Beskatning af indtægter fra opsparing

Den Europæiske Union (EU) forventer at muliggøre, at indtægter fra opsparing, som udbetales i et EU-land til fysiske personer med skattemæssig bopæl i et andet EU-land, gøres til genstand for reel beskatning i overensstemmelse med det sidstnævnte lands lovgivning.

DOKUMENT

Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger.

RESUMÉ

Som en del af skattepakken, der har til formål at bekæmpe skadelig skattekonkurrence, vedtog EU et direktiv i 2003 for at mindske eksisterende fordrejninger i den reelle beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger.

Formålet med direktivet er at muliggøre, at denne rente, som udbetales i et EU-land til fysiske personer, som er hjemmehørende i et andet land (retmæssige ejere), gøres til genstand for reel beskatning i overensstemmelse med landets lovgivning.

Anvendelsesområde

Direktivet er begrænset til beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger i forbindelse med fordringer, således at spørgsmål vedrørende beskatning af pensions- og forsikringsydelser udelukkes. Geografisk set anvendes direktivet på renter betalt af en betalende agent, dvs. en økonomisk aktør (for eksempel et finansieringsinstitut, en bank eller investeringsselskab), som betaler renter eller sikrer deres betaling til retmæssige ejereetableret på EU’s område. Enhver enhed, der er etableret i et EU-land, og som renterne til den retmæssige ejer betales til eller sikres for, betragtes som betalende agent i direktivets forstand. På denne måde er den betalende agent det sidste led i kæden af mellemmænd, der betaler renter direkte til den retmæssige ejer.

GENERELLE BESTEMMELSER: INFORMATIONSUDVEKSLING

Den betalende agents indgivelse af information

Når den retmæssige ejer er hjemmehørende i et andet EU-land end det, hvor den betalende agent er etableret, fastsætter direktivet, at den information, som den betalende agent skal indgive til sit etableringslands kompetente myndighed, som et minimum bl.a. skal omfatte den retmæssige ejers identitet og bopæl, den betalende agents navn og adresse, den retmæssige ejers kontonummer eller, dersom et sådant ikke findes, identifikation af den fordring, der giver anledning til renten, og oplysninger om rentebetalingen.

Den information, som den betalende agent skal indgive, skal som et minimum indeholde en differentiering mellem rentebetalinger efter de typer, der er nævnt i direktivet. EU-landene kan dog begrænse dette minimum af oplysninger, for eksempel til det samlede rente- eller indkomstbeløb.

Automatisk informationsudveksling

Ifølge direktivet skal den kompetente myndighed i den betalende agents EU-land - mindst en gang om året afgive oplysninger til den kompetente myndighed i den retmæssige ejers bopælsland.

DE NYE REGLER GÆLDENDE FRA 1.1.2016

Det viste sig, at visse finansielle instrumenter svarende til rentebærende værdipapirer og visse indirekte midler til besiddelse af værdipapirer ikke blev dækket af direktiv 2003/48/EF. Derfor blev det nye direktiv 2014/48/EU vedtaget. Det skal gennemføres i EU-landene senest den 1. januar 2016 for at afhjælpe situationen.

Direktivets formål er:

• at styrke reglerne i forhold til informationsudveksling om renteindtægter fra opsparing for at gøre det muligt for EU-landene bedre at bekæmpe svig og skatteunddragelse
• at fremme en gennemsigtig tilgang baseret på kravet om kundelegitimation, som forebygger, at fysiske personer omgår direktivet ved at anvende et mellemled i form af en retlig enhed (for eksempel en fond) eller et retligt arrangement (for eksempel en trust) beliggende i et land uden for EU, som ikke sikrer den reelle beskatning af denne retlige enhed/arrangement af alle sine indtægter fra finansielle produkter dækket af direktivet
• at forbedre reglerne, der har til formål at forebygge, at fysiske personer omgår direktivet ved at anvende et mellemled i form af en retlig enhed (en fond) eller et retligt arrangement (en trust) beliggende i et EU-land. I disse regler er der indforstået en anmeldelse fra den retlige enhed eller arrangement
• at udvide direktivets anvendelsesområde, så det omfatter finansielle produkter med egenskaber, der minder om tilgodehavender (for eksempel værdipapirer med en fast/garanteret forrentning og visse livsforsikringsprodukter), men som ikke juridisk betegnes som sådan
• at tage alle indtægter fra investeringsselskaber i betragtning, der modtages inden for og uden for EU, samt indtægt fra institutter for kollektiv investering i værdipapirer godkendt i overensstemmelse med direktivet 85/611/EØF (investeringsinstitutter), som allerede er omfattet af det aktuelle direktiv.

Seneste ajourføring: 25.01.2015