Grounds
|
|
1. The request for a preliminary ruling concerns the interpretation of Council Directive 92/100/EEC of 19 November 1992 on rental right and lending right and on certain rights related to copyright in the field of intellectual property (OJ 1992 L 346, p. 61), and of Council Directive 93/83/EEC of 27 September 1993 on the coordination of certain rules concerning copyright and rights related to copyright applicable to satellite broadcasting and cable retransmission (OJ 1993 L 248, p. 15).
|
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346, s. 61), samt Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (EFT L 248, s. 15).
|
|
2. The reference was made in proceedings between Lagardère Active Broadcast, the successor in title to Europe 1 communication SA (hereinafter ‘Lagardère’ or ‘Europe 1’), and Société pour la perception de la rémunération équitable (hereinafter ‘SPRE’) and Gesellschaft zur Verwertung von Leistungsschutzrechten mbH (hereinafter ‘GVL’) concerning the obligation to pay equitable remuneration for the broadcasting of phonograms to the public by satellite and terrestrial repeater stations in France and Germany.
|
2. Anmodningen er blevet indgivet under en sag anlagt af selskabet Lagardère Active Broadcast, der er indtrådt i Europe 1 communication SA’s rettigheder, (herefter »Lagardère« eller »Europe 1«) mod société pour la perception de la rémunération équitable (herefter »SPRE«) og Gesellschaft zur Verwertung von Leistungsschutzrechten mbH (herefter »GVL«) vedrørende pligten til at betale et rimeligt vederlag for radio- og tv-udsendelse af fonogrammer til offentligheden via satellitter og retransmissionssendere i Frankrig og Tyskland.
|
|
Law
|
Retsforskrifter
|
|
The Community legislation
|
Fællesskabsbestemmelser
|
|
3. Directive 92/100 provides, in Article 8(1) and (2):
|
3. Artikel 8, stk. 1 og 2, i direktiv 92/100 bestemmer følgende:
|
|
‘1. Member States shall provide for performers the exclusive right to authorise or prohibit the broadcasting by wireless means and the communication to the public of their performances, except where the performance is itself already a broadcast performance or is made from a fixation.
|
»1. Medlemsstaterne tillægger udøvende kunstnere eneret til at tillade eller forbyde udsendelse ved hjælp af radiobølger og kommunikation til offentligheden af deres fremførelser, medmindre fremførelsen i sig selv sker ved en radio- eller fjernsynsudsendelse eller på grundlag af en optagelse.
|
|
2. Member States shall provide a right in order to ensure that a single equitable remuneration is paid by the user, if a phonogram published for commercial purposes, or a reproduction of such phonogram, is used for broadcasting by wireless means or for any communication to the public, and to ensure that this remuneration is shared between the relevant performers and phonogram producers. Member States may, in the absence of agreement between the performers and phonogram producers, lay down the conditions as to the sharing of this remuneration between them. …’
|
2. Medlemsstaterne tillægger udøvende kunstnere og fonogramfremstillere ret til vederlag, som deles mellem dem, således at brugeren betaler et rimeligt, samlet vederlag, hvis et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram, anvendes til udsendelse ved hjælp af radiobølger eller til kommunikation til offentligheden […]«
|
|
4. According to the sixth recital in the preamble to Directive 93/83:
|
4. Af sjette betragtning til direktiv 93/83 følger:
|
|
‘… a distinction is currently drawn for copyright purposes between communication to the public by direct satellite and communication to the public by communications satellite; … since individual reception is possible and affordable nowadays with both types of satellite, there is no longer any justification for this differing legal treatment’.
|
»[I] ophavsretlig henseende behandles tilgængeliggørelse for almenheden via direkte sendende satellit således for tiden forskelligt fra tilgængeliggørelse for almenheden via kommunikationssatellit; da individuel modtagelse af udsendelser fra begge satellittyper i dag er mulig og økonomisk overkommelig, er der ikke længere nogen begrundelse for denne forskel i den retlige behandling.«
|
|
5. According to the seventh recital in the preamble to that directive:
|
5. Af syvende betragtning til samme direktiv følger:
|
|
‘… the free broadcasting of programmes is further impeded by the current legal uncertainty over whether broadcasting by a satellite whose signals can be received directly affects the rights in the country of transmission only or in all countries of reception together …’.
|
»[D]en frie udsendelse af programmer hæmmes tillige af den manglende retlige afklaring af, hvorvidt udsendelse via satellit, hvis signaler kan modtages direkte, alene berører rettighederne i sendelandet eller samtidig berører rettighederne i alle modtagerlande […]«
|
|
6. The 13th recital to the same directive is worded as follows:
|
6. 13. betragtning til direktivet har følgende ordlyd:
|
|
‘… therefore, an end should be put to the differences of treatment of the transmission of programmes by communications satellite which exist in the Member States, so that the vital distinction throughout the Community becomes whether works and other protected subject‑matter are communicated to the public. …’.
|
»[D]erfor bør de forskelle, som eksisterer i medlemsstaterne for så vidt angår behandlingen af udsendelse af programmer via kommunikationssatellit ophøre, således at det afgørende forhold overalt i Fællesskabet bliver, hvorvidt værker eller andet beskyttet materiale gøres tilgængeligt for almenheden […]«
|
|
7. The 17th recital to Directive 93/83 states:
|
7. Af 17. betragtning til direktiv 93/83 følger:
|
|
‘… in arriving at the amount of the payment to be made for the rights acquired, the parties should take account of all aspects of the broadcast, such as the actual audience, the potential audience and the language version’.
|
»[N]år rettighederne skal erhverves, bør de berørte parter ved beregningen af vederlaget tage hensyn til samtlige faktorer, der er kendetegnende for udsendelsen, såsom det reelle og potentielle seer- eller lytterantal samt sprogversionen.«
|
|
8. Article 1(1) of Directive 93/83 provides:
|
8. Artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/83 bestemmer:
|
|
‘For the purpose of this Directive, “satellite” means any satellite operating on frequency bands which, under telecommunications law, are reserved for the broadcast of signals for reception by the public or which are reserved for closed, point-to-point communication. In the latter case, however, the circumstances in which individual reception of the signals takes place must be comparable to those which apply in the first case.’
