EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Konvention om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd

Konvention om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd

 

RESUMÉ AF:

Konvention om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd i EU eller i EU-landene

Rådets retsakt om udarbejdelse af en konvention om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd i EU eller i EU-landene

HVAD ER FORMÅLET MED KONVENTIONEN OG RETSAKTEN?

  • Konventionen:
    • har til formål at sikre, at de enkelte EU-lande træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bestikkelse, som involverer tjenestemænd*, er strafbart.
    • er udarbejdet til at bekæmpe bestikkelse, som involverer europæiske tjenestemænd* eller nationale tjenestemænd* fra EU-lande samt at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem EU-landene om denne bekæmpelse.
  • Retsakten markerer Rådets samtykke til at udarbejde konventionen.

HOVEDPUNKTER

  • I henhold til konventionen skal de enkelte EU-lande træffe de nødvendige foranstaltninger til at gøre det strafbart for tjenestemænd at deltage i såvel aktiv* som passiv bestikkelse*. Konventionen omhandler både deltagelse i og anstiftelse til begge disse former for bestikkelse.
  • Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Endvidere skal EU-landene sikre, at virksomhedsledere eller andre med beslutnings- eller kontrolbeføjelser i en virksomhed kan erklæres strafferetligt ansvarlige i tilfælde af, at deres underordnede på virksomhedens vegne har gjort sig skyldige i aktiv bestikkelse.
  • Hvert EU-land skal fastlægge deres straffemyndighed med hensyn til strafbar adfærd i medfør af forpligtelserne i konventionen, hvor:
    • lovovertrædelsen helt eller delvis er begået på landets område
    • gerningsmanden er statsborger eller tjenestemand i dette EU-land
    • lovovertrædelsen er begået over for EU eller nationale tjenestemænd eller et medlem af EU-institutionerne, der også er statsborger i det pågældende EU-land
    • gerningsmanden er EU-tjenestemand i en af EU’s institutioner, agenturer eller organer, som har hjemsted i det berørte EU-land.
  • Hvis en sag vedrørende en strafbar adfærd som fastlagt i medfør af forpligtelserne i konventionen vedrører mindst to EU-lande, skal disse lande samarbejde i forbindelse med efterforskning, retsforfølgning og fuldbyrdelse af den idømte sanktion.
  • EU-landene skal anvende princippet om, at ingen kan retsforfølges to gange for den samme lovovertrædelse (kaldes også ne bis in idem-princippet), men det er muligt at afvige fra dette princip.
  • EU-landene må vedtage bestemmelser i national lovgivning, som er mere vidtgående end de forpligtelser, der følger af denne konvention.
  • I tilfælde af en tvist mellem EU-lande om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, som ikke har kunnet løses bilateralt, skal sagen i første omgang behandles af Rådet efter proceduren i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union. Hvis Rådet ikke har fundet en løsning efter seks måneder, kan en part i tvisten indbringe spørgsmålet for Den Europæiske Unions Domstol. Denne domstol har også kompetence til at behandle tvister mellem EU-landene og Europa-Kommissionen.

IKRAFTTRÆDELSESDATO

Konventionen trådte i kraft den 28. september 2005, og alle EU-landene er tiltrådt den.

BAGGRUND

Over de seneste to årtier er der udarbejdet en række internationale og europæiske instrumenter, som gør aktiv og passiv bestikkelse strafbart.

Internationalt plan

Europæisk plan

  • Europarådets strafferetskonvention om korruption (i kraft siden 2002) er også et ambitiøst instrument, som har til formål at samordne kriminalisering af korrupt praksis. Den giver desuden mulighed for at indføre supplerende strafferetslige foranstaltninger og forbedre det internationale samarbejde i forbindelse med retsforfølgelse af lovovertrædelser i forbindelse med korruption.

Bemærk: De fleste EU-lande er parter til disse to sidstnævnte konventioner (konventionen om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner og strafferetskonventionen om korruption), men selve EU er ikke part.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Tjenestemand: enhver europæisk eller national tjenestemand, herunder enhver national tjenestemand fra et andet EU-land.
Europæisk tjenestemand: enhver, der har status som tjenestemand eller kontraktansat i henhold til vedtægten for tjenestemænd i EU, samt enhver, som af EU-landene eller af en offentligt eller privat institution er stillet til rådighed for EU, og som udøver hverv svarende til de hverv, der udøves af tjenestemænd eller øvrige ansatte i EU.
National tjenestemand: en tjenestemand eller en anden person, der virker i offentlig tjeneste, som defineret i den nationale lovgivning i det EU-land, hvor personen varetager et sådant hverv, med henblik på anvendelse af det pågældende EU-lands strafferet.
Aktiv bestikkelse: at en person med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover eller yder en tjenestemand en fordel, uanset dennes art, for vedkommende selv eller for tredjemand, for at vedkommende i strid med sine officielle pligter foretager eller undlader at foretage en handling, der er omfattet af vedkommendes hverv eller udøvelsen heraf.
Passiv bestikkelse: at en tjenestemand med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager fordele, uanset disses art, for sig selv eller for tredjemand, eller tager imod et løfte herom, for i strid med sine officielle pligter at udføre eller undlade at udføre en handling, der er omfattet af vedkommendes hverv eller udøvelsen heraf.

HOVEDDOKUMENTER

Konvention udarbejdet på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union, om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EUT C 195 af 25.6.1997, s. 2-11).

Rådets retsakt af 26. maj 1997 om udarbejdelse på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union, af en konvention om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EFT C 195 af 25.6.1997, s. 1).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (EUT L 283 af 31.10.2017, s. 1-71).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5. juli 2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 29-41).

Rådets afgørelse (EU) 2016/63 af 15. januar 2016 om Kroatiens tiltrædelse af konventionen, som er udarbejdet på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union, om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EUT L 14 af 21.1.2016, s. 23-24).

Rådets afgørelse 2008/801/EF af 25. september 2008 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af korruption (EUT L 287 af 29.10.2008, s. 1-110).

Rådets afgørelse 2007/751/EF af 8. november 2007 om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af konventionen, som er udarbejdet på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union, om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EUT L 304 af 22.11.2007, s. 34-35).

Rådets afgørelse 2003/642/RIA af 22. juli 2003 om anvendelse på Gibraltar af konventionen om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EUT L 226 af 10.9.2003, s. 27).

Rådets rammeafgørelse 2003/568/RIA af 22. juli 2003 om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor (EUT L 192 af 31.7.2003, s. 54-56).

Forklarende rapport til konventionen om bekæmpelse af bestikkelse, der involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (Godkendt af Rådet den 3. december 1998) (EFT C 391 af 15.12.1998, s. 1-12).

Rådets Retsakt af 27. september 1996 om udarbejdelse af en protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT C 313 af 23.10.1996, s. 1-10).

Rådets retsakt af 26. juli 1995 om udarbejdelse af konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT C 316 af 27.11.1995, s. 48-57).

seneste ajourføring 08.03.2019

Top