ændre på medlemsstaternes politikker for etablering af ny og/eller mere moderne energiinfrastruktur.

(4)

I den forbindelse bør investeringer i energiinfrastruktur i Unionen få større opmærksomhed, især med henblik på at forebygge problemer, fremme bedste praksis og opnå større gennemsigtighed med hensyn til den fremtidige udvikling af Unionens energisystemer.

(5)

Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi bør derfor råde over nøjagtige data og oplysninger om investeringsprojekter, herunder nedlæggelse af infrastrukturer, i de vigtigste dele af Unionens energisystem.

(6)

Data og oplysninger om den forventede udvikling i produktions-, transmissions- og lagerkapacitet og om projekter i de forskellige energisektorer er af interesse for Unionen og er vigtige for fremtidige investeringer. Det er derfor nødvendigt at sikre, at Kommissionen underrettes om de investeringsprojekter, hvor anlægs- eller nedlæggelsesarbejdet er påbegyndt, eller hvor der er truffet en endelig beslutning om investering.

(7)

Ifølge artikel 41 og 42 i Euratomtraktaten har virksomhederne pligt til at give meddelelse om deres investeringsprojekter. Det er påkrævet at supplere sådanne oplysninger med regelmæssige indberetninger om gennemførelsen af investeringsprojekter. Sådanne supplerende indberetninger berører ikke Euratomtraktatens artikel 41-44.

(8)

For at Kommissionen kan danne sig et sammenhængende billede af den fremtidige udvikling i hele Unionens energisystem, kræves der harmoniserede rammer for indberetning om investeringsprojekter, som bygger på ajourførte kategorier af, hvilke officielle data og oplysninger medlemsstaterne skal indsende.

(9)

Medlemsstaterne bør med dette for øje give Kommissionen data og oplysninger om de på deres område planlagte og igangværende investeringsprojekter i energiinfrastruktur vedrørende produktion, oplagring og transmission af olie, naturgas, elektricitet, herunder elektricitet fra vedvarende kilder, biobrændsler og biobrændstoffer samt CO2-opsamling og -lagring, herunder sammenkoblinger med tredjelande. Det bør pålægges virksomhederne at indberette sådanne data og oplysninger til medlemsstaterne.

(10)

Som følge af tidshorisonten for investeringsprojekter i energisektoren bør indberetning hvert andet år være tilstrækkeligt.

(11)

For at undgå uforholdsmæssigt store administrative byrder og minimere omkostningerne for medlemsstaterne og virksomhederne, især små og mellemstore virksomheder, bør denne forordning give mulighed for at fritage medlemsstater og virksomheder for indberetningspligten, hvis Kommissionen modtager tilsvarende oplysninger i medfør af energisektorspecifikke retsakter, der er vedtaget af EU-institutionerne, og hvis mål er konkurrencebaserede energimarkeder i Unionen, et bæredygtigt europæisk energisystem og sikre energiforsyninger til Unionen. Ethvert dobbeltarbejde i forbindelse med indberetningskravene i tredje lovgivningspakke vedrørende det indre marked for elektricitet og naturgas bør således undgås.

(12)

Af hensyn til databehandlingen og en enkel og sikker dataindberetning bør Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi have mulighed for at træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger hertil, navnlig benytte integrerede it-værktøjer og -procedurer.

(13)

Beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med medlemsstaternes behandling af personoplysninger er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (1), og beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med Kommissionens behandling af personoplysninger er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (2). Nærværende forordning berører ikke disse bestemmelser.

(14)

Medlemsstaterne eller deres bemyndigede enheder og Kommissionen bør beskytte fortroligheden af forretningsmæssigt følsomme data og oplysninger. Derfor bør medlemsstaterne eller deres bemyndigede enheder, dog ikke for data og oplysninger vedrørende grænseoverskridende transmissionsprojekter, aggregere sådanne data og oplysninger på nationalt niveau, før de indberettes til Kommissionen. Om nødvendigt bør Kommissionen yderligere aggregere disse data på en sådan måde, at der ikke kan afsløres eller udledes nogen detaljerede oplysninger om de enkelte virksomheder og anlæg.

(15)

Kommissionen og især dens markedsobservatorium for energi bør regelmæssigt foretage en tværsektoriel analyse af udviklingen i Unionens energisystems struktur og dets udsigter og, hvor det er relevant, en mere fokuseret analyse af bestemte aspekter af energisystemet. Især bør analysen medvirke til at påpege eventuelle infrastruktur- og investeringsmangler for derved at opretholde balancen mellem energiudbud og energiefterspørgsel. Denne analyse bør også bidrage til drøftelserne på EU-plan om energiinfrastrukturer og bør derfor fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg samt stilles til rådighed for interesserede parter.

