Dommens præmisser
|
|
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EU-retten på området for direkte beskatning.
|
1. Cererea de pronunțare a unei hotărâri preliminare privește interpretarea dreptului Uniunii din domeniul fiscalității directe.
|
|
2. Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Ministero dell’Economia e delle Finanze (økonomi- og finansministeriet) og Agenzia delle Entrate (skatteministeriet) på den ene side og 3M Italia SpA (herefter »3M Italia«) på den anden side vedrørende beskatningen af udbytte udloddet af dette selskab i 1989-1991.
|
2. Această cerere a fost formulată în cadrul unui litigiu între Ministero dell’Economia e delle Finanze (Ministerul Economiei și Finanțelor) și Agenzia delle Entrate (Agenția de impozite și taxe), pe de o parte, și 3M Italia SpA (denumită în continuare „3M Italia”), pe de altă parte, cu privire la impozitarea dividendelor distribuite de această societate pentru perioada 1989-1991.
|
|
Nationale retsforskrifter
|
Cadrul juridic național
|
|
3. Artikel 3, stk. 2a, i lovdekret nr. 40/2010 (GURI nr. 71 af 26.3.2010), som ophøjet, efter ændringer, til lov nr. 73/2010 (GURI nr. 120 af 25.5.2010, herefter »lovdekret nr. 40/2010«) har følgende ordlyd:
|
3. Articolul 3 alineatul 2 bis din Decretul‑lege nr. 40/2010 (GURI nr. 71 din 26 martie 2010), aprobat cu modificări prin Legea nr. 73/2010 (GURI nr. 120 din 25 mai 2010, denumit în continuare „Decretul‑lege nr. 40/2010”), are următorul cuprins:
|
|
»For at holde varigheden af skattesagerne inden for en rimelig frist som omhandlet i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder [undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)], der blev ratificeret ved lov nr. 848 af 4. august 1955, og ud fra den betragtning, at en rimelig frist som omhandlet i den nævnte konventions artikel 6, stk. 1, ikke faktisk overholdes, skal verserende sager på skatteområdet, som er blevet anlagt ved første instans for mere end ti år siden på datoen for ikrafttrædelsen af denne ændringslov, og hvor de statslige skattemyndigheder har tabt sagen ved de to første retsinstanser, bilægges som følger:
|
„În scopul de a menține procesele de natură fiscală în limitele unei durate rezonabile a proceselor, prevăzute de Convenția europeană pentru apărarea drepturilor omului și a libertăților fundamentale [, semnată la Roma la 4 noiembrie 1950 (denumită în continuare «CEDO»], ratificată prin Legea nr. 848 din 4 august 1955, și având în vedere în special nerespectarea termenului rezonabil prevăzut la articolul 6 paragraful 1 din convenția menționată mai sus, litigiile în materie fiscală aflate în curs, născute din acțiuni înscrise pe rolul primei instanțe de peste 10 ani la data intrării în vigoare a legii de aprobare a prezentului decret, în cadrul cărora autoritatea fiscală a statului a căzut în pretenții în primele două grade de jurisdicție, se închid după cum urmează:
|
|
[…]
|
[…]
|
|
b) Skattesager, der verserer for Corte suprema di cassazione, kan bilægges mod betaling af et beløb, der svarer til 5% af sagens værdi […], samt mod samtidigt frafald af ethvert eventuelt krav på en rimelig godtgørelse i henhold til lov nr. 89 af 24. marts 2001. Med henblik herpå kan skatteyderen indgive ansøgning med dokumentation for betaling til det kompetente sekretariat eller justitskontor inden for halvfems dage fra datoen for ikrafttrædelsen af denne ændringslov. De sager, der henvises til i dette stykke, udsættes indtil udløbet af fristen i henhold til andet punktum, og afsluttes med fuldstændig gensidig ophævelse af sagens omkostninger. Under alle omstændigheder er tilbagebetaling udelukket.«
|
b) litigiile fiscale pendinte în fața Corte suprema di cassazione pot fi soluționate prin plata unei sume egale cu 5 % din valoarea litigiului [...] și prin renunțarea concomitentă la orice eventuală pretenție de reparație echitabilă potrivit Legii nr. 89 din 24 martie 2001. În acest scop, contribuabilul poate depune o cerere la registratura sau la grefa competentă în termen de 90 de zile de la data intrării în vigoare a legii de aprobare a prezentului decret, însoțită de dovada plății. Procedurile prevăzute la prezenta literă rămân suspendate până la expirarea termenului menționat anterior și se soluționează cu compensarea integrală a cheltuielilor de judecată. În orice caz, nu este posibilă rambursarea.”
|
|
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
|
Acțiunea principală și întrebările preliminare
|
|
4. Selskabet 3M Company, der har hjemsted i De Forenede Stater, overdrog retten til afkast af aktier i 3M Italia, som den har kontrol over, til selskabet Shearson Lehman Hutton Special Financing, der også har hjemsted i De Forenede Stater. Sidstnævnte selskab overdrog for sin del denne ret til afkast til selskabet Olivetti & C., der har hjemsted i Italien, idet den juridiske ejer, nemlig 3M Company, dog stadig havde stemmeretten.
|
4. Societatea 3M Company, cu sediul în Statele Unite, a constituit un drept de uzufruct asupra acțiunilor filialei 3M Italia în favoarea societății Shearson Lehman Hutton Special Financing, cu sediul, de asemenea, în Statele Unite. La rândul său, aceasta din urmă a transferat respectivul drept de uzufruct în favoarea societății Olivetti & C., cu sediul în Italia, dreptul de vot fiind rezervat nudului‑proprietar, adică 3M Company.
|
|
5. Efter en kontrol fandt den italienske skattemyndighed, at overdragelsen af retten til afkast til fordel for Olivetti & C. var fiktiv, og at det af 3M Italia udloddede udbytte til sidstnævnte i virkeligheden var blevet oppebåret af Shearson Lehman Hutton Special Financing, hvilket selskab ikke er etableret i Italien. Som følge heraf besluttede myndigheden at pålægge dette udbytte den i den italienske lovgivning om formueskatbeskatning fastsatte kildeskat på 32,4% i stedet for den forskudsskat på 10% og det tilsvarende skattefradrag, som finder anvendelse på skattepligtige, der er bosat i Italien. Endvidere vurderede skattemyndigheden, at ansvaret for den ukorrekte anvendelse af skatteindeholdelsen kunne placeres hos 3M Italia. Følgelig opkrævede skattemyndigheden hos denne betaling af beløb på 20 089 887 000 ITL for 1989, 12 960 747 000 ITL for 1990 og 9 806 820 000 ITL for 1991 med tillæg af bøde og rente.
