EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000S0283

Kommissionens afgørelse nr. 283/2000/EKSF af 4. februar 2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål, af bredde 600 mm og derover, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, i oprullet stand, kun varmtvalsede, med oprindelse i Bulgarien, Indien, Iran, Sydafrika, Taiwan og Forbundsrepublikken Jugoslavien, om godtagelse af tilsagn afgivet af visse eksporterende producenter og om afslutning af proceduren vedrørende importen af varer med oprindelse i Iran

OJ L 31, 5.2.2000, p. 15–43 (ES, DA, DE, EL, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 06/02/2005: This act has been changed. Current consolidated version: 09/05/2003

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2000/283(1)/oj

32000S0283

Kommissionens afgørelse nr. 283/2000/EKSF af 4. februar 2000 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål, af bredde 600 mm og derover, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, i oprullet stand, kun varmtvalsede, med oprindelse i Bulgarien, Indien, Iran, Sydafrika, Taiwan og Forbundsrepublikken Jugoslavien, om godtagelse af tilsagn afgivet af visse eksporterende producenter og om afslutning af proceduren vedrørende importen af varer med oprindelse i Iran

EF-Tidende nr. L 031 af 05/02/2000 s. 0015 - 0043


KOMMISSIONENS AFGØRELSE Nr. 283/2000/EKSF

af 4. februar 2000

om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål, af bredde 600 mm og derover, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, i oprullet stand, kun varmtvalsede, med oprindelse i Bulgarien, Indien, Iran, Sydafrika, Taiwan og Forbundsrepublikken Jugoslavien, om godtagelse af tilsagn afgivet af visse eksporterende producenter og om afslutning af proceduren vedrørende importen af varer med oprindelse i Iran

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab,

under henvisning til Kommissionens beslutning nr. 2277/96/EKSF af 28. november 1996 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab(1), ændret ved Kommissionens beslutning nr. 1000/1999/EKSF(2), særlig artikel 8 og 9,

efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. PROCEDURE

1. Indledning

(1) Den 7. januar 1999 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse (i det følgende benævnt "meddelelsen om indledning af en procedure") i De Europæiske Fællesskabers Tidende(3) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Fællesskabet af visse fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål, af bredde 600 mm og derover, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, i oprullet stand, kun varmtvalsede, med oprindelse i Bulgarien, Indien, Iran, Sydafrika, Taiwan og Forbundsrepublikken Jugoslavien (i det følgende benævnt "Jugoslavien").

(2) Proceduren indledtes som følge af en klage indgivet af Eurofer på vegne af EF-producenter, der tegner sig for en væsentlig del af den samlede produktion i Fællesskabet af den pågældende vare som omhandlet i artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4, i Kommissionens beslutning nr. 2277/96/EKSF (i det følgende benævnt "grundbeslutningen"). Klagen indeholdt beviser for, at der fandt dumping sted i forbindelse med den pågældende vare og forvoldtes væsentlig skade som følge heraf, hvilket blev anset for at være tilstrækkeligt til at begrunde indledningen af en procedure.

2. Undersøgelse

(3) Kommissionen underrettede officielt de eksporterende producenter i eksportlandene (i det følgende benævnt "eksporterende producenter") og importører såvel som deres repræsentative sammenslutninger, som den vidste var berørt af sagen, repræsentanterne for eksportlandene og de klagende EF-producenter om indledningen af proceduren. Kommissionen sendte spørgeskemaer til alle disse parter og til dem, der gav sig til kende inden for den fastsatte frist i meddelelsen om indledning af en procedure. I overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, i grundbeslutningen gav Kommissionen også de direkte berørte parter lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt.

(4) Flere eksporterende producenter, klagende EF-producenter og importører forelagde skriftlige redegørelser.

Alle interesserede parter, som anmodede om at blive hørt inden for den fastsatte frist, og som godtgjorde, at de sandsynligvis ville blive berørt af resultatet af proceduren, og at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev indrømmet en høring.

(5) Alle parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger på grundlag af hvilke det var hensigten at anbefale at

i) der indføres en endelig antidumpingtold på importen fra Bulgarien, Indien, Sydafrika, Taiwan og Jugoslavien

ii) et tilsagn afgivet af en eksporterende producent i Bulgarien godtages, og

iii) at proceduren vedrørende importen af varer fra Iran afsluttes.

Parterne fik i overensstemmelse med artikel 20 i grundbeslutningen også en tidsfrist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger til disse oplysninger.

(6) Der blev taget hensyn til de mundtlige og skriftlige bemærkninger fra parterne, og de endelige afgørelser er i påkommende tilfælde blevet ændret i overensstemmelse hermed.

(7) Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, den fandt nødvendige med henblik på en endelig afgørelse.

Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende selskaber:

- Klagende EF-producenter:

- Aceralia Corporacion Sid., Madrid, Spanien

- British Steel Plc, London, Det Forenede Kongerige

- Cockerill Sambre SA, Bruxelles, Belgien

- Hoogovens Steel BV, Ijmuiden, Nederlandene

- ILVA Spa, Genoa, Italien

- Sidmar NV, Gent, Belgien

- Salzgitter AG, Salzgitter, Tyskland

- Stahlwerke Bremen GmbH, Bremen, Tyskland

- SOLLAC, Paris, Frankrig

- Thyssen Krupp Stahl AG, Duisburg, Tyskland

- Eksporterende producenter:

a) Bulgarien

Kremikovtzi Corp, Sofia

b) Indien

Essar Steel Ltd, Hazira

Tata Iron & Steel Company Ltd, Calcutta

Steel Authority of India Ltd, New Delhi

c) Iran

Mobarakeh Steel Company, Esfahan

d) Sydafrika

Iscor Ltd, Pretoria

Highveld Steel & Vanadium Corp Ltd, Witbank

e) Taiwan

China Steel Corp, Kaohsiung

Yieh Loong Enterprise Co., Ltd, Kaoshiung

f) Jugoslavien

På baggrund af den særlige situation i Jugoslavien blev der ikke aflagt kontrolbesøg hos Sartid a.d., den eneste eksporterende producent i landet, som gav sig til kende over for Kommissionen.

- Ikke-forbundne importører - brugerselskab i Fællesskabet

Marcegaglia Spa, Gazoldo degli Ippoliti, Italien

- Importører i Fællesskabet forbundet med den eksporterende producent:

>TABELPOSITION>

(8) Dumpingundersøgelsen omfattede perioden fra 1. januar 1998 til 31. december 1998 (i det følgende benævnt "undersøgelsesperioden"). Skadesundersøgelsen omfattede perioden fra 1. januar 1995 til udgangen af undersøgelsesperioden (i det følgende benævnt "den undersøgte periode").

B. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

1. Den pågældende vare

(9) Den pågældende vare er fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål, af bredde 600 mm og derover, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, i oprullet stand, kun varmtvalsede, (i det følgende benævnt "varmtvalsede bredbånd"). Denne vare tariferes i øjeblikket under KN-kode 72081000, 7208 25 00, 7208 26 00, 7208 27 00, 7208 36 00, 72083710, 7208 37 90(4), 72083810, 7208 38 90, 7208 39 10, 7208 39 90.

(10) Varmtvalsede bredbånd fremstilles almindeligvis på stålværker ved varmtvalsning af stålhalvfabrikata efter den sidste valsning eller efter bejdsning eller gennemløbsglødning. Varmtvalsede bredbånd rulles op i ruller.

Stålværker, som fremstiller et bredt udvalg af fladvalsede stålprodukter, anvender varmtvalsede bredbånd som udgangsmateriale til fremstillingen af andre stålprodukter (brede og smalle bånd, alle koldtvalsede produkter, rør osv.).Varmtvalsede bredbånd kan være af forskellige kvaliteter og dimensioner. Størstedelen af importen fra tredjelande til Fællesskabet består af "konstruktionsstål" (såsom S235 og S275 ifølge Euronorm EN 10025) og "blødt stål" (såsom DD11, DD12, DD13 ifølge EN 10011 og "Deutsche Industrie-Norm" DIN 1614/1). Bredbånd er normalt mellem 1,5 og 15 mm tykke og fra 600 til 2050 mm bredde. Hver af ovenstående KN-koder svarer til en bestemt varetype, differentieret ved bredde og tykkelse inden for nævnte udvalg.

(11) Den pågældende vare klassificeres også i to adskilte kategorier i forhold til varens finish: sorte varmtvalsede bredbånd (i det følgende benævnt "sorte bredbånd"), som er grundproduktet og bejdsede varmtvalsede bredbånd (i det følgende benævnt "bejdsede bredbånd") som efter varmtvalsning gennemgår endnu en overfladebehandling kaldet bejdsning. Adskillelsen mellem sorte og bejdsede bredbånd afspejler sig også i den kombinerede nomenklaturs struktur, da bredbånd klassificeret i de to kategorier henhører under specifikke og adskilte KN-koder.

(12) Selv om der fortrinsvis importeres sorte bredbånd fra de berørte lande, viste undersøgelsen, at importen omfatter alle KN-koder og således alle de forskellige varer, der er anført i ovenstående. Uanset det forhold, at hver KN-kode svarer til en særlig type varmtvalsede bredbånd, konstateredes det, at de alle har identiske eller tilsvarende fysiske og tekniske egenskaber, anvendelser og anvendelsesformål. Følgelig anses alle typer varmtvalsede bredbånd for at være en og samme varer, henhørende under den KN-kode, der er angivet i betragtning 9.

2. Samme vare

(13) Det fremgår af undersøgelsen, at varmtvalsede bredbånd, som importeres fra de berørte lande, er identiske eller sammenlignelige med produkter, som fremstilles i Fællesskabet, i særdeleshed med hensyn til kvalitet og det udvalg af dimensioner, der er tilrådighed.

(14) Flere eksporterende producenter hævdede, at den pågældende vare, som de fremstiller og sælger, ikke som sådan kan ombyttes og sammenlignes med den vare, der fremstilles i Fællesskabet. De fremførte, at produktionsprocessen i Fællesskabet er mere avanceret, og at der endog anvendes en anden teknologi og således produceres varer af højere kvalitet. De nævnte, at brugerne undertiden må rulle de importerede varer op igen, før de forarbejder dem yderligere. De hævdede derfor, at deres vare ikke er samme vare som EF-erhvervsgrenens.

(15) Det er klart, at alle forskelle i produktionsprocessen, der fører til overfladiske eller kemiske mangler, kan give en lavere markedsværdi. Undersøgelsen viste imidlertid, at både den vare, der fremstilles i Fællesskabet, og den vare, der importeres, stadig har samme grundlæggende fysiske egenskaber og anvendelser, til trods for at varerne ikke er identiske i henseende til kvalitet mellem leverandører og mellem en bestemt leverandørs sendinger. Det kan derfor ikke konkluderes, at varmtvalsede bredbånd, som importeres fra de berørte lande, ikke er samme vare som dem, der fremstilles og sælges i Fællesskabet.

(16) Undersøgelsen viste også, at kvaliteterne og udvalget af dimensioner på den pågældende vare, som importeres fra de berørte lande, er identiske eller sammenlignelige med de varer, der sælges på hjemmemarkedet i de pågældende lande.

(17) På dette grundlag konkluderedes det, at varmtvalsede bredbånd, som fremstilles i de pågældende lande og sælges på hjemmemarkederne i disse lande, varmtvalsede bredbånd, som eksporteres til Fællesskabet fra disse lande, og varmtvalsede bredbånd, som fremstilles og sælges af de klagende EF-producenter på markedet i Fællesskabet, er samme vare som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i grundbeslutningen.

C. DUMPING

1. Normal værdi

(18) For at fastlægge den normale værdi blev det først for hver enkelt af de samarbejdsvillige eksporterende producenter fastslået, om det samlede salg på hjemmemarkedet af den pågældende vare var repræsentativt i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i grundbeslutningen, dvs. om det udgjorde mindst 5 % af eksportsalget af den pågældende vare til Fællesskabet.

Det blev så for hver eksporterende producent undersøgt, om det samlede salg på hjemmemarkedet af hver enkelt varetype udgjorde 5 % eller derover af eksportsalget af samme type til Fællesskabet.

For de varetyper, hvor kravet om 5 % var opfyldt, blev det fastlagt, om varerne solgtes i tilstrækkelige mængder i normal handel i overensstemmelse med artikel 2, stk. 4, i grundbeslutningen.

I tilfælde, hvor salget på hjemmemarkedet pr. varetype til priser, der var lig med eller højere end enhedsomkostningerne, udgjorde mindst 80 % af salget, blev den normale værdi fastsat på grundlag af de vejede gennemsnitlige priser, der faktisk betaltes for alle varer ved salg på hjemmemarkedet. Medmindre mængden af fortjenstgivende transaktioner pr. varetype var lavere end 10 % af salget, blev den normale værdi fastsat på grundlag af de vejede gennemsnitlige priser, der faktisk betaltes i forbindelse med det resterende fortjenstgivende salg på hjemmemarkedet.

(19) For de varetyper, hvor salget udgjorde under 5 % af eksportsalget til Fællesskabet, eller hvor det fortjenstgivende salg på hjemmemarkedet var under 10 %, blev hjemmemarkedssalget af de pågældende varetyper anset for ikke at være tilstrækkeligt som omhandlet i artikel 2, stk. 3, i grundbeslutningen, og der blev derfor ikke taget hensyn til dette salg. I sådanne tilfælde blev den normale værdi fastsat på grundlag af de vejede gennemsnitlige priser hos andre eksporterende producenter i de berørte lande i repræsentativt salg af den tilsvarende varetype på hjemmemarkedet i normal handel i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i grundbeslutningen.

(20) I tilfælde, hvor der for andre eksporterende producenter i det berørte land ikke var et tilstrækkeligt stor eller et repræsentativt salg pr. varetype, blev den normale værdi beregnet på grundlag af den pågældende eksporterende producents omkostninger til fremstilling af den pågældende varetype plus et rimeligt beløb til salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (SA& G) og fortjeneste i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3 og 6, i grundbeslutningen. Generelt blev SA& G for hver eksporterende producent beregnet på grundlag af vedkommendes repræsentative salg på hjemmemarkedet og fortjenstmargenen på grundlag af vedkommendes repræsentative salg på hjemmemarkedet i normal handel. I et tilfælde var der kun en samarbejdsvillig eksporterende producent i det pågældende land, som ikke havde et repræsentativt salg på hjemmemarkedet. Det vejede gennemsnit af SA& G og fortjeneste for de andre samarbejdsvillige eksporterende producenter anvendtes derfor i det omfang, der for de pågældende producenter konstateredes et repræsentativt salg og salg i normal handel.

2. Eksportpris

(21) I tilfælde, hvor varerne til Fællesskabet eksporteredes direkte til uafhængige importører, blev eksportpriserne fastsat på grundlag af de priser, der faktisk betaltes eller skulle betales af disse importører i overensstemmelse med artikel 2, stk. 8, i grundbeslutningen.

(22) I tilfælde, hvor varerne eksporteredes til importører i Fællesskabet, som var forbundet med den eksporterende producent, blev eksportpriserne beregnet på grundlag af de priser, til hvilke de importerede varer første gang videresolgtes til uafhængige købere i Fællesskabet i overensstemmelse med artikel 2, stk. 9, i grundbeslutningen. Der blev foretaget justering for alle omkostninger, der påløb mellem import og videresalg, herunder også en rimelig margen for SA& G plus fortjeneste.

3. Sammenligning

(23) For at sikre en rimelig sammenligning blev der foretaget justering for forskelle, som blev krævet i henhold til artikel 2, stk. 10, i grundbeslutningen, og som det påvistes havde indflydelse på prisernes sammenlignelighed. På dette grundlag blev der justeret for importafgifter og indirekte skatter, rabatter, afslag, transport-, forsikrings-, håndterings-, laste- og ekstraomkostninger, emballageomkostninger, kreditomkostninger, omkostninger ved kundeservice og provisioner.

(24) To selskaber i Indien krævede justering for importafgifter. Disse anmodninger blev delvis imødekommet i henhold til artikel 2, stk. 10, litra b), i grundbeslutningen i det omfang det påvistes, at de materialer, for hvilke der skulle betales importtold, fysisk indgik i de pågældende varer, som solgtes på hjemmemarkedet, og at importtolden ikke var blevet opkrævet eller refunderet i forbindelse med den vare, der eksporteredes til Fællesskabet.

