Grounds
|
|
1. This reference for a preliminary ruling concerns the interpretation of Article 8(1) of Council Directive 2000/43/EC of 29 June 2000 implementing the principle of equal treatment between persons irrespective of racial or ethnic origin (OJ 2000 L 180, p. 22), Article 10(1) of Council Directive 2000/78/EC of 27 November 2000 establishing a general framework for equal treatment in employment and occupation (OJ 2000 L 303, p. 16) and Article 19(1) of Directive 2006/54/EC of the European Parliament and of the Council of 5 July 2006 on the implementation of the principle of equal opportunities and equal treatment of men and women in matters of employment and occupation (OJ 2006 L 204, p. 23).
|
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT L 180, s. 22), artikel 10, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16) og artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT L 204, s. 23).
|
|
2. The reference has been made in proceedings between Ms Meister and Speech Design Carrier Systems GMbH (‘Speech Design’) concerning the discrimination on the grounds of sex, age and ethnic origin that she claims to have suffered during a recruitment procedure.
|
2. Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Galina Meister og Speech Design Carrier Systems GmbH (herefter »Speech Design«) vedrørende en forskelsbehandling på grund af køn, alder og etnisk oprindelse, som hun hævder at have været udsat for under en ansættelsesprocedure.
|
|
Legal context
|
Retsforskrifter
|
|
European Union legislation
|
EU-retlige forskrifter
|
|
Directive 2000/43
|
Direktiv 2000/43
|
|
3. Recital 15 in the preamble to Directive 2000/43 states that ‘[t]he appreciation of the facts from which it may be inferred that there has been direct or indirect discrimination is a matter for national judicial or other competent bodies, in accordance with rules of national law or practice. Such rules may provide in particular for indirect discrimination to be established by any means including on the basis of statistical evidence’.
|
3. I 15. betragtning til direktiv 2000/43 anføres det, at »[det] er de nationale juridiske eller andre kompetente organer, der skal vurdere de faktiske forhold, på grundlag af hvilke det kan udledes, at der har været direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis. Sådanne bestemmelser vil i første omgang skulle sikre, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås, bl.a. på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde«.
|
|
4. Under Recital 21 of that directive, ‘[t]he rules on the burden of proof must be adapted when there is a prima facie case of discrimination and, for the principle of equal treatment to be applied effectively, the burden of proof must shift back to the respondent when evidence of such discrimination is brought.’
|
4. Det fremgår af 21. betragtning til dette direktiv, at »[reglerne] om bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling«.
|
|
5. Under Article 1 of the directive:
|
5. Direktivets artikel 1 bestemmer:
|
|
‘The purpose of this Directive is to lay down a framework for combating discrimination on the grounds of racial or ethnic origin, with a view to putting into effect in the Member States the principle of equal treatment.’
|
»Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på at iværksætte princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.«
|
|
6. Article 3(1) of the same directive provides:
|
6. Samme direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmer:
|
|
‘Within the limits of the areas of competence conferred on the Community, this Directive shall apply to all persons, as regards both the public and private sectors, including public bodies, in relation to:
|
»Inden for de beføjelser, traktaten tillægger Fællesskabet, finder dette direktiv, for så vidt angår både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, anvendelse på alle personer for så vidt angår:
|
|
(a) conditions for access to employment, to self-employment and to occupation, including selection criteria and recruitment conditions, whatever the branch of activity and at all levels of the professional hierarchy, including promotion;
|
a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset sektor eller branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse
|
|
…’
|
[…]«
|
|
7. Article 7(1) of Directive 2000/43 provides:
|
7. Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2000/43 bestemmer:
|
|
‘Member States shall ensure that judicial and/or administrative procedures, including where they deem it appropriate conciliation procedures, for the enforcement of the obligations under this Directive are available to all persons who consider themselves wronged by failure to apply the principle of equal treatment to them, even after the relationship in which the discrimination is alleged to have occurred has ended.’
|
»Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder hvor de finder det hensigtsmæssigt til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«
|
|
8. Article 8 of that directive, entitled ‘Burden of proof’, is worded as follows:
|
8. Direktivets artikel 8 med overskriften »Bevisbyrde« har følgende ordlyd:
|
|
‘1. Member States shall take such measures as are necessary, in accordance with their national judicial systems, to ensure that, when persons who consider themselves wronged because the principle of equal treatment has not been applied to them establish, before a court or other competent authority, facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination, it shall be for the respondent to prove that there has been no breach of the principle of equal treatment.
|
»1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det, når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.
|
|
2. Paragraph 1 shall not prevent Member States from introducing rules of evidence which are more favourable to plaintiffs.
|
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, som er gunstigere for klageren.
|
|
3. Paragraph 1 shall not apply to criminal procedures.
|
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.
