Industripolitik i et udvidet Europa

1) MÅL

Udløse en debat om, hvordan industripolitikken kan hjælpe med at forbedre industriens konkurrenceevne, og hvordan samspillet mellem de forskellige politiske instrumenter med betydning for industriens konkurrenceevne kan optimeres.

2) DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 11. december 2002 om industripolitik i et udvidet Europa [KOM(2002) 714 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

3) RESUMÉ

BAGGRUNDSOPLYSNINGER

Meddelelsen skal ses som en opfølgning på beslutningerne på Det Europæiske Råds møde i Lissabon i 2000 og i Göteborg i 2001. Kommissionen har i en tidligere meddelelse anført, at den nuværende økonomiske afmatning kan være til fare for opfyldelsen af målet fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon om, at EU inden 2010 skal "blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed". Det Europæiske Råd i Göteborg har desuden understreget nødvendigheden af at styrke strategien for bæredygtig udvikling, som sigter mod samtidig opfyldelse af målsætninger fastlagt under de tre søjler - den økonomiske, den sociale og den miljømæssige.

Industripolitikken spiller en afgørende rolle for opfyldelsen af de mål, EU har sat sig i Lissabon og i Göteborg.

Meddelelsen gør i korte træk status over industrien i EU, idet den opsummerer de positive og de negative tendenser. Den behandler endvidere konsekvenserne af EU's forestående udvidelse. Desuden rummer meddelelsen en generel gennemgang af de udfordringer, europæisk industri forventes at møde, og fremsætter forslag til en række foranstaltninger med henblik på at gøre den mere konkurrencedygtig.

STATUS

Over for en konkurrence, der er blevet global, har de fleste europæiske erhvervssektorer udfoldet betydelige bestræbelser på at forbedre deres produktionsinfrastrukturer og integrere nye organisationsformer.

Med fremkomsten af en række afgørende faktorer som f.eks. den voksende betydning af det indre marked og indførelsen af euroen har industrien i EU, og især servicesektoren, oplevet mange fusioner og virksomhedsovertagelser i anden halvdel af 1990'erne.

EU er en dominerende faktor i den internationale handel. Faldet i EU's markedsandel i den internationale handel er relativt, for selv om markedsandelen faldt fra 19,3 % i perioden 1991-1995 til 18,4 % i 2002, oplevede hovedkonkurrenterne et større fald. USA's markedsandel faldt i samme periode fra 15,1 % til 12,1 % og Japans fra 12,2 % til 8,2 %. Hertil kommer, at EU's varebalance har udvist overskud i ni ud af de sidste ti år.

Trods erhvervslivets efterspørgsel efter en mere kvalificeret arbejdskraft er uddannelsesniveauerne ikke tilstrækkeligt høje. Den gennemsnitlige uddannelsesperiode for EU's erhvervsaktive befolkning udviser en stigning, men tallene ligger under de tilsvarende tal for USA og Japan. Således udgør den gennemsnitlige uddannelsesperiode i EU henholdsvis 87 % og 90 % af den gennemsnitlige uddannelsesperiode i USA og Japan. Hvad angår de offentlige udgifter til undervisning og uddannelse som procent af bruttonationalproduktet (BNP), er tallet endda faldet fra 5,7 % i 1990 til 5 % i 2001.

I EU var væksten i arbejdskraftproduktiviteten (væksten i BNP divideret med antallet af beskæftigede) i perioden 1995-2001 lavere (1,2 %) end den tilsvarende vækst i USA (1,9 %), selv om sammenligningen stadig var i EU's favør i perioden 1985-1990. Man har mere specifikt afdækket to hovedårsager til denne ugunstige udvikling: Det forhold, at ikt-investeringer ikke i tilstrækkelig grad har ført til vækst i produktiviteten, og en svigtende innovationsindsats, der kommer til udtryk ved, at EU tegner sig for en ringe del af antallet af patenter og af forsknings- og udviklingsaktiviteterne (FoU) i forhold til USA og Japan. EU er især sakket bagud i forhold til konkurrenterne inden for bestemte erhvervssektorer som f.eks. bioteknologi og nanoteknologi.

Selv om små og mellemstore virksomheder (SMV) tegner sig for ca. totredjedele af arbejdspladserne og genererer mere end 60 % af den samlede merværdi, når kun relativt få af disse virksomheder den kritiske tærskel, der er nødvendig, for at de kan konkurrere effektivt med store dominerende virksomheder eller komme ind på de internationale markeder.