(16)

Kommissionen kan bistås af eksperter fra medlemsstaterne eller andre kompetente eksperter med henblik på at nå frem til en fælles opfattelse af potentielle infrastrukturmangler og risici i forbindelse hermed og bidrage til at gøre den fremtidige udvikling mere gennemsigtig.

(17)

Kommissionen bør så vidt muligt bygge videre på den indberetningsform, der blev anvendt i Kommissionens forordning (EF) nr. 2386/96 (3), der gennemfører Rådets forordning (EF) nr. 736/96 af 22. april 1996 om indberetning til Kommissionen om investeringsprojekter af interesse for Fællesskabet inden for olie-, naturgas- og elektricitetssektorerne (4), og efter høring af nationale eksperter vedtage de tekniske foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelsen af denne forordning.

(18)

På baggrund af omfanget af de ændringer, der er nødvendige for at tilpasse forordning (EF) nr. 736/96 til nutidens udfordringer på energimarkedet, og af hensyn til klarheden bør nævnte forordning ophæves og erstattes af en ny forordning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   I denne forordning fastsættes ensartede rammer for indberetning til Kommissionen af data og oplysninger om investeringsprojekter i energiinfrastruktur i sektorerne for olie, naturgas, elektricitet, herunder elektricitet fra vedvarende kilder, biobrændsler og biobrændstoffer samt investeringsprojekter vedrørende opsamling og lagring af CO2, der produceres i disse sektorer.

2.   Forordningen anvendes på de i bilaget anførte typer investeringsprojekter, hvor anlægs- eller nedlæggelsesarbejdet er påbegyndt, eller hvor der er truffet en endelig beslutning om investering.

Medlemsstaterne kan endvidere forelægge anslåede data eller foreløbige oplysninger om de i bilaget anførte typer investeringsprojekter, hvor anlægsarbejdet forventes påbegyndt inden for fem år, og om dem, som forventes nedlagt inden for tre år, men hvor der ikke er truffet en endelig beslutning om investering.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »infrastruktur«: enhver type anlæg eller del af anlæg med relation til produktion, transmission eller oplagring

2)   »investeringsprojekter«: projekter med følgende formål:

3)   »endelig beslutning om investering«: den beslutning, der træffes på virksomhedsplan om endeligt at afsætte midler til et projekts investeringsfase, idet investeringsfasen er den fase, hvor anlægsarbejdet eller nedlæggelsen finder sted, og hvor der påløber kapitalomkostninger. Investeringsfasen omfatter ikke planlægningsfasen, hvor projektets gennemførelse forberedes, og hvor der, hvis det er relevant, foretages en gennemførlighedsvurdering, forberedende og tekniske undersøgelser, indhentes tilladelser og godkendelser og afholdes kapitalomkostninger

4)   »investeringsprojekter under anlæg«: investeringsprojekter, hvis anlæg er påbegyndt, og hvor der påløber kapitalomkostninger

5)   »nedlæggelse«: den fase, hvor infrastruktur tages endeligt ud af drift

6)   »produktion«: elproduktion og forarbejdning af brændsler og brændstoffer, herunder biobrændsler og biobrændstoffer

7)   »transmission«: transport af energikilder, energiprodukter eller kuldioxid via et ledningsnet, navnlig

8)   »oplagring«: permanent eller midlertidig lagring af energi eller energikilder i infrastruktur over eller under jorden eller i geologiske strukturer eller indeslutning af kuldioxid i underjordiske geologiske formationer

9)   »virksomheder«: fysiske og juridiske, privatretlige og offentligretlige personer, der træffer beslutning om eller gennemfører investeringsprojekter

10)   »energikilder«:

i)

primære energikilder såsom olie, naturgas og kul

ii)

omdannede energikilder såsom elektricitet

iii)

energi fra vedvarende kilder, herunder vandkraft, biomasse-, biogas-, vind-, sol-, tidevands- og bølgeenergi samt geotermisk energi, og

iv)

energiprodukter såsom raffinerede olieprodukter, biobrændsler og biobrændstoffer.