|
|
4. Paragraphs 1, 2 and 3 shall also apply to any proceedings brought in accordance with Article 7(2).
|
4. Stk. 1, 2 og 3 finder også anvendelse på sager som nævnt i artikel 7, stk. 2.
|
|
5. Member States need not apply paragraph 1 to proceedings in which it is for the court or other competent authority to investigate the facts of the case.’
|
5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager, hvor det er domstolen eller en kompetent instans, der skal undersøge sagens faktiske omstændigheder.«
|
|
Directive 2000/78
|
Direktiv 2000/78
|
|
9. Recital 15 in the preamble to Directive 2000/78 states that ‘[t]he appreciation of the facts from which it may be inferred that there has been direct or indirect discrimination is a matter for national judicial or other competent bodies, in accordance with rules of national law or practice. Such rules may provide in particular for indirect discrimination to be established by any means including on the basis of statistical evidence’.
|
9. I 15. betragtning til direktiv 2000/78 hedder det, at »[d]et er de nationale retslige myndigheder eller andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til at formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse bestemmelser kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte forskelsbehandling«.
|
|
10. Recital 31 of that directive states that ‘[t]he rules on the burden of proof must be adapted when there is a prima facie case of discrimination and, for the principle of equal treatment to be applied effectively, the burden of proof must shift back to the respondent when evidence of such discrimination is brought. However, it is not for the respondent to prove that the plaintiff adheres to a particular religion or belief, has a particular disability, is of a particular age or has a particular sexual orientation’.
|
10. I 31. betragtning til direktivet præciseres det, at »[r]eglerne om bevisbyrde bør tilpasses, når der umiddelbart synes at foreligge en sag om forskelsbehandling, og bevisbyrden bør, for at princippet om ligebehandling kan anvendes effektivt, gå over til sagsøgte, når der fremlægges beviser for en sådan forskelsbehandling. Sagsøgte skal imidlertid ikke fremlægge bevis for, at sagsøgeren tilhører en bestemt religion, har en bestemt tro, handicap, alder eller seksuel orientering«.
|
|
11. Under Article 1 of the directive:
|
11. Direktivets artikel 1 bestemmer:
|
|
‘The purpose of this Directive is to lay down a general framework for combating discrimination on the grounds of religion or belief, disability, age or sexual orientation as regards employment and occupation, with a view to putting into effect in the Member States the principle of equal treatment’.
|
»Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«
|
|
12. Article 3(1) of the same directive provides:
|
12. Direktivets artikel 3, stk. 1, bestemmer:
|
|
‘Within the limits of the areas of competence conferred on the Community, this Directive shall apply to all persons, as regards both the public and private sectors, including public bodies, in relation to:
|
»Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:
|
|
(a) conditions for access to employment, to self-employment and to occupation, including selection criteria and recruitment conditions, whatever the branch of activity and at all levels of the professional hierarchy, including promotion;
|
a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse
|
|
…’
|
[…]«
|
|
13. Article 9(1) of Directive 2000/78 provides:
|
13. Artikel 9, stk. 1, i direktiv 2000/78 bestemmer:
|
|
‘Member States shall ensure that judicial and/or administrative procedures, including where they deem it appropriate conciliation procedures, for the enforcement of the obligations under this Directive are available to all persons who consider themselves wronged by failure to apply the principle of equal treatment to them, even after the relationship in which the discrimination is alleged to have occurred has ended.’
|
»Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«
|
|
14. Article 10 of the directive, entitled ‘Burden of proof’, states:
|
14. Direktivets artikel 10 med overskriften »Bevisbyrde« bestemmer:
|
|
‘1. Member States shall take such measures as are necessary, in accordance with their national judicial systems, to ensure that, when persons who consider themselves wronged because the principle of equal treatment has not been applied to them establish, before a court or other competent authority, facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination, it shall be for the respondent to prove that there has been no breach of the principle of equal treatment.
|
»1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retsorden alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det, når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.
|
|
2. Paragraph 1 shall not prevent Member States from introducing rules of evidence, which are more favourable to plaintiffs.
|
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klageren.
|
|
3. Paragraph 1 shall not apply to criminal procedures.
|
3. Stk. 1 finder ikke anvendelse i straffesager.
|
|
4. Paragraphs 1, 2 and 3 shall also apply to any proceedings brought in accordance with Article 9(2).
|
4. Stk. 1, 2 og 3 finder ligeledes anvendelse på sager som nævnt i artikel 9, stk. 2.
|
|
5. Member States need not apply paragraph 1 to proceedings in which it is for the court or other competent authority to investigate the facts of the case.’
