Grounds
|
|
1. This reference for a preliminary ruling concerns the interpretation of Article 6(1) of the Convention of 27 September 1968 on Jurisdiction and the Enforcement of Judgments in Civil and Commercial Matters (OJ 1978 L 304, p. 36), as amended by the Convention of 9 October 1978 on the Accession of the Kingdom of Denmark, Ireland and the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland (OJ 1978 L 304, p. 1, and – amended version – p. 77), by the Convention of 25 October 1982 on the Accession of the Hellenic Republic (OJ 1982 L 388, p. 1), by the Convention of 26 May 1989 on the Accession of the Kingdom of Spain and the Portuguese Republic (OJ 1989 L 285, p. 1) and by the Convention of 29 November 1996 on the Accession of the Republic of Austria, the Republic of Finland and the Kingdom of Sweden (OJ 1997 C 15, p. 1) (‘the Brussels Convention’).
|
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1), ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1) og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen«).
|
|
2. The reference was made in the course of proceedings between Roche Nederland BV and eight other companies in the Roche group, on the one hand, and Drs Primus and Goldenberg, on the other, in respect of an alleged infringement of the latter’s rights in a European patent of which they are the proprietors.
|
2. Anmodningen er indgivet i forbindelse med en sag mellem på den ene side Roche Nederland BV og otte andre selskaber i Roche-koncernen og på den anden side Frederick Primus og Milton Goldenberg vedrørende en af de sidstnævnte hævdet krænkelse af deres rettigheder i henhold til et europæisk patent, som de er indehavere af.
|
|
Legal background
|
Retsforskrifter
|
|
The Brussels Convention
|
Bruxelles-konventionen
|
|
3. Featuring in Title II, on the rules of jurisdiction, and Section I, entitled ‘General Provisions’, the first paragraph of Article 2 of the Brussels Convention states:
|
3. Bruxelles-konventionens artikel 2, stk. 1, der er indeholdt i afsnit II, som indeholder bestemmelserne om kompetence, afdeling 1, med overskriften »Almindelige bestemmelser«, bestemmer:
|
|
‘Subject to the provisions of this convention, persons domiciled in a Contracting State shall, whatever their nationality, be sued in the courts of that State.’
|
»Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.«
|
|
4. According to the first paragraph of Article 3 of the Brussels Convention:
|
4. Samme konventions artikel 3, stk. 1, har følgende ordlyd:
|
|
‘Persons domiciled in a Contracting State may be sued in the courts of another Contracting State only by virtue of the rules set out in Sections 2 to 6 of this Title.’
|
»Personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden kontraherende stat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2 til 6 i dette afsnit.«
|
|
5. Article 6 of the Brussels Convention, which appears in Section 2 of Title II, entitled ‘Special jurisdiction’, states:
|
5. Bruxelles-konventionens artikel 6, der er indeholdt i konventionens afsnit II, afdeling 2, med overskriften »Specielle kompetenceregler«, er affattet således:
|
|
‘[A defendant domiciled in a Contracting State] may also be sued:
|
»En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan endvidere sagsøges:
|
|
(1) where he is one of a number of defendants, in the courts for the place where any one of them is domiciled;
|
1) såfremt der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl
|
|
…’.
|
[…]«
|
|
6. Article 16 of the Brussels Convention, which constitutes Section 5 of Title II thereof, entitled ‘Exclusive jurisdiction’, states:
|
6. Bruxelles-konventionens artikel 16, som udgør afdeling 5 i konventionens afsnit II, bestemmer:
|
|
‘The following courts shall have exclusive jurisdiction, regardless of domicile:
|
»Enekompetence, uden hensyn til bopæl, [har]:
|
|
…
|
[…]
|
|
(4) in proceedings concerned with the registration or validity of patents, trade marks, designs, or other similar rights required to be deposited or registered, the courts of the Contracting State in which the deposit or registration has been applied for, has taken place or is under the terms of an international convention deemed to have taken place;
|
4) i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, mønstre og modeller samt andre lignende rettigheder, der medfører deponering eller registrering, retterne i den kontraherende stat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge bestemmelserne i en international konvention anses for at være foretaget
|
|
…’.