(25) Et indisk selskab anmodede om justering for forskelle i mængder, da de mængder, der solgtes pr. faktura på hjemmemarkedet var mindre end de mængder, der solgtes pr. forsendelse på markedet i Fællesskabet. Selskabet hævdede, at varerne solgtes til Fællesskabet til en lavere pris, fordi der var tale om større mængder. Da der ikke blev påvist nogen forbindelse med rabatter og afslag som omhandlet i artikel 2, stk. 10, litra c), i grundforordningen, måtte anmodningen afvises.

(26) De to eksporterende producenter i Sydafrika oplyste, at der anvendtes forskellige rabatordninger i forbindelse med hjemmemarkedssalget af den pågældende vare, og at den normale værdi burde nedsættes i overensstemmelse hermed. Der kunne kun foretages justeringer i det omfang det påvistes, at disse ordninger var forbundet med det salg, der var omfattet af undersøgelsen.

(27) Den eksporterende producent i Jugoslavien hævdede, at værdien af selskabets eksport burde beregnes ved anvendelse af den angivelige markedskurs. Da den kurs, der anvendtes i de finansielle regnskaber, var den officielle kurs og selskabet ikke var i stand til at fremlægge tilstrækkelige beviser for, at markedskursen var den korrekte kurs, blev det besluttet at anvende den officielle kurs til beregningen af eksportprisen.

4. Dumpingmargen

a) Generel metode

(28) I overensstemmelse med artikel 2, stk. 10 og 11, i grundbeslutningen blev dumpingmargenerne fastsat på grundlag af en sammenligning af den vejede gennemsnitlige normale værdi pr. varetype og den vejede gennemsnitlige eksportpris ab fabrik for samme varetype og i samme handelsled.

(29) For eksporterende producenter, der var berørt af proceduren, og som hverken besvarede Kommissionens spørgeskema, gav sig til kende eller indgav de nødvendige oplysninger i forbindelse med undersøgelsen, blev dumpingmargenen fastsat på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i grundbeslutningen.

Med henblik på at fastsætte niveauet for samarbejde i denne undersøgelse blev der foretaget en sammenligning af tallene fra Eurostat og de samarbejdsvillige eksporterende producenters oplysninger om eksportmængden til Fællesskabet. Som resultat blev der konstateret et højt niveau for samarbejde for alle lande, der var omfattet af undersøgelsen, undtagen for Taiwan. Kommissionen fandt det derfor passende at fastsætte dumpingmargenen for ikke-samarbejdsvillige selskaber på samme niveau som den højeste individuelle dumpingmargen, der konstateredes for en samarbejdsvillig eksporterende producent i det pågældende land, da der ikke var nogen grund til at antage, at en ikke-samarbejdsvillig eksporterende producent solgte til lavere dumpingpriser end det højeste konstaterede niveau. Da det konstateredes, at niveauet for samarbejde med Taiwan var lavt, nemlig langt under 50 %, blev den resterende dumpingmargen fastsat som den højeste kvartalsvise dumpingmargen, der konstateredes for dette land. Ovennævnte fremgangsmåde blev også anset for at være nødvendig for at undgå at belønne manglende samarbejdsvilje og give mulighed for omgåelse.

b) Dumpingmargen per land

(30) Der fastsattes følgende dumpingmargener udtrykt i procent af prisen cif, frit Fællesskabets grænse:

(31)

Bulgarien

>TABELPOSITION>

(32)

Indien

>TABELPOSITION>

(33)

Sydafrika

>TABELPOSITION>

(34)

Taiwan

>TABELPOSITION>

(35)

Jugoslavien

>TABELPOSITION>

(36) Iran

Som anført i betragtning 69 konstateredes det, at importen fra Iran lå under det minimumsniveau, der er omhandlet i artikel 5, stk. 7, i grundbeslutningen. Det blev derfor ikke anset for nødvendigt at gennemføre en dumpingundersøgelse vedrørende dette land.

D. DEN PÅGÆLDENDE ERHVERVSGREN I FÆLLESSKABET

1. Bestemmelse af det pågældende marked i Fællesskabet

(37) Med henblik på at fastslå, om EF-erhvervsgrenen havde lidt skade og for i den forbindelse at fastlægge forbruget og de forskellige økonomiske indikatorer for situationen for EF-erhvervsgrenen var det nødvendigt at undersøge, om denne erhvervsgrens produktion til det konkurrenceneutraliserede marked skulle holdes uden for undersøgelsen eller om skade og forbrug skulle vurderes i forhold til hele EF-erhvervsgrenens produktion.

(38) Der er seksten producenter af varmtvalsede bredbånd i Fællesskabet. Ca. 70 % af de bredbånd, der fremstilles af disse producenter, anvendes på et konkurrenceneutraliseret marked, dvs. de forarbejdes yderligere af de pågældende producenter i en integreret proces (i det følgende benævnt "det bundne marked"). Disse bredbånd følger en intern proces og overføres til forarbejdning i senere omsætningsled, for hvilken der ikke udstedes fakturaer, da overførslerne finder sted inden for samme retlige enhed. Den øvrige produktion (i det følgende benævnt "det frie marked") sælges både til forbundne og ikke-forbundne parter.

(39) Klageren fremførte i den forbindelse, at der måtte skelnes mellem to særskilte markeder. Varmtvalsede bredbånd, der er bestemt for et bundet marked, konkurrerer ikke direkte med dumpingimporten. Følgelig kunne den import, der er omfattet af undersøgelsen, ikke berøre dette marked. Sideløbende hermed hævdede klageren, at den øvrige produktion solgtes til det frie marked, hvor varerne konkurrerer med dumpingimporten. De vigtigste købere på det frie marked er uafhængige koldtvalseværker som rørmagere, stålservicecentre, stålhandlere og lagerførende virksomheder. Kun varmtvalsede bredbånd, der sælges til det frie marked, er omfattet af klagen.

(40) Eksporterende producenter og importører af varmtvalsede bredbånd til markedet i Fællesskabet hævdede, at definitionen af den pågældende vare og samme vare dækkede alle varmtvalsede bredbånd. De anførte navnlig, at der ikke var nogen klar skillelinje mellem det bundne og det frie marked, og at klagerens definition af det frie marked var vilkårlig. De anmodede derfor om, at vurderingen af markedet i Fællesskabet skulle omfatte det bundne og det frie marked tilsammen.

(41) Til støtte for dette krav blev der henvist til Den Europæiske Domstols afgørelse i Gimelec-sagen(5). De fremførte, at Domstolen i nævnte afgørelse henviste til følgende faktorer for at udelukke, at der var tale om to særskilte markeder:

- den pågældende vare solgtes på samme marked og anvendtes til samme formål

- EF-producenterne solgte den pågældende vare til både forbundne og ikke-forbundne kunder og krævede mere eller mindre samme pris

- selskaber i senere omsætningsled plejede at købe den pågældende vare ikke kun fra forbundne leverandører i Fællesskabet, men også fra importører eller andre ikke-forbundne producenter.

(42) Ifølge flere eksporterende producenter fremgik det af ovenstående afgørelse, at de lovmæssige betingelser for at adskille markederne ikke var opfyldt i den foreliggende sag. EF-producenterne kunne efter deres opfattelse vælge, afhængigt af markedsbetingelserne, at sælge skiftevis til det frie og det bundne marked, eftersom produktionen i Fællesskabet af de to kategorier af varmtvalsede bredbånd er den samme. De påståede bevægelser mellem de to markedssegmenter skulle lovmæssigt forhindre, at en del af EF-produktionen blev holdt uden for undersøgelsen af skade og navnlig uden for forbruget i Fællesskabet.

(43) Kommissionen traf følgende afgørelser:

a) På grund af det høje integrationsniveau i stålindustrien generelt og i forbindelse med produktionen af den pågældende vare i særdeleshed, overfører EF-producenterne udelukkende fysisk varmtvalsede bredbånd, der er bestemt til det bundne marked, men fakturerer dem ikke. De udsteder ikke kommercielle fakturaer, fordi de involverede parter ikke er særskilte retlige enheder. Der er derfor ingen priser for overførsler inden for det bundne marked i sammenligning med dem på det frie marked

b) EF-erhvervsgrenen producerede ikke til oplagring af varmtvalsede bredbånd, som efterfølgende kunne leveres enten til brug i en intern proces eller sælges på det frie marked. Dette er fordi alle brugere af varmtvalsede bredbånd, også i EF-erhvervsgrenens integrerede proces, har tekniske hindringer for produktionen af produkter i senere omsætningsled. Resultatet er, at der kun i ganske ubetydeligt omfang er bevægelser af varmtvalsede bredbånd mellem de to markeder.

c) Undersøgelsen viste, at de integrerede EF-producenter ikke købte den pågældende vare til yderligere forarbejdning i deres integrerede proces fra uafhængige parter inden eller uden for Fællesskabet. Det betyder, at varmtvalsede bredbånd bestemt til det bundne marked ikke konkurrerer med andre varmtvalsede bredbånd, der er til rådighed i Fællesskabet. Det bundne marked kan således klart adskilles fra det frie marked.

(44) På dette grundlag fastslår Kommissionen, at adskillelsen mellem det frie og det bundne marked er fuldt på linje med bestemmelserne i grundbeslutningen og EF-institutionernes praksis i tidligere sager.

(45) Med henblik på at fastlægge de økonomiske indikatorer vedrørende skadesundersøgelsen såsom udviklingen i salg, rentabilitet osv. undersøgte Kommissionen, om EF-producenternes salg til forbundne parter, der var særskilte retlige enheder, generelt burde indføjes i fastlæggelsen af det frie marked. Det konstateredes, at dette salg foregik til priser, som mere eller mindre var de samme som priserne ved salg til uafhængige parter. Desuden bekræftede undersøgelsen på linje med visse eksporterende producenters krav, at disse forbundne parter frit kan vælge at købe hos enten forbundne eller ikke-forbundne leverandører i eller uden for Fællesskabet. Det blev derfor konkluderet, at EF-producenters salg til forbundne parter, der er særskilte retlige enheder, var i konkurrence med uafhængige leverandørers salg såsom de leverandører, der er etableret i de berørte lande, og at dette salg derfor også skulle medtages i fastlæggelsen af salget på det frie marked.

(46) En EF-producent hævdede imidlertid, at selskabets salg til forbundne parter burde betragtes som tilhørende det bundne marked. Den pågældende hævdede, at de priser, der faktureredes til de forbundne parter, ikke var markedspriser, og at de var meget forskellige fra dem, der anvendtes over for uafhængige kunder. Producenten tilføjede, at moderselskabet ikke tillod forbundne parter at købe varmtvalsede bredbånd hos uafhængige parter på det frie marked. Følgelig var varmtvalsede bredbånd, der solgtes til forbundne parter, ikke berørt af direkte konkurrence fra andre varmtvalsede bredbånd. De burde derfor holdes uden for i forbindelse med fastlæggelsen af det frie marked.

(47) Undersøgelsen bekræftede, at det var gruppens politik ikke at tillade forbundne parter at købe varmtvalsede bredbånd på det frie marked. Analysen af salgspriserne viste, at de priser, der faktureredes til disse forbundne parter, i mange tilfælde var meget forskellige fra markedspriserne. Desuden solgtes varerne til forbundne brugerselskaber, som anvendte dem i den integrerede proces og ikke efterfølgende solgte dem videre som sådanne. De pågældende varmtvalsede bredbånd kunne således ikke anses for at blive solgt på det frie marked og burde derfor holdes uden for i forbindelse med fastlæggelsen af det frie marked.

(48) På grundlag af ovennævnte kendsgerninger og betragtninger blev det konkluderet, at varmtvalsede bredbånd, der anvendes af EF-producenter som udgangsmateriale for yderligere forarbejdning i en integreret proces inden for en enkelt juridisk person, bør anses for at være en del af et bundet marked. Det samme gælder for den nævnte EF-producents salg, hvor den pågældende kunne påvise, at salget til forbundne kunder faktisk hørte til på et bundet marked. Alt andet salg fra producenterne i Fællesskabet blev anset for at være en del af det frie marked. Følgelig blev EF-erhvervsgrenens situation vedrørende økonomiske indikatorer som produktion, salg, markedsandel og rentabilitet undersøgt med hensyn til det frie marked.

(49) Det bør bemærkes, at ovennævnte resultater vedrørende adskillelse og fastlæggelse af nævnte markeder afspejler sig i de oplysninger, der er indhentet inden for rammerne af EKSF-traktaten, navnlig vedrørende tilsyn med stålmarkederne. I disse oplysninger skelnes der grundlæggende efter samme retningslinjer i forbindelse med anvendelsen af varmtvalsede bredbånd.

2. Definition af den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet

a) Samlet produktion i Fællesskabet

(50) Efter et krav fra flere eksporterende producenter undersøgte Kommissionen, om det var nødvendigt at holde flere producenter i Fællesskabet udenfor i forbindelse med fastlæggelsen af produktionen i Fællesskabet, fordi de selv importerede varmtvalsede bredbånd fra de pågældende lande.

(51) Kommissionen konstaterede, at ingen af de producenter, som Kommissionen havde undersøgt, havde importeret varmtvalsede bredbånd fra de pågældende lande i den undersøgte periode. Men visse stålservicecentre og rørproducenter forbundet med de pågældende EF-producenter havde importeret sådanne varer i denne periode.

(52) I overensstemmelse med resultaterne af definitionen af de relevante EF-markeder i betragtning 37-49 viste undersøgelsen imidlertid, at disse forbundne parter havde optrådt uafhængigt af de producenter, de var forbundne med i deres transaktioner på det frie marked. Følgelig kunne indkøbene ikke berøre de nævnte selskabers position som EF-producenter af den pågældende vare.

(53) Det blev derfor fastslået, at der ikke var grund til at udelukke nogen producenter i forbindelse med definitionen af produktionen varmtvalsede bredbånd i Fællesskabet. Alle seksten producenter, som arbejder på markedet i Fællesskabet, tegner sig således for den samlede produktion af den pågældende vare i Fællesskabet i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i grundbeslutningen.

b) Den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet

(54) Klagen blev indgivet på vegne af elleve ud af de seksten EF-producenter af varmtvalsede bredbånd, medens de øvrige fem støttede klagen.

(55) Kommissionen modtog ti besvarelser af spørgeskemaet fra de klagende selskaber. En lille producent besluttede ikke sende Kommissionen en besvarelse.

(56) To af de ti EF-producenter, som besvarede Kommissionens spørgeskema, var ikke i stand til at forelægge alle de oplysninger, der blev anmodet om i forbindelse med undersøgelsen, i et format, som ville give mulighed for at gruppere dem i de oplysninger, der var tilrådighed for de andre EF-producenter.

(57) Flere eksporterende producenter hævdede, at mindst en EF-producent, som var med i ovennævnte definition af EF-erhvervsgrenen, fik præferencebehandling i forhold til de krav, der blev stillet til interesserede parter i antidumpingundersøgelser. De fremførte navnlig, at nævnte EF-producent ikke sendte Kommissionen en besvarelse af spørgeskemaet inden for de fastsatte frister for indførelse af midlertidig told. De fandt, at der var tale om diskriminerende behandling og en overtrædelse af artikel 6, stk. 2, i grundbeslutningen.

(58) Det skal bemærkes, at alle EF-producenter, som er med i definitionen af EF-erhvervsgrenen, besvarede Kommissionens spørgeskema inden for de frister, der er fastsat i grundbeslutningen og således inden for fristen for indførelse af midlertidige foranstaltninger. Kommissionen finder, at alle interesserede parter i denne procedure i samme situation fik samme behandling. Derfor er enhver påstand om overtrædelse af artikel 6, stk. 2, i grundbeslutningen og diskriminerende behandling fra Kommissionens side ikke berettiget.

(59) De otte producenter, som samarbejdede fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen, udgør således EF-erhvervsgrenen med henblik på denne procedure. De tegnede sig for ca. 65 % af den samlede produktion i Fællesskabet af den pågældende vare i undersøgelsesperioden.

(60) Disse producenter anses derfor for at være EF-erhvervsgrenen og omtales som sådan i det følgende, idet de tegner sig for en betydelig del af den samlede produktion i Fællesskabet af den pågældende vare som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i grundbeslutningen.

E. SKADE

1. Synligt forbrug

(61) Det synlige forbrug af varmtvalsede bredbånd i Fællesskabet blev fastsat på grundlag af de seksten EF-producenters samlede salg på det frie marked og den samlede import til Fællesskabet af den pågældende vare som anført i Eurostats importstatistikker og de eksporterende producenters besvarelser af spørgeskemaet.