|
5. În urma unui control, administrația fiscală italiană a considerat că cesiunea uzufructului în favoarea Olivetti & C. este fictivă și că dividendele distribuite acesteia de 3M Italia fuseseră în realitate încasate de Shearson Lehman Hutton Special Financing, societate nerezidentă în Italia. În consecință, aceasta a hotărât că dividendelor respective trebuie să li se aplice cota de impozit de 32,4 % prevăzută de legislația italiană referitoare la impozitarea veniturilor rezultate din dreptul de proprietate, în loc de cota de 10 % și creditul fiscal aferent, aplicabile contribuabililor rezidenți în Italia. În plus, administrația fiscală a apreciat că responsabilitatea pentru aplicarea incorectă a impozitelor poate reveni 3M Italia. Prin urmare, i‑a solicitat acesteia plata sumelor de 20 089 887 000 ITL pentru anul 1989, 12 960 747 000 ITL pentru anul 1990 și 9 806 820 000 ITL pentru anul 1991, plus penalități de întârziere și dobânzi.
|
|
6. 3M Italia anlagde sag til prøvelse af disse skatteansættelser ved Commissione tributaria provinciale di Caserta (skattekommissionen i provinsen Caserta), som annullerede de nævnte skatteansættelser. Denne afgørelse blev stadfæstet af Commissione tributaria regionale Campania (den regionale skattekommission i Campania) ved dom af 14. juli 2000.
|
6. 3M Italia a introdus o acțiune împotriva deciziilor de impunere aferente la Commissione tributaria provinciale di Caserta (Comisia fiscală provincială din Caserta), care a anulat respectivele decizii de impunere. Această hotărâre a fost confirmată printr‑o hotărâre pronunțată de Commissione tributaria regionale Campania (Comisia fiscală regională din Campania) la data de 14 iulie 2000.
|
|
7. Ministero dell’Economia e delle Finanze og Agenzia delle Entrate har iværksat kassationsanke ved den forelæggende ret, idet de bl.a. har gjort gældende, at den omhandlede transaktion, nemlig overdragelsen af retten til afkast, i virkeligheden blot var en proforma-disposition med henblik på skatteunddragelse. På dette trin i proceduren har 3M Italia nedlagt påstand om anvendelse af artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010, idet selskabet hermed ønsker, at sagen bilægges ved Corte suprema di cassazione.
|
7. Ministero dell’Economia e delle Finanze și Agenzia delle Entrate au formulat recurs la instanța de trimitere, susținând, printre altele, că operațiunea în discuție, mai precis cesiunea uzufructului, nu era în realitate decât o simulație prin care se urmărea eludarea plății impozitului. În acest stadiu al procedurii, 3M Italia a solicitat să beneficieze de dispozițiile articolului 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul nr. 40/2010, dorind astfel să obțină închiderea procedurii la Corte suprema di cassazione.
|
|
8. Corte suprema di cassazione er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse er i overensstemmelse med EU-retten.
|
8. Cu toate acestea, Corte suprema di cassazione ridică problema compatibilității acestei prevederi cu dreptul Uniunii.
|
|
9. Ifølge denne ret opstår spørgsmålet om, hvorvidt princippet om forbud mod misbrug af rettigheder, som fastslået i dom af 21. februar 2006, Halifax m.fl. (sag C-255/02, Sml. I, s. 1609), og af 21. februar 2008, Part Service (sag C-425/06, Sml. I, s. 897), på området for harmoniseret beskatning kan finde anvendelse på ikke-harmoniseret beskatning såsom direkte skat. I denne forbindelse nærer den forelæggende ret navnlig tvivl om, »[hvorvidt der] er en fællesskabsinteresse i et tilfælde som det foreliggende, der har en transnational økonomisk karakter, og hvor brugen af retlige konstruktioner, som ikke modsvarer egentlige finansielle transaktioner, kan resultere i misbrug af de i EF-traktaten sikrede grundlæggende friheder, først og fremmest kapitalens frie bevægelighed«.
|
9. Potrivit acesteia, se pune întrebarea dacă principiul interzicerii abuzului de drept, astfel cum a fost consacrat prin Hotărârea din 21 februarie 2006, Halifax și alții (C‑255/02, Rec., p. I‑1609), precum și prin Hotărârea din 21 februarie 2008, Part Service (C‑425/06, Rep., p. I‑897) în domeniul fiscalității armonizate, se poate aplica taxelor nearmonizate, cum sunt impozitele directe. În această privință, aceasta solicită să se stabilească, printre altele, „dacă nu se prefigurează un interes la nivel comunitar în cauzele care, precum prezenta cauză, implică operațiuni economice transnaționale în care utilizarea unor forme juridice care nu corespund unor operațiuni economice reale ar putea să constituie un abuz de libertățile fundamentale garantate prin Tratatul CE, în primul rând, libera circulație a capitalurilor”.
|
|
10. I givet fald skal det ifølge den forelæggende ret undersøges, om den i det foreliggende tilfælde omhandlede nationale bestemmelse, der pålægger den skattepligtige en »nærmest symbolsk« forpligtelse, er i strid med såvel forpligtelsen til at bekæmpe misbrug som artikel 4, stk. 3, TEU, der pålægger medlemsstaterne dels at træffe samtlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne, dels at afholde sig fra at træffe foranstaltninger, som er egnede til at bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare.
|
10. În cazul unui răspuns afirmativ, trebuie analizat, potrivit acesteia, dacă dispoziția națională în discuție în speță, care lasă în sarcina contribuabilului o obligație „aproape simbolică”, nu contravine obligației de a sancționa practicile abuzive și articolului 4 alineatul (3) TUE, care impune statelor membre să adopte toate măsurile necesare pentru a asigura îndeplinirea obligațiilor care decurg din tratate și să se abțină de la orice măsură care ar putea pune în pericol realizarea obiectivelor Uniunii.
|
|
11. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om den omhandlede bestemmelse, der ifølge retten indeholder et næsten fuldstændigt afkald på inddrivelse af skattegælden, er forenelig med det indre markeds principper. Idet den forelæggende ret har henvist til »de i traktaten sikrede grundlæggende friheder og principper«, ønsker den navnlig oplyst, om en sådan bestemmelse kan anses for en »korrekt udøvelse af skattekonkurrencen«, når skatteunddragelsen i den foreliggende sag udgår fra misbrug. Den forelæggende ret har desuden bemærket, at dette afkald på skat er udtryk for en »forskelsbehandling til fordel for virksomheder med hjemsted i Italien«.
|
11. Instanța de trimitere reflectează, pe de altă parte, cu privire la compatibilitatea cu principiile care reglementează piața unică a dispoziției în cauză, care presupune, practic, potrivit acesteia, o renunțare integrală la încasarea creanței fiscale. Referindu‑se la „libertățile și la principiile fundamentale garantate prin tratat”, instanța se întreabă, în special, dacă o astfel de dispoziție poate fi considerată o „justă exercitare a concurenței fiscale”, cu toate că, în speță, sustragerea de la plata impozitului ar fi rezultatul unor practici abuzive. Instanța arată, în plus, că această renunțare la impozit presupune o „discriminare în favoarea întreprinderilor cu sediul în Italia”.