|
»I dette direktiv forstås ved »satellit« en satellit, der sender på frekvensbånd, som kommunikationsretligt er forbeholdt radio- og tv-udsendelse af signaler, der kan modtages af almenheden, eller som er forbeholdt lukket punkt-til-punkt kommunikation. I sidstnævnte tilfælde skal den individuelle modtagelse af signalerne imidlertid ske under omstændigheder, der er sammenlignelige med dem, der gør sig gældende i førstnævnte tilfælde.«
|
|
9. Article 1(2)(a) and (b) of that directive provide:
|
9. Samme direktivs artikel 1, stk. 2, litra a) og b), bestemmer følgende:
|
|
‘(a) For the purpose of this Directive, “communication to the public by satellite” means the act of introducing, under the control and responsibility of the broadcasting organisation, the programme-carrying signals intended for reception by the public into an uninterrupted chain of communication leading to the satellite and down towards the earth.
|
»a) I dette direktiv forstås ved »tilgængeliggørelse for almenheden via satellit«: den handling under radio- og tv-selskabets kontrol og ansvar at introducere programbærende signaler, der er beregnet for almenheden i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden.
|
|
(b) The act of communication to the public by satellite occurs solely in the Member State where, under the control and responsibility of the broadcasting organisation, the programme-carrying signals are introduced into an uninterrupted chain of communication leading to the satellite and down towards the earth.’
|
b) Tilgængeliggørelse for almenheden via satellit finder kun sted i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler under radio- og tv-selskabets kontrol og ansvar introduceres i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden.«
|
|
10. Article 4(1) and(2) of Directive 93/83 provide:
|
10. Artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 93/83 bestemmer:
|
|
‘1. For the purposes of communication to the public by satellite, the rights of performers, phonogram producers and broadcasting organisations shall be protected in accordance with the provisions of Articles 6, 7, 8 and 10 of Directive 92/100/EEC.
|
»1. For så vidt angår tilgængeliggørelse til almenheden via satellit skal udøvende kunstneres, fonogramfremstilleres og radio- og tv-selskabers rettigheder beskyttes i overensstemmelse med artikel 6, 7, 8 og 10 i direktiv 92/100/EØF.
|
|
2. For the purposes of paragraph 1, “broadcasting by wireless means” in Directive 92/100/EEC shall be understood as including communication to the public by satellite.’
|
2. For så vidt angår stk. 1 forstås ved »udsendelse ved hjælp af radiobølger« i direktiv 92/100/EØF også tilgængeliggørelse for almenheden via satellit.«
|
|
The national legislation
|
De nationale bestemmelser
|
|
11. According to Article L. 214-1 of the French Code de la propriété intellectuelle (Intellectual Property Code):
|
11. Artikel L. 214-1 i den franske code de la propriété intellectuelle bestemmer:
|
|
‘Where a phonogram has been published for commercial purposes, the performer and the producer shall not be entitled to prevent:
|
»Når et fonogram er udgivet i kommercielt øjemed kan den udøvende kunstner og producenten ikke hindre:
|
|
…
|
[…]
|
|
2. broadcast thereof or simultaneous and integral distribution of that broadcast by cable.
|
2. radio- eller tv-udsendelse heraf eller samtidig og uforkortet viderespredning pr. kabel af denne radio- og tv-udsendelse.
|
|
The said uses of phonograms published for commercial purposes, whatever the place of fixation thereof, shall entitle the performers and producers to receive remuneration. That remuneration shall be paid by the persons who use the phonograms published for commercial purposes under the conditions mentioned in paragraphs 1 and 2 of this article.
|
Denne anvendelse af fonogrammer, der er udgivet i kommercielt øjemed, uanset hvor optagelsen af fonogrammerne har fundet sted, berettiger til vederlag til udøvende kunstnere og producenter. Dette vederlag betales af de personer, som anvender de udgivne fonogrammer i kommercielt øjemed under de betingelser, der er nævnt i denne artikels stk. 1 og 2.
|
|
The remuneration shall be based on the income from exploitation, failing which it shall be assessed on a flat-rate basis …
|
Vederlaget fastsættes på grundlag af indtægten fra udnyttelsen, eller, i mangel herpå, efter en skønsmæssig vurdering […]
|
|
…’
|
[…]«
|
|
The main proceedings and the questions referred to the Court of Justice
|
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
|
|
12. Lagardère is a broadcasting company established in France. Its programmes are created in its Paris studios and are then transmitted to a satellite. The signals return to earth where they are received by repeater stations in French territory, which broadcast the programmes to the public on the frequency modulated (FM) band.
|
12. Lagardère er et radioselskab etableret i Frankrig. Dets programmer laves i selskabets studier i Paris og transmitteres via satellit. Signalerne kommer tilbage til jorden, hvor de modtages af retransmissionssendere på fransk område, som med frekvensmodulation viderespredes til offentligheden.
|
|
13. Since FM broadcasts do not cover the entire French territory, the satellite also sends signals to a transmitter at Felsberg, in Saarland (Germany), which is technically equipped to broadcast to France on long wave. That broadcasting is carried out by Compagnie européenne de radiodiffusion et de télévision Europe 1 (hereinafter ‘CERT’), a subsidiary of Lagardère. The programmes broadcast in the French language can, for technical reasons, also be received in German territory, but only in a limited area. They are not the subject of commercial exploitation in Germany.
|
13. Eftersom denne form for viderespredning ikke dækker hele det franske område, transmitterer satellitten også disse signaler til en sender i Felsberg i Saarland (Tyskland), der er teknisk indrettet til at videresprede disse udsendelser til Frankrig på langbølge. Denne viderespredning forestås af compagnie européenne de radiodiffusion et de télévision Europe 1 (herefter »CERT«), som er et datterselskab af Lagardère. De programmer, som viderespredes på fransk, kan af tekniske grunde også modtages på tysk område, men kun inden for et begrænset område. I Tyskland er de ikke genstand for en udnyttelse i kommercielt øjemed.