(62) Fra 1995 til undersøgelsesperioden steg forbruget i Fællesskabet 9 %, fra 18,4 mio. tons til 20,1 mio. tons. I 1995 var det frie marked kendetegnet ved usædvanligt høje salgspriser og en god efterspørgsel, navnlig efter varmtvalsede bredbånd produceret i Fællesskabet. Men det følgende år var der en nedgang på markedet på 11 %.

(63) Mellem 1996 og undersøgelsesperioden steg forbruget støt. Den største stigning fandt sted mellem 1996 og 1997, hvor markedet øgedes med 22 %. Mellem 1997 og undersøgelsesperioden var stigningen dog kun 0,4 %.

2. Importen fra de berørte lande

a) Ubetydelig import

(64) På grundlag af artikel 3, stk. 4, og artikel 5, stk. 7, i grundbeslutningen blev vurderingen af, om importen var ubetydelig, foretaget i forhold til forbruget af den pågældende vare på markedet i Fællesskabet.

(65) Ifølge Eurostat-statistikker lå tre eksportlande, nemlig Indien, Iran og Sydafrika, ganske lidt over den tærskel på 1 %, der er fastsat i artikel 5, stk. 7, i grundbeslutningen.

(66) Iran hævdede, at det ikke var passende at anvende Eurostat-statistikker til at vurdere landets markedsandel, da et kontrolbesøg hos den eneste eksporterende producent i landet bekræftede, at der var tale om en meget mindre eksportmængde til Fællesskabet. De fremførte derfor, at Kommissionen som i tidligere procedurer burde vurdere den iranske markedsandel på grundlag af resultaterne af kontrolbesøget på stedet.

(67) Både Indien og Sydafrika anfægtede fastlæggelsen af det synlige forbrug og hævdede, at der kun var tale om en ubetydelig import af deres varer, og at de burde holdes uden for undersøgelsen lige som Iran.

(68) Som nævnt ovenfor konstateredes det, at Irans markedsandel ifølge Eurostat-importstatistikker lå lige over mindstetærskelen, nemlig på 1,2 %. Det konstateredes imidlertid også, at disse statistikker var i modstrid med de oplysninger, der blev indhentet og efterprøvet i forbindelse med Kommissionens kontrolbesøg hos den eneste eksporterende producent i Iran. Eurostat-statistikkerne var således ikke tilstrækkelig præcise til, at det var muligt udelukkende at vurdere landets markedsandel på grundlag af dem. Disse statistikker blev derfor også sammenlignet med de oplysninger, der forelå fra interesserede parter i proceduren, navnlig den eneste eksporterende producent i Iran og dennes forbundne importør i Fællesskabet. Det var muligt og specielt relevant at foretage en sådan sammenligning i dette tilfælde, fordi der kun var en producent i Iran. Da producenten og dennes forbundne selskaber i Fællesskabet samarbejdede fuldt ud i forbindelse med proceduren, var det muligt at efterprøve den pågældendes påstand ved en direkte sammenligning af de efterprøvede eksporttransaktioner og Eurostat. Ved denne efterprøvning og sammenligning blev det fastslået, at eksporten fra Iran lå langt under mindsteniveauet, og det konkluderedes, at forskelle mellem selskabets oplysninger og Eurostat ikke skyldtes eksport fra Iran til Fællesskabet via andre tredjelande.

(69) Under disse omstændigheder blev det anset for klogt at anvende behørigt efterprøvede oplysninger til fastlæggelsen af Irans markedsandel. Konklusionen var, at eksporten fra Iran var under mindsteniveauet, at der kun kunne være tale om ubetydelig skade som følge af importen af varer fra Iran, og at proceduren burde afsluttes med hensyn til Iran.

(70) Hvad angår de påstande, der er fremsat af de indiske og de sydafrikanske eksporterende producenter, giver de forelagte beviser ikke grund til at antage, at deres import til Fællesskabet var ubetydelig, navnlig i betragtning af den metode, der anvendtes ved fastlæggelsen af det relevante marked i Fællesskabet som omhandlet i betragtning 37-49. I modsætning til tilfældet Iran viste de relevante Eurostatoplysninger og besvarelserne af Kommissionens spørgeskema ikke en import under mindsteniveauet. Importen fra Indien og Sydafrika blev derfor anset for at ligge over mindsteniveauet som omhandlet i artikel 3, stk. 4, og artikel 5, stk. 7, i grundbeslutningen.

b) Kumulativ vurdering af importen

(71) Kommissionen undersøgte, om importen af varmtvalsede bredbånd med oprindelse i Bulgarien, Indien, Iran, Sydafrika, Taiwan og Jugoslavien skulle vurderes kumulativt i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i grundbeslutningen.

(72) Det blev derfor undersøgt, om alle kriterier var opfyldt for at kumulere importen fra de berørte lande. Resultaterne af undersøgelsen viste, at:

- dumpingmargenen for hvert land som vist i ovenstående var mere end de minimis

- importmængden fra hvert land ikke var ubetydelig, når den blev sammenlignet med forbruget i Fællesskabet

- undersøgelsen af konkurrencebetingelserne mellem importerede varmtvalsede bredbånd og konkurrencebetingelserne mellem importerede varmtvalsede bredbånd og samme vare fremstillet i Fællesskabet viste også, at importen fra de berørte lande burde kumuleres. De pågældende eksportlande solgte fortrinsvis varmtvalsede bredbånd på det frie marked i Fællesskabet direkte til ikke-forbundne kunder såsom koldtvalseværker, rørmagere, stålservicecentre og stålhandlere. Der blev også importeret varmtvalsede bredbånd via forbundne salgsselskaber, som efterfølgende solgte den pågældende vare til samme slags kunder som nævnt ovenfor. Undersøgelsen viste, at erhvervsgrenen i Fællesskabet solgte samme vare via samme salgskanaler og til samme kundekategorier. Endelig konstateredes det, at der anvendtes samme prispolitik i forbindelse med alle disse former for salg.

(73) I modsætning til hvad flere eksporterende producenter fremførte, konkluderede Kommissionen derfor, at alle betingelser for at kumulere importen fra ovennævnte lande var opfyldt.

c) Omfanget af den pågældende import

(74) Ifølge Eurostat-importstatistikker mellem 1995 og undersøgelsesperioden steg importen til Fællesskabet fra de berørte lande 229 %, fra 0,65 mio. tons til 2,14 mio. tons. Importudviklingen var meget begrænset (+ 0,10 mio. tons) mellem 1995 og 1996. Den største stigning fandt sted mellem 1997 og undersøgelsesperioden (+ 1,26 mio. tons).

(75) Undersøgelsen inden for undersøgelsesperioden viste, at importen fra alle de berørte lande fortrinsvis fandt sted i første halvdel af undersøgelsesperioden (1,3 mio. tons); den faldt senere 42 % i anden halvdel af undersøgelsesperioden, men lå stadig betydeligt højere end i anden halvdel af 1997.

(76) Som allerede nævnt i betragtning 11 klassificeres de forskellige typer varmtvalsede bredbånd almindeligvis i to særskilte kategorier: sorte bredbånd og bejdsede bredbånd. Det fremgik af undersøgelsen, at omkring 90 % af alle varmtvalsede bredbånd, som importeredes fra de berørte lande var sorte bredbånd.

d) Importens markedsandel

(77) Mellem 1995 og undersøgelsesperioden var der en forøgelse af markedsandelen for de eksporterende producenter i de berørte lande fra 3,5 % til 10,7 %. De faktiske stigninger i importmængden gav således de berørte lande mulighed for at vinde 7,2 procentpoints af andelen af markedet i Fællesskabet.

(78) De største stigninger i markedsandelen forekom mellem 1997 og undersøgelsesperioden, hvor de berørte lande vandt 6,3 procentpoint.

e) Prisunderbud

(79) For at vurdere eventuelle prisunderbud blev priserne på sammenlignelige typer af varmtvalsede bredbånd så vidt muligt sammenlignet under samme salgsvilkår på markedet i Fællesskabet, i samme medlemsstat og til samme kunder. Den eksporterende producents priser, frit Fællesskabets grænse, blev sammenlignet med EF-erhvervsgrenens priser ab fabrik. I påkommende tilfælde blev eksportlandenes salgspriser justeret til priser, frit Fællesskabets grænse, fortoldet og inklusive relevante importomkostninger. Priserne blev også justeret for at sikre en sammenligning i samme handelsled som EF-erhvervsgrenen. Alle justeringer blev foretaget på grundlag af de oplysninger, som Kommissionen indhentede og efterprøvede i forbindelse med undersøgelsen.

(80) Som allerede nævnt i betragtning 14 foreslog flere eksporterende producenter, at de varmtvalsede bredbånd de fremstillede og solgte på markedet i Fællesskabet, ikke var af en kvalitet, som kunne sammenlignes med EF-erhvervsgrenens varer. En eksporterende producent hævdede, at deres varer til forskel fra produktionsprocessen i Fællesskabet ikke blev produceret via vedvarende støbning, og at dette giver kemiske og overfladiske fejl, som nedsætter udbyttet, når bredbåndene forarbejdes yderligere. Desuden giver det forhold, at de ikke har en automatisk båndopruller, variationer i tykkelse og bredde og således en dårligere kvalitet. De forelagde beviser for dette og anmodede følgelig om en prisjustering for forskelle i kvalitet i forbindelse med den prissammenligning, der blev foretaget for at fastsætte prisunderbuddet.

(81) Kommissionen fastslog, at det i almindelighed ikke var berettiget med en prisjustering for forskelle i kvalitet, navnlig fordi sådanne forskelle ikke var synlige for brugerne, og det fremgik af undersøgelsen, at alle påståede forskelle i kvalitet ikke nødvendigvis betyder noget for anvendelsen af den pågældende vare. For en bestemt eksporterende producents vedkommende viste det forelagte bevismateriale imidlertid, at den ønskede justering for kvalitet delvis var berettiget. Da en detaljeret undersøgelse af den ønskede justering viste, at den var overvurderet, var det på grundlag af de foreliggende beviser kun muligt at indrømme halvdelen af den ønskede justering.

(82) Prissammenligningen gav følgende resultater udtrykt i procent af EF-erhvervsgrenens priser:

- Bulgarien: 6,8 %

- Indien: 6,7 %

- ESSAR: 6,1 %

- Tata: 6,1 %

- SAIL: 19,1 %

- Sydafrika: 5,3 %

- Iscor: 4,9 %

- Highveld Steel: 27,0 %

- Taiwan: 4,3 %

- Yieh Long: 3,9 %

- CSC: 7,5 %

- Jugoslavien: 12,4 %

3. Situationen for erhvervsgrenen i Fællesskabet mellem 1995 og undersøgelsesperioden

a) Produktion

(83) Undersøgelsen viste, at EF-erhvervsgrenens produktion toppede med 12,5 mio. tons i 1997. I den resterende del af den undersøgte periode var produktionen stabil på omkring 11,4 mio. tons til trods for et fald i forbruget i 1996. Denne produktion blev enten solgt på det frie marked eller eksporteret til tredjelande.

(84) Da EF-erhvervsgrenens produktionskapacitet anvendes til varmtvalsede bredbånd, der er bestemt til både det frie og det bundne marked, blev det også anset for nødvendigt at undersøge oplysningerne om sådan produktion til det bundne marked for at konstatere, at et fald i produktionen til det frie marked ikke kunne tilskrives et større behov for produktion til det bundne marked.

(85) Denne produktion steg mellem 1995 og undersøgelsesperioden med 2 % eller ca. 0,6 mio. tons. Dette tydede på en forholdsvis stabil produktion til det bundne marked. Med hensyn til tendenserne i produktionen til det bundne marked mellem 1997 og undersøgelsesperioden var disse de samme som dem, der konstateredes for produktionen til det frie marked.

(86) Faldet i produktionen af den pågældende vare til det frie marked skyldtes således ikke et større behov for produktion til det bundne marked.

b) Kapacitet og kapacitetsudnyttelse

(87) Produktionsfaciliteterne kan anvendes til produktion af varer til både det frie og det bundne marked såvel som til andre varer, som ikke er omfattet af denne procedure såsom andre stålkvaliteter og andre stålprodukter. Kapacitetsudnyttelsen i forbindelse med den pågældende vare blev derfor fastlagt på grundlag af den kapacitet, der officielt var opgivet til Kommissionen inden for rammerne af EKSF-traktaten. Disse kapaciteter fastlægges ifølge bestemte parametre og kan ikke forveksles med bruttokapaciteten eller den faktiske kapacitet. Bruttokapaciteten eller den faktiske kapacitet er den højest mulige kapacitet, der kan opnås uden at tage hensyn til faktorer som det personale, der er til rådighed, ferieperioder, opsætningstider, vedligeholdelse osv.

(88) EF-erhvervsgrenens kapacitetsudnyttelse var 87 % mellem 1995 og undersøgelsesperioden, bortset fra i 1997, hvor produktionen toppede og kapacitetsudnyttelsen var 93 %. På det tidspunkt var der et højt forbrug af varmtvalsede bredbånd til både det frie marked og det bundne marked.

(89) Det blev fastslået, at en stor kapacitetsudnyttelse var normal, da det bør erindres, at det i den tunge industri og ganske særlig i stålindustrien er nødvendigt at holde kapacitetsudnyttelsen så stor som muligt for at reducere virkningerne af de høje faste produktionsomkostninger.

c) Ordrer og salg

i) Ordrer

(90) Som et supplement til analysen af salget blev der foretaget en undersøgelse af udviklingen i de ordrer, som EF-erhvervsgrenen modtog. Til dette formål forelagde erhvervsgrenen oplysninger, som også er til rådighed inden for rammerne af tilsynet med stålmarkedet i Fællesskabet i henhold til EKSF-traktaten. Selv om disse oplysninger ikke helt nøjagtigt gengiver situationen vedrørende den pågældende vare, men også omfatter en lidt bredere varekategori, var det muligt at anse denne sammenlægning af oplysninger som repræsentativ for situationen vedrørende den pågældende vare. Disse oplysninger viste, at 1997 var det år, hvor ordreniveauet var højt i forhold til den situation, der konstateredes i undersøgelsesperioden. I modsætning til den stabile udvikling i det synlige forbrug mellem 1997 og undersøgelsesperioden var der en nedgang på 17 % i erhvervsgrenens ordrer mellem 1997 og undersøgelsesperioden.

(91) Ifølge dette resultat var EF-erhvervsgrenens økonomiske aktiviteter mere regelmæssige og ligeligt spredt ud over hele 1997, hvor ordremængden udviklede sig mere på linje med salgsmængden. Da der er en tidsforskel mellem ordrer og leverancer, tydede nedgangen i ordremængden på, at der også var tale om nedgang i de økonomiske aktiviteter, hvilket vil blive undersøgt i det følgende.

ii) Salg

(92) I den undersøgte periode steg salget fra 9,6 mio. tons til 9,7 mio. tons, dvs. 1 %.

(93) I den pågældende periode afspejlede tendensen i salget sig meget bredt i forbrugsudviklingen. Mellem 1997 og undersøgelsesperioden var der imidlertid en nedgang i EF-erhvervsgrenens salg på 12 %, medens forbruget steg ganske lidt.

(94) EF-erhvervsgrenen fremførte, at skadesindikatoren vedrørende salg er fastlagt på grundlag af sendinger, der er leveret og faktureret i de specificerede perioder. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at EF-erhvervsgrenen har tilrettelagt sin produktionsproces på en sådan måde, at de ordrer, brugerne har afgivet på en bestemt dato, leveres og faktureres og således sælges til dem med en tidsforskel på mindst tre måneder. For at få en relevant vurdering af udviklingen i en given periode er det således nødvendigt at undersøge ikke blot det faktiske salg, men også de ordrer, der blev modtaget i en sådan periode. Enhver udvikling, der konstateres i forbindelse med disse ordrer, kan således ikke undgå at give sig udslag i en tilsvarende udvikling i salget med en vis tidsforsinkelse.

iii) Differentiering af forskellige typer af salg

(95) EF-erhvervsgrenen fremførte, at det for at vurdere den faktiske skade, den blev påført, var nødvendigt at undersøge udviklingen i salget af forskellige typer varmtvalsede bredbånd, nemlig sorte bredbånd i forhold til bejdsede bredbånd. Da dumpingimporten af sorte bredbånd udgjorde en stor del af den samlede import, ville udviklingen i erhvervsgrenens salg og salgspriser for den type bredbånd angiveligt vise en særlig skadevoldende situation.