|
5. Medlemsstaterne behøver ikke at anvende stk. 1 på sager, hvor det er en domstol eller en anden kompetent instans, der skal undersøge sagens faktiske omstændigheder.«
|
|
Directive 2006/54
|
Direktiv 2006/54
|
|
15. Recital 30 in the preamble to Directive 2006/54 is worded as follows:
|
15. 30. betragtning til direktiv 2006/54 har følgende ordlyd:
|
|
‘The adoption of rules on the burden of proof plays a significant role in ensuring that the principle of equal treatment can be effectively enforced. As the Court of Justice has held, provision should therefore be made to ensure that the burden of proof shifts to the respondent when there is a prima facie case of discrimination, except in relation to proceedings in which it is for the court or other competent national body to investigate the facts. It is however necessary to clarify that the appreciation of the facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination remains a matter for the relevant national body in accordance with national law or practice. Further, it is for the Member States to introduce, at any appropriate stage of the proceedings, rules of evidence which are more favourable to plaintiffs.’
|
»For at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager.«
|
|
16. Under Article 1 of that directive:
|
16. Direktivets artikel 1 bestemmer:
|
|
‘The purpose of this Directive is to ensure the implementation of the principle of equal opportunities and equal treatment of men and women in matters of employment and occupation.
|
»Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.
|
|
To that end, it contains provisions to implement the principle of equal treatment in relation to:
|
I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:
|
|
(a) access to employment, including promotion, and to vocational training;
|
a) adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse
|
|
…’
|
[…]«
|
|
17. Article 14(1) of the same directive states:
|
17. Samme direktivs artikel 14, stk. 1, bestemmer:
|
|
‘There shall be no direct or indirect discrimination on grounds of sex in the public or private sectors, including public bodies, in relation to:
|
»Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:
|
|
(a) conditions for access to employment, to self-employment or to occupation, including selection criteria and recruitment conditions, whatever the branch of activity and at all levels of the professional hierarchy, including promotion;
|
a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse
|
|
…’
|
[…]«
|
|
18. Article 17(1) of Directive 2006/54 provides:
|
18. Artikel 17, stk. 1, i direktiv 2006/54 bestemmer:
|
|
‘Member States shall ensure that, after possible recourse to other competent authorities including where they deem it appropriate conciliation procedures, judicial procedures for the enforcement of obligations under this Directive are available to all persons who consider themselves wronged by failure to apply the principle of equal treatment to them, even after the relationship in which the discrimination is alleged to have occurred has ended.’
|
»Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser kan indgive klage til retslige instanser, herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er ophørt.«
|
|
19. Article 19 of that directive, entitled ‘Burden of proof’, is worded as follows:
|
19. Direktivets artikel 19 med overskriften »Bevisbyrde« har følgende ordlyd:
|
|
‘1. Member States shall take such measures as are necessary, in accordance with their national judicial systems, to ensure that, when persons who consider themselves wronged because the principle of equal treatment has not been applied to them establish, before a court or other competent authority, facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination, it shall be for the respondent to prove that there has been no breach of the principle of equal treatment.
|
»1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
|
|
2. Paragraph 1 shall not prevent Member States from introducing rules of evidence which are more favourable to plaintiffs.
|
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klager.
|
|
3. Member States need not apply paragraph 1 to proceedings in which it is for the court or competent body to investigate the facts of the case.
|
3. Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 i sager, hvor det påhviler en domstol eller den kompetente instans at undersøge sagens faktiske omstændigheder.
|
|
4. Paragraphs 1, 2 and 3 shall also apply to:
|
4. Stk. 1, 2 og 3 finder endvidere anvendelse på:
|
|
(a) the situations covered by Article 141 of the [EC] Treaty and, insofar as discrimination based on sex is concerned, by Directives 92/85/EEC and 96/34/EC;
|
a) situationer, som er omhandlet i [EF] traktatens artikel 141 og, for så vidt der er tale om forskelsbehandling på grundlag af køn, i direktiv 92/85/EØF og 96/34/EF
|
|
(b) any civil or administrative procedure concerning the public or private sector which provides for means of redress under national law pursuant to the measures referred to in (a) with the exception of out-of-court procedures of a voluntary nature or provided for in national law.
|
b) enhver civilretlig eller administrativ procedure inden for den offentlige eller private sektor, som indebærer klageadgang efter den nationale lovgivning til gennemførelse af de i litra a) omtalte foranstaltninger, med undtagelse af udenretlige ordninger, som er frivillige, eller som er fastsat i den nationale lovgivning.
|
|
5. This Article shall not apply to criminal procedures, unless otherwise provided by the Member States.’
|
5. Denne artikel finder ikke anvendelse på straffesager, medmindre medlemsstaterne bestemmer andet.«
|
|
National legislation
|
Nationale bestemmelser
|
|
20. Paragraph 1 of the General Law on equal treatment (Allgemeines Gleichbehandlungsgesetz), of 14 August 2006 (BGBl. 2006 I, p. 1897), in the version applicable at the material time (‘the AGG’), is worded as follows:
|
20. § 1 i den almindelige ligebehandlingslov (Allgemeines Gleichbehandlungsgesetz) af 14. august 2006 (BGBl. 2006 I, s.1897) i den affattelse, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »AGG«), har følgende ordlyd:
|
|
‘The purpose of this Law is to prevent or to eliminate discrimination on the grounds of race or ethnic origin, gender, religion or belief, disability, age or sexual orientation.’