|
|
12. Henset til den fordel, som den omhandlede bestemmelse giver modtageren, og dennes selektive karakter skal der ifølge den forelæggende ret også tages hensyn til EUF-traktatens statsstøtteregler. Ifølge denne ret kan en skatteeftergivelse, som, selv om den udelukkende indtræder i løbet af retssagen, blot består i et simpelt afkald på skatten mod betaling af et meget begrænset, eller nærmest ubetydeligt, beløb, ikke begrundes i det omhandlede skattesystems karakter eller opbygning, og den skal derfor i princippet anses for statsstøtte.
|
12. Potrivit instanței de trimitere, ar trebui să fie luate în considerare, de asemenea, normele Tratatului FUE din domeniul ajutoarelor de stat, având în vedere avantajul pe care îl conferă dispoziția în cauză beneficiarului acesteia și caracterul ei selectiv. Potrivit instanței, o amnistie fiscală care constă într‑o simplă renunțare la impozit, chiar dacă intervine abia pe parcursul fazei judiciare, prin plata unei sume extrem de reduse, chiar derizorii, nu poate fi justificată prin natura sau prin economia sistemului fiscal în discuție și ar trebui, în principiu, să fie calificată drept ajutor de stat.
|
|
13. Endelig rejser den forelæggende ret spørgsmålet, om en sådan bestemmelse, for så vidt som den fratager en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, dennes beføjelse til dels at udøve sin prøvelsesret, herunder prøvelsen af fortolkningen og anvendelsen af EU-retten, dels at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, er i strid med pligten til at sikre EU-rettens effektive anvendelse.
|
13. În sfârșit, instanța de trimitere solicită să se stabilească dacă o astfel de dispoziție, prin care instanța de ultim grad ar fi lipsită de competența de a exercita controlul de legalitate care îi revine, inclusiv controlul cu privire la interpretarea și la aplicarea dreptului Uniunii, și de a adresa Curții o întrebare preliminară nu contravine obligației de a asigura aplicarea efectivă a dreptului Uniunii.
|
|
14. På denne baggrund har Corte suprema di cassazione besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
14. În aceste condiții, Corte suprema di cassazione a hotărât să suspende judecarea cauzei și să adreseze Curții următoarele întrebări preliminare:
|
|
»1) Udgør princippet om bekæmpelse af misbrug af rettigheder på skatteområdet, således som defineret i […] [dommen i sagen] Halifax [m.fl.] og i […] Part Service[-dommen], kun et almindeligt fællesskabsretligt princip på området for harmoniseret beskatning og på områder, der er reguleret i sekundære fællesskabsretsakter, eller kan det, i tilfælde af misbrug af grundlæggende friheder, udvides til at omfatte ikke-harmoniseret beskatning, såsom direkte skat, når beskatningen knytter sig til transnationale økonomiske omstændigheder, såsom et selskabs erhvervelse af retten til udbytte af aktier fra et andet selskab, som har hjemsted i en anden medlemsstat eller i et tredjeland?
|
„1) Principiul interzicerii abuzului de drept în domeniul fiscal, astfel cum este definit în hotărârile [citate anterior] […] Halifax și alții […] și […] Part Service […], constituie un principiu fundamental al dreptului comunitar numai în domeniul taxelor armonizate și în domeniile reglementate de norme de drept comunitar derivat sau se extinde, ca ipoteză de abuz de libertățile fundamentale, la domeniile taxelor nearmonizate, precum impozitele directe, atunci când impunerea are ca obiect fapte economice transnaționale, cum ar fi achiziționarea de drepturi de folosință de către o societate asupra acțiunilor unei alte societăți care are sediul într‑un alt stat membru sau într‑un stat terț?
|
|
2) Uanset besvarelsen af det første spørgsmål består der en fællesskabsmæssig interesse i, at medlemsstaterne indfører egnede instrumenter til bekæmpelse af skatteomgåelse på området for ikke-harmoniseret beskatning; er en sådan interesse til hinder for at undlade at anvende princippet om bekæmpelse af misbrug af rettigheder i form af en eftergivelsesforanstaltning, når dette princip også er et princip, der gælder i national ret, og foreligger der i et sådant tilfælde en tilsidesættelse af de principper, der kan udledes af artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union?
|
2) Independent de răspunsul la întrebarea anterioară, există la nivel comunitar un interes pentru prevederea, de către statele membre, a unor mijloace adecvate de luptă împotriva evaziunii fiscale în domeniul impozitelor nearmonizate? Acestui interes i se opune o neaplicare – în cadrul unei măsuri de amnistie – a principiului interzicerii abuzului de drept, recunoscut inclusiv ca normă de drept intern și, în acest caz, este vorba despre o încălcare a principiilor care decurg din articolul 4 alineatul (3) din Tratatul privind Uniunea Europeană?
|
|
3) Kan der af de principper, som regulerer det indre marked, udledes et forbud – ud over et forbud mod ekstraordinære foranstaltninger såsom fuldstændigt afkald på inddrivelse af skatter – mod en ekstraordinær foranstaltning med henblik på bilæggelse af skattesager, som er tidsbegrænset, og som blot er betinget af delvis betaling af den skyldige skat med et beløb, som er betydeligt lavere end det fulde beløb?
|
3) Din principiile care guvernează piața unică poate decurge o interdicție de a prevedea, în plus față de măsurile extraordinare de renunțare totală la creanța fiscală, o măsură extraordinară de soluționare a litigiilor fiscale, a cărei aplicare este limitată în timp și este condiționată de plata numai a unei părți din impozitul datorat, semnificativ mai mică decât impozitul în cauză?
|
|
4) Er princippet om forbud mod forskelsbehandling og reglerne om statsstøtte til hinder for den ordning for bilæggelse af skattesager, som er omhandlet i denne sag?
|
4) Principiul nediscriminării și reglementarea privind ajutoarele de stat se opun regimului de soluționare a litigiilor fiscale în discuție în prezenta cauză?
|
|
5) Er princippet om en effektiv anvendelse af fællesskabsretten til hinder for ekstraordinære processuelle regler, der er tidsbegrænsede, og som fjerner beføjelsen til legalitetsprøvelse (og navnlig prøvelse af den korrekte fortolkning og anvendelse af fællesskabsretten) fra den ret i sidste instans, som har pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldighed og fortolkning til Den Europæiske Unions Domstol?«
|
5) Principiul aplicării efective a dreptului comunitar se opune unei reglementări procedurale extraordinare și limitate în timp, care se sustrage controlului legalității (în special controlului privind o corectă interpretare și aplicare a dreptului comunitar) de către instanța supremă, căreia îi revine obligația de a adresa întrebări preliminare privind probleme de validitate și de interpretare Curții de Justiție a Uniunii Europene?”