|
|
14. Lagardère also has a digital audio terrestrial circuit which enables signals from the Paris studios to be sent to the transmitter in Germany in the event of malfunction of the satellite. Before the satellite system was adopted, that terrestrial circuit was the only means of sending signals to that transmitter. However, that circuit is still operational at the present time.
|
14. Lagardère har også et digitalt jordbaseret kredsløb, som gør det muligt at sende signaler fra studiet i Paris til senderen i Tyskland, hvis satellitten ikke fungerer. Inden selskabet gik over til satellitsystemet, var dette jordbaserede kredsløb den eneste måde at viderebefordre signaler til denne sender. Men i dag er dette kredsløb stadig funktionsdygtigt.
|
|
15. Since Lagardère uses for its broadcasts phonograms protected by intellectual property law, in France it pays for the use thereof a royalty accruing to the performers and producers of the phonograms (hereinafter ‘the royalty for phonogram use’). That royalty is levied on a collective basis by SPRE. For its part, CERT paid an annual flat-rate royalty in Germany for broadcasting the same phonograms to GVL, a company incorporated under German law which is the counterpart of SPRE.
|
15. I det omfang Lagardère i sine udsendelser anvender fonogrammer, som er beskyttet af intellektuel ejendomsret, betaler selskabet for dette vederlag til de udøvende kunstnere og producenterne af disse fonogrammer i Frankrig (herefter »vederlag for anvendelsen af fonogrammer«). Disse vederlag opkræves kollektivt af SPRE. For radio- og tv-udsendelse af de samme fonogrammer overfører CERT, på sin side, et årligt standardvederlag til GVL i Tyskland, som er et selskab stiftet i henhold til tysk ret og modstykket til SPRE.
|
|
16. In order to avoid double payment of the royalty for phonogram use, an agreement concluded between Europe 1 and SPRE, which was renewed until 31 December 1993, provided that the amount of the royalty payable by Europe 1 to performers and producers would be decreased by the amount paid by CERT to GVL.
|
16. Med henblik på at undgå dobbeltbetaling af vederlag for anvendelsen af fonogrammer bestemte en aftale mellem Europe 1 og SPRE, der var blevet forlænget indtil den 31. december 1993, at det af Europe 1 til de udøvende kunstnere og producenterne betalte vederlag skulle fratrækkes det beløb, der blev betalt af CERT til GVL.
|
|
17. Although with effect from 1 January 1994 there was no longer any agreement authorising Europe 1 to make that deduction, it continued nevertheless to do so. Considering that the deduction was unjustified, SPRE commenced proceedings against Europe 1 before the Tribunal de grande instance (Regional Court) de Paris which upheld its claim that the latter should pay the entire royalty. Lagardère, the successor in title to Europe 1, appealed to the Cour de cassation (Court of Cassation).
|
17. Selv om der fra den 1. januar 1994 ikke længere var nogen underliggende aftale til støtte for, at Europe 1 foretog et sådant fradrag, fastholdt selskabet alligevel denne praksis. Da SPRE ikke mente, at et sådant fradrag var retfærdiggjort, anlagde det sag mod Europe 1 ved tribunal de grande instance de Paris, som tog påstanden om, at sidstnævnte skulle betale hele vederlaget, til følge. Da denne afgørelse var blevet stadfæstet ved cour d’appel de Paris, appellerede Lagardère, der er indtrådt i Europe 1’s rettigheder, sagen til cour de cassation.
|
|
18. Considering that the proceedings raised questions of the interpretation of Directives 92/100 and 93/83, particularly in the light of a decision of the German Bundesgerichtshof (Germany) of 7 November 2002, the Cour de cassation stayed its proceedings pending a preliminary ruling from the Court of Justice on the following questions:
|
18. Da cour de cassation fandt, at sagen – bl.a. i forhold til en afgørelse fra Bundesgerichtshof (Tyskland) af 7. november 2002 – rejser spørgsmål om fortolkning af direktiv 92/100 og direktiv 93/83, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
|
‘1. Where a broadcasting company transmitting from the territory of one Member State uses, in order to extend the transmission of its programmes to a part of its national audience, a transmitter situated nearby on the territory of another Member State, of which its majority-held subsidiary is the licence holder, does the legislation of the latter State govern the single equitable remuneration which is required by Article 8(2) of Directive 92/100 … and Article 4 of Directive 93/83 … and is payable in respect of the phonograms published for commercial purposes included in the programmes retransmitted?
|
»1) Når et radioselskab, der sender fra en medlemsstats område, for at gøre sine programmer tilgængelige for en del af sine lyttere i denne stat benytter retransmission via en sender, der befinder sig på et nærliggende område i en anden medlemsstat, og som dets datterselskab, hvori det ejer aktiemajoriteten, har fået koncession på at benytte, er det da lovgivningen i sidstnævnte stat, der finder anvendelse ved fastsættelsen af det rimelige, samlede vederlag i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 og artikel 4 i direktiv 93/83 af 27. september 1993, som skal betales for de fonogrammer, der er udgivet i kommercielt øjemed, og som forekommer i de programmer, der retransmitteres?
|
|
2. If so, is the original broadcasting company entitled to deduct the sums paid by its subsidiary from the remuneration claimed from it in respect of all the transmissions received within national territory?’
|
2) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, er selskabet, der har foretaget den oprindelige udsendelse, da berettiget til at trække det beløb, som dets datterselskab har betalt, fra det vederlag, som selskabet skal betale for alle de udsendelser, der modtages på det nationale område?«
|
|
The questions
|
Om de præjudicielle spørgsmål
|
|
The first question
|
Det første spørgsmål
|
|
19. By its first question, the national court seeks essentially to ascertain whether, in the case of broadcasting of the kind at issue in the main proceedings, Directive 93/83 prevents the remuneration for phonogram use from being governed not only by the law of the Member State in whose territory the broadcasting company is established but also by the legislation of the Member State in which, for technical reasons, the terrestrial transmitter broadcasting to the first State is located.
