EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Fremme og beskyttelse af EU’s værdier

Fremme og beskyttelse af EU’s værdier

 

RESUMÉ AF:

Artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU)

Artikel 7 i TEU

Meddelelse fra Kommissionen — Styrkelse af retsstatsprincippet inden for Unionen: En handlingsplan

HVAD ER FORMÅLET MED ARTIKEL 2 OG 7 I TEU OG MED MEDDELELSEN?

  • Ifølge artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) bygger Den Europæiske Union (EU) på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Disse værdier er fælles for EU’s medlemsstater i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd. Artikel 49 i TEU gør forpligtelsen til at fremme disse værdier til en betingelse for ethvert europæisk land, der ansøger om at blive medlem af EU, og en forudsætning for at opretholde alle rettigheder og forpligtelser i medfør af traktaterne og international ret.
  • Artikel 7 i TEU har til formål at sikre, at alle medlemsstaterne respekterer de fælles værdier i EU, herunder retsstatsprincippet.
    • Den forebyggende mekanisme (artikel 7, stk. 1, i TEU) giver Rådet for Den Europæiske Union ret til at give den pågældende medlemsstat en advarsel, før en alvorlig overtrædelse rent faktisk har fundet sted.
    • Sanktionsmekanismen (artikel 7, stk. 2, i TEU) giver Rådet ret til at suspendere visse af de rettigheder, der følger af traktaterne for den pågældende medlemsstat, herunder dens stemmerettigheder i Rådet. I dette tilfælde skal der have fundet en vedvarende grov overtrædelse sted i nogen tid.
  • Meddelelsen præsenterer en række foranstaltninger, der skal styrke retsstatsprincippet yderligere i Europa, hvilket er en forudsætning for, at borgerne kan gøre brug af deres rettigheder i medfør af EU-retten, og for gensidig tillid medlemsstaterne imellem.

HOVEDPUNKTER

Meddelelse fra 2019

En meddelelse, der blev udsendt i juli 2019, fastsætter Europa-Kommissionens handlingsplan — konkrete initiativer fordelt omkring tre temaer.

  • Fremme en retsstatskultur for at styrke samarbejdet med Europarådet, herunder Venedigkommissionen og Sammenslutningen af Stater mod Korruption, samt andre internationale organisationer såsom Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling.
  • Forebygge retsstatsproblemer ved at indføre en løbende gennemgang af retsstatsforholdene, herunder en årlig retsstatsrapport, som omfatter alle medlemsstaterne (se nedenfor).
  • Reagere effektivt på overtrædelser af retsstatsprincippet ved fortsat at gøre fuld brug af Kommissionens håndhævelsesbeføjelser som traktaternes vogter for at sikre overholdelse af de krav i EU-retten, der vedrører retsstatsprincippet. Kommissionen vil følge en strategisk tilgang til traktatbrudssager, der vedrører retsstatsprincippet, og i givet fald anmode om forenklede procedurer og midlertidige foranstaltninger for at fremme de normer, der er udviklet som led i Den Europæiske Unions Domstols retspraksis.

Meddelelsen bygger på en ramme til håndtering af systemiske trusler mod retsstatsprincippet i en hvilken som helst af medlemsstaterne, som blev vedtaget af Kommissionen i 2014. Denne ramme supplerer overtrædelsesprocedurerne, der iværksættes, når EU-retten er blevet overtrådt, og proceduren i artikel 7 i TEU, som i sin yderste grad giver mulighed for at suspendere stemmerettighederne i Rådet i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder EU’s værdier. Den er desuden en ramme for, hvordan Kommissionen indgår i en dialog med den pågældende medlemsstat for at forebygge eskaleringen af systemiske trusler mod retsstatsprincippet. Som forberedelse af sin vurdering af situationen kan Kommissionen trække på viden fra andre EU-institutioner og internationale organisationer.

Retsstatsmekanisme

I forlængelse af handlingsplanen fra 2019 og som en del af den årlige løbende gennemgang af retsstatsforholdene har Kommissionen udgivet årlige rapporter om retsstatsprincippet i 2020, 2021 og 2022. Formålet med den løbende gennemgang er at fremme retsstatsprincippet i alle medlemsstaterne og at forhindre udfordringer i at opstå eller forværres. Hver rapport fokuserer på fire centrale elementer:

  • retssystemer (deres uafhængighed, kvalitet og effektivitet)
  • rammerne for bekæmpelse af korruption (retlig og institutionel ramme, forebyggelse, repressive foranstaltninger)
  • mediepluralisme og mediefrihed (tilsynsorganer, gennemsigtighed i ejerskab og myndighedernes indblanding, beskyttelse af journalister)
  • andre institutionelle spørgsmål vedrørende den demokratiske kontrol og balance (lovgivningsprocessen, uafhængige myndigheder, adgang, domstolsprøvelse, civilsamfundsorganisationer).

Alle rapporterne indeholder et kapitel for hver medlemsstat og analyserer nye udviklinger i rapporteringsperioden sammen med en opfølgning på de udfordringer og udviklinger, der blev afdækket i den forrige rapport. Fra og med rapporten fra 2022 har Kommissionen medtaget henstillinger til medlemsstaterne.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union — afsnit I — Fælles bestemmelser — artikel 2 (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 17).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union — afsnit I — Fælles bestemmelser — artikel 7 (tidl. artikel 7 i TEU) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 19-20).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Styrkelse af retsstatsprincippet inden for Unionen: En handlingsplan (COM(2019) 343 final af 17.7.2019).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Rapport om retsstatssituationen 2022 — Retsstatssituationen i Den Europæiske Union (COM(2022) 500 final af 13.7.2022).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Rapport om retsstatssituationen 2021 — Retsstatssituationen i Den Europæiske Union (COM(2021) 700 final af 20.7.2021).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Rapport om retsstatssituationen 2020 — Retsstatssituationen i Den Europæiske Union (COM(2020) 580 final af 30.9.2020).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Rådet — Yderligere styrkelse af retsstatsprincippet i Unionen — Status og eventuelle næste skridt (COM(2019) 163 final af 3.4.2019).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union — afsnit VI — Afsluttende bestemmelser — artikel 49 (tidl. artikel 49 i TEU) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 43).

Konklusioner fra Rådet og medlemsstaterne forsamlet i Rådet om sikring af respekt for retsstatsprincippet af 16. december 2014.

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet (COM(2014) 158 final af 11.3.2014).

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union — Respekt for og fremme af de værdier, som EU bygger på (KOM(2003) 606 endelig udg. af 15.10.2003).

seneste ajourføring 13.07.2022

Top