|
[…]«
|
|
7. Article Vd of the Protocol annexed to the Brussels Convention, which, pursuant to Article 65 of the latter, forms an integral part of the Convention, states:
|
7. Artikel Vd i protokollen til Bruxelles-konventionen, som i henhold til konventionens artikel 65 udgør en integrerende del af konventionen, bestemmer:
|
|
‘Without prejudice to the jurisdiction of the European Patent Office under the Convention on the Grant of European Patents, signed at Munich on 5 October 1973, the courts of each Contracting State shall have exclusive jurisdiction, regardless of domicile, in proceedings concerned with the registration or validity of any European patent granted for that State which is not a Community patent by virtue of the provisions of Article 86 of the Convention for the European Patent for the Common Market, signed at Luxembourg on 15 December 1975.’
|
»Med forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973, er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver kontraherende stat, uanset bopæl, enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne stat, og som ikke er et fællesskabspatent i henhold til artikel 86 i konventionen om det europæiske patent for fællesmarkedet, undertegnet i Luxembourg den 15. december 1975.«
|
|
8. Article 22 of the Brussels Convention, which appears in Section 8, entitled ‘Lis pendens – related actions’ of Title II thereof, provides that where related actions are brought in the courts of different Contracting States, any court other than the court first seised may, while the actions are pending at first instance, stay its proceedings or, under certain conditions, decline jurisdiction. According to the third paragraph of that provision:
|
8. Bruxelles-konventionens artikel 22, der er indeholdt i konventionens afsnit II, afdeling 8, med overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav«, bestemmer, at såfremt krav, som er indbyrdes sammenhængende, fremsættes for retter i forskellige kontraherende stater, og sagerne verserer for disse retter i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte afgørelsen eller på visse betingelser erklære sig inkompetent. Stk. 3 i denne bestemmelse har følgende ordlyd:
|
|
‘For the purposes of this article, actions are deemed to be related where they are so closely connected that it is expedient to hear and determine them together to avoid the risk of irreconcilable judgments resulting from separate proceedings.’
|
»Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidigt for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.«
|
|
9. Under Article 27(3) of the Brussels Convention, which appears in Title III, concerning the rules on recognition and enforcement, and in Section I, entitled ‘Recognition’, a judgment is not to be recognised ‘if the judgment is irreconcilable with a judgment given in a dispute between the same parties in the State in which recognition is sought’.
|
9. I henhold til Bruxelles-konventionens artikel 27, stk. 3, der er indeholdt i afsnit III, som indeholder reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse, afdeling 1, med overskriften »Anerkendelse«, kan en retsafgørelse ikke anerkendes, såfremt »afgørelsen er uforenelig med en afgørelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begæringen rettes til«.
|
|
The Munich Convention
|
München-konventionen
|
|
10. The Convention on the Grant of European Patents, signed in Munich on 5 October 1973 (‘the Munich Convention’), establishes, according to Article 1 thereof, ‘a system of law, common to the Contracting States, for the grant of patents for invention’.
|
10. Konventionen om meddelelse af europæiske patenter, der blev undertegnet i München den 5. oktober 1973, indfører, som det er anført i dens artikel 1, et »fælles retssystem for de kontraherende stater for meddelelse af patent på opfindelser«.
|
|
11. Outside the scope of the common rules on granting patents, a European patent continues to be governed by the national law of each of the Contracting States for which it has been granted. In that regard, Article 2(2) of the Munich Convention states:
|
11. Ud over disse fælles regler for meddelelse af patent forbliver et europæisk patent reguleret af de nationale bestemmelser i hver af de kontraherende stater, for hvilke det er blevet meddelt. München-konventionens artikel 2, stk. 2, bestemmer i denne henseende:
|
|
‘The European patent shall, in each of the Contracting States for which it is granted, have the effect of and be subject to the same conditions as a national patent granted by that State ...’.
|
»Det europæiske patent har i hver kontraherende stat, for hvilken det er meddelt, den samme virkning og er underkastet de samme bestemmelser som et i den pågældende stat meddelt nationalt patent […]«
|
|
12. As regards the rights conferred on the proprietor of a European patent, Article 64(1) and (3) of that convention provides:
|
12. Med hensyn til de rettigheder, som et europæisk patent giver dets indehaver, bestemmer München-konventionens artikel 64, stk. 1 og 3:
|
|
‘(1) A European patent shall … confer on its proprietor from the date of publication of the mention of its grant, in each Contracting State in respect of which it is granted, the same rights as would be conferred by a national patent granted in that State.
|
»1. Et europæisk patent giver […] fra dagen for meddelelsen om dets udstedelse, i enhver kontraherende stat, for hvilken det er udstedt, indehaveren de samme rettigheder, som et i den pågældende stat udstedt nationalt patent ville give.
