EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009R0013

Rådets forordning (EF) nr. 13/2009 af 18. december 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) med henblik på indførelse af en skolefrugtordning

OJ L 5, 9.1.2009, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 03 Volume 061 P. 48 - 51

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2015

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/13/oj

9.1.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 5/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 13/2009

af 18. december 2008

om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) med henblik på indførelse af en skolefrugtordning

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, sartikel 36 og 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 1182/2007 (2), der indeholder særlige regler for frugt- og grøntsagssektoren, skabte grundlag for en omfattende reform af den pågældende sektor med det formål at gøre den mere konkurrencedygtig og mere markedsorienteret og bringe den mere på linje med resten af den moderniserede fælles landbrugspolitik. Et af de centrale formål med reformen består i at vende det faldende forbrug af frugt og grøntsager.

(2)

Det er ønskeligt at sætte ind over for børns lave forbrug af frugt og grøntsager ved at sikre en varig stigning i andelen af frugt og grøntsager i børns kost på det tidspunkt, hvor deres kostvaner dannes. Ydelse af fællesskabsstøtte i henhold til en skolefrugtordning for at uddele frugter og grøntsags- og bananprodukter til børn i uddannelsesinstitutioner, bør forventes at få unge forbrugere til at sætte pris på frugt og grøntsager og således øge det fremtidige forbrug. Skolefrugtordningen vil som følge heraf opfylde målene for den fælles landbrugspolitik, herunder at fremme indtjeningen i landbruget, stabilisere markederne og sikre både de nuværende og fremtidige forsyninger.

(3)

Der kan i henhold til traktatens artikel 35, litra b), inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik fastsættes bestemmelser om fælles foranstaltninger, f.eks. en skolefrugtordning, med henblik på udvidelse af forbruget af visse varer.

(4)

I henhold til traktatens artikel 152, stk. 1, skal der sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Fællesskabets politikker. De oplagte sundhedsmæssige fordele ved en skolefrugtordning indikerer, at det er ordning, der bør integreres i gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik.

(5)

Der bør derfor være mulighed for at yde fællesskabsstøtte til at medfinansiere uddeling af bestemte sunde produkter hidrørende fra frugt- og grøntsagssektoren, sektoren for forarbejdede frugter og grøntsager og banansektoren til børn i uddannelsesinstitutioner, og til at medfinansiere bestemte dermed forbundne omkostninger til logistik, distribution, udstyr, kommunikation, kontrol og evaluering.

(6)

Fællesskabets skolefrugtordning bør ikke berøre eventuelle nationale skolefrugtordninger, der er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, således at fordelene ved sådanne ordninger bevares. Den bør respektere mangfoldigheden i medlemsstaternes uddannelsessystemer. Skolefrugtordningen kan derfor omfatte sådanne uddannelsesinstitutioner som børnehaver og børnehaveklasser, andre førskoleinstitutioner og skoler på primær- og sekundærtrinnet.

(7)

Medlemsstater, der er villige til at deltage i skolefrugtordningen, bør ud over fællesskabsstøtten kunne yde national støtte til uddeling af sunde produkter og til visse dermed forbundne omkostninger. For at gøre ordningen effektiv bør der træffes ledsageforanstaltninger. Medlemsstaterne bør derfor kunne yde national støtte til finansiering af ledsageforanstaltningerne. I lyset af de budgetmæssige begrænsninger bør medlemsstaterne kunne erstatte deres finansielle bidrag til skolefrugtordningen med bidrag fra den private sektor.

(8)

For at sikre, at skolefrugtordningen gennemføres på korrekt vis, bør de medlemsstater, der ønsker at gøre brug af ordningen, først fastlægge en strategi på nationalt eller regionalt plan.

