REPORT FROM THE COMMISSION TO THE COUNCIL, THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE on the question of authorship of cinematographic or audiovisual works in the Community

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET OG DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG om spørgsmålet om ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker i Fællesskabet

TABLE OF CONTENTS

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. The mandate for the report

I. Mandatet for rapporten

II. The background of partial harmonisation of the notion of authorship of cinematographic or audiovisual works in the Community

II. Baggrunden for den delvise harmonisering af begrebet ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker i Fællesskabet

1. The issue in general

1. Generelt

2. The situation before harmonisation

2. Situationen før harmoniseringen

III. The acquis Communautaire on first ownership of copyright in cinematographic or audiovisual works

III. Gældende fællesskabsret vedrørende første ejerskab af ophavsretten til filmværker eller audiovisuelle værker

1. Directive 92/100/EEC

1. Direktiv 92/100/EØF

2. Directive 93/83/EEC

2. Direktiv 93/83/EØF

3. Directive 93/98/EEC

3. Direktiv 93/98/EØF

4. Conclusion

4. Konklusion

IV. Review of implementation by Member states

IV. Oversigt over gennemførelsen i medlemsstaterne

1. Regulating authorship in Member States

1. Regulering af ophavsretten i medlemsstaterne

2. Regulating transfer of rights in Member States

2. Regulering af rettighedsoverdragelsen i medlemsstaterne

V. Impact of harmonisation

V. Harmoniseringens konsekvenser

VI. Possible need for further Community action

VI. Eventuelt behov for en yderligere fællesskabsindsats

1. The divergent rules on first ownership of rights in the Internal Market

1. Divergerende regler om første ejerskab af rettigheder i det indre marked

2. The effect of non-harmonised mandatory rules in national copyright contract law on the international exploitation of films

2. Konsekvenserne af ikke-harmoniserede bindende regler i national aftalelovgivning på ophavsretsområdet for udnyttelsen af filmværker på internationalt plan

3. The possible impact of the conditions applicable to contracts relating to intellectual property on the Internal Market

3. Eventuelle konsekvenser for det indre marked af aftalevilkårene vedrørende intellektuel ejendomsret

VII. Conclusion

VII. Konklusion

EXECUTIVE SUMMARY

RESUMÉ

On the occasion of the adoption of the common position on Directive 92/100/EEC on rental right and lending right and on certain rights related to copyright in the field of intellectual property (18 June 1992) [1], the Commission made a political commitment to produce a report on the question of authorship of cinematographic or audiovisual works in the Community. More specifically, this commitment was undertaken due to Article 2(2) of the Directive which harmonises the notion of authorship in cinematographic or audiovisual works in recognising the principal director of a film as its author or one of its authors. Three Member States which did not provide for author's rights for film directors were fundamentally opposed to this provision and suspected it to cause difficulties for the exploitation of films in their territories. The commitment was part of the overall compromise package and meant to provide some safeguards with regard to these concerns.

I forbindelse med vedtagelsen af den fælles holdning til direktiv 92/100/EØF om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (18. juni 1992) [1] afgav Kommissionen et politisk løfte om at udfærdige en rapport vedrørende spørgsmålet om ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker i Fællesskabet. Løftet blev mere specifikt afgivet som følge af direktivets artikel 2, stk. 2, der indeholder en harmonisering af begrebet ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker, idet den ledende instruktør af en film tillægges status som ophavsmand eller som en af ophavsmændene til værket. Tre medlemsstater, hvis lovgivning ikke tillagde filminstruktører nogen ophavsrettigheder, kritiserede bestemmelsen i skarpe vendinger og frygtede, den ville skabe problemer for udnyttelsen af filmværker på deres områder. Løftet var en del af den samlede kompromispakke og fungerede som sikkerhedsgaranti.

[1] Directive 92/100/EEC 19.11.1992, OJ L 346 27.11.1992 p.61

[1] Direktiv 92/100/EØF af 19.11.1992, EFT L 346 af 27.11.1992, s. 61.

As a result of this harmonisation, all Member States consider the principal director of the film as one of its authors now. However, Community legislation has not resulted in complete harmonisation of the notion of authorship in cinematographic and audiovisual works. Differences in detail still exist with respect to the question of who, among the group of persons involved in the making of the film, are to be considered as co-authors besides the principal director.

Som følge af denne harmonisering anser medlemsstaterne nu den ledende instruktør af en film for en af ophavsmændene til værket. Fællesskabslovgivningen har imidlertid ikke resulteret i en fuld harmonisering af begrebet ophavsret til filmværker og audiovisuelle værker. Der eksisterer stadig mindre forskelle med hensyn til spørgsmålet om, hvem i gruppen af personer, som er involveret i frembringelsen af filmværket, der skal betragtes som medophavsmænd ud over den ledende instruktør.

Contrary to fears expressed before the adoption of Directive 92/100/EEC, there is no evidence that the partial harmonisation of the notion of authorship would have caused difficulties in the exploitation of works or in the efficient tackling of unauthorised use of works. In practice, potential difficulties in exploitation of the works that arise due to the fact that there may be more than one author, are overcome by contractual arrangements. These contractual arrangements provide the necessary means for the exploitation of works. Examples include provisions in the contracts permitting the adaptation of the pre-existing works, contracts by which persons undertake to participate in the film production, licence agreements and other agreements concerning the film production.

Trods den frygt, der kom til udtryk inden vedtagelsen af direktiv 92/100/EØF, er der intet, der tyder på, at den delvise harmonisering af ophavsretsbegrebet har skabt problemer med udnyttelsen af værker eller med en effektiv bekæmpelse af uretmæssig anvendelse af værker. I praksis løses eventuelle problemer med udnyttelsen af værker som følge af, at der er mere end én ophavsmand, gennem aftalebaserede ordninger. De aftalebaserede ordninger tilvejebringer de nødvendige forudsætninger for udnyttelsen af værkerne. Som eksempel kan nævnes bestemmelser i aftaler, der tillader tilpasning af allerede eksisterende værker, aftaler, hvorved personer forpligter sig til at deltage i produktionen af en film, licensaftaler og andre aftaler om filmproduktion.

Along with the above mentioned contractual arrangements, Member States provide for statutory rules on transfer of rights in these works and underlying works to the producer with the intention of assuring the efficient exploitation of cinematographic and audiovisual works. At least, such rules on transfer of rights are provided for with respect to certain exploitation rights, or in the form of statutory rules concerning works made in the course of employment. These rules differ to a fairly large extent also with regard to both the methods used and authors covered. These differences seem not to have caused major difficulties in practice as also they are levelled out by contractual arrangements.

Ved siden af de ovennævnte aftalebaserede ordninger har medlemsstaterne indført lovbestemmelser om overdragelse af rettigheder til disse værker og underliggende værker til producenten med det formål at sikre en effektiv udnyttelse af filmværker og audiovisuelle værker. Der er som et minimum indført sådanne regler om rettighedsoverførsel, hvad angår visse udnyttelsesrettigheder eller værker, som er skabt i et ansættelsesforhold. Lovbestemmelserne afviger forholdsvis meget både med hensyn til de metoder, der anvendes, og de ophavsmænd, som er er omfattet. Det lader ikke til, at disse forskelle har skabt større problemer i praksis, da de udlignes ved aftalebaserede ordninger.

To sum up, the overall results show that the partial harmonisation of the notion of authorship of cinematographic or audiovisual works has had a noticeable effect on contractual arrangements involving contributors and producers of cinematographic and audiovisual works. These arrangements would have to be subject to continued scrutiny in order to ensure a proper contractual balance and safeguard the functioning of the Internal Market.

Det kan konkluderes, at de samlede resultater viser, at den delvise harmonisering af begrebet ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker har haft betydelige konsekvenser for aftalebaserede ordninger, som involverer bidragydere til og producenter af filmværker og audiovisuelle værker. Disse ordninger bør gøres til genstand for løbende overvågning for at opretholde en korrekt aftalebaseret balance og sikre det indre markeds funktion.