|
|
Om de præjudicielle spørgsmål
|
Cu privire la întrebările preliminare
|
|
15. Den forelæggende ret ønsker med sine præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om EU-retten – herunder navnlig princippet om forbud mod misbrug af rettigheder, artikel 4, stk. 3, TEU, de i EUF-traktaten sikrede friheder, princippet om forbud mod forskelsbehandling, statsstøttereglerne samt pligten til at sikre EU-rettens effektive anvendelse – skal fortolkes således, at den i en sag som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører direkte beskatning, er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, som fastsætter adgang til bilæggelse af sager, der verserer for den ret, som træffer afgørelse i sidste instans, mod betaling af et beløb på 5% af tvistens værdi, når baggrunden for disse sager er en sag, der blev anlagt ved første instans mere end ti år inden denne bestemmelses ikrafttrædelsesdato, og når skattemyndigheden har tabt sagen ved de to første retsinstanser.
|
15. Prin intermediul întrebărilor preliminare formulate, instanța de trimitere solicită, în esență, să se stabilească dacă dreptul Uniunii, în special principiul interzicerii abuzului de drept, articolul 4 alineatul (3) TUE, libertățile garantate prin Tratatul FUE, principiul nediscriminării, normele din domeniul ajutoarelor de stat, precum și obligația de a asigura aplicarea efectivă a dreptului Uniunii, trebuie interpretat în sensul că se opune aplicării, într‑o cauză precum acțiunea principală, referitoare la fiscalitatea directă, a unei dispoziții naționale care prevede închiderea proceselor fiscale pendinte la instanța care se pronunță în ultimă instanță, prin plata unei sume egale cu 5 % din valoarea litigiului, atunci când aceste proceduri au la bază acțiuni înscrise pe rol în primă instanță cu mai mult de 10 ani înainte de data intrării în vigoare a acestei dispoziții, iar administrația fiscală a căzut în pretenții în primele două grade de jurisdicție.
|
|
Formaliteten
|
Cu privire la admisibilitate
|
|
16. 3M Italia og den italienske regering er af den opfattelse, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.
|
16. 3M Italia și guvernul italian consideră că cererea de pronunțare a unei hotărâri preliminare este inadmisibilă.
|
|
17. Henset til, at der ikke foreligger svig eller nogen inden for rammerne af hovedsagen endeligt fastslået fejl, til uanvendeligheden af EU-retten på hovedsagen og til eksistensen i italiensk ret af et forfatningsmæssigt princip om forbud mod misbrug af rettigheder, savner de to første spørgsmål, som er forelagt Domstolen af den forelæggende ret, ifølge 3M Italia enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, og de vedrører et problem af hypotetisk karakter.
|
17. Date fiind inexistența dolului sau a erorii constatate în mod definitiv în cadrul procedurii principale, inaplicabilitatea dreptului Uniunii la acțiunea principală și existența în dreptul italian a unui principiu constituțional care interzice abuzul de drept, primele două întrebări adresate de instanța de trimitere nu au, potrivit 3M Italia, nicio legătură cu realitatea sau cu obiectul acțiunii principale și vizează o problematică ipotetică.
|
|
18. Den italienske regering har for sin del gjort gældende, at forelæggelsesafgørelsen ikke opfylder kravet om at fremlægge samtlige de for hovedsagen kendetegnende faktiske og retlige omstændigheder med henblik på at gøre det muligt for Domstolen at give en fortolkning, som er brugbar til løsningen af denne sag. Forelæggelsesafgørelsen indeholder navnlig ikke nogen analyse af artikel 3, stk. 2a, i lovdekret nr. 40/2010, som gør det muligt at forstå grunden til, at denne bestemmelse indeholder et afkald på beskatning. Den angiver heller ikke, hvordan hovedsagens omstændigheder udviser en transnational karakter, og hvorfor de skal anses for misbrug af rettigheder. De forelagte spørgsmål er således abstrakte og hypotetiske.
|
18. În ceea ce privește guvernul italian, acesta susține că decizia de trimitere nu îndeplinește cerința de a prezenta toate elementele de fapt și de drept care definesc acțiunea principală pentru a permite Curții să furnizeze o interpretare utilă pentru soluționarea acesteia. În special, decizia de trimitere nu ar cuprinde nicio analiză a articolului 3 alineatul 2 bis din Decretul‑lege nr. 40/2010 care să permită să se înțeleagă rațiunea pentru care această dispoziție ar presupune o renunțare la impozit. Aceasta nu ar menționa nici motivul pentru care situația de fapt din acțiunea principală ar prezenta un caracter transnațional și ar trebui să fie calificată abuz de drept. Astfel, întrebările adresate ar fi abstracte și ipotetice.
|
|
19. Det bemærkes i denne henseende, at Domstolen kun kan afvise en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. bl.a. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 61, og af 31.3.2011, sag C-450/09, Schröder, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 17).
|
19. În această privință, trebuie amintit că o cerere de pronunțare a unei hotărâri preliminare formulată de o instanță națională nu poate fi declarată inadmisibilă decât dacă este evident că interpretarea solicitată a dreptului Uniunii nu are nicio legătură cu realitatea sau cu obiectul acțiunii principale, atunci când problema este de natură ipotetică ori atunci când Curtea nu dispune de elementele de fapt și de drept necesare pentru a răspunde în mod util la întrebările care i‑au fost adresate (a se vedea în special Hotărârea din 15 decembrie 1995, Bosman, C‑415/93, Rec., p. I‑4921, punctul 61, și Hotărârea din 31 martie 2011, Schröder, C‑450/09, Rep., p. I‑2497, punctul 17).
|
|
20. Hvad nærmere bestemt angår de oplysninger, som skal afgives til Domstolen inden for rammerne af en forelæggelsesafgørelse, tjener disse oplysninger ikke blot til at sætte Domstolen i stand til at give den forelæggende ret hensigtsmæssige svar, men de skal også give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at indgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Det fremgår af fast retspraksis, at med henblik herpå er det for det første nødvendigt, at den nationale ret afgrænser den faktiske og retlige baggrund, som spørgsmålene er omfattet af, eller i det mindste forklarer de faktiske situationer, som de nævnte spørgsmål har grundlag i. For det andet skal forelæggelsesafgørelsen angive de nøjagtige grunde til, at den nationale ret har rejst spørgsmål om fortolkningen af EU-retten og har fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål (dom af 8.9.2009, sag C-42/07, Liga Portuguesa de Futebol Profissional og Bwin International, Sml. I, s. 7633, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).
|
20. Mai precis, în ceea ce privește informațiile care trebuie furnizate Curții în cadrul unei decizii de trimitere, acestea sunt destinate nu numai să permită Curții să dea răspunsuri utile instanței de trimitere, ci trebuie, de asemenea, să ofere guvernelor statelor membre, precum și celorlalte părți interesate posibilitatea de a prezenta observații conform articolului 23 din Statutul Curții de Justiție a Uniunii Europene. Rezultă dintr‑o jurisprudență constantă că, în acest scop, pe de o parte, este necesară definirea de către instanța națională a cadrului factual și normativ în care se înscriu întrebările adresate sau cel puțin explicarea ipotezelor de fapt pe care se întemeiază aceste întrebări. Pe de altă parte, decizia de trimitere trebuie să indice motivele exacte care au determinat instanța națională să reflecteze asupra interpretării dreptului Uniunii și să aprecieze ca necesar să adreseze întrebări preliminare Curții (Hotărârea din 8 septembrie 2009, Liga Portuguesa de Futebol Profissional și Bwin International, C‑42/07, Rep., p. I‑7633, punctul 40 și jurisprudența citată).