11)   »specifikt organ«: et organ, der ifølge en energisektorspecifik EU-retsakt er pålagt at udarbejde og vedtage flerårige EU-netudviklings- og -investeringsplaner for energiinfrastruktur, såsom det europæiske net af elektricitetstransmissionssystemoperatører (»ENTSO-E«), jf. artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling (5) og det europæiske net af gastransmissionssystemoperatører (»ENTSO-G«), jf. artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet (6).

Artikel 3

Indberetning af data

1.   Medlemsstaterne eller de enheder, de bemyndiger dertil, indsamler fra den 1. januar 2011 og derefter hvert andet år alle de i denne forordning krævede data og oplysninger, uden at indsamlings- og indberetningsbyrden dog gøres uforholdsmæssigt stor.

De indberetter de data og relevante projektoplysninger, som er fastsat i denne forordning, til Kommissionen i 2011, som er det første indberetningsår, og derefter hvert andet år. Denne indberetning sker i aggregeret form, dog ikke for data og relevante oplysninger om grænseoverskridende transmissionsprojekter.

Medlemsstaterne eller de bemyndigede enheder indberetter aggregerede data og relevante projektoplysninger senest den 31. juli i det pågældende indberetningsår.

2.   Medlemsstaterne og deres bemyndigede enheder er fritaget for pligterne i stk. 1, såfremt, og i det omfang, det ifølge den energisektorspecifikke EU-lovgivning eller Euratomtraktaten forholder sig sådan, at

a)

medlemsstaten eller dens bemyndigede enhed allerede har indberettet data eller oplysninger til Kommissionen, som svarer til kravene i denne forordning, og har oplyst indberetningsdatoen og den pågældende specifikke retsakt eller

b)

det er pålagt et specifikt organ at udarbejde en flerårig investeringsplan for energiinfrastruktur på EU-plan, og det med dette for øje indsamler data og oplysninger, som svarer til kravene i denne forordning. I dette tilfælde og med henblik på denne forordning indberetter det specifikke organ alle relevante data og oplysninger til Kommissionen.

Artikel 4

Datakilder

De pågældende virksomheder indberetter inden den 1. juni i hvert indberetningsår de i artikel 3 omhandlede data eller oplysninger til de medlemsstater, på hvis område de planlægger at gennemføre investeringsprojekter, eller til den af medlemsstaten bemyndigede enhed. De indberettede data eller oplysninger skal afspejle investeringsprojektsituationen pr. 31. marts i det relevante indberetningsår.

Første afsnit finder ikke anvendelse på virksomhederne, hvis den pågældende medlemsstat beslutter at anvende andre midler til at give Kommissionen de i artikel 3 omhandlede data eller oplysninger.

Artikel 5

Indberetningernes indhold

1.   Hvad angår de i bilaget anførte typer investeringsprojekter skal den i artikel 3 omhandlede indberetning indeholde følgende, hvor det er relevant:

a)

omfanget af den kapacitet, der er planlagt eller under anlæg

b)

type og vigtigste kendetegn for infrastruktur eller kapacitet, der er planlagt eller under anlæg, herunder i givet fald placering af grænseoverskridende transmissionsprojekter

c)

forventet år for idriftsættelse

d)

benyttet type energikilde

e)

anlæg, der kan håndtere forsyningssikkerhedskriser såsom udstyr, der tillader vending af strømningsretningen eller brændselsskift, og

f)

udstyr til CO2-opsamling eller eftermontering til CO2-opsamling og -lagring.

2.   Hvad angår planlagt nedlæggelse af kapacitet skal den i artikel 3 omhandlede indberetning indeholde følgende:

a)

den pågældende infrastrukturs art og kapacitet og

b)

forventet år for nedlæggelse.

3.   I indberetninger efter artikel 3 skal der om nødvendigt angives de samlede tal for den installerede produktions-, transmissions- og oplagringskapacitet, der foreligger ved det pågældende indberetningsårs begyndelse, eller hvis funktion er afbrudt for en periode på over tre år.

Medlemsstaterne, deres bemyndigede enheder eller det specifikke organ omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra b), kan i deres indberetninger tilføje relevante bemærkninger såsom bemærkninger vedrørende forsinkelser af investeringsprojekter eller hindringer for gennemførelsen af dem.

Artikel 6

Datakvalitet og offentliggørelse af data

1.   Medlemsstaterne, deres bemyndigede enheder eller, hvis det er relevant, de specifikke organer skal bestræbe sig på at sikre kvaliteten, relevansen, nøjagtigheden, utvetydigheden, aktualiteten og den indbyrdes overensstemmelse af de data og oplysninger, de indberetter til Kommissionen.