I. The mandate for the report

I. Mandatet for rapporten

On the occasion of the adoption of the common position on Directive 92/100/EEC on rental right and lending right and on certain rights related to copyright in the field of intellectual property [2], the Council and the Commission made the following statement at the Council meeting on 18 June, 1992:

I forbindelse med vedtagelsen af den fælles holdning til direktiv 92/100/EØF om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret [2] afgav Rådet og Kommissionen følgende erklæring på rådsmødet den 18. juni 1992:

[2] Directive 92/100/EEC 19.11.1992, OJ L 346 27.11.1992 p.61

[2] Direktiv 92/100/EØF af 19.11.1992, EFT L 346 af 27.11.1992, s. 61.

"The Council and the Commission agree that the Commission will draw up before 1 July 1997 a report on the question of authorship of cinematographic or audiovisual works in the Community."

"Rådet og Kommissionen er enedes om, at Kommissionen inden 1. juli 1997 udarbejder en rapport om spørgsmålet vedrørende ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker i Fællesskabet".

The present report is intended to honour this political commitment. It is based substantially on a study carried out by external consultants, together with the Commission's own findings. The delay in producing the report is mainly due to the fact that the Directive was implemented very late, in fact too late, by many Member States.

Denne rapport tager sigte på at opfylde dette politiske løfte. Den bygger hovedsagelig på en undersøgelse, som er gennemført af eksterne konsulenter, og på Kommissionens egne konstateringer. Forsinkelsen af rapporten skyldes primært, at direktivet blev gennemført meget sent - i realiteten for sent - af mange medlemsstater.

Where the above statement refers to "authorship", this report construes it in a broad sense to include issues concerning first ownership of rights and including the statutory transfer of rights. It also addresses other issues concerning subsequent ownership which are closely linked to the issue of first ownership, such as rules on transfer of rights and the unwaivable remuneration right provided by Article 4 of Directive 92/100/EEC, the purpose of which is to ensure that authors are actually able to benefit from the rental right provided by this Directive.

Når ovenstående erklæring nævner "ophavsret", tolker denne rapport denne term bredt, således at den omfatter spørgsmål vedrørende første ejerskab af rettigheder samt lovbestemt rettighedsoverdragelse. Rapporten berører også andre spørgsmål vedrørende efterfølgende ejerskab, der er tæt knyttet til spørgsmålet om første ejerskab, som f.eks. regler om rettighedsoverførsel og retten til vederlag, der ikke kan gives afkald på, som omhandlet i artikel 4 i direktiv 92/100/EØF, hvis formål er at sikre, at ophavsmænd i realiteten er i stand til at drage fordel af den udlejningsrettighed, der er foreskrevet i direktivet.

The term "cinematographic or audiovisual work" is intended to be very broad and cover cinema films, films made for broadcasting organisations, other film works, such as films on videotapes, and other moving images, whether or not accompanied by sound.

Termen "filmværk eller audiovisuelt værk" skal tolkes meget bredt og omfatte biograffilm, film produceret for radio- og tv-selskaber, andre filmværker som f.eks. film på videobånd og andre levende billeder, hvadenten de ledsages af lyd eller ej.

II. The background of partial harmonisation of the notion of authorship of cinematographic or audiovisual works in the Community

II. Baggrunden for den delvise harmonisering af begrebet ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker i Fællesskabet

1. The issue in general

1. Generelt

National laws have provided different solutions to enable film producers to effectively exercise exploitation rights on behalf of all those who participated in the creation of cinematographic work. These solutions are based on the practical need to place the rights concerned in the hands of the producer and yet to respect the basic principles of author's rights protection. A balance has to be struck between rights and interests of the natural persons who contributed to the intellectual creation of the film on the one side and the need to ensure the optimal exploitation of cinematographic or audiovisual works on the other.

De nationale lovgivninger frembyder forskellige løsninger, som sætter filmproducenterne i stand til effektivt at udøve udnyttelsesrettighederne på vegne af alle de, der har deltaget i skabelsen af et filmværk. Disse løsninger udspringer af den praktiske nødvendighed af at overdrage de pågældende rettigheder til producenten og dog respektere de grundlæggende principper om ophavsretlig beskyttelse. Der bør tilstræbes en balance mellem rettighederne og interesserne for de fysiske personer, som har bidraget til den intellektuelle frembringelse af filmværket på den ene side, og nødvendigheden af at sikre den optimale udnyttelse af filmværker eller audiovisuelle værker på den anden.

The exploitation of film works has also been the subject of discussion at international level. According to the Article 14bis of the Paris Act (of July 24, 1971) of the Berne Convention for the Protection of Literary and Artistic Works, the determination of the authorship in cinematographic works is left to the national legislation of the country where protection is sought. The Convention lays down a presumption rule in Article 14bis(2)(b), which, in practice, implies that the producer of the cinematographic work is presumed to control the exploitation of the work. However, the principal director of a work may be exempted from the presumption rule, thus leaving the issue to the national legislation of the contracting states.

Udnyttelsen af filmværker har også været genstand for drøftelser på internationalt plan. Ifølge artikel 14 bis i Paris-akten (af 24. juli 1971) til Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker afgøres spørgsmålet om, hvem der har ophavsretten til et kinematografisk værk, af lovgivningen i det land, hvor beskyttelsen kræves. Konventionen opstiller en formodningsregel i artikel 14 bis, stk. 2, litra b), som i praksis indebærer, at producenten af filmværket formodes at styre udnyttelsen af værket. Den ledende instruktør af et værk kan dog fritages for formodningsreglen, hvorved spørgsmålet overlades til de kontraherende staters nationale lovgivning.

Some states therefore let the copyright vest in the first place in the producer of the film, or in the creators of the film with a transfer by law of the rights to the film producer at the moment of creation. Other states closer to the droit d'auteur tradition, achieve a similar result by rebuttable presumptions which pass rights to the producer. Finally, in another group of states, author's rights may pass to the producer on a contractual basis. These solutions differ not only in principle but also in detail such as regarding authors and rights covered which are subject to a statutory transfer rule. Thus, and not least because of the international character of exploitation and distribution of films, the contractual assignment of rights has always had an important role to play.

Nogle stater lader derfor som udgangspunkt ophavsretten tilfalde filmproducenten eller filmskaberne med overgang efter loven af rettighederne til filmproducenten på det tidspunkt, hvor værket er skabt. Andre stater, der er tættere på droit d'auteur-traditionen, opnår et tilsvarende resultat gennem afkræftelige formodninger, som tilstår producenten rettighederne. Endelig kan ophavsrettighederne i en anden gruppe af stater overgå til producenten i henhold til en aftale. Disse løsninger afviger ikke kun i princippet, men også i detaljer, f.eks. med hensyn til de omfattede ophavsmænd og rettigheder, som er undergivet en lovbestemt overdragelsesregel. Således - og ikke mindst på grund af den internationale karakter, udnyttelsen og distribueringen af filmværker har - har aftalebaseret rettighedsoverdragelse altid spillet en vigtig rolle.

2. The situation before harmonisation

2. Situationen før harmoniseringen

Before the adoption of the Directive 92/100/EEC, Ireland, Luxembourg and the United Kingdom vested initial ownership of rights in a cinematographic or audiovisual work essentially only in the producer of the work. All the other Member States considered - with certain exceptions for employed authors - the principal director of a film as one of its authors. However, these two approaches were brought closer together by the fact that in some Member States, statutory rules on the presumed contractual transfer of exploitation rights and in other Member States cessio legis solutions for the benefit of film producers were in place.