|
|
21. I den foreliggende sag indeholder forelæggelsesafgørelsen en redegørelse for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for hovedsagen, og for relevant national ret, nemlig artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010. Den angiver endvidere grundene til, at den forelæggende ret er i tvivl om denne bestemmelses forenelighed med EU-retten, og til, at den er af den opfattelse, at en præjudiciel forelæggelse for Domstolen er nødvendig.
|
21. În speță, decizia de trimitere cuprinde o expunere a situației de fapt din acțiunea principală și a dreptului național pertinent, mai precis a articolului 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010. Aceasta arată, în plus, motivele pentru care instanța de trimitere reflectează cu privire la compatibilitatea acestei prevederi cu dreptul Uniunii și care au determinat‑o să considere necesară sesizarea Curții cu o cerere de pronunțare a unei hotărâri preliminare.
|
|
22. Selv om den forelæggende ret i sit tredje spørgsmål, der på generel vis vedrører fortolkningen af »de principper, som regulerer det indre marked«, ikke præciserer de således omhandlede principper, er den i forelæggelsesafgørelsen indeholdte redegørelse for de faktiske og retlige omstændigheder samt for tvivlen om, hvorvidt artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010 er forenelig med EU-retten, imidlertid i sin helhed tilstrækkelig til dels at sætte medlemsstaterne og de andre berørte parter i stand til at indgive indlæg herom og til effektivt at deltage i proceduren, hvilket bekræftes af de skriftlige og mundtlige indlæg fra de parter, der har taget del i sagen, dels at sætte Domstolen i stand til at give nævnte ret et hensigtsmæssigt svar.
|
22. Deși, prin intermediul celei de a treia întrebări care privește, în principiu, interpretarea „principiilor care reglementează piața unică”, instanța de trimitere nu indică principiile astfel vizate, prezentarea în decizia de trimitere a elementelor de fapt și de drept, precum și a incertitudinilor cu privire la compatibilitatea articolului 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010 cu dreptul Uniunii este, cu toate acestea, suficientă în ansamblul său pentru a permite statelor membre și celorlalte părți interesate să prezinte observații în această privință și să participe în mod eficient la procedură, astfel cum atestă observațiile scrise și orale ale părților care au participat la aceasta, precum și pentru a permite Curții să furnizeze un răspuns util instanței respective.
|
|
23. Endelig henhører spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten finder anvendelse på hovedsagen, under realitetsbehandlingen af de forelagte spørgsmål, således som de er blevet omformuleret i denne doms præmis 15. Disse synes af afgørende betydning for løsningen af denne tvist, for så vidt som der er tale om den forelæggende rets bilæggelse af tvisten i henhold til den omhandlede nationale bestemmelse. Det følger heraf, at de nævnte spørgsmål har en klar forbindelse med de faktiske omstændigheder i hovedsagen og hverken er abstrakte eller hypotetiske.
|
23. În sfârșit, aspectul dacă dreptul Uniunii este aplicabil acțiunii principale ține de examinarea pe fond a întrebărilor adresate, astfel cum au fost reformulate la punctul 15 din prezenta hotărâre. Acestea din urmă par determinante pentru soluționarea acestui litigiu, din moment ce se pune problema închiderii sale printr‑o decizie a instanței de trimitere, în temeiul dispoziției naționale în discuție. Rezultă că întrebările respective au în mod evident o legătură cu realitatea acțiunii principale și nu sunt nici abstracte, nici de natură ipotetică.
|
|
24. Følgelig kan anmodningen om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.
|
24. Prin urmare, cererea de pronunțare a unei hotărâri preliminare trebuie să fie considerată admisibilă.
|
|
Om realiteten
|
Cu privire la fond
|
|
25. Det bemærkes, at selv om direkte beskatning henhører under medlemsstaternes kompetence, skal de i henhold til fast retspraksis dog udøve kompetencen under overholdelse af EU-retten (jf. bl.a. dom af 17.9.2009, sag C-182/08, Glaxo Wellcome, Sml. I, s. 8591, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
|
25. Trebuie amintit că, în temeiul unei jurisprudențe constante, deși fiscalitatea directă este de competența statelor membre, acestea din urmă trebuie să o exercite totuși cu respectarea dreptului Uniunii (a se vedea în special Hotărârea din 17 septembrie 2009, Glaxo Wellcome, C‑182/08, Rep., p. I‑8591, punctul 34 și jurisprudența citată).
|
|
26. I den foreliggende sag fastsætter artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010 en adgang til bilæggelse – mod betaling af et beløb på 5% af tvistens værdi og mod et afkald på godtgørelse som følge af manglende iagttagelse af den rimelige frist – af skattesager, der verserer for Corte suprema di cassazione, og hvis varighed siden anlæggelsen af sagen i første instans overstiger ti år, og hvori skattemyndigheden har tabt sagen ved de to første retsinstanser, »[f]or at holde varigheden af skattesagerne inden for en rimelig frist som omhandlet i [EMRK] og ud fra den betragtning, at en rimelig frist som omhandlet i […] [dennes] artikel 6, stk. 1, ikke faktisk overholdes«.
|
26. În speță, articolul 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010 prevede închiderea, prin plata unei sume egale cu 5 % din valoarea litigiului și prin renunțarea la orice eventuală pretenție de reparație echitabilă ca urmare a nerespectării duratei rezonabile, a procedurilor fiscale pendinte la Corte suprema di cassazione, a căror durată, calculată de la introducerea acțiunii în primă instanță, este mai mare de 10 ani și în care administrația fiscală a căzut în pretenții în primele două grade de jurisdicție „în scopul de a limita durata proceselor fiscale, ținând cont de principiul respectării duratei rezonabile a proceselor, în sensul [CEDO], dată fiind nerespectarea termenului rezonabil prevăzut la articolul 6 paragraful 1 din [aceasta]”.
|
|
27. Det bemærkes endvidere, at artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010, som den forelæggende ret fortolker som et afkald på beskatning, efter sin ordlyd har til formål at nedsætte varigheden af skattesager med henblik på at iagttage det i EMRK indeholdte princip om en rimelig frist og bringe krænkelser af dette princip til ophør.
|
27. Trebuie subliniat în plus că articolul 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010, pe care instanța de trimitere îl interpretează în sensul unei renunțări la impozit, urmărește, potrivit însuși modului său de redactare, limitarea duratei proceselor fiscale în vederea respectării principiului termenului rezonabil prevăzut de CEDO și încetarea încălcărilor acesteia.
|
|
28. I denne henseende fremgår det af sagsakterne, at de faktiske omstændigheder i hovedsagen fandt sted for mere end 20 år siden.
