Søfartserhvervet: nyvurdering af social- og arbejdsmarkedslovgivningen

Kommissionen forsøger at gøre EU's søfartssektor mere attraktiv for de jobsøgende, uden at dens konkurrenceevne forringes. Kommissionen gennemgår den relevante lovgivning med henblik på at finde frem til fravigelser eller undtagelser, der berører arbejdstagere i søfartserhvervene, og undersøger, hvordan EU kan målrette sin indsats. Kommissionen indleder en første fase af konsultationer af arbejdsmarkedets parter om indholdet af denne fællesskabsindsats.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 10. oktober 2007 om nyvurdering af social og arbejdsmarkedslovgivningen med henblik på at skabe flere og bedre job inden for søfartserhvervet i EU (første fase af konsultationen af arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan i henhold til traktatens artikel 138, stk. 2) [KOM(2007) 591 endelig– Ikke offentliggjort I Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

De fleste søfartssektorer er stærkt globaliserede. Dette har resulteret i vedtagelsen af en række konventioner og internationale standarder inden for søfartssektoren.

EU støtter i høj grad bestræbelser og initiativer, som tager sigte på at skærpe de internationale bestemmelser som f.eks. ILO's konventioner (EN) (ES) (FR) om søfarendes arbejdsstandarder (EN) (ES) (FR) fra 2006 og om arbejdsforhold i fiskerisektoren (EN) (ES) (FR) fra 2007.

Kommissionen forsøger at fremme ratifikationen (i henhold til Rådets afgørelse 2007/431/EF) og gennemførelsen af disse internationale standarder for at supplere EU's interne og eksterne politikker.

EU lovgivningen om arbejdsvilkår

EU lovgivningen om arbejdsvilkår indeholder en række undtagelser og fravigelser for søfartserhvervet. Der kan sondres mellem fire situationer:

• Ingen undtagelser (dvs. ingen særlige bestemmelser i de almindelige instrumenter);
• særlig lovgivning eller generelle retsakter med særlige bestemmelser;
• medlemsstaternes mulighed for at indføre undtagelser i deres nationale lovgivning ved gennemførelsen af de generelle direktiver 2002/74/EF, 94/45/EF og 2002/14/EF;
• undtagelse fra anvendelsesområdet. Dette gælder direktiverne 98/59/EF, 2001/23/EF og 96/71/EF.

Hvad angår de to sidste kategorier foreslår Kommissionen en mere indgående analyse. Den konkluderer, at der ikke umiddelbart synes at være nogen særlig grund til at beholde visse undtagelser, eftersom de ikke bidrager til løsninger, som er specifikke for og i højere grad tilpasset efter arbejdstagernes konkrete situation. Hvis der er tilstrækkeligt vigtige grunde til at bibeholde de gældende undtagelser eller fravigelser, er det spørgsmålet, om det vil være en mere egnet løsning at vedtage en særlig EU lovgivning for sektoren. En sådan løsning skulle sikre søfartserhvervene samme beskyttelsesniveau, som andre arbejdstagere har under de generelle direktiver. I så fald er det nødvendigt at gennemgå de særlige retlige forhold, der gælder i medlemsstaterne, så man kan sikre, at søfartserhvervene har et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. En sådan gennemgang er hensigtsmæssig særlig, når der er tale om betingede undtagelser, som forpligter medlemsstaterne til at fastsætte mere specifikke bestemmelser eller alternative garantier, der giver samme beskyttelsesniveau.

Sundhed og sikkerhed

I EU-lovgivningen nyder arbejdstagere i søfartssektoren generelt set godt af samme beskyttelsesniveau, når det gælder sundhed og sikkerhed, som arbejdstagere i andre sektorer. Endvidere supplerer særlige direktiver inden for søfartssektoren de generelle direktiver som f.eks. direktivet om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed under arbejdet om bord på fiskerfartøjer. Dette direktiv finder kun anvendelse på nye fiskerfartøjer med en længde på mindst 15 m eller derover. Derfor lægger Kommissionen især vægt på ikke-bindende foranstaltninger (god praksis), som tager sigte på at forbedre gennemførelsen i praksis af gældende EU-lovgivning om beskyttelse af fiskeres sundhed og sikkerhed ombord på mindre fiskerfartøjer.

Arbejdskraftens frie bevægelighed og social sikring

Ifølge retspraksis finder bestemmelserne i EF traktaten om arbejdskraftens frie bevægelighed også anvendelse på søtransportsektoren. Når det gælder koordineringen af de sociale sikringsordninger, er det endvidere fastsat i EU-lovgivningen, at vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer ikke mister deres sociale sikring, når de flytter inden for EU. Lovgivningen finder også anvendelse på tredjelandsstatsborgere, hvis de lovligt har bopæl i en medlemsstat, og er i situationer, hvor alle de relevante omstændigheder ikke udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område.

Betydningen af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter

Arbejdsmarkedets parter har jævnligt behandlet spørgsmål med henblik på at forbedre sikkerheden og velfærden om bord på skibene og bidrager dermed til at stille Europa stærkere. De forhandler på nuværende tidspunkt om en europæisk aftale til gennemførelse af de relevante bestemmelser i ILO's konvention om søfarendes arbejdsstandarder. Det påtænkes at undersøge mulighederne for et fælles initiativ med henblik på at fremme anvendelsen i EU af bestemmelserne i ILO's konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren.

Inden for rammerne af disse konsultationer anmoder Kommissionen arbejdsmarkedets parter inden for søfartssektoren om at besvare de spørgsmål, der stilles i meddelelsen.

Kontekst

Kommissionen har bebudet en omfattende havpolitik i de strategiske mål for 2005-2009. Disse konsultationer skal ses som led i grøbogen fra 2006 om en fremtidig havpolitik for EU. Denne grønbog ligger til grund for spørgsmålet om, hvorvidt søfartssektorerne fortsat bør være undtaget fra den europæiske social og arbejdsmarkedslovgivning på visse punkter.

Seneste ajourføring: 21.12.2007