(9)

Ordningen bør ikke omfatte usunde produkter, der f.eks. indeholder en høj fedtprocent eller tilsat sukker. Kommissionen bør derfor udarbejde en liste over produkter eller ingredienser, der bør udelukkes fra skolefrugtordningen. Der bør ikke på anden måde gribes unødigt ind i medlemsstaternes skønsbeføjelse med hensyn til at udvælge produkterne. De bør således kunne basere deres valg af støtteberettigede produkter på objektive kriterier, herunder årstid, tilgængelighed eller miljøhensyn. I den forbindelse bør medlemsstaterne kunne give fortrinsret til produkter med fællesskabsoprindelse. For at skabe større klarhed bør medlemsstaterne udarbejde en liste over de produkter, som er støtteberettigede i henhold til deres ordning, når de udarbejder deres strategier.

(10)

Af hensyn til en god forvaltningspraksis og budgetforvaltning bør medlemsstater, der deltager i ordningen, hvert år ansøge om fællesskabsstøtte. På baggrund af medlemsstaternes anmodninger træffer Kommissionen afgørelse om de endelige tildelinger inden for de disponible bevillinger på budgettet.

(11)

Fællesskabsstøtten tildeles hver medlemsstat på grundlag af objektive kriterier, der bygger på deres andel af børn i kernemålgruppen, dvs. børn på seks-ti år. Denne aldersgruppe er blevet udvalgt af budgetmæssige årsager, men også fordi kostvaner dannes i en tidlig alder. En medlemsstats begrænsede demografiske størrelse bør dog ikke forhindre den i at gennemføre en omkostningseffektiv ordning. Hver deltagende medlemsstat bør derfor modtage et specificeret mindstebeløb i fællesskabsstøtte.

(12)

For at sikre en forsvarlig budgetforvaltning bør der fastsættes et fast loft over fællesskabsstøtten og maksimale medfinansieringssatser, og Fællesskabets finansielle bidrag til ordningen bør føjes til den liste over foranstaltninger, der kan finansieres under EGFL, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (3).

(13)

I betragtning af deres sociale, strukturelle og økonomiske vanskeligheder er det hensigtsmæssigt at fastsætte en højere medfinansieringssats for de regioner, der er omfattet af konvergensmålet i overensstemmelse med i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (4), og for de regioner i den yderste periferi, der er omhandlet i traktatens artikel 299, stk. 2.

(14)

For at sikre, at den overordnede effektivitet af skolefrugtordningen ikke forringes, bør fællesskabsstøtten ikke anvendes til at erstatte finansiering af eventuelle eksisterende nationale skolefrugtordninger eller andre uddelingsordninger for skoler, hvori indgår frugt. Medlemsstaternes resultater med hensyn til at indføre en national skolefrugtordning bør imidlertid bevares. Derfor bør fællesskabsstøtte ikke desto mindre være tilgængelig, hvis en medlemsstat har til hensigt at udvide eller gøre en allerede indført ordning mere effektiv, der på anden vis vil være berettiget til fællesskabsstøtte, forudsat at visse maksimale medfinansieringssatser overholdes for så vidt angår forholdet mellem fællesskabsstøtten og den samlede nationale finansiering. I dette tilfælde bør medlemsstaten i sin strategi anføre, hvorledes den har til hensigt at udvide sin ordning eller gøre den mere effektiv.

(15)

For at give tid til en problemfri gennemførelse af ordningen bør den finde anvendelse fra skoleåret 2009-2010. Der bør udarbejdes en rapport om gennemførelsen af ordningen efter tre år.

(16)

For at gøre ordningen mere effektiv bør Fællesskabet være i stand til at finansiere dels oplysnings-, kontrol- og evalueringsforanstaltninger, der tager sigte på at øge offentlighedens opmærksomhed omkring skolefrugtordningen og dens formål, dels dermed forbundne netværksforanstaltninger. Dette bør ikke indskrænke Fællesskabets beføjelser til, inden for rammerne af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 (5), at medfinansiere nødvendige ledsageforanstaltninger for at bevidstgøre offentligheden om de gavnlige sundhedsmæssige virkninger af forbrug af frugt og grøntsager.