|
»Denne lov har til formål at forhindre eller afskaffe enhver forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, køn, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«
|
|
21. Under Paragraph 3(1) of the AGG:
|
21. AGG’s § 3, stk. 1, bestemmer:
|
|
‘Direct discrimination shall be taken to occur where one person is treated less favourably than another is, has been or would be treated in a comparable situation, on any of the grounds referred to in Paragraph 1. Direct discrimination on the ground of sex shall also be taken to occur within the meaning of Paragraph 2(1) Nos 1 to 4 where a woman is treated less favourably on account of pregnancy or maternity.’
|
»Der foreli gger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af en af de i § 1 nævnte grunde behandles ringere end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en sammenlignelig situation. Der foreligger ligeledes direkte forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i § 2, stk. 1, nr. 1)-4), når en kvinde behandles ringere på grund af graviditet eller moderskab.«
|
|
22. Paragraph 6(1) of the AGG states:
|
22. AGG’s § 6, stk. 1, bestemmer:
|
|
‘For the pur poses of this Law, “worker” means:
|
»Ved ansatte i denne lovs forstand forstås:
|
|
1. persons in salaried employment;
|
1. arbejdstagere
|
|
2. persons employed for the purposes of their vocational training;
|
2. personer, som er ansat med henblik på deres uddannelse
|
|
3. persons of similar status to salaried persons on account of their dependent economic status, including those who work from home and those comparable to persons who work from home.
|
3. personer, der på grund af deres økonomiske afhængighed skal sidestilles med lønmodtagere; hertil hører også personer, der er beskæftiget i hjemmearbejde, og hermed ligestillede personer.
|
|
“Worker” shall also refer to job applicants and persons whose employment relationship has ended.’
|
Som ansatte anses også stillingsansøgere og personer, hvis ansættelsesforhold er ophørt.«
|
|
23. Under Paragraph 7(1) of AGG workers must not suffer discrimination on any of the grounds referred to in Paragraph 1. That prohibition also applies where the person responsible for the discrimination merely assumes, when exercising the discrimination, that one of the grounds given in Paragraph 1 exists.
|
23. I henhold til AGG’s § 7, stk. 1, må ansatte ikke udsættes for forskelsbehandling af en af de i § 1 nævnte grunde. Dette gælder også, når den person, der udøver forskelsbehandlingen, blot antager, at der foreligger en af de i § 1 nævnte grunde ved forskelsbehandlingen.
|
|
24. Under Paragraph 15(2) of the AGG:
|
24. AGG’s § 15, stk. 2, bestemmer:
|
|
‘The worker may claim appropriate financial compensation for non-pecuniary damage. In the event of non-recruitment, the compensation shall not exceed three months’ salary if the worker would not have been recruited even if the selection had been free from discrimination.’
|
»Den ansatte kan forlange en passende økonomisk erstatning for en ikke-økonomisk skade. Såfremt der ikke sker ansættelse, kan erstatningen ikke overstige tre månedslønninger, hvis den ansatte end ikke ved ikke-diskriminerende udvælgelse ville være blevet ansat.«
|
|
25. Paragraph 22 of the AGG provides:
|
25. AGG’s § 22 bestemmer:
|
|
‘Where, in the event of conflict, one of the parties is able to establish factual evidence from which it may be presumed that there has been discrimination on one of the grounds referred to in Paragraph 1, it shall be for the other party to prove that there has been no breach of the provisions prohibiting discrimination.’
|
»Hvis den ene part i en tvist fremlægger indicier, der giver formodning for, at der er sket en forskelsbehandling på grundlag af en af de i § 1 nævnte grunde, bærer den anden part bevisbyrden for, at der ikke er sket nogen tilsidesættelse af bestemmelserne til beskyttelse mod forskelsbehandling.«
|
|
The dispute in the main proceedings and the questions referred for a preliminary ruling
|
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
|
|
26. Ms Meister, a Russian national, was born on 7 September 1961. She holds a Russian degree in systems engineering, the equivalence of which to a German degree awarded by a Fachhochschule (university of applied science) has been recognised in Germany.
|
26. Galina Meister er født i 1961 og er af russisk oprindelse. Hun er indehaver af et russisk uddannelsesbevis som »systemteknikingeniør«, der i Tyskland er anerkendt som ligeværdigt med et bevis udstedt af en Fachhochschule (videregående uddannelsesinstitution).
|
|
27. Speech Design published a newspaper advertisement for the purposes of recruiting an ‘experienced software developer’, to which Ms Meister responded by applying for the post on 5 October 2006. By a letter of 11 October 2006, Speech Design rejected her application without inviting her to a job interview. Not long afterwards, a second advertisement, with the same content as the first, was published by that company on the internet. On 19 October 2006 Ms Meister reapplied, but Speech Design once again rejected her application, without inviting her to an interview and without telling her on what ground her application was unsuccessful.