|
19. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 93/83 i tilfælde af radioudsendelser som de i hovedsagen omhandlede er til hinder for, at vederlaget for anvendelsen af fonogrammer ikke kun reguleres af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område sendeselskabet er etableret, men også af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den jordbaserede sender, der viderespreder disse udsendelser til den førstnævnte stat, af tekniske grunde er placeret.
|
|
20. Lagardère, SPRE and the French Government consider that, since Article 1(2)(b) of Directive 93/83 provides that communication to the public by satellite occurs solely in the Member State where the programme-carrying signals are introduced into the chain of communication, that provision clearly identifies a single law applicable to the royalty for phonogram use – French law in the case before the national court – and excludes the application of the legislation of more than one Member State at the same time.
|
20. I det omfang artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 93/83 bestemmer, at tilgængeliggørelse for almenheden via satellit kun finder sted i den medlemsstat, hvor de programbærende signaler introduceres, mener Lagardère, SPRE og den franske regering, at denne bestemmelse klart identificerer en enkelt lovgivning, som finder anvendelse på vederlag for anvendelse af fonogrammer – i den forelagte sag den franske lovgivning – og at direktivet udelukker en kumulativ anvendelse af flere lovgivninger.
|
|
21. GVL, the German Government and the Commission of the European Communities submit that a communication of the kind at issue in the main proceedings is not covered by that provision and that, therefore, that provision does not preclude application of the legislation of two Member States at the same time.
|
21. GVL, den tyske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har gjort gældende, at en tilgængeliggørelse som den i hovedsagen omhandlede ikke er omfattet af denne bestemmelse, og at den således ikke er til hinder for en kumulativ anvendelse af to medlemsstaters lovgivninger.
|
|
22. It is therefore necessary to consider at the outset whether broadcasting of the kind at issue in this case constitutes a ‘communication to the public by satellite’ within the meaning of Article 1(2)(a) of Directive 93/83.
|
22. Først skal det derfor undersøges, om radioudsendelse som den i hovedsagen omhandlede udgør en »tilgængeliggørelse for almenheden via satellit« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 93/83.
|
|
23. The latter provision defines communication to the public by satellite as ‘the act of introducing, under the control and responsibility of the broadcasting organisation, the programme-carrying signals intended for reception by the public into an uninterrupted chain of communication leading to the satellite and down towards the earth’.
|
23. Denne bestemmelse definerer tilgængeliggørelse for almenheden via satellit som »den handling under radio- og tv-selskabets kontrol og ansvar at introducere programbærende signaler, der er beregnet for almenheden i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden«.
|
|
24. First, it is clear from Article 1(1) of Directive 93/83 that a satellite of that kind must operate, for the purposes of such communication, on the frequency bands which are, under the telecommunications legislation, reserved for the broadcasting of signals to be received by the public (hereinafter ‘the public frequency bands’) or for closed, point-to-point communication (‘hereinafter ‘the non-public frequency bands’). In the latter case, it is nevertheless necessary, pursuant to that provision, for individual reception to take place in circumstances comparable to those that apply in the first case.
|
24. Det fremgår først af artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/83, at en sådan satellit skal sende på frekvensbånd, som kommunikationsretligt er forbeholdt radio- og tv-udsendelse af signaler, der kan modtages af almenheden (herefter »frekvensbånd for almenheden«), eller som er forbeholdt lukket punkt-til-punkt kommunikation (herefter »frekvensbånd, som ikke er for almenheden«). I henhold til denne bestemmelse skal den individuelle modtagelse af signalerne i sidstnævnte tilfælde imidlertid ske under omstændigheder, der er sammenlignelige med dem, der gør sig gældende i førstnævnte tilfælde.
|
|
25. Since both the French Government, in response to a written question put to it by the Court, and the lawyers for Lagardère, at the hearing, confirmed that the transmission of the signals does not take place on public frequency bands, it is necessary to consider whether, in the case of broadcasting of the kind at issue in this case, individual reception of signals may take place in circumstances comparable to those of communication on public frequency bands.
|
25. I det omfang både den franske regering, som svar på et af Domstolen fremsat skriftligt spørgsmål, og Lagardères advokater under retsmødet har bekræftet, at fremføringen af signalerne ikke sker på frekvensbånd for almenheden, skal det undersøges, om individuel modtagelse af signaler i forbindelse med radioudsendelse som den i hovedsagen omhandlede kan finde sted under omstændigheder, der er sammenlignelige med tilgængeliggørelse på frekvensbånd for almenheden.
|
|
26. Since the second sentence of Article 1(1) of Directive 93/83 does not expressly define the scope of the obligation which it lays down, it is necessary to define its scope in the light of the purpose of that directive.
|
26. Da artikel 1, stk. 1, andet punktum, i direktiv 93/83 ikke udtrykkeligt præciserer indholdet af kravet, skal det defineres i lyset af formålet med dette direktiv.
|
|
27. In that connection, it is clear in the first place from the seventh recital in its preamble that that directive is intended to lessen continuing uncertainty is as to whether, for broadcasting ‘by a satellite whose signals can be received directly’, rights must be acquired only in the country of transmission.
|
27. I denne forbindelse følger det først af syvende betragtning til dette direktiv, at det tilsigter en retlig afklaring af spørgsmålet, om rettigheder vedrørende udsendelse via »satellit, hvis signaler kan modtages direkte«, kun skal gælde i udsendelseslandet.
|
|
28. Moreover, acco rding to the 13 th recital thereto, Directive 93/83 is intended to bring to an end differences of treatment of the transmission of programmes by communications satellite – that it is to say those operating on non-public frequency bands – which exist in the Member States, so that the vital distinction will be, throughout the Community, whether works and other protected subject-matter are communicated to the public.
