EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Den Europæiske Fiskerifond

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated. See 'Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (2014-2020)' for an updated information about the subject.

Den Europæiske Fiskerifond

Ved forordningen oprettes en ny europæisk fiskerifond (EFF) for perioden 2007-2013. Fonden yder tilskud til at lette anvendelsen af reformen fra 2002 af den fælles fiskeripolitik og støtte de nødvendige omstruktureringer i forbindelse med udviklingen inden for fiskeriet.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 af 27. juli 2006 om Den Europæiske Fiskerifond [se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Den Europæiske Fiskerifond (EFF) skal bidrage til at nå målsætningerne for den fælles fiskeripolitik (FFP) som især går ud på at sikre bevaringen og en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer. Til det formål kan fonden bevillige finansiel støtte til:

  • at sikre fiskeriets beståen og en bæredygtig udvikling af fiskeressourcerne
  • at mindske presset på bestandene ved at tilpasse EU-flådens kapacitet til de disponible ressourcer
  • at fremme en bæredygtig udvikling af indlandsfiskeriet
  • at styrke udviklingen af økonomisk levedygtige virksomheder inden for fiskeriet og gøre driftsstrukturerne mere konkurrencedygtige
  • at fremme beskyttelsen af miljøet og bevarelsen af havets ressourcer
  • at tilskynde til bæredygtig udvikling og forbedring af livskvaliteten i områder med aktiviteter i fiskerisektoren
  • at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder ved udviklingen af fiskerisektoren.

Prioriterede akser

EFF omfatter fem prioriterede akser:

  • Foranstaltninger med henblik på tilpasning af EU-fiskerflåden:Der kan ydes støtte til ejere af fiskerfartøjer og fiskere, der berøres af foranstaltninger, som er truffet for at bekæmpe overfiskning eller for at beskytte folkesundheden, til midlertidig eller permanent udtagning af fiskerfartøjer, uddannelse, omskoling eller førtidspensionering af fiskere. Fartøjer, der udtages permanent, dog ikke fartøjer til ophugning, kan genanvendes til andre formål end fiskeri eller til at bygge kunstige rev. EFF kan bidrage til at forbedre arbejdsforholdene, produktkvaliteten, energieffektiviteten og fangstselektiviteten. Der kan også ydes støtte til udskiftning af motorer, engangskompensation til fiskere, som rammes af endeligt fiskeriophør, og præmier til unge fiskere, der ønsker at købe deres første fiskerfartøj. Støtten må dog under ingen omstændigheder medføre en forøgelse af fangstkapaciteten eller fartøjets motoreffekt.
  • Akvakultur, indlandsfiskeri, forarbejdning og afsætning:EFF fremmer erhvervelse og anvendelse af udstyr og metoder, der mindsker akvakulturproduktionens konsekvenser for miljøet, og som forbedrer produktkvaliteten og forholdene vedrørende hygiejne, folke- eller dyresundhed. Støtten kan kun ydes til mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder og til visse store virksomheder med færre end 750 ansatte, eller som har en omsætning på mindre end 200 mio. euro. Mikrovirksomheder og små virksomheder gives dog fortrinsret.
  • Kollektive aktioner:Visse kollektive aktioner kan udnytte bistand under FFP, forudsat at de bidrager til bæredygtig udvikling eller bevarelse af ressourcerne, forbedring af fiskerihavnenes tjenesteydelser, udvikling af markederne for fiskevarer eller fremme af partnerskaber mellem forskere og personer inden for fiskerierhvervet, er støtteberettigede.
  • Bæredygtig udvikling af fiskeriområder:EFF støtter foranstaltninger og initiativer, der går ud på at skabe alternative beskæftigelsesmuligheder og øge den økonomiske udvikling i fiskeriområder, der er ramt af nedgangen i fiskeriet.
  • Teknisk bistand:Fonden kan finansiere den forberedelse, overvågning, administrative og tekniske støtte, evaluering, revision og kontrol, der er nødvendig for gennemførelsen af denne forordning.

Programmering

Et af EFF's vigtigste mål er at forenkle tildelingen og forvaltningen af midler. Medlemsstaterne skal for at få støtte fra Den Europæiske Fiskerifond forelægge Kommissionen en strategiplan og et operationelt program.

De nationale strategiplaner skal angive de prioriterede akser og mål for gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik. Inden den 31. december 2011 indleder Kommissionen på grundlag af konklusionerne af de foreløbige vurderinger en debat med medlemsstaterne for at vurdere, hvor langt man er nået med gennemførelsen af strategiplanerne.

Strategiplanerne danner grundlag for udarbejdelse af operationelle programmer for gennemførelsen af de politikker og prioriterede akser, som EFF skal være med til at finansiere. Kommissionen godkender de operationelle programmer ved en beslutning efter at have kontrolleret, om de er i overensstemmelse med EFF's mål. Om nødvendigt kan den anmode om, at det operationelle program ændres.