|
27. Speech Design offentliggjorde en stillingsannonce i pressen med henblik på ansættelse af en »erfaren softwareudvikler m/k«, som Galina Meister reflekterede på den 5. oktober 2006, idet hun søgte stillingen. Ved skrivelse af 11. oktober 2006 meddelte Speech Design hende afslag på ansøgningen uden at indkalde hende til en ansættelsessamtale. Selskabet offentliggjorde kort tid efter et stillingsopslag med samme indhold på internettet. Galina Meister indsendte den 19. oktober 2006 atter en ansøgning om stillingen, men Speech Design meddelte hende endnu engang afslag på hendes ansøgning uden at indkalde hende til samtale og uden at give hende nogen som helst oplysning vedrørende begrundelsen for dette afslag.
|
|
28. There is nothing in the file before the Court to suggest that Speech Design claimed that Ms Meister’s level of expertise did not correspond to that sought in that recruitment process.
|
28. Det fremgår intetsteds af de akter i sagen, som Domstolen råder over, at dette selskab har hævdet, at Galina Meisters kvalifikationer ikke var i overensstemmelse med dem, der søges i forbindelse med ansættelsesproceduren.
|
|
29. Being of the view that she met the requirements of the post in question, Ms Meister considered that she suffered less favourable treatment than another person in a comparable situation, on the grounds of her sex, age and ethnic origin. She therefore brought an action against Speech Design before the Arbeitsgericht (Labour Court), seeking, first, compensation from that company for employment discrimination and, secondly, the production of the file for the person who was engaged, which would enable her to prove that she is more qualified than that person.
|
29. Da Galina Meister mente, at hun opfyldte betingelserne for at beklæde den omhandlede stilling, var hun af den opfattelse, at hun var blevet behandlet ringere end en anden person i en tilsvarende situation på grund af sit køn, alder og etniske oprindelse. Hun anlagde derfor sag mod Speech Design ved Arbeitsgericht, idet hun principalt nedlagde påstand om erstatning som følge af forskelsbehandling i forbindelse med ansættelse og subsidiært fremlæggelse af oplysninger om den ansøger, som blev ansat, hvilke ville gøre hende i stand til at bevise, at hun var bedre kvalificeret end den pågældende.
|
|
30. As Ms Meister’s action was dismissed at first instance, she brought an appeal against that judgment before the Landesarbeitsgericht (Higher Labour Court) which also dismissed her appeal. She brought an appeal on a point of law before the Bundesarbeitsgericht (Federal Labour Court). That court questions whether Ms Meister can claim a right to information on the basis of Directives 2000/43, 2000/78 and 2006/54 and, if so, what are the consequences of a refusal of disclosure by Speech Design.
|
30. Da Galina Meister ikke fik medhold i sit søgsmål i første instans, iværksatte hun appel for Landesarbeitsgericht, som heller ikke gav hende medhold. Hun iværksatte en »revisionsanke« ved Bundesarbeitsgericht. Denne ret er i tvivl om, hvorvidt Galina Meister kan gøre en ret til oplysninger gældende i henhold til direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54 og, såfremt dette er tilfældet, hvilke følger Speech Designs afslag på at udlevere oplysninger ville have.
|
|
31. In those circumstances, the Bundesarbeitsgericht decided to stay the proceedings and to refer the following questions to the Court for a preliminary ruling:
|
31. På den baggrund har Bundesarbeitsgericht udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
|
‘1. Are Article 19(1) of Directive 2006/54 …, Article 8(1) of … Directive 2000/43 … and Article 10(1) of … Directive 2000/78 … to be interpreted as meaning that, where a worker shows that he meets the requirements for a post advertised by an employer, he has a right vis-à-vis that employer, if he does not obtain the post, to information as to whether the employer has engaged another applicant and, if so, as to the criteria on the basis of which that appointment has been made?
|
»1) Skal artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54[…], artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43[…] og artikel 10, stk. 1, i direktiv 2000/78[…] fortolkes således, at en arbejdstager, som godtgør, at han opfylder betingelserne for en af en arbejdsgiver opslået stilling – i tilfælde af, at han eller hun får afslag på sin ansøgning – skal kunne kræve af arbejdsgiveren at få oplyst, om denne har besat stillingen til anden side, og i så fald på grundlag af hvilke kriterier denne stilling blev besat?
|
|
2. If the answer to the first question is affirmative:
|
2) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende:
|
|
Where the employer does not disclose the requested information, does that fact give rise to a presumption that the discrimination alleged by the worker exists?’