|
28. Ifølge 13. betragtning har direktiv 93/83 desuden til hensigt, at de forskelle, som eksisterer i medlemsstaterne for så vidt angår behandlingen af udsendelse af programmer via kommunikationssatellit – dvs. satellitter, der sender på frekvensbånd for almenheden – ophører, således at det afgørende forhold overalt i Fællesskabet bliver, hvorvidt værker eller andet beskyttet materiale gøres tilgængeligt for almenheden.
|
|
29. It must then be noted, as observed by the Advocate General in point 39 of his Opinion and as is clear from the Proposal for a Council Directive of 11 September 1991 on the coordination of certain rules concerning copyright and neighbouring rights applicable to satellite broadcasting and cable retransmission (COM(91) 276 final), that, originally, such communication to the public direct from a satellite was possible only by means of signals broadcast on frequencies reserved by law for reception by the public. On the other hand, such communication by signals broadcast on non-public frequency bands was not envisageable. Nevertheless, as a result of technological development of satellites and of aerials for use by the general public, it has become possible to broadcast direct to the public on non-public frequency bands. Thus, even though the latter are not, under the telecommunications legislation, formally reserved for communication to the public, at the time of adoption of Directive 93/83 programme-carrying signals could already de facto be received by the public direct from satellites using those frequency bands.
|
29. Som generaladvokaten har bemærket i punkt 39 i sit forslag til afgørelse, og som det også fremgår af forslaget til Rådets direktiv om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavs- og fremførelsesrettigheder i forbindelse med radio- og tv-spredning via satellit og viderespredning pr. kabel (KOM(91) 276 endelig udg.), skal det herefter fastslås, at en sådan tilgængeliggørelse for almenheden direkte fra en satellit oprindeligt kun var mulig ved hjælp af signaler, som var udsendt på frekvensbånd, der ved lov var reserveret for almenheden. En sådan tilgængeliggørelse var derimod ikke tænkelig ved hjælp af signaler, der var udsendt på frekvensbånd, som ikke er for almenheden. Som følge af den teknologiske udvikling i modtagelsessatellitter og -antenner til en bred offentlighed er det imidlertid blevet muligt at sende direkte til offentligheden på frekvensbånd, som ikke er for almenheden. Uanset at disse sidste ikke formelt i henhold til telekommunikationslovgivningen er reserveret tilgængeliggørelse for almenheden, kunne programbærende signaler således allerede ved vedtagelsen af direktiv 93/83 de facto modtages direkte af almenheden fra satellitter, der anvendte sådanne frekvensbånd.
|
|
30. Thus, the Community legislature sought to cover satellite communications using non-public frequency bands in order to take account of that technological development and, consequently, it made provision for those communications to be subject to the rules of Directive 93/83 only if the public is able to receive the signals individually and directly from those satellites.
|
30. Fællesskabslovgiver har således villet indbefatte satellittilgængeliggørelse via frekvensbånd, som ikke er for almenheden, for at tage hensyn til den teknologiske udvikling, og har følgelig bestemt, at sådan tilgængeliggørelse kun omfattes af direktiv 93/83, hvis almenheden individuelt og direkte kan modtage signalerne fra disse satellitter.
|
|
31. Finally, it must be observed that a limited circle of persons who can receive the signals from the satellite only if they use professional equipment cannot be regarded as part of the public, given that the latter must be made up of an indeterminate number of potential listeners (see, regarding the meaning of the term public, Case C-89/04 Mediakabel [2005] ECR I-0000, paragraph 30).
|
31. Endelig skal det fastslås, at en begrænset kreds af personer, som alene ved hjælp af professionelt udstyr kan modtage satellitsignaler, ikke kan anses for almenheden, da denne bør bestå af et ubestemt antal potentielle lyttere (hvad angår begrebet almenheden, se dom af 2.6.2005, sag C-89/04, Mediakabel, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30).
|
|
32. In the present case, the parties to the main proceedings agree that the signals emanating from the satellite in question are coded and can be received only by equipment available solely to professionals. Conversely, those signals cannot be received using the equipment available to the general public.
|
32. I det foreliggende tilfælde er parterne i hovedsagen enige om, at de pågældende satellitsignaler er kodede og kun kan modtages med udstyr, som er forbeholdt professionelle. Modsætningsvis kan disse signaler ikke modtages af udstyr for den brede offentlighed.
|
|
33. In such circumstances, individual reception does not take place in circumstances comparable to those that apply to communications on public frequency bands. Consequently, that satellite does not operate, as far as the broadcasting at issue in the main proceedings is concerned, as a satellite within the meaning of Article 1(1) of Directive 98/83.
|
33. I et sådant tilfælde finder der ikke nogen individuel modtagelse sted under omstændigheder, der er sammenlignelige med tilgængeliggørelse på frekvensbånd for almenheden. I forhold til den i hovedsagen omhandlede radioudsendelse sender denne satellit følgelig ikke som en i artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/83 omhandlet satellit.
|
|
34. Second, the foregoing considerations, in particular those set out in paragraph 32 of this judgment, also mean that broadcasting of the kind at issue in this case does not satisfy another test laid down in Article 1(2)(a) of that directive, namely the requirement that the programme-carrying signals are intended for reception by the public.
|
34. For det andet følger det af ovenstående – navnlig det i denne doms præmis 32 nævnte – at en radioudsendelse som den i hovedsagen omhandlede heller ikke opfylder et andet kriterium i dette direktivs artikel 1, stk. 2, litra a) – nemlig kravet om, at de programbærende signaler er beregnet for almenheden.
|
|
35. A comparison of the wording of the various language versions of that provision, in particular the English version (‘programme-carrying signals intended for reception by the public’), the German version (‘die programmtragenden Signale, die für den öffentlichen Empfang bestimmt sind’), the Spanish version (‘las señales portadoras de programa, destinadas a la recepción por el público’) or the Dutch version (‘programmadragende signalen voor ontvangst door het publiek’), shows that it is the signals which must be intended for the public and not the programmes that they carry.