|
|
…
|
[…]
|
|
(3) Any infringement of a European patent shall be dealt with by national law.’
|
3. Krænkelse af et europæisk patent behandles i henhold til national lovgivning.«
|
|
The main proceedings and the questions referred for a preliminary ruling
|
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
|
|
13. Drs Primus and Goldenberg, who are domiciled in the United States of America, are the proprietors of European patent No 131 627.
|
13. Frederick Primus og Milton Goldenberg, som er bosiddende i Amerikas Forenede Stater, er indehavere af europæisk patent nr. 131 627.
|
|
14. On 24 March 1997, they brought an action before the Rechtbank te s’-Gravenhage against Roche Nederland BV, a company established in the Netherlands, and eight other companies in the Roche group established in the United States of America, Belgium, Germany, France, the United Kingdom, Switzerland, Austria and Sweden (‘Roche and Others’). The applicants claimed that those companies had all infringed the rights conferred on them by the patent of which they are the proprietors. That alleged infringement consisted in the placing on the market of immuno-assay kits in countries where the defendants are established.
|
14. Den 24. marts 1997 anlagde de sag for Rechtbank te s’-Gravenhage mod selskabet Roche Nederland BV, der har hjemsted i Nederlandene, samt otte andre selskaber i Roche-koncernen med hjemsted i henholdsvis Amerikas Forenede Stater, Belgien, Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Schweiz, Østrig og Sverige (herefter »Roche m.fl.«). Sagsøgerne gjorde gældende, at disse selskaber begik den samme krænkelse af sagsøgernes rettigheder i henhold til det patent, som de er indehavere af. Den hævdede krænkelse bestod i markedsføring af immuno-assay kits i de lande, hvor de sagsøgte selskaber har hjemsted.
|
|
15. The companies in the Roche group not established in the Netherlands contested the jurisdiction of the Netherlands' courts. As regards the substance, they based their arguments on the absence of infringement and the invalidity of the patent in question.
|
15. De selskaber i Roche-koncernen, som ikke har hjemsted i Nederlandene, har gjort gældende, at den nederlandske ret savner kompetence. Vedrørende realiteten har de bestridt, at der foreligger en patentkrænkelse, og de har bestridt gyldigheden af det omhandlede patent.
|
|
16. By judgment of 1 October 1997, the Rechtbank te s’-Gravenhage declared that it had jurisdiction and dismissed the applications of Drs Primus and Goldenberg. On appeal, the Gerechtshof te s’-Gravenhage (Regional Court of Appeal) set aside the judgment and, inter alia, prohibited Roche and Others from infringing the rights attached to the patent in question in all the countries designated in it.
|
16. Ved dom af 1. oktober 1997 erklærede Rechtbank te s’-Gravenhage sig kompetent til at pådømme sagen og frifandt de sagsøgte selskaber. Efter appel ændrede Gerechtshof te s’-Gravenhage ved dom af 27. juni 2002 denne afgørelse og nedlagde bl.a. forbud over for Roche m.fl. mod at krænke de rettigheder, der er knyttet til det omhandlede patent, i alle de lande, som er designeret i patentet.
|
|
17. The Hoge Raad (Supreme Court), hearing an appeal on a point of law, decided to stay the proceedings and refer the following questions to the Court for a preliminary ruling:
|
17. Der blev iværksat kassationsappel for Hoge Raad, og denne ret har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
|
(1) ‘Is there a connection, as required for the application of Article 6(1) of the Brussels Convention, between a patent infringement action brought by a holder of a European patent against a defendant having its registered office in the State of the court in which the proceedings are brought, on the one hand, and against various defendants having their registered offices in Contracting States other than that of the State of the court in which the proceedings are brought, on the other hand, who, according to the patent holder, are infringing that patent in one or more other Contracting States?
|
»1) Består der mellem søgsmål i forbindelse med en patentkrænkelse, som en indehaver af et europæisk patent har anlagt mod på den ene side en sagsøgt, der har hjemsted i den stat, hvor den ret, ved hvilken der er anlagt sag, er beliggende, og mod på den anden side flere forskellige sagsøgte, som har hjemsted i andre kontraherende stater end den stat, hvor den ret, ved hvilken der er anlagt sag, er beliggende, og som patenthaveren hævder gør sig skyldige i krænkelse af patentet i en eller flere andre kontraherende stater, en sammenhæng som den, der kræves for, at Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, finder anvendelse?