(96) Undersøgelsen af dette særlige problem viste fra 1995 til undersøgelsesperioden (1998) en nedgang på 13 % i den mængde sorte bredbånd, som EF-erhvervsgrenen solgte på det frie marked, medens salget af bejdsede bredbånd steg 34 %. I absolutte tal er dette et fald på ca. 1 mio. tons i salget af sorte bredbånd og en stigning på ca. 0,5 mio. tons i salget af bejdsede bredbånd.

(97) Dette bekræftede også, at forholdet i salget af sorte bredbånd og bejdsede bredbånd var mere afbalanceret for EF-erhvervsgrenen end for de eksporterende producenter. Fra 1995 til 1997 var 70 % af salget sorte bredbånd mod 30 % bejdsede bredbånd. I undersøgelsesperioden blev dette til henholdsvis 60 % og 40 %. Denne udvikling i salget viser med al tydelighed, at der skete et skift fra sorte til bejdsede bredbånd i undersøgelsesperioden, dvs. fra en varekategori, hvor importen var udtalt, til en kategori, hvor importen var mindre fremtrædende.

d) Prisudvikling

(98) I den undersøgte periode var der en nedgang på 10 % i de gennemsnitlige salgspriser for varmtvalsede bredbånd, som solgtes af EF-erhvervsgrenen. I 1995 var salgspriserne de højeste i ti år. De fulgte fortsat en faldende tendens indtil 1997 (- 17 % og - 3 % sammenlignet med 1995 og 1996), men steg igen fra 1997 indtil udløbet af undersøgelsesperioden (+ 9 %).

e) Markedsandel

(99) Fra 1995 til undersøgelsesperioden formindskedes EF-erhvervsgrenens markedsandel 3,7 procentpoint, fra 52,0 % i 1995 til 48,3 % i undersøgelsesperioden.

(100) Mellem 1995 og 1996 og også mellem 1996 og 1997 øgedes EF-erhvervsgrenens markedsandel med henholdsvis 1,1 og 1,8 procentpoint.

(101) Mellem 1997 og undersøgelsesperioden mistede EF-erhvervsgrenen imidlertid hele den markedsandel, der tidligere var indvundet, og nåede endog ned på et lavere niveau end i 1995. Tabene øgedes til 6,6 procentpoint. En yderligere undersøgelse af situationen viste, at der var tabt markedsandele som følge af en nedgang i salget både i forbindelse med forbundne og ikke-forbundne kunder på det frie marked i Fællesskabet.

f) Rentabilitet

(102) Det gennemsnitlige udbytte på EF-erhvervsgrenens salg af den pågældende vare faldt 39 % fra 1995 til undersøgelsesperioden. Den høje fortjeneste (20,7 %) i 1995 var resultatet af høje priser på markedet på det tidspunkt. I 1996 opnåede erhvervsgrenen stadig fortjeneste trods afmatning på markedet og nedgang i salgspriserne (- 15 %). Men genoprettelsen af salget i 1997 gav ikke erhvervsgrenen mulighed for at øge fortjenestmargenen, da salgspriserne faldt igen med 3 %.

(103) I undersøgelsesperioden blev rentabiliteten genoprettet fra niveauet i 1997. Stigningen i salgspriserne (9 % i gennemsnit sammenlignet med 1997) gav EF-erhvervsgrenen mulighed for at opnå en fortjenstmargen på 12,9 %, dvs. den fortjenstmargen, som erhvervsgrenen hævdede var rimelig.

(104) Flere eksporterende producenter erklærede, at EF-erhvervsgrenen også opnåede en meget høj fortjeneste i undersøgelsesperioden, og at denne faktor alene burde have berettiget til øjeblikkelig afslutning af proceduren. En sådan fortjeneste var langt større end hvad Kommissionen havde fundet rimelig i tidligere antidumpingsager vedrørende stålprodukter.

(105) Ifølge de relevante bestemmelser i grundbeslutningen og WTO-aftalen om antidumping skal en konstatering af, om der foreligger skade, baseres på positivt bevismateriale vedrørende a) omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på priserne på samme vare på markedet i Fællesskabet og b) denne indførsels følgevirkninger for EF-erhvervsgrenen. Endvidere hedder det, at der skal tages hensyn til, om der har været tale om en betydelig stigning i dumpingimporten enten absolut eller i forhold til forbruget i Fællesskabet. Der skal også tages hensyn til, om dumpingvarerne udbydes til en væsentlig lavere pris eller om priserne som følge af en sådan indførsel er blevet trykket betydeligt eller om prisstigninger hindres. Hverken en enkelt eller flere af disse faktorer er nødvendigvis udslagsgivende for afgørelsen. Endelig hedder det, at en undersøgelse af virkningerne af dumpingimporten for den indenlandske erhvervsgren skal omfatte en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på denne erhvervsgrens situation, herunder størrelsen af den faktiske dumpingmargen, den faktiske og mulige nedgang i salg, fortjeneste, produktion, markedsandel, produktivitet, kapacitetsudnyttelse, faktorer, der påvirker priserne osv. Det hedder specielt i grundbeslutningen, at denne liste ikke er udtømmende, og at hverken en eller flere af disse faktorer nødvendigvis er udslagsgivende for afgørelsen.

(106) I det foreliggende tilfælde viste undersøgelsen, at dumpingimporten er steget betydeligt, både absolut og relativt. De lave priser på dumpingimporten lå desuden langt under EF-erhvervsgrenens priser. Efter at have opfyldt ovennævnte betingelser tog Kommissionen stilling til den mulige og faktiske udvikling af en række relevante økonomiske faktorer i undersøgelsen, inden den drog endelige konklusioner. Flere eksporterende producenters påstand om, at alene fortjenstniveauet skulle have berettiget til en afslutning af proceduren, er således helt klart i modstrid med bestemmelserne i grundbeslutningen.

(107) EF-erhvervsgrenens økonomiske situation i undersøgelsesperioden, navnlig priser og fortjeneste, bør endvidere betragtes på baggrund af strukturen på markedet for varmtvalsede bredbånd og udviklingen i erhvervsgrenens økonomiske situation i undersøgelsesperioden som omhandlet i punkt 4).

(108) Endelig er det i forbindelse med antidumpingprocedurer ikke relevant at foretage en sammenligning af en bestemt økonomisk indikator vedrørende EF-erhvervsgrenen og samme økonomiske indikator på verdensplan.

g) Investeringer og beskæftigelse

(109) Undersøgelsen viste, at der især var investeret i udskiftning af maskiner og udstyr. I undersøgelsesperioden var investeringsniveauet det samme som i 1995. I overensstemmelse med den stærke efterspørgsel i 1997 øgedes investeringerne med 32 % i forhold til 1995.

(110) Med hensyn til beskæftigelsen blev det tidligere nævnt, at EF-erhvervsgrenen fremstiller flere produkter samme sted og med samme maskiner, navnlig varmtvalsede bredbånd. I den pågældende periode var der et fald på 4 % i antallet af personer, som var beskæftiget med produktionen af den pågældende vare i EF-erhvervsgrenen.

h) Resumé af undersøgelsen af EF-erhvervsgrenens situation mellem 1995 og undersøgelsesperioden

(111) Flere eksporterende producenter hævdede, at det ikke var muligt at foretage en konstatering af skaden i undersøgelsesperioden på grundlag af en sammenligning af situationen for EF-erhvervsgrenen i 1995 og 1997. De mente, at navnlig pris- og fortjenesteniveauet i 1995 og produktions-, kapacitetsudnyttelses-, salgs- og markedsandelsniveauet i 1997 ikke var repræsentative for, hvad der ville være tilfældet i loyal konkurrence. Efter deres opfattelse var det på grundlag af de andre resultater for hele den undersøgte periode ikke rimeligt at konkludere, at EF-erhvervsgrenen blev påført væsentlig skade.

(112) De interesserede parter oplyste i forbindelse med ovennævnte krav imidlertid ikke på hvilken måde flere økonomiske indikatorer, der blev fastlagt i 1995 og 1997, ikke kunne anses for at være repræsentative. De fremførte blot, at priser og fortjeneste i 1995 og produktion, kapacitetsudnyttelse, salg og markedsandel i 1997 ikke var repræsentative. Med andre ord skulle der ifølge denne påstand ikke tages hensyn til en betydelig del af de oplysninger, der blev fastslået i Kommissionens undersøgelse uden beviser eller forklaring på, hvorfor der ikke var tale om loyal konkurrence i 1995 og 1997. Kommissionen fandt i sin undersøgelse ikke beviser til støtte for påstanden om, at konkurrencevilkårene ikke var normale på markedet i Fællesskabet i årene 1995 og 1997, og det fastslås derfor, at der ikke er nogen grund til ikke at tage hensyn til sådanne oplysninger.

(113) Kommissionen undersøgte udviklingen i EF-erhvervsgrenens økonomiske situation i den undersøgte periode og dens generelle økonomiske situation mellem 1995 og undersøgelsesperioden på årsbasis.

(114) Undersøgelsen viste, at EF-erhvervsgrenen hævede sine salgspriser 9 % mellem 1997 og undersøgelsesperioden, hvor der var en mindre stigning i det synlige forbrug, men at den ikke var i stand til at opretholde salgsmængden, som faldt 12 %. Erhvervsgrenen tabte således markedsandele (- 6,6 procentpoint eller 14 %). Endvidere faldt erhvervsgrenens produktion 9 %, hvilket også betød nedsat kapacitetsudnyttelse. Trods den negative udvikling steg rentabiliteten fra 6,3 % til 12,9 %.

(115) Undersøgelsen viste også, at importen fra de pågældende lande steg betydeligt mellem 1997 og undersøgelsesperioden med hensyn til mængde (+ 143 %), hvilket betød at deres markedsandel mere end fordobledes (+ 6,3 procentpoint). Selv om de pågældende lande hævede deres salgspriser 7 %, underbød de EF-erhvervsgrenens priser med 8 % i gennemsnit i undersøgelsesperioden.

4. Analyse af EF-erhvervsgrenens økonomiske situation i undersøgelsesperioden

a) Indledende bemærkninger

(116) EF-erhvervsgrenen hævdede, at priserne og derfor fortjenesten lå på et højt niveau i hele første halvdel af undersøgelsesperioden, fordi det synlige forbrug og således efterspørgslen var usædvanlig høj, selv om den ikke blev opvejet af et tilsvarende faktisk forbrug. Dette førte i første halvdel af undersøgelsesperioden til lageroverskud, som i vid udstrækning bestod af de pågældende importvarer og i anden halvdel af perioden til en betydelig formindskelse af lagerbeholdningen.

(117) Erhvervsgrenen mente også, at det ville være nødvendigt med en mere detaljeret analyse af salget efter varetype og salgskanaler, hvor der er direkte konkurrence mellem erhvervsgrenens varer og importvarerne, for at få fastslået det fulde omfang af den påførte skade. Dette indebærer en differentieret analyse af salget af sorte bredbånd i forhold til salget af bejdsede bredbånd, og salgskanaler, hvor der indgås langtidskontrakter i forhold til alt andet salg.

(118) Endelig anførte erhvervsgrenen, at det var nødvendigt med en mere detaljeret analyse af de fire kvartaler i undersøgelsesperioden på grund af tidsforskydningen mellem købernes ordreafgivelse og leveringen af varerne. En sådan tidsforskel forsinkede angiveligt de negative virkninger af den pågældende import. Det var derfor nødvendigt at undersøge ordreudviklingen i undersøgelsesperioden yderligere.

(119) Alle aktører på stålmarkedet er enige om, at transaktionerne hovedsagelig foregår på et kvartalsvist grundlag. Produktionen tilrettelægges og baseres på kvartalsvise planer og priser, og både ordrer og leveringerne forhandles i overensstemmelse hermed. De eksporterende producenters antydning af, at det ikke var muligt at foretage en objektiv vurdering af eventuel skade for EF-erhvervsgrenen, hvis undersøgelsesperioden blev opdelt, specielt i kvartaler, var derfor ikke berettiget. EF-erhvervsgrenens påstande blev derfor undersøgt og analyseret som anført nedenfor.

(120) For at få et overblik over de cykliske svingninger i EF-erhvervsgrenens aktiviteter og efterprøve den kvartalsvise udvikling i dens økonomiske situation endnu engang indhentede Kommissionen også kvartalsvise oplysninger for perioden fra 1996 til andet kvartal af 1999.

b) Cykliske svingninger i stålindustrien

(121) Ifølge klageren forekommer der sæsonmæssige svingninger på stålmarkedet, hvor de første to kvartaler i hvert kalenderår normalt er bedre end de sidste. Sådanne sæsonmæssige svingninger kunne især konstateres i forbindelse med salgsaktiviteterne. Salget vil normalt være berørt i tredje kvartal på grund af ferieperioden i brugerindustrierne, men kommer så i gang igen i fjerde kvartal. Da nogle af EF-erhvervsgrenens påstande krævede en kvartalsvis analyse, var det vigtigt at sikre, at en udvikling, der konstateredes, ikke bare afspejlede normale kvartalsvise svingninger. En sådan analyse havde en ganske særlig betydning, da klageren påstod, at de tendenser, der konstateredes i undersøgelsesperioden, var langt over normale cykliske forløb.

(122) Til vurderingen af de cykliske fænomener i forbindelse med varmtvalsede bredbånd konstaterede Kommissionen følgende tendenser i EF-erhvervsgrenens produktion og salg fra 1996 til undersøgelsesperioden:

>TABELPOSITION>

(123) Med hensyn til produktionen konstateredes det, at tredje kvartal ikke nødvendigvis udviste det laveste aktivitetsniveau. I 1996 og 1997 var den største forskel 7 % mellem første og fjerde kvartal i 1996, og tendensen i produktionen var lineær i de pågældende år. I undersøgelsesperioden var produktionsniveauet i tredje og fjerde kvartal langt lavere end i første kvartal, hvilket tydede på, at de konstaterede svingninger lå langt over de normale sæsonmæssige svingninger.

(124) Med hensyn til salgsmængde var den afmatning, der konstateredes i tredje og fjerde kvartal endog endnu mere udtalt i undersøgelsesperioden. Salgsaktiviteterne var usædvanlige små i anden halvdel af undersøgelsesperioden og lå langt over de normale sæsonmæssige svingninger.

(125) Ovenstående kvartalsvise analyse dækker årene 1996 og 1997 samt undersøgelsesperioden og viser, at de konstaterede tendenser i sidstnævnte periode er langt over de normale svingninger i forbindelse med cykliske fænomener i transaktionerne med varmtvalsede bredbånd.

c) Synligt forbrug og lageroverskud

(126) Som anført i betragtning 61 var udviklingen i det synlige forbrug på årsbasis ret stabil, navnlig mellem 1997 og undersøgelsesperioden. Det synlige forbrug afspejler pr. definition ikke den faktiske anvendelse, dvs. brugernes faktiske forbrug af den pågældende vare. Forskellen mellem det synlige og det faktiske forbrug er grundlæggende de lagerbeholdninger, der findes i forskellige led i distributionskæden, f.eks. i dette tilfælde hos importører, handlende, forhandlere, sælgere, stålservicecentre og brugere.

(127) Undersøgelsen af dette specielle problem viste, at det synlige forbrug var langt større i de to første kvartaler i undersøgelsesperioden end i de sidste. Den forholdsvis stabile udvikling, der konstateredes i det synlige forbrug i hele 1997, forekom ikke i undersøgelsesperioden. Denne forskel i tendensen var særlig tydelig ved en sammenligning af slutningen af 1997 og begyndelsen af undersøgelsesperioden, da der var en betydelig stigning i det synlige forbrug mellem de to perioder. Dette tyder på en stigning i lagerbeholdningerne, hvorimod det omvendte ville være tilfældet, hvis fjerde kvartal af 1997 blev sammenlignet med fjerde kvartal af undersøgelsesperioden, og således viste en betydelig formindskelse af lagerbeholdningerne i de to sidste kvartaler i undersøgelsesperioden.

(128) Da disse lagerbeholdninger angiveligt spillede en særlig stor rolle i udviklingen på markedet i undersøgelsesperioden, var det nødvendigt at fastlægge det kvartalsvise synlige forbrug, ikke kun for undersøgelsesperioden, men også for 1997.