Før vedtagelsen af direktiv 92/100/EØF tilfaldt i Irland, Luxembourg og Det Forenede Kongerige i alt væsentligt det oprindelige ejerskab af rettighederne over et filmværk eller et audiovisuelt værk alene producenten af værket. Alle de øvrige medlemsstater anså - med visse undtagelser hvad angår ansatte ophavsmænd - den ledende instruktør af en film for en af ophavsmændene til denne. Disse to tilgange blev imidlertid tilnærmet hinanden, ved at der i visse medlemsstater blev indført lovbestemmelser om formodet aftalebaseret overdragelse af udnyttelsesrettighederne, og at der i andre medlemsstater blev indført cessio legis-løsninger til fordel for filmproducenter.

At Community level, issues of authorship were first addressed in the European Commission Green Paper on Copyright and the Challenge of Technology [3] with a view to an efficient fight against piracy. In this Green Paper, the Commission stated that whereas films and video recordings seem to be protected everywhere as cinematographic or audiovisual works, the question of who owns the exclusive rights or who is presumed to be able to exercise the economic rights on behalf of all who participated in the creation of the work, is settled differently from one jurisdiction to another. The Commission considered further that, in practice, even in those States where producers are not automatically granted rights, contractual arrangements have frequently been reached which transfer the necessary rights to the producer and enable them to act against pirates.

På fællesskabsplan blev spørgsmål om ophavsret første gang behandlet i Europa-Kommissionens grønbog om ophavsretten og den teknologiske udfordring [3] med henblik på en effektiv kamp mod piratvirksomhed. Kommissionen oplyste i grønbogen, at mens film- og videooptagelser lader til at være beskyttet overalt som filmværker eller audiovisuelle værker, håndteres spørgsmålet om, hvem der har enerettighederne, eller hvem der formodes at være i stand til at udøve de økonomiske rettigheder på vegne af alle dem, der har medvirket til frembringelsen af værket, forskelligt i de forskellige retssystemer. Kommissionen bemærkede desuden, at selv i de stater, hvor producenterne ikke automatisk indrømmes rettigheder, er der i praksis ofte indgået aftalebaserede ordninger, hvorved de nødvendige rettigheder overdrages til producenten og sætter denne i stand til at beskytte sig imod pirater.

[3] COM(88)172 final

[3] KOM(88) 172 endelig udg.

The Commission's initial proposal for a Directive on rental right and lending right and on certain rights related to copyright [4] did not try to harmonise the notion of authorship of cinematographic works. The idea of ensuring that, for the purposes of the Directive, at least the principal film director was recognised as an author of a film emerged in the European Parliament's Committee on Culture, which passed an amendment in much those terms. This amendment was rejected by the Committee in charge, the Legal Affairs Committee but was finally adopted in plenary session by majority. The Commission integrated this amendment in its amended proposal [5]. The new Article 2(2) was heavily disputed in Council. In the end, a compromise was possible because exemptions with respect to the application in time of this provision were granted in Article 13(4) and (5). Furthermore, the controversial issue of authorship of films gave rise to the joint statement concerning this report as mentioned above.

Kommissionens oprindelige forslag til direktiv om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder [4] forsøgte ikke at harmonisere begrebet ophavsret til filmværker. Idéen om at sikre, at i det mindste den ledende filminstruktør i direktivets forstand anerkendes som ophavsmand til filmværket, blev fremsat i Europa-Parlamentets Udvalg om Kultur, som stillede et ændringsforslag herom. Ændringsforslaget blev forkastet af det korresponderende udvalg, Udvalget om Retlige Anliggender, men blev til sidst vedtaget på plenarmødet med et flertal af stemmerne. Kommissionen indarbejdede ændringsforslaget i sit ændrede forslag [5]. Den nye artikel 2, stk. 2, blev stærkt kritiseret i Rådet. Der blev sluttelig opnået et kompromis, idet der i artikel 13, stk. 4 og 5, blev fastsat undtagelser med hensyn til anvendelsen af bestemmelsen til tiden. Hertil kommer, at det kontroversielle spørgsmål om ophavsret til filmværker som nævnt ovenfor gav anledning til den fælles erklæring om denne rapport.

[4] COM(90)586 final

[4] KOM(90) 586 endelig udg.

[5] COM (92)159 final

[5] KOM (92) 159 endelig udg.

The European Parliament took also the initiative to include a provision on authorship of cinematographic and audiovisual works along the lines of the compromise found for the Directive 92/100/EEC, into the Directive 93/83/EEC on the co-ordination of certain rules concerning copyright and rights related to copyright applicable to satellite broadcasting and cable retransmission [6]. As regards the Directive 93/98/EEC harmonising the term of protection of copyright and certain related rights [7], the European Parliament proposed even more far-reaching amendments. The final solution adopted by the institutions was to give general applicability to the terms of the compromise reached in Directives 92/100/EEC and 93/83/EEC.

Europa-Parlamentet tog også initiativ til i direktiv 93/83/EØF om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel [6] at indføje en bestemmelse om ophavsret til filmværker og audiovisuelle værker i lighed med det kompromis, der blev fundet, hvad angår direktiv 92/100/EØF. Med hensyn til direktiv 93/98/EØF om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder [7] stillede Europa-Parlamentet endnu mere vidtrækkende ændringsforslag. Den endelige løsning, som blev vedtaget af institutionerne, bestod i at gøre vilkårene i det kompromis, man nåede frem til i direktiv 92/100/EØF og 93/83/EØF, generelt anvendelige.

[6] Directive 93/83/EEC 27.09.1993, OJ L 248 06.10.1993 p.15, at art. 1(5)

[6] Direktiv 93/83/EØF af 27.9.1993, EFT L 248 af 6.10.1993, s. 15, i art. 1, stk. 5.

[7] Directive 93/98/EEC 29.10.1993, OJ L 290 24.11.1993 p. 9, at art. 2(1)

[7] Direktiv 93/98/EØF af 29.10.1993, EFT L 290 af 24.11.1993, s. 9, i art. 2, stk. 1.

III. The acquis Communautaire on first ownership of copyright in cinematographic or audiovisual works

III. Gældende fællesskabsret vedrørende første ejerskab af ophavsretten til filmværker eller audiovisuelle værker

1. Directive 92/100/EEC

1. Direktiv 92/100/EØF

According to Article 2(2) of the Directive on rental right and lending right and on certain rights related to copyright, the principal director of a cinematographic or audiovisual work shall be considered as its author or one of its authors for the purposes of the Directive. Member States may provide for others to be considered as co-authors.

I henhold til artikel 2, stk. 2, i direktiv om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret anses i dette direktiv den ledende instruktør af et filmværk eller et audiovisuelt værk for ophavsmand eller for en af ophavsmændene. Medlemsstaterne kan bestemme, at andre skal anses for medindehavere af ophavsretten.

As already indicated above, practical and economic considerations had, at the level of national legislation, led to concentration of rights in the hands of the producer who was considered to be best equipped to face the challenge of economic exploitation of the work. Different methods were in place in Member States. Either the ownership of rights was vested in the film producer initially, or the necessary exploitation rights were passed from the natural persons who participated in the creation of the work (recognised as "author" by most systems) to the producer by statutory transfer rules. These rules have a similar result as those which recognise film producers as authors in the first place because they vest initial or subsequent ownership of rights in other persons than in the creators of the respective work.

Som allerede nævnt ovenfor havde, hvad angår de nationale lovgivninger, praktiske og økonomiske hensyn medført, at rettighederne var blevet samlet hos producenten, der blev anset for at være bedst rustet til at løfte opgaven med den økonomiske udnyttelse af værket. Der var indført forskellige metoder i medlemsstaterne. Enten tilfaldt ejerskabet af rettighederne som udgangspunkt filmproducenten, eller de nødvendige udnyttelsesrettigheder overgik fra de fysiske personer, som havde deltaget i frembringelsen af værket (anerkendt som "ophavsmand" i de fleste retssystemer), til producenten i kraft af lovbestemte overdragelsesregler. Disse regler har en lignende konsekvens som dem, der som udgangspunkt anerkender filmproducenter som ophavsmænd, fordi de indebærer, at det oprindelige eller efterfølgende ejerskab af rettighederne tilfalder andre personer end skaberne af det pågældende værk.