|
|
(2) If the answer to Question 1 is not or not unreservedly in the affirmative, in what circumstances is such a connection deemed to exist, and is it relevant in this context whether, for example,
|
2) Såfremt det første spørgsmål ikke, eller ikke uden videre, besvares bekræftende, under hvilke omstændigheder foreligger der da en sådan sammenhæng, og har det i den forbindelse f.eks. betydning
|
|
– the defendants form part of one and the same group of companies?
|
– om de sagsøgte hører til samme koncern?
|
|
– the defendants are acting together on the basis of a common policy, and if so is the place from which that policy originates relevant?
|
– eller om der for de sagsøgte er tale om en fælles optræden, som en fælles forretningspolitik danner grundlag for, og – i bekræftende fald – om det sted, hvorfra den fælles forretningspolitik udgår, har betydning?
|
|
– the alleged infringing acts of the various defendants are the same or virtually the same?’
|
– om de hævdede krænkelseshandlinger fra de sagsøgtes side er de samme eller næsten de samme?«
|
|
The questions referred for a preliminary ruling
|
Om de præjudicielle spørgsmål
|
|
18. By those questions, which it is appropriate to consider together, the national court asks essentially whether Article 6(1) of the Brussels Convention must be interpreted as meaning that it is to apply to European patent infringement proceedings involving a number of companies established in various Contracting States in respect of acts committed in one or more of those States and, in particular, where those companies, which belong to the same group, have acted in an identical or similar manner in accordance with a common policy elaborated by one of them.
|
18. Med spørgsmålene, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, skal fortolkes således, at den finder anvendelse i sager om krænkelse af et europæisk patent, hvorunder en række selskaber, som har hjemsted i forskellige kontraherende stater, er sagsøgt på grund af forhold, der påstås at være begået i en eller flere af disse stater, og særligt i den situation, hvor disse selskaber, der tilhører samme koncern, hævdes at have udvist den samme eller en lignende adfærd i overensstemmelse med en fælles forretningspolitik, som angiveligt er udformet af et enkelt af disse selskaber.
|
|
19. By way of derogation from the principle laid down in Article 2 of the Brussels Convention, that a defendant domiciled in a Contracting State is to be sued in the courts of that State, in a case where there is more than one defendant, Article 6(1) of the Convention allows a defendant domiciled in one Contracting State to be sued in another Contracting State where one of the defendants is domiciled.
|
19. Som en undtagelse til hovedreglen i Bruxelles-konventionens artikel 2, hvorefter personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, skal sagsøges ved retterne i denne stat, kan en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, såfremt der er flere sagsøgte, i henhold til artikel 6, nr. 1, i samme konvention sagsøges ved retten i en anden kontraherende stat, hvor en af de sagsøgte har bopæl.
|
|
20. In the judgment in Case 189/87 Kalfelis [1988] ECR 5565, paragraph 12, the Court held that for Article 6(1) of the Brussels Convention to apply there must exist, between the various actions brought by the same plaintiff against different defendants, a connection of such a kind that it is expedient to determine the actions together in order to avoid the risk of irreconcilable judgments resulting from separate proceedings.
|
20. I dom af 27. september 1988, Kalfelis (sag 189/87, Sml. s. 5565, præmis 12), fastslog Domstolen, at der, for at Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, kan finde anvendelse, skal foreligge en sådan indbyrdes sammenhæng mellem de forskellige krav, som en og samme sagsøger gør gældende mod forskellige sagsøgte, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå, at der træffes uforenelige afgørelser i tilfælde af, at sagerne påkendes hver for sig.
|
|
21. The requirement of a connection does not derive from the wording of Article 6(1) of the Brussels Convention. It has been inferred from that provision by the Court in order to prevent the exception to the principle that jurisdiction is vested in the courts of the State of the defendant's domicile laid down in Article 6(1) from calling into question the very existence of that principle ( Kalfelis , paragraph 8). That requirement was subsequently confirmed by the judgment in Case C-51/97 Réunion Européenne and Others [1998] ECR I-6511, paragraph 48, and was expressly enshrined in the drafting of Article 6(1) of Council Regulation (EC) No 44/2001 of 22 December 2000 on jurisdiction and the recognition and enforcement of judgments in civil and commercial matters (OJ 2001 L 12, p. 1), which succeeded the Brussels Convention.