(129) Til at bekræfte disse resultater ville det også være nødvendigt at fastlægge den relevante udvikling i det faktiske forbrug. Dette var imidlertid ikke muligt, da ikke alle de forskellige interesserede parter i distributions- og brugerniveau var samarbejdsvillige. Kommissionen var alligevel i stand til at fastlægge lagerbeholdningerne hos forhandlerne på grundlag af Eurostat-oplysninger indhentet inden for rammerne af EKSF-traktaten.

(130) På linje med ovennævnte resultater viste det sig, at der skete en betydelig opbygning af lagerbeholdninger i handelsleddet mellem udgangen af 1997 og begyndelsen af undersøgelsesperioden. Der konstateredes således en stigning på 29 % mellem fjerde kvartal i 1997 og første kvartal i undersøgelsesperioden og endnu en stigning på 11 % mellem første kvartal og andet kvartal i undersøgelsesperioden.

(131) Dette bekræftede også, at lagerbeholdningerne formindskedes betydeligt hen imod slutningen af undersøgelsesperioden (- 22 %). En sammenligning af lagerbeholdningerne ved slutningen af både første og andet halvår af undersøgelsesperioden viste tydeligt, hvordan lagrene blev anvendt. En sammenligning af den kvartalsvise udvikling i lagerbeholdningerne i 1997 og samme udvikling i undersøgelsesperioden bekræfter også ovennævnte resultater.

(132) Denne tendens til lageroverskud i de to første kvartaler af undersøgelsesperioden blev bekræftet i en redegørelse fra en eksporterende producent i undersøgelsen og af oplysningerne fra en større bruger af den pågældende vare på markedet i Fællesskabet. Denne bruger havde lagerbeholdninger, som midt i undersøgelsesperioden var mere end fordoblet i forhold til i begyndelsen af samme periode, mens der ikke var noget tegn på større forskelle i denne brugers underliggende aktiviteter mellem begyndelsen og slutningen af undersøgelsesperioden.

(133) Undersøgelsen bekræftede således EF-erhvervsgrenens påstand om, at der forekom betydelige lageroverskud i begyndelsen af undersøgelsesperioden. I de første to kvartaler af undersøgelsesperioden var det synlige forbrug betydeligt højere end det faktiske forbrug, medens det omvendte var tilfældet i tredje og fjerde kvartal af perioden.

(134) Det synlige forbrug i første halvdel af undersøgelsesperioden var ca. 1,5 mio. større end det synlige forbrug i første halvdel af 1997.

(135) Nogle interesserede parter hævdede, at EF-erhvervsgrenen i vid udstrækning selv bidrog til det lageroverskud, der konstateredes i første halvdel af undersøgelsesperioden. Det skal i den forbindelse bemærkes, at erhvervsgrenen begyndte at sælge mindre lige fra begyndelsen af undersøgelsesperioden som vist nedenfor, hvilket tyder på, at den ikke havde nogen stor andel i opbygningen af lageroverskud.

d) Produktion og kapacitetsudnyttelse

(136) På kvartalsvist grundlag faldt produktionen 23 % i tredje og 30 % i fjerde kvartal af undersøgelsesperioden i forhold til første kvartal af samme periode.

(137) Samtidig med nedgangen i produktionen faldt kapacitetsudnyttelsen også 12 % i tredje kvartal af undersøgelsesperioden og 17 % i fjerde i forhold til første kvartal af samme periode.

(138) På samme måde konstateredes det, at produktionen og kapacitetsudnyttelsen faldt i forhold til de relevante kvartalsvise aktiviteter i 1997. I tredje og fjerde kvartal i undersøgelsesperioden faldt produktionen henholdsvis 20 % og 11 % og kapacitetsudnyttelsen 12 % og 18 % i forhold til tredje og fjerde kvartal af 1997.

e) Salgsmængde, salgspriser og rentabilitet

i) Salgsmængde

(139) EF-erhvervsgrenens salgsmængde faldt 32 % i tredje kvartal af undersøgelsesperioden og 39 % i fjerde kvartal sammenlignet med første.

(140) Som allerede nævnt i forbindelse med analysen på år-til-år-basis hævdede Fællesskabet, at der burde forlages en mere detaljeret og differentieret analyse af dens forskellige typer salg og salgskanaler, da dette ville vise, at salget i højere grad blev berørt, når varerne konkurrerede direkte med de pågældende importvarer. Ud over opdelingen mellem salg af sorte og bejdsede bredbånd hævdede erhvervsgrenen også, at en del af dens salg var resultatet af langtidsleverings- og salgskontrakter, som f.eks. er indgået med bilindustrien. Disse kontrakter dækker typisk en periode på op til et år, hvor mængderne og priserne er faste. De eksporterende producenter leverer grundlæggende ikke til kunderne i henhold til den slags kontrakter.

(141) Med henblik på en detaljeret analyse blev ovennævnte salgstyper grupperet og angivet som "langtids"salg i forhold til "andet" salg. På samme måde blev der også foretaget en undersøgelse af udviklingen i salg, salgspriser og rentabilitet i forbindelse med sorte og bejdsede bredbånd i undersøgelsesperioden.

(142) Mængden i langtidssalget var meget mere stabil kvartalsvis i undersøgelsesperioden end de øvrige salgsaktiviteter. Der var således et fald på 20 % i langtidssalget i tredje kvartal og på 22 % i fjerde kvartal i forhold til første. Faldet i andet salg var mere udtalt, nemlig 35 % og 43 % i tredje og fjerde kvartal i forhold til første.

(143) Det samme gjorde sig gældende i analysen af salgsmængden af sorte bredbånd i forhold til bejdsede bredbånd. I undersøgelsesperioden var der en mere glidende udvikling i mængden af solgte bejdsede bredbånd i forhold til sorte. Faldet i salget af sorte bredbånd var så stor som 39 % i tredje kvartal og 44 % i fjerde kvartal i forhold til første kvartal af undersøgelsesperioden, mens faldet i forbindelse med bejdsede bredbånd kun var henholdsvis 21 % og 29 %.

ii) EF-erhvervsgrenens salgspriser

(144) I de første to kvartaler af undersøgelsesperioden var priserne på varmtvalsede bredbånd stort set stabile, nemlig henholdsvis 306 EUR og 308 EUR pr. ton. Senere faldt priserne til 286 EUR pr. ton i tredje kvartal og til 254 EUR pr. ton i fjerde kvartal. Dette svarer til et prisfald på 17 % i undersøgelsesperioden.

(145) En analyse af priserne efter salgstype viste, at priserne i langtidssalg stort set var stabile i de tre første kvartaler af undersøgelsesperioden og kun faldt fra 320 EUR pr. ton til 312 EUR pr. ton, dvs. 2 %. Faldet var begrænset til 10 % i sammenligning med første og fjerde kvartal af undersøgelsesperioden. I modsætning hertil var priserne ved andet salg allerede faldet 10 % mellem første og tredje kvartal af undersøgelsesperioden og 21 % mellem første og fjerde kvartal af samme periode.

(146) Sammenligningen af prisudviklingen for sorte og bejdsede bredbånd viste, at priserne på førstnævnte faldt meget mere end priserne på sidstnævnte. Resultatet af disse forskellige tendenser var, at priserne på tværs af kategorierne var meget mere forskellige i slutningen af undersøgelsesperioden end i begyndelsen. Priserne for bejdsede bredbånd faldt kun fra 328 EUR pr. ton til 316 EUR pr. ton, dvs. 4 %. Faldet var begrænset til 12 % i sammenligning med første og fjerde kvartal i undersøgelsesperioden. I modsætning hertil var priserne på sorte bredbånd allerede faldet 10 % mellem første og tredje kvartal og 22 % mellem første og fjerde kvartal.

iii) Rentabilitet

(147) På kvartalsvist grundlag viste det sig, at rentabiliteten var meget god i første halvdel af undersøgelsesperioden. Som følge af hurtige prisfald i de efterfølgende kvartaler mindskedes rentabiliteten fortsat og gik fra 16,8 % i første kvartal af undersøgelsesperioden til - 2,6 % i fjerde kvartal.

(148) Salgsdifferentieringen viste en betydelig nedgang i rentabiliteten lige fra starten af undersøgelsesperioden i forbindelse med salget af sorte bredbånd og andet salg end langtidssalg.

(149) Det fremgik af undersøgelsen, at rentabiliteten for langtidssalget var meget god i første halvdel af undersøgelsesperioden (ca. 21 %) og forblev positiv i hele undersøgelsesperioden, nemlig 8 % i fjerde kvartal. Andet salg var også rentabelt på ca. 16 % i første halvdel af undersøgelsesperioden. Som i forbindelse med udviklingen i efterspørgslen efter varmtvalsede bredbånd faldt det siden i tredje og fjerde kvartal af undersøgelsesperioden og blev negativt (- 7 %) i fjerde kvartal.

(150) Samme konstateringer var gældende for rentabiliteten i forbindelse med sorte og bejdsede bredbånd, hvor rentabiliteten var god for begge typer i første halvdel af undersøgelsesperioden. Derefter var rentabiliteten positiv for bejdsede bredbånd i hele undersøgelsesperioden (4,5 % i fjerde kvartal), mens rentabiliteten i salget af sorte bredbånd formindskedes betydeligt i tredje kvartal og omdannedes til et tab på 16,5 % i fjerde kvartal.

(151) Der var således nedgang i det globale salg, priser og rentabilitet i undersøgelsesperioden. Denne tendens var langt mindre udtalt for salget på segmenter af markedet, hvor der var mindre dumpingimport. Med hensyn til priser og heraf følgende fortjeneste var EF-erhvervsgrenens situation forholdsvis stabil i hele den periode, hvor det synlige forbrug toppede. Undersøgelsen viste også, at erhvervsgrenen ikke var i stand til at øge sit salg i forhold til stigningen i det synlige forbrug. Til gengæld forblev prisniveau og rentabilitet på et højt niveau i en periode med en stærk og stigende efterspørgsel.

(152) Undersøgelsen viste også, at indkøbspriserne på artikler til de største omkostninger i produktionsomkostningerne faldt i undersøgelsesperioden. Navnlig faldt prisen på jernmalm op til 12 %, prisen på skrot op til 40 %, og olieprisen faldt til niveauet i 1970. Omkostningerne til råmaterialer faldt således og satte en grænse for tabene, navnlig i undersøgelsesperioden.

(153) For at fuldføre analysen af salgsmængde, salgspriser og rentabilitet blev det fastslået, at disse økonomiske indikatorer også faldt i forhold til de relevante kvartalsvise aktiviteter i 1997. I tredje og fjerde kvartal af undersøgelsesperioden faldt salgsmængden 24 % og 27 % og salgspriserne 6 % og 19 % i forhold til tredje og fjerde kvartal af 1997. Med hensyn til rentabiliteten konstateredes det, at den var 15 procentpoint lavere i fjerde kvartal af undersøgelsesperioden sammenlignet med fjerde kvartal af 1997.

(154) I forbindelse med vurderingen af udviklingen i salgsmængde, salgspriser og rentabiliteter er det vigtigt at bemærke, at der er et tidsmæssigt forspring mellem EF-erhvervsgrenens prisforhandlinger med kunderne og fakturering og levering. I forbindelse med især udviklingen i andet salg var de priser, der anvendtes i første kvartal af undersøgelsesperioden, i virkeligheden blevet forhandlet i løbet af fjerde kvartal i 1997 og fremefter.

f) Tidsforskel mellem EF-erhvervsgrenens situation og markedsudviklingen

(155) Som nævnt i analysen på år-til-år-basis hævdede EF-erhvervsgrenen, at det var nødvendigt at tage hensyn til tidsforskellen mellem salget af varerne og prisforhandlingerne med de pågældende kunder, når udviklingen i dens priser og rentabilitet skulle vurderes. I praksis foregik prisforhandlingerne mindst et kvartal før salget.

(156) Undersøgelsen viste, at en glidende produktionsplanlægning for en effektiv kapacitetsudnyttelse resulterede i en tidsforskel mellem ordren og salget. Det konstateredes, at denne forskel faktisk var omkring et kvartal. Med andre ord er salget i første kvartal af undersøgelsesperioden resultatet af ordrer, der blev forhandlet og indgået i fjerde kvartal af 1997.

(157) I betragtning af denne tidsforskel viste den kvartalsvise tendens, som blev konstateret i de ordrer, EF-erhvervsgrenens modtog, et betydeligt fald i undersøgelsesperioden. Som erhvervsgrenen hævdede, er denne negative tendens udtalt lige fra første kvartal i undersøgelsesperioden i forhold til den konstaterede tendens i forbindelse med salgsmængder og produktion. Den ordremængde, der blev modtaget i andet kvartal af undersøgelsesperioden, var 17 % lavere end dem, der blev modtaget i første kvartal. Det viste sig også, at niveauet for modtagne ordre var forholdsvis højt i fjerde kvartal af 1997 og svarede til leverancer/salg i første kvartal af undersøgelsesperioden.

(158) Disse konklusioner svarer således til EF-erhvervsgrenens påstand om, at den forholdsvis positive økonomiske situation i første halvdel af undersøgelsesperioden kun afspejler et sundt ordreniveau i sidste kvartal af 1997 og første kvartal af undersøgelsesperioden, nemlig på et tidspunkt hvor efterspørgslen stadig var høj.

g) Konklusion vedrørende EF-erhvervsgrenens situation i undersøgelsesperioden

(159) Den kvartalsvise analyse viste, at EF-erhvervsgrenens økonomiske situation forværredes betydeligt i undersøgelsesperioden, især i anden halvdel. Forværringen gik langt ud over de sæsonmæssige svingninger, der konstateredes i de forudgående år på kvartalsvist grundlag.

(160) Alle skadesindikatorer fulgte en negativ tendens i tredje kvartal i undersøgelsesperioden sammenlignet med den gennemsnitlige aktivitet i perioden: produktionen faldt 10 %, kapacitetsudnyttelsen 6 %, salgsmængden 14 %, salgspriserne 2,4 % og rentabiliteten faldt 2,1 procentpoint.

(161) Samme sammenligning af det fjerde kvartal i undersøgelsesperioden viser, at EF-erhvervsgrenens økonomiske situation forværredes yderligere sammenlignet med det gennemsnitlige aktivitetsniveau i undersøgelsesperioden: produktionen faldt 18 %, kapacitetsudnyttelsen 10 %, salgsmængden 22 %, priserne 13 %, og rentabiliteten blev negativ (- 2,6 % af nettoudbyttet), et fald på 15,5 procentpoint.

5. Udviklingen efter undersøgelsesperioden

(162) Som nævnt førte lageroverskuddene i første halvdel af undersøgelsen til en forholdsvis positiv markedssituation, som gav sig udslag i et godt prisniveau på markedet i Fællesskabet i samme periode. EF-erhvervsgrenens rentabilitet var derfor stadig god. Men da situationen ikke blev understøttet af en positiv udvikling på brugermarkedet, og det sandsynligvis ville føre til en negativ udvikling efter en vis tid, var det også nødvendigt at bekræfte dette scenario ved en analyse af udviklingen efter udløbet af undersøgelsesperioden.

(163) Som nævnt af flere eksporterende producenter fandt der en vis genopretning sted af den mængde, som EF-erhvervsgrenen fremstillede og solgte i begyndelsen af 1999. Produktionsniveauet og salget var dog imidlertid væsentligt lavere end i begyndelsen af undersøgelsesperioden og 1997. Undersøgelsen viste, at EF-erhvervsgrenens økonomiske situation fortsat forværredes efter undersøgelsesperioden, navnlig med hensyn til et fald i salgspriser og rentabilitet i de to første kvartaler af 1999.

(164) Dette bekræftede de negative virkninger af det massive lageroverskud, som ophobede sig i begyndelsen af undersøgelsesperioden, og den formindskelse af lagerbeholdningerne, som startede i tredje kvartal af undersøgelsesperioden og fortsatte trods nedgang i den faktiske import i første halvdel af 1999. Ud over lageroverskuddet kunne forsinkelsen i den negative udvikling for EF-erhvervsgrenen også tilskrives den tidsforskel, som erhvervsgrenen arbejder med i forbindelse med sine kunder. Dette viser sig ikke kun i udviklingen af skadesindikatorer som produktion, salg, priser og rentabilitet, men også i udviklingen af de ordrer, som EF-erhvervsgrenen modtog.

(165) Flere parter hævdede, at det ikke var nødvendigt at indføre antidumpingforanstaltninger i denne procedure, da den pågældende import ophørte efter undersøgelsesperioden.