Thus, the Directive also had to address the issue of statutory transfer of rights. According to Article 2(6) in connection with Article 2(5), Member States may provide that an author shall be presumed, subject to contractual clauses to the contrary, to have transferred his rental right to the film producer when he concludes a contract concerning film production with a film producer, individually or collectively. This possibility to provide for a presumption rule should be read together with Article 4 of the Directive, which states that, where an author has assigned his rental right, he would retain the remuneration right which cannot be waived.

Direktivet skulle således også tackle spørgsmålet om lovbestemt rettighedsoverdragelse. I henhold til artikel 2, stk. 6, jf. artikel 2, stk. 5, kan medlemsstaterne bestemme, at når en ophavsmand individuelt eller kollektivt indgår en aftale om produktion af en film med en filmproducent, formodes ophavsmanden, der omfattes af aftalen, medmindre andet er fastsat heri, derved at overdrage sine udlejningsrettigheder. Denne mulighed for at fastsætte en formodningsregel bør ses i sammenhæng med direktivets artikel 4, i hvilken det hedder, at en ophavsmand, der overdrager sin udlejningsret, bevarer retten til at oppebære et vederlag, som der ikke kan gives afkald på.

The provisions of the Directive do not really provide for an overall harmonisation of the notion of authorship in cinematographic or audiovisual works as the definition of "authorship" is restricted to the "purposes of this Directive" and this purpose is, with regard to authors, the harmonisation of the rental and lending right only. Thus, the definition of "author" only explains who is the initial owner of the rental and lending rights. As regards the transfer of rights, Article 2(6) of the Directive allows for a presumption of transfer of the rental right, but it does not permit a situation where the rental right belongs to someone other than the author from the beginning by operation of law. Member States are not obliged, however, to apply the rules provided in Article 2(2) and (6) to rights other than the rental and lending rights.

Direktivets bestemmelser sikrer i realiteten ikke en generel harmonisering af begrebet ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker, da definitionen af "ophavsret" er begrænset til "dette direktiv", og med hensyn til ophavsmændene har direktivet kun til formål at harmonisere udlejnings- og udlånsretten. Således forklarer definitionen af "ophavsmand" kun, hvem der er den oprindelige indehaver af udlejnings- og udlånsrettighederne. Hvad angår rettighedsoverdragelsen, giver direktivets artikel 2, stk. 6, mulighed for en formodning om overdragelse af udlejningsretten, men tillader ikke en situation, hvor udlejningsretten efter loven som udgangspunkt tilhører en anden end ophavsmanden. Medlemsstaterne er imidlertid ikke forpligtet til at anvende de regler, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2 og 6, på andre rettigheder end udlejnings- og udlånsrettigheder.

2. Directive 93/83/EEC

2. Direktiv 93/83/EØF

According to the Directive on the co-ordination of certain rules concerning copyright and rights related to copyright applicable to satellite broadcasting and cable retransmission, Member States shall provide an exclusive right for the author to authorise the communication to the public by satellite of copyright works. Article 1(5) of the Directive takes up the compromise found in Article 2(2) of Directive 92/100/EEC for its purposes. Thus, the partial harmonisation of the notion of authorship in cinematographic or audiovisual works became relevant not only to rental and lending but also to communication to the public by satellite.

I henhold til direktiv om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel skal medlemsstaterne give ophavsmanden eneret til at tillade tilgængeliggørelse af ophavsretligt beskyttede værker for almenheden via satellit. Direktivets artikel 1, stk. 5, overtager for sit vedkommende det kompromis, som er kommet til udtryk i artikel 2, stk. 2, i direktiv 92/100/EØF. Den delvise harmonisering af begrebet ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker blev således relevant ikke kun for udlejning og udlån, men også for tilgængeliggørelse for almenheden via satellit.

The Directive does not provide for explicit provisions, such as those in Article 2(5) and (6) of Directive 92/100/EEC on the presumed transfer of the rental right, with regard to the right of communication to the public by satellite.

Direktivet indeholder, for så vidt angår tilgængeliggørelse for almenheden via satellit, ingen eksplicitte bestemmelser i lighed med bestemmelserne i artikel 2, stk. 5 og 6, i direktiv 92/100/EØF vedrørende den formodede overdragelse af udlejningsretten.

3. Directive 93/98/EEC

3. Direktiv 93/98/EØF

Article 2(1) of the Directive harmonising the term of protection of copyright and certain related rights stipulates for the first time that, in general, the principal director of a cinematographic or audiovisual work should be considered as its author or one of its authors (i.e. without restricting this definition to "the purposes of this Directive").

Artikel 2, stk. 1, i direktiv om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder foreskriver for første gang, at den ledende instruktør af et kinematografisk eller audiovisuelt værk i almindelighed anses for dets ophavsmand eller for en af dets ophavsmænd (dvs. uden at denne regel begrænses til "dette direktiv").

As regards the admissibility of rules on the presumption of transfer of exploitation rights, Recital 4 of Directive 93/98/EEC stipulates that the provisions of this Directive do not affect the application by the Member States of the provisions of Article 14bis (2) (b), (c) and (d) and (3) of the Berne Convention, which, as mentioned above, basically leave the contracting parties some leeway.

Med hensyn til tilladeligheden af formodningsregler om overdragelse af udnyttelsesrettigheder hedder det i betragtning 4 til direktiv 93/98/EØF, at dette direktivs bestemmelser ikke berører medlemsstaternes anvendelse af artikel 14 bis, stk. 2, litra b), c) og d), og stk. 3, i Bernerkonventionen, der som nævnt ovenfor grundlæggende giver de kontraherende parter et vist spillerum.

Furthermore, Article 2(2) of Directive 93/98/EEC provides the same point of reference for the calculation of the term of protection throughout the Community. As the general rule for works of joint authorship in Article 1(2) is based on national rules and would not have provided sufficient harmonisation with regard to cinematographic or audiovisual works, Article 2(2) stipulates that the term of protection of cinematographic or audiovisual works shall expire 70 years after the death of the last of the following persons to survive, whether or not these persons are designated as co-authors: the principal director, the author of the screenplay, the author of the dialogue and the composer of music specifically created for use in the cinematographic or audiovisual work. This provision means that in the calculation of the term of protection, Member States have to take into consideration only the contributors mentioned in the Directive regardless of who might have authors' rights in film works at national level.

Desuden foreskrives i artikel 2, stk. 2, i direktiv 93/98/EØF det samme referencepunkt for beregningen af beskyttelsestiden i hele Fællesskabet. Da den almindelige regel i artikel 1, stk. 2 for værker, hvortil der er flere ophavsmænd, bygger på nationale regler og ikke i sig selv sikrer tilstrækkelig harmonisering med hensyn til filmværker eller audiovisuelle værker, bestemmes det i artikel 2, stk. 2, at beskyttelsestiden for et kinematografisk eller audiovisuelt værk udløber 70 år efter det tidspunkt, hvor den længstlevende af følgende personer dør, uanset om disse personer anses for medophavsmænd: den ledende instruktør, drejebogsforfatteren, dialogforfatteren og komponisten til musik, som er specielt frembragt til brug i det kinematografiske eller audiovisuelle værk. Det betyder, at medlemsstaterne ved beregningen af beskyttelsestiden kun skal tage hensyn til de bidragydere, der er nævnt i direktivet, uanset hvem der måtte have ophavsrettighederne til filmværkerne på nationalt plan.

4. Conclusion

4. Konklusion

Directive 93/98/EEC has consolidated the respective provisions set out in Directives 92/100/EEC and 93/83/EEC, treating a cinematographic or audiovisual work as a collaborative work the principal director of which, as one of its authors, enjoys corresponding copyright protection. This partial harmonisation of the notion of authorship was somewhat limited by the fact that until the adoption of Directive 2001/29/EC on the harmonisation of certain aspects of copyright and related rights in the information society [8] (which introduces a harmonised reproduction right, a harmonised right of communication to the public including the right of making available and a harmonised distribution right for authors of works), only few exclusive rights of film authors had been harmonised at Community level. Whereas the latter Directive does not provide for a presumption rule on the transfer of the rights harmonised, articles 14bis(2) and (3) of the Berne Convention might be seen as a basis for allowing divergent national rules on first ownership of rights and presumed transfer of rights also with regard to the rights harmonised by this Directive.

