1. Dokumentdatabasen

Denne traktat spiller en særlig rolle: Den er godkendt af stats- og regeringscheferne den 18. juni 2004 og undertegnet den 29. oktober 2004, men mangler stadig at blive ratificeret af EU's 25 medlemsstater, før den kan træde i kraft.

Forfatningstraktatens vigtigste elementer er:

• inddragelse af chartret om grundlæggende rettigheder i traktatens tekst
• en ny definition af Den Europæiske Union, der erstatter de nuværende »Det Europæiske Fællesskab« og »Den Europæiske Union«
• en tydeligere skelnen mellem Unionens og medlemsstaternes kompetencer
• nye institutionelle rammer, der præciserer Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens respektive roller
• mere effektive beslutningsprocedurer
• demokratisering og systemgennemsigtighed.

Den Europæiske Union er udvidet i seks omgange: De seks oprindelige medlemsstater, Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland, fik selskab af Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige i 1973, af Grækenland i 1981, af Portugal og Spanien i 1986, af Finland, Sverige og Østrig i 1995, af Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn i 2004 og af Bulgarien og Rumænien i 2007.

Tiltrædelsestraktaterne indeholder de betingelser, der er fastsat i forbindelse med nye medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Union og de nødvendige tilpasninger af de traktater, der er grundlag for Den Europæiske Union.

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF-traktaten) er den ældste af de tre traktater, der ligger til grund for Det Europæiske Fællesskab.

Den blev undertegnet i Paris den 18. april 1951, trådte i kraft den 23. juli 1952 og udløb den 23. juli 2002, da den var indgået for en periode på 50 år.

Formålet med traktaten var at skabe et fælles marked for kul og stål, et koncept, der gradvist blev udbredt også til andre økonomiske områder. De europæiske kul- og stålsektorer er nu underlagt bestemmelserne i EF-traktaten.

Fællesakten blev underskrevet den 28. februar 1986, og den trådte i kraft den 1. juli 1987.

Dens formål var inden den 31. december 1992 at bane vej for det indre marked, dvs. et område med fri bevægelse for personer, kapital, varer og tjenesteydelser. I EF-traktaten er der indført ad hoc-procedurer med henblik på at nå dette mål.

Amsterdam-traktaten blev underskrevet den 2. oktober 1997, og den trådte i kraft den 1. maj 1999.

To ændringer bør især bemærkes:

Nice-traktaten blev underskrevet den 26. februar 2001, og den trådte i kraft den 1. februar 2003.

Formålet med denne traktat var at tilpasse EU's virkemåde med henblik på udvidelsen den 1. maj 2004. Blandt de ændringer, der er kommet til, kan nævnes:

• ændringen af beslutningsprocessen
• den drastiske reducering af de sagstyper, hvor Rådet skal træffe beslutning med enstemmighed; Rådet kan nu træffe beslutning med kvalificeret flertal i adskillige spørgsmål: fri bevægelighed for borgere, retligt samarbejde i civilretlige spørgsmål, industripolitik osv.
• ændringen af stemmevægtene i Rådet
• ændringen af institutionernes struktur
• den nye fordeling af pladserne i Europa-Parlamentet
• Det Forenede Kongeriges, Frankrigs, Italiens, Spaniens og Tysklands opgivelse af kravet om mere end én kommissærpost
• styrkelsen af beføjelserne hos formanden for Europa-Kommissionen.

• traktaten vedrørende Grønland (1985), der blev indgået for at gøre det muligt for Grønland at udtræde af EØF i 1983 og få tildelt status som oversøisk land og territorium
• fusionstraktaten (1965), hvorved der indførtes én Kommission og ét Råd for de tre europæiske fællesskaber, (Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Euratom); artikel 9 i Amsterdam-traktaten ophævede fusionstraktaten og integrerede de vigtigste af dennes bestanddele i EF-traktaten
• traktaten om ændring af visse budgetbestemmelser (1975), hvorved en række artikler i EKSF-traktaten, EØF-traktaten og Euratom-traktaten blev ændret; disse ændringer er i vid udstrækning igen blevet ændret ved senere traktater
• protokollen om De Nederlandske Antiller (1962), der indeholder en række præciseringer af ordninger vedrørende indførsel i EU af olieprodukter raffineret i De Nederlandske Antiller.