(166) Undersøgelsen viste, at importen på grundlag af generelle eller ukontrollerede oplysninger var faldet siden begyndelsen af undersøgelsesperioden, navnlig i forbindelse med nogle af de lande, der er omfattet af proceduren. Dette er dog ikke et usædvanligt fænomen i antidumpingundersøgelser, da markedets aktører og ganske særlig importørerne, tager hensyn til, at undersøgelserne kræver en forsigtig vurdering af markedet for så vidt som de kan føre til indførelse af antidumpingforanstaltninger. Aktørernes reaktion kan være mere eller mindre udtalt. Under alle omstændigheder ville det give de berørte eksporterende producenter mulighed for at følge en skiftevis stimulerende og bremsende kurs i forbindelse med deres eksport, hvis det gøres berettiget, at der ikke indføres antidumpingforanstaltninger af hensyn til et fald i importen, som kunne være tidsbegrænset. Noget sådant ville få meget forstyrrende virkninger for alle produkter på markedet i Fællesskabet, og det er derfor ikke muligt at anvende det i den foreliggende sag som begrundelse for ikke at indføre antidumpingforanstaltninger.

(167) Det er også blevet hævdet, at den høje importkoncentration i undersøgelsesperioden kun var et korttidsfænomen. I mellemtiden har markedspriserne i Fællesskabet nået et niveau, der kan sikre en hurtig genoprettelse af EF-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(168) En detaljeret analyse viser, at EF-erhvervsgrenens priser fortsat forringedes og nåede meget lave niveauer i de to første kvartaler af 1999. Prisfaldet udløste store finansielle tab, som EF-erhvervsgrenen måtte afholde over et langt tidsrum.

6. Konklusion vedrørende skade

(169) På den ene side viste analysen på år-til-år-basis af EF-erhvervsgrenens situation i perioden en række negative udviklinger i perioden fra 1995 til undersøgelsesperioden. Den kvartalsvise analyse viste desuden, at erhvervsgrenens økonomiske situation forværredes betydeligt i hele undersøgelsesperioden. I modsætning til hvad flere eksporterende producenter antydede, er disse udviklinger repræsentative for erhvervsgrenens økonomiske situation i hele undersøgelsesperioden under hensyn til de særlige karakteristika på markedet i Fællesskabet hvad angår lageroverskud og tidsforskel mellem ordrer og leverancer.

(170) Undersøgelsen viste også, at den negative udvikling fortsatte og endog forværredes efter udløbet af undersøgelsesperioden, hvilket var specielt relevant på baggrund af, hvordan markedet i Fællesskabet fungerer. Det blev bekræftet, at denne forværring gik langt ud over de sæsonmæssige svingninger, der konstateredes på kvartalsvist grundlag i tidligere år.

(171) Alle skadesindikatorer fulgte således en negativ tendens i tredje og fjerde kvartal i undersøgelsesperioden sammenlignet med den gennemsnitlige aktivitet i perioden: produktionen faldt henholdsvis 11 % og 18 %, kapacitetsudnyttelsen 6 % og 10 %, salgsmængden 14 % og 22 %, salgspriserne blev forhandlet til 2,4 % og 13 % under gennemsnitsprisen i perioden, og rentabiliteten faldt 2,1 og 15,5 procentpoint.

(172) Disse økonomiske indikatorer var også faldende sammenlignet med den pågældende kvartalsvise aktivitet i 1997. I tredje og fjerde kvartal af undersøgelsesperioden sammenlignet med tredje og fjerde kvartal i 1997 faldt produktionen henholdsvis 20 % og 11 %, kapacitetsudnyttelsen 12 % og 18 %, salgspriserne var 6 % og 19 %, og rentabiliteten var positiv både i 1997 og i undersøgelsesperioden, men 15 procentpoint lavere i fjerde kvartal af undersøgelsesperioden i forhold til fjerde kvartal af 1997. Alle disse tendenser blev bekræftet i de to kvartaler efter undersøgelsesperioden.

(173) Undersøgelsen viste, at disse tendenser ville endog have været endnu mere negative uden særlige salg som salg i henhold til langtidskontrakter eller salg af bejdsede bredbånd, som i mindre grad er berørt af den pågældende import. De ordrer, som EF-erhvervsgrenen modtog til levering i fjerde kvartal af undersøgelsesperioden, var 31 % lavere end dem, der blev modtaget til levering i første kvartal i undersøgelsesperioden.

(174) På den anden side viste analysen på år-til-år-basis, at den gennemsnitlige fortjeneste steg fra 1997 til undersøgelsesperioden og nåede op på 12,9 %. Fortjeneste og salgspriser var stabile i de første kvartaler af undersøgelsesperioden.

(175) Hvad angår disse resultater, som ved første øjekast kunne synes at være i modstrid med en afgørelse om skade, viste undersøgelsen, at de svarede til et højt synligt forbrug i første halvår af undersøgelsesperioden, der som det blev bekræftet i undersøgelsen, ikke blev opvejet af et faktisk forbrug. Det bevirkede, at EF-erhvervsgrenens priser og fortjeneste (salget udviklede sig ikke på linje med lageroverskuddet) stadig var stabile, men nødvendigvis måtte falde senere, når det store synlige forbrug ikke blev dækket af et tilsvarende faktisk forbrug. I anden del af undersøgelsesperioden mindskedes det synlige forbrug drastisk, da de massive lagerbeholdninger blev anvendt, hvilket til gengæld fremkaldte et betydeligt fald i priser og fortjeneste.

(176) Den efterfølgende analyse af EF-erhvervsgrenens økonomiske situation i de to første kvartaler i 1999 bekræftede, at disse negative tendenser ikke var begrænset til undersøgelsesperioden, men var de direkte resultater af udviklingen i denne periode. Produktionen og salgsmængden forbedredes noget sammenlignet med anden halvdel af undersøgelsesperioden, men salgspriserne og fortjenesten var fortsat faldende. Ifølge grundbeslutningen og som bekræftet i afgørelse fra Domstolen, kan der under særlige omstændigheder tages hensyn til oplysninger vedrørende tiden efter udløbet af undersøgelsesperioden, navnlig med henblik på at få fastslået, om de tendenser, der er konstateret i løbet af undersøgelsesperioden, fortsætter.

(177) På grundlag af udviklingen i EF-erhvervsgrenens situation i perioden fra 1995 til undersøgelsesperioden og i undersøgelsesperioden i særdeleshed konkluderer Kommissionen, at der er forvoldt den pågældende erhvervsgren skade i undersøgelsesperioden. I modsætning til påstanden om, at de økonomiske indikatorer, der viste skade, i stort omfang blev opvejet af andre indikatorer, som viste, at der ikke var tale om skade, fremgik det af den detaljerede undersøgelse, at alle økonomiske indikatorer udviklede sig negativt, navnlig fortjeneste og salgspriser med en tidsforskel på et par måneder. Omfanget af den forvoldte skade gør, at den kan betegnes som væsentlig i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i grundbeslutningen.

F. ÅRSAGSSAMMENHÆNG

1. Indledning

(178) I forbindelse med denne analyse er det vigtigt at huske, at den pågældende vare er et meget prisfølsomt produkt. Desuden rummer markedet en lang række særlige karakteristika: forholdet mellem EF-erhvervsgrenen og visse brugere er et langtidsforhold; produktionsopsætningen og planlægningen medfører en vis tidsforskel mellem ordre og levering; og erhvervsgrenen arbejder mere i visse markedssegmenter end de eksporterende producenter. Alle disse karakteristika rejser dog ikke tvivl om, at de varer, der fremstilles og sælges af EF-erhvervsgrenen og dem, der importeres fra de berørte lande, er samme varer. Det viser kun, at visse salgskanaler og visse varetyper er mere udsat for konkurrence fra den pågældende import end andre.

(179) For at drage en konklusion angående årsagerne til skade undersøgte Kommissionen virkningerne af dumpingimporten fra de berørte lande for den skadelige situation for EF-erhvervsgrenen. Samtidig blev også virkningerne af andre kendte faktorer og eventuelle følgevirkninger for den pågældende erhvervsgrens situation også undersøgt. En sådan analyse sikrer, at skade, der forvoldes af andre faktorer end dumpingimporten, bliver identificeret og ikke tilskrevet dumpingimporten.

(180) De andre faktorer, der undersøgtes, var: forbrugsudviklingen, "overforsyningen" af markedet i Fællesskabet, virkningerne af varmtvalsede bredbånd, der importeres til Fællesskabet fra andre tredjelande, adfærden hos andre EF-producenter, som ikke indgik i definitionen af erhvervsgrenen i Fællesskabet, EF-erhvervsgrenens eksportresultater og stålindustriens situation på verdensplan.

2. Virkningerne af dumpingimporten

a) Mængden af dumpingimporten og lageropbygning

(181) Undersøgelsen viste, at den pågældende import steg betydeligt og navnlig mellem 1997 og undersøgelsesperioden. Medens der i 1995 kun indførtes 0,65 mio. tons varmtvalsede bredbånd til markedet i Fællesskabet fra de berørte lande, dvs. 17 % af den samlede import, var der i 1997 tale om 0,88 mio. tons. I perioden mellem 1995 og 1997 var stigningen i mængden af varmtvalsede bredbånd, der blev importeret fra de berørte lande, begrænset til 0,2 mio. tons. I undersøgelsesperioden nåede dumpingimport op på 2,1 mio. tons og udgjorde 45 % af den samlede import, dvs. en global stigning på 229 % i den undersøgte periode.

(182) Den største stigning i importen fandt sted i perioden fra 1997 til undersøgelsesperioden, navnlig i de to første kvartaler. Undersøgelsen viste, at over 1,3 mio. tons blev leveret til markedet i Fællesskabet i denne seks-måneders-periode. Dette repræsenterer mere end tre gange importmængden i andet halvår af 1997. Mellem 1997 og undersøgelsesperioden steg den pågældende import 143 %, og de berørte landes markedsandel mere end fordobledes med en stigning på 6,3 procentpoint.

(183) I perioden fra 1995 til undersøgelsesperioden steg EF-erhvervsgrenens salg kun 1 % samtidig med at forbruget i Fællesskabet steg 9 %, og den tabte således 3,7 procentpoint i markedsandel.

(184) Perioden med denne importstigning (1997 til udgangen af undersøgelsesperioden) faldt sammen med forværringen af EF-erhvervsgrenens situation. Produktionen faldt 9 % og salget 12 %. Tabet i markedsandele udgjorde 6,6 procentpoint og i ordrer 17 %.

(185) Hele udviklingen i importmængden sammenholdt med udviklingen i det synlige forbrug viser, at den pågældende dumpingimport fortrinsvis tilførtes stigningen i lagerbeholdningerne og således stigningen i det synlige forbrug i de to første kvartaler i undersøgelsesperioden, hvorimod erhvervsgrenens salg faldt lige fra undersøgelsesperiodens begyndelse.

(186) Undersøgelsen viste, at EF-erhvervsgrenen ikke er særlig meget til stede i forhandlernes salgskanaler i modsætning til de pågældende producenter. Hvad angår visse store aktører, afgav disse kun ordrer på ganske få eller slet ingen varmtvalsede bredbånd hos EF-erhvervsgrenen i tredje og fjerde kvartal af undersøgelsesperioden. Resultatet var et betydeligt fald i efterspørgslen, som startede i tredje kvartal af undersøgelsesperioden (- 28 %) og fortsatte (- 12 %) i fjerde kvartal. Dette havde en negativ indflydelse på EF-erhvervsgrenens priser og rentabilitet i de to sidste kvartaler af undersøgelsesperioden.

(187) For at vurdere hele denne udvikling bør det nævnes, at udviklingen i EF-erhvervsgrenens situation var særlig negativ, udtalt og øjeblikkelig i forbindelse med de salgskanaler og varetyper, hvor de eksporterende producenter især er aktive. De pågældende producenter er ikke ret aktive i salgskanaler, hvor der indgås langtidskontrakter. Her har EF-erhvervsgrenen klaret sig bedre end i andre salgskanaler, hvor konkurrencen fra importen var mere udtalt. Det er også påvist, at udviklingen i erhvervsgrenens salg af sorte bredbånd, som udgør 90 % af den pågældende import, har været meget negativ igennem hele undersøgelsesperioden.

b) Priser på dumpingimporten og prisforhandlingsproces

(188) Undersøgelsen viste, at EF-erhvervsgrenens situation var stabil med hensyn til priser og således den samlede rentabilitet i de to første kvartaler af undersøgelsesperioden, selv om priserne på importen fra de berørte lande fortsat faldt i hele perioden. Udviklingen i priser og fortjeneste skyldtes på den ene side markedets generelle funktionsmåde med en tidsforskel mellem de afgivne ordrer og leveringerne til kunderne og på den anden side udviklingen i lagerbeholdningerne og således det synlige forbrug i undersøgelsesperioden.

(189) I betragtning af den måde, markedet generelt fungerer på, med en tidsforskel mellem ordrer og leveringer (et kvartal), afspejlede EF-erhvervsgrenens situation først og fremmest de ordrer, der var afgivet i fjerde kvartal af 1997, hvor importen begyndte at stige.

(190) I forbindelse med udviklingen i det synlige forbrug konstateredes det, at situationen i første kvartal af undersøgelsesperioden på markedet i Fællesskabet i almindelighed og for EF-erhvervsgrenen i særdeleshed svarede til en periode med en markant stigning i lagerbeholdninger - og således i det synlige forbrug. Dette gav mulighed for høje priser og fortjeneste trods den samtidige stigning i importen. Dumpingimporten havde således de største virkninger for erhvervsgrenens økonomiske situation på et tidspunkt, hvor det blev klart, at stigningen i lagerbeholdninger og således i det synlige forbrug ikke blev opvejet af en stigning i det faktiske forbrug. På grund af det kraftige fald i efterspørgslen efter varmtvalsede bredbånd ved udløbet af undersøgelsesperioden faldt erhvervsgrenens priser, og rentabiliteten blev negativ.

(191) Klageren hævdede, at de eksporterende producenter ved udgangen af 1997 og i hele undersøgelsesperioden førte en politik med systematiske prisnedsættelser og til stadighed underbød EF-erhvervsgrenens priser. Dette fremskyndte og forcerede nedgangen i salgspriserne på markedet i Fællesskabet i den pågældende periode.

(192) Undersøgelsen viste, at de eksporterende producenter faktisk satte priserne ned i sidste kvartal af 1997, medens EF-erhvervsgrenen forsøgte at holde sit prisniveau indtil juni 1998. I juli 1998 sænkede erhvervsgrenen sine salgspriser. Deres salgspriser, som var over 300 ECU pr. ton i januar 1998, faldt til omkring 250 ECU pr. ton i december 1998.

(193) Dette drastiske prisfald skyldes, at de eksporterende producenter fortsatte med at anvende lavere priser end EF-erhvervsgrenen i hele undersøgelsesperioden. Underbuddet var forholdsvis lavt i begyndelsen, men blev større og større i løbet af perioden. EF-erhvervsgrenen måtte derfor sænke sine priser for at kunne fortsætte på markedet, navnlig fra midt i undersøgelsesperioden.

(194) Stål er en større råvare, og den vejledende basispris på varmtvalsede bredbånd offentliggøres dagligt i specialblade og kendes af alle aktører på markedet. De produkter, der fremstilles og sælges af EF-erhvervsgrenen og dem, der importeres fra de berørte lande, er meget følsomme over for prissvingninger, som hurtigt har virkninger over hele markedet.

Resultaterne af undersøgelsen viser således, at den negative udvikling i EF-erhvervsgrenens økonomiske situation kunne tilskrives den pågældende import.

c) Konklusion vedrørende dumpingimportens virkninger

(195) De store mængder dumpingimport, som hobede sig op på markedet i Fællesskabet inden for et meget kort tidsrum, trykkede priserne og førte til mindre markedsandele for EF-erhvervsgrenen. Disse store importmængder gav visse store brugere i Fællesskabet mulighed for at opbygge lagerbeholdninger, hvilket havde negative virkninger for prisforhandlingerne med EF-erhvervsgrenen allerede i andet kvartal af undersøgelsesperioden og således forlænge perioden med trykkede priser. Den generelle gennemsigtighed, der hersker på markedet i Fællesskabet, betød også, at brugere og købere hurtigt blev klar over de eksporterende producenters lavprispolitik. Dette fremskyndede og forcerede faldet i salgspriserne på et marked med negative følger for EF-erhvervsgrenens markedsandel og rentabilitet.

