24.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/11

(1)

Formålet med denne henstilling er at forbedre retten til retshjælp for mistænkte eller tiltalte i straffesager og for personer, der er eftersøgt under den europæiske arrestordre i henhold til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA (1), for at supplere og realisere retten til at få adgang til en advokat, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU (2).

(2)

Retten til retshjælp i straffesager er forankret i artikel 47, stk. 3, i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (i det følgende benævnt »chartret«) og i artikel 6, stk. 3, litra c), i den europæiske menneskerettighedskonvention. Dette fremgår også af artikel 14, stk. 3, litra d), i ICCPR. De grundlæggende principper, som et retshjælpssystem bør være baseret på, er omhandlet i FN's principper og retningslinjer for adgang til retshjælp i i strafferetssystemer, der blev vedtaget på FN's generalforsamling den 20. december 2012.

(3)

Anvendelsesområdet for og indholdet af retten til adgang til en advokat er fastsat i direktiv 2013/48/EU, og der er intet i denne henstilling, som kan udlægges som en begrænsning af de rettigheder, der er omhandlet i dette direktiv.

(4)

En mistænkt eller tiltalt i en straffesag har ret til at få adgang til en advokat fra det tidspunkt, hvor de af de kompetente myndigheder er blevet underrettet ved officiel meddelelse eller på anden vis om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold, og det uanset om de bliver frihedsberøvet. Det finder anvendelse indtil sagens afslutning, dvs. den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået lovovertrædelsen, herunder efter omstændighederne domsafsigelsen og afgørelsen i en eventuel appelsag. Det samme tidsforhold bør gælde for retten til retshjælp.

(5)

Udtrykket »advokat« i denne henstilling henviser til enhver person, der i overensstemmelse med national ret er kvalificeret og berettiget til, herunder ved godkendelse fra et autoriseret organ, at yde juridisk rådgivning og bistand til mistænkte eller tiltalte personer.

(6)

Ved »retshjælp« forstås økonomisk bistand og rådgivning fra medlemsstaten, som skal sikre, at retten til adgang til en advokat eksisterer i praksis. Den økonomiske bistand bør dække udgifter til forsvar og til sagsbehandlingen for mistænkte og tiltalte i straffesager og for eftersøgte personer under den europæiske arrestordre.

(7)

Mistænkte eller tiltalte personer og eftersøgte personer, som ikke har tilstrækkelige økonomiske midler til at dække nogle eller samtlige udgifter til forsvar og sagsbehandling, bør have adgang til retshjælp, for så vidt som hensynet til en retfærdig rettergang tilsiger det.

(8)

En mistænkt eller tiltalt bør ikke skulle kunne bevise over enhver rimelig tvivl, at de ikke har tilstrækkelige økonomiske midler, sådan som det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. For at fastslå, om »hensynet til en retfærdig rettergang« kræver, at der ydes gratis juridisk bistand, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjort, at der bør tages hensyn til ikkekumulative forhold i lovovertrædelsens alvor, strafferammen, sagens kompleksitet, eller den mistænkte eller tiltaltes personlige situation.

(9)

Desuden har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjort, at når der kan blive tale om frihedsberøvelse, bør hensynet til en retfærdig rettergang i princippet anses for at være opfyldt.

(10)

Beslutningen om, hvorvidt der skal ydes retshjælp i straffesager, bør træffes i så god tid, at den mistænkte eller tiltalte kan forelægge sin sag på en korrekt og effektiv måde.

(11)

I betragtning af advokaternes uafhængighed er forsvarets adfærd i det væsentlige en sag mellem den mistænkte eller tiltalte person eller den eftersøgte person og deres repræsentant. For at sikre, at den juridiske bistand er af høj standard, og at rettergangen bliver retfærdig, bør medlemsstaterne indføre effektive systemer til kvalitetssikring af retshjælpsadvokater. Til det formål bør medlemsstaterne indføre godkendelsesordninger for retshjælpsadvokater. Under alle omstændigheder bør medlemsstaterne sørge for, at der gribes ind, hvis der er en åbenlys fejl i den juridiske bistand eller de bliver gjort tilstrækkeligt opmærksomme herpå.

(12)

Forsvarsadvokater og personer, der er involveret i beslutninger, som vedrører retten til retshjælp, for eksempel anklagere, dommere og personer i retsnævn, bør gives en passende uddannelse, så retten til en effektiv adgang til retshjælp kan blive forbedret.