Sådanne aftaler kan indgås af Fællesskabet eller af Fællesskabet sammen med medlemsstaterne (blandede aftaler). Disse aftaler er bindende for Fællesskabet og for medlemsstaterne og forpligter dem derfor på internationalt plan. Der skelnes mellem tre former for aftaler:

• Associeringsaftaler

En associering indebærer et snævert økonomisk samarbejde i kombination med omfattende finansiel støtte fra Fællesskabet til aftalepartneren. Til denne kategori hører aftaler med oversøiske lande og territorier, aftaler til forberedelse af tiltrædelse og aftaler til oprettelse af en toldunion samt aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

• Samarbejdsaftaler

Samarbejdsaftaler er ikke så vidtgående som associeringsaftaler, idet de udelukkende tilsigter et snævert økonomisk samarbejde. Sådanne aftaler har EF indgået med bl.a. Maghreb-landene (Algeriet, Marokko og Tunesien), Machrak-landene (Egypten, Jordan, Libanon og Syrien) og Israel.

• Handelsaftaler

Disse aftaler, der vedrører told og handelspolitik, indgås med tredjelande, grupper af tredjelande eller i forbindelse med internationale handelsorganisationer. Overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) indgår i denne kategori.

Det drejer sig om bindende retlige aftaler indgået af medlemsstaterne for at regulere spørgsmål, som nok har nær sammenhæng med EF's virksomhed, men som vedrører et område, hvor der ikke er overdraget beføjelser til Fællesskabets institutioner, eller for at gøre det muligt at udvide de territoriale begrænsninger for nationale bestemmelser og dermed skabe ensartet ret på fællesskabsplan (f.eks. aftalen om EF-patentet).

»Den afledte ret« er fællesskabsrettens tredje vigtige retskilde — efter traktaterne (den primære ret) og de internationale aftaler. Denne ret udgøres af det system af retsnormer, der er vedtaget af EU's institutioner i henhold til traktaternes bestemmelser. Til den afledte ret hører bindende retsakter (forordninger, direktiver, afgørelser/beslutninger) og ikke-bindende retsakter (resolutioner, udtalelser) i henhold til EF-traktaten samt en række andre retsakter, såsom institutioners interne bestemmelser og Fællesskabets handlingsprogrammer.

Retsinstrumenterne under anden og tredje søjle, som egentlig ikke indgår i den afledte ret, fordi de fortsat udspringer af mellemstatslige forbindelser, er anbragt i denne kategori af dokumentationsmæssige hensyn.

Direktiverne, der vedtages af Rådet og Parlamentet i fællesskab eller af Kommissionen alene, er rettet til medlemsstaterne. Deres vigtigste formål er at tilnærme medlemsstaternes lovgivning indbyrdes.

Direktiver er kun bindende for medlemsstaterne, for så vidt angår de mål, der skal nås, men medlemsstaterne kan selv vælge, under hvilken form og med hvilke midler de ønsker at nå disse mål inden for den nationale retsorden.

Hvis et direktiv ikke gennemføres i national ret af medlemsstaterne, eller hvis det gennemføres ufuldstændigt eller med forsinkelse, kan borgerne påberåbe sig det pågældende direktivs bestemmelser direkte ved de nationale domstole.

Afgørelser og beslutninger, der vedtages af Rådet alene, af Rådet og Europa-Parlamentet i fællesskab eller af Kommissionen alene, er den type retsakt, hvormed Fællesskabets institutioner regulerer enkelttilfælde. Ved hjælp af en afgørelse/beslutning kan Fællesskabets institutioner således kræve, at en medlemsstat eller en borger foretager eller undlader at foretage en bestemt handling, ligesom afgørelsen/beslutningen kan indrømme rettigheder eller pålægge pligter.

Afgørelser/beslutninger:

Ved hjælp af henstillinger kan institutionerne udstikke retningslinjer uden at skabe retlige forpligtelser for dem, de er rettet til (medlemsstaterne, andre institutioner og i visse tilfælde EU's borgere).