|
28. În această privință, reiese din dosar că faptele din acțiunea principală sunt mai vechi de 20 de ani.
|
|
29. Det er i lyset heraf, at det skal undersøges, om de i forelæggelsesafgørelsen nævnte EU-retlige regler og principper i en sag som hovedsagen er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse såsom artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010.
|
29. Având în vedere aceste elemente, trebuie să se determine dacă normele și principiile din dreptul Uniunii menționate în decizia de trimitere se opun aplicării, într‑o cauză precum acțiunea principală, unei dispoziții naționale precum articolul 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010.
|
|
30. Hvad for det første angår princippet om forbud mod misbrug af rettigheder og artikel 4, stk. 3, TEU skal det først bemærkes, at hovedsagen ikke vedrører en tvist, hvor de skattepligtige gør eller kan tænkes at gøre EU-retlige forskrifter gældende med henblik på at muliggøre svig eller misbrug. Dermed er dommen i sagen Halifax m.fl. og Part Service-dommen, som blev afsagt på merværdiafgiftsområdet, og hvortil den forelæggende ret har henvist, idet den ønsker oplyst, om det i disse domme omhandlede princip om forbud mod misbrug af rettigheder kan udvides til området for ikke-harmoniseret beskatning, uden relevans for den foreliggende sag.
|
30. În primul rând, în ceea ce privește principiul interzicerii abuzului de drept și articolul 4 alineatul (3) TUE, trebuie menționat, mai întâi, că în acțiunea principală nu este vorba despre un litigiu în care contribuabilii invocă sau pot invoca în mod fraudulos sau abuziv o normă a dreptului Uniunii. În consecință, hotărârile citate anterior Halifax și alții, precum și Part Service, pronunțate în domeniul taxei pe valoarea adăugată, la care se referă instanța de trimitere atunci când solicită să se stabilească dacă principiul interzicerii abuzului de drept consacrat prin aceste hotărâri se extinde la domeniul taxelor nearmonizate, nu sunt pertinente în speță.
|
|
31. Det bemærkes dernæst, at det heller ikke fremgår af sagsakterne, at der i hovedsagen forhandles om anvendelsen af en national bestemmelse, som indeholder en begrænsning af en af de ved EUF-traktaten sikrede friheder, eller om en eventuel begrundelse af en sådan restriktion i hensynet til at forebygge misbrug. Følgelig er Domstolens praksis vedrørende misbrug af rettigheder på området for direkte beskatning – som bl.a. er udledt af dom af 12. september 2006, Cadbury Schweppes og Cadbury Schweppes Overseas (sag C-196/04, Sml. I, s. 7995), af 13. marts 2007, Test Claimants in the Thin Cap Group Litigation (sag C-524/04, Sml. I, s. 2107), og af 4. december 2008, Jobra (sag C-330/07, Sml. I, s. 9099), samt af Glaxo Wellcome-dommen – heller ikke relevant.
|
31. Trebuie să se observe, în continuare, că din dosar nu rezultă nici faptul că în cadrul acțiunii principale ar fi abordate aplicarea unei dispoziții naționale care să implice o restricție adusă uneia dintre libertățile garantate prin Tratatul FUE, precum și o eventuală justificare a unei astfel de restricții prin necesitatea de a preveni practicile abuzive. În consecință, nici jurisprudența Curții privind abuzul de drept în domeniul fiscalității directe, rezultată în special din Hotărârea din 12 septembrie 2006, Cadbury Schweppes și Cadbury Schweppes Overseas (C‑196/04, Rec., p. I‑7995), din Hotărârea din 13 martie 2007, Test Claimants in the Thin Cap Group Litigation (C‑524/04, Rep., p. I‑2107), din Hotărârea din 4 decembrie 2008, Jobra (C‑330/07, Rep., p. I‑9099), precum și din Hotărârea Glaxo Wellcome, citată anterior, nu este pertinentă.
|
|
32. Endelig og under alle omstændigheder skal det bemærkes, at der i EU-retten ikke gælder noget generelt princip, hvoraf der for medlemsstaterne følger en forpligtelse til at bekæmpe misbrug på området for direkte beskatning, og som er til hinder for anvendelsen af en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, når den skattepligtige transaktion udgår fra en sådan praksis, og når EU-retten ikke er på spil.
|
32. În sfârșit, în orice caz, trebuie să se constate că în dreptul Uniunii nu există niciun principiu general din care să decurgă o obligație a statelor membre de a lupta împotriva practicilor abuzive în domeniul fiscalității directe și care să se opună aplicării unei dispoziții precum cea în discuție în acțiunea principală în cazul în care operațiunea impozabilă provine din astfel de practici, iar dreptul Uniunii nu este aplicabil.
|
|
33. Det følger heraf, at princippet om forbud mod misbrug af rettigheder og artikel 4, stk. 3, TEU, hvorefter medlemsstaterne skal træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af EU-retten, og afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare, i en situation som den i hovedsagen omhandlede principielt ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse såsom artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010.
|
33. De aici rezultă că principiul interzicerii abuzului de drept și articolul 4 alineatul (3) TUE, potrivit căruia statele membre sunt obligate să ia orice măsură generală sau specială pentru asigurarea îndeplinirii obligațiilor care decurg din dreptul Uniunii și să se abțină de la orice măsură care ar putea pune în pericol realizarea obiectivelor Uniunii, nu se pot opune, în principiu, aplicării, într‑o cauză precum acțiunea principală, a unei dispoziții naționale precum articolul 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010.
|
|
34. Hvad for det andet angår de ved EUF-traktaten sikrede friheder og princippet om forbud mod forskelsbehandling skal bemærkes, at kun kapitalens frie bevægelighed synes omfattet af den i hovedsagen omhandlede transaktion, hvilken vedrører en af et selskab i en tredjestat gennemført overdragelse af retten til afkast af et italiensk selskabs aktier til fordel for et andet italiensk selskab. I denne forbindelse skal imidlertid blot bemærkes, at det ikke fremgår af nogen sagsakt, at en bestemmelse såsom artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010 i en sag som hovedsagen har en indvirkning på kapitalens frie bevægelighed eller i øvrigt generelt på udøvelsen af nogen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten.
|
34. În al doilea rând, în ceea ce privește libertățile garantate prin Tratatul FUE și principiul nediscriminării, trebuie să se observe că numai libera circulație a capitalurilor pare vizată de operațiunea în discuție în acțiunea principală, aceasta referindu‑se la o cesiune realizată de o societate dintr‑un stat terț cu privire la dreptul de uzufruct asupra acțiunilor unei societăți italiene în favoarea unei alte societăți italiene. Or, în această privință, este suficient să se constate că nu rezultă din niciun element al dosarului că, într‑o cauză precum acțiunea principală, o dispoziție precum articolul 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010 împiedică libera circulație a capitalurilor sau, de altfel, în general, exercitarea uneia dintre libertățile garantate prin Tratatul FUE.