(196) Følgelig konkluderes det, at lavprisimporten spillede en stor rolle i forbindelse med forværringen af EF-erhvervsgrenens dårlige situation og således for den væsentlige skade, der forvoldtes erhvervsgrenen i undersøgelsesperioden.

3. Virkningen af andre faktorer

a) Udviklingen i forbruget

(197) I den undersøgte periode steg det synlige forbrug på markedet i Fællesskabet med 9 %. I perioden mellem 1997 og undersøgelsesperioden steg det synlige forbrug 0,4 %.

(198) På baggrund af den fortsatte positive forbrugsudvikling siden 1996 fastslås det, at forbruget ikke kan være forbundet med den skadelige situation, som EF-erhvervsgrenen oplevede i undersøgelsesperioden.

b) Overforsyning af markedet i Fællesskabet

(199) Visse eksporterende producenter i de berørte lande hævdede, at der var alt for store forsyninger på markedet i Fællesskabet i begyndelsen af undersøgelsesperioden. EF-erhvervsgrenen øgede angiveligt fortsat sine forsyninger på markedet og var således den, der i største omfang bidrog til overudbuddet. EF-producenternes høje kapacitetsudnyttelse på grund af de store forsyninger skulle så efter deres mening udelukke, at nogen form for skade kunne tilskrives importen fra de berørte lande.

(200) Den detaljerede analyse af udviklingen i det synlige forbrug i 1997 sammenlignet med undersøgelsesperioden viste, at dette forbrug var 1,4 mio. større i de to første kvartal af undersøgelsesperioden end i de tilsvarende kvartal af 1997. Sammenligningen skal vurderes på baggrund af, at 1,3 mio. tons varmtvalsede bredbånd importeredes til dumpingpriser fra de berørte lande i de to første kvartaler af undersøgelsesperioden, medens den tilsvarende importmængde i samme periode i 1997 var omkring 0,3 mio. tons. Det vil sige, at der var sket en stigning på 1 mio. tons i første halvdel af undersøgelsesperioden.

(201) Som nævnt øgede forhandlerne deres lagerbeholdninger væsentligt i første halvdel af undersøgelsesperioden og medvirkede således til overudbuddet på markedet i Fællesskabet. Det fremgik af undersøgelsen, at EF-erhvervsgrenen ikke er særlig aktiv i forhandlernes salgskanaler, hvorimod de eksporterende producenter solgte store mængder via stålhandlerne. EF-erhvervsgrenen bidrog således ikke til de lagerbeholdninger, som handlerne opbyggede i undersøgelsesperioden.

(202) Undersøgelsen viste således, at stigningen i dumpingimporten var betydelig (importen mere end fordobledes udtrykt som markedsandel) i undersøgelsesperioden, hvor det konstateredes, at EF-erhvervsgrenen tabte salgsandele og oplevede et fald i produktionen, som førte til formindskelse af markedsandelen. Denne stigning i dumpingimporten bidrog således i vid udstrækning til overudbuddet.

c) Import af varmtvalsede bredbånd fra andre tredjelande

(203) Ud over de lande, der er omfattet af denne undersøgelse, eksporterede andre lande også varmtvalsede bredbånd til markedet i Fællesskabet. I undersøgelsesperioden var de største eksportører lande som Rusland, Slovakiet, Rumænien, Ungarn, Sydkorea og Indonesien.

(204) Flere eksporterende producenter hævdede, at der var blevet diskrimineret imod dem i sammenligning med andre nævnte tredjelande, som ikke var blevet inddraget i undersøgelsen.

(205) Det skal bemærkes, at der ikke blev indgivet klage imod ovennævnte tredjelande, og at der derfor ikke blev modtaget umiddelbare beviser for dumping og skade til at berettige indledningen af en antidumpingundersøgelse. Undersøgelsen bragte heller ikke noget frem i lyset, som kunne bevise, at der fandt skadelig dumping sted i forbindelse med sådanne tredjelandes eksport, og påstanden om diskrimination er således ikke berettiget.

(206) I den undersøgte periode viste andre tredjelandes andel af den samlede import til Fællesskabet af den pågældende vare en faldende tendens, men den var dog stadig betydelig. Importmængden faldt fra 3,1 mio. tons i 1995 til 2,6 mio. tons i undersøgelsesperioden, dvs. 17 % udtrykt i mængde. Denne import udgjorde 83 % af den samlede import i 1995, men kun 55 % i undersøgelsesperioden. Andre tredjelandes andel af markedet i Fællesskabet formindskedes således 22 % i den undersøgte periode.

(207) Importpriserne på varer fra andre tredjelande fulgte den generelle nedadgående tendens på markedet i Fællesskabet og faldt 9 %.

(208) På grundlag af ovenstående kendsgerninger og betragtninger konstateredes det, at importen fra andre tredjelande fortsat var betydelig og til stede på markedet i Fællesskabet. Det viste sig også, at stigningen i importen fra andre tredjelande var meget begrænset, samtidig med at EF-erhvervsgrenens situation blev værre og værre, navnlig fra 1997 til undersøgelsesperioden, hvor der var en massiv fremgang i den pågældende import.

(209) Der kan derfor ikke tages hensyn til flere eksporterende producenters påstand om, at importen af varmtvalsede bredbånd fra andre tredjelande har været årsag til den skade, der er forvoldt EF-erhvervsgrenen.

d) Andre producenter i Fællesskabet

(210) I undersøgelsesperioden tegnede de producenter i Fællesskabet, som ikke indgik i definitionen af EF-erhvervsgrenen, sig for ca. 35 % af den samlede produktion i Fællesskabet.

(211) Ud fra de foreliggende oplysninger var den økonomiske situation i den undersøgte periode for de øvrige producenter af varmtvalsede bredbånd i Fællesskabet den samme som EF-erhvervsgrenens. Deres salg steg 5 % i undersøgelsesperioden, dvs. en stigning, som var mindre end stigningen i forbruget. Deres markedsandel udtrykt i mængde faldt således 4 %. Endvidere led disse producenter også under pristrykket, hvilket fremgår af nedgangen i salgsværdien på 6 %, og deres salgspriser lå på linje med EF-erhvervsgrenens.

(212) Følgelig havde de øvrige producenter i Fællesskabet kun begrænset indvirkning på forværringen af EF-erhvervsgrenens økonomiske situation.

e) EF-erhvervsgrenens eksportaktiviteter

(213) Visse eksporterende producenter hævdede, at situationen for EF-erhvervsgrenen forværredes på grund af nedgangen i dens eksportaktiviteter i den undersøgte periode.

(214) Undersøgelsen viste, at salget til eksport til tredjelande faldt med ca. 536000 tons mellem 1995 og undersøgelsesperioden og med 299000 tons mellem 1997 og undersøgelsesperioden. Dette udgør et fald på henholdsvis 4,8 % og 2,9 % af EF-erhvervsgrenens samlede salg. På dette grundlag udelukker Kommissionen ikke, at en sådan nedgang i eksportsalget påvirkede EF-erhvervsgrenens globale økonomiske situation. Men det må huskes, at denne undersøgelse udelukkende omfattede EF-erhvervsgrenens økonomiske situation med hensyn til det frie marked i Fællesskabet. Den skade, der påførtes EF-erhvervsgrenen, er derfor blevet påvist på grundlag af markedsindikatorerne i Fællesskabet. Priser og indtægter fra eksportsalget var således irrelevante og blev holdt uden for skadesundersøgelsen.

f) EF-erhvervsgrenens forkærlighed for at levere til det bundne marked

(215) Flere brugere af den pågældende vare på markedet i Fællesskabet erklærede, at EF-erhvervsgrenen havde forsøgt at øge integrationen af sine aktiviteter i den undersøgte periode. I slutningen af 1997 skulle erhvervsgrenen have foretrukket fortrinsvis at levere til forbundne parter på det bundne marked, før den leverede til uafhængige parter på det frie marked med det resultat, at brugerne var tvunget til at hente forsyninger uden for Fællesskabet. Skaden kunne derfor ikke være forvoldt af importudviklingen.

(216) Kommissionen konstaterede, at udviklingen i salget til både forbundne og uafhængige kunder mellem 1997 og undersøgelsesperioden viste en faldende tendens. Det forhold, at forsyningerne til det bundne marked fulgte samme tendens, viser, at der var produktionskapacitet til rådighed. Dette fald i salgsmængde er tegn på, at der ikke var mangel på forsyninger af den pågældende vare, som kunne have ført til et fald i salget til uafhængige parter.

g) Stålbranchens situation på verdensplan

(217) Mange eksporterende producenter hævdede, at EF-erhvervsgrenens situation, særlig i anden del af undersøgelsesperioden, i vid udstrækning skyldtes en forværring af situationen i stålindustrien på verdensplan.

(218) Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at der var nedgang i hele verden i undersøgelsesperioden. Salgspriserne faldt i USA, Japan og Sydkorea. Salgspriserne i disse lande var imidlertid henholdsvis 15 %, 24 % og 7 % højere end salgspriserne i Fællesskabet i slutningen af undersøgelsesperioden.

(219) Situationen på verdensplan i stålindustrien, og særlig situationen i det sydøstlige Asien kan således ikke forklare, hvorfor der skete en forværring af EF-erhvervsgrenens økonomiske situation i den undersøgte periode.

4. Konklusion vedrørende årsagssammenhæng

(220) Ovenstående analyse viser, at andre faktorer end dumpingimporten fra de berørte lande kan have bidraget til den vanskelige situation for EF-erhvervsgrenen såsom situationen på verdensmarkedet i undersøgelsesperioden. Undersøgelsen viste imidlertid, at den pludselige stigning i importmængde, pristryk og prisunderbud fra de eksporterende producenters side havde væsentlige negative følgevirkninger for erhvervsgrenens situation. Det konkluderes derfor, at denne import, særskilt betragtet, har forvoldt EF-erhvervsgrenen væsentlig skade.

G. FÆLLESSKABETS INTERESSER

1. Indledende bemærkninger

(221) Formålet med antidumpingforanstaltninger er at afhjælpe illoyal handelspraksis, som har skadelige virkninger for erhvervsgrenen i Fællesskabet og at genetablere en situation med effektiv konkurrence på markedet i Fællesskabet. I tillæg til spørgsmålene om dumping, skade og årsagen til skade undersøgte Kommissionen også, om der fandtes andre tvingende grunde til at konkludere, at det ikke er i Fællesskabets interesse at indføre foranstaltninger. Til dette formål blev virkningerne af eventuelle foranstaltninger for alle involverede parter i denne procedure og følgerne af, om der indføres eller ikke indføres foranstaltninger undersøgt i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, i grundbeslutningen på grundlag af de foreliggende oplysninger.

2. EF-erhvervsgrenens interesser

(222) I tilfælde af skadelig dumping som følge af dumpingimport er det i en EF-erhvervsgrens interesse, at betingelserne for effektiv konkurrence genoprettes.

(223) Undersøgelsen viste, at markedet i Fællesskabet for varmtvalsede bredbånd var kendetegnet ved produkter med oprindelse i de berørte lande, som solgtes til priser under EF-erhvervsgrenens priser. Det var muligt at dæmme op for den deraf følgende skadelige situation, sålænge importmængden var begrænset. Men den store mængde dumpingimport, der pludselig strømmede ind over markedet i Fællesskabet i en meget kort periode i undersøgelsesperioden, skabte et pristryk, som havde store virkninger for EF-erhvervsgrenens finansielle situation. Denne situation sætter EF-erhvervsgrenen i en alvorligt svækket position, og det er i erhvervsgrenens interesse at få situationen genoprettet.

(224) I den undersøgte periode iværksatte EF-erhvervsgrenen og andre producenter i Fællesskabet vigtige rationaliserings- og omstruktureringsprojekter, som stadig er i gang i dag. Disse projekter er vigtige på baggrund af globaliseringen af stålmarkedet. Denne aktivitet på verdensplan viser EF-erhvervsgrenens tilpasningsevne, dens konkurrencedygtighed og levedygtighed.

(225) Med de gældende antidumpingforanstaltninger kunne beskæftigelsen, der steg i den undersøgte periode, opretholdes og eventuelt øges afhængigt af forbrugsudviklingen. Undersøgelsesresultaterne viste, at EF-erhvervsgrenen mistede betydelige salgsmængder og oplevede, at priserne faldt, i særdeleshed hen imod slutningen af undersøgelsesperioden. Den foreslåede antidumpingtold, der beløber sig til 8 % for samarbejdsvillige eksporterende producenter i vejet gennemsnit, skulle give EF-erhvervsgrenen mulighed for at genoprette den skadelige situation, enten ved at hæve priserne og/eller øge salgsmængderne.

(226) På baggrund af den utilstrækkelige rentabilitet i 1996 og 1997 og den væsentlige skade, der forvoldtes i undersøgelsesperioden, er det højst sandsynligt, at EF-erhvervsgrenens finansielle situation vil fornnges yderligere, hvis der ikke træffes foranstaltninger til at afhjælpe de negative virkninger af dumpingimporten. Det vil i sidste ende kunne føre til nedskæringer i produktionen eller lukning af visse anlæg og således true beskæftigelsen i Fællesskabet.

3. Brugernes interesser og relaterede aktiviteter i Fællesskabet

(227) For at vurdere virkningerne for brugerne af, om der indføres eller ikke indføres foranstaltninger, sendte Kommissionen spørgeskemaer til alle kendte brugere på markedet i Fællesskabet. Der blev også aflagt kontrolbesøg hos en større bruger for at efterprøve de indgivne oplysninger. Følgende konklusioner er baseret på besvarelserne fra brugerne.

(228) Det konstateredes, at brugerselskaberne selv importerede ca. 40 % af den samlede import af varmtvalsede bredbånd fra de berørte lande og beskæftiger 4000 mennesker i Fællesskabet.

(229) Brugerne hævdede, at de ikke længere ville kunne vælge forsyningskilde, hvis der blev indført foranstaltninger, og de var bange for, at de ville blive fuldstændig afhængige af EF-producenternes velvilje. Disse producenter måtte angiveligt forsyne et stort bundet marked, og de havde allerede en andel på 75 % af det frie marked i Fællesskabet. De nævnte, at de pågældende producenters salg på det bundne marked samt en stor del af deres salg på det frie marked var bestemt til forbundne selskaber, hvis produkter i senere omsætningsled konkurrerer direkte med deres egne produkter. Brugerne nævnte også, at EF-erhvervsgrenen kun leverede til uafhængige brugere, når de havde opfyldt de forbundne selskabers behov. De fremførte også, at de forbundne brugerselskaber allerede købte den pågældende vare til under markedspris. Under disse omstændigheder mente brugerne, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger ville give EF-erhvervsgrenen en afgørende og uberettiget konkurrencefordel på markederne i senere omsætningsled. Dette kunne ikke være i Fællesskabets interesse.

(230) Endelig hævdede disse brugere, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger sandsynligvis ville skabe forsyningsmangel for uafhængige købere, sådan som det var tilfældet på markedet i Fællesskabet ved udgangen af 1997. Situationen ville klart være en overtrædelse af EKSF-traktaten.

(231) I den forbindelse er det nødvendigt at nævne, at formålet med antidumpingforanstaltninger ikke er at forhindre brugerne i at importere varmtvalsede bredbånd fra de pågældende lande, men at sikre, at varerne importeres til priser, som ikke forvolder skade. Selv hvis der indføres antidumpingforanstaltninger, vil disse produkter altid være til stede på markedet i Fællesskabet, og det vil sikre, at brugerselskaberne stadig kan vælge med hensyn til forsyningskilde.

(232) Kommissionen skønnede, at en vejet gennemsnitlig antidumpingtold på 8 % på varmtvalsede bredbånd, der importeres fra de pågældende lande, højst kan fremkalde en stigning på ca. 1,6 % i brugerselskabernes samlede omkostninger til råmaterialer. Disse ekstraomkostninger ville skabe en stigning på ca. 1,1 % i de samlede produktionsomkostninger i betragtning af blandingen af flere indkøbskilder og den gennemsnitlige værditilvækst i produkterne i senere omsætningsled.

(233) Disse anslåede ekstraomkostninger i forbindelse med produktionen, som brugerselskaberne påtog sig og eventuelt væltede over på de efterfølgende købere, er ikke af en sådan art, at de kan bringe brugerindustriernes rentabilitet i fare. Det er desuden nødvendigt at vurdere omkostningerne på baggrund af den forventede positive udvikling på markederne for varmtvalsede bredbånd, når der hersker effektive handelsvilkår.