|
21. Kravet om indbyrdes sammenhæng fremgår ikke af ordlyden af Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1. Domstolen har udledt dette krav af bestemmelsen for at undgå, at undtagelsen heri fra princippet om, at retterne i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetencen, skal rejse tvivl om selve princippet (Kalfelis-dommen, præmis 8). Dette krav er efterfølgende blevet bekræftet ved dom af 27. oktober 1998, Réunion européenne m.fl. (sag C-51/97, Sml. I, s. 6511, præmis 48), og er blevet udtrykkeligt regelfæstet ved affattelsen af artikel 6, nr. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1), som har afløst Bruxelles-konventionen.
|
|
22. The formulation used by the Court in Kalfelis repeats the wording of Article 22 of the Brussels Convention, according to which actions are deemed to be related where they are so closely connected that it is expedient to hear and determine them together to avoid the risk of irreconcilable judgments resulting from separate proceedings. Article 22 was interpreted in Case C-406/92 Tatry [1994] ECR I‑5439, paragraph 58, to the effect that, in order to establish the necessary relationship between the cases, it is sufficient that separate trial and judgment would involve the risk of conflicting decisions, without necessarily involving the risk of giving rise to mutually exclusive legal consequences.
|
22. Den formulering, som Domstolen anvendte i Kalfelis-dommen, gentager formuleringen i Bruxelles-konventionens artikel 22, hvorefter der ved indbyrdes sammenhængende krav forstås krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidigt for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig. Denne artikel er i dom af 6. december 1994, Tatry (sag C-406/92, Sml. I, s. 5439, præmis 58), blevet fortolket således, at det er tilstrækkeligt til, at der foreligger indbyrdes sammenhængende krav, at særskilt behandling og påkendelse af kravene indebærer risiko for indbyrdes modstridende retsafgørelser, uden at det kræves, at der er risiko for retsvirkninger, der gensidigt udelukker hinanden.
|
|
23. The scope given to the concept of ‘irreconcilable’ judgments by the judgment in Tatry in the context of Article 22 of the Brussels Convention is therefore wider than that given to the same concept in Case 145/86 Hoffman [1988] ECR 645, paragraph 22, in the context of Article 27(3) of the Convention, which provides that a judgment given in a Contracting State will not be recognised if it is irreconcilable with a judgment given in a dispute between the same parties in the State in which recognition is sought. In Hoffmann , the Court had held that, in order to ascertain whether two judgments are irreconcilable within the meaning of Article 27(3), it must be determined whether they entail legal consequences which are mutually exclusive.
|
23. Den rækkevidde, som udtrykket »uforenelige« blev tillagt ved Tatry-dommen i relation til Bruxelles-konventionens artikel 22, er således større end den rækkevidde, som det samme udtryk blev tillagt ved dom af 4. februar 1998, Hoffmann (sag 145/86, Sml. s. 645, præmis 22), i relation til B ruxelles-konventionens artikel 27, nr. 3, hvorefter en retsafgørelse ikke kan anerkendes, såfremt afgørelsen er uforenelig med en afgørelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begæringen rettes til. I Hoffmann-dommen havde Domstolen nemlig fastslået, at for at afgøre, om to retsafgørelser er uforenelige i den sidstnævnte bestemmelses forstand, skal det undersøges, om retsafgørelserne har retsvirkninger, som gensidigt udelukker hinanden.
|
|
24. Drs Primus and Goldenberg and the Netherlands Government argue that the broad interpretation of the adjective ‘irreconcilable’, in the sense of contradictory, which was given in Tatry in the context of Article 22 of the Brussels Convention, must be extended to the context of Article 6(1) of the Convention. Roche and Others and the United Kingdom Government, with whose arguments the Advocate General agreed in point 79 et seq of his Opinion, submit, by contrast, that such a transposition is not permissible given the differences between the purpose and the position of the two provisions in question in the scheme of the Brussels Convention, and that a narrower interpretation must be preferred.
|
24. Frederick Primus og Milton Goldenberg samt den nederlandske regering har gjort gældende, at den vide fortolkning af adjektivet »uforenelige« i Tatry-dommen i relation til Bruxelles-konventionens artikel 22, i betydningen indbyrdes modstridende, også skal finde anvendelse i relation til konventionens artikel 6, nr. 1. Roche m.fl. og Det Forenede Kongeriges regering, hvis argumentation generaladvokaten tiltrådte i punkt 79 ff. i forslaget til afgørelse, har derimod gjort gældende, at fortolkningen ikke kan overføres, henset til forskellene i formålet med og placeringen af de to omhandlede bestemmelser i Bruxelles-konventionens systematik, og at en snævrere fortolkning bør foretrækkes.