|
35. Ud fra en sammenligning af ordlyden af de forskellige sprogversioner af denne bestemmelse – navnlig den engelske version (»programme-carrying signals intended for reception by the public«), den tyske version (»die programmtragenden Signale, die für den öffentlichen Empfang bestimmt sind«), den spanske version (»las señales portadoras de programa, destinadas a la recepción por el público«) og den nederlandske version (»programmadragende signalen voor ontvangst door het publiek«) – følger, at det er disse signaler, der skal være beregnet for offentligheden, og ikke de ved disse signaler sendte programmer.
|
|
36. That interpretation is, moreover, borne out by the purpose of Directive 93/83, as described in paragraphs 29 and 30 of this judgment.
|
36. En sådan fortolkning bekræftes desuden af formålet med direktiv 93/83, sådan som beskrevet i denne doms præmis 29 og 30.
|
|
37. In circumstances like those of the main proceedings, it is the programmes, not the signals transmitted to the satellite and back to earth, that are intended for the public.
|
37. I en situation som den i hovedsagen foreliggende er det programmerne og ikke de signaler, der sendes op til satellitten og ned mod jorden, som er beregnet for offentligheden.
|
|
38. It must be borne in mind that those signals are coded and can be received only by equipment available only to professionals, such as that used in particular at the Felsberg terrestrial transmitter. Moreover, Lagardère, which is the broadcasting company and has total control of the communication in question, itself recognises that, at the present time, the public is not able to receive those signals. Its intention is not therefore to ensure that the signals that are transmitted to the satellite and back to earth reach the public. Indeed, the public is, for the purposes of such communication, the intended recipient of signals of a different nature, namely those broadcast on long wave, which do not go via a satellite. Lagardère thus sends the signals to the satellite for the sole purpose of sending them on to the abovementioned terrestrial transmitter which re-broadcasts the programmes in real time by non-satellite means. Therefore, the transmitter is the sole target of the signals that make up the satellite communication at issue in this case.
|
38. Det skal nemlig påpeges, at disse signaler er kodede, og at de kun kan modtages med udstyr, som er forbeholdt professionelle, sådan som det, den jordbaserede sender Felsberg bl.a. råder over. Lagardère, som er sendeselskabet og har kontrol med al den omtvistede kommunikation, anerkender selv, at almenheden endnu ikke kan modtage disse signaler. Dets hensigt er således ikke at nå almenheden med de signaler, som sendes op til satellitten og ned mod jorden. Almenheden, set i sammenhæng med en sådan tilgængeliggørelse, er nemlig modtagerne af signaler af en anden karakter, nærmere bestemt signaler, der sendes på langbølge og ikke går via en satellit. Således fremsender Lagardère signalerne til satellitten med det ene formål at transmittere dem til den jordbaserede sender, som genudsender programmerne direkte på anden måde end via satellit. Denne sender er således eneste modtager af de signaler, der udgør den omtvistede satellitkommunikation i hovedsagen.
|
|
39. Third, Article 1(2)(a) of Directive 93/83 requires that the programme-carrying signals are broadcast to the public by ‘an uninterrupted chain of communication leading to the satellite and down towards the earth’. Thus, that directive is concerned with a closed communications system, of which the satellite forms the central, essential and irreplaceable element, so that, in the event of malfunction of the satellite, the transmission of signals is technically impossible and, as a result, the public receives no broadcast.
|
39. For det tredje kræves det i henhold til artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 93/83, at de programbærende signaler transmitteres til almenheden via en »ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden«. Dette direktiv omhandler således et lukket kommunikationssystem, hvor satellitten udgør det centrale, væsentlige og uerstattelige element på en sådan måde, at transmissionen af signaler, i tilfælde af at satellitten ikke fungerer, ikke er teknisk mulig, og almenheden dermed ikke modtager nogen udsendelser.
|
|
40. On the other hand, Directive 93/83 is not in principle concerned with a communication system or sub-system whose basic unit is a terrestrial transmitter and which has operated since being set up by means of a terrestrial digital audio circuit. Although such a system or subsystem may, at any given time, be supplemented by a communication satellite, the satellite does not thereby become the essential, central and irreplaceable element of the system.
|
40. Derimod omhandler direktiv 93/83 principielt ikke et kommunikationssystem eller et underkommunikationssystem, hvor den grundlæggende enhed består af en jordbaseret sender, som, siden den blev taget i brug, har fungeret ved hjælp af et digitalt jordbaseret kredsløb. Uanset at et sådant system eller undersystem på et hvilket som helst tidspunkt kan suppleres af en kommunikationssatellit, vil satellitten ikke dermed blive det centrale, væsentlige og uerstattelige element i systemet.
|
|
41. Fourth, in the event of malfunction of the satellite, at the precise time when the broadcasting company transmitted signals to the terrestrial station via the terrestrial digital audio circuit, there would be no satellite transmission and the application of Directive 93/83 would therefore be excluded by definition. However, if the view advanced by Lagardère and the French Government were accepted, that communication would necessarily be subject to the rules laid down by Directive 93/83 as soon as the satellite became operational again. Thus, the applicability of the directive would be dependent on unforeseeable circumstances linked with the vagaries of satellite operations, with the result that the system of copyright and rights related to them would be fraught with legal uncertainty.
|
41. For det fjerde vil der i tilfælde af, at satellitten ikke fungerer, straks fra det tidspunkt, hvor sendeselskabet transmitterer signalerne til den jordbaserede sender via det digitale jordbaserede kredsløb, ikke være nogen satellittransmission, og anvendelsen af direktiv 93/83 vil dermed pr. definition være udelukket. Hvis Lagardères og den franske regerings argument tiltrædes, vil denne kommunikation nødvendigvis være omfattet af direktiv 93/83 fra det øjeblik, da satellitten igen er funktionsdygtig. Anvendeligheden af direktivet vil således afhænge af uforudsigelige omstændigheder, afhængig af satellittens funktionsduelighed, hvilket ville omgærde de ordninger for ophavsretsbeslægtede rettigheder med retlig usikkerhed.