(13)

Da tilliden mellem advokat og klient er af stor betydning, bør de relevante kompetente myndigheder så vidt muligt tage hensyn til, hvad den mistænkte eller tiltalte måtte fortrække og ønske hvad angår retshjælpsadvokaten. Men som det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, kan de tilsidesætte disse ønsker, hvis der er relevante og tilstrækkelige grunde til at fastholde, at dette er nødvendigt ud fra hensynet til en retfærdig rettergang.

(14)

Denne henstilling fastholder de grundlæggende rettigheder og iagttager de principper, der fremgår af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Henstillingen sigter navnlig mod at fremme retten til frihed, retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar. Den bør fortolkes og have effekt i overensstemmelse hermed.

(15)

I det omfang at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indeholder rettigheder, som svarer til rettigheder, der garanteres i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, bør betydningen og anvendelsesområdet for disse rettigheder være de samme som dem, der er fastlagt i denne konvention. De tilsvarende bestemmelser i denne henstilling bør derfor fortolkes og have effekt på en måde, som er i overensstemmelse med disse rettigheder, sådan som de er fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol retspraksis.

(16)

Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen om, hvad der gøres for at følge op på denne henstilling.

(17)

Senest 48 måneder år efter meddelelsen af denne henstilling bør Kommissionen vurdere, om eventuelle yderligere tiltag, herunder lovgivningsmæssige foranstaltninger, er nødvendige for at sikre, at målsætningerne i denne henstilling opfyldes fuldt ud —

1.

Denne henstilling vedrører retten til retshjælp for mistænkte eller tiltalte i straffesager og for eftersøgte personer under den europæiske arrestordre med henblik på at sikre effektiv adgang til en advokat ifølge direktiv 2013/48/EU.

2.

Mistænkte og tiltalte i straffesager bør have ret til retshjælp fra det tidspunkt, hvor de bliver mistænkt for at have begået en overtrædelse af straffeloven. Denne ret bør gælde indtil sagens afslutning.

3.

Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at mistænkte eller tiltalte personer og eftersøgte personer har ret til at få effektiv retshjælp, der kan sikre retten til en retfærdig rettergang i overensstemmelse med denne henstilling.

4.

Mistænkte eller tiltalte personer og eftersøgte personer bør som minimum ydes retshjælp, hvis de ikke har tilstrækkelige finansielle midler til at dække nogle eller samtlige udgifter til forsvar og sagsbehandling på grund af deres økonomiske situation (»vurdering af midler«), og/eller når en sådan hjælp er nødvendig af hensyn til en retfærdig rettergang (»vurdering af sagens karakter«).

5.

Der bør træffes alle fornødne foranstaltninger for at gøre alle relevante oplysninger om retshjælp i straffesager let tilgængelige og let forståelige for mistænkte eller tiltalte og for eftersøgte personer, herunder oplysninger om, hvordan og hvor der skal ansøges om sådan hjælp, gennemskuelige kriterier for, hvornår en person har ret til retshjælp, samt oplysninger om muligheder for at klage, i tilfælde af at adgangen til retshjælp nægtes eller en retshjælpsadvokat giver utilstrækkelig juridisk bistand.

6.

Når der ved vurderingen af retten til retshjælp (vurdering af midler) henses til mangel på tilstrækkelige finansielle midler, bør vurderingen af ansøgerens økonomiske situation foretages på baggrund af objektive faktorer som indkomst, formueforhold, familiemæssig situation, levestandard og udgiften til en forsvarsadvokat. Når retshjælpen er til et barn, bør det være barnets egne aktiver, der tages i betragtning, og ikke deres forældres eller forældremyndighedens indehavers.

7.

Hvis familiers husstandsindkomst tages med i vurderingen af midler, men nogle af familiemedlemmerne er i konflikt med hinanden eller ikke har lige adgang til familieindkomsten, bør det kun være indkomsten for den person, der ansøger om retshjælp, der skal anvendes.

8.

Når det skal fastslås, om mistænkte eller tiltalte eller eftersøgte personer ikke har tilstrækkelige finansielle midler, bør alle relevante omstændigheder tages med i overvejelserne.

9.

Hvis en medlemsstat fastlægger en øvre grænse for, hvornår en person antages helt eller delvis at kunne bære udgifterne til forsvar og sagsbehandling, bør de tage hensyn til faktorerne i punkt 6, når de fastlægger denne grænse. Desuden bør en sådan grænse ikke være til hinder for, at personer, som er over denne grænse, kan opnå retshjælp for alle eller nogle af udgifterne, hvis de ikke har tilstrækkelige finansielle midler i den foreliggende sag.