|
Er den omstændighed, at arbejdsgiveren ikke meddeler de krævede oplysninger, et forhold, som indebærer en formodning for, at der foreligger en forskelsbehandling som påstået af arbejdstageren?«
|
|
Consideration of the questions referred
|
Om de præjudicielle spørgsmål
|
|
The first question
|
Det første spørgsmål
|
|
32. By its first question, the referring court asks, in essence, whether Article 8(1) of Directive 2000/43, Article 10(1) of Directive 2000/78 and Article 19(1) of Directive 2006/54 must be interpreted as entitling a worker who claims plausibly that he meets the requirements listed in a job advertisement and whose application was rejected to have access to information indicating whether the employer engaged another applicant at the end of the recruitment process and, if so, on the basis of which criteria.
|
32. Med det første spørgsmål spørger den forelæggende ret nærmere bestemt, om artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43, artikel 10, stk. 1, i direktiv 2000/78 og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at de giver en arbejdstager, som godtgør, at han opfylder betingelserne i et stillingsopslag, og som har fået afslag på sin ansøgning, krav på oplysninger om, hvorvidt arbejdsgiveren efter afslutningen på ansættelsesproceduren har ansat en anden ansøger, og i så fald på grundlag af hvilke kriterier.
|
|
33. At the outset, it should be recalled that it follows from Article 3(1)(a) of Directive 2000/43, Article 3(1)(a) of Directive 2000/78 and indent (a) of the second subparagraph of Article 1 and Article 14(1)(a) of Directive 2006/54 that those directives apply to a person seeking employment, and also in regard to the selection criteria and recruitment conditions of that employment.
|
33. Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/43, artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/78 og artikel 1, stk. 2, litra a), samt artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/54, at disse direktiver finder anvendelse på en person, der søger arbejde, herunder udvælgelseskriterierne og ansættelsesvilkårene for dette arbejde.
|
|
34. Those same directives provide, in essence, in Article 8(1) of Directive 2000/43, Article 10(1) of Directive 2000/78 and Article 19(1) of Directive 2006/54, that the Member States are to take such measures as are necessary, in accordance with their national judicial systems, to ensure that, when persons who consider themselves wronged because the principle of equal treatment has not been applied to them establish, before a court or other competent authority, facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination, it is for the respondent to prove that there has been no breach of that principle.
|
34. Disse direktiver bestemmer i det væsentlige i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43, artikel 10, stk. 1, i direktiv 2000/78 og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54, at medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retsorden træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det, når en person, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, for en domstol eller en anden kompetent myndighed fremfører faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler den indklagede at bevise, at princippet ikke er blevet tilsidesat.
|
|
35. It should be noted that the wording of those provisions is almost identical to that of Article 4(1) of Council Directive 97/80/EC of 15 December 1997 on the burden of proof in cases of discrimination based on sex (OJ 1998 L 14, p. 6), a provision which the Court has interpreted, in particular in Case C‑104/10 Kelly [2011] ECR I‑0000. Article 4(1), which was repealed by Directive 2006/54 with effect from 15 August 2009, along with Directive 97/80 in its entirety, made cases of discrimination on the grounds of sex subject to the same legal rules on the burden of proof as the directives in question in the main proceedings.
|
35. Det bemærkes, at ordlyden af disse bestemmelser er næsten identisk med ordlyden af artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EFT 1998 L 14, s. 6), som Domstolen bl.a. har haft lejlighed til at fortolke i sin dom af 21. juli 2011, Kelly (sag C-104/10, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser). Artikel 4, stk. 1, der blev ophævet ved direktiv 2006/54 med virkning fra den 15. august 2009, ligesom hele direktiv 97/80, underlagde nemlig tilfælde af forskelsbehandling på grundlag af køn samme bevisbyrderegler som de i hovedsagen omhandlede direktiver.
|
|
36. Interpreting Article 4(1) of Directive 97/80 in Kelly , the Court held in paragraph 30 of the judgment that it is the person who considers himself to have been wronged because the principle of equal treatment has not been applied to him who must initially establish the facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination. It is only where that person has established such facts that it is then for the defendant to prove that there has been no breach of the principle of non-discrimination.
|
36. Ved fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 i Kelly-dommen fastslog Domstolen i præmis 30, at det påhviler den person, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget i forhold til vedkommende, i første omgang at fremføre faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det er udelukkende, når denne person har fremført sådanne faktiske omstændigheder, at den sagsøgte dernæst skal bevise, at princippet om forbud mod forskelsbehandling ikke er blevet tilsidesat.
|
|
37. The Court also held that the assessment of the facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination is a matter for national judicial or other competent bodies, in accordance with national law or practice ( Kelly , paragraph 31), as stated in Recital 15 of Directives 2000/43 and 2000/78 and Recital 30 of Directive 2006/54.
|
37. Domstolen har ligeledes fastslået, at det påhviler den nationale domstol eller en anden kompetent instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, således som det fremgår af 15. betragtning til direktiv 2000/43 og 2000/78 samt af 30. betragtning til direktiv 2006/54.