Udtalelser er retsakter, der gør det muligt for institutionerne at udtale sig på ikke-bindende vis, dvs. uden at pålægge dem, de er rettet til, retlige forpligtelser. Formålet er at udtrykke den pågældende institutions standpunkt i et spørgsmål.

Fælles aktioner er juridiske instrumenter under afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union. De er derfor mellemstatslige af natur. Fælles aktioner vedtages enstemmigt eller i visse tilfælde med kvalificeret flertal af Rådet for Den Europæiske Union; de er bindende for alle medlemsstater med hensyn til opnåelsen af de fastsatte mål, undtagen i tilfælde, hvor der opstår særlige problemer.

Efter at Amsterdam-traktaten er trådt i kraft, har afgørelser/beslutninger og rammeafgørelser erstattet de fælles aktioner inden for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager. Der er her tale om retlige instrumenter af mellemstatslig karakter under afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union. Afgørelser/beslutninger og rammeafgørelser vedtages enstemmigt af Rådet for Den Europæiske Union på initiativ fra Kommissionen eller en medlemsstat.

Fælles holdninger vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager er et retligt instrument under afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union. De er mellemstatslige af natur. Fælles holdninger vedtages enstemmigt af Rådet for Den Europæiske Union; de fastlægger Unionens holdning i bestemte spørgsmål vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik eller i politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager og tilvejebringer retningslinjer for de nationale politikker på disse områder.

De internationale aftaler er et retligt instrument under afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union; de var ikke omfattet af Maastricht-traktaten. Under anden og tredje søjle var der derfor ikke noget retsgrundlag for indgåelse af internationale aftaler. For at undgå, at alle aftaler, der underskrives af Rådet, også skal indgås formelt af medlemsstaterne, er der i Amsterdam-traktaten åbnet mulighed for, at Rådet kan bemyndige formandskabet til at føre forhandlinger, når dette er nødvendigt.

Disse aftaler er bindende for EU, men ikke for de medlemsstater, hvis forfatninger indeholder særlige krav vedrørende deres indgåelse. I sådanne tilfælde kan de øvrige medlemsstater, der er forsamlet i Rådet, dog vedtage, at aftalen kan anvendes foreløbigt.

Ved konsolidering samles en basisretsakt (traktat eller fællesskabslovgivning) og de senere ændringer og rettelser af retsakten i en enkelt tekst, som ikke har nogen retsvirkning. Der findes en konsolideret udgave af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab i EUR-Lex.

Al gældende afledt ret er konsolideret og kan konsulteres i EUR-Lex. Disse tekster har udelukkende dokumentarisk værdi, og institutionerne fraskriver sig ethvert ansvar med hensyn til deres indhold.

På basis af konsoliderede tekster kan Kommissionen tage initiativ til kodificering eller omarbejdning. Kodificering vil sige, at en konsolideret tekst vedtages i tilpasset form i forbindelse med en lovgivningsmæssig procedure. Den nye tekst offentliggøres derefter i EU-Tidende som retsakt og får officiel virkning.

Kommissionen kan også tage initiativ til omarbejdning af en tekst, hvis den finder det nødvendigt, at der gennemføres en tilbundsgående revision af bestemmelserne på et område. I så fald iværksætter den en ny lovgivningsprocedure.

Det forberedende arbejde omfatter alle retsakter, der udstedes af institutionerne i forbindelse med en lovgivningsprocedure. I denne kategori indgår også dokumenter af mere generel karakter. De vigtigste kategorier af tekster, som normalt betragtes som forberedende arbejde, er beskrevet nedenfor.

I Amsterdam-traktaten fik medlemsstaterne initiativret i spørgsmål om asyl og indvandring. I fem år har initiativretten i forbindelse med lovgivning således været delt mellem Kommissionen og medlemsstaterne, idet hver af disse kan fremlægge forslag til lovgivning uafhængigt af den anden part. Da overgangsperioden på fem år er udløbet den 1. maj 2004, har medlemsstaterne fremover kun initiativret under anden og tredje søjle, dvs. på områderne fælles udenrigs og sikkerhedspolitik samt politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager.

