Aftale med USA om udlevering
RESUMÉ AF:
Aftale mellem Den Europæiske Union og USA om udlevering
Afgørelse 2009/820/FUSP om indgåelse af aftaler mellem EU og USA om udlevering og gensidig retshjælp
Afgørelse 2003/516/FUSP om undertegnelse af aftaler mellem EU og USA om udlevering og gensidig retshjælp i kriminalsager
HVAD ER FORMÅLET MED AFTALEN OG AFGØRELSEN?
Ved aftalen fastlægges betingelserne for udleveringen af lovovertrædere mellem EU og USA med henblik på at udbygge samarbejdet inden for rammerne af gældende udleveringsforbindelser.
Med afgørelsen indgås på vegne af EU aftalen med USA om udlevering.
HOVEDPUNKTER
Aftalen supplerer de bilaterale udleveringstraktater mellem EU-landene og USA og udbygger samarbejdet inden for rammerne af gældende udleveringsforbindelser.
Lovovertrædelser, der kan medføre udlevering
Lovovertrædelser, der kan medføre udlevering, består af:
- lovovertrædelser der kan straffes med frihedsstraf i en maksimal varighed (mere end et år) eller med en strengere straf i henhold til lovgivningen i både det anmodende og det anmodede land
- forsøg på eller sammensværgelse med henblik på at begå eller medvirke til en lovovertrædelse.
Imødekommes en anmodning om udlevering i forbindelse med en lovovertrædelse, der kan medføre udlevering, imødekommes anmodningen ligeledes for eventuelle andre lovovertrædelser, der er anført i den, hvis disse kan straffes med en frihedsstraf på et år eller mindre, forudsat at alle andre betingelser for udlevering er opfyldt.
Udleveringsanmodninger
- Det anmodende land fremsender sine udleveringsanmodninger samt eventuelle dokumenter til støtte herfor ad diplomatiske kanaler. Dokumenter, der er bekræftet af eller forsynet med segl fra det anmodende lands justitsministerium eller fra det ministerium, der er ansvarligt for udenrigsanliggender, antages uden yderligere bekræftelse og konstatering af ægthed.
- Det anmodende land kan fremsende anmodninger om varetægtsfængsling via justitsministerierne i stedet for ad diplomatiske kanaler. Disse anmodninger kan også fremsendes via Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (Interpol). Hvis det anmodende land, der ønsker en person udleveret, som allerede er varetægtsfængslet i det anmodede land, kan landet fremsende sin anmodning direkte til det anmodede lands ambassade i det anmodende land.
- Hvis det anmodede land skønner, at oplysningerne i anmodningen om udlevering ikke er tilstrækkelige til at udføre den, kan det anmodede land anmode det anmodende land om at fremlægge supplerende oplysninger. Anmodninger om og fremsendelse af supplerende oplysninger kan ske direkte mellem justitsministerierne.
Udleveringsprocedurer
- Det anmodede land kan midlertidigt overgive en person, der er under retsforfølgning eller som afsoner en dom til det anmodende land med henblik på retsforfølgning.
- Når flere lande anmoder om udlevering af den samme person i forbindelse med enten den samme lovovertrædelse eller forskellige lovovertrædelser, træffer den udøvende myndighed i det anmodede land selv afgørelse om, hvilket land den eventuelt vil udlevere den pågældende til. Hvis USA tilsvarende sender en anmodning om udlevering af en person, hvis overgivelse også er anmodet om i medfør af den europæiske arrestordre for samme eller forskellige lovovertrædelser, træffer den udøvende myndighed i det anmodede land selv afgørelse om, hvilket land den eventuelt vil overgive den pågældende til.
- Men når anmodningen om udlevering fra USA er henvendt til et EU-land, der har regler, som beskytter sine egne statsborgere mod udlevering, og anmodningen vedrører en statsborger i et andet EU-land, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed informere det EU-land, hvori den pågældende person er statsborger, og hvor det er relevant, overgive personen til det pågældende land i henhold til den europæiske arrestordre i overensstemmelse med Domstolens dom i sag C-182/15 Petruhhin.
- Artikel 18 TEUF og artikel 21 TEUF skal fortolkes således, at når et EU-land, som en EU-borger, der er statsborger i et andet EU-land, er flyttet til, modtager en anmodning om udlevering fra et tredjeland, som det første EU-land har indgået en udleveringsaftale med, skal det pågældende land informere det EU-land, hvor den pågældende EU-borger er statsborger, og skulle det pågældende land anmode om det, overgive borgeren til dette, i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA, forudsat at EU-landet har domstolskompetence, i overensstemmelse national ret, til at retsforfølge personen for lovovertrædelser begået uden for dets nationale område.
