EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Handlingsplan for e-forvaltning under i 2010-initiativet

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated, because the summarised document is no longer in force or does not reflect the current situation.

Handlingsplan for e-forvaltning under i 2010-initiativet

Handlingsplanen sigter mod at øge de offentlige tjenesteydelsers effektivitet, at gøre dem mere tidssvarende og målrette dem bedre mod borgernes behov. Med sigte herpå foreslås en række nøgleaktiviteter og en køreplan for at fremskynde udviklingen af e-forvaltning i Europa.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 25. april 2006, Handlingsplan for e-forvaltning under i2010-initiativet: Hurtigere indførelse af e-forvaltning i EU til fordel for alle [KOM(2006) 173 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Handlingsplanen understreger, hvor vigtigt det er at fremskynde indførelsen af e-forvaltning * i Europa for at kunne imødegå en række udfordringer og krav:

  • Mere tidssvarende og effektive offentlige serviceydelser
  • serviceydelser til befolkningen af bedre kvalitet og sikkerhed
  • mindre bureaukrati og mere effektivitet, som ønsket af virksomhederne
  • sikring af offentlige serviceydelser, der fungerer problemfrit på tværs af grænserne, og er en forudsætning for øget mobilitet.

I nogle medlemsstater har initiativer inden for e-forvaltning allerede givet store økonomiske og tidsmæssige besparelser. Det anslås, at der kunne spares 50 mia. EUR i alt pr. år, hvis elektronisk fakturering blev indført i hele Europa.

Handlingsplanens mål

Med handlingsplanen søger Kommissionen at:

  • sørge for, at privatpersoner og virksomheder hurtigst muligt får konkrete fordele ud af e-forvaltningen
  • sikre sig, at e-forvaltning på det nationale plan ikke skaber nye barrierer på det indre marked, f.eks. på grund af manglende interoperabilitet
  • udvide e-forvaltningen på EU-niveau for at kunne udnytte stordriftsfordele.

FEM NØGLEOMRÅDER

I planen udpeges fem nøgleområder.

Adgang for alle

Indførelsen af e-forvaltning skal kunne gavne alle. Derfor er det væsentligt, at mindre gunstigt stillede personer har så få problemer som muligt med at kunne få adgang til offentlige tjenesteydelser online.

I kampen for at overvinde den digitale kløft har medlemsstaterne forpligtet sig til frem til 2010 at sørge for, at hele befolkningen, herunder samfundets mindre gunstigt stillede grupper, skal kunne nyde godt af e-forvaltningens fordele.

I overensstemmelse med meddelelsen om e-adgang * og programmet om e-integration * (EN) søger Kommissionen at støtte medlemsstaternes indsats for at nå deres mål.

Øget effektivitet

Medlemsstaterne har givet tilsagn om at skabe øget effektivitet via en innovativ udnyttelse af informations- og kommunikationsteknologier * (ikt) og at mindske den administrative byrde væsentlig frem til 2010.

Som led i denne proces forudser handlingsplanen, at medlemsstaterne og Kommissionen indfører et system til sammenlignende evaluering af e-forvaltningens virkning og fordele. Der iværksættes også foranstaltninger, som skal fremme erfaringsudveksling.

e-forvaltningstjenester med stor effekt

En række grænseoverskridende tjenester udgør et væsentlig fremskridt for privatpersoner, virksomheder og myndigheder. De kan tjene som eksempler på europæisk e-forvaltning.

Et eksempel på en sådan tjeneste er elektroniske offentlige indkøb. Markedet for offentlige indkøb udgør 15 til 20% af BNP eller ca. 1,5 billiarder EUR årligt i Europa. Indførelsen af elektroniske offentlige indkøb kunne medføre besparelser på mange milliarder euro hvert år. Det er grunden til, at det så vigtigt at nå et højt udbredelsesniveau for elektroniske offentlige indkøb.

Medlemsstaterne har forpligtet sig til at sørge for, at deres myndigheder har mulighed for at klare alle deres offentlige indkøb elektronisk. Det drejer sig navnlig om at sørge for, at mindst 50% af de offentlige indkøb over EU-grænsen (mellem 50000 EUR for enkle offentlige tjenester og 6 mio. EUR for offentlige arbejder) er tilgængelige online frem til 2010.