Domstolen og Retten i Første Instans afsiger domme og afgør dermed søgsmål.

Domstolens domme kan ikke appelleres.

Domme afsagt af Retten i Første Instans kan appelleres til Domstolen (anke).

Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen eller medlemsstaterne kan indhente udtalelse fra Domstolen om foreneligheden med EF-traktaten af aftaler mellem Fællesskabet og tredjelande eller internationale organisationer. Aftaler, som Domstolen har afgivet negativ udtalelse om, kan kun træde i kraft på de betingelser, der er fastsat i artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Union (proceduren for ændring af traktater).

Domstolen og Retten i Første Instans afsiger i overensstemmelse med procesreglementerne kendelser i en række forskellige tilfælde, der overordnet kan inddeles i tre grupper:

• i tilfælde, hvor sagsbehandlingen forberedes (f.eks. afgørelser om bevissikring eller opdeling, forening eller udsættelse af sager)
• i tilfælde, hvor der træffes afgørelse i sagen, men ikke om sagens realitet (f.eks. når det er åbenbart, at sagen skal afvises, eller når retsinstansen savner kompetence)
• i tilfælde, hvor der træffes afgørelse om sagens realitet; det drejer sig her om forenklede domme, som anvendes, når sagen svarer til andre sager, hvor der allerede er afsagt dom.

Kendelser kan i princippet ændres eller omstødes.

Generaladvokaternes opgave er at bistå Domstolen i udøvelsen af dens hverv. De skal fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt fremsætte begrundede forslag til afgørelse i sager, der er forelagt Domstolen. Generaladvokaterne fremsætter i deres konklusioner således forslag til afgørelse af sagerne. Disse forslag er ikke bindende for dommerne. De begrundede forslag til afgørelse er en integreret del af den mundtlige forhandling og offentliggøres sammen med dommen i Samling af Afgørelser.

Parlamentsforespørgslerne er et middel, hvormed medlemmerne af Europa-Parlamentet kan føre kontrol med Kommissionens og Rådets virksomhed. Hvert medlem af Parlamentet kan til Rådet eller Kommissionen fremsætte

• skriftlige forespørgsler (med anmodning om skriftligt svar)
• mundtlige forespørgsler (fremsat i parlamentssamlinger)
• forespørgsler til spørgetiden (den periode, der er afsat til forespørgsler under hver parlamentssamling).

Disse spørgsmål er et hyppigt anvendt kontrolmiddel. De skriftlige forespørgsler og de skriftlige besvarelser heraf er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-serien, og de kan findes i EUR-Lex.

2. Lovgivningsprocedurer

I modsætning til de nationale systemer, hvor befolkningens politiske vilje kommer til udtryk i parlamenterne, er medlemsstaternes repræsentanter i Rådet tildelt en vigtig lovgivende rolle i Den Europæiske Union. I takt med institutionernes udvikling er Europa-Parlamentets beføjelser blevet styrket. Således deler Rådet nu sine lovgivningsbeføjelser med Europa-Parlamentet, når det gælder vedtagelse af generelle, bindende retsakter (forordninger og direktiver). Beslutningsprocedurerne består af høringsproceduren, samarbejdsproceduren, den fælles beslutningsprocedure og proceduren med samstemmende udtalelse.

3. EU-systemets aktører

Europa-Parlamentet er sammensat af 732 repræsentanter, der vælges for fem år ved almindelige direkte valg i medlemsstaterne. Antallet af repræsentanter, der vælges i hver enkelt medlemsstat, varierer efter befolkningens størrelse. Medlemmerne sidder ikke i nationale delegationer, men er fordelt efter politisk tilhørsforhold på grupper på tværs af nationalitet.

Europa-Parlamentets medlemmer arbejder i adskillige udvalg og specialiserede delegationer. De betænkninger, der udarbejdes af parlamentsudvalgene, forelægges til vedtagelse på plenarmøderne. På plenarmøderne er der også afsat tid til spørgsmål til Kommissionen og Rådet, til uopsættelige forhandlinger og til erklæringer fra formandskabet. Plenarmøderne er offentlige.