10.

Mistænkte eller tiltalte personer og eftersøgte personer bør ikke skulle kunne bevise over enhver rimelig tvivl, at de ikke har tilstrækkelige finansielle midler til at dække udgifterne til forsvar og sagsbehandling.

11.

Når der henses til hensynet til en retfærdig rettergang (vurdering af sagens karakter), bør dette omfatte en vurdering af sagens kompleksitet, den sociale og personlige situation for den mistænkte eller tiltalte eller den eftersøgte person, overtrædelsens alvor og den for overtrædelsen gældende strafferamme. Alle relevante omstændigheder bør tages med i overvejelserne.

12.

I situationer, hvor en person er mistænkt eller tiltalt for en lovovertrædelse, der kan give frihedsberøvelse, og i situationer, hvor juridisk bistand er obligatorisk, bør retshjælp betragtes som værende ud fra hensynet til retfærdig rettergang.

13.

Hvis der ydes retshjælp til mistænkte eller tiltalte eller til eftersøgte personer på grundlag af en vurdering af sagens karakter, kan udgifterne til retshjælp kræves godtgjort i tilfælde af en endelig dom, forudsat at den pågældende person har tilstrækkelige midler på tidspunktet for godtgørelsen, som fastsat i overensstemmelse med punkt 6-10.

14.

Beslutninger om, hvorvidt der skal eller ikke skal ydes retshjælp, bør træffes omgående af en uafhængig kompetent myndighed inden for en tidsramme, som gør det muligt for mistænkte eller tiltalte og for eftersøgte personer at forberede deres forsvar i praksis og på en effektiv måde.

15.

Mistænkte eller tiltalte og eftersøgte personer bør have ret til at få taget beslutninger om hel eller delvis afvisning af deres ansøgning om retshjælp op til genvurdering.

16.

Hvis ansøgninger bliver helt eller delvis afvist, bør begrundelserne for afvisningen gives skriftligt.

17.

Juridisk bistand, der ydes under retshjælpsordninger bør være af høj kvalitet, så der sikres en retfærdig rettergang. Med henblik herpå bør der i alle medlemsstater være indført ordninger, som sikrer kvaliteten hos retshjælpsadvokater.

18.

Der bør forefindes mekanismer, som gør, at de kompetente myndigheder kan erstatte retshjælpsadvokater, eller at de kan kræve af dem, at de opfylder deres forpligtelser, hvis de ikke yder en passende juridisk bistand.

19.

Der bør indføres et system til godkendelse af retshjælpsadvokater i hver enkelt medlemsstat, og det bør holdes ved lige.

20.

Medlemsstaterne opfordres til at fastlægge kriterier for godkendelse af retshjælpsadvokater under hensyntagen til bedste praksis.

21.

Personer, der er involveret i beslutningstagningen om retshjælp i straffesager bør gives en passende uddannelse heri.

22.

For at sikre, at juridisk rådgivning og bistand er af høj kvalitet, bør der tilskyndes til uddannelse og udvikling af uddannelsesprogrammer for advokater, som yder retshjælp.

23.

Godkendelsen af retshjælpsadvokater bør så vidt muligt være forbundet med en forpligtelse til at følge videreuddannelse inden for området.

24.

De præferencer og ønsker, som de mistænkte eller tiltalte og de eftersøgte personer måtte have, bør der så vidt muligt tages hensyn til i de nationale retshjælpssystemer, når der skal vælges en retshjælpsadvokat.

25.

Retshjælpssystemet bør være indrettet således, at der sikres kontinuitet, og at den juridiske præsentation bliver varetaget af den samme advokat, hvis den mistænkte eller tiltalte eller den eftersøgte person ønsker det.

26.

Der bør indføres åbne og kontrollerbare mekanismer, således at det sikres, at mistænkte eller tiltalte personer og eftersøgte personer kan træffe et informeret valg af den juridiske bistand under retshjælpsordningen uden utilbørlig påvirkning.

27.

Medlemsstaterne bør indsamle data om relevante aspekter til opfølgning af denne henstilling.

28.

Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen om de foranstaltninger, som de træffer for at efterkomme denne henstilling, senest (36 måneder efter offentliggørelsen heraf).

29.

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.