Regeringsførelse og udvikling

EU foreslår en mere pragmatisk approach i forbindelse med støtte til regeringsførelse i udviklingslandene, som skal baseres på dialog og styrkelse af kapaciteten. EU understreger, at der ikke findes nogen ensartet løsning, og taler for en approach, der er afpasset efter de særlige forhold i hver enkelt land.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 20. oktober 2003: Regeringsførelse og udvikling [KOM(2003) 615 endelig - Ikke offentliggjort i EU-Tidende].

RESUMÉ

Sigtet med denne meddelelse er at fastlægge praktiske metoder til at tackle forskellige situationer med henblik på:

• at opbygge institutionernes kapacitet og øge partnerlandenes "ejerskab" i forbindelse med udformningen og iværksættelsen af de relevante programmer og reformer
• at sikre synergi og sammenhæng mellem EU's forskellige politikker og instrumenter på området
• at sikre komplementaritet og koordination mellem de forskellige donorer
• at bidrage til beskyttelsen af menneskerettighederne og udbredelsen af demokrati, god regeringsførelse og retsstatsprincippet.

Meddelelsen understreger, at der ikke findes nogen ensartet løsning, og taler for en approach, der er afpasset efter de særlige forhold i hvert enkelt udviklingsland. Der skelnes således mellem tre forskellige situationer: effektive partnerskaber, vanskelige partnerskaber og efterkonflikt-situationer. De politiske retningslinjer bør således følges med forskelligt perspektiv i forhold til disse tre scenarier.

Effektive partnerskaber

Som de fleste donorer yder Kommissionen først og fremmest støtte til velfungerende lande for at øge effektiviteten af bistanden. I et effektivt partnerskab forpligter regeringen sig til at handle i forhold til målene for udvikling og god regeringsførelse inden for rammer, som er defineret på internationalt niveau. Der tages hensyn til eksistensen af et politisk tilsagn til en reformproces, uanset om institutionernes kapacitet er svag.

De vigtigste prioriteter er:

• at sikre en løbende og effektiv dialog med landet
• at styrke demokratisk regeringsførelse, borgernes medindflydelse og deres adgang til domstolsprøvelse
• at fremme menneskerettighederne
• at styrke gennemsigtigheden, ansvarligheden og effektiviteten i statens institutioner
• at forbedre civilsamfundets kapacitet til at deltage i den politiske proces.

Meddelelsen giver eksempler som landene i Middelhavsområdet, nogle afrikanske lande samt landene i Østeuropa og Centralasien.

Vanskelige partnerskaber

Kommissionen ønsker at pointere, at donorerne ikke kan opgive de vanskelige partnerskaber kendetegnet ved regeringer med manglende tilsagn til fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling og god regeringsførelse. Det sker ofte, at udviklingssamarbejdet helt eller delvis suspenderes i sådanne situationer. Befolkningerne i disse lande er imidlertid særlig sårbare og bør ikke skulle betale prisen for deres regerings dårlige handlinger. Ud over muligheden for følgevirkninger i regionen risikerer man også at fremme udviklingen af ekstremister og terrorisme, hvis disse lande isoleres. Lader man det komme til et sammenbrud i et land, vil det kun gøre det endnu mere vanskeligt og dyrt at få sat gang i en langsigtet udviklingsproces igen. Alle dette taler for, at donorerne ikke trækker sig helt ud af et land. De bør søge at finde alternative tilgange til at samarbejde med det pågældende land og således sætte ind i hjertet af problemerne, som ofte er opstået på grund af dårlig regeringsførelse med rod i fattigdom.

Prioriteterne er:

• humanitær bistand og fødevarehjælp
• støtte til aktiviteter, der gennemføres af organisationer i civilsamfundet
• dialog med myndighederne for at undersøge, hvilke foranstaltninger der bør træffes for, at situationen kan udvikle sig til et mere effektivt partnerskab
• politiske initiativer på internationalt eller regionalt niveau med henblik på at finde varige løsninger på vanskelighederne og kriserne.

Meddelelsen giver eksempler som Nordkorea, Angola og Bangladesh.

Efterkonflikt-situationer

I mange tilfælde er de statslige institutioner i en efterkonflikt-situation enten ikke-fungerende eller endda ikke-eksisterende. I lande, som netop er kommet over en konfliktsituation, sker der ofte, at fjendtlighederne blusser op på ny. Det anslås, at ca. 50 % af de lande, som har overstået konflikter, er potentielle krigsførende lande. Donorerne bør derfor handle hurtigt i en sådan situation.

Prioriteterne er:

• identifikation af de grundlæggende årsager til konflikten og viljen til at tage fat på en løsning
• iværksættelse af en forsoningsproces
• sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling på længere sigt
• en neutral humanitær bistand.

Meddelelsen giver eksempler som Guatemala og Rwanda.

Dialog om regeringsførelse: Grundlæggende spørgsmål og principper

Der findes et bredt udvalg af instrumenter til at udvikle regeringsførelsen inden for rammerne af fattigdomsbekæmpelse og fremme af en bæredygtig udvikling, nemlig instrumenter som humanitær bistand, støtte til institutionsopbygning på områder som transport, sundhed eller uddannelse, administrative reformer og bekæmpelse af korruption, landenes ejerskab til reformprogrammer, opretholdelse af fred og sikkerhed, fremme af menneskerettighederne, øget medindflydelse for civilsamfundet, handelsfremme og budgetstøtte.

Efter de positive resultater af drøftelserne med Rådet og Europa-Parlamentet vil Kommissionen omsætte disse politiske principper i retningslinjer og udarbejde en håndbog til hjælp for delegationerne, så de kan forvalte EU's samarbejdsprogrammer angående regeringsførelse på en konsistent måde.

Generel ramme

Støtte til regeringsførelse er blevet et grundlæggende instrument i udviklingsstøtten i de sidste ti år. Det er integreret i Kommissionens samarbejdsprogrammer.

Der er tale om et begreb med flere aspekter. Der findes ikke nogen klar definition af begrebet regeringsførelse, men det betegner almindeligvis de grundlæggende elementer for sociale forbindelser som de forskrifter og processer og den adfærd, der gør det muligt at forvalte de forskellige interesser og ressourcer og magtbeføjelser i et samfund. Kvaliteten af regeringsførelse hænger derfor ofte sammen med en stats evne til at betjene borgerne med grundlæggende serviceydelser og derved mulighed for fattigdomsbekæmpelse og udvikling.

Cotonou-aftalen omfatter tilsagn til god regeringsførelse og er en nyttig reference for andre EU-aftaler med tredjelande. En regelmæssig dialog og ikke-statslige aktørers deltagelse er også en del af denne proces.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Begrebet regeringsførelse inden for rammerne af den europæiske konsensus om udviklingspolitik: Mod en harmoniseret approach i EU [KOM(2006) 421 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Seneste ajourføring: 14.12.2007