Direktiv 93/98/EØF har konsolideret de respektive bestemmelser, der er fastsat i direktiv 92/100/EØF og 93/83/EØF, idet det behandler et filmværk eller et audiovisuelt værk som et fælles værk, hvis ledende instruktør - som en af ophavsmændene - nyder tilsvarende ophavsretlig beskyttelse. Denne delvise harmonisering af ophavsretsbegrebet var til en vis grad begrænset af det forhold, at før vedtagelsen af direktiv 2001/29/EF om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet [8] (som indfører en harmoniseret ret til reproduktion, en harmoniseret ret til overføring til almenheden, herunder retten til tilrådighedsstillelse, og en harmoniseret ret til spredning for ophavsmænd til værker), var kun få enerettigheder for ophavsmænd til filmværker blevet harmoniseret på fællesskabsplan. Mens sidstnævnte direktiv ikke indeholder en formodningsregel om overdragelse af de harmoniserede rettigheder, kan artikel 14 bis, stk. 2 og 3, i Bernerkonventionen betragtes som hjemmel for at tillade divergerende nationale regler om første ejerskab af rettigheder og formodet overdragelse af rettigheder, også hvad angår de rettigheder, der er harmoniseret ved dette direktiv.

[8] Directive 2001/29/EC 22.06.2001, OJ L 167 22.6.2001 p.10

[8] Direktiv 2001/29/EF af 22.6.2001, EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10.

IV. Review of implementation by Member states

IV. Oversigt over gennemførelsen i medlemsstaterne

1. Regulating authorship in Member States

1. Regulering af ophavsretten i medlemsstaterne

In respect of the obligation to consider the principal director as an author, some Member States did not consider it necessary to introduce implementing legislation as they thought they were already in compliance with this obligation. On the other hand, where implementation legislation was needed, Member States enacted laws at a seemingly variable pace regardless of the implementation deadline set up in the Directive. However, little by little all Member States have now either modified their laws in order to comply with the obligation or let it be known that their law already complied with the obligation already before the adoption of the Directive 92/100/EEC.

Hvad angår forpligtelsen til at betragte den ledende instruktør som ophavsmand, anså visse medlemsstater det ikke for nødvendigt at indføre gennemførelsesbestemmelser, da de fandt, at de allerede opfyldte denne forpligtelse. På den anden side indførte medlemsstaterne lovgivning i et tilsyneladende forskelligartet tempo i de tilfælde, hvor der var behov for gennemførelsesbestemmelser, uden hensyn til den gennemførelsesfrist, der var fastsat i direktivet. Men lidt efter lidt har alle medlemsstater nu enten ændret deres love for at opfylde forpligtelsen eller meddelt, at deres lovgivning allerede opfyldte forpligtelsen før vedtagelsen af direktiv 92/100/EØF.

In Ireland and the United Kingdom, the film producer is still considered as an author of a cinematographic work by law. Before Directive 92/100/EEC, this person alone enjoyed copyright in the cinematographic work in these Member States. The producer was, and still is, regarded as a creator of a film because he is responsible for the necessary arrangements for the making of a film, not least in a financial sense. Ireland and the United Kingdom have later on explicitly added the principal director as also qualifying for protection as an author. The situation in Luxembourg is quite similar. The producer and the principal director are considered as first owners of copyright.

I Irland og Det Forenede Kongerige betragtes filmproducenten stadig efter loven som ophavsmand til et filmværk. Før direktiv 92/100/EØF havde denne person alene ophavsretten til filmværket i disse medlemsstater. Producenten blev betragtet og betragtes stadig som skaber af et filmværk, fordi han/hun er ansvarlig for de nødvendige ordninger for frembringelsen af et filmværk - ikke mindst i finansiel forstand. Irland og Det Forenede Kongerige har senere udtrykkeligt bestemt, at også den ledende instruktør er berettiget til ophavsretlig beskyttelse. Situationen i Luxembourg er meget lig situationen i disse to lande. Producenten og den ledende instruktør anses for første indehavere af ophavsretten.

Spain, Italy and Portugal determine precisely who the authors of cinematographic or audiovisual works are without vesting authorship in the film producer. This includes the director, the authors of underlying works of literature (script, scenario, dialogue, adaptation) and the authors of the film music. Thereby, they exclude others, not mentioned persons who gave creative contributions from being a co-author of a film and thus reach a high degree of legal certainty. Greece vests authorship in cinematographic or audiovisual works in the principal director only. However, authors who participated in the creation of the film and whose contribution can be separately exploited normally have rights in their own contribution.

Spanien, Italien og Portugal fastslår præcist, hvem der er ophavsmændene til filmværker eller audiovisuelle værker, uden at ophavsretten tilfalder filmproducenten. Omfattet er instruktøren, ophavsmændene til underliggende litterære værker (manuskript, drejebog, dialog og bearbejdelse) og ophavsmændene til filmmusikken. Derved udelukkes andre ikke nævnte personer, som er kommet med kreative bidrag, fra at være medophavsmand til et filmværk og sikrer dermed en høj grad af retssikkerhed. I Grækenland tilfalder ophavsretten til filmværker eller audiovisuelle værker alene den ledende instruktør. Andre ophavsmænd, der har deltaget i frembringelsen af filmværket, og hvis bidrag kan udnyttes særskilt, tillægges dog normalt rettigheder til deres eget bidrag.

In Germany, Austria, the Netherlands, Denmark, Finland, Sweden, Belgium and France the actual wording of the law does not give the precise answer to the question who is to be considered as an author of a work. In these countries, the authorship is vested in the physical persons whose creativity contributed to the intellectual creation of the film.

I Tyskland, Østrig, Nederlandene, Danmark, Finland, Sverige, Belgien og Frankrig giver lovens ordlyd som sådan ikke et præcist svar på spørgsmålet om, hvem der skal betragtes som ophavsmand til et værk. I disse lande tilfalder ophavsretten de fysiske personer, som har ydet et kreativt bidrag til den intellektuelle frembringelse af filmværket.

Germany and Austria vest authorship in cinematographic or audiovisual works basically only in authors who participated in the creation of the film and whose individual creative contributions may not be separately exploited. In general, this is the principal director, but the cameraman, the editor and the sound designer and others may be considered as film authors too, provided that their contributions meet the requirements of originality in each individual case. Also the Netherlands vests initial ownership of copyright in the natural persons who have made a creative contribution to the work. According to the prevailing view, this includes the principal director.

I Tyskland og Østrig tilfalder ophavsretten til filmværker eller audiovisuelle værker grundlæggende kun ophavsmænd, der har deltaget i skabelsen af filmværket, og hvis individuelle kreative bidrag ikke kan udnyttes særskilt. Der er i almindelighed tale om den ledende instruktør, men fotografen, klipperen og lydteknikeren og andre kan også anses for ophavsmænd til filmværket, forudsat deres bidrag opfylder kravene om originalitet i hvert enkelt tilfælde. Også i Nederlandene tilfalder det oprindelige ejerskab til ophavsretten de fysiske personer, der har ydet et kreativt bidrag til værket. Det er den fremherskende opfattelse, at dette inkluderer den ledende instruktør.

Denmark, Finland and Sweden do not provide for any specific rule relating to the determination of authorship in cinematographic or audiovisual works. They vest authorship according to the general rules on authorship in persons whose creative contribution is decisive for the making of a work as a whole, regardless of whether their individual contributions may be separately exploited or not. Normally these are at least the principal director and the writer of the screenplay. Others, like the composer of the film music, may also be considered as authors of a work, provided that their contributions meet the requirements of originality in each individual case and play a decisive role in the work as a whole.