Parlamentet deler sine budgetmæssige beføjelser med Rådet, og det har det sidste ord i forbindelse med ikke-obligatoriske udgifter. Det vedtager budgettet endeligt, kontrollerer dets gennemførelse og meddeler decharge.

Kommissionen er politisk ansvarlig over for Parlamentet. Udnævnelsen af Kommissionens formand og dens medlemmer skal forudgående godkendes af Europa-Parlamentet. Hvis Europa-Parlamentet vedtager et mistillidsvotum om Kommissionens embedsførelse, må hele kommissærkollegiet gå af.

På mere generel vis fører Parlamentet kontrol med Kommissionen ved regelmæssigt at gennemgå de rapporter, den får tilsendt af Kommissionen. Desuden retter Parlamentets medlemmer ofte skriftlige og mundtlige forespørgsler til Kommissionen og Rådet.

Parlamentet har derudover også beføjelser til at nedsætte midlertidige undersøgelsesudvalg med henblik på at undersøge påstået overtrædelse eller urigtig anvendelse af fællesskabsretten.

Inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, politisamarbejde og retligt samarbejde har Parlamentet ret til med regelmæssige mellemrum at blive orienteret, og det kan rette forespørgsler og henstillinger til Rådet. Det høres om principielle aspekter og grundlæggende valgmuligheder inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og om alle planlagte foranstaltninger med undtagelse af fælles holdninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde.

Parlamentet undersøger de andragender, der indgives til det af Den Europæiske Unions borgere vedrørende EU's virksomhed.

Europa-Parlamentet udnævner Den Europæiske Ombudsmand, der er bemyndiget til at behandle klager vedrørende dårlig forvaltning i EU's institutioner og organer.

Rådet for Den Europæiske Union er sammensat af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer. Rådets sammensætning varierer efter dets dagsorden, idet hver medlemsstat repræsenteres af det medlem af sin regering, der har ansvar for det pågældende område (udenrigspolitik, økonomi, socialpolitik, transport, landbrug osv.).

Rådets arbejde forberedes af en komité bestående af faste repræsentanter for medlemsstaterne (Coreper); denne komité bistås i sit arbejde af adskillige arbejdsgrupper sammensat af tjenestemænd fra de nationale administrationer.

Formandskabet i Rådet varetages på skift af medlemsstaterne for seks måneder ad gangen efter en rækkefølge, der er fastlagt af Rådet. Formandskabet bistås af Rådets Generalsekretariat, der tilrettelægger arbejdet og sikrer, at det udføres tilfredsstillende. Rådets generalsekretær har samtidig titel af høj repræsentant for den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik.

Medmindre andet er bestemt, træffer Rådet afgørelser ved flertal blandt medlemmerne. I et begrænset antal situationer kræver traktaten enstemmighed. I størstedelen af sagerne træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal: For at blive vedtaget skal et forslag opnå et bestemt minimum af stemmer. Hver medlemsstat råder over et vist antal stemmer i forhold til sin befolkning.

Rådet har seks hovedopgaver:

• På grundlag af Kommissions forslag vedtager Rådet EU-lovgivningen; på adskillige områder lovgiver Rådet i fællesskab med Europa-Parlamentet.
• Det drager omsorg for samordningen af medlemsstaternes almindelige økonomiske politik.
• Det indgår på Fællesskabets vegne internationale aftaler med en eller flere stater eller internationale organisationer.
• Det vedtager sammen med Europa-Parlamentet EU's budget.
• Det fastlægger Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på basis af retningslinjer fastsat af Det Europæiske Råd.
• Det koordinerer samarbejdet mellem de nationale retsinstanser og politimyndigheder på det kriminalretlige område.

Kommissionen har 27 medlemmer (én pr. medlemsstat), der udvælges på grundlag af deres generelle duelighed, og hvis uafhængighed er uomtvistelig. Når de er godkendt af Europa-Parlamentet, udnævnes Kommissionens medlemmer af Rådet for en periode på fem år.