|
|
35. Idet disse friheder på hver deres område er et særligt udtryk for det almindelige princip om forbud mod enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (jf. i denne retning dom af 11.3.2010, sag C-384/08, Attanasio Group, Sml. I, s. 2055, præmis 31), er nævnte princip heller ikke til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse såsom artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010 i en sag, der vedrører direkte beskatning.
|
35. Din moment ce aceste libertăți constituie expresia specifică, în domeniul fiecăreia, a principiului general al interzicerii oricărei discriminări pe motiv de cetățenie sau naționalitate (a se vedea în acest sens Hotărârea din 11 martie 2010, Attanasio Group, C‑384/08, Rep., p. I‑2055, punctul 31), principiul respectiv nu se opune nici aplicării, într‑o cauză referitoare la fiscalitatea directă, a unei dispoziții naționale precum articolul 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010.
|
|
36. Hvad for det tredje angår statsstøttereglerne har Domstolen gentagne gange fastslået, at formålet med statslige indgreb ikke kan medføre, at de falder uden for begrebet »statsstøtte« i artikel 107 TEUF. Denne artikel sondrer nemlig ikke ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men definerer disse i kraft af deres virkninger (jf. dom af 22.12.2008, sag C-487/06 P, British Aggregates mod Kommissionen, Sml. I, s. 10515, præmis 84 og 85 og den deri nævnte retspraksis).
|
36. În al treilea rând, în ceea ce privește normele din domeniul ajutoarelor de stat, Curtea a statuat în repetate rânduri că scopul urmărit prin intervenții de stat nu este suficient pentru a le exclude de la calificarea drept „ajutoare” în sensul articolului 107 TFUE. Astfel, acest articol nu distinge în funcție de cauzele sau de obiectivele intervențiilor de stat, ci le definește în funcție de efectele lor (a se vedea Hotărârea din 22 decembrie 2008, British Aggregates/Comisia, C‑487/06 P, Rep., p. I‑10515, punctele 84 și 85, precum și jurisprudența citată).
|
|
37. Det følger af fast retspraksis, at kvalifikationen som statsstøtte forudsætter, at samtlige følgende betingelser er opfyldt. For det første skal der være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne støtte kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. For det tredje skal den give modtageren en fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (dom af 10.6.2010, sag C-140/09, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, Sml. I, s. 5243, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
|
37. Potrivit unei jurisprudențe constante, calificarea ca ajutor de stat impune îndeplinirea în mod cumulativ a următoarelor condiții. În primul rând, trebuie să fie vorba despre o intervenție a statului sau prin intermediul resurselor de stat. În al doilea rând, această intervenție trebuie să fie susceptibilă să afecteze schimburile comerciale dintre statele membre. În al treilea rând, aceasta trebuie să acorde un avantaj beneficiarului. În al patrulea rând, aceasta trebuie să denatureze sau să amenințe să denatureze concurența (Hotărârea din 10 iunie 2010, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C‑140/09, Rep., p. I‑5243, punctul 31 și jurisprudența citată).
|
|
38. For så vidt angår den tredje betingelse skal det bemærkes, at en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en fordelagtig skattemæssig behandling, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de berettigede en gunstigere økonomisk stilling end andre skattepligtige, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. dom af 15.12.2005, sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 10901, præmis 78).
|
38. În ceea ce privește a treia condiție, trebuie amintit că o măsură prin care autoritățile publice acordă anumitor întreprinderi un tratament fiscal avantajos, care, deși nu presupune un transfer de resurse de stat, îi pune pe beneficiari într‑o situație financiară mai favorabilă decât a celorlalți contribuabili, constituie un ajutor de stat în sensul articolului 107 alineatul (1) TFUE (a se vedea Hotărârea din 15 decembrie 2005, Italia/Comisia, C‑66/02, Rec., p. I‑10901, punctul 78).
|
|
39. Fordele, der følger af en generel foranstaltning, som finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende, udgør derimod ikke støtte som omhandlet i denne artikel (jf. dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 99).
|
39. În schimb, avantajele care rezultă dintr‑o măsură generală aplicabilă fără distincție tuturor operatorilor economici nu constituie ajutoare de stat în sensul acestui articol (a se vedea Hotărârea Italia/Comisia, citată anterior, punctul 99).
|
|
40. For at vurdere, om en foranstaltning har en selektiv karakter, skal det undersøges, om den nævnte foranstaltning inden for rammerne af en given retlig ordning udgør en fordel for visse virksomheder i forhold til andre virksomheder, der befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation. Begrebet statsstøtte omfatter imidlertid ikke de foranstaltninger, som indfører en sondring mellem virksomheder og derfor på forhånd er selektive, når denne sondring følger af det afgiftssystems karakter eller opbygning, som foranstaltningerne er en del af (jf. dommen i sagen British Aggregates mod Kommissionen, præmis 82 og 83 og den deri nævnte retspraksis).
|
40. Pentru a aprecia dacă o măsură are caracter selectiv, trebuie să se examineze dacă, în cadrul unui regim juridic determinat, această măsură constituie un avantaj pentru anumite întreprinderi în raport cu altele care se află într‑o situație juridică și de fapt comparabilă). Cu toate acestea, noțiunea de ajutor de stat nu are în vedere măsurile care introduc o diferențiere între întreprinderi și, prin urmare, a priori selective, dacă această diferențiere rezultă din natura sau din economia sistemului din care acestea fac parte (a se vedea Hotărârea British Aggregates/Comisia, citată anterior, punctele 82 și 83, precum și jurisprudența citată).
|
|
41. Selv om det i den foreliggende sag lægges til grund, at anvendelsen af artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010 i bestemte situationer kan medføre en fordel til gunst for denne bestemmelses adressat, skal det hvad angår foranstaltningens selektive karakter bemærkes, at den uanset arten af den omhandlede skat finder generel anvendelse på alle skattepligtige, der er parter i en skattesag, som verserer for Corte suprema di cassazione, når baggrunden for denne sag er en sag, der blev anlagt ved første instans mere end ti år inden denne bestemmelses ikrafttrædelsesdato, og når skattemyndigheden har tabt sagen ved de to første retsinstanser.
|
41. În speță, presupunând că aplicarea articolului 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010 ar putea conduce, într‑o situație dată, la acordarea unui avantaj beneficiarului acestei dispoziții, trebuie arătat, în ceea ce privește caracterul selectiv al măsurii, că aceasta este aplicabilă în general tuturor contribuabililor care sunt părți într‑un proces fiscal pendinte la Corte suprema di cassazione, oricare ar fi natura impozitului în discuție, dacă acest proces are la bază o acțiune înscrisă pe rol în primă instanță de mai mult de 10 ani de la data intrării în vigoare a acestei dispoziții, în care administrația fiscală a căzut în pretenții în primele două grade de jurisdicție.
|
|
42. Det forhold, at det kun er skattepligtige, som opfylder disse betingelser, der er omfattet af denne foranstaltning, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at give denne en selektiv karakter. Det må nemlig konstateres, at de personer, som ikke har ret til at være omfattet heraf, ikke befinder sig i en faktisk og retlig situation, der svarer til den for de nævnte skattepligtige, under hensyntagen til det af den nationale lovgiver forfulgte formål, som er at sikre iagttagelsen af princippet om en rimelig frist.