Danmark, Finland og Sverige har ikke indført nogen specifik regel for fastsættelse af ophavsretten til filmværker eller audiovisuelle værker. Her tilfalder ophavsretten efter de almindelige ophavsretlige regler de personer, hvis kreative bidrag er afgørende for frembringelsen af et værk som helhed, uden hensyn til om deres individuelle bidrag kan udnyttes separat eller ej. Der er normalt som minimum tale om den ledende instruktør og drejebogsforfatteren. Andre - som f.eks. filmmusikkomponisten - kan også betragtes som ophavsmænd til et værk, forudsat deres bidrag opfylder kravene om originalitet i hvert enkelt tilfælde og spiller en afgørende rolle for værket som helhed.

Belgium and France combine a general rule relating to authorship in cinematographic or audiovisual works with a list of persons who are presumed to fulfil the requirements for authorship. They vest authorship in persons who participated in the creation of the film and whose individual creative contributions may not be separately exploited, authors of works created especially for the film which can be exploited independently of the film and authors of pre-existing works. However, the list of persons who are presumed to be co-authors of a film is limited and does not cover auxiliary or secondary authors.

Belgien og Frankrig kombinerer en almindelig regel om ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker med en liste over personer, der formodes at opfylde betingelserne for at få tillagt ophavsretten. Her tilfalder ophavsretten personer, der har deltaget i frembringelsen af filmen, og hvis individuelle kreative bidrag ikke kan udnyttes særskilt, ophavsmænd til værker, der er blevet skabt specielt til filmværket, og som kan udnyttes uafhængigt af filmværket, og ophavsmænd til allerede eksisterende værker. Imidlertid er listen over personer, som formodes at være medophavsmænd til et filmværk, begrænset og omfatter ikke hjælpeansatte eller sekundære ophavsmænd.

2. Regulating transfer of rights in Member States

2. Regulering af rettighedsoverdragelsen i medlemsstaterne

As appears from the above, the number of authors in a given film work can be quite considerable. Therefore, to assure the practical means for the exploitation of films, Member States provide rules on the transfer of rights in film works and underlying works to the producer, or the rules concerning works made in the course of employment stipulate the initial ownership of rights. These rules differ considerably in various Member States as concerns the method (cessio legis, rebuttable presumptions based on contracts, presumption of legitimation along the lines of Article 14bis Berne Convention, assignment based on employment), as well as the coverage.

Som det fremgår af ovenstående, kan antallet af ophavsmænd til et givet filmværk være forholdsvis højt. For derfor at sikre, at det er praktisk muligt at udnytte filmværkerne, har medlemsstaterne indført regler om overdragelse af rettigheder til filmværker og underliggende værker til producenten, eller regler, der fastlægger et oprindeligt ejerskab af rettighederne til værker, som er skabt i et ansættelsesforhold. Disse regler er meget forskellige fra medlemsstat til medlemsstat med hensyn til fremgangsmåde (cessio legis, aftalebaserede afkræftelige formodninger, formodning om ejerskab i overensstemmelse med Bernerkonventionens artikel 14 bis samt tilståelse af rettigheder på grundlag af et ansættelsesforhold) og dækning.

As concerns the method, for example Austria and Italy provide a cessio legis solution according to which the copyright originates in the creators of the film but certain economic exploitation rights are transferred to the film producer at the moment of the creation by operation of law. Belgium, Germany, Greece, Spain, France, Luxembourg, the Netherlands, Portugal, Denmark, Finland and Sweden provide for a rebuttable presumption of transfer of rights. The presumption is based - with regard to pre-existing works - on the contract permitting the audiovisual adaptation and - with regard to the film itself and other underlying works - on contracts between authors and film producers concerning the film production. It seems that in the majority of legislations a contract in which the author undertakes to participate in the film is sufficient to produce the presumption so that explicit contractual stipulations on the assignment of rights would be unnecessary.

Hvad angår fremgangsmåden har Østrig og Italien f.eks. valgt en cessio legis-løsning, ifølge hvilken ophavsretten tillægges filmskaberne, mens visse rettigheder til økonomisk udnyttelse efter loven overdrages til filmproducenten på frembringelsestidspunktet. Belgien, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Danmark, Finland og Sverige har valgt en løsning med en afkræftelig formodning om rettighedsoverdragelse. Formodningen er - med hensyn til allerede eksisterende værker - baseret på aftalen om audiovisuel bearbejdelse og - med hensyn til selve filmværket og andre underliggende værker - på aftaler mellem ophavsmænd og filmproducenter om filmproduktionen. Det lader til, at en aftale, hvori ophavsmanden forpligter sig til at medvirke til filmværket, i de fleste lovgivninger er tilstrækkelig til at skabe formodningen, således at eksplicitte aftalebestemmelser om tilståelse af rettigheder ikke er påkrævede.

Ireland and the United Kingdom identify the producer as an author of the film in the first instance. However, the national law of these countries recognises the principal director as the co-author. The question on how the copyright is divided between the producer and the principal director, seems to be determined by agreements within the margins of contractual freedom of the parties. Legislative transfer rules provided by Ireland and the United Kingdom only cover rental rights of authors of underlying works.

Irland og Det Forenede Kongerige fastslår, at producenten som udgangspunkt er ophavsmand til filmværket. Disse landes lovgivning tillægger dog den ledende instruktør status som medophavsmand. Spørgsmålet om, hvorledes ophavsretten deles mellem producent og ledende instruktør, lader til at blive løst gennem aftaler inden for rammerne af parternes aftalefrihed. De irske og britiske lovbestemmelser om overdragelse omhandler kun udlejningsrettighederne for ophavsmænd til underliggende værker.

However, it must be pointed out, that certain Member States also provide that where a cinematographic work is made by an employee in the course of his employment, his employer is the first owner of any copyright subject to any agreement to the contrary. This is the case at least in Ireland, the United Kingdom and the Netherlands. These provisions on works made in the course of employment seem to exclude the principal director from having rights in the work, if the principal director is working as an employed person. The Commission intends to examine further how the rules on employers' ownership correlate with the mandatory provisions of the Directives concerning authorship of cinematographic or audiovisual works and unwaivable remuneration right.

Det bør imidlertid understreges, at visse medlemsstater også foreskriver, at i de tilfælde, hvor et filmværk skabes af en ansat inden for rammerne af ansættelsesforholdet, er den pågældende arbejdsgiver den første indehaver af enhver ophavsret, medmindre andet er aftalt. Dette er i hvert fald tilfældet i Irland, Det Forenede Kongerige og Nederlandene. Det lader til, at disse bestemmelser om værker, der er skabt i et ansættelsesforhold, afskærer den ledende instruktør fra rettigheder til værket, såfremt denne er beskæftiget som ansat. Kommissionen agter at undersøge nærmere, hvorledes reglerne om arbejdsgiveres ejerskab harmonerer med direktivernes bindende bestemmelser om ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker samt retten til vederlag, der ikke kan gives afkald på.

As concerns the coverage, laws of the Member States provide for different solutions. More specifically, Belgium, Germany, Greece, Italy, Luxembourg, the Netherlands, Portugal and Austria seem to restrict their transfer rules - more or less explicitly - to audiovisual exploitation modes, thus excluding non-audiovisual merchandising rights and other derivative rights, theatrical rights and graphic edition rights. Spain and France explicitly exclude theatrical rights and graphic edition rights from the scope of their transfer rules. Denmark, Sweden and Finland provide for a presumption rule which assigns the necessary exploitation rights to the producer.