|
|
25. However, it does not appear necessary in this case to decide that issue. It is sufficient to observe that, even assuming that the concept of ‘irreconcilable’ judgments for the purposes of the application of Article 6(1) of the Brussels Convention must be understood in the broad sense of contradictory decisions, there is no risk of such decisions being given in European patent infringement proceedings brought in different Contracting States involving a number of defendants domiciled in those States in respect of acts committed in their territory.
|
25. Det forekommer imidlertid ikke at være nødvendigt at tage stilling til dette spørgsmål inden for rammerne af nærværende sag. Det er nemlig tilstrækkeligt at fastslå, at der, selv hvis det lægges til grund, at udtrykket »uforenelige« retsafgørelser med henblik på anvendelsen af Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, skal forstås i vid forstand som indbyrdes modstridende retsafgørelser, ikke er nogen risiko for, at der vil blive truffet sådanne retsafgørelser i sager om krænkelse af et europæisk patent, som er anlagt i forskellige kontraherende stater, og hvorunder en række selskaber, som har hjemsted i disse stater, er sagsøgt på grund af forhold, der angiveligt er begået i disse stater.
|
|
26. As the Advocate General observed, in point 113 of his Opinion, in order that decisions may be regarded as contradictory it is not sufficient that there be a divergence in the outcome of the dispute, but that divergence must also arise in the context of the same situation of law and fact.
|
26. Som anført af generaladvokaten i punkt 113 i forslaget til afgørelse, er det ikke tilstrækkeligt til, at afgørelser kan opfattes som indbyrdes modstridende, at der forekommer en divergens i løsningen af tvisten. En sådan divergens skal ydermere foreligge i forhold til samme retlige og faktiske situation.
|
|
27. However, in the situation referred to by the national court in its first question referred for a preliminary ruling, that is in the case of European patent infringement proceedings involving a number of companies established in various Contracting States in respect of acts committed in one or more of those States, the existence of the same situation of fact cannot be inferred, since the defendants are different and the infringements they are accused of, committed in different Contracting States, are not the same.
|
27. I den situation, som den forelæggende ret refererer til i det første præjudicielle spørgsmål, nemlig hvor der er tale om søgsmål om krænkelse af et europæisk patent, hvorunder en række selskaber, som har hjemsted i forskellige kontraherende stater, er sagsøgt på grund af forhold, der angiveligt er begået i en eller flere af disse stater, kan det imidlertid ikke sluttes, at der foreligger den samme faktiske situation, eftersom der er tale om forskellige sagsøgte, og de krænkelser, som de angiveligt har begået, og som har fundet sted i forskellige kontraherende stater, ikke er de samme.
|
|
28. Possible divergences between decisions given by the courts concerned would not arise in the context of the same factual situation.
|
28. Eventuelle divergenser mellem de retsafgørelser, som vil blive truffet af de pågældende retsinstanser, foreligger ikke i forhold til samme retlige situation.
|
|
29. Furthermore, although the Munich Convention lays down common rules on the grant of European patents, it is clear from Articles 2(2) and 64(1) of that convention that such a patent continues to be governed by the national law of each of the Contracting States for which it has been granted.
|
29. Selv om München-konventionen fastsætter fælles regler for meddelelse af et europæisk patent, fremgår det desuden klart af samme konventions artikel 2, stk. 2, og artikel 64, stk. 1, at et sådant patent forbliver reguleret af de nationale bestemmelser i hver af de kontraherende stater, for hvilke det er blevet meddelt.
|
|
30. In particular, it is apparent from Article 64(3) of the Munich Convention that any action for infringement of a European patent must be examined in the light of the relevant national law in force in each of the States for which it has been granted.
|
30. Det fremgår nærmere af München-konventionens artikel 64, stk. 3, at krænkelse af et europæisk patent skal behandles i henhold til gældende national lovgivning på området i hver kontraherende stat, for hvilken det er meddelt.
|
|
31. It follows that, where infringement proceedings are brought before a number of courts in different Contracting States in respect of a European patent granted in each of those States, against defendants domiciled in those States in respect of acts allegedly committed in their territory, any divergences between the decisions given by the courts concerned would not arise in the context of the same legal situation.
|
31. Heraf følger, at såfremt flere retsinstanser i forskellige kontraherende stater forelægges sager om krænkelse af et europæisk patent, som er meddelt for hver af disse stater, og som er anlagt mod sagsøgte med hjemsted for disse stater på grund af forhold, der angiveligt er begået i disse stater, vil eventuelle divergenser mellem de retsafgørelser, der træffes af de pågældende retsinstanser, ikke foreligge i forhold til den samme retlige situation.