UDVIDELSE

Der er betydelige strukturforskelle mellem medlemsstaternes og kandidatlandenes fremstillingsindustri. Dette skyldes dels, at industrien i kandidatlandene er mindre specialiseret og koncentreret inden for lavteknologiske sektorer som f.eks. næringsmidler, tekstiler, metallurgi og træforarbejdning. Der er imidlertid sket store fremskridt i de seneste år, hvad angår arbejdskraftproduktiviteten, selv om denne under alle omstændigheder udgør under 50 % af gennemsnittet i EU.

Alle erhvervssektorer står over for store udfordringer: omkostningerne i forbindelse med at bringe lovgivning og forskrifter i overensstemmelse med EU-retten, især på miljøområdet; vanskelighederne ved at skaffe kapital; den utilstrækkelige støtte fra myndighederne osv. På den anden side vil en række SMV'er i de nuværende medlemsstater, hovedsagelig i grænseregionerne, formentlig blive udsat for konkurrence.

EU's udvidelse skulle give nye muligheder for konkurrencemæssig reorganisering. I betragtning af ensretningen af lønstrukturerne og af de teknologiske kvalifikationer har kandidatlandene således specialiseret sig i produktion med lave omkostninger, hvilket har udmøntet sig i et begrænset antal overførsler af produktion fra de nuværende medlemsstater til kandidatlandene. Talrige virksomheder i EU har desuden erhvervet virksomheder i kandidatlandene, idet de støtter sig på lokale kvalifikationer og teknologiske bidrag.

UDFORDRINGERNE I FORBINDELSE MED EN NY INDUSTRIPOLITIK

De største udfordringer, EU's industripolitik står over for, er ifølge Kommissionens meddelelse følgende:

• Globalisering: Placeringen er en afgørende faktor for forskning og innovation. Det er derfor vigtigt at udvikle EU som et attraktivt produktionssted.
• Teknologisk udvikling: Det gælder om at kombinere informations- og kommunikationsteknologierne, de nye ledelses- og organisationsteknikker og udviklingen af en kvalificeret arbejdsstyrke for at sikre en væsentlig forbedring af industriens konkurrenceevne.
• Innovation og iværksætterånd: Virksomhedernes konkurrenceevne bygger bl.a. på en fortsat skabelse af nye virksomheder og vækst af de eksisterende, især i en tid med hurtig teknologisk udvikling. Europæisk industri har også behov for udviklingen og den økonomiske udnyttelse af nye eller forbedrede produkter og tjenesteydelser samt optimeringen af forretningsprocesser. Det er nødvendigt at øge udgifterne til FoU i forhold til BNP, da EU overhales af sine vigtigste konkurrenter på dette område.
• Bæredygtig udvikling og nye samfundsmæssige krav: Det er også nødvendigt at imødekomme den stigende efterspørgsel efter sikkerheds-, sundheds- og forbrugerbeskyttelse samt social sikring, der til dels afspejler offentlighedens bekymring over de miljømæssige, folkesundhedsmæssige eller etiske konsekvenser af nogle af de nye teknologier. Der er behov for at finde den rette balance mellem Lissabon- og Göteborg-målsætningerne.

FREMTIDSUDSIGTER

Meddelelsen sætter i høj grad fokus på industripolitikkens fremtid og fremtidsperspektiver og på, hvordan industriens konkurrenceevne kan forbedres.

Rammebetingelserne

Rammebetingelserne er vigtige for virksomhedernes konkurrenceevne. Trods Den Monetære Union, det indre marked og liberaliseringen af visse sektorer såsom telekommunikation, energi og transport er bestræbelserne på at skabe et mere gunstigt erhvervsklima utilstrækkelige. Følgende faktorer er i særlig grad skadelige i den forbindelse, da de stækker virksomhedernes udfoldelsesmuligheder:

• lovgivningsmæssige hindringer
• tekniske hindringer
• ringe finansielt klima
• mangler i beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret, eftersom der ikke findes et EF-patent
• forskelle i den indirekte beskatning og i de nationale ordninger for virksomhedsbeskatning
• utilstrækkelige rammer for virksomhedsstyring.