Hvad angår dækningen, indeholder medlemsstaternes lovgivninger forskellige løsninger. Mere specifikt lader det til, at Belgien, Tyskland, Grækenland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal og Østrig begrænser deres overdragelsesregler - mere eller mindre eksplicit - til audiovisuelle udnyttelsesformer og dermed udelukker ikke-audiovisuelle merchandisingrettigheder og andre afledte rettigheder, teaterrettigheder og grafiske udgivelsesrettigheder. Spanien og Frankrig udelukker eksplicit teaterrettigheder og grafiske udgivelsesrettigheder fra deres overførselsreglers anvendelsesområde. Danmark, Sverige og Finland har indført en formodningsregel, der tillægger producenten de nødvendige udnyttelsesrettigheder.

Despite many substantial differences, the various legislative presumption rules of transfer of rights seem to have one common feature. They usually cover almost all contributors to a cinematographic or audiovisual work except the authors of musical works. The exclusion of musical authors from the scope of presumption rules can be explained by the fact that the performing rights in the musical sector are administered by the internationally established system of collective administration.

Trods mange væsentlige forskelle lader de forskellige lovbestemmelser om formodning om rettighedsoverdragelse til at have et træk til fælles. De omfatter omtrent alle bidragydere til et filmværk eller et audiovisuelt værk undtagen ophavsmændene til musikværkerne. Udelukkelsen af ophavsmænd til musikværker fra formodningsreglernes anvendelsesområde kan forklares ved, at udøvelsesrettighederne i musiksektoren forvaltes af et internationalt system for kollektiv forvaltning.

V. Impact of harmonisation

V. Harmoniseringens konsekvenser

The concept that the principal director of an audiovisual or cinematographic work is to be considered as the author, or one of the authors of such a work, was introduced with the adoption of Directive 92/100/EC. This has evidently strengthened the position of the principal director as the Member States have gradually modified their legislation accordingly. At the same time, the importance of contractual arrangements has increased as they have balanced the effects of the new rule. Agreements concerning the film production have been adapted to take account of the modified legislation and to provide a new basis upon which to build the exploitation of films. Contrary to concerns expressed before the adoption of Directive 92/100/EC, harmonisation has not caused any difficulties in practise.

Idéen om, at den ledende instruktør af et audiovisuelt værk eller et filmværk skal anses for ophavsmanden eller en af ophavsmændene til et sådant værk, blev indført med vedtagelsen af direktiv 92/100/EØF. Dette har helt klart styrket den ledende instruktørs stilling, da medlemsstaterne gradvis har ændret deres lovgivning i overensstemmelse hermed. Samtidig er de aftalebaserede ordningers betydning øget, da de har udlignet virkningerne af den nye regel. Aftaler om filmproduktion er blevet tilpasset for at tage hensyn til den ændrede lovgivning og tilvejebringe et nyt grundlag for udnyttelsen af filmværker. Trods den bekymring, der kom til udtryk forud for vedtagelsen af direktiv 92/100/EØF, har harmoniseringen ikke skabt nogen problemer i praksis.

The impact of this partial harmonisation of the notion of authorship was somewhat limited by the fact that before the adoption of Directive 2001/29/EC on the harmonisation of certain aspects of copyright and related rights in the information society, only few exclusive rights of film authors had been harmonised at Community level. Nevertheless, those Member States (Ireland, Luxembourg and the United Kingdom) which had to change their legislation provided principal directors with all authorship rights and not only with rental and lending rights or the right of communication to the public by satellite.

Konsekvenserne af denne delvise harmonisering af ophavsretsbegrebet blev til en vis grad begrænset af, at kun få enerettigheder for ophavsmænd til filmværker havde været harmoniseret på fællesskabsplan før vedtagelsen af direktiv 2001/29/EF om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet. Ikke desto mindre indrømmede de medlemsstater (Irland, Luxembourg og Det Forenede Kongerige), der måtte ændre deres lovgivning, alle ophavsrettigheder - og ikke kun udlejnings- og udlånsrettighederne eller retten til overføring til almenheden via satellit - til de ledende instruktører.

Finally, it should be pointed out that the different steps taken to harmonise the notion of authorship of film works at European level have not changed the basic situation completely. Differences in detail still exist with respect to the question of who, among the group of persons involved in the making of the film, is considered as its author.

Endelig er det værd at gøre opmærksom på, at de forskellige skridt, der er taget for at harmonisere begrebet ophavsret til filmværker på EU-plan, ikke har medført en total ændring af den grundlæggende situation. Der forekommer stadig mindre forskelle med hensyn til spørgsmålet om, hvem i gruppen af personer, som er involveret i frembringelsen af et filmværk, der anses for ophavsmanden til dette.

VI. Possible need for further Community action

VI. Eventuelt behov for en yderligere fællesskabsindsats

1. The divergent rules on first ownership of rights in the Internal Market

1. Divergerende regler om første ejerskab af rettigheder i det indre marked

Although the Directives provide that the principal director of an audiovisual work should be deemed to have the status of an author, they do not prescribe any other changes to authorship of audiovisual works. The rules on the presumed assignment of rights as provided by the Directives have only a very limited scope. There is still a continuing disparity as to who may or may not be considered as author or first owner of rights in a film in the various Member States. However, the considerable differences do not seem to cause major difficulties in practice. The different national solutions as regards ownership of rights in audiovisual works were in practice overcome by contractual solutions and do not seem to have created obstacles to trade which would impede the effective exploitation of rights across Member States.

Selv om direktiverne bestemmer, at den ledende instruktør af et audiovisuelt værk skal anses for at have status som ophavsmand, foreskriver de ikke andre ændringer, hvad angår ophavsretten til audiovisuelle værker. Reglerne om den formodede tilståelse af rettigheder, som foreskrives i direktiverne, har kun et meget begrænset anvendelsesområde. Der eksisterer stadig divergerende regler med hensyn til, hvem der kan eller ikke kan betragtes som ophavsmand eller første indehaver af rettighederne til et filmværk i de forskellige medlemsstater. Imidlertid lader de betragtelige forskelle ikke til at skabe større problemer i praksis. Afvigelserne mellem de nationale løsninger, hvad angår ejerskab af rettigheder til audiovisuelle værker, blev i praksis udlignet ved aftalebaserede ordninger og lader ikke til at have skabt handelsmæssige hindringer for en effektiv udnyttelse af rettighederne på tværs af grænserne mellem medlemsstaterne.

2. The effect of non-harmonised mandatory rules in national copyright contract law on the international exploitation of films

2. Konsekvenserne af ikke-harmoniserede bindende regler i national aftalelovgivning på ophavsretsområdet for udnyttelsen af filmværker på internationalt plan

Contractual freedom as a means to overcome difficulties which could arise from diverging copyright legislation is not unlimited. Traditionally, national copyright contract law provisions provide for different mandatory rules for the benefit of authors or users the purpose of which is, in most cases, to protect the weaker party to the contract. These rules restricting contractual freedom might have an impact on the producers' ability to acquire the rights necessary for the international exploitation of films. It cannot be excluded that such national rules, unless harmonised, could lead to difficulties within the Internal Market. If contractual arrangements remain the primary means for the exploitation of cinematographic and audiovisual works in the Internal Market, national copyright contract rules will have to be subject to continued scrutiny.

Aftalefriheden som et middel til at løse problemer i forbindelse med divergerende ophavsretslovgivning er ikke ubegrænset. Traditionelt indeholder national aftalelovgivning på ophavsretsområdet forskellige bindende regler til fordel for ophavsmænd eller brugere - i de fleste tilfælde med det formål at beskytte den svage part i aftalen. Disse regler, der begrænser aftalefriheden, kan have konsekvenser for producenternes evne til at erhverve de rettigheder, som er nødvendige for den internationale udnyttelse af filmværkerne. Det kan ikke udelukkes, at sådanne nationale regler kan medføre problemer i det indre marked, medmindre de harmoniseres. Hvis aftalebaserede ordninger forbliver det primære middel til udnyttelse af filmværker og audiovisuelle værker i det indre marked, bør de nationale aftaleregler på ophavsretsområdet undergives en løbende overvågning.