|
|
38. Moreover, the Court stated that Directive 97/80, pursuant to Article 1 thereof, seeks to ensure that the measures taken by the Member States to implement the principle of equal treatment are made more effective, in order to enable all persons who consider themselves wronged because the principle of equal treatment has not been applied to them to have their rights asserted by judicial process after possible recourse to other competent bodies ( Kelly , paragraph 33). In that regard, it should be noted that Article 7(1) of Directive 2000/43, Article 9(1) of Directive 2000/78 and Article 17(1) of Directive 2006/54 refer to the same principle.
|
38. Domstolen har desuden præciseret, at direktiv 97/80 ifølge artikel 1 har til formål at sikre større effektivitet i de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer i henhold til ligebehandlingsprincippet, for at give alle personer, der betragter sig som krænket, fordi princippet ikke er anvendt for deres vedkommende, mulighed for at gøre deres ret gældende via domstolene efter eventuelt at have forelagt sagen for andre kompetente myndigheder (Kelly-dommen, præmis 33). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2000/43, artikel 9, stk. 1, i direktiv 2000/78 og artikel 17, stk. 1, i direktiv 2006/54 henviser til samme princip.
|
|
39. In those circumstances the Court concluded, at paragraph 34 of Kelly, that although Article 4(1) of that Directive 97/80 does not specifically entitle persons who consider themselves wronged because the principle of equal treatment has not been correctly applied to them to information in order that they may establish ‘facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination’ in accordance with that provision, it is not however inconceivable that a refusal of disclosure by the defendant, in the context of establishing such facts, is liable to compromise the achievement of the objective pursued by that directive and, in particular to deprive that provision of its effectiveness.
|
39. Domstolen konkluderede dernæst i Kelly-dommens præmis 34, at selv om der i artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80 ikke foreskrives nogen særlig ret for den person, som betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er blevet iagttaget over for ham eller hende, til at få adgang til oplysninger, således at den pågældende har mulighed for at fremføre »faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling« i henhold til denne bestemmelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at det ikke kan udelukkes, at sagsøgtes afslag på at udlevere sådanne oplysninger inden for rammerne af fastlæggelsen af sådanne faktiske omstændigheder kan bevirke, at formålet med direktivet ikke kan opfyldes, og navnlig at bestemmelsen mister sin effektive virkning.
|
|
40. As was noted at paragraph 35 of the present judgment, Directive 97/80 was repealed and replaced by Directive 2006/54. However, having regard to the wording and scheme of the articles concerned by the present reference for a preliminary ruling, there is nothing to suggest that, in adopting Directives 2000/43, 2000/78 and 2006/54, the European Union legislator intended to amend the rules on the burden of proof established by Article 4(1) of Directive 97/80. Consequently, in the context of establishing the facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination, it must be ensured that a refusal of disclosure by the defendant is not liable to compromise the achievement of the objectives pursued by Directives 2000/43, 2000/78 and 2006/54.
|
40. Som nævnt i denne doms præmis 35, er direktiv 97/80 blevet ophævet og erstattet af direktiv 2006/54. Under hensyn til ordlyden og opbygningen af de artikler, som er genstand for denne præjudicielle forelæggelse, foreligger der imidlertid ingen holdepunkter for, at EU-lovgiver med vedtagelsen af direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54 har haft til hensigt at ændre den ordning om bevisbyrden, der blev indført ved artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/80. Inden for rammerne af fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der foreligger en direkte eller indirekte forskelsbehandling, skal det derfor sikres, at et afslag på at udlevere oplysninger fra sagsøgtes side ikke risikerer at skade virkeliggørelsen af formålene med direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54.
|
|
41. According to the wording of the second and third subparagraphs respectively of Article 4(3) TEU, the Member States inter alia ‘shall take any appropriate measure, general or particular, to ensure fulfilment of the obligations arising out of the Treaties or resulting from the acts of the institutions of the Union’ and ‘shall … refrain from any measure which could jeopardise the attainment of the Union’s objectives’, including those pursued by directives (see Case C‑61/11 PPU El Dridi [2011] ECR I‑0000, paragraph 56, and Kelly , paragraph 36).
|
41. Det følger af henholdsvis artikel 4, stk. 3, andet og tredje afsnit, TEU, at medlemsstaterne bl.a. »træffer […] alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne« og »afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare«, herunder dem, som forfølges med direktiverne (jf. dom af 28.4.2011, sag C-61/11 PPU, El Dridi, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 56, og Kelly-dommen, præmis 36).
