EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005L0031

Kommissionens direktiv 2005/31/EF af 29. april 2005 om ændring af Rådets direktiv 84/500/EØF for så vidt angår en overensstemmelseserklæring og krav til analysemetoder for keramiske genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer (EØS-relevant tekst).

OJ L 110, 30.4.2005, p. 36–39 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
OJ L 338M, 17.12.2008, p. 210–216 (MT)
Special edition in Bulgarian: Chapter 13 Volume 049 P. 21 - 25
Special edition in Romanian: Chapter 13 Volume 049 P. 21 - 25
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 030 P. 221 - 224

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2005/31/oj

30.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 110/36


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2005/31/EF

af 29. april 2005

om ændring af Rådets direktiv 84/500/EØF for så vidt angår en overensstemmelseserklæring og krav til analysemetoder for keramiske genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 af 27. oktober 2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og om ophævelse af direktiv 80/590/EØF og 89/109/EØF (1), særlig artikel 5, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 84/500/EØF af 15. oktober 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om keramiske genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler (2) er en særforanstaltning efter artikel 5 i forordning (EF) nr. 1935/2004. Det vedrører den mulige afgivelse af bly og cadmium fra keramiske genstande, der som færdigvarer er bestemt til at bringes i berøring med fødevarer, eller som kommer i berøring med fødevarer, når de anvendes i henhold til deres bestemmelse.

(2)

I henhold til artikel 16 i forordning (EF) nr. 1935/2004 skal særforanstaltninger indeholde krav om, at materialer og genstande, der er omfattet af de pågældende foranstaltninger, ledsages af en skriftlig erklæring, der angiver, at de er i overensstemmelse med de bestemmelser, der gælder for dem.

(3)

Dette krav er endnu ikke fastsat i direktiv 84/500/EØF. Der er behov for at indføre denne forpligtelse for alle keramiske genstande, der endnu ikke er bragt i berøring med fødevarer, for klart at adskille dem fra dekorationsgenstande.

(4)

De nationale kompetente myndigheder bør have adgang til dokumenter, der påviser, at de keramiske genstande overholder grænserne for afgivelse af bly og cadmium. Derfor bør fabrikanten eller importøren til Fællesskabet på forlangende udlevere oplysninger vedrørende gennemførte analyser til myndighederne.

(5)

Direktiv 84/500/EØF foreskriver en analysemetode for bly og cadmium. Der er sket teknologiske fremskridt på dette område, og den i direktivet fastsatte analysemetode er kun én blandt mange mulige metoder. Nærværende direktiv bør tage hensyn til de teknologiske fremskridt og fastsætte de krav, som analysemetoden skal overholde i overensstemmelse med Kommissionens direktiv 2001/22/EF af 8. marts 2001 om prøveudtagnings- og analysemetoder til officiel kontrol af indholdet af bly, cadmium, kviksølv og 3-MCPD i levnedsmidler (3).

(6)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet er det for at virkeliggøre det grundlæggende mål, nemlig at sikre fri bevægelighed for keramiske genstande bestemt til kontakt med fødevarer, nødvendigt og hensigtsmæssigt at fastsætte bestemmelser om korrekt anvendelse af direktiv 84/500/EØF. Nærværende direktiv går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, jf. traktatens artikel 5, stk. 3.

(7)

Direktiv 84/500/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

De i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 84/500/EØF foretages følgende ændringer:

1)

Som artikel 2a indsættes:

»Artikel 2a

1.   I markedsføringsled til og med detailleddet skal keramiske genstande, der endnu ikke er bragt i berøring med fødevarer, ledsages af en skriftlig erklæring i overensstemmelse med artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 (4).

Denne erklæring skal udstedes af fabrikanten eller af en forhandler, der er etableret inden for Fællesskabet, og indeholde oplysningerne, der er fastlagt i bilag III til nærværende direktiv.

2.   Fabrikanten eller importøren til Fællesskabet skal på forlangende udlevere relevant dokumentation for, at de keramiske genstande overholder grænserne for afgivelse af bly og cadmium, som fastsat i artikel 2, til de nationale kompetente myndigheder. Denne dokumentation skal indeholde resultaterne af de analyser, der er foretaget, prøvebetingelserne og navn og adresse på det laboratorium, der har foretaget prøvningen.

2)

Bilag II erstattes af teksten i bilag I til dette direktiv.

3)

Der indsættes et nyt bilag III, hvis tekst findes i bilag II til dette direktiv.

