EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R1787

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1787 af 12. juni 2017 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 for så vidt angår fordelingen af direkte forvaltede midler blandt målene for den integrerede havpolitik og den fælles fiskeripolitik

C/2017/3881

OJ L 256, 4.10.2017, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/1787/oj

4.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 256/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2017/1787

af 12. juni 2017

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 for så vidt angår fordelingen af direkte forvaltede midler blandt målene for den integrerede havpolitik og den fælles fiskeripolitik

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (1), særlig artikel 14, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EU) nr. 508/2014 fastsættes finansieringen af foranstaltninger, som bidrager til opnåelsen af målene i den integrerede havpolitik og den fælles fiskeripolitik.

(2)

I afsnit VI i forordning (EU) nr. 508/2014 fastsættes de foranstaltninger, som kan finansieres i overensstemmelse med princippet om Unionens direkte forvaltning.

(3)

I bilag III til forordning (EU) nr. 508/2014 fastsættes den vejledende fordeling af direkte forvaltede midler blandt de specifikke mål i den integrerede havpolitik og den fælles fiskeripolitik, jf. artikel 82 og 85 i samme forordning.

(4)

Programmeringsperioden for foranstaltninger, der finansieres i henhold til forordning (EU) nr. 508/2014, omfatter årene 2014-2020. Efter udgangen af programmeringsperiodens tredje år og på baggrund af erfaringerne med de tiltag, der er gennemført hidtil inden for samtlige udgiftsområder, har der inden for visse områder forekommet afvigelser mellem det, der er fastsat som en passende fordeling af midlerne, og de procentsatser, der er fastsat i bilag III til forordning (EU) nr. 508/2014.

(5)

Indtil videre har det været muligt at håndtere disse afvigelser ved at anvende artikel 14, stk. 3, i forordning (EU) nr. 508/2014. Denne artikel giver Kommissionen mulighed for at fravige de vejledende procentsatser med højst 5 % af værdien af finansieringsrammen i hvert enkelt tilfælde.

(6)

Ved artikel 14, stk. 4, i forordning (EU) nr. 508/2014 tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at tilpasse de procentsatser, der er fastsat i bilag III til samme forordning.

(7)

Med henblik på at maksimere anvendelsen af de tilgængelige ressourcer i den resterende del af programmeringsperioden og bidraget fra de bagvedliggende tiltag til at nå de mål, der er fastsat i artikel 82 og 85 i forordning (EU) nr. 508/2014, er det nødvendigt at tilpasse den vejledende fordeling af midlerne i bilag III til samme forordning.

(8)

Forordning (EU) nr. 508/2014 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag III til forordning (EU) nr. 508/2014 erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juni 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.


BILAG

»

BILAG III

VEJLEDENDE FORDELING AF MIDLER I AFSNIT VI, KAPITEL I OG II, BLANDT MÅLENE I ARTIKEL 82 OG 85  (1)

Målene i artikel 82:

1.

Udvikling og gennemførelse af en integreret forvaltning af hav- og kystanliggender – 6 %

2.

Udvikling af tværsektorale initiativer – 24 %

3.

Støtte til bæredygtig økonomisk vækst, beskæftigelse, innovation og nye teknologier – 17 %

4.

Fremme af beskyttelsen af havmiljøet – 5 %

Målene i artikel 85:

1.

Indsamling, forvaltning og formidling af videnskabelig rådgivning i medfør af den fælles fiskeripolitik – 11 %

2.

Specifikke kontrol- og håndhævelsesforanstaltninger i medfør af den fælles fiskeripolitik – 11 %

3.

Frivillige bidrag til internationale organisationer – 13 %

4.

Rådgivende råd og kommunikationsaktiviteter vedrørende den fælles fiskeripolitik og IMP – 7 %

5.

Markedsoplysninger, herunder oprettelse af elektroniske markeder – 6 %

«

(1)  Procentsatserne finder anvendelse på beløbet i artikel 14, bortset fra tildelingen i henhold til artikel 92.


Top