|
|
42. Such a situation would not be compatible with the purpose of that directive, which is to provide both broadcasting organisations and the holders of rights with legal certainty regarding the legislation applicable to a chain of communication.
|
42. En sådan situation ville ikke være forenelig med direktivets formål, som er at sikre både radiospredningsorganer og rettighedshavere retlig sikkerhed med hensyn til den lovgivning, der finder anvendelse på en kommunikationskæde.
|
|
43. It follows from all the foregoing that a broadcast of the kind at issue in this case does not constitute a communication by satellite to the public within the meaning of Article 1(2)(a) of Directive 93/83. Consequently, it does not fall within the scope of Article 1(2)(b).
|
43. Det følger af ovennævnte, at radioudsendelser som den i hovedsagen omtvistede ikke udgør tilgængeliggørelse for almenheden via satellit som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 93/83. Følgelig hører sådan udsendelse ikke under denne artikels stk. 2, litra b).
|
|
44. Therefore, the answer to the first question must be that, in the case of a broadcast of the kind at issue in this case, Directive 93/83 does not preclude the fee for phonogram use being governed not only by the law of the Member State in whose territory the broadcasting company is established but also by the legislation of the Member State in which, for technical reasons, the terrestrial transmitter broadcasting to the first State is located.
|
44. Det første spørgsmål må derfor besvares således, at i tilfælde af radioudsendelser som den i hovedsagen omhandlede er direktiv 93/83 ikke til hinder for, at vederlaget for anvendelse af fonogrammer ikke kun reguleres af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område sendeselskabet er etableret, men også af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den jordbaserede sender, der viderespreder disse udsendelser til den førstnævnte stat, af tekniske grunde er placeret.
|
|
The second question
|
Det andet spørgsmål
|
|
45. By its second question, the national court seeks essentially to ascertain whether Article 8(2) of Directive and 92/100 must be interpreted as meaning that, for determination of the equitable remuneration mentioned in that provision, the broadcasting company is entitled unilaterally to deduct from the amount of the royalty for phonogram use payable in the Member State where it is established the amount of the royalty paid or claimed in the Member State in whose territory the terrestrial transmitter broadcasting to the first State is situated.
|
45. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 skal fortolkes således, at sendeselskabet ved fastsættelsen af det i denne bestemmelse nævnte rimelige vederlag er berettiget til ensidigt at trække det vederlag, der er betalt eller opkrævet i den medlemsstat, på hvis område den jordbaserede sender viderespreder udsendelser til den medlemsstat, hvor selskabet er etableret, fra vederlaget for anvendelse af fonogrammer i sidstnævnte stat.
|
|
46. At the outset, it must be emphasised that it is clear from its wording and scheme that Directive 92/100 provides for minimal harmonisation regarding rights related to copyright. Thus, it does not purport to detract, in particular, from the principle of the territoriality of those rights, which is recognised in international law and also in the EC Treaty. Those rights are therefore of a territorial nature and, moreover, domestic law can only penalise conduct engaged in within national territory.
|
46. Indledningsvis skal det understreges, at det af ordlyden og opbygningen af direktiv 92/100 fremgår, at det foreskriver en minimumsharmonisering på området for ophavsretsbeslægtede rettigheder. Direktivet tilsigter således ikke at drage det i international ret og EF-traktaten anerkendte territorialprincip i tvivl. Disse rettigheder har en territorial karakter, og national ret kan desuden kun sanktionere handlinger, som har fundet sted på det nationale område.
|
|
47. Furthermore, it must be borne in mind that in this case the programmes containing the protected phonograms are broadcast using terrestrial transmitters in French territory and from a terrestrial transmitter in German territory. In so far as the broadcasting operations are thus carried out in the territory of two Member States, those rights are based on the legislation of two States.
|
47. Desuden skal det påpeges, at programmerne i hovedsagen, som indeholder beskyttede fonogrammer, udsendes ved hjælp af jordbaserede sendere, som befinder sig på fransk område samt fra en jordbaseret sender, som befinder sig på tysk område. I det omfang radioudsendelseshandlingen således finder sted på to medlemsstaters område, bygger disse rettigheder på to nationale lovgivninger.
|
|
48. In that context, it should be noted that the Court has already held that there is no objective reason to justify the laying down by the Community judicature of specific methods for determining what constitutes uniform equitable remuneration, which would necessarily entail its acting in the place of the Member States, which are not bound by any particular criteria under Directive 92/100. It is therefore for the Member States alone to determine, in their own territory, what are the most relevant criteria for ensuring adherence to the Community concept of equitable remuneration (Case C-245/00 SENA [2003] ECR I-1251, paragraph 34).
|
48. I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at der ikke er nogen objektiv grund, der kan begrunde, at Fællesskabets retsinstanser nærmere fastsætter præcise regler for fastlæggelse af et ensartet rimeligt vederlag, hvilket ville indebære, at Domstolen sætter sig i medlemsstaternes sted, for hvilke direktiv 92/100 ikke fastsætter noget særligt kriterium. Det er således udelukkende medlemsstaterne, det tilkommer på deres område at fastlægge de mest relevante kriterier for at sikre, at dette fællesskabsbegreb respekteres (dom af 6.2.2003, sag C-245/00, SENA, Sml. I, s. 1251, præmis 34).
|
|
49. However, the Member States must exercise their powers in this area within the limits laid down by Community law and, in particular, by Article 8(2) of Directive 92/100, which requires that such remuneration be equitable. More specifically, they must lay down rules for equitable remuneration that enable a proper balance to be achieved between the interests of performers and producers in obtaining remuneration for the broadcast of a particular phonogram and the interests of third parties in being able to broadcast the phonogram on terms that are reasonable ( SENA , paragraph 36).