(234) Angående salgspriserne på det frie marked må det nævnes, at der ikke blev konstateret nogen betydelig forskel mellem EF-erhvervsgrenens priser til forbundne og ikke-forbundne kunder. Desuden kan der ikke tages hensyn til påstanden om, at EF-erhvervsgrenen ikke ønskede at levere eller havde opstillet prioriteringer for sine leveringer af varmtvalsede bredbånd afhængigt af forholdet til køberen i den undersøgte periode, da der ikke blev forelagt beviser for noget sådant. Situationen var snarere det modsatte, idet visse salgskontrakter, der var indgået med EF-erhvervsgrenen, blev ophævet.

(235) På grundlag af ovenstående fastslås det, at eventuelle negative følger for brugerne, hvis der træffes foranstaltninger mod dumpingimporten fra de berørte lande, ikke kan opveje de positive virkninger, det vil have for alle andre aktive aktører på markedet i Fællesskabet.

4. Følgerne for konkurrencen på markedet i Fællesskabet

(236) En del af parterne hævdede, at antidumpingforanstaltninger ville begrænse konkurrence på markedet i Fællesskabet og tilskynde til etablering af store stålgrupper. De fremførte, at store stålvirksomheder som British Steel og Sollac i den seneste tid var vokset i størrelse ved at slå sig sammen med eller opkøbe andre stålvirksomheder. Disse grupper konkurrerer også på produkterne i senere omsætningsled med uafhængige brugere, som for det meste består af små og mellemstore virksomheder. Resultatet af en sådan koncentration kunne i sidste ende blive, at mange af disse uafhængige brugere ville forsvinde med en nedsættelse af beskæftigelsen i Fællesskabet til følge.

(237) Angående den angivelige begrænsning af konkurrencen må det nævnes, at der findes mange alternative forsyningskilder såsom Rusland, Indonesien, Ungarn, Rumænien, Sydkorea, Slovakiet, Brasilien osv., som eksporterer varmtvalsede bredbånd til Fællesskabet. Der findes også flere hundrede stålservicecentre, lagerførende virksomheder og forhandlere, som fortrinsvis sælger den pågældende vare til små og mellemstore brugere. Endelig findes der andre EF-stålproducenter end EF-erhvervsgrenen, som er etableret i Finland, Frankrig, Østrig og Grækenland.

(238) Således er der sandsynligvis ikke nogen fare for at begrænse konkurrencen på markedet, da niveauet for de foreslåede foranstaltninger ud fra et økonomisk synspunkt ikke er af en sådan art, at det på forhånd vil lukke markedet i Fællesskabet for de berørte lande.

5. Forsyningsmangel på markedet i Fællesskabet

(239) Visse eksporterende producenter fra de berørte lande og brugere i Fællesskabet hævdede, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger ville skabe forsyningsmangel, navnlig for de uafhængige brugerindustrier. Dette synspunkt var baseret på, at EF-erhvervsgrenen alene ikke var i stand til at forsyne hele det frie marked i Fællesskabet, og at den altid havde arbejdet med en høj kapacitetsudnyttelse.

(240) Andre interesserede parter hævdede, at EF-erhvervsgrenen end ikke er i stand til at forsyne sine egne forbundne selskaber på det frie marked og derfor ikke vil kunne kompensere for et eventuelt fald i importen som følge af antidumpingforanstaltninger.

(241) I den forbindelse bør det nævnes, at producenterne i Fællesskabet ikke er i stand til at forsyne hele det frie marked, og der vil således altid være behov for import fra tredjelande, og markedet i Fællesskabet vil altid være åbent for en sådan import, forudsat at varerne importeres i overensstemmelse med bestemmelserne i grundbeslutningen.

(242) Under alle omstændigheder vil EF-erhvervsgrenen, de andre producenter i Fællesskabet og eksporterende producenter i andre tredjelande fortsat kunne forsyne markedet i Fællesskabet. Også de eksporterende producenter i de af undersøgelsen omfattede lande vil kunne fortsætte med at levere til markedet, da de foreslåede foranstaltninger ikke er af en sådan art, at de vil lukke markedet for dem.

(243) På grundlag af ovenstående kendsgerninger og betragtninger anses påstanden om, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger vil skabe forsyningsmangel, for ikke at være berettiget.

6. Konklusion vedrørende Fællesskabets interesser

(244) Kommissionen finder, at det er nødvendigt at indføre antidumpingtold for at forhindre, at dumpingimporten øges og EF-erhvervsgrenens økonomiske situation forværres yderligere. Indførelsen af foranstaltninger i dette tilfælde vil også genskabe effektive konkurrencevilkår for alle aktører i Fællesskabet. Efter undersøgelse af de forskellige interesser, der er involveret i proceduren, er der endvidere ikke konstateret nogen tvingende grund til, at der ikke bør indføres antidumpingforanstaltninger. Det er derfor ikke i modstrid med Fællesskabets interesser at indføre midlertidige antidumpingforanstaltninger.

H. ENDELIGE FORANSTALTNINGER

(245) Efter at det er fastslået, at dumpingimporten fra Bulgarien, Indien, Sydafrika, Taiwan og Jugoslavien har forvoldt EF-erhvervsgrenen væsentlig skade, og at der ikke er nogen tvingende grund til ikke at gribe ind, bør der vedtages endelige antidumpingforanstaltninger.

1. Skadesafhjælpningsniveau

(246) Med henblik på fastsættelse af toldniveauet blev der taget hensyn til de konstaterede dumpingmargener og det toldbeløb, der er nødvendigt til at fjerne den skade, som forvoldes EF-erhvervsgrenen ved dumpingimporten. Den nødvendige prisforhøjelse blev fastsat på grundlag af en sammenligning af den vejede gennemsnitlige importpris som fastlagt for underbudsberegningerne og en ikke-skadevoldende pris på de forskellige typer varmtvalsede bredbånd, som EF-erhvervsgrenen solgte på markedet i Fællesskabet.

(247) Det nødvendige toldbeløb til at fjerne virkningerne af skadelig dumping bør give EF-erhvervsgrenen mulighed for at dække sine produktionsomkostninger og opnå en rimelig fortjeneste på salget. Den fortjenstmargen på 12,9 % inden skat, som EF-erhvervsgrenen krævede, blev anset for at danne et passende grundlag i betragtning af behovet for langsigtede investeringer og en udbyttesats, som EF-erhvervsgrenen med rimelighed kunne forvente, hvis der ikke fandt skadevoldende dumping sted.

(248) Følgelig blev niveauet for afhjælpning af skade i betragtning af den fortjeneste, som EF-erhvervsgrenen opnåede i undersøgelsesperioden, fastlagt for hver enkelt type som forskellen mellem EF-erhvervsgrenens faktiske salgspris og den faktiske salgspris, netto, for sammenlignelige importerede modeller. Forskellen blev så udtrykt som en procent af importprisen cif, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet.

2. Endelig told

(249) På baggrund af ovenstående blev det fastslået, at der bør indføres en endelig antidumpingtold på samme niveau som den konstaterede dumpingmargen, men ikke højere end den skadesmargen, der er fastsat ovenfor i overensstemmelse med artikel stk. 4, i grundbeslutningen.

(250) Hvad angår den sideløbende antisubsidieprocedure vedrørende importen fra Indien, Sydafrika og Taiwan, bør udligningstolden svare til subsidiemargenen, medmindre skadesmargenen er lavere, i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i Kommissionens beslutning nr. 1889/98/EKSF(6).

(251) Ifølge artikel 24, stk. 1, i beslutning nr. 1889/98/EKSF og artikel 14, stk. 1, i grundbeslutningen må ingen vare pålægges både antidumping- og udligningstold med det formål at afhjælpe en og samme situation, som er opstået som følge af dumping eller eksportsubsidiering. Da der skal indføres antidumpingtold på den pågældende vare, er det nødvendigt at fastsætte, om og i hvilket omfang subsidie- og dumpingmargenen er opstået af samme situation.

(252) I det foreliggende tilfælde er det konstateret, at alle de undersøgte ordninger i Indien er eksportsubsidier som omhandlet i artikel 3, stk. 4, litra a), i beslutning nr. 1889/98/EKSF. Subsidierne kan påvirke de indiske eksporterende producenters eksportpriser og således føre til øgede dumpingmargener. Med andre ord kan de fastlagte dumpingmargener helt eller delvis tilskrives forekomsten af eksportsubsidier. Det er således ikke nødvendigt at indføre både udlignings- og antidumpingtold svarende til det fulde omfang af de fastlagte subsidie- og dumpingmargener. Derfor er det i Indiens tilfælde nødvendigt at justere antidumpingtolden, således at den afspejler de faktiske dumpingmargener efter indførelsen af udligningstold, som opvejer virkningerne af eksportsubsidierne.

(253) I Taiwans tilfælde er de undersøgte ordninger ikke eksportsubsidier. Der kan derfor indføres told svarende til det fulde beløb af de fastlagte dumping- og subsidiemargener, forudsat at skadesmargenerne ikke overskrides.

(254) I Sydafrikas tilfælde konstateredes det, at subsidieringen var de minimis, og der er ikke indført udligningstold på nuværende stadium. Der fastsættes således en dumpingtold svarende til skadesmargenerne, idet disse er lavere end dumpingmargenerne.

(255) Der fastsættes følgende told af prisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet og under hensyn til resultaterne af antisubsidieproceduren:

>TABELPOSITION>

(256) De individuelle antidumpingtoldsatser i denne afgørelse er fastlagt på grundlag af resultaterne af denne undersøgelse. De afspejler således den situation, der konstateredes ved undersøgelsen vedrørende ovennævnte selskaber. Disse toldsatser finder (i modsætning til den landsdækkende told for "alle andre selskaber") udelukkende anvendelse på import af varer med oprindelse i det pågældende land og fremstillet af det pågældende selskab og således af de nævnte specifikke retlige enheder. Importerede varer, som er fremstillet af andre selskaber, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den relevante del af denne afgørelse med navn og adresse, herunder forretningsmæssigt forbundne enheder til de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af toldsatsen for "alle andre selskaber".

(257) Alle anmodninger om anvendelse af disse individuelle toldsatser for selskaber (f.eks. efter ændring af den pågældende enheds navn eller oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) indgives omgående til Kommissionen(7), sammen med alle relevante oplysninger, især om ændringer i selskabets aktiviteter i forbindelse med fremstilling, og hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til f.eks. den pågældende navneændring eller den pågældende ændring i produktion og salgsenheder. Kommissionen vil efter høring af Det Rådgivende Udvalg ændre afgørelsen i overensstemmelse hermed ved ajourføring af listen over de selskaber, der er omfattet af individuelle toldsatser.

3. Tilsagn

(258) Eksporterende producenter i Bulgarien, Indien og Sydafrika afgav pristilsagn i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i grundbeslutningen.

(259) En eksporterende producent i Jugoslavien udtrykte, at selskabet var rede til at afgive pristilsagn. Kommissionen fastslog imidlertid, at den ikke ville være i stand til at føre tilsyn med tilsagnet på rette måde, da der var en række problemer med varekodenummeret, og størstedelen af de pågældende varer solgtes til Den Europæiske Union via forretningsmæssigt forbundne selskaber.

(260) Kommissionen finder, at det tilsagn, der er afgivet af de eksporterende producenter i Bulgarien, Indien og Sydafrika, kan godtages. Godtagelsen af pristilsagnene bør være betinget af, at der for medlemsstaternes toldmyndigheder fremlægges en gyldig tilsagnsfaktura, der klart identificerer producenten og indeholder de oplysninger, som fremgår af bilaget. Fremlægges en sådan faktura ikke, skal der betales antidumpingtold med den relevante sats.

(261) Hvis tilsagnet misligholdes eller trækkes tilbage, kan der indføres antidumpingtold i henhold til artikel 8, stk. 9 og 10, i grundbeslutningen.

I. AFSLUTNING AF PROCEDUREN

(262) På baggrund af resultaterne vedrørende importen af varer fra Iran bør proceduren vedrørende dette land afsluttes -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål, af bredde 600 mm og derover, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, i oprullet stand, kun varmtvalsede, med oprindelse i Bulgarien, Indien, Sydafrika, Taiwan og Forbundsrepublikken Jugoslavien og henhørende under KN-kode 72081000, 7208 25 00, 7208 26 00, 7208 27 00, 7208 36 00, 72083710, 7208 37 90, 7208 38 10, 7208 38 90, 7208 39 10 og 72083990.

2. Tolden fastsættes til følgende af prisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet, for varer, der er fremstillet af de selskaber, der er nævnt i tabellen:

>TABELPOSITION>

3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 finder den endelige told ikke anvendelse på import af de pågældende varer, der er overgået til fri omsætning i overensstemmelse med artikel 2.

4. Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er angivet.

Artikel 2

1. De tilsagn, der er afgivet i forbindelse med denne antidumpingprocedure af følgende selskaber godtages:

>TABELPOSITION>

2. Den i artikel 1, stk. 2, fastsatte antidumpingtold finder ikke anvendelse på import af de pågældende varer i henhold til disse tilsagn, når varerne er overgået til fri omsætning, og når de er fremstillet, eksporteret direkte og faktureret til en importvirksomhed i Fællesskabet af et selskab, der er nævnt i listen i stk. 1, og angivet under den relevante Taric-tillægskode.

Denne fritagelse er betinget af, at der over for den relevante medlemsstats toldmyndigheder forelægges en gyldig tilsagnsfaktura udstedt af det eksporterende selskab med de vigtigste oplysninger som anført i bilaget.

Artikel 3

I henhold til artikel 14, stk. 6, i beslutning nr. 2277/96/EKSF skal medlemsstaternes indberetninger til Kommissionen i forbindelse med hver enkelt overgang til fri omsætning indeholde år og måned for importen, KN-kode, Taric-kode og Taric-tillægskode, typen af foranstaltning, oprindelsesland, mængde, værdi, antidumpingtold, indførselsmedlemsstat samt eventuelt produktionscertifikatets løbenummer.

Artikel 4

Antidumpingproceduren vedrørende importen af fladvalsede produkter af jern og ulegeret stål, af bredde 600 mm og derover, ikke pletterede, belagte eller overtrukne, i oprullet stand, kun varmtvalsede, med oprindelse i Iran afsluttes hermed.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne afgørelse er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. februar 2000.

På Kommissionens vegne

Pascal LAMY

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 308 af 29.11.1996, s. 11.

(2) EFT L 122 af 12.5.1999, s. 35.

(3) EFT C 4 af 7.1.1999, s. 3.

(4) Jf. berigtigelse i EFT C 27 af 2.2.1999, s. 30.

(5) Sag nr. C-315-90 af 27.11.1991.

(6) EFT L 245 af 4.9.1998, s. 3.

(7) Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Handel, Direktorat C, DM 24-8/38, rue de la Loi/Wetstraat 200 - B-1049 Bruxelles.

BILAG

Oplysninger, der skal fremgå af den i artikel 2, stk. 2, omhandlede tilsagnsfaktura

1. Varerapporteringskodenummeret som fastsat i det tilsagn, der er afgivet af den pågældende eksporterende producent, med angivelse af type og KN-kode.

2. En nøjagtig varebeskrivelse, herunder angivelse af:

- fakturanummer

- fakturadato

- "selskabsvarekoden"

- den Taric-tillægskode, under hvilken de af fakturaen omfattede varer kan toldangives ved Fællesskabets grænser (som anført i afgørelsen)

- mængde i kg

- gældende mindstepris.

3. En beskrivelse af salgsbetingelserne, herunder:

- kilopris

- betalingsbetingelser

- leveringsbetingelser

- samlede rabatter og afslag.

4. Navnet på den importør, til hvilken fakturaen er udstedt direkte af selskabet.

5. Navnet på den funktionær i selskabet, der har udstedt tilsagnsfakturaen, og følgende underskrevne erklæring:

"Undertegnede bekræfter, at salget til direkte eksport til Det Europæiske Fællesskab af de varer, der er omfattet af denne faktura, finder sted inden for rammerne af og i henhold til bestemmelserne i det tilsagn, der er afgivet af ... (selskabets navn), og som Kommissionen har godtaget i henhold til afgørelse nr. 283/2000/EKSF. Jeg erklærer, at oplysningerne i denne faktura er fuldstændige og korrekte."

Top