- Hvis et EU-land modtager en anmodning fra et tredjeland om udlevering af en statsborger i et andet EU-land, skal det første EU-land verificere, at udleveringen ikke bringer de rettigheder, der henvises til i artikel 19 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettighederi fare. Domstolen præciserede derfor i sin dom i sag C-191/16 Pisciotti: »I en sag, hvor en EU-borger, som af de amerikanske myndigheder er blevet anmodet udleveret i henhold til EU-USA-aftalen om udlevering, er blevet arresteret i et andet EU-land end det land, hvor den pågældende er statsborger, skal artikel 18 og 21 TEUF med henblik på at imødekomme denne anmodning fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at det anmodende EU-land på baggrund af en forfatningsmæssig regel skelner mellem sine statsborgere og statsborgere i andre EU-lande og for at efterkomme den udlevering, mens udlevering af egne statsborgere ikke tillades, forudsat at det anmodede EU-land allerede har sat de kompetente myndigheder i det EU-land, hvor den pågældende er statsborger i en position, hvor det kan søge om overgivelse af den pågældende borger i henhold til den europæiske arrestordre, og sidstnævnte EU-land ikke har indledt en sag i den henseende.«
- Domstolen fastslog desuden i sin dom i sag C-247/17 Raugevicius: »Artikel 18 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at der i et tilfælde, hvor et tredjeland har anmodet om udlevering af en EU-borger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed, ikke med henblik på strafforfølgning, men med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, består en forpligtelse for det anmodede EU-land, hvis nationale lovgivning forbyder udlevering af egne statsborgere til steder uden for EU med henblik på straffuldbyrdelse, og som fastsætter en mulighed for, at en sådan dom, der er idømt i udlandet, kan afsones på nævnte EU-lands område, til at undergive denne EU-borger den samme behandling, som den undergiver sine egne statsborgere med hensyn til udlevering, såfremt EU-borgeren har fast bopæl på nævnte EU-lands område.«
- Det anmodede land kan gøre brug af forenklede udleveringsprocedurer, dvs. så hurtigt som muligt overgive en person uden yderligere procedurer, når den pågældende person giver sit samtykke til at blive overgivet.
- EU-lande og USA kan tillade gennemrejse gennem deres område af en person, der overgives til et EU-land af et tredjeland eller af et EU-land til et tredjeland. Anmodninger om gennemrejse fremsættes ad diplomatiske kanaler eller direkte mellem USA’s justitsministerium og vedkommende EU-lands justitsministerium eller via Interpol. Der kræves ikke tilladelse, hvis vedkommende overgives med fly, og det ikke er planlagt at lande på transitlandets område. I tilfælde af en uforudset landing kan det land, hvor den uforudsete landing finder sted, kræve en anmodning om gennemrejse.
- Det anmodede land kan tillade udlevering for en lovovertrædelse, der kan straffes med døden i henhold til lovgivningen i det anmodende land, men ikke i henhold til dets egen lovgivning, på betingelse af følgende:
- dødsstraf vil ikke blive idømt
- hvis der idømmes dødsstraf, vil den ikke blive fuldbyrdet.
- Afgørelse 2009/933/FUSP udvider det geografiske anvendelsesområde for aftalen mellem EU USA om udlevering til at omfatte De Nederlandske Antiller og Aruba.
IKRAFTTRÆDELSE
Aftalen trådte i kraft den 1. februar 2010.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
HOVEDDOKUMENTER
Aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering (EUT L 181 af 19.7.2003, s. 27-33).
Rådets afgørelse 2009/820/FUSP af 23. oktober 2009 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering og aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om gensidig retshjælp (EUT L 291 af 7.11.2009, s. 40-41).
Rådets afgørelse 2003/516/EF af 6. juni 2003 om undertegnelse af aftaler mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering og gensidig retshjælp i kriminalsager (EUT L 181 af 19.7.2003, s. 25-26).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Rådets afgørelse 2009/933/FUSP af 30. november 2009 om udvidelse på Den Europæiske Unions vegne af det geografiske anvendelsesområde for aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering (EUT L 325 af 11.12.2009, s. 4-5).
Oplysning om ikrafttrædelsesdatoen for aftalerne mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering og gensidig retshjælp (EUT L 323 af 10.12.2009, s. 11).
Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne - Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EUT L 190 af 18.7.2002, s. 1-20).
Efterfølgende ændringer af afgørelse 2002/584/JHA er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
seneste ajourføring 05.12.2019