|
49. Herved skal medlemsstaterne dog udøve deres kompetence på dette område inden for de grænser, der er fastsat ved fællesskabsretten og navnlig ved artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100, som kræver, at et sådant vederlag er rimeligt. Mere specifikt skal de fastsætte kriterier for det rimelige vederlag, som er egnet til, at der opnås en passende ligevægt mellem de udøvende kunstneres og fonogramfremstilleres interesse i at modtage et vederlag for radio- og fjernsynsudsendelse af et bestemt fonogram og tredjemands interesse i at kunne udsende dette fonogram under rimelige betingelser (SENA-dommen, præmis 36).
|
|
50. Thus, whether the remuneration, which represents the consideration for the use of a commercial phonogram, in particular for broadcasting purposes, is equitable is to be assessed, in particular, in the light of the value of that use in trade ( SENA , paragraph 37).
|
50. Dette vederlag, der udgør modydelsen for anvendelsen af et kommercielt fonogram navnlig med henblik på radio- og fjernsynsudsendelse, forudsætter således, at dets rimelige karakter må bestemmes, bl.a. under hensyn til værdien af anvendelsen i den økonomiske omsætning (SENA-dommen, præmis 37).
|
|
51. In order to determine that value, it is necessary to obtain guidance on this specific point from the criteria referred to in the 17 th recital in the preamble to Directive 93/83 and therefore to take account of all the parameters of the broadcast, such as, in particular, the actual audience, the potential audience and the language version of the broadcast.
|
51. Ved fastsættelsen af en sådan værdi er det på dette specifikke punkt nødvendigt at lægge de i 17. betragtning til direktiv 93/83 nævnte kriterier til grund og tage hensyn til samtlige faktorer, der er kendetegnende for udsendelsen, såsom det reelle og potentielle seer- eller lytterantal samt sprogversionen.
|
|
52. The use of phonograms for a broadcasting operation in the Member State where that terrestrial transmitter is located does not in any way reduce the actual or potential audience in the State where the broadcasting company is established or, consequently, the value of that use in trade within the territory of the latter State.
|
52. Anvendelsen af fonogrammer i en radioudsendelse i den medlemsstat, hvor den jordbaserede sender er placeret, reducerer ikke på nogen måde det reelle og potentielle seer- eller lyttertal i den stat, hvor sendeselskabet er etableret, eller i konsekvens heraf den økonomiske værdi af denne anvendelse på den sidstnævnte stats område.
|
|
53. Moreover, it is clear from the file that the broadcasting of phonograms constitutes actual commercial exploitation only within French territory since the advertising slots are marketed only to French undertakings. Similarly, almost the entire audience is in France since, first, the broadcast at issue in this case can only be received by the public in a small area of German territory and, second, the broadcast is in the French language.
|
53. Det fremgår i øvrigt af visse sagsakter, at radioudsendelsen af fonogrammer kun er en effektiv udnyttelse i kommercielt øjemed på fransk område, eftersom reklameblokkene kun sælges til franske virksomheder. Tilsvarende har næsten alle lyttere bopæl i Frankrig, hvilket skyldes dels at den pågældende radioudsendelse kun kan modtages af offentligheden inden for et lille område i Tyskland, dels at udsendelsen er på fransk.
|
|
54. However, in so far as an actual or potential audience for broadcasts in the Member State where the abovementioned terrestrial transmitter is situated is not entirely absent, a certain economic value attaches to the use of protected phonograms in that State, even though it is low. Consequently, the latter State may, in the light of the principle of territoriality referred to in paragraph 46 of this judgment, require payment of equitable remuneration for the broadcast of those phonograms within its own territory. The circumstances mentioned in the foregoing paragraph, which limit the economic value of such use, are relevant only as regards the rate of that royalty and it will be for the courts of that Member State to take them into account when determining the royalty. On the other hand, they do not detract from the fact that the royalty thus determined constitutes payment for the use of phonograms in that State and that that payment cannot be taken into account in order to calculate equitable remuneration in another Member State.
|
54. I det omfang der findes en reel og potentiel lytterskare i den medlemsstat, hvor den jordbaserede sender er placeret, knytter der sig dog en vis økonomisk værdi til anvendelsen af beskyttede fonogrammer i denne stat, uanset at lytterskaren er lille. Henset til det i denne doms præmis 46 nævnte territorialprincip kan denne stat følgelig kræve betaling af et rimeligt vederlag for radioudsendelsen af disse fonogrammer på sit område. De i foregående præmis nævnte omstændigheder, som begrænser den økonomiske værdi af en sådan anvendelse, er kun relevante i forhold til størrelsen på dette vederlag, og det tilkommer denne stats domstole at inddrage disse omstændigheder i fastsættelsen af vederlaget. Der rejses herved ikke tvivl om, at det således fastsatte vederlag udgør betaling for anvendelsen af fonogrammer i denne stat, og at denne betaling ikke kan inddrages i beregning af et rimeligt vederlag i en anden medlemsstat.
|
|
55. In view of the foregoing considerations, the answer to the second question must be that Article 8(2) of Directive 92/100 must be interpreted as meaning that, for determination of the equitable remuneration mentioned in that provision, the broadcasting company is not entitled unilaterally to deduct from the amount of the royalty for phonogram use payable in the Member State in which it is established the amount of the royalty paid or claimed in the Member State in whose territory the terrestrial transmitter broadcasting to the first State is located.
|
55. På baggrund af ovennævnte skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 skal fortolkes således, at sendeselskabet ved fastsættelsen af det i denne bestemmelse nævnte rimelige vederlag ikke er berettiget til ensidigt at trække det vederlag, der er betalt eller opkrævet i den medlemsstat, på hvis område den jordbaserede sender viderespreder udsendelser til den medlemsstat, hvor selskabet er etableret, fra vederlaget for anvendelse af fonogrammer i sidstnævnte stat.
|
|
Costs
|
Sagens omkostninger
|
|
56. Since these proceedings are, for the parties to the main proceedings, a step in the action pending before the national court, the decision on costs is a matter for that court. Costs incurred in submitting observations to the Court, other than the costs of those parties, are not recoverable.
|
56. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
|