(17)

Kommissionen bør fastsætte nærmere regler for anvendelse af skolefrugtordningen, herunder regler om tildelingen af støtte til medlemsstaterne, finans- og budgetforvaltning, nationale strategier, omkostninger i tilknytning til ordningen, ledsageforanstaltninger og oplysning, kontrol og evaluering samt netværksforanstaltninger.

(18)

Bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1182/2007 er blevet integreret i Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 (6) med virkning fra 1. juli 2008 ved Rådets forordning (EF) nr. 361/2008 (7).

(19)

Forordning (EF) nr. 1290/2005 og forordning (EF) nr. 1234/2007 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005

I artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1290/2005 tilføjes følgende:

»f)

Fællesskabets finansielle støtte til skolefrugtordningen som omhandlet i artikel 103ga, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 (8).

Artikel 2

Ændring af forordning (EF) nr. 1234/2007

I forordning (EF) nr. 1234/2007 foretages følgende ændringer:

1)

I del II, afsnit I, kapitel IV, afdeling IVa, foretages følgende ændringer:

a)

Efter artikel 103g indsættes følgende som underafdeling:

»Underafdeling IIA

Skolefrugtordning

Artikel 103ga

Støtte til uddeling af frugt- og grøntsagsprodukter, forarbejdede frugt- og grøntsagsprodukter og bananprodukter til børn

1.   På de af Kommissionen fastsatte betingelser ydes der fra skoleåret 2009-2010 og fremover fællesskabsstøtte til:

a)

uddeling af produkter hidrørende fra frugt- og grøntsagssektoren, sektoren for forarbejdede frugter og grøntsager og banansektoren til børn i uddannelsesinstitutioner, herunder børnehaver og børnehaveklasser, andre førskoleinstitutioner og skoler på primær- og sekundærtrinnet, og

b)

bestemte dermed forbundne omkostninger til logistik og distribution, udstyr, kommunikation, kontrol og evaluering.

2.   Medlemsstater, der ønsker at deltage i ordningen, fastlægger først, på nationalt eller regionalt plan, en strategi for dens gennemførelse, som især skal omfatte budgettet for deres ordning, herunder fællesskabsbidrag og nationale bidrag, varighed, målgruppe, støtteberettigede produkter og inddragelse af relevante interessenter. De træffer også de nødvendige ledsageforanstaltninger for at gøre ordningen effektiv.

3.   I forbindelse med fastlæggelsen af deres strategier udarbejder medlemsstaterne en liste over produkter hidrørende fra frugt- og grøntsagssektoren, sektoren for forarbejdede frugter og grøntsager og banansektoren, der vil være støtteberettigede i henhold til deres respektive ordninger. Listen må dog ikke omfatte produkter, der er udelukket ved en foranstaltning vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 103h, litra f). De udvælger deres produkter på grundlag af objektive kriterier, der kan omfatte årstid, tilgængelighed eller miljøhensyn. I den forbindelse kan medlemsstaterne give fortrinsret til produkter med fællesskabsoprindelse.

4.   Den i stk. 1 omhandlede fællesskabsstøtte må hverken

a)

overstige 90 mio. EUR pr. skoleår, eller

b)

overstige 50 % af uddelingsomkostningerne og dermed forbundne omkostninger som omhandlet i stk. 1 eller 75 % i de regioner, der er omfattet af konvergensmålet i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (9), og i de regioner i den yderste periferi, der er omhandlet i traktatens artikel 299, stk. 2, eller

c)

dække andre omkostninger end de i stk. 1 nævnte uddelingsomkostninger og dermed forbundne omkostninger.