|
|
42. Therefore, it is for the referring court to ensure that the refusal of disclosure by Speech Design, in the context of establishing facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination against Ms Meister, is not liable to compromise the achievement of the objectives pursued by Directives 2000/43, 2000/78 and 2006/54. It must, in particular, take account of all the circumstances of the main proceedings, in order to determine whether there is sufficient evidence for a finding that the facts from which it may be presumed that there has been such discrimination have been established.
|
42. Det påhviler således den forelæggende ret at sikre, at et afslag på at udlevere oplysninger fra Speech Designs side i forbindelse med fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at Galina Meister har været genstand for direkte eller indirekte forskelsbehandling, ikke risikerer at skade virkeliggørelsen af formålene med direktiv 2000/43, 2000/78 og 2006/54. Det tilkommer navnlig den forelæggende ret at tage hensyn til samtlige faktiske omstændigheder i hovedsagen med henblik på at afgøre, om der er tilstrækkelige holdepunkter til, at de omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der foreligger en sådan forskelsbehandling, anses for godtgjort.
|
|
43. In that regard, it should be recalled that, as is clear from Recital 15 of Directives 2000/43 and 2000/78 and Recital 30 of Directive 2006/54, national law or the national practices of the Member States may provide, in particular, that indirect discrimination may be established by any means including on the basis of statistical evidence.
|
43. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at som det fremgår 15. betragtning til direktiv 2000/43 og 2000/78 og af 30. betragtning til direktiv 2006/54, kan det i medlemsstaternes nationale ret eller praksis fastsættes, at indirekte forskelsbehandling kan fastslås på enhver måde, herunder bl.a. på grundlag af statistisk materiale.
|
|
44. Among the factors which may be taken into account is, in particular, the fact that, unlike in Kelly, the employer in question in the main proceedings seems to have refused Ms Meister any access to the information that she seeks to have disclosed.
|
44. Blandt de forhold, der kan tages hensyn til, er bl.a. den omstændighed, at – til forskel fra hvad der var tilfældet i den sag, der førte til Kelly-dommen – den i hovedsagen omhandlede arbejdsgiver tilsyneladende fuldstændig har nægtet Galina Meister adgang til de oplysninger, som hun kræver at få fremlagt.
|
|
45. Moreover, as the Advocate General noted in paragraphs 35 to 37 of his Opinion, account can also be taken of, in particular, the fact that Speech Design does not dispute that Ms Meister’s level of expertise matches that referred to in the job advertisement, as well as the facts that, notwithstanding this, the employer did not invite her to a job interview and she was not invited to interview under the new procedure to select applicants for the post in question.
|
45. Hertil kommer, således som generaladvokaten har anført i punkt 35-37 i forslaget til afgørelse, at der ligeledes kan tages hensyn til den omstændighed, at Speech Design ikke har bestridt, at Galina Meisters kvalifikationer var i overensstemmelse med dem, der fremgik af stillingsopslaget, og til de to omstændigheder, at arbejdsgiveren til trods herfor ikke indkaldte hende til en ansættelsessamtale, og at hun heller ikke blev indkaldt til en samtale i forbindelse med den nye udvælgelsesprocedure med henblik på udvælgelse af ansøgere til den omhandlede stilling.
|
|
46. In the light of the foregoing, the answer to the first question is that Article 8(1) of Directive 2000/43, Article 10(1) of Directive 2000/78 and Article 19(1) of Directive 2006/54 must be interpreted as not entitling a worker who claims plausibly that he meets the requirements listed in a job advertisement and whose application was rejected to have access to information indicating whether the employer engaged another applicant at the end of the recruitment process.
|
46. Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43, artikel 10, stk. 1, i direktiv 2000/78 og artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at de ikke giver en arbejdstager, som godtgør, at han opfylder betingelserne i et stillingsopslag, og som har fået afslag på sin ansøgning, krav på oplysninger om, hvorvidt arbejdsgiveren efter afslutningen på ansættelsesproceduren har ansat en anden ansøger.
|
|
47. Nevertheless, it cannot be ruled out that a defendant’s refusal to grant any access to information may be one of the factors to take into account in the context of establishing facts from which it may be presumed that there has been direct or indirect discrimination. It is for the referring court to determine whether that is the case in the main proceedings, taking into account all the circumstances of the case before it.
|
47. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en sagsøgts afslag på at fremlægge nogen form for oplysninger kan udgøre et forhold, der skal tages i betragtning inden for rammerne af fastlæggelsen af de omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der foreligger en direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet i hovedsagen under hensyn til alle tvistens omstændigheder.
|
|
The second question
|
Det andet spørgsmål
|
|
48. In view of the answer given to the first question, there is no need to reply to the second question referred by the national court.
|
48. Henset til det svar, der er givet på det første spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret.
|
|
Costs
|
Sagens omkostninger
|
|
49. Since these proceedings are, for the parties to the main proceedings, a step in the action pending before the national court, the decision on costs is a matter for that court. Costs incurred in submitting observations to the Court, other than the costs of those parties, are not recoverable.
|
49. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
|