|
42. Faptul că numai contribuabilii care îndeplinesc aceste condiții pot beneficia de măsura respectivă nu poate, în sine, să îi confere acesteia un caracter selectiv. Astfel, trebuie să se constate că persoanele care nu sunt îndreptățite la această măsură nu se găsesc într‑o situație juridică și de fapt comparabilă cu aceea a contribuabililor respectivi în raport cu obiectivul urmărit de legiuitorul național, de a asigura respectarea principiului referitor la termenul rezonabil.
|
|
43. Denne foranstaltning har ganske vist en tidsbegrænset anvendelse, idet de skattepligtige for at være omfattet heraf skal indgive en anmodning til det kompetente præsidiums sekretariat eller justitskontor inden for en frist af 90 dage, efter at loven om det nævnte dekrets ophævelse til lov trådte i kraft. Dels er denne begrænsning imidlertid uløseligt forbundet med denne type foranstaltninger, der kun kan være punktvise, dels synes denne frist tilstrækkelig til at gøre det muligt for alle de skattepligtige, hvorpå denne almindelige og punktvise foranstaltning finder anvendelse, at ansøge herom.
|
43. Această măsură are, desigur, o aplicare limitată în timp, contribuabilii trebuind, pentru a beneficia de ea, să depună o cerere la registratura sau la grefa competentă în termen de 90 de zile de la data intrării în vigoare a legii de aprobare a decretului respectiv. Cu toate acestea, pe de o parte, limitarea respectivă este inerentă măsurilor de acest tip, care nu pot fi decât punctuale, și, pe de altă parte, acest termen apare ca fiind suficient pentru a permite tuturor contribuabililor cărora li se aplică această măsură generală și punctuală să solicite să beneficieze de ea.
|
|
44. Det følger heraf, uden at det er fornødent at undersøge de andre betingelser, som er nævnt i denne doms præmis 37, at en foranstaltning som den i artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010 fastsatte ikke kan kvalificeres som statsstøtte.
|
44. Fără să fie necesară examinarea celorlalte condiții amintite la punctul 37 din prezenta hotărâre, rezultă că o măsură precum cea prevăzută la articolul 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010 nu poate fi calificată drept ajutor de stat.
|
|
45. Hvad endelig angår forpligtelsen til at sikre EU-rettens effektive anvendelse følger det af det ovenstående, at princippet om forbud mod misbrug af rettigheder, artikel 4, stk. 3, TEU, de i EUF-traktaten sikrede friheder, princippet om forbud mod forskelsbehandling og statsstøttereglerne ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse såsom artikel 3, stk. 2a, litra b), i lovdekret nr. 40/2010 i en sag vedrørende direkte beskatning.
|
45. În ultimul rând, în ceea ce privește obligația de a asigura aplicarea efectivă a dreptului Uniunii, rezultă din cele de mai sus că principiul interzicerii abuzului de drept, articolul 4 alineatul (3) TUE, libertățile garantate prin Tratatul FUE, principiul nediscriminării și normele din domeniul ajutoarelor de stat nu se opun aplicării, într‑o cauză referitoare la fiscalitatea directă, a unei dispoziții naționale precum articolul 3 alineatul 2 bis litera b) din Decretul‑lege nr. 40/2010.
|
|
46. Idet der ikke foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, kan det ikke lægges til grund, at en sådan bestemmelse – fordi den, som alle andre bestemmelser, der fastsætter slettelse af sagen inden en afgørelse vedrørende realiteten, har til følge, at den nationale ret, der træffer afgørelse i sidste instans, forhindres i at udøve sin beføjelse til efterprøvning af lovmæssigheden i de omhandlede sager i henhold til EU-retten efter i påkommende fald at have forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål i medfør af artikel 267 TEUF – er i strid med den forpligtelse, der påhviler de nationale domstole, som træffer afgørelse i sidste instans, til inden for rammerne af deres beføjelser at sikre EU-rettens effektive anvendelse.
|
46. Prin urmare, în lipsa unei încălcări a dreptului Uniunii, nu se poate considera că o astfel de dispoziție, care, precum orice altă dispoziție care prevede încetarea procesului înainte de pronunțarea unei hotărâri pe fond, are drept consecință să împiedice instanța națională de ultim grad să exercite controlul de legalitate care îi revine în procedurile în discuție în conformitate cu dreptul Uniunii, după ce a sesizat, dacă este cazul, Curtea potrivit articolului 267 TFUE, este contrară obligației care revine instanțelor naționale de ultim grad de a asigura, în cadrul competențelor acestora, aplicarea efectivă a dreptului Uniunii.
|
|
47. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at EU-retten – herunder navnlig princippet om forbud mod misbrug af rettigheder, artikel 4, stk. 3, TEU, de i EUF-traktaten sikrede friheder, princippet om forbud mod forskelsbehandling, statsstøttereglerne samt pligten til at sikre EU-rettens effektive anvendelse – skal fortolkes således, at den i en sag som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører direkte beskatning, ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, som fastsætter adgang til bilæggelse af sager, der verserer for den ret, som træffer afgørelse i sidste instans, mod betaling af et beløb på 5% af tvistens værdi, når baggrunden for disse sager er en sag, der blev anlagt ved første instans mere end ti år inden denne bestemmelses ikrafttrædelsesdato, og når skattemyndigheden har tabt sagen ved de to første retsinstanser.
|
47. Având în vedere toate aceste considerații, trebuie să se răspundă la întrebările adresate că dreptul Uniunii, în special principiul interzicerii abuzului de drept, articolul 4 alineatul (3) TUE, libertățile garantate prin Tratatul FUE, principiul nediscriminării, normele din domeniul ajutoarelor de stat, precum și obligația de a asigura aplicarea efectivă a dreptului Uniunii, trebuie interpretat în sensul că nu se opune aplicării, într‑o cauză precum acțiunea principală, referitoare la fiscalitatea directă, a unei dispoziții naționale care prevede închiderea procedurilor fiscale pendinte la instanța de ultim grad prin plata unei sume egale cu 5 % din valoarea litigiului, atunci când aceste proceduri au la bază acțiuni înscrise pe rol în primă instanță cu mai mult de 10 ani înainte de data intrării în vigoare a acestei dispoziții, iar administrația fiscală a căzut în pretenții în primele două grade de jurisdicție.
|
|
Sagens omkostninger
|
Cu privire la cheltuielile de judecată
|
|
48. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
|
48. Întrucât, în privința părților din acțiunea principală, procedura are caracterul unui incident survenit la instanța de trimitere, este de competența acesteia să se pronunțe cu privire la cheltuielile de judecată. Cheltuielile efectuate pentru a prezenta observații Curții, altele decât cele ale părților menționate, nu pot face obiectul unei rambursări.
|