De operationelle programmer underkastes tre evalueringer. Medlemsstaterne er ansvarlige for forhåndsevalueringen og den mellemliggende evaluering, mens Kommissionen foretager den endelig evaluering. Den del af budgettet, der er afsat til teknisk bistand, kan anvendes til at finansiere disse evalueringer.

Ansvarsområder

I forordningen fastsættes medlemsstaternes og Kommissionens ansvarsområder i forhold til EFF. Medlemsstaterne har især pligt til at informere offentligheden, potentielle støttemodtagere og interesserede parter om mulighederne i forbindelse med EFF, for at sikre åbenhed omkring fondsstøtten og fremhæve EU's rolle.

Finansiel ramme

Der er afsat 4.304 mio. EUR til EFF for programmeringsperioden 2007-2013. I den periode foreslår Kommissionen, at der i gennemsnit tildeles 615 mio. EUR om året til medlemsstaterne, som har besluttet at trække på EFF-støtten (alle medlemsstaterne undtagen Luxembourg).

Støtten fordeles mellem medlemsstaterne på grundlag af fiskerisektorens størrelse, antallet af erhvervsaktive i fiskeriet og behovet for justering af fiskeriindsatsen og videreførelse af igangværende aktiviteter.

Bortset fra visse udgifter, som afholdes af Kommissionen og dækkes 100 % af EFF, beregnes det maksimale tilskud fra EFF altid i forhold til de samlede offentlige udgifter. Det er forskelligt for de enkelte prioriterede akser og højest i de mest ugunstigt stillede områder og i de nye medlemsstater, dvs. dem, der er omfattet af strukturfondenes nye "konvergensmål". Desuden varierer den offentlige støttes intensitet fra aktivitet til aktivitet efter de samme parametre (jf. denne forordnings bilag II).

Forordningen fastsætter regler for støtteberettigede udgifter (artikel 55), økonomisk forvaltning, finansielle korrektioner, budgetmæssige forpligtelser og refusion. Med henblik på forvaltning af EFF bistås Kommissionen af Komitéen for Den Europæiske Fiskerifond.

EU’s deltagelse kan ikke overstige den offentlige deltagelse eller det maksimale støttebeløb fra EFF for hver prioritetsakse og hver målsætning. Der kan tildeles undtagelser efter skriftlig forespørgsel fra et EU-land og under særlige betingelser (se artikel 76).

Forvaltning, overvågning og kontrol

Hver medlemsstat skal, før der kan indgives betalingsanmodninger, udpege:

  • en forvaltningsmyndighed for programmet, der udvælger de aktiviteter, der skal finansieres, og overvåger dem
  • en attesteringsmyndighed, der kontrollerer, at udgifterne er i overensstemmelse med EF-reglerne
  • en revisionsmyndighed, der kontrollerer, om forvaltnings- og attesteringsmyndighederne fungerer effektivt
  • et overvågningsudvalg, hvori der sidder en repræsentant for Kommissionen som rådgiver, og som vurderer, hvor langt man er nået med virkeliggørelsen af det operationelle programs mål.

Forvaltningsmyndighederne skal forelægge Kommissionen en årlig rapport, som Kommissionen fremsætter sine bemærkninger til. Kommissionen udarbejder på grundlag af disse rapporter sin årlige rapport, som den sender til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Senest den 31. marts 2017 skal medlemsstaterne også fremlægge en endelig rapport om gennemførelsen af det operationelle program.

Baggrund

EFF er fiskeriets nye programmeringsinstrument i forbindelse med EU's finansielle overslag for 2007-2013 og afløser Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF).

Lige som de øvrige europæiske fonde afspejler EFF principperne i den nye strategi, som er forenkling, åbenhed, strategisk planlægning og overdragelse af større ansvar til medlemsstaterne med hensyn til at vælge, hvilke fonde de vil anvende, og hvordan de vil anvende midlerne. EFF er et af de to instrumenter for de udgifter, der afholdes i henhold til den fælles fiskeripolitik.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelse

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 1198/2006

4.9.2006

-

L 223 af 15.8.2006

Ændringsretsakter

Ikrafttrædelse

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EU) nr. 387/2012

16.5.2012

-

EUT L 129 af 16.5.2012

Efterfølgende ændringer og rettelser til direktiv (EF) nr. 1198/2006 er indarbejdet i grundteksten.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens beslutning 2008/693/EF af 13. august 2008 om ændring af beslutning K(2006) 4332 om fastsættelse af en årlig vejledende fordeling mellem medlemsstaterne af EF-midlerne til forpligtelser fra Den Europæiske Fiskerifond for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2013 [EUT L 229 af 28.8.2008].

Seneste ajourføring: 13.01.2013

Top