EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor

Bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor

 

RESUMÉ AF:

Rammeafgørelse 2003/568/RIA om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

  • Den kriminaliserer både aktiv* og passiv bestikkelse* i den private sektor. Juridiske personer* kan kendes ansvarlige for sådanne lovovertrædelser.
  • Den ophæver fælles aktion 98/742/RIA.

HOVEDPUNKTER

Medtagelse af begrebet bestikkelse i national strafferet

  • EU-landene skal straffe handlinger, der udøves som led i forretningsmæssige aktiviteter:
    • bestikkelse af en person: at love, tilbyde eller yde en person, der i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for en virksomhed i den private sektor, en uberettiget fordel, uanset dennes art, for vedkommende selv eller for tredjemand, for at få denne person til at begå pligtforsømmelse* ved at udføre eller undlade at udføre en handling
    • anmodning om en uberettiget fordel: en person anmoder om eller modtager eller tager imod et løfte om en uberettiget fordel, uanset dennes art, for sig selv eller for tredjemand, hvis man i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for en virksomhed i den private sektor, for at begå pligtforsømmelse ved at udføre eller undlade at udføre en handling.
  • Ovennævnte gælder for forretningsmæssige aktiviteter både i profitorienterede og ikke-profitorienterede virksomheder. På tidspunktet for vedtagelse kunne EU-landene begrænse anvendelsesområdet til adfærd, der indebærer eller kan indebære konkurrenceforvridning i forbindelse med erhvervelse af varer og kommercielle tjenesteydelser. Denne begrænsning er ikke længere gældende. Begrænsningerne var gældende i fem år fra den 22. juli 2005.
  • EU-landene skulle meddele Rådet, hvordan de agtede at handle på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse. Rådet skulle før den 22. juli 2010 gennemgå EU-landenes erklæringer i relation til begrænsninger.

Juridiske personers ansvar

  • Formålet med denne afgørelse er at kende ikke blot juridiske personer, f.eks. ansatte, men også juridiske personer, f.eks. virksomheder, ansvarlige.
  • Hvad angår juridiske personers ansvar skal EU-landene sikre, at de handlinger der henvises til, kan straffes med maksimumsstraf på mindst et og højst tre års fængsel. Hvis adfærden f.eks. i et EU-land kan straffes med op til et års fængsel eller i et andet op til to års fængsel, opfylder begge kriterierne i rammeafgørelsen. EU-landene kan også anvende højere juridiske straframmer for maksimum fængselsstraf.
  • Retten til at deltage i forretningsmæssige aktiviteter kan suspenderes midlertidigt. Anstiftelse til ovennævnte handlinger eller medvirken eller tilskyndelse til sådan adfærd, skal ligeledes gøres strafbart.
  • Juridiske personer kan ligeledes kendes ansvarlige for lovovertrædelser, der indebærer bestikkelse, hvis disse begås for at skaffe dem vinding er begået af en person, der handler enten individuelt eller som har en ledende stilling inden for den juridiske person baseret på:
    • beføjelse til at repræsentere den juridiske person
    • beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne
    • beføjelse til at udøve intern kontrol.
  • Strafferetlige sanktioner over for juridiske personer kan omfatte bøder for strafbare eller ikkestrafbare handlinger. EU-landene kan ligeledes overveje udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud, midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed osv.

Straffemyndighed

Det enkelte EU-land har straffemyndighed, hvis lovovertrædelsen er begået:

  • på landets område
  • af en af landets statsborgere
  • til fordel for en juridisk person, som har sit hjemsted på det pågældende EU-lands område.

Afgørelsen finder anvendelse på Gibraltar.

Denne afgørelse er berørt af Den Europæiske Unions Domstols dom i sag C-176/03 om fordeling af beføjelser på det strafferetlige område mellem Europa-Kommissionen og Rådet.

HVORNÅR GÆLDER BESLUTNINGEN FRA?

EU-landene skulle træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne rammeafgørelse inden den 22. juli 2005.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Aktiv bestikkelse: bestikkelse til en person for at få vedkommende til at udføre en handling ulovligt inden for udøvelsen af vedkommendes pligter.
Passiv bestikkelse: at tage imod bestikkelse.
Juridiske personer: enhver enhed, der har denne status i henhold til gældende national ret, dog ikke stater og andre offentlige organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser samt offentligretlige internationale organisationer.
Pligtforsømmelse: skal forstås i overensstemmelse med national ret. I national ret skal begrebet pligtforsømmelse mindst omfatte enhver illoyal adfærd, der udgør et brud på en lovbestemt pligt, eller i givet fald et brud på faglige regler eller instrukser.

HOVEDDOKUMENT

Rådets rammeafgørelse 2003/568/RIA af 22. juli 2003 om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor (EUT L 192 af 31.7.2003, s. 54-56).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet hvori det vurderes, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme Rådets rammeafgørelse 2003/568/RIA af 22. juli 2003 om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor (COM(2019) 355 final af 26.7.2019).

seneste ajourføring 18.02.2020

Top