EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61969CJ0029

Domstolens Dom af 12. november 1969.
Erich Stauder mod byen Ulm, Sozialamt.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Verwaltungsgericht Stuttgart - Tyskland.
Sag 29-69.

English special edition 1969 00107

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1969:57

I sag 29/69

angående en anmodning, som i henhold til EØF-traktatens artikel 177 er indgivet til Domstolen af Verwaltungsgericht i Stuttgart for i en sag, som verserer for nævnte ret mellem

ERICH STAUDER, Marienweg 5, 7900 Ulm

sagsøger,

og

BYEN ULM, SOZIALAMT

sagsøgt,

at opnå en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

»Er det foreneligt med den gældende fællesskabsrets almindelige grundsætninger, at beslutningen af 12. februar 1969 (69/71/EØF) fra Kommissionen for De europæiske Fællesskaber betinger salg af smør til nedsat pris til modtagere af bestemte former for socialhjælp af, at modtagerens navn meddeles sælgerne ?«

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene R. Monaco og P. Pescatore, dommerne A. M. Donner, W. Strauß, A. Trabucchi og J. Mertens de Wilmars (refererende),

generaladvokat: K. Roemer

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Præmisser

1.

Ved kendelse af 18. juni 1969, indgået til Domstolens justitskontor den 26. juni 1969, har Verwaltungsgericht i Stuttgart i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt det spørgsmål, om det er foreneligt med den gældende fællesskabsrets almindelige retsgrundsætninger, at artikel 4 i beslutning nr. 69/71/EØF af 12. februar 1969 fra Kommissionen for De europæiske Fællesskaber betinger salg af smør til nedsat pris til modtagere af bestemte former for socialhjælp af, at modtagerens navn meddeles sælgeren.

2.

Den nævnte beslutning, der er rettet til alle medlemsstaterne, bemyndiger disse stater til at fremme afsætningen af overskydende smørmængder ved på det fælles marked at udbyde smør til en pris under den normale til forbrugergrupper, der modtager bestemte former for socialhjælp;

denne bemyndigelse er forbundet med visse betingelser, der bl. a. skal sikre, at den vare, der således bringes på markedet, ikke får en anden anvendelse end tiltænkt med den;

derfor er artikel 4 på to af sprogene, herunder den tyske version, affattet således, at staterne skal træffe alle nødvendige forholdsregler til at sikre, at de berettigede kun kan købe den omhandlede vare mod forevisning af et »på deres navn udstedt rabatkort«, medens de andre versioner imidlertid kun omtaler forevisning af et »individualiseret rabatkort« og således tillader andre kontrolmuligheder end angivelse af den berettigedes navn;

det er derfor nødvendigt først nøje at præcisere rækkevidden af den omtvistede bestemmelse.

3.

Når en beslutning rettes til alle medlemsstater, forbyder nødvendigheden af en ensartet anvendelse og dermed fortolkning, at bestemmelsen betragtes isoleret i en af sine versioner, idet det tværtimod er påkrævet, at den fortolkes i overensstemmelse såvel med ophavsmandens virkelige vilje som med det af ham forfulgte mål, navnlig i lyset af dens affattelse på alle sprogene;

4.

i et tilfælde som det foreliggende må der gives den mindst belastende fortolkning fortrin, hvis den er tilstrækkelig for opnåelsen af de mål, som den omtvistede beslutning skal forfølge;

det kan desuden ikke antages, at beslutningens ophavsmænd har villet fastsætte videregående pligter i nogle lande end i andre;

5.

denne fortolkning bekræftes i øvrigt ved Kommissionens erklæring om, at den forvaltningskomité, der havde fået forelagt forslaget til beslutning nr. 69/71 til stillingtagen, foreslog en ændring, ifølge hvilken kravet om et på navn udstedt rabatkort skulle fjernes, og det fremgår af det sidste punkt i motiverne til nævnte beslutning, at Kommissionen har villet efterkomme dette ændringsforslag;

6.

herefter må den omtvistede bestemmelse fortolkes således, at den ikke foreskriver — men heller ikke forbyder — angivelse af den berettigedes navn;

Kommissionen kunne derfor træffe en korrigerende beslutning herom den 29. juli 1969;

enhver medlemsstat kan herefter selv vælge mellem forskellige individualiserings- metoder;

7.

således fortolket indeholder den omstridte bestemmelse intet, der kan tydes som en krænkelse af de personlige grundrettigheder, som er omfattet af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger, hvis overholdelse Domstolen skal sikre.

 

På grundlag af disse præmisser,

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der ved kendelse af 18. juni 1969 er forelagt den af Verwaltungsgericht i Stuttgart, for ret:

 

1.

Artikel 4, anden tankestreg i beslutning nr. 69/71/EØF, som korrigeret ved beslutning nr. 69/244/EØF, skal fortolkes således, at den kun foreskriver en individualisering af de ved de deri fastsatte forholdsregler begunstigede uden for så vidt at foreskrive eller forbyde en angivelse af deres navne af kontrolhensyn.

 

2.

Undersøgelsen af det spørgsmål, som Verwaltungsgericht i Stuttgart har forelagt Domstolen, har ikke frembragt noget, som kan skabe tvivl om gyldigheden af den omhandlede bestemmelse.

 

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. november 1969.

A. Van Houtte

Justitssekretær

R. Lecourt

Præsident

Top