Kommissionens formand udnævnes af Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringschefer; udnævnelsen godkendes derefter af Europa-Parlamentet.

Kommissionen er opdelt i generaldirektorater, der hver for sig har ansvar for et særligt sagsområde.

Europa-Kommissionen varetager fire vigtige funktioner.

Domstolen består af 27 dommere og 8 generaladvokater, der udpeges af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst for et tidsrum af 6 år (kan forlænges).

De udvælges blandt jurister, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som i deres hjemlande opfylder de krav, der stilles for at indtage de højeste juridiske embeder, eller hvis faglige kvalifikationer er almindeligt anerkendte.

Generaladvokaterne bistår Domstolen i dens arbejde og hjælper den med at udføre sine hverv. Det er generaladvokaternes opgave fuldstændigt upartisk og uafhængigt at fremlægge begrundede forslag til afgørelse af de sager, der kræver deres medvirken. Deres funktion må ikke forveksles med en offentlig anklagers eller en lignende instans.

Retten i Første Instans består af mindst én dommer pr. medlemsstat. Dommerne udpeges for seks år af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst. De udpeges blandt personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som opfylder de krav, der stilles for at indtage de højeste juridiske embeder.

I Nice-traktaten er der bl.a. åbnet mulighed for, at der kan oprettes retsinstanser, der er knyttet til Retten i Første Instans, og som skal fungere som specialdomstole på særlige områder.

Domstolen og Retten i Første Instans har til opgave at værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og de bestemmelser, der udstedes af de kompetente EU-institutioner.

Domstolen og Retten i Første Instans udøver deres judicielle beføjelser inden for en række forskellige sagstyper:

• traktatbrudssager (mod medlemsstater, der ikke overholder deres forpligtelser i henhold til traktaterne)
• annullationssøgsmål (vedrørende retsakter fra EU's institutioner)
• passivitetssøgsmål (mod en EU-institution i tilfælde af manglende handling fra dennes side)
• erstatningssøgsmål (med påstand om erstatning for skader, som en af EU's institutioner har forvoldt ved en retsakt eller ved undladelse af at træffe afgørelse)
• søgsmål vedrørende ansvar i kontraktforhold (retstvister vedrørende offentligretlige eller privatretlige kontrakter indgået af Fællesskabet)
• tjenestemandssager (retstvister mellem Fællesskabet og dets tjenestemænd og øvrige ansatte)
• præjudicielle forelæggelser (på anmodning fra medlemsstaternes domstole træffer Domstolen eller Retten i Første Instans afgørelse om fortolkning af fællesskabsretten eller lovligheden af retsakter vedtaget af EU-institutionerne og Den Europæiske Centralbank).

Domstolen kan pådømme søgsmål fra EU-institutionerne eller fra medlemsstaterne til prøvelse af institutionernes retsakter eller ansvarspådragende forhold fra medlemsstaters side. Den har kompetence til at behandle præjudicielle forelæggelser med undtagelse af tilfælde, hvor kompetencen er tillagt Retten i Første Instans. Retten i Første Instans behandler sager indbragt af fysiske og juridiske personer vedrørende afgørelser fra EU-institutionerne. Rettens afgørelser kan appelleres til Domstolen, for så vidt angår retsspørgsmålene.

Revisionsretten er sammensat af en repræsentant for hver medlemsstat. Disse medlemmer udvælges blandt personer, som i deres respektive lande tilhører eller har tilhørt eksterne kontrolinstitutioner, eller som er særligt kvalificerede til dette hverv, og hvis uafhængighed er uomtvistelig. Efter at Europa-Parlamentet er hørt, udnævnes Revisionsrettens medlemmer med kvalificeret flertal af Rådet for en periode på seks år.

Revisionsrettens opgave er at efterprøve, at EU's og alle fællesskabsorganers udgifter og indtægter er lovlige og dermed i overensstemmelse med budgetreglerne, og at sikre sig, at EU’s budget forvaltes administrativt og regnskabsmæssigt forsvarligt. Den skal føre tilsyn med kvaliteten af regnskabsforvaltningen.