5.   Fællesskabsstøtten i stk. 1 tildeles hver medlemsstat på grundlag af objektive kriterier baseret på deres andel af børn i aldersgruppen 6-10 år. Medlemsstater, der deltager i ordningen, modtager dog mindst 175 000 EUR i fællesskabsstøtte. Medlemsstater, der deltager i ordningen, skal hvert år ansøge om fællesskabsstøtte på grundlag af deres strategi. På baggrund af medlemsstaternes anmodninger træffer Kommissionen afgørelse om de endelige tildelinger inden for de disponible bevillinger på budgettet.

6.   Fællesskabsstøtten i stk. 1 må ikke bruges som erstatning for finansiering af eventuelle eksisterende nationale skolefrugtordninger eller andre uddelingsordninger for skoler, hvori indgår frugt. Hvis en medlemsstat allerede har indført en ordning, der vil være berettiget til fællesskabsstøtte i medfør af denne artikel, og denne medlemsstat har til hensigt at udvide den eller gøre den mere effektiv, bl.a. hvad angår ordningens målgruppe eller varighed eller støtteberettigede produkter, kan der dog ydes fællesskabsstøtte, forudsat at de maksimale satser i stk. 4, litra b), overholdes for så vidt angår forholdet mellem fællesskabsstøtten og det samlede nationale bidrag. I dette tilfælde anfører medlemsstaten i sin strategi, hvorledes den har til hensigt at udvide sin ordning eller gøre den mere effektiv.

7.   Medlemsstaterne kan som supplement til fællesskabsstøtten yde national støtte til uddeling af produkter og dermed forbundne omkostninger som omhandlet i stk. 1. Disse omkostninger kan også dækkes af bidrag fra den private sektor. Medlemsstaterne kan også yde national støtte til finansiering af de i stk. 2 nævnte ledsageforanstaltninger.

8.   Fællesskabets skolefrugtordning berører ikke eventuelle særskilte nationale skolefrugtordninger, der er forenelige med fællesskabslovgivningen.

9.   Fællesskabet kan også i medfør af artikel 5 i forordning (EF) nr. 1290/2005 finansiere oplysnings-, kontrol- og evalueringsforanstaltninger med relation til skolefrugtordningen, herunder foranstaltninger for at øge offentlighedens opmærksomhed omkring ordningen, og dermed forbundne netværksforanstaltninger.

b)

Følgende overskrift indsættes før artikel 103h:

c)

I artikel 103h tilføjes følgende litra:

»f)

bestemmelser om den i artikel 103ga nævnte skolefrugtordning, herunder en liste over de produkter eller ingredienser, der bør udelukkes fra skolefrugtordningen, den endelige fordeling af støtten medlemsstaterne imellem, finans- og budgetforvaltningen og de dermed forbundne omkostninger, medlemsstaternes strategier, ledsageforanstaltninger, oplysnings-, kontrol- og evalueringsforanstaltninger samt netværksforanstaltninger.«

2)

I artikel 180 indsættes »artikel 103ga og« før »artikel 182«.

3)

I artikel 184 indsættes følgende nr.:

»5)

inden den 31. august 2012 forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af skolefrugtordningen i henhold til artikel 103ga, om nødvendigt ledsaget af passende forslag. I rapporten behandles især spørgsmålene om, hvorvidt ordningen har bidraget til indførelse af velfungerede skolefrugtordninger i medlemsstaterne, og hvilken betydning ordningen har haft med hensyn til at forbedre børns kostvaner.«

Artikel 3

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2008.

På Rådets vegne

M. BARNIER

Formand


(1)  Udtalelse af 18.11.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EUT L 273 af 17.10.2007, s. 1.

(3)  EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1.

(4)  EUT L 210 af 31.7.2006, s. 25.

(5)  Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 af 17.12.2007 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande (EUT L 3 af 5.1.2008, s. 1).

(6)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(7)  EUT L 121 af 7.5.2008, s. 1.

(8)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1

(9)  EUT L 210 af 31.7.2006, s. 25


Top