3. The possible impact of the conditions applicable to contracts relating to intellectual property on the Internal Market

3. Eventuelle konsekvenser for det indre marked af aftalevilkårene vedrørende intellektuel ejendomsret

The issue of authorship is closely linked to the issue of management of rights and will deserve further consideration in the framework of the follow-up to the 1996 Commission Communication on Copyright and Related Rights in the Information Society [9].

Spørgsmålet om ophavsret er nært knyttet til spørgsmålet om forvaltning af rettigheder og fortjener en mere indgående analyse inden for rammerne af opfølgningen på Kommissionens meddelelse fra 1996 om ophavsret og ophavsretsbeslægtede rettigheder i informationssamfundet [9].

[9] COM(96)568 final, 20.11.1996

[9] KOM(96) 568 endelig udg. af 20.11.1996.

In this Communication, the Commission committed itself to continue its examination of the management of rights issue in the light of the development of the market especially with regard to the Information Society. The results of the International Conference on Management and Legitimate Use of Intellectual Property, organised by the European Commission in July 2000 in Strasbourg, confirmed that the market place is in a continuing process of adapting licensing schemes to the needs of the new environment. Therefore, the examination of contractual law aspects relevant to the exploitation of intellectual property remain an important task. Further analysis of the management of rights in Europe will have to concentrate not only on issues such as collective management, the various forms by which authors' and related rights can be disposed of, copyright contract law and the possible impact of non-harmonised limitations to contractual freedom on the movement of copyright-based goods and services in the Internal Market, but also on the rules on ownership of rights and the role these rules play for the allocation of rights and the distribution of goods and services.

Kommissionen forpligtede sig i denne meddelelse til at fortsætte sin undersøgelse af spørgsmålet om forvaltning af rettigheder i lyset af udviklingen på markedet, specielt hvad angår informationssamfundet. Resultaterne af konferencen "International Conference on Management and Legitimate Use of Intellectual Property", som Kommissionen afholdt i juli 2000 i Strasbourg, bekræftede, at markedet er inde i en løbende proces med tilpasning af licensordninger til behovene i det nye miljø. Derfor er analysen af de aftalelovgivningsmæssige aspekter, som er relevante for udnyttelsen af intellektuel ejendomsret fortsat en vigtig opgave. En nærmere analyse af forvaltningen af rettigheder i Europa bør ikke kun koncentrere sig om spørgsmål såsom kollektiv forvaltning, de forskellige måder, hvorpå ophavsretten og ophavsretsbeslægtede rettigheder kan varetages, aftalelovgivning på ophavsretsområdet og de eventuelle konsekvenser af ikke-harmoniserede begrænsninger af aftalefriheden for vare- og tjenestestrømmene af ophavsretsbaserede varer og tjenesteydelser i det indre marked, men også om reglerne vedrørende ejerskab af rettigheder og den rolle, disse regler spiller for tilståelsen af rettigheder og distributionen af varer og tjenesteydelser.

With regard to the increase of transnational exploitation of protected works and services as one of the results of the information society, the Commission is already examining in detail the conditions applicable to contracts relating to intellectual property in Member States with a view to evaluating the possible impact of the existing differences in national law on the Internal Market. This examination should also cover the different national rules for the management of the non-waivable remuneration right as governed by Article 4 of Directive 92/100/EEC.

Hvad angår den øgede tværnationale udnyttelse af beskyttede værker og tjenesteydelser, som er en af følgerne af informationssamfundet, er Kommissionen allerede i gang med en nøje analyse af de vilkår, der gælder for aftaler om intellektuel ejendomsret i medlemsstaterne med henblik på at evaluere de mulige konsekvenser for det indre marked af de eksisterende forskelle i de nationale regler. Denne analyse bør også omfatte de forskellig nationale regler for forvaltning af retten til vederlag, der ikke kan gives afkald på, som er omhandlet i artikel 4 i direktiv 92/100/EØF.

Through contractual arrangements, rights which are required for the exploitation of films may be concentrated in the hands of film producers in a manner compatible with basic principles of copyright and neighbouring rights. Such arrangements can thus be used as an efficient tool for the distribution of cinematographic and audiovisual works in the Internal Market.

Rettigheder, som er påkrævet for udnyttelsen af filmværker, kan gennem aftalebaserede ordninger koncentreres i hænderne på filmproducenterne på en måde, der er forenelig med de grundlæggende principper for ophavsret og ophavsretsbeslægtede rettigheder. Sådanne ordninger kan således benyttes som et effektivt redskab for distribution af filmværker og audiovisuelle værker i det indre marked.

VII. Conclusion

VII. Konklusion

As this report demonstrates, the partial harmonisation of the notion of authorship has strengthened the position of the principal director of a cinematographic or audiovisual work as one of its authors. Community legislative acts have not, however, resulted in complete harmonisation of the first ownership of rights in these works.

Som det fremgår af denne rapport, har den delvise harmonisering af ophavsretsbegrebet styrket den ledende instruktør af et filmværk eller et audiovisuelt værks position som en af ophavsmændene til dette. Fællesskabslovgivningen har imidlertid ikke resulteret i en fuld harmonisering af det første ejerskab af rettighederne til sådanne værker.

Contrary to the fears expressed before the adoption of the Directive 92/100/EEC, there is no evidence that vesting original authorship in the principal director of a film would have caused difficulties in the exploitation or distribution of films, or in the effective tackling of piracy and other unauthorised use of such works. Although it was argued at the time of the adoption of the directive that this provision might lead to increased complexity in dealing with rights, in practice, relevant exploitation rights are transferred to the producer by operation of law or by contractual arrangements. Within the margins of contractual freedom, relations between the producer on one hand and other rightholders on the other are determined by agreements concerning the film production. Also potential difficulties resulting from disparities in Member States' legislation are levelled by contractual arrangements.

Trods den frygt, der kom til udtryk forud for vedtagelsen af direktiv 92/100/EØF, er der ikke noget der tyder på, at indrømmelsen af den oprindelige ophavsret til den ledende instruktør har skabt problemer for udnyttelsen eller distributionen af filmværker eller for en effektiv bekæmpelse af piratvirksomhed og anden uretmæssig anvendelse af sådanne værker. Selv om det blev hævdet på tidspunktet for vedtagelsen af direktivet, at en sådan bestemmelse kunne komplicere situationen med hensyn til rettigheder, overdrages i praksis de relevante udnyttelsesrettigheder til producenten efter loven eller gennem aftalebaserede ordninger. Forbindelserne mellem producenten på den ene side og de øvrige rettighedshavere på den anden reguleres inden for rammerne af aftalefriheden ved aftaler om filmproduktionen. Endvidere løses eventuelle problemer som følge af forskelle i medlemsstaternes lovgivning ved aftalebaserede ordninger.

Efficient administration of rights in the cinematographic and audiovisual works has become more and more complex as the exploitation channels of such works multiply together with the development of information technologies. For the purpose of maintaining the status of contractual arrangements as a proper tool for the efficient distribution and exploitation of cinematographic and audiovisual works in the Internal Market, these contractual arrangements and conditions that apply to them under national law have to be subject to continued scrutiny. The Commission will continue to study the issue of first ownership of rights and transfer of rights together with the examination of issues relating to the management of rights in general and analyse further developments in these fields.

Forvaltningen af rettighederne til filmværker og audiovisuelle værker er blevet stadig mere kompliceret, da udnyttelsesmulighederne for sådanne værker er vokset i takt med udviklingen af informationsteknologierne. For at fastholde de aftalebaserede ordningers status som det rigtige værktøj til sikring af en effektiv distribution og udnyttelse af filmværker og audiovisuelle værker i det indre marked bør disse aftalebaserede ordninger og de vilkår, de er undergivet efter den nationale lovgivning, gøres til genstand for en løbende overvågning. Kommissionen vil fortsætte analysen af spørgsmålet om første ejerskab af rettigheder og rettighedsoverdragelse sammen med undersøgelsen af spørgsmål vedrørende forvaltningen af rettigheder i almindelighed og analysere den videre udvikling på disse områder.