|
|
32. Any diverging decisions could not, therefore, be treated as contradictory.
|
32. Eventuelle indbyrdes divergerende retsafgørelser kan derfor ikke betegnes som indbyrdes modstridende.
|
|
33. In those circumstances, even if the broadest interpretation of ‘irreconcilable’ judgments, in the sense of contradictory, were accepted as the criterion for the existence of the connection required for the application of Article 6(1) of the Brussels Convention, it is clear that such a connection could not be established between actions for infringement of the same European patent where each action was brought against a company established in a different Contracting State in respect of acts which it had committed in that State.
|
33. På denne baggrund må det konstateres, at selv hvis den videste fortolkning af udtrykket »uforenelige«, i betydningen indbyrdes modstridende, lægges til grund som kriterium for, om der foreligger en sådan indbyrdes sammenhæng, som kræves, for at Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, kan finde anvendelse, vil der ikke kunne fastslås en sådan sammenhæng mellem flere søgsmål om krænkelse af det samme europæiske patent, hvor det enkelte søgsmål er rettet mod et selskab med hjemsted i en anden kontraherende stat på grund af forhold, som angiveligt er begået på denne stats område.
|
|
34. That finding is not called into question even in the situation referred to by the national court in its second question, that is where defendant companies, which belong to the same group, have acted in an identical or similar manner in accordance with a common policy elaborated by one of them, so that the factual situation would be the same.
|
34. Denne konklusion ændres end ikke i den situation, som den forelæggende ret refererer til i det andet præjudicielle spørgsmål, nemlig hvor selskaber, der tilhører samme koncern, angiveligt har udvist den samme eller en lignende adfærd i overensstemmelse med en fælles forretningspolitik, som antages at være udformet af et enkelt af disse selskaber, således at der skulle være tale om samme faktiske situation.
|
|
35. The fact remains that the legal situation would not be the same (see paragraphs 29 and 30 of this judgment) and therefore there would be no risk, even in such a situation, of contradictory decisions.
|
35. Der ville nemlig desuagtet ikke være tale om samme retlige situation (jf. denne doms præmis 29 og 30 ovenfor), og der ville dermed ikke, selv i et sådant tilfælde, foreligge en risiko for indbyrdes modstridende retsafgørelser.
|
|
36. Furthermore, although at first sight considerations of procedural economy may appear to militate in favour of consolidating such actions before one court, it is clear that the advantages for the sound administration of justice represented by such consolidation would be limited and would constitute a source of further risks.
|
36. Desuden må det konstateres, at selv om procesøkonomiske hensyn umiddelbart kunne synes at tale for, at sådanne krav samles ved en enkelt retsinstans, vil fordelene for retsplejen ved at samle kravene dels være begrænsede, dels være kilde til nye risici.
|
|
37. Jurisdiction based solely on the factual criteria set out by the national court would lead to a multiplication of the potential heads of jurisdiction and would therefore be liable to undermine the predictability of the rules of jurisdiction laid down by the Convention, and consequently to undermine the principle of legal certainty, which is the basis of the Convention (see Case C-256/00 Besix [2002] ECR I‑1699, paragraphs 24 to 26, Case C-281/02 Owusu [2005] ECR I-1383, paragraph 41, and Case C-4/03 GAT [2006] ECR I-0000, paragraph 28).
|
37. Såfremt kompetencen blev fastlagt alene på grundlag af de faktiske kriterier, som den forelæggende ret har angivet, ville det medføre, at en række retsinstanser ville kunne få tillagt kompetence, hvilket kunne påvirke forudsigeligheden af de kompetenceregler, der er fastsat i konventionen, og som følge heraf krænke retssikkerhedsprincippet, der ligger til grund for denne (jf. dom af 19.2.2002, sag C-256/00, Besix, Sml. I, s. 1699, præmis 24-26, af 1.3.2005, sag C-281/02, Owusu, Sml. I, s. 1383, præmis 41, og dom af dags dato, sag C-4/03, GAT, trykt i nærværende Samling af Afgørelser, præmis 28).
|
|
38. The damage would be even more serious if the application of the criteria in question gave the defendant a wide choice, thereby encouraging the practice of forum shopping which the Convention seeks to avoid and which the Court, in its judgment in Kalfelis , specifically sought to prevent (see Kalfelis , paragraph 9).
