EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Netværk af indvandringsforbindelsesofficerer

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated. See 'Netværk af indvandringsforbindelsesofficerer' for an updated information about the subject.

Netværk af indvandringsforbindelsesofficerer

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 377/2004 om oprettelse af et netværk af indvandringsforbindelsesofficerer

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Med forordningen tilstræbes det at etablere et formelt samarbejde ved at oprette et netværk af indvandringsforbindelsesofficerer (ILO’er)*.

HOVEDPUNKTER

Mange EU-lande udsender ILO’er til deres konsulære myndigheder i tredjelande. ILO’ernes rolle omfatter opretholdelse af direkte kontakt med myndighederne i værtslandet med henblik på at fremme udvekslingen af oplysninger vedrørende:

  • strømme af ulovlige indvandrere*, der kommer fra eller bevæger sig i transit gennem værtslandet
  • de ruter, som disse strømme af ulovlige indvandrere følger
  • eksistensen af kriminelle organisationer, der er involveret i menneskesmugling, og disses arbejdsmetoder
  • mulige faktorer, der kan påvirke nye udviklingstendenser i strømmene af ulovlige indvandrere
  • metoder til forfalskning af identitetspapirer og rejselegitimation
  • måder og midler til at bistå myndighederne i tredjelande med at forebygge disse ulovlige indvandringsstrømme
  • hvordan tilbagesendelsen af ulovlige indvandrere til deres oprindelsesland fremmes bedst muligt.

Medlemsstaterne skal informere hinanden, Rådet og Europa-Kommissionen om udstationeringer af indvandringsforbindelsesofficerer.

ILO’er, der er udsendt til det samme land, danner lokale netværk, hvor de især:

  • udveksler oplysninger og praktisk erfaring, navnlig gennem regelmæssige møder
  • samordner de holdninger, der skal indtages i kontakter med kommercielle transportselskaber
  • deltager i fælles, specialiserede uddannelseskurser og tilrettelægger uddannelseskurser for det konsulære personale udstationeret ved medlemsstaterne i værtslandet
  • vedtager fælles indstillinger til metoderne for indsamling af oplysninger
  • etablerer regelmæssige kontakter med tilsvarende netværk i værtslandet og i de tilgrænsende lande.

Møderne holdes på initiativ af den medlemsstat, der varetager formandskabet for Rådet eller på initiativ af andre medlemsstater. Europa-Kommissionens repræsentanter og den europæiske grænse- og kystvagt deltager i disse, medmindre der af operationelle hensyn holdes møder i deres fravær.

Medlemsstaterne kan bilateralt eller multilateralt aftale, at ILO’er, der er udsendt af en medlemsstat, tillige varetager en eller flere andre medlemsstaters interesser. De kan også aftale at fordele visse opgaver imellem sig.

Ved udgangen af hvert halvår udarbejder den medlemsstat, der varetager formandskabet for Rådet, en rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om ILO’ernes aktiviteter i lande og regioner af særlig interesse for EU for så vidt angår indvandring. Rapporten udarbejdes efter en model, der er angivet i Kommissionens beslutning 2005/687/EF. Kommissionen udarbejder derefter på baggrund af denne rapport en årlig rapport om udviklingen i ILO-netværket.

Evaluering og foreslået omarbejdning af forordningen

I Kommissionens meddelelse om gennemførelsen af den europæiske dagsorden for migration fra 2017 blev behovet for at revidere forordningen bekræftet. Denne efterfulgte en evaluering udført af eksterne konsulenter, der fremlagde deres endelige rapport i august 2017. Evalueringen konkluderede, at:

  • ILO’er er fortsat særdeles relevante i den eksterne kontekst med hensyn til EU’s tilgang til håndteringen af effekten af ulovlig indvandring, men
  • forordningen har haft en begrænset og primært indirekte effekt for så vidt angår fremme af netværket blandt medlemsstaternes ILO’er udsendt samme sted samt forbedret samordning af EU’s holdning med hensyn til værtslande.

Det blev også antydet, at merværdien på europæisk plan ved ILO’er udsendt til tredjelande ikke var realiseret fuldt ud.

Kommissionen fremsatte derfor et forslag om at omarbejde forordningen i maj 2018.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 5. januar 2004.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Indvandringsforbindelsesofficer (ILO): en repræsentant for en af medlemsstaterne, som en kompetent myndighed udsender for at etablere og opretholde kontakt med værtslandets myndigheder med henblik på migrationsforanstaltninger, herunder forebyggelse af ulovlig indvandring.
Ulovlige indvandrere: flytning af personer til et nyt opholdssted eller personer i transit uden for de regulatoriske normer i afsender-, transit- og modtagerlandet.

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 377/2004 af 19. februar 2004 om oprettelse af et netværk af indvandringsforbindelsesofficerer (EUT L 64 af 2.3.2004, s. 1-4)

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 377/2004 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk netværk af indvandringsforbindelsesofficerer (omarbejdning) (COM(2018) 303 final af 16.5.2018)

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelsen af den europæiske dagsorden for migration (COM(2017) 558 final af 27.9.2017)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 af 14. september 2016 om den europæiske grænse- og kystvagt og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 863/2007, Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 og Rådets beslutning 2005/267/EF (EUT L 251 af 16.9.2016, s. 1-76)

Kommissionens beslutning 2005/687/EF af 29. september 2005 om standardformatet for rapporterne om aktiviteterne i netværket af indvandringsforbindelsesofficerer og om situationen i værtslandet, for så vidt angår emner i relation til illegal indvandring (EUT L 264 af 8.10.2005, s. 8-15)

seneste ajourføring 16.01.2019

Top