Handlingsplanen fastlægger en køreplan for at nå disse mål. Mellem 2006 og 2010 vil Kommissionen aftale et samarbejde med medlemsstaterne om yderligere e-forvaltningstjenester med stor effekt.

Indførelse af nøgleværktøjer

For at kunne nå den bedst mulige udbredelse af e-forvaltning er det nødvendigt at have visse nøgleværktøjer til rådighed, som f.eks.:

  • interoperabel * elektronisk identifikationsstyring (eIDM), som giver adgang til offentlige tjenester
  • elektronisk dokumentautentifikation
  • elektronisk arkivering.

Medlemsstaterne er blevet enige om inden 2010 at indføre sikre systemer til gensidig anerkendelse af nationale eIDM-systemer til offentlige websteder og offentlige tjenesteydelser.

Kommissionen støtter deres indsats ved at fastsætte fælles specifikationer for forvaltning af eIDM og overvåge storstilede pilotprojekter for eIDM

Øget deltagelse i den demokratiske proces

Ikt giver mulighed for at inddrage et meget større antal personer i den offentlige debat og den politiske beslutningstagningsproces. 65% af de personer, som deltog i et e-rundspørge om strategien for e-forvaltning, mente faktisk, at online-demokrati (e-demokrati) kan være med til at forbedre den demokratiske legitimitet.

Med sigte på at udnytte mulighederne bedst muligt foreslås det i handlingsplanen at støtte projekter vedrørende brug af ikt til at øge borgernes deltagelse i den demokratiske proces.

Kontekst

Denne handlingsplan er et led i EU's i2010-initiativ, som sigter mod at fremme udviklingen af den digitale økonomi i Europa. Den bygger på den ministererklæring, som blev vedtaget på den 3. ministerkonference om e-forvaltning (november 2005, Manchester, UK), som fastlagde de forventelige målbare fremskridt inden for e-forvaltning frem til 2010.

Dokumentets nøglebegreber

  • E-forvaltning: Elektronisk forvaltning går ud på at udnytte informations- og kommunikationsteknologi til at forbedre kvaliteten i de offentlige serviceydelser og gøre dem lettere tilgængelige. E-forvaltning kan nedsætte omkostningerne, både for virksomhederne og det offentlige, og lette transaktionerne mellem det offentlige og borgerne. Desuden medvirker e-forvaltning til at gøre den offentlige sektor mere åben og gennemskuelig, så borgerne bedre kan forstå, hvad der foregår i statsadministrationen, og så denne i højere grad stilles til ansvar over for borgerne.
  • Informations- og kommunikationsteknologier (ikt): Ikt dækker over en lang række tjenester, applikationer, teknologier, udstyr og software, f.eks. telefoni og internet, fjernundervisning og TV samt computere, netværk og software, der gør det muligt at anvende teknologierne. Disse teknologier er i gang med at ændre de sociale, kulturelle og økonomiske strukturer radikalt, da de skaber en ny adfærd over for information, viden, beskæftigelse, osv.
  • E-tilgængelighed: Ved e-tilgængelighed ("e-accessibility") forstås de initiativer, der sigter mod at gøre informationssamfundet lettilgængeligt for alle borgere. Initiativerne går ud på at fjerne forhindringer af teknisk, juridisk eller anden art, som visse befolkningsgrupper kan støde på, når de vil benytte sig af ikt-tjenesteydelser.
  • E-integration: E-integration dækker over indførelsen af et informationssamfund for alle, dvs. som sigter mod at skaffe alle lige adgang til og rådighed over ikt-tjenester for en overkommelig pris. E-integration sigter i særlig grad mod at tilvejebringe systemer, som giver handicappede personer og ældre mulighed for nemt at få adgang til informationssamfundets tjenester.
  • Interoperabilitet: Interoperabilitet dækker over det forhold, at flere systemer, hvad enten de er ens eller meget forskellige, kan kommunikere med hinanden og samarbejde uden problemer.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens meddelelse af 1. juni 2005 om "i2010 - Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse" [KOM(2005) 229 endelig- Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Kommissionens meddelelse af 26. september 2003, E-forvaltningens betydning for Europas fremtid [KOM(2003) 567 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

See also

Yderligere oplysninger fås på siden "e-Government" (EN) under Europa-Kommissionens tematiske portal om informationssamfundet i Europa.

Seneste ajourføring: 14.08.2006

Top