|
38. Denne krænkelse er så meget desto mere væsentlig, som anvendelsen af de pågældende kriterier ville give sagsøgeren en lang række valgmuligheder og dermed opmuntre til »forum shopping«, hvilket konventionen har til formål at undgå, og som Domstolen med Kalfelis-dommen netop tilsigtede at forhindre (jf. Kalfelis-dommens præmis 9).
|
|
39. It must be observed that the determination as to whether the criteria concerned are satisfied, which is for the applicant to prove, would require the court seised to adjudicate on the substance of the case before it could establish its jurisdiction. Such a preliminary examination could give rise to additional costs and could prolong procedural time-limits where that court, being unable to establish the existence of the same factual situation and, therefore, a sufficient connection between the actions, would have to decline jurisdiction and where a fresh action would have to be brought before a court of another State.
|
39. Det bemærkes, at efterprøvelsen af, om de pågældende kriterier er opfyldt, hvilket sagsøgeren har bevisbyrden for, vil gøre det nødvendigt for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, at påkende sagens realitet, før den kan afgøre, om den er kompetent. Denne forudgående undersøgelse vil kunne være en kilde til yderligere omkostninger og forlængelse af sagsbehandlingen i tilfælde, hvor retten, idet den ikke kan fastslå, at der er tale om samme faktiske situation og dermed en tilstrækkelig indbyrdes sammenhæng mellem søgsmålene, herefter må erklære sig inkompetent, og hvor der må anlægges sag på ny for en ret i en anden stat.
|
|
40. Finally, even assuming that the court seised by the defendant were able to accept jurisdiction on the basis of the criteria laid down by the national court, the consolidation of the patent infringement actions before that court could not prevent at least a partial fragmentation of the patent proceedings, since, as is frequently the case in practice and as is the case in the main proceedings, the validity of the patent would be raised indirectly. That issue, whether it is raised by way of an action or a plea in objection, is a matter of exclusive jurisdiction laid down in Article 16(4) of the Brussels Convention in favour of the courts of the Contracting State in which the deposit or registration has taken place or is deemed to have taken place ( GAT , paragraph 31). That exclusive jurisdiction of the courts of the granting State has been confirmed, as regards European patents, by Article Vd of the Protocol annexed to the Brussels Convention.
|
40. Endelig bemærkes, at hvis det forudsættes, at den ret, ved hvilken sagsøgeren har anlagt sagen, kan erklære sig kompetent på grundlag af de af den forelæggende ret anførte kriterier, vil den omstændighed, at krænkelsessagerne samles ved denne ret, ikke kunne forhindre en i det mindste delvis opsplitning af patentsagen, såfremt spørgsmålet om patentets gyldighed under sagen rejses i form af en indsigelse, hvilket i praksis er hyppigt forekommende, og som det er tilfældet i hovedsagen. Dette spørgsmål henhører nemlig, uanset om det rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af en indsigelse, under den enekompetence i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 4, der tilkommer retterne i den kontraherende stat, på hvis område deponering eller registrering er foretaget eller anses for at være foretaget (GAT-dommen, præmis 31). Denne enekompetence for retterne i den stat, for hvilken patentet er meddelt, er for så vidt angår det europæiske patent blevet bekræftet i artikel Vd i protokollen til Bruxelles-konventionen.
|
|
41. Having regard to all of the foregoing considerations, the answer to the questions referred must be that Article 6(1) of the Brussels Convention must be interpreted as meaning that it does not apply in European patent infringement proceedings involving a number of companies established in various Contracting States in respect of acts committed in one or more of those States even where those companies, which belong to the same group, may have acted in an identical or similar manner in accordance with a common policy elaborated by one of them.
|
41. På ovenstående baggrund skal de forelagte spørgsmål besvares med, at Bruxelles-konventionens artikel 6, nr. 1, skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse i en tvist om krænkelse af et europæisk patent, hvorunder en række selskaber, som har hjemsted i forskellige kontraherende stater, er sagsøgt på grund af forhold, der påstås at være begået i en eller flere af disse stater, heller ikke i den situation, hvor disse selskaber, der tilhører samme koncern, hævdes at have udvist den samme eller en lignende adfærd i overensstemmelse med en fælles forretningspolitik, som angiveligt er udformet af et enkelt af disse selskaber.
|
|
Costs
|
Sagens omkostninger
|
|
42. Since these proceedings are, for the parties to the main proceedings, a step in the action pending before the national court, the decision on costs is a matter for that court. Costs incurred in submitting observations to the Court, other than the costs of those parties, are not recoverable.
|
42. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
|