For så vidt angår specifikke organer kan de data og oplysninger, de indberetter, ledsages af passende bemærkninger fra medlemsstaterne.

2.   Kommissionen kan offentliggøre data og oplysninger, den har modtaget i medfør af denne forordning, særlig analyserne i artikel 10, stk. 3, hvis offentliggørelsen sker i aggregeret form, således at der ikke afsløres eller kan udledes oplysninger om de enkelte virksomheder og anlæg.

3.   Medlemsstaterne, Kommissionen eller deres bemyndigede enheder skal hver især beskytte fortroligheden af de forretningsmæssigt følsomme data og oplysninger, de råder over.

Artikel 7

Gennemførelsesbestemmelser

Kommissionen vedtager inden for de rammer, der er fastlagt i denne forordning, senest den 31. oktober 2010 de bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen af denne forordning, vedrørende form og andre tekniske enkeltheder ved indberetning af de i artikel 3 og 5 omhandlede data og oplysninger.

Artikel 8

Databehandling

Kommissionen er ansvarlig for at udvikle, hoste, forvalte og vedligeholde de it-ressourcer, der er nødvendige for at modtage, opbevare og foretage enhver behandling af de data og oplysninger om energiinfrastruktur, som indberettes til Kommissionen i medfør af denne forordning.

Artikel 9

Beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af oplysninger

Denne forordning berører ikke EU-retten og berører navnlig ikke medlemsstaternes forpligtelser i forbindelse med behandling af personoplysninger som fastsat i direktiv 95/46/EF, og heller ikke de forpligtelser, som EU-institutionerne og -organerne i medfør af forordning (EF) nr. 45/2001 skal overholde ved behandling af personoplysninger som led i udøvelsen af deres hverv.

Artikel 10

Overvågning og rapportering

1.   På grundlag af de indberettede data og oplysninger og eventuelle andre datakilder, herunder data indkøbt af Kommissionen, og under hensyntagen til de relevante analyser såsom de flerårige netudviklingsplaner for gas og elektricitet, forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og offentliggør hvert andet år en tværsektoriel analyse af udviklingen i Unionens energisystems struktur og dets udsigter. Denne analyse har især til formål

a)

at konstatere, hvor der i fremtiden kan opstå huller mellem det energiudbud og den energiefterspørgsel, der har betydning set ud fra et EU-energipolitisk synspunkt

b)

at påpege hindringer for investeringer og fremme bedste praksis for at overvinde dem

c)

at øge gennemsigtigheden for markedsaktørerne og potentielle nye markedsaktører.

Kommissionen kan ligeledes på grundlag af disse data og oplysninger foretage enhver specifik analyse, der anses for påkrævet eller hensigtsmæssig.

2.   Kommissionen kan ved udarbejdelsen af analyserne i stk. 1 lade sig bistå af eksperter fra medlemsstaterne og/eller andre eksperter eller faglige sammenslutninger med specifik kompetence på det pågældende område.

Kommissionen giver alle medlemsstater mulighed for at kommentere udkastet til analyser.

3.   Kommissionen drøfter analyserne med interesserede parter såsom ENTSO-E, ENTSO-G, Gaskoordinationsgruppen og Olieforsyningsgruppen.

Artikel 11

Revurdering

Senest den 23. juli 2015 revurderer Kommissionen denne forordnings anvendelse og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om resultaterne af revurderingen. I denne revurdering undersøger Kommissionen bl.a. en eventuel udvidelse af anvendelsesområdet til at omfatte udvinding af gas, olie og kul.

Artikel 12

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 736/96 ophæves.

Artikel 13

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 24. juni 2010.

På Rådets vegne

J. BLANCO LÓPEZ

Formand


(1)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

(2)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.

(3)  EFT L 326 af 17.12.1996, s. 13.

(4)  EFT L 102 af 25.4.1996, s. 1.

(5)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 15.

(6)  EUT L 211 af 14.8.2009, s. 36.


BILAG

INVESTERINGSPROJEKTER

1.   OLIE

1.1.   Raffinering

Destillationsanlæg med en kapacitet på 1 mio. ton/år og derover

Udvidelse af destillationsanlæg til en kapacitet på over 1 mio. ton/år

Anlæg til reforming/krakning med en kapacitet på 500 ton/døgn og derover

Afsvovlingsanlæg for residualbrændselsolie/gasolie/feedstock/andre olieprodukter.