Såvel EU-institutionerne som medlemsstaterne og ethvert andet organ, der forvalter indtægter eller udgifter på EU's vegne samt alle fysiske og juridiske personer, der har modtaget midler fra EU-budgettet, er underlagt Revisionsrettens kontrol. Kontrollen i medlemsstaterne udføres i samarbejde med de kompetente nationale tjenester og myndigheder, idet disse er forpligtet til at give Revisionsretten ethvert dokument eller enhver oplysning, denne måtte kræve.

Hvert år afgiver Revisionsretten over for Europa-Parlamentet og Rådet en erklæring om regnskabernes rigtighed og om de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Revisionsrettens årsberetning om forvaltningen af EU's finanser sendes til EU's institutioner og offentliggøres i EU-Tidende. I beretningen peges der på de områder, hvor der er mulighed for eller ønske om forbedring. Institutionernes svar på Rettens bemærkninger offentliggøres også i EU-Tidende.

Revisionsretten har også høringsbeføjelser. EU's andre institutioner kan og er i visse tilfælde forpligtet til at indhente udtalelse fra Revisionsretten.

Revisionsretten kan endvidere fremsætte kommentarer om specifikke emner i særberetninger, der ligeledes udgives i EU-Tidende.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er sammensat af repræsentanter for de forskellige økonomiske og sociale grupper i det organiserede civilsamfund, herunder navnlig fabrikanter, landmænd, transportvirksomheder, arbejdstagere, forretningsdrivende, håndværkere, liberale erhverv og forbrugere samt repræsentanter, der varetager almenhedens interesser.

Rådet udnævner ved kvalificeret flertal medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg for fire år på indstilling fra medlemsstaterne. De er fordelt på tre grupper, der repræsenterer henholdsvis arbejdsgiverne, arbejdstagerne og forskellige økonomiske og sociale interesser.

Regionsudvalget er sammensat af repræsentanter for de regionale og lokale myndigheder. Rådet udnævner ved kvalificeret flertal medlemmerne af Regionsudvalget samt suppleanter for alle disse for fire år på indstilling fra medlemsstaterne.

Den Europæiske Centralbank (ECB) består af to organer:

• Styrelsesrådet består af medlemmerne af ECB's direktion og af de nationale centralbankchefer i euroområdet.
• Direktionen består af formanden, næstformanden og fire andre medlemmer, alle udnævnt af medlemsstaterne ved fælles overenskomst på indstilling fra Rådet og efter høring af Europa-Parlamentet. Deres mandat på otte år kan ikke fornyes.

Disse to organer træffer afgørelser ved simpelt flertal, idet hvert medlem har én stemme; i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Den Europæiske Centralbank er kernen i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).

Banken har ansvaret for at holde euroen stabil; den skal fastsætte udstedelsesmængden for euro og i samarbejde med de nationale europæiske centralbanker udforme og iværksætte EU's monetære politik.

Med henblik på udførelsen af sine opgaver er ECB tildelt en række særlige beføjelser:

• Den kontrollerer likviditeten gennem køb og salg af værdipapirer, ved kredittransaktioner med bankerne eller pengemarkedets operatører samt ved fastsættelse af størrelsen af de finansielle institutioners mindstereserver hos nationalbankerne eller ECB.
• Den fører tilsyn med finansielle institutioner.

ECB har også følgende hørings- og lovgivningsbeføjelser:

ECB høres — med hensyn til sine kompetenceområder — af EU-institutionerne eller medlemsstaternes myndigheder i forbindelse med disses lovgivende virksomhed. Den kan også fremlægge udtalelser for EU-institutionerne om sådanne spørgsmål.

ECB har initiativret med hensyn til lovgivning i forbindelse med pengepolitik, og banken udsteder forordninger, i det omfang det er nødvendigt for udøvelsen af visse af de hverv, den er tildelt.

For at ECB kan løse sine opgaver tilfredsstillende, er bankens uafhængighed sikret på adskillige måder: Den må ikke under nogen omstændigheder søge eller modtage instrukser fra EU-institutionerne, fra medlemsstaterne eller fra nogen anden side.