EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Afhjælpning af stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated, because the summarised document is no longer in force or does not reflect the current situation.

Afhjælpning af stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko

 

RESUMÉ AF:

Meddelelse (KOM/2007/0584 endelig udg.) — Afhjælpning af stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko — for en politik, der fremmer en ny chance — Gennemførelse af Lissabon-partnerskabet for vækst og beskæftigelse

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE MEDDELELSE?

  • I denne meddelelse opfordrer Europa-Kommissionen landene i Den Europæiske Union (EU) til at forbedre deres nationale rammebetingelser for virksomhedsfiaskoer.
  • Mange veletablerede virksomheder findes kun, fordi grundlæggerne ikke gav op efter en første fiasko. En virksomhedsfiasko kan afhjælpes, hvis iværksætterne gives endnu en chance.

HOVEDPUNKTER

Halvdelen af alle virksomheder overlever ikke de første fem år. Virksomhedslukninger er dog ikke uforenelige med økonomisk udvikling. Det er den almindelige opfattelse, at virksomhedsfiasko ofte skyldes manglende evner eller bedrageri. Kun 4-6 % af konkurserne er dog svigagtige. I de fleste tilfælde er konkurs blot en direkte konsekvens af iværksættermæssig fornyelse.

Der er mange omkostninger i forbindelse med konkurser: fald i beskæftigelsen, forringet købekraft (ubetalte lønninger) og ubetalt gæld. De mange omkostninger kunne reduceres, hvis økonomisk truede virksomheder fik mere støtte og bedre muligheder for at starte på en frisk i tilfælde af konkurs. Derudover lærer de iværksættere, som genstarter, af deres fejl og har senere mere held med sig. Af alle disse grunde er det hensigtsmæssigt at give konkursramte endnu en chance.

Image, uddannelse og medierne

  • Europæerne er bange for at gå konkurs. Ved hjælp af informationskampagner og uddannelsesprogrammer skal de vises, at det hører med til en hel normal lærings- forsknings- og opdagelsesproces at forsøge sig flere gange.
  • Medierne kan ligeledes spille en rolle, navnlig ved at udrydde den misforståelse, at konkurs er noget kriminelt uanset årsagen. Sluttelig bør en dialog med alle de berørte parter gøre dem opmærksomme på fordelene ved en ny start.

Konkurslovens rolle

  • I mange lande behandler konkurslovene alle ens, uanset om konkursen er svigagtig eller ærlig og regulær. Der findes også restriktioner, forbud og rettighedsfortabelser, der rammer den konkursramte. Konkurslovgivningen bør indeholde en tydeligere sondring mellem behandlingen af svigagtig og ikke-svigagtig konkurs.
  • Derudover bør konkursbehandlingen vare kortere tid, og den bør forenkles, således at den ikke varer over et år. Sluttelig bør der i lovgivningen fastsættes visse kriterier for en hurtig gældssanering. En uoverskuelig gæld kan rent faktisk afholde en iværksætter fra at starte en ny virksomhed op.

Aktiv støtte til økonomisk truede virksomheder

  • Det er nødvendigt at forebygge konkurser ved at støtte iværksætterne så tidligt som muligt. Kommissionen anbefaler EU-landene at etablere støtteforanstaltninger som f.eks. ekspertbistand.
  • Virksomheder, som er i vanskeligheder, har ikke råd til kostbar rådgivning, og det er således af afgørende betydning at gøre denne støtte mere tilgængelig. Kommissionen har i øvrigt udviklet et værktøj til tidlig varsling: på dens websted er der adgang til et redskab til tidlig varsling for at hjælpe iværksætterne med at vurdere deres finansielle situation hurtigt. Programmet INTERREG IVC og de europæiske erhvervsorganisationer giver også en lang række muligheder for netværkssamarbejde og udveksling af god praksis inden for virksomhedsstøtte.
  • Sluttelig kan konkurser også forebygges ved hjælp af andre alternativer: Kommissionen anbefaler således EU-landene at fremme omstruktureringer og redning af virksomheder i vanskeligheder.

Aktiv støtte til genstartere

  • Iværksættere står over for psykologiske, tekniske og finansielle vanskeligheder, når de for anden gang forsøger sig med en virksomhed. Særlig uddannelse og coaching bør derfor stå til rådighed for genstartere. Det er ligeledes nødvendigt at styrke forbindelserne mellem disse iværksættere og kunderne, forretningsforbindelser og investorer, som ofte er negativt indstillede over for de konkursramte.
  • Desuden har iværksættere, som etablerer en ny virksomhed, behov for finansiering. De offentlige organer bør fjerne hindringerne for offentlig finansiering. Banker og finansielle institutioner bør revidere deres meget forsigtige holdninger over for genstartere. Derudover bør navnene på ikke-svigagtige konkursramte ikke optræde på lister, der begrænser adgangen til banklån.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Afhjælpning af stigmatisering i forbindelse med virksomhedsfiasko — for en politik, der fremmer en ny chance — Gennemførelse af Lissabon-partnerskabet for vækst og beskæftigelse (KOM(2007) 584 endelig udg. af 5.10.2007)

seneste ajourføring 01.12.2016

Top