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 20. maj 2006 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser, således at:

a)

de fra den 20. maj 2006 tillader handel med og anvendelse af keramiske genstande, hvis de er i overensstemmelse med dette direktiv

b)

de fra den 20. maj 2007 forbyder fremstilling og import til Fællesskabet af keramiske genstande, hvis de ikke er i overensstemmelse med dette direktiv.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. april 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 338 af 13.11.2004, s. 4.

(2)  EFT L 277 af 20.10.1984, s. 12.

(3)  EFT L 77 af 16.3.2001, s. 14. Senest ændret ved direktiv 2005/4/EF (EUT L 19 af 21.1.2005, s. 50).

(4)  EUT L 338 af 13.11.2004, s. 4


BILAG I

»BILAG II

ANALYSEMETODER TIL BESTEMMELSE AF BLY- OG CADMIUMAFGIVELSE

1.   Formål og anvendelsesområde

Metoden gør det muligt at bestemme den specifikke afgivelse af bly og/eller cadmium.

2.   Princip

Bestemmelsen af den specifikke afgivelse af bly og/eller cadmium sker ved en instrumentel analysemetode, der opfylder kravene i punkt 4.

3.   Reagenser

Alle reagenserne skal være af analytisk kvalitet, medmindre der foreligger andre specifikationer.

Når der er tale om vand, drejer det sig altid om destilleret vand eller vand af tilsvarende kvalitet.

3.1.   4 % (v/v) eddikesyre i vandig opløsning

Vandet tilsættes 40 ml iseddike, og der fyldes op til 1 000 ml.

3.2.   Standardopløsninger

Der tilberedes standardopløsninger med henholdsvis 1 000 mg/l bly og mindst 500 mg/l cadmium i 4 % eddikesyre, jf. punkt 3.1.

4.   Krav til den instrumentelle analysemetode

4.1.

Grænseværdien for påvisning af bly og cadmium må højst være:

0,1 mg/l for bly

0,01 mg/l for cadmium.

Grænseværdien for påvisning fastlægges som den koncentration af elementet i 4 % eddikesyre, jf. punkt 3.1, som giver et signal, der er lig med to gange apparatets egenstøj.

4.2.

Bestemmelsesgrænsen for bly og cadmium må højst være:

0,2 mg/l for bly

0,02 mg/l for cadmium.

4.3.

Genfinding. Genfindingen af bly og cadmium, der er tilsat til 4 %-eddikesyren, jf. punkt 3.1, skal ligge inden for 80-120 % af den tilsatte mængde.

4.4.

Specificitet. Den anvendte instrumentelle analysemetode skal være fri for matrix eller spektral interferens.

5.   Metode

5.1.   Klargøring af prøveemnet

Prøveemnet skal være rent og frit for fedt eller andre stoffer, der kan øve indflydelse på prøvningen.

Prøveemnet vaskes med en opløsning indeholdende et flydende rensemiddel til husholdningsbrug ved en temperatur på ca. 40 °C. Det skylles derefter først med almindeligt vand og derefter med destilleret vand eller vand af tilsvarende kvalitet. Prøveemnet drypper herefter af og tørres, således at enhver form for tilsmudsning undgås. Prøveoverfladen må ikke berøres, efter at den er rengjort.

5.2.   Bestemmelse af bly og/eller cadmium

Det således klargjorte prøveemne underkastes prøven på de i bilag I anførte betingelser.

Før der udtages en prøve fra prøveopløsningen til bestemmelse af bly og/eller cadmium, gøres indholdet af prøveemnet homogent ved hjælp af en passende metode, der sikrer, at intet af opløsningen går tabt, og at der ikke sker nogen afskrabning fra prøveoverfladen.

Der foretages for hver serie bestemmelser en blindprøve på det anvendte reagens.

Bly og/eller cadmium bestemmes under passende prøvebetingelser.«


BILAG II

»BILAG III

ERKLÆRING OM OVERENSSTEMMELSE

Den i artikel 2a, stk. 1, omhandlede skriftlige erklæring skal indeholde følgende oplysninger:

1)

navn og adresse på virksomheden, som fremstiller den færdige keramiske genstand, og på importøren, der importerer den til Fællesskabet

2)

genstandens identitet

3)

dato for erklæringen

4)

bekræftelse af, at den keramiske genstand opfylder de relevante krav i dette direktiv og i forordning (EF) nr. 1935/2004.

Den skriftlige erklæring skal gøre det lettere at identificere de varer, for hvilke den udstedes, og skal fornys, når væsentlige ændringer i produktionen forårsager forandringer af afgivelsen af bly og cadmium.«


Top