Kemiske anlæg, som ikke fremstiller brændselsolie og/eller motorbrændstoffer eller kun fremstiller disse som biprodukter, er undtaget.

1.2.   Transmission

Råolierørledninger med en kapacitet på 3 mio. ton/år og derover samt udbygning eller forlængelse af sådanne rørledninger med 30 km og derover

Rørledninger til olieprodukter med en kapacitet på 1,5 mio. ton/år og derover samt udbygning eller forlængelse af sådanne rørledninger med 30 km og derover

Rørledninger, der udgør et væsentligt led i nationale eller internationale forbindelsesnet, og rørledninger og projekter af fælles interesse, der er fastlagt ved retningslinjer, der er opstillet i medfør af artikel 171 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«) (1).

Rørledninger til militære formål og til forsyning af anlæg, der ikke er omfattet af punkt 1.1., er undtaget.

1.3.   Oplagring

Lageranlæg til råolie og olieprodukter (anlæg med en kapacitet på 150 000 m3 og derover samt tanke med en kapacitet på 100 000 m3 og derover).

Tanke til militære formål og til forsyning af anlæg, der ikke er omfattet af punkt 1.1., er undtaget.

2.   GAS

2.1.   Transmission

Transportrørledninger til gas, herunder naturgas og biogas, der udgør en del af et net, som hovedsagelig indeholder højtryksrørledninger, undtagen rørledninger, der udgør en del af et opstrømsrørledningsnet, og undtagen den del af højtryksrørledninger, der primært anvendes til lokal distribution af naturgas

Rørledninger og projekter af fælles interesse, der er fastlagt ved retningslinjer, der er opstillet i medfør af artikel 171 i TEUF (2).

2.2.   LNG-terminaler

Terminaler til import af flydende naturgas (LNG), med en fordampningskapacitet på 1 mia. m3/år og derover.

2.3.   Oplagring

Lageranlæg, der er forbundet til transportrørledningerne i punkt 2.1.

Rørledninger, terminaler og anlæg til militære formål og til forsyning af kemiske anlæg, der ikke fremstiller energiprodukter eller kun fremstiller disse som biprodukter, er undtaget.

3.   ELEKTRICITET

3.1.   Produktion

Termiske kraftværker og kernekraftværker (generatorer med en effekt på 100 MWe eller derover)

Kraftværksanlæg, som er fyret med biomasse, flydende biobrændsler eller affald (med en effekt på 20 MW eller derover)

Kraftvarmeværker (anlæg med en elektrisk effekt på 20 MW eller derover)

Vandkraftværker (anlæg med en effekt på 30 MW eller derover)

Vindmølleparker med en effekt på 20 MW eller derover

Termiske anlæg på basis af fokuserende solfangere og geotermiske anlæg (med en effekt på 20 MW eller derover)

Solcelleanlæg (med en effekt på 10 MW eller derover).

3.2.   Transmission

Luftledninger til transmission, såfremt de er konstrueret til den spænding, der sædvanligvis anvendes nationalt ved sammenkoblingsledninger, og såfremt de er konstrueret til en spænding på 220 kV eller derover

Nedgravede og undersøiske transmissionsledninger, såfremt de er konstrueret til en spænding på 150 kV eller derover

Projekter af fælles interesse, der er fastlagt ved retningslinjer, der er opstillet i medfør af artikel 171 i TEUF (3).

4.   BIOBRÆNDSLER OG BIOBRÆNDSTOFFER

4.1.   Produktion

Anlæg, der er i stand til at producere eller raffinere biobrændsler og biobrændstoffer (anlæg med en kapacitet på 50 000 ton/år eller derover).

5.   KULDIOXID

5.1.   Transmission

CO2-rørledninger forbundet med produktionsanlæggene i punkt 1.1. og 3.1.

5.2.   Oplagring

Lageranlæg (anlæg eller kompleks med en kapacitet på 100 000 ton eller derover).

Lageranlæg til forskning og teknologisk udvikling er undtaget.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1364/2006/EF af 6. september 2006 om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet (EUT L 262 af 22.9.2006, s. 1) blev vedtaget i henhold til artikel 155 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

(2)  Beslutning nr. 1364/2006/EF blev vedtaget i henhold til artikel 155 i EF-traktaten.

(3)  Beslutning nr. 1364/2006/EF blev vedtaget i henhold til artikel 155 i EF-traktaten.


Top