En mere systematisk tilgang til industripolitikken

EU har fastlagt en række generelle tilgange, der sigter mod at forbedre erhvervsklimaet:

• på EU-plan gælder det om at begrænse lovgivningen til væsentlige krav i forbindelse med produktsikkerhed og interoperabilitet, at tillade producenterne at afgive egne erklæringer om overensstemmelse med de væsentlige krav, at kræve af standardiseringsorganerne, at de udarbejder harmoniserede europæiske standarder og iværksætter en "konsekvensanalyse" af lovgivningsinitiativerne på forskellige kategorier af berørte parter, således som Kommissionens handlingsplan af 2002 foreskriver
• på medlemsstatsplan bør den nye åbne koordinationsmetode iværksættes. Den består i at opstille resultattavler, at sammenligne de enkelte medlemsstaters resultater, at udveksle bedste praksis og at fastsætte kvantitative mål.

Bedre integrering af EU-politikker

Virksomhedernes konkurrenceevne bestemmes af en lang række politikker. Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab tager hensyn til dette i sin artikel 157, i henhold til hvilken Fællesskabet bidrager til gennemførelsen af målene for industripolitikken gennem sine andre politikker. Det er væsentligt at sikre en passende integrering af alle de EU-aktiviteter, der kan bidrage til at opfylde disse mål. Det drejer sig bl.a. om handelspolitikken, politikkerne i forbindelse med det indre marked, transport- og energipolitikkerne, FoU-politikken, konkurrencepolitikken, regionalpolitikken og den makroøkonomiske politik. For at forlige målsætningerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon med målsætningerne fra Det Europæiske Råd i Göteborg og for samtidig at forfølge økonomiske, sociale og miljømæssige mål inden for rammerne af konceptet "bæredygtig udvikling" bør der også tages hensyn til andre politikker, bl.a. social- og beskæftigelsespolitikken samt politikken for erhvervsuddannelse, forbrugerbeskyttelses- og folkesundhedspolitikken, miljøbeskyttelse og virksomhedernes sociale ansvar.

Udvidelse, global styring og horisontal tilgang

Nogle af de industripolitiske instrumenter bør tilpasses tiltrædelseslandenes specifikke behov som f.eks. ajourføring af kompetencer og SMV'ers udvikling.

EU har desuden stor interesse i at videreføre udviklingen af globalt accepterede principper inden for miljøbeskyttelse, forbrugersikkerhed samt sociale og arbejdsmæssige standarder, for at de europæiske virksomheder ikke stilles ringere i forhold til deres internationale konkurrenter.

Industripolitikken vil fortsætte med at anlægge en horisontal tilgang, f.eks. hvad angår foranstaltninger til fordel for iværksætterånd og innovation. Men der vil også være behov for en vertikal tilgang for at tage hensyn til særlige forhold i visse erhvervssektorer: et stort behov for en FoU-indsats i stålindustrien, miljø- og forbrugerbeskyttelsesaspektet i den kemiske og den bioteknologiske sektor, det fortsat ufuldstændige indre marked i fly- og rumindustrien samt overkapaciteten i telekommunikationssektoren.

EU'S SPECIFIKKE OPGAVER

mere specifikt bør der gøres en indsats på følgende områder:

Fremme af innovation, viden og forskning

• nå målet, som EU satte sig på Det Europæiske Råds møde i Barcelona, om at øge investeringerne i FoU til ca. 3 % af BNP inden 2010
• udvikle teknologiske platforme med henblik på at muliggøre et samarbejde mellem de deltagende parter og udarbejde en langsigtet strategi på FoU- og innovationsområdet. Skabe synergi mellem offentlige myndigheder, brugere, lovgivere, industri, forbrugere og ekspertisecentre
• investere i immaterielle aktiver og menneskelig kapital for at sikre optimal udnyttelse og udbredelse af eksisterende viden
• foretage en nærmere analyse af forsvarsindustrierne, eftersom disse er kendetegnet ved fine resultater på forsknings- og innovationsområdet og ved deres afhængighed af ordrer fra staten.

Iværksætterånd

• styrke iværksætterånden og forbedre erhvervsklimaet:
• bedre adgang til finansiering på de tidlige trin af en virksomheds livscyklus
• bedre kvalifikationer
• mindre skattebyrde.

Markedsføring af mere miljøvenlige produkter, som i stigende grad efterspørges af myndigheder og forbrugere

• fremme af en levedygtig genanvendelsesindustri
• udvikling af frivillige aftaler
• udbredelse af rene teknologier
• anvendelse af miljøstyringssystemer.

Seneste ajourføring: 23.06.2006